Eskimoiske eventyr og sagn I (Rink) - Indledning

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsforsker
Hinrich Rink (1819-1893)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

Indledning

Den eskimoiske Folkestamme beboer, som bekjendt, de koldeste og ødeste Egne paa Jorden; naar undtages enkelte Folkestammer i Siberien, som streife op til det nordlige Iishavs Kyster, kan man vel sige, at hvor al anden menneskelig Existens ophører, paa Grund af Klimatet, der begynde først Eskimoerne. Idet de saa godt som udelukkende holde sig til Havets Produkter, have de tilegnet sig en Levemaade, ved hvilken de kunne trodse et Klima af hvadsomhest Strenghed. De Kyster, som de beboe, begynde, paa ringe Undtagelser nær, der hvor Skove og Qvægavl høre op, og langt udenfor den Grændse, hvor Agerdyrkning kan finde Sted, og mod Nord har man truffet dem, saa langt man endnu er trængt frem.

I det nordostlige Hjørne af Siberien lever en Folkestamme, ved Navn Tschukscherne, som paa Grund af Landets øde Beskaffenhed endnu skal være saa godt som uafhængig af det russiske Herredømme. Den deles atter i to Stammer, hvoraf den ene lever inde i Landet og holder Rensdyr, den anden beboer Kysten ved Iishavet. Denne sidste siges at være af eskimoisk Nationalitet, og er i saa Fald den vestligste Green af denne Folkestamme, som derfra er spredt over Kysterne ved Behrings-Strædet, langs Iishavet og dets Øer, deels ned til det sydlige Labrador, deels norden om Baffins Bugten hele Grønland rundt, saavidt man kjender det. I begge Hovedretninger ere de saaledes udbredte 800 til 1000 Mile fra NV til SO. Deres Antal er meget usikkert, men overstiger vist neppe 50,000 Mennesker.

For over 800 Aar siden bosatte Folk af den skandinaviske Stamme sig i de sydligste Egne af Grønland, men i Aarenes Løb maatte de bukke under for Klimatets Strenghed og Landets isolerede Beliggenhed. Tiderne have nu forlængst forandret sig saaledes, at der ikke mere er den fjerneste Mulighed for, at Europæere skulde bosætte og naturalisere sig endog i de meest begunstigede af de Lande, som nu beboes af Eskimoerne. Naar undtages, at der et eller andet Sted har været en europæisk Station, hvor Europæere midlertidigt have opholdt sig, dog saaledes, at de baade afløstes og fik alle deres Fornødenheder fra Europa af, lever der nu ingen Europæer i disse Lande, uden at han i eet og alt ernæres og opholdes af de indfødte, saa at der efter Omstændighederne udfordres 20 til 50 Indfødte, for direkte eller indirekte at forskaffe ham det, han behøver til Livets Ophold. Dette gjælder endda kun om de mere begunstigede Egne, hvorimod de koldeste kun ganske undtagelsesviis ere blevne besøgte af Europæere; for at nogle faa Europæere blot skulde opholde sig enkelte Vintre paa disse Kyster, hvor Eskimoerne føle sig ganske hjemme, have som bekjendt de største Nationer maattet opbyde overordentlige Midler, og blot den Omstændighed, at have deeltaget i saadanne Foretagenders Ledelse, har jo været tilstrækkelig til at skaffe Vedkommende europæiske Navnkundighed. Den bekjendte Franklins-Expedition synes jo at være gaaet tilgrunde af Kulde og Sult, strax efterat dens Levnetsmidler hjemmefra vare opbrugte. I Nærheden boede der Indfødte, som levede i bedste Velgaaende, uden Handelsforbindelse med andre Lande. Mc. Clintock, som fandt Egnen, hvor Franklin var omkommen, giver en interessant Beskrivelse af sit første Møde med disse Indfødte. Paa en af sine farlige Slædefarter i disse øde Egne, i den uhyre Kulde, mødte han pludselig et Par Fodgængere, og efterat han havde indledet en Samtale med dem, byggede de ham strax paa staaende Fod, for en Betaling af et Par Synaale, et tæt og luunt Huus, hvor de tilbragte Natten sammen. Bekjendt er jo ogsaa Amerikaneren Kanes Reise, hvorledes han erhvervede sig Berømmelse ved at opholde sig to Vintre der, hvor de nordligste bekjendte Grønlændere boe. Han indrømmer saavidt jeg mindes, at endog blot Mørket og den udvendige Kulde vilde i faa Vintre dræbe Europæere i disse Egne, selv om de vare vel udrustede med Proviant og Brændsel. Som det synes, var det vor Landsmand, Carl Petersen, som reddede Kanes Expedition fra Undergang, fordi Petersen selv var en af de for Polarlandene meest hærdede Europæere, som tillige forstod at benytte de Indfødte, der dog til syvende sidst ere alle Europæeres Tilflugt i Nøden.

Naar vi her tale om Eskimoer eller Indfødte, som saa skarpt modsatte Europæerne, mene vi ikke alene dem, der ere af den oprindelige Race, men alle dem der ere fødte og opdragne i den eskimoiske Levemaade. Thi der findes, især i Grønland, mange Indfødte af blandet Herkomst, som have et fuldstændigt europæisk Udseende, men de præstere ganske det samme, som de ægte Grønlændere, hvad Haardførhed og nationale Færdigheder angaaer, og maaskee vilde et europæisk Barn, som opfødtes blandt Grønlændere, blive til ganske det samme. Hvad Herkomsten og Udseendet angaaer, er Forskjellen mellem de Indfødte og Europæerne derfor deels ikke skarp, deels formeentlig ganske uvæsentlig; men hvad Levemaaden angaaer, da er Overgangen meget brat, eftersom Europæeren bruger Boliger, der ere 20 til 50 Gange større, Fødemidler, der ere i lignende Forhold kostbarere, ikke kan bevæge sig fra Sted til andet, uden at have flere Indfødte til sin Hjælp o. s. v., kort sagt i Eet og Alt ere at betragte som en Drivhuusplante i Landet. Saavel i Grønland, som i det sydlige Labrador findes der rigtignok Europæere af Arbeidsklassen, som have giftet sig med indfødte Qvinder og tilegnet sig Færdighed i enkelte indfødte Erhvervsgrene; men ikke at tale om, at de lønnes og underholdes med Fornødenheder fra Udlandet, saa opdrages desuden deres Børn som Indfødte. De have i deres Huse gjerne en særskilt Leilighed for dem selv, og et fælleds Rum for deres Børn med tilhørende indfødte Huusfæller, og det er deres Familie og øvrige indfødte Omgivelser, der holde dem ilive, uden disse vilde ogsaa de staae aldeles hjælpeløse, og ikke kunne existere. Naar vi altsaa i det Følgende tale om den indfødte Race, i Modsætning til Europæerne, mene vi dermed dem, der ere opdragne i den nationale eskimoiske Levemaade, og dele de med samme forbundne Farer og Besværligheder.

Skjøndt Eskimoerne leve af Havet, maa man dog ikke sætte deres Næringsvei i Klasse med Fiskeri, men med Jagt, hvorimod Fiskeriet kun er en underordnet Hjælpekilde for dem. Som bekjendt er Sælhunden den væsentligste og saa godt som eneste Betingelse for deres Livsophold; Delphiner og Hvale bidrage ogsaa hertil, og jages paa samme Maade som Sælhunden. Den vigtigste Maade at jage Sælhunden paa, har nogen Analogi med den europæiske Hvalfangst, idet den nemlig bestaaer i, først at kaste en Harpun i Dyret, hvorved det ikke dræbes, men blot standses og udmattes, idet Spidsen af Harpunen, som bliver siddende i det, ved Hjælp af en lang Rem er forbunden med en udpustet Blære, der træder istedetfor Baaden ved Hvalfangsten. Naar Dyret er truffet, trækker det Blæren efter sig, man seer den hoppe paa Vandfladen, naar Dyret dukker under, og ikke kan trække den med sig under Vandet. Sælhunden kommer derfor bestandigt op igjen i Nærheden af Blæren, og Jægeren forfølger den nu med sin Landse eller Kastespydet, hvormed han vedbliver at gjennembore det til det er dødt, eller han kan give det Resten med en Kniv. Foruden denne gives der endnu mange andre Fangemaader, navnlig der hvor Havet er tilfrosset, og Sælhunden opsøges i Aabninger af Isen; ja i Kanes Reise finde vi jo endog en interessant Skildring af Eskimoerne i det yderste Nord, som alene tilfods paa Isen drive deres farlige Jagt efter Hvalrosse og Iisbjørne. Men hiin Fangemaade er i enhver Henseende den vigtigste, og uundværligere, jo længere Tid af Aaret Havet er aabent. Den kaldes Kajakfangst, fordi der til den bruges Kajakker eller Baade, der kun ere indrettede til een Person med alle til Fangsten hørende Redskaber. Naar en Kajakmand sidder fuldstændig udrustet i sin Kajak, omgiver denne tilligemed hans Klædedragt ham som et vandtæt Hylster, idet kun Ansigtet er frit, han kan derfor trodse den høieste Søgang, kæntre og reise sig ogsaa, og lade Søen bryde over sig, uden at det skader ham, kort sagt ligge som en Søfugl paa Vandet.

Som et Jagtfolk have Eskimoerne ingen egentlige faste Boliger, men nærme sig dog mere hertil, end andre Jagtfolk, da de dog have Tilbøielighed til at holde sig til den samme Boplads om Vinteren. Men om Sommeren reise de altid, og flytte omkring med deres Telte og hele Bohave, der altsaa er indrettet til at de kunne bryde op og bosætte sig andetsteds, naar det skal være, hvortil de benytte de større Skindbaade eller saakaldte Konebaade. Berøringen med Europæerne har kun frembragt saare ringe Forandring i denne Levemaade, og saadan Forandring har i Gjennemsnit kun været til det Værre, nemlig ved at gjøre dem endnu fattigere paa Bohave og Transportmidler. Ligeledes er Forskjellen i Henseende til Levemaade, Sprog og Folkekarakter saare ringe efter de forskjellige Egne af det store Territorium, over hvilket de ere spredte. Efter hvad man tildeels allerede har Exempler paa, kunde man flytte Grønlændere fra vore sydligste Distrikter, hvor Havet næsten altid er aabent, op til Smiths-Sund, hvor Indvaanerne ikke eie Kajakker, fordi Havet bestandig er tilfrosset, og ei heller staae i Handelsforbindelse med Europæere. Saadanne Grønlændere vilde sikkert alligevel vide at skaffe sig Livets Ophold, og føle sig hjemme der. Naar man erindrer, at en stor Deel af den saakaldte Sommertid, i hvilken Grønlænderen lever halvveis under aaben Himmel og forfrisker sig ovenpaa den lange Vinter, ikke er stort bedre end en almindelig Vinter i Danmark, kan man allerede deraf slutte sig til den store Hærdelse, som disse Folk maae besidde fremfor os Europæere. Men det, som Forfatteren til dette har havt Leilighed til at opleve i de sidste Vintre i Grønland, overgik endnu de Forestillinger, han tidligere havde i saa Henseende. Disse strenge Vintre traf nemlig en Befolkning, som i sin store Forarmelse ikke mere er i Besiddelse af de, selv efter grønlandsk Maalestok tarveligste Boliger, Klæder og Fødemidler. Huse, der bogstavelig talt kun vare at betragte som Huller i den frosne Jord, i hvilke der intet mere var af Træ til at sidde eller ligge paa, eftersom enhver Splint var brændt op, og Taget blot holdtes sammen ved Frosten; intet, som kunde kaldes Sengklæder, intet Skind til at bedække de Steen eller frosne Græstørv, som dannede Leiet; i mange Dage intet til Brændsel eller Belysning, Klæder af tyndt Bomuldstøi eller Levninger af Skind, alt i skrækkelige Pjalter, hos mange ikke engang det Nødvendige til at skjule Nøgenheden — med saadanne Midler kunde disse Folk udholde et halvt Aar med en Middeltemperatur af 19° Kulde, eller 8° koldere end den koldeste Vintermaaned i Danmark. De, der endog blot havde Klæder, ved hvilke en Sydeuropæer kunde have beskyttet sig imod sit Klima, ansaaes for taaleligt godt udstyrede. Det usle Fodtøi, som aldrig kom af Fødderne, var stivt frosset og haardt, ikke at tale om, at Børn gik og bar Fisk omkring med de bare Hænder i Storm og 23° Kulde. Fødemidlerne vare i Forhold hertil. Af Europæere, som i den ene af disse Vintre opholdt sig i Sydgrønland, maatte ikke faa bukke under alene for Klimatets Indflydelse, skjøndt de vistnok vare forsynede med det tidobbelte af hvad der behøvedes til at skaffe en Grønlænder jevnt Velvære. Den her skildrede Tilstand er nu vistnok udenfor Regelen, og vilde med Tiden bortrykke Befolkningen, men den kan dog tjene til at give et Begreb om den store Hærdelse, som den grønlandske Opdragelse fører med sig.

