Eskimoiske eventyr og sagn I (Rink) - Fortale
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
Fortale
Den foreliggende Samling af Sagn blev af Forfatteren paabegyndt for 7 Aar siden. Det var mig dengang ganske ubekjendt, hvad Slags mundtlige Overleveringer Eskimoerne besidde, saa lidet som hvad de nuværende kristne Grønlændere have bevaret deraf, eftersom dette kun meget flygtigt berøres af Forfatterne, som have skrevet om dem, og af hvilke endog enkelte paastaae, at de saa godt som ingen Sagn have, og ligesaa lidt kunde jeg dengang faae nogen Oplysning derom hos Folk, som færdedes meget blandt Grønlænderne og forstode deres Sprog. Paa den anden Side kunde jeg ikke tænke mig, at dette Folk, der er begavet med de samme Evner, som vi, men for hvilke dog hele den øvrige Verden kan siges at være en lukket Bog, skulde være blottet for alt, hvad der kunde svare til Historie og Digtekunst hos andre Nationer. Vel har deres Liv ikke frembudt store Afvexlinger ved Rivninger med andre Nationer, ligesaalidt som mellem dem selv indbyrdes, men de have saameget mere udmærket sig fremfor andre Nationer ved deres Kamp mod Naturen. De have vidst at tilveiebringe de fornødne Midler til at de af Skaberen tarveligst udstyrede Lande kunde beboes af glade og tilfredse Mennesker. Der hvor Folk af andre Nationer kun under de største Opoffrelser og Farer have vovet sig hen, eller hvor de i det Høieste kun ved fremmed Tilførsel midlertidigt kunne friste en temmelig tarvelig Tilværelse, kunne Eskimoerne finde alt hvad de behøve til deres daglige Existens, foruden at de tillige maae underholde de Europæere, der leve iblandt dem. Paa den anden Side indskrænker alt, hvad de have lært af Europæerne, sig til de første Begyndelsesgrunde af kristelig Undervisning, og selv ved denne Underviisning er den europæiske Autoritet det væsentlige, og den vedligeholdes kun som en konstig Drivhuusplante iblandt dem. Ingen Bøger, uden de allernødvendigste geistlige til Brug i Kirke og Skole, have faaet Indpas hos dem, og alt hvad der dreier sig om europæiske Nationers Liv, er dem aldeles fremmed, hvorimod vistnok Færdighed i Læsning og Skrivning er mere almindelig blandt Grønlænderne, end i de fleste europæiske Lande. Som Følge heraf havde jeg den Formodning, at der i Form af mundtlig Overlevering maatte existere en Kundskab iblandt dem om deres Forfædres Liv, om de Skikke og Bedrifter, ved hvilke de have opnaaet hiint mærkelige Resultat. Jeg blev heri heller ikke ganske skuffet, og jeg antager, at den foreliggende Samling, om end under en ufuldkommen Form, dog indeholder det vigtigste af hvad der fortælles iblandt dem, naar de ere samlede i deres Huse i de lange Vinternætter. Den væsentligste Ufuldkommenhed ved den her meddeelte Gjengivelse ligger deri, at Fortællerkonsten ikke er almindelig for alle de Indfødte, og at disse Sagn mere end andre Fortællinger ere beregnede paa det mundtlige Foredrag, og slet ikke kunne gjengives skriftligt i deres rette Form. Men nu har der til denne Samling ikke kunnet gjøres noget Udvalg i Henseende til Fortællerne. Bidragene ere modtagne skriftligt, og mange vare i høi Grad usammenhængende, og vanskelige at udtyde. Men paa den anden Side har det ogsaa ved Hjælp af de skriftlige Optegnelser været muligt at faae Sagnene paa engang fra de forskjelligste Egne af disse vidtudstrakte Kyster, sammenligne dem indbyrdes, og derefter bedømme, hvorvidt de virkelig ere vedligeholdte i deres oprindelige Form.
