Eskjas Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Strenglege

Eskjas Sang

Her fortæller jeg eder en anden Begivenhed efter en anden Saga, hvorom der blev gjort en Sang, som Bretonerne kalde Eskjas Sang, men jeg vil fortælle eder efter min Kundskab.

I Bretland boede der for lang, lang Tid siden to Riddere, der vare gode Granner og de fortræffeligste Kammerater, mægtige og rige paa Penge og Gods, raske og kjække i Ridderskab, meget höviske i Belevenhed og alle gode Hirdsæder; og hver havde de sig en skjön Ægtehustru. Og det bar saa til, at en af dem blev frugtsommelig med sin egen Mand; hun bar sit Foster til den sædvanlige Födselstid og födte da Tvillinger, to fagre Svendbörn, hvorover hendes Husbonde blev meget glad. Nu om denne skjönne Begivenhed og den Glæde, Ridderen havde af hendes Undfangelse, sendte han Bud til sin Granne og bedste Ven at komme til ham og ved Daaben være Fadder til en af hans Sönner og give ham sit Navn. Da nu denne mægtige Ridder sad over Madbordet, kom hans Vens og Grannes Sendemand og lagde sig paa Knæ foran hans Bord, hilsede ham og fremförte sit Ærende; Ridderen takkede Gud og gav sin Vens Sendemand en god Hest; men Ridderens Kone, som sad hos ham ved Bordet, lo ved Sendemandens Ord, fordi hun var en ond og hoffærdig Kvinde, bagtalersk og avindsyg; derfor sagde hun lumskelig, saa at alle, som vare i Hallen, hörte det,: „Gud hjælpe mig“, kvad hun, „synes jeg ikke, det er besynderligt, hvor denne gode Mand fik det indfald at sende Bud til min Herre om sin Skam og Skjændsel, at hans Kone har födt to Sönner, hvorved de begge ere, beskjæmmede; ti vi vide jo, hvoraf det kommer. Det har aldrig hændt og vil aldrig nogensinde hænde, at en Kone paa én Gang föder to Börn, uden at to Mænd have haft med hende at gjöre“. Hendes Ægtemand og Herre saa længe paa hende opbragt og vred i Hu, og mælte: „Frue, vogt dig for slige Ord; det klæder dig ilde at tale saa; ti det vide alle brave Mænd i hele Landet, at denne gode Kone aldrig blev bagvasket eller ilde omtalt, fordi enhver, som kjender hende og har hört tale om hende, véd at hun er en god og trofast Kone, berömmelig og prisværdig i alle gode Ting og kvindelig Ynde, og af den fornemste Æt i hele Landet; altid har hun været fri for Daddel og Skam“. Men de, som vare i Hallen og hörte hendes Ord, fore om med denne Bagvaskelse, saa at det blev bekjendt over hele Bretland, og hendes nærmeste Frænder og kjæreste Venner hadede og skyede hende for denne grundlöse Bagvaskelses Skyld; alle de Koner, som kjendte hende, baade rige og fattige, undgik at besöge hende og se til hende. Saa hadet blev hun for denne Bagvaskelse, at hendes Frænder havde tænkt paa at lemlæste hende. Den, som fór i Sendefærden, fortalte sin Herre alt, hvad han havde hört sige; den gode Mand blev meget opbragt over denne Bagvaskelse, men gjorde intet derved, uden hadede og skyede sin gode Ægtehustru og havde siden altid Mistro til hende, saa at han lod hende bevogte i et trangt Fængsel uden nogen hendes Bröde.