Ligesaalidt som en Europæer kan hærde sig tilstrækkeligt mod det strenge Klima, ligesaa lidt kan han tilegne sig Eskimoernes Evne til at benytte Landets naturlige Hjælpekilder. Enkelte Europæere have opnaaet en ret mærkelig Færdighed i at roe i Kajak, enkelte endog have lært dette med en beundringsværdig Hurtighed, men det som disse have præsteret, er endnu intet mod hvad en ganske almindelig Kajakmand maa være belavet paa. Det gjælder jo nemlig ikke alene om at kunne udføre Kajakroeningen som et Konststykke, men ogsaa om at kunne hjælpe sig ud af alleslags Forlegenheder paa Reiserne langs den mennesketomme Kyst i det med Iis opfyldte Farvand. Og dette er endda blot Kajakroeningen. Derfra og til at fange en Sælhund med Blære og Harpun, er der et endnu større Spring. Saavidt vides har endnu ingen Europæer udført dette, endog blot som Konststykke; men selv om det lykkedes nogen, saa er det endnu noget ganske andet, naar han skal udføre det som sin Næringsvei og daglige Dont til hvilkensomhelst Aarstid. I Sydgrønland, hvor Havet kan være aabent til enhver Aarstid, udøves Kajakfangsten i den strengeste Vinter, i 16—20° Kulde, ja vi have endog oplevet at der er fanget Sælhunde i stærk Blæst og 23° Kulde. Ved denne Temperatur svæver der altid en tyk Taage over Havet, Vandet, som skyller over Kajakken, bedækker baade denne og Fangerens Ærmer og Vanter med Skorper af Iis; derhos er Havet opfyldt med Driviis, og bliver det ganske stille, saa risikerer han at fryse inde med sit lille Fartøi, som Kanten af et Stykke Iis kan bibringe en Rift, der medfører øieblikkelig Synkning. Blæser det derimod op, risikerer han at maatte roe i hele Timer imod en 20° kold Blæst, uden at kunne løfte Haanden for at beskytte sit Ansigt, eller optøe Frosten i samme, og derhos er Strandbredden, som han muligen maatte tage sin Tilflugt til, ved Lavvande i Reglen forskandset med en steil, eller endog overhængende Kant af Iis paa flere Alens Høide, som han ikke uden Hjælp kan komme op og ned af. Naar dertil nu endelig kommer en tom Mave, og de tarvelige Redskabers og Klæders slette Forfatning, vil man vist have ondt ved at opvise en farligere eller besværligere Levevei. Men for Grønlænderen hører sligt til Dagens Orden, selv hvor han befinder sig paa et usselt og fornedret Standpunkt, anseer han det for under sin Værdighed enten at klage derover, eller gjøre sig til deraf. — Dette var den egentlige eskimoiske Erhvervsgreen; man skulde nu troe, at hvor det gjaldt om at benytte Skydevaaben paa Landjorden eller fra en Baad, maatte Europæeren kunne maale sig med Grønlænderen. Alligevel tvivler jeg paa, at den dygtigste europæiske Jæger kunde faae halvt saa meget Udbytte af sin Jagt i Grønland, som en ganske almindelig ung Indfødt; thi det gjælder ikke alene om at skyde godt, men ogsaa om at opsøge Byttet, og at kunne taale de med Jagten forbundne Strabadser, som alene gjøre, at en Europæer ikke kan følge Grønlænderne paa deres Rensjagter. Vi vide jo ogsaa, at det Udbytte, som Polarexpeditionerne have havt af deres Jagt, kun har ydet dem en ringe Nødhjælp til at friste Livet ved.

Det er jo aabenbart, at den Opdragelse, som skal udvikle saadanne Evner hos de Indfødte, som her ere omtalte, maa være udelukkende rettet paa det samme, og grunde sig paa ældgammel Erfaring. Fædrenes Skikke faae her, mere end andetsteds, Betydningen af Lov eller Nødvendighed. Men nationale Skikke kunde heller ikke overholdes uden at der var et vist Sammenhold og Samfundsliv; det er derfor ogsaa en Vildfarelse, naar man antager, at Eskimoerne i deres oprindelige Tilstand vare blottede for borgerlige Samfundsindretninger eller Love; det synes derfor ogsaa, at hvor de have boet tættest og talrigst, og hvor hyppige Reiser, og derved foranlediget Samqvem have bødet paa den store Adspredelse, og især hvor de have staaet i fjendtlig Berøring med andre Folk, der have de udviklet sig kraftigst, saasom paa Nordkysten af Amerika, henimod Behringsstrædet, i Labrador, og i en Deel af Grønland, hvorimod de synes at staae mere tilbage, hvor de leve i smaa isolerede Samfund, som paa Østkysten af Grønland, og ved Smiths Sund.

Naar endog i større Samfund Religion og Stat have været sammensmeltede i eet, kan man selvfølgelig endnu mindre vente det anderledes hos et Folk, der lever sondret i saa smaa Samfund, som Eskimoerne. Deres Overhoveder, de saakaldte Angakut, forenede derfor baade geistlig og verdslig Magt, og vare tillige Læger. De maatte vel ogsaa ansees som Bærerne af deres Nations Videnskabelighed, som dem der vedligeholdt den fra Forfædrene arvede Kundskab om Levereglerne. I hvilkesomhelst tvivlsomme Tilfælde, hvor det gjaldt om det daglige Erhverv, om at afværge Sygdom og andre Ulykker, eller om at bekjæmpe Fjender, bleve deres Raad søgte og ubetinget adlydte. Skjøndt de forøvrigt dreve ganske det samme Erhverv som de andre Indfødte, og førte et ligesaa tarveligt Liv som disse, udgjorde de dog en særegen Klasse, der opnaaede sin Værdighed ved at gjennemgaae en vis Skole, og maatte iagttage visse særegne Leveregler, ligesom de ogsaa havde et særegent Sprog. Naar deres værste Fjender, de første Missionærer, sige om dem, at der blandt dem fandtes de viseste og klogeste Mænd, kan man vistnok med Grund antage, at dette var det almindelige, og at de besad en dybere Indsigt i Naturen og Menneskelivet, end deres øvrige Landsmænd. I sjeldne Tilfælde kunde ogsaa en Qvinde blive Angakok, men at forøvrigt en Mand, for at opnaae denne Værdighed, maatte være en Sælhundefanger, som alle andre, følger alene deraf, at dette var Betingelsen for Mandighed i det Hele, og Sagnene vidne jo tilstrækkeligt herom; men han maatte desuden gjennemgaae visse Forberedelser og Prøvelser, som navnlig bestode i at opholde sig i en vis Tid i en Udørken, afsondret fra menneskeligt Selskab, og ved Afholdenhed og Faste at sætte sig i en Tilstand, i hvilken hans Aand, mere frigjort fra sandselig Paavirkning, under Paakaldelse af høiere Magter, ligesom fordybede sig i sig selv, og der søgte den Viisdom, som han i denne Sjælstilstand tilskrev Aabenbaringen. — Kjøbmand Dalager siger om dem i sine »Relationer« (1752) følgende: »den rette Angakoks Philosophi bestaaer fornemmelig i en naturlig Skjønsomhed, som formedelst idelig Randsagning af Fornuftens Lys frembringer hos dem en overvættes stærk Imagination, som de henføre til Aabenbaringen hvilket en Kolonist-Grønlænder, som er døbt (der tilforn har været en berømmelig Angakok), testerer, naar han fortæller, at han mange Gange har været ligesom ude af sig selv, og i saadan Tilstand er ham forekommet adskillige materielle Skikkelser og Billeder, hvilke, naar han igjen har rekolligeret sig, har været som en Drøm.« Der kan jo som en Følge heraf ikke være nogen Tvivl om, at de i deres Samfund have været det samme, som andre Nationers Anførere, Lovgivere og Lærere i deres, og at det var dem, som veiledede den adspredte Befolkning i, overalt paa den samme Maade at vedligeholde sin Existens. Da de i saa Henseende stode ene mellem deres Medmennesker og Forsynet, med andre Ord kun kunde søge Hjælp eller Raad hos dette, er det jo og i en vis Betydning af Ordet heller ikke usandt, naar de paastode at have Aabenbaringer, forsaavidt som dette nemlig billedlig talt kan siges om enhver Nations høiere begavede Mænd. Det tør vel ogsaa paastaaes, at hvor de afskaffes, og ingen tilsvarende Overhoveder af selve Nationen sættes i deres Sted, der vil denne efterhaanden gaae tilgrunde.

Der synes at have været ganske bestemte Kjendetegn, ved hvilke en Mand kunde mærke, om han var bleven Angakok, det vil sige, istand til at modtage Raad eller Aabenbaring fra Guddommen eller Tornarsuk, hvilket i Reglen skete ved Mellemvirkning af Hjælpeaander eller Tornakker, af hvilke enhver Angakok havde sine bestemte. Naar en Angakok skulde udføre dette, blev han bunden om Hænder og Fødder, Lamperne slukkede, og under Tilhørernes Sang og Iagttagelse af allehaande Ceremonier satte han sig i en overspændt Sjælstilstand, troede at kunne kalde Aander til sig, eller flyve bort til fjerne Egne, eller og begive sig under Jorden, for at bekjæmpe den onde Aand, der i Skikkelse af en gammel Kvinde holdt Havdyrene fangne, og derved bevirkede Misfangst og Nød.

Hvad Angakuts Lægekonst angaaer, da veed man derom kun meget lidt, eftersom ogsaa den af de første Europæere blev erklæret for simpelt Bedrageri og forfulgt med Haan og Spot. Denne Anskuelse havde selvfølgelig sin Grund i det mystiske Slør, hvormed de omgave sig, og som her ligesaa godt som i andre Lande har været nødvendigt for at imponere Mængden, og faae Patienterne til at adlyde Forskrifterne. Saameget er vist, at Curene bestode i en Mængde Afholdenhedsregler, som for Folk af Eskimoernes uregelmæssige Levemaade, med stærke Kjødspiser, nok kunde være af Vigtighed. Grønlænderne pleiede saaledes at spørge de første Europæere, som gave dem Lægemidler, om hvilken Diæt de skulde forene dermed, de havde endog et særegent Ord i deres Sprog for: »streng i at overholde Leveregler«, hvorimod det nu saa godt som ikke er muligt mere at faae dem til at overholde nogen Regel i Sygdomstilfælde. Alle hine Afholdenhedsregler bleve ved Kristendommens Indførelse ligefrem afskaffede som hedensk og syndig Overtro. Til Erstatning derfor fik Grønlænderne, med stor Bekostning, og først efter mange Aars Forhandlinger, 3 europæiske Læger paa en Strækning af 2—300 Mile, altsaa med andre Ord slet intet.

I de første Missionærers Beretninger fremhæves det, at Grønlændernes Begreber om Gud eller Tornarsuk vare meget ubestemte og ufuldkomne. Det maa i saa Henseende vel erindres, at hine Forfattere kun paa en ufuldstændig Maade kunde skaffe sig Kundskab derom, eftersom deels Sproget lagde Hindringer iveien, deels Grønlænderne selv ikke hørte til de Folk, som havde deres Styrke i at skulle forklare noget, end sige indlade sig i en Disput med Fremmede, som i deres Racehovmod gik ud paa at drive Spot med det, de ansaae for helligt. Missionær Glahn fremhæver dette udtrykkeligt, og bemærker, at ingen Europæer kjendte Angakuts særegne Sprog tilstrækkeligt til at kunne sætte sig ind i deres Religion, ligesom de ogsaa nærede Sky for at vise sig i Europæeres Nærværelse. Saameget er imidlertid vist, at Grønlænderne havde en bestemt Forestilling om Sjælens Udødelighed og Belønning af det Gode, Straf for det Onde. De kjendte ikke til nogensomhelst billedlig Fremstilling af Guddommen eller egentlig Afgudsdyrkelse. Derimod ansaae de hele Naturen opfyldt med Aander eller Væsener, der paa forskjellig Maade traadte i Vexelvirkning med Mennesket, deels onde, som skulde bekjæmpes, deels gode, som beskyttede de Svage og søgte at udjevne Uretfærdigheden paa Jorden. Men den største Aand var Tornarsuk, og hos ham skulde de, der havde stræbt og lidt i denne Verden, have lyksalige Boliger efter Døden.

Uagtet i Hovedsagen alle Samfundsindretninger stode i Forbindelse med Religionen, vare dog nogle vigtige Skikke mere af verdslig Art, navnlig de større eller mindre Forsamlinger, med hvilke Rettergangen var forbunden, og i hvilke der ved Væddekampe, Lege og deklamatoriske Foredrag opmuntredes til Øvelse i Styrke, Behændighed og Vaabnenes Brug. Rettergangen bestod som bekjendt deri, at Parterne procederede selv i Overværelse af en Kreds af Tilhørere, ved Spottesange eller Nidviser, der ledsagedes af Trommespil og gestikulerende Dands, og i hvilke de gjensidig bebreidede hinanden deres Laster og Svagheder. Dommerne vare alle Tilhørerne, altsaa den offentlige Mening, og Straffen bestod i disses Spot eller Misbilligelse. Foromtalte Dalager siger ret træffende om disse Forsamlinger, der vare en nødvendig Modvægt mod det isolerede Livs sløvende Virkninger og navnlig holdt den offentlige Retsbevidsthed ilive: »Endelig maa man considerere, at saasom Luften og Levemaaden producerer Melancholi og Døsighed ud i Legemet, hvilket at opmuntre ved Syn og Betragtninger der ikke gives Leilighed til i Grønland, saa kand disse Spil og Dandse, hvorudi Indbyggerne finde stor Sinds Recreation, ikke være saa meget at laste. Og er det af saadan Raison, man har søgt at forsvare Baller og Assembleer i vore Lande, hvorvel med mindre Føie, eftersom der vel findes noget andet, hvorved Sindet kand opmuntres, uden man har fornødent at freqventere Dandsstuer. Maaskee man her vil gjøre mig en Indvending og sige: at udi Grønland findes da vel ogsaa Ting, hvorudi Indvaanerne efter deres grove Gout kand finde Fornøielse. Dertil svarer jeg: Ja; men beder derhos om gunstigst Pardon, forat tillægge følgende Remarque: I vore Lande dandser man alene af Vellyst, men der irettesættes Feil og decideres betydelige Tvistigheder.» Da senere Europæerne vilde være de umiddelbart regjerende i Landet, kunde saadan Association og selvstændig Domstol for Moralen ikke taales. Dalager siger derom paa et andet Sted: »Der er fast ingen Laster, som gaaer i Svang blandt Grønlænderne, som vore Missionærer prædike heftigere imod end denne Dands, foregivende, at derunder bedrives al Letsindighed, fornemmelig af de Unge. Jeg vil egentlig ikke ganske bestride saadan Mening, dog maa jeg sige, at hvis en Pige beslutter at skille sig ved sin Jomfrudom, udsøger hun en meget urolig Tid og Sted, med mindre man vil sige, at som det skeer for den aabenbare Ret, kand hun vente, at Bøderne blive modererede, hvorvel denne Expression er noget latterlig. I det øvrige, med en sindig Alvorlighed at give mine Betænkninger herover, da holder jeg for (efter at jeg først exciperer de naragtige Formaliteter, hvormed Sagen ageres), at samme Forum er det eneste, som holder den Grønlandske Stat vedlige, og derfor møde her alle og enhver, som have noget Piquanteri til hinanden.«