Af Anmærkningerne vil det erfares for hvert Sagn særskilt, af hvem det er fortalt. Størstedelen modtoges i de første af de nævnte 7 Aar fra Indfødte i de forskjellige Distrikter i Sydgrønland. Allerede ved disse var det overraskende at faae Fortællinger fra Personer, som ikke stode i den fjerneste Forbindelse med hverandre, og deraf at see, at de samme Sagn fortælles saa godt som ordlydende eens i de forskjellige Distrikter af den henved 150 Mile lange Kyst. Men fra Aaret 1861 af erholdt jeg nogle, i saa Henseende endnu værdifuldere Bidrag, nemlig: endeel Opskrifter, ganske lignende som de nysanførte, samlede af Pastor P. Kragh i Nordgrønland for 30—40 Aar siden; en Række af Opskrifter fra nuværende Indfødte ved den næstnordligste Koloni i Grønland, Umanak, samlede af den derværende Bestyrer Hr. Einar Hansen; en lignende Samling af Sagn, som nu fortælles i Labrador, samlede af de derværende Missionærer, og navnlig af Hr. Albrecht i Okak, og endelig en Samling af Sagn fra Østkysten af Grønland, opskrevne af Hr. U. Rosing, Handelsbestyrer ved et Udsted i Nærheden af Kap Farvel, efter en Østlændings Fortælling. Da den oprindelige Forbindelse mellem Grønland og Labrador ikke er nærmere, end mellem Grønland og Behrings-Strædet, haves saaledes i denne Samling Bidrag fra Eskimoerne ved de fjerneste Yderpunkter af de store Landstrækninger, de beboe. Uagtet Bidragene fra Labrador kun ere forholdsviis faa, viste dog henved Halvdelen af dem mere eller mindre Overensstemmelse med de grønlandske. Paa enkelte Punkter af Fortællingerne, f. Ex. naar en Person anføres talende, er Overeensstemmelsen endog saa forbausende, at man skulde fristes til at antage at Ulighederne kun ere opstaaede ved en Ufuldkommenhed hos den sidste Fortæller, efter hvem eller af hvem Sagnet er opskrevet, men at det forøvrigt overalt endnu af de rigtigere Fortællere vedligeholdes i en bestemt og ufravigelig Form, der er helliget ved Overleveringen. Thi hvis en nok saa ringe Lyst til at udsmykke de gamle Sagn havde gjort sig gjældende, maatte de jo i Løbet af 1000 Aar være blevne aldeles forskjellige, og ingen Lighed mellem de grønlandske og de labradorske mere kjendelig. Herved tænkes selvfølgelig ikke paa Udsmykkelse af de oprindelige Begivenheder, men af den ved disses Udsmykkelse opstaaede Fortælling, naar den først er omdannet til et bestemt Sagn. Sluttelig bemærkes ved denne Leilighed, at vor fra Opdagelsesreiserne i Polarlandene saa bekjendte Landsmand Carl Petersen, i sine »Erindringer fra Polarlandene«, omtaler de grønlandske Sagn, og yttrer, at flere af dem ere overeensstemmende med dem, han har hørt hos andre Eskimoer, navnlig ved Smiths Sund. Om de faa, som han meddeler, vil det fornødne findes i Anmærkningerne. Desværre er det ikke lykkedes mig at faae flere Oplysninger fra Petersen selv.
Ved Gjengivelsen af Sagnene i det danske Sprog har det været mig en Hovedopgave, efter bedste Evne at meddele dem nogenledes ordlydende med Originalerne. Jeg haaber derved at de skulle have vundet et Fortrin for de almindelige Gjengivelser af indianske Sagn, i hvilke, saavidt de ere mig bekjendte, den europæiske Digtekonsts medvirkende Indflydelse altfor tydeligt kan spores. Da den foreliggende Samling tillige hidrører fra saamange forskjellige Indfødte, vil den give et Billede af deres Tankegang og deres Evne til at sætte Tankerne paa Papiret. Den indfødte Hjælpelærer ved Seminariet paa Godthaab, Rasmus Berthelsen, der baade er kyndig i det danske Sprog, og tillige selv fra Barndommen af har hørt Sagnene fortælle, har i 3 Vintre arbeidet med mig paa deres Oversættelse, og uden hans Hjelp vilde en Oversættelse vanskelig være tilveiebragt, da der hertil ikke alene udfordres Kundskab til Sproget, men ogsaa til Begreber og daglige Talemaader, som kun den Indfødte kan kjende nøie nok, til at udfinde dem af de tildeels høist ufuldkomne Opskrifter.