Men hendes Grannkone, som löj paa hende og bagvaskede hende uden Grund, undfangede og blev frugtsommelig i samme Aar, og gik svanger med to; nu har Gud hævnet hendes Granne, og da hendes Tid kom, födte hun, sig til Harm, to Dötre; hun blev meget ulykkelig derover og sörgede harmelig over sig selv. ”Elendig er jeg nu“, sagde hun; „hvad skal jeg gjöre? aldrig vil jeg herefter blive æret og agtet, aldrig nyde Hæder eller Venskab, Berömmelse eller Pris; visselig er jeg beskjæmmet; mine Frænder og Venner ville altid fornegte mig og aldrig være mine Venner, naar dette spörges; ti overalt, hvor denne Begivenhed bliver bekjendt, har jeg i Forvejen dömt mig selv, fordi jeg paasagde alle Koner, da jeg opdigtede hin Usandhed, at ingen Kone kunde föde eller faa to Börn paa én Gang, uden at to Mænd havde haft Omgang med hende; men nu er det tydelig vist mig, at jeg har födt to Börn af én Mand, og nu er min Skjæbne elendig. Den, som belyver en anden og finder sin Lyst i at bagvaske andre og bringe dem for Fald, kan ikke saa nöje vide, hvad der kan hænde ham selv; ti bedre og agtværdigere Mænd kunne komme i Vanrygte, end de, som dadle andre Folks Liv og laste dem, men aldrig ville höre om sine egne Fejl. Men for nu at værge mig selv for Skam og Skjændsel, vil jeg myrde den ene Pige; ti heller vil jeg böde for dette Manddrab hos Gud, end se mig udsat for at hades og skyes af alle mine Slægtninge og udskammes af alle Folk; ti hvis dette kommer op for min Ægtemand og mine Frænder, da vil jeg visselig ikke beholde nogen Ven, hvor jeg nu har mange, fordi jeg dömte mig selv til alle brave Kvinders Had og Spot og Paatale“. Men de, som sov i Værelse med hende, tröstede hende og sagde, at de aldrig vilde taale, at hun med deres Vidende begik Manddrab, fordi Manddrab var den höjeste Dödssynd, farlig for Menneskers Öjne, men en Rædsel for Gud. Med denne Frue var en beleven Mö, hendes nære Frændkone, af mægtig Æt og höviske Forældre. Denne havde været til Opfostring hos Fruen, i Gunst og Hæder og den störste Pragt; da hun saa sin Frue græde saa saare, blev hun bedrövet over hendes Sorg, gik til hende, tröstede hende og sagde: „min Frue, hold op med disse sörgelige Lader; fly mig hid et af Möbörnene, saa skal jeg skaffe dig saaledes af med hende, at du aldrig skal faa Skam eller Spot eller Skjændsel af hende. Jeg skal bringe hende hel og uskadt til Kirkedören; der vil en brav Mand finde hende, og hvis Gud vil, skal han lade hende fostre“. Da nu hendes Frue hörte dette, tröstedes hun meget, glædede sig over hendes Raad og Tale og lovede hende en rig Belönning, hvis hun bragte dette i Stand.

Da dette var besluttet, toge de det gode og skjönne Barn og indhyllede det i et hvidt Silketöj og over dette et dyrebart Klæde guldvirket i Hjul og Kredse, som hendes Husbonde havde haft med fra Myklagaard, saa prægtigt og vel gjort, at ingen havde set det bedre; om Möbarnets höjre Overarm bandt Moderen en Guldring, som var værd en Öre brændt Guld, forfærdiget med den störste Kunst og besat med den Ædelsten, som heder Granat; men rundt om Stenen vare Bogstaver indhugne. Dernæst tog Möen imod Barnet, gik straks ud af Sovekammeret og kom saa til en stor Kongevej, der förte til en tyk Skov, paa den Tid af Natten, da Folk sove og alle hvile. Saa fór hun igjennem Skoven med Barnet og fulgte altid Kongevejen; da hun saaledes gik der ensom, hörte hun langt borte paa höjre Haand Hundes Gjöen og Haners Galen, hvoraf hun slutter, at der visselig maa være en Landsby; hun stævnede da med stor Il did hen, hvor hun hörte Hundene gjö, og kom til en ansélig og afsidesliggende Landsby, hvor der boede Nonner med en Abbedisse over sig. Hun saa da Kirken, Forgaarden og en stor Stenvæg, gik did med stor Hast, stansede foran Kirkedören og lagde Barnet, som hun bar, ned ved Siden af sig; derpaa knælede hun med stor Ydmyghed og begyndte sin Bön med disse Ord: „Herre Gud“, sagde hun, „du almægtige Fader, for dit hellige Navns Skyld, hvis det er din Vilje, da beskyt dette Barn i din Miskundhed, at det ikke fortabes“.