Foruden den her omtalte Justits udøvede den ogsaa Dødsstraffe, nemlig deels ifølge Angakuts Sigtelse, deels i Form af Blodhævn. Det første Slags Dødsstraffe udøvedes især paa de saakaldte Illiseetsut eller Ilexe og Troldmænd, og svarede deels til Hexeprocesser, deels til Straffe for politisk Forbrydelse, nemlig som Indgreb i Angakuts Forretning og Forvanskning af deres Lære. Blodhævnen derimod er en ligefrem Gjentagelse af hvad der har fundet Sted ogsaa i andre Lande, navnlig de skandinaviske; den var ikke at betragte som en vilkaarlig Voldsgjerning, men som en Pligt, der af Samfundet paalagdes den Dræbtes Paarørende for at afskrække fra Voldsgjerninger. Det vil desuden af Sagnene sees, at undertiden alle de i Forbryderens Omegn boende Mænd forenede sig om at hjælpe ved Blodhævnens Udøvelse, og at det blev anseet for en Pligt, om end med Livsfare, selv at underrette de Paarørende om et begaaet Drab. Forøvrigt kan man med temmelig Rimelighed antage, at den Handling overhovedet, at det ene Menneske berøver det andet Livet, snarere har været sjeldnere end hyppigere i disse sparsomt beboede Lande, fremfor hos andre Nationer, og om end Grønlændernes Maade at udøve Dødsstraffe paa vistnok var ufuldkommen, kan man paa den anden Side heller ikke kalde dem Mord, og Spørgsmaalet er, hvorledes de paa anden Maade skulde udføres hos et Folk, der vandrede omkring i smaa Samfund over saa vide Landstrækninger, hvor der ikke overalt kunde være Fængsler og Skarprettere. Naar man husker paa, at de blodige Sammenstød mellem Eskimoerne indbyrdes tildeels vare at sætte i Klasse med Krig, ogsaa gjør en Beregning over alle de Drab og Rædselsgjerriinger, som ere begaaede af kristne Nationer indtil vore Dage, i Form af Krig, Borgerkrig eller andre Uregelmæssigheder, og naar man spørger, hvad Europæere vilde gjøre, som maatte føre et lignende omflakkende Liv, som Eskimoerne, turde det meget betvivles, om Sammenligningen i Henseende til Vold og Grusomhed vilde falde ud til de kristne Europæeres Fordeel. At Grønlænderne i det Hele ikke vare noget lovløst Folk, derom vidner Missionær Glahn (i sine Anmærkninger til Cranz’s Historie, ved Aaret 1770), idet han siger: »Grønlænderne havde ikke for Skik at tage sig selv tilrette, men opsatte deres Hævn til offentlig Ret blev holdt, eller til den kunde fuldbyrdes efter Landets Love.«

Naar man vil bedømme Eskimoernes Skikke og Samfundsforhold, er det fremfor alt nødvendigt at tage deres særegne Levemaade og Eiendomsforhold i Betragtning. En vis rigelig Forsyning med de nødvendigste Redskaber, Bohave og Befordringsmidler, samt Fødemidler for den nærmeste Vinter, alt efter gammel og ufravigelig Skik, er alt hvad der eftertragtes af Eiendom. Den indbyrdes Handel var kun beregnet paa at erholde saadanne Produkter, som ikke fandtes over hele Kysten. Alt hvad der produceredes over det Nødvendige blev derfor enten paa den ene eller den anden Maade til Fælledsgods, navnlig hvad Fødemidler angaaer, Rigdom og Handels-Spekulation vare derfor ukjendte. Tilstanden var saaledes fuldstændig socialistisk. Først gjaldt der visse Regler for Forsørgelse af Slægtninge; dernæst førte Beboerne af det samme Huus ogsaa indtil en vis Grad fælleds Huusholdning og endelig gjaldt der med Hensyn til Fødemidlers Deling visse Regler for Beboerne af den samme Plads. Da nu tillige Gjæstfrihed og Broderskab overhovedet her vare større, end hos en Nation der ikke lever af Jagt, kunde der paa lignende Maade, som der ikke existerede Rigdom, heller ikke opstaae Fattigdom efter den Maalestok som i andre Lande. Det er indlysende, at en saadan socialistisk Tilstand fordrer Love og Skikke, der ere heelt forskjellige fra Lovene i et Samfund, hvor Eiendoms Erhvervelse og Standsforskjel udgjøre det materielle Grundlag for al Fremadstræben. I samme Grad, som Huusholdningen er fælleds, kan ogsaa Samfundet forlange af den Enkelte, at han skal bidrage til dens Bestridelse. Som en Følge heraf var det Grønlændernes første borgerlige Pligt i gamle Dage at uddanne sig i det nationale Erhverv, herom dreiede sig hele lians Ærgjerrighed, og Ærgjerrigheden var for ham den samme Drivefjer, som Eiendoms Erhvervelse hos andre Nationer.

Fleerkoneriet har neppe været synderlig almindeligt hos Grønlænderne, og der siges ogsaa udtrykkeligt, at det blev revset af den offentlige Mening, naar ikke Ønsket om talrig Afkom, men Usædelighed var Bevæggrunden dertil. De havde og have endnu en fremtrædende Frygt for Ægteskaber mellem Nærpaarørende, hvilket synes at have havt en instinktmæssig Aarsag, eftersom saadanne Forbindelser let kunde være en Følge af den sparsomme Beboelse, og Slægten derved var udsat for at degenerere. Personlig Kraft og Duelighed i Kajakfangsten vare de fortrinligste Adkomster til de qvindelige Hjerter. Skik og Brug fordrede, at Bruden skulde lade som hun var fortvivlet og gjøre Modstand, saa at Brudgommen maatte hente hende med Magt, og først efter nogle Dages Ophold i Mandens Huus, begyndte hun at finde sig i sin Skjæbne. Denne Skik blev ligesom alle de andre af Europæerne betragtet som latterlig og dum, eller som hedensk og syndig; men den havde ligesom de andre Skikke sin naturlige Grund i Levemaaden og sin bestemte moralske Betydning. Man maa nemlig betænke det snevre Samliv, den ugeneerte Omgang og Samtale, og den ringe Sondring mellem Kjønnene ved Hjælp af andre selskabelige Skikke, hvorunder disse Folk voxe op. Under saadanne Omstændigheder fordrede den naturlige Sædelighedsfølelse, at den ægteskabelige Tilnærmelse ogsaa i det Ydre paa en fremtrædende Maade betegnedes som noget, der dannede et ganske brat og nyt Afsnit i de paagjældende Personers Samliv. I de nuværende Brylluper afspeiler sig ret den hele Ynkelighed i Samfundslivet. Man seer ved disse Leiligheder ret, hvorledes de Skikke, som Europæerne have indført, ere fremmede og tvungne for dem. Brudefolkene melde sig af Undseelighed først i det sidste Øieblik, i det Høieste Dagen før Bryllupet, for Præsten, og selve Bryllupsdagen savner alt det Høitidelige, som den mere eller mindre har hos enhver anden Nation; Brudefolkene staae, af bare Undseelse og af Frygt for at være Gjenstand for Latter, som et Par Slagtoffre i Kirken, og naar Handlingen er forbi, løbe de strax hver til sit og søge at overdøve Undseeligheden ved at, varetage de daglige Sysler.

Mændene kunde forskyde deres Koner, naar de vare ufrugtbare, eller ikke besørgede Huusvæsenet til deres Tilfredshed; ligeledes anvendte de korporlig Revselse, som dog mere bestod i at tilføie dem Skam end Skade, og i Reglen endte med et fredeligt Samliv til begges Tilfredshed. Forældrene satte især deres Ære og Rigdom i dygtige Sønner, men Børnene nød under Opvæxten den meest uindskrænkede Frihed, hvilket synes at have været nødvendigt for at uddanne dem til det særegne Jagterhverv, som fremfor alt udfordrer Lyst og Mod. Det eneste, Faderen sørgede for, var at give sin Søn saa tidligt som muligt en Kajak, og veilede ham i Vaabnenes Brug. Den øvrige Opdragelse overlod han til Omgivelserne, til Legene med de andre Børn og Overværelse af de Voxnes Selskaber og Forsamlinger. Pigerne opdroges fornemmelig efter Giftermaalet af deres Mænd, og det var Frygten for at blive forskudte eller straffede, som vænnede dem til Orden og Huuslighed.

Skjøndt Grønlændernes hele Samfundsorden i Hovedsagen var socialistisk eller havde Familieforholdets Charakteer, havde de dog ogsaa endeel Love eller Vedtægter for Tilfælde, i hvilke der blev Tale om en mere skarp begrændset Eiendomsret. Disse havde, mere end de øvrige, Lighed med andre Nationers Love, navnlig for Jagt, fundet Gods og Arv. Ogsaa de bleve ganske overseete og ringeagtede af Europæerne, men Missionær Glahn giver i sit omtalte Skrift en smuk Udvikling af deres Hensigtsmæssighed og deres nøie Sammenhæng med Levemaaden og de øvrige Skikke.

Efter disse Bemærkninger om Eskimoernes oprindelige Tilstand, ville vi forsøge paa at sammenstille hvad vi vide om deres Historie, eller da navnlig deres Berøring med andre Nationer, og den Forandring, som samme har frembragt i deres Tilstand. Selv de, der antage, at Menneskeslægten oprindelig er skabt paa flere Steder af Jorden, kunne neppe ansee Beboerne af Polarlandene for saadanne Urfolk. Klimatet forudsætter, at de maae være indvandrede andetstedsfra, og efterhaanden have tilegnet sig den Levemaade, der gjør det muligt for dem, at kunne bestaae i disse Lande. Skjøndt det efter Landenes geographiske Beliggenhed syntes rimeligst, at de ere den nordligste af de amerikanske Stammer, der som bekjendt indbyrdes bekrige og fortrænge hverandre, og af hvilke de svageste have trukket sig længst tilbage mod Nord, og skjøndt deres Sprog i Henseende til Sammensætningsmaaden skal vise Lighed med de nordamerikanske Indianeres, mene dog Andre igjen, paa Grund af deres Ansigtsdannelse, at de nærmest ere af asiatisk Oprindelse. Det bliver altsaa usikkert, om de fra Asien have udbredt sig over Behringsstrædet til Labrador og Grønland, eller fra Amerika af deels til Asien, deels til Grønland. Omtrent ved Aar 1000 erholdt Europæerne den første Kundskab om dem gjennem Skandinaverne, som opdagede Grønland og Viinland. De fandtes dengang allerede paa Grønlands Østkyst, og i Amerika synes de at have været udbredte mod Syd længere, end da man senere gjenopdagede disse Lande, nemlig syd for New Foundland i de nordligste amerikanske Fristater. Den første Indvandring til Grønland maa altsaa paa den Tid allerede for længe siden have fundet Sted. Da Eskimoernes Vandringer i Reglen skee successive, og de, for at komme til Grønland, efter Rimelighed først maae have opholdt sig i det yderste Norden ved Smiths Sund, er det meget muligt, at den første Indvandring til Grønland er skeet før, ja længe før Christi Fødsel, med andre Ord den gaaer tilbage i en aldeles ubestemmelig Tid. Den Omstændighed, at de faa og ufuldstændige Oplysninger, vi have faaet om Labradorernes Sagn, tyde paa en fuldkommen Overeensstemmelse mellem en stor Deel af de mundtlige Fortællinger, der endnu den Dag idag existere i Labrador og i det sydligste Grønland, bliver derved meget mærkelig, eftersom Sagnene vel neppe kunne antages at være vandrede fra Labrador tilbage mod Nord og Baffins-Bugten rundt, men maae have deres Rod i en endnu fjernere Tid, og i en Egn, hvorfra baade Labrador og Grønland bleve befolkede. Forøvrigt kan der, som det vil sees, af disse Sagn kun uddrages saare ringe Oplysning om disse ældste Tider. Den mærkeligste bliver vel den idelig gjennemgaaende Tale om Berøringen mellem Eskimoerne som Kystboer, og et Folk, som boede i det Indre af Landet. Vi gjenkjende i disse Træk meget slaaende de nyere Beretninger om Kampene mellem Eskimoerne og Indianerne ved Mundingerne af Mackenzie- og Kobbermine-Floderne. Indianerne lægge sig i Baghold ved Eskimoernes Sommerpladse, og styrte saa pludselig frem, efterat have givet sig et skrækkeligt Udseende, ved at bemale deres Ansigter og forklæde sig. De myrde derpaa uden Skaansel hvem de træffe paa af Eskimoerne. Alligevel skulle Eskimoerne baade i Henseende til Konstflid, Legemsstyrke og Mod staae over disse nordligste Indianere, men den Omstændighed, at de ere bundne til Havet, gjør dem dog i Længden til den svagere Part. Der er ogsaa i Sagnene Spoer til, at Berøringen med Indlandsboerne ikke altid har været forbunden med Kampe paa Liv og Død, men at der ogsaa har fundet nogen anden, om end kun sparsom Samfærsel Sted imellem dem (see Sagnene 4, 5, 14, 24, 43). I Reglen have Eskimoerne altid trukket sig tilbage, og denne Vandring er bleven befordret derved, at deres eiendommelige Næringsvei medførte Tilbøielighed til at opsøge nye Kyster og Farvande, og at selv det tilfrosne Hav tilbød dem de rigeligste Midler til deres Existens. Sagnene om enkelte Personers Vandring over Land til Havet paa den anden Side, eller over Iis til fjerne og ubekjendte Kyster, tyde paa store Vandringer, der i Forbindelse med den stadige Omflytten og Reisen saaledes efterhaanden har udbredt dem over det nordligste Amerikas Øer og Halvøer, og omkring hele Baffins Bugten til Sydspidsen af Grønland.