En stor Deel af Sagnene ere modtagne i forskjellige, endog indtil 9 Opskrifter af det samme, fra alle Egne af Grønland indtil Labrador og Østkysten. Ved ethvert saadant Sagn ere de forskjellige Gjengivelser omhyggeligt sammenlignede, og den med alle meest overeensstemmende Fortælling derefter sammenstillet, men atter saavidt muligt med Benyttelse af selve Fortællernes Ord. I Anmærkningerne findes der ved hvert Sagn Oplysninger herom. Endvidere er der ved Oversættelsen ialmindelighed udeladt endeel. Hyppig forekommer der nemlig Gjentagelser eller Udtværinger, som kun henhøre til det mundtlige Foredrag. Enkelte Steder ere ogsaa udeladte som uforstaaelige eller uvæsentlige, og endelig enkelte Udtryk, fordi de efter europæiske Begreber vilde være for stridende mod Velanstændighed; der vil alligevel paa flere Steder være Leilighed til at bemærke, at vore Begreber i saa Henseende ere forskjellige fra Grønlændernes. Endvidere ere enkelte Udtryk gjengivne ved Omskrivning eller Beskrivelse, istedetfor at lave nye danske Ord og beskrive disse. Et Udvalg af Sagnene, med den grønlandske Text og en, ved de fleste fuldkommen ordret Oversættelse er trykket i Kolonien Godthaabs Bogtrykkeri, under Titel af: Kaladtlit Okalluktualliait i 4 Dele 1859—63.
Det oprindelige Antal af de modtagne Sagnfortællinger udgjorde 350, skrevne omtrent paa 300 Ark, men ved at sammendrage dem, som kun ere Gjentagelser af det samme, ere de indsvundne til 170.
Med Hensyn til Spørgsmaalet, om, hvorvidt der findes nogen historisk Grundvold i disse Sagn, maa det først bemærkes, at de for de Indfødte ikke alene ere Historie, men tillige Eventyr og Poesi. Vi træffe her en Nation, der endnu lever i sin mythiske Periode. Den historiske Grundvold ligger derfor saa skjult, at den kun indirekte, ad Undersøgelsens Vei vil kunne udfindes, og vi henvise desangaaende til Anmærkningerne ved Slutningen. Dersom man engang kunde faae en lignende Samling fra Eskimoerne ved Behringsstrædet, og sammenligne begge, vilde der maaskee kunne uddrages mere bestemte Resultater. I det Hele kan man ikke nægte, at Sagnene i historisk Henseende ere meget tarvelige. Navnlig er det mærkeligt, at f. Ex. Grønlændernes Berøring med de gamle Nordboere, og deres første Sammenstød med de senere Opdagere have efterladt saa ringe Spor i Nationens Erindring. Det synes, som om de allerældste Erindringer fra en Tid, da de vare i Berøring med Indlandsboerne eller Indianerne i Nordamerika, senere have fortrængt de nyere Erindringer, eller omformet og forandret dem. Der er megen Rimelighed for, at den større Masse af Sagnenes Indhold er fra de allerældste Tider, og at det Gamle altid er bleven benyttet til at udsmykke og supplere nye Begivenheder, for deraf at lave Sagn. Her, ligesom i Sæder og Skikke, see vi et Exempel paa det Stagnerende hos saadanne Folkestammer. Noget som mere kunde sammenlignes med Historie eller Saga, begynder først med hvad der er passeret for høist 100 Aar siden; af saadanne Fortællinger fra denne nyeste Tid synes der i Grønland at gives en stor Mængde, som virkelig ere ligefremme Gjengivelser af det Passerede; og Exempler af dem ere ogsaa meddeelte i Slutningen, fra Nr. 100 af. Men disse indskrænke sig til visse Distrikter eller beboede Pladse, i Tidernes Løb ville de enten blive forglemte, eller omdannede efter de ældres Mønster, i hvilket Tilfælde de vel først blive til egentlige Sagn. Paa Grund af den omvankende Levemaade tabes Erindringen om, hvor Begivenheden er passeret, i Tidernes Løb, og de senere Fortællere henflytte dem, hver til de ham bekjendte Egne; desuden maa det erindres, at hvad der skal vedligeholdes ved mundtlig