Da hun sluttede sin Bön, saa hun sig tilbage og opdagede et stort Asketræ med mange og tykke Kviste til at gjöre og give Skygge om Sommeren mod Solens Brand; derfor var Træet plantet; der lagde hun Barnet og skjulte det under Guds Beskyttelse og Varetægt, fór saa hjem igjen og sagde sin Frue, hvad hun havde gjort med det. Men paa det hellige Sted, hvor Barnet var lagt, var der en Portvogter, der tillige var Klokker og plejede at ringe og oplukke de Kirkedöre, som behövedes til Bönnen, for at alle skulde have bekvem Indgang, som vilde höre den hellige Gudstjeneste. Denne samme Nat var han staat tidlig op, tændte en Kjærte og bragte Lamperne til at lyse, ringede med Klokkerne og lukkede Kirkedörene op; han saa det Klæde, som laa under Asken, og tænkte at det maatte være stjaalet og henkastet der. Derfor gik han hurtig derhen, og da han tog med Haanden paa Klædet, fandt han Barnet og takkede Gud, tog det straks op og skyndte sig hjem dermed. Men han havde en Datter som var Enke efter sin afdöde Ægtemand; hun havde et Barn i Vuggen, der laa ved Brystet; straks da den gode Mand kom ind, kaldte han paa sin Datter og sagde: „min Datter, staa op, skynd dig at tænde Ild og en Kjærte; jeg bringer dig et Barn, som jeg fandt under Asken; giv dette Barn dit Bryst at drikke; bered saa et Bad, og bad det, som bedst du kan“. Hun gjorde, som hendes Fader sagde, tændte Ild og tog imod Barnet, og fandt da Guldringen, som var bunden om Möens Arm, samt det rige og skjönne og herlige Klæde, og hvad der var indgravet paa Ringen. De, som finde dette Barn, kunne vide at det er födt af rige og mægtige Forældre.

Om Morgenen, da Gudstjenesten var sluttet og Abbedissen gaaen ud af Kirken, kom Kirkens og Gaardens Portvogter for at tale med hende og fortalte hele Begivenheden med Barnet, hvorledes og hvor han fandt det, og om de Ting, som fulgte med det. Da böd Abbedissen ham at bringe hende Barnet og alt det, som fulgte med. Han gjorde, som hun sagde, og da Barnet kom til hende, saa hun længe paa det og sagde da, at hun vilde lade Pigen döbe og tage hende til Fosterdatter og Frændkone; men fordi Möen var funden under Asken, kaldte de hende Eskja, ti det er det fagreste Navn paa vælsk Maal. Abbedissen böd da Klokkeren, at han ikke skulde gjöre kundbart for nogen Mand, hvorledes dette var gaat til; hun bar selv Barnet til den hellige Daab med det Navn, som vi sagde, og fortalte at hun var i nært Slægtskab til hende. Siden var hun til Opfostring i Klosteret indtil hun var fuldkommen i fager Legemsvækst; da hun var udvokset, fandtes hun saa fager og skjön, saa hövisk og beleven, saa sömmelig i gode Sæder, saa forstandig i velbelagte Ord, elskelig Adfærd og Opförsel og alskens beleven Kvindenethed, at i hele Bretland fandtes ikke hendes Mage blandt Kvinder i Ynde og Blidhed og med Hensyn til god Undervisning i de mangfoldigste Kundskaber. Hun var afholdt af hver den, som kjendte noget til hende, og hver den, som saa hende for sine Öjne, gjorde hende lovsæl og berömt ved god Omtale af hendes Opförsel, forstandige Ord og sömmelige Medfærd i den belevneste Kvindelighed.

I Bretland er der en Borg, som heder Dol; over den raadede i de Dage en saa mægtig Herre og rask Ridder, saa god og venlig, berömt og vennesæl og i al Manddomsfærd saa lovsæl, at man aldrig havde set hans Jævning hverken för ham eller efter hans Dage. Denne belevne Mand spurgte fra Nonneklosteret, at hin skjönne og höviske Mö var udstyret og prydet med den lovsæleste Kvindelighed, og paa Grund af denne hendes fagre Berömmelse vendte han sit Sinds hele Kjærlighed til hende; denne Herre hed Gurun. Og det bar da saa til, at han fór til Dystridning, hvor den ene Ridder rider imod den anden for at pröve sit Ridderskab; da han kom derfra berömt og sejrsæl, herbergedes han om Kvelden i Nonneklosteret og sagde da til Abbedissen, at han vilde se Möen; hun kom straks did, som Abbedissen sagde; da saa han, at hun var overordentlig skjön og hövisk, forstandig og oplært i belevne Sæder, og han ytrer, at han er beskjæmmet, hvis han ikke vinder denne Mös Kjærlighed, fordi han aldrig havde set nogen anden, der behagede ham saa vel eller syntes ham saa elskelig. Men det synes ham vanskeligt at befatte sig med denne Kjærlighed, ti han finder, at hvis han gjör hyppige Besög der, kunde Abbedissen skjönne, hvad han vil og hvad det er, han farer efter, og da vil hun ikke tillade hende at komme der, hvor han er. Derfor tænkte han paa at berige Staden med sine Ejendele og gjöre den evindeligt Gavn for at blive berettiget til at komme og dvæle der, saa længe han lyster; da gav han rige Ejendele til deres Brödrelag, men han synes meget bedre om Möen end om alle deres Bönner. Da han nu havde Ret til at komme der, besögte han dem ofte og talte med Möen; saa meget bejlede han til hende og saa meget lovede han hende, at hun gav efter for hans Bönner og gjorde hans Vilje paa elskelig Maade.