De gamle Skandinaver traf, som omtalt, Eskimoerne ved Aar 1000 i Viinland og Grønland, men her som det synes kun sparsomt. De europæiske Folkeslags Ringeagt mod andre Verdensdeles Folkestammer, som uforandret har vedligeholdt sig indtil vore Tider, yttrede sig allerede dengang med hiin Tidsalders fulde Raahed. Skandinaverne betragtede dem kun halvveis som Mennesker, men kaldte dem deels Trolde, deels med Øgenavnet »Skrælinge«. Thorvald, Søn af Grønlands Opdager Erik Røde, var efter Sagaerne den første, som traf dem, nemlig ved en Fjord, som det synes i det nuværende Massachusets eller Rhode Island. Hans Folk myrdede strax løs paa de 9 første, som de saae, og dræbte de 8 af dem, men derefter kom der en utallig Mængde Skindbaade ud af Fjorden, og der opstod en Kamp, i hvilken Thorvald faldt. I et af de paafølgende Sagn om Viinlands-reiserne fortælles der ret mærkelige Træk om disse Sammenstød; blandt andet siges der ogsaa, at de handlede med Skrælingene og betalede dem for deres Varer med tillavet Mælkemad, og at de engang fangede to Skrælinge-Drenge, som de bragte med sig til Grønland og endog døbte. Disse Drenge fortalte, at deres Moder hed Vatheldi, og deres Fader Uvæge (maaskee det grønlandske: »Uvia«, d. e. »hendes Mand«). Eskimoerne have altsaa allerede dengang ligesom især i senere Perioder været søgte som Menageri-Gjenstande. Forøvrigt vare disse Sammenstød altid forbundne med Strid og Blodsudgydelse, og det synes hovedsagelig at have været Frygten for de talrige Indfødte, som gjorde, at Skandinaverne snart opgave Viinland som stadig Koloni. I Grønland synes Eskimoerne dengang at have været mindre talrigt udbredte, det er endog ikke tydeligt, om de fandtes i Egnene fra Julianehaab til Godthaab, hvor efter Rimelighed Nordboernes første Kolonier anlagdes. Derimod bleve de forefundne af Thorgils Orrabeinsfostre, som ved Aar 1000 strandede paa Østkysten, og foretog en mærkværdig Reise ned ad Østkysten til Kap Farvel. Paa denne Reise traf Nordboerne et stort Sødyr opdrevet i en Vaage af Isen, og derhos to Troldkoner, der bandt store Bylter af Kjød sammen. De løb strax til og huggede Haanden af den ene Troldkone, hvorpaa begge lode deres Kjød ligge og flygtede. I de gamle Koloniers Velmagtsdage mellem Aarene 1000 og 1300 synes det efter Sagaerne, som om der ingen Skrælinge have opholdt sig syd for 65° N. B.; derimod er det muligt, at de nordlige Egne have været stærkt befolkede af dem, og at de der hyppigt ere blevne trufne af Nordboerne paa deres Sommertogter, naar de jagede efter Sælhunde og Hvalrosse i de nordligste Dele af Baffins-Bugten. Det hedder saaledes, at der i 1266 foretoges en Opdagelsesreise til disse Egne, for at efterspore Skrælingenes Opholdssteder, hvilket tyder paa at de ventede Overfald af dem. I Aaret 1379 siges det første Sammenstød at have fundet Sted, idet Skrælingene overfaldt Vesterbygden, dræbte 18 Mand og bortførte 2 Drenge som Trælle. Dermed begyndte en Periode, i hvilken som bekjendt de gamle Kolonier gik tilgrunde, samtidigt med at Forbindelsen mellem dem og Europa ophørte, saa at man mangler historisk Efterretning om Kolonisternes sidste Skjæbne. Efter alt hvad man kan slutte, synes det dog ikke, at de i en ligefrem Kamp ere blevne overvundne af Eskimoerne, men at disse tildeels have boet paa Yderkysterne, medens Nordboerne boede i det Indre af Fjordene, at hine tiltoge i Magt, medens disse, af Mangel paa Tilførsel fra Moderlandet bleve mere og mere hjælpeløse og tillige indbyrdes isolerede, af Mangel paa Skibe eller Baade. De ere saaledes deels blevne oprevne i successive Kampe med Eskimoerne, deels have Resterne af dem blandet sig med Eskimoerne, men ere aldeles opgaaede i deres Nationalitet. Man sporer dette i de sydlige Grønlænderes Ansigtstræk og Legemsbygning, men med Undtagelse af 2 eller 3 Ord i deres Sprog, er der ikke det ringeste Spor af nogensomhelst aandelig Paavirkning fra hine Tiders Europæere tilbage, det være sig i Sprog, Levemaade, religiøse Begreber, eller i nogensomhelst anden Henseende. Endog Sagnene tale yderst lidet derom, og Nationens Erindring om dem er saa svag, at den tildeels er stillet i Baggrunden ved langt ældre Erindringer, idet Nordboerne forvexles med Indlandsboerne eller Indianerne.

I Aaret 1585, eller rigeligt 100 Aar efterat den sidste Forbindelse med de gamle Kolonier var bleven afbrudt, gjenopdagede John Davis Vestkysten af Grønland, og efter den Tid udsendtes der i Løbet af det 17de Aarhundrede forskjellige Opdagelsesskibe, for at gjenfinde Kolonierne. Den første Expedition udsendtes af Christian den Fjerde, og bestod af 3 Skibe, under Commando af 2 Englændere og een Dansk. De Danske landede i den sydligste Deel af Grønland, hvor de traf mange Indfødte, som de begyndte at handle med, det vil sige, de gave dem Søm og andre Ubetydeligheder for kostbare Skindvarer og Narhvalhorn. Efterat have indkjøbt hvad de kunde faae, røvede de 2 Indfødte, og kastede dem tilligemed deres Skindbaade ned i Skibsrummet; men da de bleve rasende, maatte de binde dem til Masten, og affyre Kanonskud mod deres Landsmænd, som vilde ile dem tilhjælp, hvorpaa de førte dem hjem med til Danmark. Englænderne landede længere nordpaa, hvor de dreve en lignende profitabel Handel, og derefter ligeledes gjorde Jagt paa de Indfødte, af hvilke de fangede fire levende, efterat have slaaet mange andre ihjel. De 4 Fangne teede sig ligeledes saa rasende, at man maatte ihjelskyde den ene af dem, for at sætte Skræk i de tre andre, som saa paa Hjemreisen bleve afrettede til at hoppe omkring paa Dækket og gjøre Konster, naar Kapitainen nikkede ad dem. Paa denne Maade indledede Grønlænderne deres Bekjendtskab med de nyere kristelige og civiliserede Nationer, og der fulgte herpaa en Række af Expeditioner, som alle vare i samme Smag. Da de Reisende hvergang saae sig skuffede i deres Forventninger om at finde velhavende Kolonier, eftersom de nemlig ikke mere kunde begribe, hvad de gamle haardføre Vikinger havde forstaaet ved et godt og beboeligt Land, og da det paa den anden Side ikke gik an at komme hjem uden Udbytte, toge de deels deres Tilflugt til Opdigtelser om Opdagelse af Guld og Sølv, deels undlode de ikke, hvergang at medbringe Exemplarer af de Skabninger, som de havde truffet istedetfor de gamle Kolonister. Disse Menneskerov syntes at gjøre megen Lykke hos det europæiske Publikum; «Vildmændene« bleve foreviste, udmaalte og afbildede, tildeels maatte de ogsaa gjøre Konster som afrettede Amphibier. Ligeledes fortsattes den ovenomtalte Handel baade af disse Expeditioner og senere af Hvalfangerne.

Først med den bekjendte Hans Egedes Ankomst til Landet i 1721 begyndte gjennem Missionsvirksomheden en fornuftigere og menneskeligere Samfærdsel med Landets Beboere, og dermed tillige en fast Bosættelse af Europæere paa Kysten. De europæiske Folkeslag, eller saakaldte «hvide Mænd«, ansee sig som bekjendt for Eiere af alt det Land, de efterhaanden opdage i andre Verdensdele, det gjelder bare om at være den förste, som heiser sit Flag paa Kysten. Om de kouleurte Mænds Ret tales der ikke synderligt; hvor de ikke ligefrem behandles som fornuftløse Skabninger, indledes der en Handel om et Stykke Land eller der afsluttes andre Overeenskomster, som selvfølgelig strax give Anledning til Misforstaaelse, og saa er jo Veien aabnet til, ved Erobringens Ret at udbrede Herredømmet saavidt som man vil. Det er bekjendt, hvorledes Millioner af Mennesker paa denne Maade ere udryddede i Amerika. Forsaavidt man kan bruge dem som Arbeidere, lader man dem leve, ellers udryddes de, og man henter mørkfarvede Mennesker fra andre Lande, som bedre egne sig til at benyttes som Slaver. I denne store Krig, der jo er berettiget, forsaavidt som det er Guds Villie, at den europæiske Race skal sørge for, at der i ethvert Land skal udbringes saameget af Jordbunden til Menneskers Underhold som muligt, ligegyldigt for hvad Race, have Missionærerne, som jo i den nyere Tid stadig ledsage saadanne Foretagender, den Fortjeneste at mildne deres umenneskelige og grusomme Charakteer. De ere ligesom Diplomaterne, idet de indlade sig nøiere med de Indfødte, lære deres Sprog, og ved klog Underhandling bringe dem til godvillig Underkastelse, hvorved Blodsudgydelse og raae Sammenstød undgaaes. Men at denne Virksomhed forøvrigt ialmindelighed skulde være at sætte i Klasse med Apostlenes Kald, eller en uegennyttig Bestræbelse for de paagjældende Nationers Velfærd, kan ikke ventes, naar man tager Hensyn til den Ringeagt for dem, som er indgroet hos Europæerne. Selv om Ideen ogsaa oprindelig er reent kristelig, bliver den dog i Udførelsen saa forvansket ved de menneskelige Svagheder, at det politiske eller sociale Herredømme derved omsider bliver det overveiende. Hvorledes Missionærerne i saadanne mindre civiliserede Stater og Samfund søge at beherske Regenterne, eller selv at tilegne sig Regimentet, er en bekjendt Sag. Naar derfor sand Kristendom alligevel paa denne Maade udbreder sig, maa det mere tilskrives Gud alene, som i sin Viisdom benytter den menneskelige Egennytte til sine Hensigters Fremme.

I Lande som beboes af Eskimoerne er det saameget desto vigtigere, at europæiske Foretagender ledsages af Missionsvirksomhed, som disse Indfødte ikke kunne erstattes af nogensomhelst anden Nation paa Jorden, og ingen Europæere kunne leve der, uden deres Hjælp. Tager man nu tillige Hensyn til, at Egede var den første, som tog virkeligt Ophold i dette Land, og gjorde, at Europæerne fra nu af kunde leve der og vedligeholde en god Forstaaelse med de Indfødte, tilkommer der ham rigtignok stor Fortjeneste af sit Fædreland. Thi lige indtil vore Tider existerer der endnu ingen europæisk Koloni, som har kunnet holde sig i et af Naturen saa tarveligt udstyret Land, som Grønland; og disse Opholdssteder for Europæere, hvor ringe de end ere som Kolonier betragtede, ere dog enestaaende i Handelens eller Kolonisationens Historie. Men at Egede og den senere Mission ligesaalidt som andre have været frie for verdslige Bevæggrunde, ligger jo i Sagens Natur, og disse Svagheder ere Grunden til, at den saaledes viste Omhu for Befolkningen dog ikke er tilstrækkelig til at hindre den fra at sygne hen, om det end skeer meget langsomt.