Overlevering, maa være ganske affattet efter sit Publikums Smag og Fatteevne. Som Følge heraf har intet Sagn kunnet holde sig, som omhandler andre Nationers Sæder og Skikke, før det er ganske omformet efter Eskimoernes Levemaade og Begreber, eller ogsaa er gaaet fuldstændigt over i det Eventyrlige. Som et Curiosum i denne Henseende er meddeelt Sagnet 94, men i mindre Grad vil man iagttage det samme i Sagnene om Indlandsboerne og de gamle Nordboer. Ja endog Maaneaandens Huus er indrettet paa grønlandsk Viis, med Huusgang, Brix og andet Tilbehør. Som det vil sees, ere Sagnene i det Hele meddeelte i den Orden, at hvad der synes ældst og almindeligst, kommer først, og hvad der synes nyest og mere lokalt, sidst, indtil Nr. 120, fra hvilket af der findes en Række Sagn af forskjellig Alder, som paa Grund af deres Ubetydelighed eller Ufuldstændighed ere meddeelte blot uddragsviis, og navnlig i den Hensigt, at give Stof til Sammenligning, hvis muligen Nogen senere skulde samle eskimoiske eller indianske Sagn fra andre Dele af de nordlige Lande.
Ligesom man ikke kan vente nogen direkte historisk Oplysning i Sagnene, saaledes gaae de heller ikke ud paa at skildre de gamle Skikke og Vedtægter. Disse forudsættes nemlig som bekjendte hos Fortællerens Publikum, Sagnene derimod gaae ud paa at skildre det Mærkelige og Usædvanlige, og at udmale det sædvanlige Menneskeliv, ved at sætte Indbildningskraften i Virksomhed. De give saaledes i deres Heelhed et Billede af dette Folks Livsanskuelse. Naar Sagnet overdriver, viser det, hvad Folket især har betragtet enten som Ophøiet og Stort, eller som Skrækkeligt og Afskyeligt i den menneskelige Natur, og naar det hidkalder det Overnaturlige, fremstiller det derved, hvad der føles som dybere religiøs Sandhed, i en allegorisk Form. Vi henvise i denne Henseende ogsaa til selve Sagnene og Anmærkningerne, men ville dog foreløbig udhæve nogle Punkter:
Paa ethvert Blad i disse Sagn see vi, at det er den stadige Kamp med Naturen, for at afvinde den de første Betingelser for menneskelig Existens, som opfylder Tanken. Deraf kommer det Uhyggelige og glædeløse Præg, som deres Skildringer have for os. Fra sin tidlige Barndom af, til han gaaer paa Gravens Rand, færdes Grønlænderen saa godt som dagligt i sin Kajak; det øde Hav med dets Taage og Frostrøg, dets Brændinger mod Iisfjelde og skaldede Klipper, som endnu ved Midsommerstid ere bedækkede med Snee og Iis fra Vinteren, er alt hvad han har for Øie under Udførelsen af sit Hverv. Standsforskjel, Sondring af Arbeide, Erhvervelse af Eiendom og dermed forbunden Udsmykkelse af Livet ere ham ukjendte. Der udtaler sig en Bevidsthed af, at hvis en Tilbøielighed dertil blev overveiende, vilde Slægten være fortabt. Derfor skal hver enkelt Mand personlig være i Besiddelse af den Kraft, Haardførhed og Behændighed, som skulle sikkre ham og hans Familie Livets Fornødenheder under hvilkesomhelst Naturforhold. Heri, saavelsom i opvoxende Sønner, bestaaer hans Rigdom, borgerlige Ære og Udmærkelse. Ærgjerrigheden, men ikke Havesygen, er her den fremherskende Lidenskab ved de indbyrdes Rivninger. Denne Grundforskjellighed mellem en Nation, der lever af Jagt, og andre Nationer, er vistnok velbekjendt, men oversees dog indtil de allerseneste Tider alt for meget af dem, som troe sig kaldede til at virke for Eskimoernes eller Grønlændernes Bedste. Kysterne fra det nordostlige Siberien langs Iishavet til Østgrønland ere ikke blevne befolkede af Mennesker, som opmuntredes til deres Arbeide ved europæisk Brød, eller som behøvede at staae under dagligt Opsyn af en europæisk Lærer, for at faae at vide hvad der skulde være Rettesnoren for deres Liv.
Den ubønhørlige Tvang, som paalægger den Enkelte at udvikle sine Legemsevner i de Færdigheder, som Traditionen fra Forfædrene foreskriver, et Slags almindelig og livsvarig Værnepligt for Samfundet, finder sin Opreisning i Ærgjerrigheden og den ubegrændsede Frihed i andre Retninger. Kappelyst og Berømmelse afgave derfor de Drivefjedre for Virksomhed, som Eiendoms Erhvervelse er hos andre Nationer. Om de deraf opstaaende Rivninger see vi at en stor Deel af Sagnene dreie sig. Paa den anden Side finder den naturlige Svaghed, der repræsenteres af Qvinder, Børn og Oldinge, sin Beskyttelse i de gjeldende Vedtægter for Forsørgelse, og i den til Eiendomsfælledskab grændsende fælleds Afbenyttelse af de vigtigste Fornødenheder, navnlig Huusly og Føde. Hvor disse ikke ere tilstrækkelige, kalder Sagnet gjerne det Overnaturlige til Hjælp for at beskytte de Svage.
De overnaturlige Magter ere først og fremmest virksomme, hvor der er Tale om at beskytte den eskimoiske Folkestamme selv mod andre Nationer; vi see dette ligefra de dunkle Sagn om Indlandsboerne indtil de allernyeste om Hvalfangerne. Pile, som ikke kunne feile, Usynlighed og Usaarlighed, staae altid til den svagere indfødte Kystboes Raadighed. Endvidere beskytte de det farefulde Erhverv paa Havet; en særegen Art Skytsaander beboe i den Anledning det Indre af Klipperne langs Strandbredden, og Kajakmanden, som omkommer paa Havet, vaagner paa Havets Bund til Bevidsthed, og seer sig i sine afdøde Bedsteforældres Arme.
Det er ikke umuligt, at der hos Beboerne af disse nordlige Lande i Tidernes Løb er indtruffet Tilfælde af skrækkelig Hunger, som har ledet til Kannibalisme. Den dunkle Erindring om Sligt har efterladt en skrækkelig Erindring hos Efterkommerne, og udpræger sig i forskjellige Sagn, og Afskyen derfor fremtræder i Form af Sagnet Nr. 9, der hører til de meest udbredte Sagn, og som lader den, der smager paa noget, der indeholder noget, af et menneskeligt Lig, blive afsindig.