Egede gik til Grønland i den Formening at finde de gamle nordiske Kolonier, Folk af hans egen Stamme, som han kunde vinde for Moderlandet igjen. Da han nu heri saae sig skuffet, og hans energiske Aand ikke tillod ham at opgive et Foretagende, ved hvilket han hjemme havde vakt Opsigt og udsat sig for Spot, gjaldt det om at gribe det Halmstraa, som den eskimoiske Befolkning, han traf paa, ydede for hans Forbliven i Landet, istedetfor at vende tilbage med uforrettet Sag. Der vil vist heller ingen frakjende ham en høi Grad af Religiøsitet og kristelig Begeistring, men derfra og til en uegennyttig Opoffrelse for en ganske fremmed Nation i en Afkrog af Jorden, er der et stort Spring. Det nærmeste, som Egede, om end ubevidst, eftertragtede, var et socialt Herredømme over det Folk, han var kommen til. Naar Kristendommen i sin Tid blev indført i europæiske Lande, det være sig med eller uden Vaabenmagt, skete det ved beslægtede Nationer, og Religionen blev videre udbredt og vedligeholdt af den kristnede Nations egne Børn, og den gik saaledes efterhaanden over i hele dens Samfundsliv. Anderledes er det med den nyere Missionsvirksomhed blandt mindre civiliserede Nationer, som i Hovedsagen blindt hen optage Religionen som noget der maa være sandt, fordi det læres dem af Nationer, hvis aandelige Overlegenhed de i alle andre Maader maae anerkjende. Hertil kommer at med Religionen have ogsaa Samfundsforholdene forandret sig saaledes i andre Lande, at den personlige og physiske Kraft, som Hedenskabet hjalp til at udvikle, ikke mere var nødvendig, men i de eskimoiske Lande vedblive de fjendtlige Magter, som skulle bekæmpes, nemlig Naturkræfterne, at være de samme. Da nu tillige Religionen hos saadanne Nationer mere eller mindre er sammensmeltet med alle deres Love og Skikke, som af den fremmede Nation oversees og ringeagtes, og da der er et alt for stort Spring fra deres Standpunkt til den Nations, som paafører dem Kristendommen, følger med Tabet af deres tidligere Religion en Standsning i Folkets selvstændige Liv, Ringeagt for sig selv, Sløvhed og blind Efterligning af de Fremmede. I en meget høi Grad maatte dette blive Tilfældet med Eskimoerne i Grønland, et Folk, som i industriel Henseende stod paa Steenalderens Standpunkt, hos hvilke en Synaal var en stor Kostbarhed, som aldrig havde seet et Træ eller hørt noget om Agerdyrkning og Qvægavl, og som kun af dunkle Traditioner kjendte noget til andre Nationer, da de pludselig saae Skibe komme ude fra det vilde Hav, hvor de troede, at Jorden endte og Himmelhvælvingens Støtter hvilede, da de saae Folk, som vare forsynede med Skydevaaben, foruden Hundreder af Gjenstande, af hvilke blot en enkelt maatte synes dem at være et Vidunder. Den Tanke maatte jo ligge et saadant Folk temmelig nær, at hvad de Fremmede lærte, maatte være rigtigere, end hvad deres egne Viismænd lærte dem. Men paa den anden Side vare de, som en Nation, der lever af Jagt, endnu mere end andre, fremmede og uimodtagelige for Europæernes, efter Eiendoms- og Standsforskjel afpassede Skikke. Man kan saaledes ret godt forklare sig den overtroiske Respekt, som Grønlænderne nærede for Europæerne ialmindelighed. En saadan Organisme, som et Skib med alt dets Indhold, kunde ikke godt andet end vække Tanken om Trolddom. Der fortælles saaledes, at de brugte Stumper af Klædningsstykker, som Europæere havde baaret, til Amuletter for deres Børn, da de troede, at der heftede en særegen Kraft ved dem. Enhver Europæer var allerede blot som Europæer noget af en Angakok, men især blev Egede anseet for Angakok, hvilket han udtrykkeligt selv anfører. Han havde derfor alene i sin Egenskab af en Europæer, der behandlede dem med mere Skaansel, end de andre Europæere, en betydelig Autoritet for sin Lære. Naar man nu tillige betænker, hvor faa Europæere der behøves, for at holde de Indfødte i andre tæt befolkede og med Rigdomme udstyrede Kolonilande i Respekt, og at Egede havde et ikke ubetydeligt Mandskab, forsynet med Skydevaaben, for hvilke Grønlænderne fremfor alt nærede stor Frygt, at desuden hans Eiendomme, hvor ringe de saa vare, dog udgjorde en stor Magt over disse faa og fattige Indvaanere, og at han benyttede alle disse Midler med stor Klogskab, alt efter Tid og Sted, kan man vel forklare sig, hvorledes han kunde bryde deres ringe indbyrdes Sammenhold og dermed hele deres Modstandsevne. Vi ville lidt nøiere betragte, hvorledes han gjennem Religionen indpræntede Grønlænderne Respekt for den europæiske Myndighed i Landet, og hvilken Omvæltning i deres Begreber han derved maa have foranlediget.

Tornarsuk ansaaes for det høieste Væsen, hos hvilket Grønlændernes Viismænd søgte Raad mod Ulykker og Farer, og hos hvilket de, som havde stræbt eller lidt Ondt i denne Verden, skulde finde lyksalige Boliger hinsides Graven. Nu burde jo vel egentlig den kristelige Underviisning gaae ud herfra, men lære dem rigtigere Begreber om Tornarsuks eller Guds Egenskaber. Men paa denne Maade vilde jo Forskjellen mellem Europæeren og Grønlænderen ikke været bleven skarp nok. Derfor blev Tornarsuk gjort til de Kristnes Djævel, og altsaa fremstillet som det personificerede Onde, hvorimod Gud var et Væsen, som kun Europæerne havde Begreb om. Nu havde Grønlænderne rigtignok ogsaa et ondt Princip, nemlig Qvinden, som holdt Havdyrene fangne, men hun blev saa gjort til Fandens Oldemoder. Det er ret karakteristisk at see, hvorledes de forskjellige Nationers Guder ere blevne rangerede efter den Respekt, man har havt for de Nationer, som de tilhørte. Hele Rækken af de gamle Romeres og Grækeres Guder gik af med fuld Titel og Rang, endog Bacchus og Venus rangere jo endnu som Guder. Indianerne i Nordamerika, som først skalpere endeel Europæere, inden de underkaste sig, faae Lov til at beholde deres "Store Aand", "Great Spirit". Grønlænderne derimod, som gjøre mindst Fortred, maae nøies med Fanden og hans Oldemoder. — Ingnersuït vare, som vi saae, et Slags Hjælpeaander, som omsvævede den enlige Kajakmand, der i sit skrøbelige Fartøi betroede sig til Havet, og uden hvis farefulde Erhverv disse nordlige Lande aldrig vare blevne befolkede; men Egede lærte, at Ingnersuït vare Djævle, og man skulde bede til Gud, om at han vilde sende sine Engle til Beskyttelse imod dem. Nu skulde man rigtignok synes, at hvis endelig en Sammenligning skulde anstilles, hvilket dog ikke var nødvendigt, da maatte Ingnersuït snarere kunne lignes ved Guds Engle. Thi disse maae jo snarere antages at beskytte den, der vover sit Liv paa Havet, end den som paa Kajakmandens Bekostning lever i kjødelig Sikkerhed paa Landjorden. Men paa denne Maade vilde jo Grønlænderne endog have faaet et Fortrin for Europæerne. Disse Exempler turde være tilstrækkelige til at give en Idee om hele den Maade, hvorpaa de kristelige Ideer bibragtes Grønlænderne. Selv i mindre iøiefaldende Punkter synes det klart, at en religiøs Lærebog maatte være affattet anderledes for dem, end for Europæerne. Hos et Folk, som i Forhold til os kunde siges ikke at kjende til Eiendoms- eller Stands-Forskjel, men snarere at have fælleds Huusholdning, kommer Begrebet Tyveri nærmest til at svare til Dovenskab, Feighed og Uduelighed. Egentligt Tyveri blandt Grønlænderne indbyrdes var saare lidet kjendt; derimod vare de vel tyvagtige mod Europæerne i Begyndelsen, nu derimod heller aldeles ikke. Af andre Laster var jo Drukkenskab ukjendt, førend de saae Europæere, Gjerrighed og Havesyge næsten ukjendte paa samme Maade; ubegribeligt er det, hvorledes man endnu indtil vore Tider har kunnet paastaae det modsatte, nemlig at Grønlænderne skulde være endnu mere selvkjærlige og ubarmhjertige, end Europæerne. Naar man nu tænker sig europæiske Lærere, tilmed i et for de Indfødte vistnok frygtelig fordreiet Sprog, indprænte Grønlænderne, at de ikke skulle sørge for den Dag imorgen, ikke hovmode sig over hverandre, ikke samle jordiske Skatte, og tillige erindrer, fra hvilke Sider Grønlænderne desuden havde havt Leilighed til at lære Europæerne at kjende i Henseende til Sædelighed og Ædruelighed, saa bliver det vistnok indlysende, at de ikke have forstaaet synderligt andet deraf, end at det var Pligt at troe, at hvad de europæiske Lærere sagde, var det rette. Paa lignende Maade er det jo ogsaa umuligt, at Grønlændere, som ikke have seet andet end deres eget Land, kunne forbinde nogen klar Forestilling med Størstedelen af Bibelens, navnlig det gamle Testamentes reent historiske Indhold, eller fatte dens digteriske Billedsprog, efter en ligefrem Oversættelse.

Med Hensyn til Angakut eller Grønlændernes eneste geistlige og verdslige Øvrighed handlede Europæerne ikke alene med en Vilkaarlighed, som alene Overmagten giver Ret til, men tillige mod Kristendommens Lære og Klogskabens Regler. Egede burde formeentlig fremfor alt have søgt at vinde dem for sig, og alene gjennem dem at virke paa deres Landsmænd. Kun det borneerte Racehovmod kunde forlede Europæerne til at oversee disse Mænds Stilling som verdslig Øvrighed, og Kristendommen befaler jo, at give Keiseren, hvad Keiserens er. Men Øvrigheden kunde man jo ikke forhaane paa værre Maade, end ved ganske at oversee, at den existerede. Naar Egede ansaae det for sin første Opgave, at indgyde Grønlænderne Foragt for Angakut, var dette jo det samme som at prædike Oprør i andre Lande, og han befandt sig ikke mere paa Missionens, men paa Politikens Gebet. Men selv fra det politiske Synspunkt var det jo uklogt at tilintetgjøre al indfødt Myndighed. Thi han maatte jo kunne indsee, at Europæerne selv ikke kunde erstatte Angakut. Kun ved en Sammenligning med Europæernes Fremfærd i andre Lande, kan man have Overbærenhed med, at Egede, i Kampen for sin egen Existens i Grønland, behandlede og forfulgte dem som Nationens Udskud. Han maa have anseet det for nødvendigt til sit eget Herredømmes Befæstelse aldeles at tilintetgjøre dem; han benyttede derfor enhver Leilighed til at nedsætte dem i deres Landsmænds Øine som Løgnere og Bedragere, og tilmed dumme Bedragere, hvis Forretninger vare et Abespil, som de dreve for smudsig Vindings Skyld. Saavel han, som Herrnhuteren Cranz udtømme i deres Skrifter hele deres Forraad af Skjeldsord, for ligeledes i det europæiske Publikums Øine at nedsætte disse stakkels Folk. Saaledes fortæller Cranz blandt andet om hvorledes Egede, der som sædvanlig ledsaget af sine, med Bøsser væbnede Matroser, med Magt havde revet Amuletterne af en Angakoks Barn, kom i en Disput med denne Angakok, der vovede at paastaae, at Tornarsuk var en god Aand og ingen Satan. I sin Triumph tilføier den ærværdige Broder Cranz: "Denne Mand vilde hævne sig ved sin onde Kjæft (böses Maul), men fik noget paa den (Kjæften), og da han vilde sætte sig til Modværge, maatte han tage tiltakke med endnu mere". En anden Angakok, som var mistænkt for at have lagt Raad op imod Europæerne, lod Egede sætte i Bøilen og tampe; da senere hans Søn Poul Egede ved Uveir blev tvungen til at søge Ly hos denne samme Mand, blev han af ham modtagen med ædel Gjestfrihed og anviist Hæderspladsen i Huset. Dalager siger blandt andet ogsaa om en Angakok ved Frederikshaab: "Meerbemeldte Angakok, saasom han den meste Tid boer ganske nær ved Kolonien, kommer dagligen til mig; han gider gjerne hørt tale om Gud og hans guddommelige Gjerninger, hvilke han alletider admirerer, men dermed forbliver det; thi forresten holder han stærkt ved sine egne Principia. Overalt er hans Levnet exemplarisk, og maa jeg bekjende, at den grønlandske Erfaring, jeg besidder, har jeg mest erhvervet mig ved Omgang med denne store Mand". Disse Exempler turde vistnok tyde paa, at man ved at behandle disse Mænd med den Agtelse, der tilkom dem, kunde have gjort dem til Midler for Kristendommens Udbredelse paa en til Nationens Begreber svarende Maade, saaledes som det oprindelig skete i alle europæiske Lande, og ikke i Form af en dum Efterabeise af en vildfremmed Nationalitet. Naar man betænker disse Mænds store Autoritet og dybe Indsigt i deres Landsmænds Tænkemaade og Tarv, og paa den anden Side den store Ærekjærhed, de maae have besiddet, hvad vilde man da ikke have kunnet udrette gjennem dem, naar man havde hædret dem ligeoverfor deres Landsmænd, støttet dem i deres Autoritet ved intet at forhandle med Grønlænderne uden igjennem dem, og ved at indprente Befolkningen Lydighed mod dem, medens man jevnsides dermed søgte at vinde dem for Kristendommen, men kun ikke ved Tamp og gemene Skjældsord. Denne Fremfærd kan ikke sættes i Klasse med Kristendommens Udbredelse ved Magt i andre Lande, thi derved gik man ikke ud paa at tilintetgjøre Landets Øvrighed, men det var tvertimod ved Landets egne Børn at den nye Lære fæstede Rod hos Befolkningen, og paa anden Maade kan det ikke skee. Ved at gaae den modsatte Vei tabte man en Grundvold, som aldrig kan erstattes; endnu den Dag i Dag vil enhver Missionær i Grønland, som føler noget for sit Kald, ved mange Leiligheder være stødt paa den Vanskelighed, at den Indfødte, som han skal benytte til sin Hjelp, ingen selvstændig Villie eller Mening har, men helst blot vil adlyde en bestemt Forskrift. Modet er knækket, som det synes for stedse.