Ligesom Sagnene hæve den personlige Dygtighed i Jagten paa Havet, som den vigtigste borgerlige Dyd, saaledes vise de ogsaa, at Haardhed og Grusomhed mod den af Naturen Hjælpeløse ere blevne betragtede som stridende mod guddommelige Love. Vor Samling begynder netop med et saadant Sagn, som kjendes af hvert Barn i Grønland, og ligeledes er bekjendt i Labrador. Det handler om et forskudt og mishandlet Barn, der af »Kraftens Behersker« gjøres til et Straffemiddel mod dets Forurettere. Men det vil forøvrigt overalt sees, hvorledes de overnaturlige Midler fortrinsviis staae til Enkernes og de Faderløses Raadighed. Børn, som fødes i Dølgsmaal, blive forvandlede til onde Aander, der forfølge de haardhjertede Slægtninge. Gamle og svage Mænd forstaae at lave Tupilekker, eller onde Væsner, der forfølge og dræbe deres Fjender, men Qvinderne raade fortrinsviis over Midler til at beskytte og hævne de Forurettede.
Derimod er der een Klasse Ulykkelige, som i andre Lande bæres og trøstes af hjælpsomme Aander, men i Grønland overlades til deres egne Kræfter. Denne er de ulykkelige Elskeres. Ikke engang en Elskovsdrik staaer til deres Disposition, de værdiges ikke engang Omtale i den grønlandske Roman.
Sluttelig ville vi endnu bemærke, at der er tilføiet en alfabetisk Forklaring over særegne Benævnelser og Gjenstande, som forekomme i Sagnene, men at der forøvrigt saavidt muligt i selve Texten ved Omskrivning, eller Bemærkninger i Parenthes, er givet Forklaring paa Sligt. Hvor der til Bogstavet: k er føiet Tegnet: ’, altsaa k’, betegner dette en særegen Ganelyd, der svæver mellem: kr og g. Den grønlandske Endelse: —kut, som, sat til et Navn, betyder vedkommende Persons Slægt eller Følgeskab, har jeg oversat ved den temmelig dertil svarende danske Endelse: —s (f. Ex.: »Præstens«). Undertiden er den grønlandske Fleertalsform, som ender med t, brugt, især for Ord som ende med k, saasom ved at forandre —ok til —ut, —gak til —gkat. Forøvrigt ere disse Regler ikke fulgte overalt, da dette Skrift jo ikke skal give Oplysninger om Sproget, men blot gjengive Sagnene paa den letteste Maade for danske Læsere. Saaledes skulde der f. Ex. ogsaa skrives: K’ajak’, men »Kajak« har nu engang faaet Hævd i det europæiske Sprog, ligeledes »Angakok« o. a. De til Texten føiede Træsnit ere tegnede og udskaarene i Træ af Grønlændere her i Landet, hvorom nærmere vil findes i Anmærkningerne. Da det var Forfatterens Hensigt, ved Sagnene tillige at give saavidt muligt en Samling af de nuværende Indfødtes Frembringelser, som ere fremkomne uden Paavirkning af den europæiske Underviisning, formeentes disse Træsnit at kunne være et passende Sidestykke til samme.
Sluttelig bemærkes endnu, med Hensyn til hvad der ovenfor er anført, at der dog undtagelsesviis existerer nogle Fortællinger af reent europæisk Indhold, som først stamme fra en eller anden Europæer, men som have tiltalt de Indfødte saaledes, at de selv vedligeholde dem, men vel at mærke ikke som Sagnene mundtligt, men ved Haandskrifter, som de selv have forfattet, og som circulere iblandt dem, afskrives eller gjemmes fra den ene Generation til den anden; blandt disse vilde jeg her anføre: »Pook«, eller en Grønlænders Fortælling om hans Reise til Danmark, »Sibylle«, »Oberon« og »Holger Danske«. Disse Haandskrifter bevise, at der nok kunde udvikles en Litteratur af nyt Indhold for Eskimoerne, dersom Forfatterne blot kunde træffe den rette Smag, der vel omsider dog i det Væsentlige ikke er saa forskjellig fra andre Nationers. De Forsøg, man hidtil har gjort, og ved hvilke man, istedetfor at tale til Indbildningskraften, mere har valgt en belærende og tildeels sentimental Stiil, have ikke været heldige.
Kolonien Godthaab i Marts 1865.H. Rink
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 1-8