Det var en ganske naturlig Følge af de Indfødtes overtroiske Respekt for de Fremmedes Kløgt, at de henvendte sig til Egede i Sygdomstilfælde. Legemlige Lidelser vare derfor i de fleste Tilfælde Veien til de første Omvendelser. Han førte derfor altid nogle simple Lægemidler med sig, saasom Terpentinolie og Spiritus, og enhver heldig Kuur hævede hans Ry som Angakok, idet han paa samme Tid benyttede enhver Leilighed til at latterliggjøre deres egne Angakuts Kure. Ialmindelighed forlangtes der blot af ham, at han skulde blæse sin Aande paa Patienten, og skjøndt han nødig greb til dette Middel, anfører han dog selv et Exempel paa, at han virkelig nedlod sig dertil. Derimod fremsagde Egede Bønner i en bedende Stilling over den Syge, hvilket upaatvivlelig fra hans Side skete i en oprigtig Tro, men af Tilhørerne, som ikke forstode ham, maatte opfattes ligesom deres egne Angakuts "Mumlen over de Syge" (som Egede kalder det), altsaa i det Høieste som Paakaldelse af en Magt, der var Europæerne mere bevaagen end Grønlænderne. Hvor endelig ingen Kure mere vare at anvende, men Sygdommen dødelig, var Løftet om Udødelighed gjerne Veien til Omvendelse enten for den Døende eller de sørgende Efterladte.

Ligesom Egede paa den ene Side opmuntrede ved Hjelp mod Sygdom og Død, saaledes afskrækkede han ogsaa ved guddommelig Straf. Han brugte i Begyndelsen, af Mangel paa Kjendskab til Sproget, Billeder og Figurer. Engang da Grønlænderne havde stjaalet noget hos Europæerne, sagde han til dem: "at Gud vilde, at de ikke skulde stjæle, og at den slemme Djævel, som de saae tegnet paa Papiret, skulde tage dem med sig til Helvede, et Sted, hvor de altid skulde pines, og dog ikke døe". En anden Gang, da en stakkels Angakok i sin dybe Sorg over sit syge Barn henvendte sig til Egede, benyttede denne Leiligheden til at læse ham Texten og sagde: "vil Du nu ikke, at dit Barn skal komme til Djævelen udi Helvedes Ild, saa maa Du bede Guds Søn om at tage det med sig udi Himlen, og lade mig døbe det". Derpaa fik Egede Lov til at døbe Barnet inden det døde.

Samtidig med Missionen begyndte de Danske under Egede tillige at handle med de Indfødte; det var denne Handel, som skulde bære det Hele. Hverken før eller senere har nogen anden Nation kunnet grunde en fast Kolonisation paa den sparsomme Handel, som kan drives med Eskimoerne. Den var ogsaa som bekjendt nær ved at gaae istaa, og hele Kolonisationen vilde være ophørt, hvis ikke Egedes sjeldne Energi og Klogskab ogsaa havde reddet den i denne Henseende, idet han i 1731 blev alene tilbage i Landet med ikkun 10 Matroser, og selv bestyrede det Hele saa godt, at Regjeringen fik nyt Mod til at hjælpe ham. Da Grønlænderne ikke samle Eiendom, og navnlig ikke Fødemidler udover en vis Grændse, som gammel Vedtægt foreskriver, have Europæerne, som ere bosatte iblandt dem, alene ved deres Oplag af Forraad og Varer en stor Overvægt over dem. Da Fødemidler, hvoriblandt Sælhundespækket til visse Tider af Aaret havde ringe eller ingen Værdi, havde Spekulationen her en frugtbar Mark, og man kan let forklare sig, hvorledes Europæerne i hine Tider saaledes ved de Indfødtes Hjælp som oftest kunde redde sig for Hungersnød og derhos endog atter hjælpe de Indfødte med disses egne Produkter, som de nemlig til andre Tider for Spotpriis havde tilhandlet sig, Velgjerninger, som saa i Skrifter behørig berømmedes for det europæiske Publikum. I Europa er jo Kapitalen en noksom bekjendt farlig Magt for den arbeidende Klasses Selvstændighed. I disse Lande derimod, hvor enhver Europæer er at betragte som Kapitalist ligeoverfor den Indfødte, har den endnu mere at betyde, især naar den forbindes med Credit- og Laanesystem. Den benyttes derfor ogsaa som det virksomste Middel til at gjøre Indianerne i det nordligste Amerika til Europæernes Slaver.

Uden at tale om det Mandskab, som udsendtes i 1728 og bestod af 25 Soldater og 20 Mænd og Qvinder, som løslodes af danske Straffeanstalter samt giftedes efter Lodkastning, for at kolonisere Grønland, saa vare desuden vistnok de Betjente, Søfolk og andre Arbeidsfolk, som Egede havde til sin Hjælp, meget raae Personer, hvis Lidenskaber fik et friere Spillerum i Grønland end hjemme. Det maa have kostet Egede megen Møie at forhindre blodige Sammenstød mellem disse og de Indfødte, da han jo paa den anden Side fremfor alt maatte holde sammen med denne sin europæiske Livvagt. Det synes ikke at have været saa ganske paafaldende, naar Kjøbmanden eller Matroserne pryglede Grønlænderne, hvis de ikke paa anden Maade kunde faae dem til at udlevere de Varer eller forrette den Tjeneste, som man forlangte af dem. Egede fortæller blandt andet, at da Kolonien manglede Proviant om Vinteren 1722, bleve Matroserne sendte til nogle Grønlændere, som boede paa en Ø i Nærheden, som det hedder: »for at see hvad Næring de havde«; nu kan man vistnok ikke fortænke Grønlænderne i, at de frygtede for at optage et saadant Selskab i deres snevre Huse, men de bleve ved Trudsel med Skydevaaben tvungne til at give Matroserne Logis. Naar Kolonien manglede Brændsel sendtes Baadene omkring til forladte »Vildmandshuse« for at tage Bjelkerne ud af dem. Ligeledes fortæller Egede, hvorledes Kjøbmanden pryglede en Grønlænder, fordi han ikke vilde sælge sine Produkter, men gjemme dem til Hollænderne, og at Egede selv lod en Grønlænder med Magt slæbe ned i sin Baad, »thi, skriver han, uden hannem kunde vi hverken finde Vei eller treffe der hvor Folk boede«. En anden Gang fortæller Egede, at han pryglede en Grønlænder, fordi han ikke vilde vise ham Vei, og da han gjorde Tegn til at slaae igjen, hvilket endnu ingen af dem havde vovet paa, som Egede tidligere havde banket, »prakkede han sig endnu mere Hug til«. Ligeledes havde Egede, naar han holdt Forelæsning i et Huus, og ikke paa anden Maade kunde faae Beboerne til at høre og give Agt paa hans Tale, to Matroser siddende i hver Ende af Huset, for at passe paa dem. Naar endelig intet andet vilde frugte, truede han med at ville slaae dem ihjel, som vilde være Angakok, og sagde: »at der istedetfor os skulde komme mange grumme Folk til Landet, for at holde dem til Tugt og Ave, og slaae dem ihjel, som bespotte Gud«. I alle saadanne Tilfælde er det jo øiensynligt, at det, foruden den overtroiske Frygt, tillige var ved Frygten for Europæernes Magt, navnlig ved Skydevaabnene, at Egede gjorde sin Myndighed gjældende.

Da Egede havde faaet Fodfæste i Grønland, besluttede Brødremenigheden ligeledes at forsøge sin Missionsvirksomhed der. Denne Sekt er som bekjendt grundet paa visse socialistiske Grundsætninger, som gaae ud paa at sikkre dens Medlemmer et sorgfrit Liv, ved indbyrdes Sammenhold og mod at de som Følge deraf gjøre Afkald paa en Deel af deres personlige Frihed og forpligte sig til at overholde visse Leveregler, der give Luxus og Lidenskab et mere indskrænket Spillerum. Allerede tidligt tænkte Herrnhuterne paa Missioner blandt Hedninge i fjerne Lande. Da der jo foreløbig var tilstrækkelig Leilighed for dem i Europa, til at øve deres Lærervirksomhed, kan man ikke forklare sig denne Tilbøielighed paa anden Maade, end at Navnet »Hedninge« behøvedes for at give deres Virksomhed det apostoliske Udseende, som var nødvendigt for at hæve Sekten i det store Publikums Øine. Endvidere er der ved denne Missionsvirksomhed at bemærke, at den giver dem, der udøve den, i deres Egenskab af Europæere eller overordnet Race, tillige en verdslig Myndighed eller Magt over de Indfødte i hedenske Lande, som de vinde for deres Menighed. Deres eget republikanske System bliver, i dets Anvendelse paa en Missionsplads blandt Hedningene, noget tilsvarende til hiin Republik i Oldtiden, i hvilken kun en vis Klasse af Samfundet udgjorde Republikken, medens de øvrige Indvaanere vare dens Livegne. Herredømmet er vel ikke til at sætte i Lighed med andre Europæeres Fremfærd i lignende Lande, eftersom Missionærerne saa godt som uden Undtagelse ere skikkelige Folk, der føre et strengt moralsk Liv, og ikke gaae ud paa at samle Rigdom, men blot søge en sorgfri, fredelig Tilværelse for en lille Klasse af deres Samfund. Men indenfor disse Grændser er Herredømmet atter strengt, og holder skarpt paa Racefortrinet og den blinde Underkastelse under den europæiske Nationalitet, som den der har udelukkende Dispositionsret over Kristi Naadegaver. Det er intet Under, at denne Sekt kastede sit Blik paa Grønland, hvis Navn jo dengang især havde en gyselig Klang for det større Publikum, og hvis Indvaanere vare Hedninge og Vildmænd. De kunde her tillige søge Ly under den danske Regjering og Egedes Koloni, for at faae Fodfæste og føie sig frem. Ingen ønskeligere Leilighed kunde der gives, for at skaffe deres Sekt apostolisk Berømmelse. De første Brødremissionærer udkom i 1733, og bosatte sig paa samme Plads som Egede. I de herrnhutiske Skrifter er det udtrykkeligt fremhævet, hvorledes de ogsaa i det Ydre efterlignede Apostlene, nemlig som simple Haandværkere, der maatte taale Haan og Spot. Men det maa erindres, at de for Grønlænderne hovedsagelig figurerede som Europæere, eller Folk af en dem overordnet Race, og at de viste alt andet end Ydmyghed ligeoverfor dem. Forøvrigt viste disse første Herrnhutere ogsaa stor Udholdenhed og Selvopoffrelse for deres Sekt. De maatte taale utrolige Savn i en Række af Aar, bleve usselt understøttede hjemmefra, ja fik i et enkelt Aar ikke engang Breve fra deres Troesfæller. De gik nærmest ud paa at faae Grønlændere til at tage fast Bopæl ved deres Etablissement, hvilket endelig først lykkedes dem i 1738 med en Sydlænding, ved Navn Kajarnak, der staaer høit anskreven i Missionens Annaler som Grønlands Førstegrøde. Da denne ene havde givet Exemplet, kom der bestandig flere; foruden ved Hungersnød og Sygdom blandt Grønlænderne, bleve ogsaa nogle bevægede til at flytte til Missionspladsen, for at unddrage sig Blodhævnen eller den retfærdige Straf, ved at søge Ly hos Europæerne. Til at befæste og udvide deres Myndighed havde Herrnhuterne ikke de verdslige Midler, som Egede, saameget desto mere maatte de benytte de geistlige, som heller ikke forfeilede deres Virkning paa den til blind Autoritets-Tro tilbøielige Nation, og det maa vel erindres, at hvad der havde Skin af godvillig Underkastelse, i Hovedsagen dog var begrundet, om just ikke i direkte Anvendelse af Magt, saa dog i Frygt for Europæernes Overlegenhed. Ved Hjælp af de kirkelige Skikke, og navnlig ved Dispensationsretten over Naademidlerne og Ægteskabet, indførte de et Slags Rang- og Straffesystem, og holdt ved Hjælp af Spioner Kontrol med hver enkelt Persons reent private Omstændigheder. Neppe kan noget Pavedømme opvise Mage til en saadan Indblanding i den personlige Frihed hos et Folk, for hvilket saadan Frihed netop er Hovedbetingelsen for et kraftigt Liv. Under Form af faderlig Omhu foreskreve de hver Enkelt, naar og med hvem han turde gifte sig, hvem han skulde have hos sig i Huset, og ikke at tale om, at Menighedens Medlemmer alle skulde boe om Vinteren paa deres Plads, maatte de ikke engang begive sig paa længere Reiser uden deres Lærerers Tilladelse. En Lærer fulgte dem ogsaa til deres fælleds Fiskeplads om Sommeren, for at passe paa dem og veilede dem. Da Missionen senere mærkede, at dens Existens i Landet var sikkret, løsnedes disse Baand efterhaanden lidt. Men især blev alt, hvad der kunde have ringeste Hentydning til tidligere selskabelige Skikke, strengt forbudt, for at undgaae Association og derved Dannelse af en Stat i Staten. Ret karakteristisk er det saaledes, naar Cranz fortæller, hvorledes engang et Par unge Mennesker prøvede Kræfter efter gammel Skik, ved at slaae hinanden paa Skulderen; man skulde ikke troe, at dette kunde enten interessere eller skade et Selskab, som boede 700 Mile derfra. Men alligevel tilføier han, hvorledes Missionærerne grebe dem paa fersk Gjerning og holdt en Straffeprædiken for dem, eftersom saadanne Handlinger vare det, som en berømt Theolog har klassificeret som »nær ved Synd«. Det er heller ikke til at undres over, at de nærede en særdeles Frygt for dem blandt de Nydøbte, som gjorde Tegn til at ville optræde selvstændigt som Lærere blandt deres Landsmænd. I saadanne Tilfælde holdt den herrnhutiske Mission Konference med den danske angaaende den fælleds Fare, og det lykkedes dem ogsaa itide at ydmyge saadanne Personer, og at faae dem til at erkjende,»at de maatte være tilfredse med at vide deres egne Navne indskrevne i Himlen«. Derimod antoge de saakaldte nationale »Hjælpere«, der dog mere vare at betragte som Tjenere og Spioner, end som Kateketer. Med ganske særdeles Held benyttede de Nadverens Sakramente til at regjere over Menigheden med. De Døbte erholde først Adgang dertil, naar deres Lærere ansee dem for værdige, og i den Anledning konfirmere dem, hvilket altsaa kan skee i hvilkensomhelst Livsalder. Ingen Ukonfirmeret tør see eller overvære Handlingen, og førend den første Gang foretoges i Grønland, nemlig i 1747, turde der ikke engang tales om den til de Døbte uden i dunkle Hentydninger. Dette Hemmelighedens Slør maatte i høi Grad beskjæftige Indbildningskraften hos de Uindviede; der fortælles ogsaa, at disse kunde see paa Kommunikanternes Ansigter, at de maatte have nydt noget Saligt, og deres Lyst stimuleredes til at faae Adgang til et saadant Mysterium, hvilket kun skete efter lang Prøvelse, og naar de »under mange Taarer« havde bekjendt sig som: »ganske smaa for Vorherre«, det vil sige som slette og fordærvede Skabninger, af en Nation, hvis hele Fortid var Djævlens Værk, og som, næst Gud, havde deres europæiske Lærere at takke for Alt. Endnu i vor Tid have Grønlænderne af den danske Mission den Overtro, at de skulle døe eller blive blinde, naar de uforvarende komme til at see Brødremissionærerne uddele Nadverens Sakramente.

Ogsaa i andre Henseender synes de især i Begyndelsen at have benyttet sig af Leiligheden til at virke paa Grønlænderne ved kristelig Overtro, hvor den kunde tjene til at befæste deres Magt. De gave de Syge Bønformularen, og meddeelte dem, der paa Grund af Insubordination havde været exkluderede af Forsamlingerne, høitidelig Absolution i Menighedens Overværelse. Naar Nogen imod Reglen var gaaet paa Fangst om Søndagen, og kom hjem uden Udbytte, eller i lignende Tilfælde, blev Uheldet selvfølgelig forklaret som en Følge af Ulydigheden. Naar Nogen døde, medens han mod sine Læreres Villie var reist paa sit Erhverv ud iblandt Hedningene, blev det forklaret saaledes, at Gud havde kaldet ham til sig itide, for at han ikke paany skulde gaae tabt ved at falde fra Menigheden. Talrige Exempler paa hvad der her er anført, findes i Cranz’s »Historie von Grönland« (1765), med Supplement 1770). Dette i Henseende til Grønlændernes Historie saa vigtige og interessante Værk blev nærmest udgivet i den Hensigt, at oplyse dem, der ved Pengebidrag underholdt Missionen, angaaende dennes Virksomhed, men viser desværre i saa Henseende, paa hvilke Afveie disse, i deres Idee, og navnlig fra Givernes og de første Stifteres Side saa ædle Bestræbelser geraadede. Thi overalt, hvor det gjælder om at skildre Modsætningen mellem den udøbte og den døbte Grønlænder, eller med andre Ord Frugterne af Missionærernes Virksomhed, er dets Usandhed indlysende for Enhver, der blot kjender lidt til Grønlænderne, og ikke er hildet af Sektens Fordomme. Af alt det, som Cranz fortæller, at de nydøbte Grønlændere skulle have sagt, tør man vistnok paastaae, at de Trefjerdedele ere opstaaede i Missionærernes Indbildningskraft, og Resten er i en betydelig Grad udsmykket. Dette er vistnok ikke skeet forsætligt, men Vedkommende have bagefter tænkt sig, hvad Grønlænderen kunde have sagt, og ved denne Leilighed er Selvkjærligheden gaaet af med Seiren. Forøvrigt have hine Skrifter gjort deres Virkning, og endnu indtil vor Tid trækker Missionen aarligt den samme Vexel derpaa, uagtet Grønlænderne ere omvendte for lang Tid siden. Den har fire isolerede Menigheder, paa ganske faa hundrede Personer hver, som boe midt iblandt kristne Indfødte af den danske Mission, og saaledes ikke engang kunde falde tilbage til Hedenskabet, selv om deres Mission opgaves og de derpaa offrede Kræfter og Midler anvendtes paa hedenske Lande. Det synes derfor, som om disse Missioner vedligeholdes ikke saameget for Eskimoernes Skyld, som for at vedligeholde Sektens Anseelse i Europa, til hvilken der nu engang behøves Stationer i det fjerne Norden. De nærværende udrette den samme Tjeneste og ere billigere og beqvemmere, end om nye skulde stiftes i de Egne, hvor Franklin omkom. Det er især Grønlænderne af den herrnhutiske Mission, som ere sunkne ned til den dybeste Elendighed og Sløvhed, og som Aar for Aar stærkt aftage. Cranz kalder de nydøbte Grønlændere, som bosatte sig paa Missionspladsen: »Faar, som toges paa Stalden«, hvilket Udtryk ved en Ironi af Skjæbnen er blevet til en sørgelig Spaadom.

Det er bekjendt, hvorledes Europæerne ved Hjælp af Mission og Handel i de senere 100 Aar efterhaanden udvidede deres Etablissementer over hele Kysten fra Kap Farvel til Upernivik. De Indfødtes Sammenhold og Modstandsevne vare saa ringe, at det, som de første Missionærer med stor Møie og under Savn og Selvopoffrelse havde begyndt, snart efter kunde fortsættes ved Hjælp af lønnede Embedsmænd efter en given Instrux, og i Lighed med Embedsforretninger i Moderlandet. Istedetfor hele Indbegrebet af de tidligere Love og Vedtægter, som styrede Samfundet, traadte nu den europæiske Myndighed. Endnu indtil de allersidste Aar har der ikke existeret nogen Lov for de Indfødte; i Instruxerne for Embedsmændene er der kun Tale om at omgaaes dem med Kjærlighed, og foregaae dem med et godt Exempel, opmuntre dem til at samle Vinterforraad og deslige, straffe dem ved Formaninger, og kun naar disse ikke frugte, med Magt, alt efter Omstændighederne og Forbrydelsens Beskaffenhed. Ligeledes ere Europæerne endnu den Dag idag de eneste, som kunne disponere over Kirkens Naademidler og forrette Ægtevielser, ligesom og betroes Varebeholdninger. Skjøndt man af Erfaring har lært, hvad man allerede kunde have vidst af Bibelen, at de Indfødte ere skabte i Guds Billede, ligesom vi, og ved Opdragelsen udvikle de samme Evner, som vi, i enhver Henseende, har man dog ingenlunde i Gjerning viist, at den nedarvede Fordom i saa Henseende er udryddet, dette dog nærmest hvad Nationaliteten angaaer. Herved erindres nemlig atter om, at vi ved »Europæere« forstaae »Europæisk opdragne«, og at Forskjellen er saa skarp, som nogen saadan Sondring kan være. Derimod er rigtignok den egentlige Raceforagt, der udmærker andre Kolonilande, neppe bemærkelig i Grønland, og kun Herrnhuterne holde paa en saadan skarp Racesondring; men forøvrigt gjør dette Spørgsmaal ikke stort til Sagen, thi de Indfødte, som have faaet europæisk Opdragelse, ere af Blandingsracen og saa faa i Antal, at de ikke i ringeste Maade tjene til ved deres Stilling at hæve deres Landsmænd.

Tidligere anvendte man ikke engang Indfødte til ganske underordnede Forretninger. Præsten Saaby fortæller saaledes i sin Dagbog, at i hans Tid de geistlige Forretninger, eller Kateketembedet, ved Kolonien Kristianshaab, bestyredes af en Matros, der i Fuldskab og Slagsmaal havde mistet et Øie og brækket et Laar. Alene i Egenskab af en Europæer, som kunde læse, var han jo en kristelig Angakok, og dette var nok til at hæve ham over selv den bedste Indfødte. Dog gave saadanne Exempler blandt andet Anledning til at man saae sig om efter indfødte Kateketer, der nu ere ansatte overalt. Men til at betroes Handel eller endog kun ganske smaa Varebeholdninger har man kun undtagelsesvis forsøgt at anvende nogle faa Indfødte, og hvad alle disse baade under Missionen og under Handelen tjenende Indfødte angaaer, da er deres Stilling saa underordnet, at de ikke i ringeste Maade udjævne den omtalte Kløft mellem Europæere og Indfødte.

Hvad forøvrigt Grønlændernes gamle Skikke angaaer, da gik det under den danske Mission ikke saa systematisk ud paa deres Undertrykkelse som i den herrnhutiske. Endnu ved Aaret 1830 fortælles der, at Grønlændere af den danske Mission paa en enkelt Plads i Sydgrønland, i største Orden og efterat have spurgt deres indfødte Kateket om Tilladelse, pleiede at holde deres gamle Rettergang ved at slaae Kreds om de stridende Parter, der bekjæmpede hinanden med Satirens Vaaben. Men forøvrigt var denne selvstændige Domstol bestandig en Torn i Øinene paa Missionærerne; den blev altsaa ogsaa paa dette Sted forbudt, og den sidste Tromme given Børnene at lege med; og paa lignende Maade behandledes efterhaanden alle de gamle Skikke. Det er vedblevet at gaae, som allerede Dalager skriver i 1752: . . . »da de (fornuftige og retsindige Indfødte) derimod gaae nu, som hen i Taage, formedelst een Missionær trakterer Sagen idag paa een Maade, en anden imorgen paa en anden Maade, og derfore ligesaa mange Omskiftelser paa Missionairs, saamange foranderlige Skikke, hvilket bringer Grønlændernes Sind i saadan Confusion, at de derover fatte Tvivl om de allerbetydeligste Sandheders Rigtighed, og hvad en vigtig Hindring dette har været i Hovedhensigten, kand alle Retskjønnende lettelig hos dem selv overveie. Og som de fleste Grønlændere meget vel veed, at vi ved Kolonierne have vore Overherrer i Fædrenelandet, for hvilke vi bør gjøre Rede for vore Gjerninger, saa raisonnere de, ligesom mange hos os, efter det urigtige Ordsprog, nemlig ligesom Herren er, saa følge og hans Svenne, hvorfore den høie christelige Øvrighed bliver af disse dumme Folk betragtet som vegelsindede Personer, og have endogsaa de Vanvittigste langt ude fra Colonien ofte herudi gjort mig saadanne Objektioner, der have drevet mig Sveden af min Pande, og bragt mig til at stønne.« Skylden for denne Fremgangsmaade, hvis Feil det nu for os Efterkommere er let nok at indsee, ligger hos den europæiske Virksomhed i det Hele, og hverken fortrinsviis de Tydske eller de Danske, Missionen eller Handelen, men allermindst de enkelte Personer, som efter bedste Evne have virket i dette isolerede Land, følgende deres Instruktioner, og af hvilke enkelte endog for lang Tid siden (man see Missionær Glahns og Kjøbmand Dalagers Skrifter) have hævet deres Stemme mod hine Feil. Ogsaa maa dette Herredømme jo siges at have været humant i Modsætning til Europæernes Fremfærd mod alle andre lignende Nationer; men det er let at indsee, at naar al Agtelse nedbrødes for det, som fra umindelige Tider siden havde været nødvendigt, for at Folk kunde existere i et saa fattigt Land, og der i sammes Sted kun sættes en blind Respekt for stedse skiftende Personer af en vildfremmed Nation, med Skikke og Livsanskuelser, som vare de Indfødte uforstaaelige, saa maatte den naturlige Ligevægt i Samfundet tabes. Letsindighed og Sløvhed kunde spille Herre, Kraft og Vid trak sig tilbage. Adgang til Ære og Indflydelse for den, der viste borgerlig Dygtighed, blev ikke mere den samme, at følge de kirkelige Skikke og ikke volde Nogen Fortræd eller Fredsforstyrrelse, blev den vigtigste Dyd. Den oplivende indbyrdes Færdsel langs hele Kysten, som synes at være en nødvendig Modvægt mod den store Isolering, ved den adspredte Beboelse, ophørte, og Indvaanerne samlede sig i mindre Samfund om de europæiske Etablissementer. Endog den Smule selvstændige Handelsspekulation, som de dermed forbandt, ophørte tilligemed den derved givne Leilighed til at knytte Ægteskaber mellem fjernere Slægter. Familieforholdet forstyrredes, idet Missionen blandede sig ind i Ægteskabernes Stiftelse, Huusherrens Myndighed svækkedes paa samme Tid, som der gaves hans Familie større Fristelser til at forsømme det nationale Erhverv og sælge Produkterne af hans Flid for Luxusvarer.

Den personlige Sikkerhed, som Europæerne indførte, kom mere dem end Grønlænderne tilgode, vi see jo endog af Sagnene, hvorledes de indbyrdes Rivninger ledede til Udviklingen af det, som var Grønlændernes Rigdom, nemlig personlig Kraft og Vaabenfærdighed. Fordelen med Hensyn til Eiendoms Erhvervelse ved Handel blev ligeledes problematisk. Det ligger jo i Sagens Natur, at Handel med Europæerne aldrig vil kunne blive af stor Betydning for Grønlænderne. Da Konkurrence er umulig, og Europæerne desuden altid ville blive Mestrene med Hensyn til Spekulationen, ville Priserne altid stille sig uheldige for den Indfødte, som desuden jo meest behøver sine Produkter til eget Brug. Faktisk er det, at han nu endog mindre end tidligere bestræber sig paa Eiendoms Erhvervelse. Hvor Grønlænderne finde strandet Gods eller kostbart Drivtømmer i større Mængde, kan man altid kjøbe det for en Spotpriis af dem, og hvor de tilfældig ere komne i Besiddelse af en større Sum, som f. Ex. ved Arv efter en Europæer, har man altid ved konstigt Værgemaal maattet forhindre, at den ikke strax forødedes. Der gives vist ikke et eneste Exempel paa det modsatte, og Sagen ligger jo ganske naturligt deri, at de oprindelige Vedtægter ikke vare beregnede paa vore Eiendomsforhold, og at Europæerne ikke have sat bedre i Stedet. Endnu den Dag idag ansee Grønlænderne faktisk Europæerne, og i det Høieste dem, der tjene dem, for de eneste privilegerede til at eie mere end det Nødtørftigste, og derved hæve sig over de andre. I den Smule indbyrdes Handel eller Betaling, som foregaaer imellem dem, strækker Spekulationen sig heller ikke videre, end til de nærmeste Dages Fornødenheder. De faa, som forsøge paa at samle mere sammen, komme i Miskredit blandt deres Landsmænd og høste ingen Tak derfor hos Europæerne. Hvis de ikke tidligere eller senere ville dele med de øvrige Beboere af den samme Plads, maae de flygte heelt bort til afsides Steder; som en Følge deraf falde de ogsaa fra og tabe Modet, den ene efter den anden, og den øieblikkelige Nydelse bliver overalt den overveiende Tilbøielighed. Hvor lidet der tragtes efter at naae mere, kan man blandt andet see deraf, at der i den almindelige gode Aarstid aldrig er Tale om Fattige i Grønland, og naar man om Vinteren blot veed, at der paa en bestemt Plads har været nogen Fangst, tales der heller ikke om Fattige paa samme. Man regner, at de føre fælleds Huusholdning og at det er ligegyldigt, hvo der har fanget.

Forarmelsen og Sløvheden blandt de Indfødte tiltog dog især hurtigt, da der blev indført europæiske Fødemidler, navnlig Kaffe, og bagt Brød til Forhandling. Tidligere havde de kun en vis begrændset Leilighed til at ødsle med deres, for dem selv nødvendige Produkter, Spæk og Skind, men efterhaanden som de begyndte at kunne ombytte dem med hine Artikler, var Fordelen ved at anvende Produkterne paa denne Maade større end ved at gjemme dem og derved at udsætte sig for dog at maatte dele dem med andre i Nødstilfælde, og desforuden at udsætte sig for Nag og Misundelse. Udførselen af disse Produkter, som ere saa høist fornødne i det fattige Land, tiltog derfor betydeligt, og de Proviantsorter og tynde Bomuldstøier, som indførtes i deres Sted, vare kun en maadelig Erstatning derfor. Mange see derfor heri alene Grunden til de Indfødtes Forarmelse, men det er i saa Fald et Beviis paa, hvor kummerligt Resultatet af den hundredaarige civiliserende Virksomhed har været, naar den ikke engang har kunnet bringe de Indfødte saa vidt, at de kunde modstaae saa ubetydelige Fristelser, som ere tilstede næsten i alle andre Lande, og man seer deraf i Forbindelse med det Foregaaende, at de forskjellige europæiske Institutioner have arbeidet Haand i Haand. Religionen er vel, som den jo ogsaa skal, bleven anvendt paa Livet, men, som det vistnok vil fremgaae af det Foregaaende, ikke i de Indfødtes Faveur. Forarmelsen begynder især dermed, at Baadene til at foretage Sommerreiser ophøre, med det samme forsvinder Teltet, og Beboerne forblive i Vinterhusene om Sommeren. Men disse, som blot ere beregnede paa den kolde Aarstid, og om Sommeren skulde udluftes og repareres, blive ved Opdyngning af Ureenligheder Arnesteder for forpestede Luftarter. Ikke at tale om, at de Ventilationshuller, som efter gammel Skik og Orden skulde være anbragte i Tagene, forsvinde, borttages tillige Skillerummene paa Brixen mellem Familien og Kjøn, tilligemed andet indvendigt Træ, naar der behøves Brændsel om Vinteren, og de halvnøgne Mennesker ligge mellem hverandre paa Steenbrixe eller paa det bare Gulv. Man tænke sig nu derhos en streng Vinter, samt Sygdom og Barnefødsler i disse skrækkelige Huler, som ingen Pen kan beskrive saaledes, at den Fremmede kan gjøre sig en Forestilling derom. Der gives nu allerede ikke faa beboede Pladse i Grønland, paa hvilke Husene ere af en saadan Beskaffenhed, som den her beskrevne, og overalt nærme de sig mere eller mindre til den samme Tilstand, naar undtages de der tilhører Indfødte, som ere i Europæernes Tjeneste.

Befolkningen i det danske Grønland blev af Egede anslaaet til at have været 30.000 Mennesker ved hans Ankomst til Landet. Denne Angivelse er muligen for høi, men sikkert er det, at Befolkningen var langt større end den nu er. I 1733–34 udbrød den skrækkelige Koppeepidemi, som Europæerne bragte til Landet, og som kostede 2–3.000 Indfødte Livet. I 1820 angaves Befolkningen til 6.282, og i 1855 til 9.648, hvorpaa den atter i 1863 var aftaget til 9.491. Dette Forhold turde i og for sig ikke synes saa uheldigt, men det bør erindres, at Tilvæxten i visse Aar efter Rimelighed for en stor Deel maa tilskrives en Blanding af Racerne, ved Giftermaal mellem Europæere og Indfødte, især i det nordlige Grønland, hvorimod de Aarsager, som bevirke en overveiende Dødelighed, først have begyndt at vise sig virksomme i de senere Aar, og kunne antages bestandig at ville forøges. Især har der udviklet sig en Brystsygdom, som griber mere og mere om sig, og i de senere Aar snart hist, snart her bortrykker mange Mennesker. I det sydlige Grønland tør man antage at 1/3 af Befolkningen allerede bærer paa Spiren til denne Sygdom, Børnene fødes saaledes med den og opvoxe under Forhold, som man strax ved første Øiekast kan see at ingen Slægt i Tidens Længde kan bestaae ved. Det bliver desuden med hvert Aar mere øiensynligt, at en paafaldende Livslede og stum Resignation udpræger sig hos disse fordum livsglade og kraftige Mennesker, og de synes saaledes i Aarenes Løb at gaae deres Undergang imøde, om end langsommere, saa dog paa samme Maade som andre Jagtfolk, der ere komne under Europæernes Paavirkning.

Østkysten af Labrador var midt i det forrige Aarhundrede beboet af, som det synes temmelig talrige Eskimoer af en mere krigersk Karakteer end denne Stamme i Almindelighed. De besøgte aarligt Newfoundland og havde Samqvem med de der bosatte europæiske Fiskere, hvorved der ofte opstod Strid. I 1752 sendte nogle engelske Kjøbmænd en Styrmand Erhardt dertil, for at indlede Mission og Handel, men han blev myrdet tilligemed 6 Matroser. Da Herrnhuterne dengang allerede i Grønland havde erhvervet sig Ry for at kunne tæmme dette Folkeslag, befordrede den engelske Regjering Anlæggelsen af deres 4 Etablissementer der. Jens Haven foretog en Reise dertil i 1764, og atter i 1765 i Selskab med 3 andre Herrnhutere; De vidste strax at knytte Forbindelse med de Indfødte, som toge gjæstfrit imod dem; endog deres Angakut glædede sig over at høre deres venlige Tale, og i dem at træffe Europæere, der ikke gik ud paa »at slaae dem ihjel«. Men først i 1771 anlagdes den første Missionsplads; der siges ogsaa at et Stykke Land dertil blev »kjøbt« af de Indfødte. Hvis dette er Tilfældet, vilde det have været interessant at vide, hvad Form de Mænds Fuldmagt har havt, som handlede paa Labradorernes Vegne. Den sidste Plads anlagdes i 1810. Denne Kolonisation er ganske en Gjentagelse af den grønlandske. Missionærerne ere her tillige de Handlende, og saaledes mere uindskrænkede Herskere. Alle Eskimoer maae derfor boe paa selve Missionspladsen, hvor der findes store, rummelige Bygninger med alle Sorter Forraad og Beqvemmeligheder for Europæerne; de ligne Slotte eller Herresæder, som ere omgivne af smaa og neppe synlige Hytter for Tjenerskabet, nemlig den indfødte Menighed. »Eskimoen maa forblive Eskimo,« hedder det i den seneste herrnhutiske Beretning om en dersteds foretagen Visitationsreise; dette er ogsaa sandt, men kan forstaaes paa flere Maader. Angakokken vil maaskee sige, at den første Betingelse for at forblive Eskimo, er at bede Europæerne om at reise bort, Missionæren derimod siger maaskee det direkt modsatte. Det rigtigste var vel en god Middelvei; men saameget er vist, at de Eskimoer, som have bundet sig til en saadan Missionsplads, ikke ere rette Eskimoer mere. Der findes ialt 1.163 Indfødte ved disse Missionspladse; tidligere skal der have været 2.000 paa den samme Kyst, dog vides intet sikkert derom. Foruden dem findes der i det øvrige Labrador og rundt omkring Hudsonsbugten endeel hedenske Eskimoer, som for størstedelen henhøre under Hudsonbay-Kompagniets Territorium, men det synes, at disse Indfødte kun staae i en sparsom Berøring med Europæerne, da Kompagniet nærmest er baseret paa Indlandet og Indianerne.

Kysten af Davis-Strædet, modsat Grønland, er hele Veien deels beboet, deels befærdet af Indfødte, som af og til komme i Berøring med Hvalfangerne, og af og til handle med disse efter gammel Stiil. Livligst drives denne Trafik i en stor og temmelig befolket Bugt, Cumberland-Inlet, hvor i de sidste 20 Aar mange Hvalfangerskibe have indfundet sig for at drive Fangst, og undertiden for at overvintre. Man har her Leilighed til at see Virkningen af Europæerne paa Eskimoerne, uden Indblanding af Missions- eller Regjerings-Foranstaltninger. Her er Kapitalen den regjerende Magt. Hvalfangerne tage under Opholdet de Indfødte i Tjeneste, affinde sig med dem ved alleslags europæiske Artikler, tildeels latterlige Snurrepiberier, Klæder og sligt, og holde dem i godt Lune ved at traktere dem, saalænge de ere hos dem. En Hvalfanger har endog fortalt, at han havde en Eskimo ombord, som fangede mange af de kostbare og sjeldne Narhvale til ham, og slet ingen Betaling fik derfor, uden Kjødet og Huden af Dyrene, som Hvalfangerne selv ikke bruge. Naar saa de Fremmede drage bort, og Vinteren kommer, staae de Indfødte der hjælpeløse i usle europæiske Klæder, deres selvstændige Erhverv er strandet og forstyrret, og de leve af Aadslerne, som de Fremmede have ladet ligge. Forfatteren har faaet nøie Underretning af flere Personer, som i længere Tid have opholdt sig der, og det synes deraf at fremgaae, at den Skade, som Europæerne i Grønland have været 100 Aar om at anrette, afstedkommes i Cumberland-Inlet i mindre end i 10 Aar. Fattigdom og Dødelighed skulle i 20 Aar i en forbausende Grad have medtaget denne Befolkning, der nu kun skal beløbe sig til nogle faa hundrede Mennesker, mod som man mener 1 til 2.000 tidligere. Alligevel skulle ingen Voldsgjerninger forefalde der, men Samfærdslen i det Hele være fredelig, skjøndt der hverken er Mission, eller noget Slags Øvrighed. Skibsfolkene staae under Disciplinen, og de Indfødte holdes i Ave ved den europæiske Myndighed.

Længere mod N. V., langs den egentlige Nordkyst af Amerika eller sammes tilgrændsende Øer og Halvøer, saavelsom det nordligste og østlige Grønland, leve Eskimoerne endnu saa godt som ganske udenfor Berøring med Europæerne, der kun have seet dem paa de bekjendte Opdagelsesreiser. Alle disse Kyster ere, som det synes, dog svagere befolkede, end Grønlands Vestkyst. Endnu ganske gaadefuld er Grønlands nordligste og Størstedelen af dets østlige Kyst. Scoresby, som er en af de faa, der have naaet denne fra Søsiden af, fandt en grønlandsk Boplads paa det allernordligste Punkt. Det er meget rimeligt, at Grønland er en Ø, og muligen er Østkysten befolket nordfra, saa at Indvaanerne have vandret heelt rundt om dets, for en stor Deel endnu ganske ubekjendte Kyster.

Paa Amerikas Kyst, nærmest Behringsstrædet, lever der omtrent 2.500 Eskimoer, der vedligeholde en ret mærkelig selvstændig Handelsforbindelse mellem Beboerne af den asiatiske Kyst, Tschukscherne, paa den ene, og de østlige Eskimostammer paa den anden Side. Der gives her et Slags regelmæssige Markedspladse og Handelskaravaner, som besøge dem paa visse Tider af Aaret, men alt ved Hjælp af de Indfødte selv, som derfor synes at kjende lidt mere til Eiendom, end andre Eskimoer. Alle Stammerne paa Amerikas nordlige Fastlandskyst ere mere krigerske og belavede paa fjendtlige Angreb, formedelst Indianernes Nærhed.

Paa den asiatiske Side af Behringsstrædet boe Kyst-Tschukscherne, hvis Antal skal beløbe sig til 10.000. Det russisk-amerikanske Handelskompagni, der har Monopol over Handelen paa alle Kyster omkring Behringsstrædet, synes ligesaa lidt som Hudsonsbaikompagniet at spekulere synderligt i Handel med Eskimoerne. Dog skulle Aleuterne, som paa denne Maade ere dragne ind under den europæiske Civilisations Omraade, være af eskimoisk Oprindelse. De skulle af Europæerne være gjorte til et Slags Livegne, der maae tjene Kompagniet og levere det Udbyttet af deres Jagt i en vis Deel af deres Levealder. Ogsaa ere de, saavidt vides, gjorte til Kristne, men deres Antal er stærkt i Aftagen.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 9-44