En Dag derefter talte han med hende. „Nu er det saa, min kjæreste“, sagde han, „at du har gjort mig til din Elsker; far nu fuldstændig bort med mig herfra; ti du kan med Vished vide, hvad jeg vænter, at, hvis Abbedissen faar Underretning om vort Samliv, da vil det ikke hue hende vel, og hvis du her undfanger og bliver svanger under hendes Opsyn, da vil hun vredes og jage dig bort. Hvis du nu vil lyde mit Raad, saa fölg mig hjem; stol kun trygt paa, at jeg aldrig skal svige dig, men hegne om dig og skjærme dig og holde dig i Hæder og Ære rigeligt og sömmeligt“. Hun, der elskede ham af Hjærtet med en trofast Kjærlighed, bifaldt straks hans Ord og Tale, og han tog hende bort med sig; hun havde da selv i Forvaring sin Guldring og sit Silkeklæde; ti saa snart hun var fuldkommen i Vækst og Kundskaber, overleverede Abbedissen hende dem og sagde: „du blev funden her i vor Kirkegaard under det store Asketræ, og denne Guldring og dette Silkeklæde fulgte med dig; bevar dem nu selv, ti mere Gods blev ikke fundet hos dig; nu har jeg siden passet og æret og hædret dig, undervist og oplært dig med gode Kundskaber i hövisk og beleven Kvindelighed, fostret og opdraget dig som min egen Frænde og Fosterdatter, altid med Velvilje og Ære“.

Da nu Möen havde modtaget Klædet og Ringen, læste hun dem ned i et Skrin og gjemte dem, som hun kunde bedst, og vilde paa ingen Maade glemme Skrinet efter, men havde det med sig. Men den mægtige Mand Ridderen, som tog hende bort med sig, elskede hende trofast og ærede hende med sömmelig Hæder og rig Pragt, saa at der var ingen af hans Riddere eller Hirdmænd, Svende eller Tjenere, som ikke ærede og tjente hende og var hende hörsom og lydig med fuld Godvilje, fordi hun tækkedes og behagede hver Mand vel formedelst sin Höviskhed, overflödige Godhed og Gavmildhed. Hun og hendes Herre vare meget længe med stor Fryd og et fornöjeligt Liv sömmeligt sammen, alt indtil hans Riddere, Venner og Frænder kom til ham og eggede ham med sine Taler og Raad til at faa sig en Ægtehustru og fuldkommen forlade sin Frille. De sagde, at det skulde være dem en Glæde, om han fik en lovlig Arving, som efter hans Död kunde tage ved hans store Ejendele og rige Arv; men dette bliver dem til Harm og ham til Skam og Skade, om han for sin Frilles Skyld undlader at faa en ret Arving af en lovlig Hustru; de ville aldrig tjene ham eller have ham til Hövding og Herre, med mindre han gjör dette efter deres Raad og Tale. Da han havde hört deres Taler og Raad, bifaldt han, hvad de sagde, at trolove sig med en Ægtekone efter deres Forsorg. „Men nu maa I se til, hvor dette skal være, paa det at det maa være et passende Gifte“.

„Granne!“ sagde de, „her kort ifra os bor en dyrebar Mand, mægtig Herre og god Hövding, og han har talt med os; han har en Datter, der er hans Arving. Ved hende kan du komme i Besiddelse af mange rige Ejendele; men den skjönne Jomfru, hans Datter, heder Hæsla; i hele dette Land er der ingen skjönnere end hun. Af den Grund skal du nu bytte Eskja med Hæsla, at Asken bærer aldrig Frugt eller Tröst, men Haslen bærer Nödder og Skjæmt; nu skulle vi visselig istandbringe dette Giftermaal for dig“. Og saa meget gjorde de, at dette af begge Parter blev trofast og standhaftig indgaat og sikret med Löfter. Men nu er det en Harm og Sorg, at hin gode Mand ikke véd, hvorledes det har sig med denne Begivenhed, ti begge ere de hans Dötre og Tvillinger, den som Herre Gurun havde faat, og den som det nu er besluttet, at han skal faa. Eskja blev nu skjult og bortgjemt. Men nu har hendes Elsker trolovet sig med hendes Söster; da hun spurgte, at hendes Elsker havde trolovet sig med en anden, lod hun ikke se, at hun harmedes derover; hun tjente sin Herre med den samme Sagtmodighed og Fromhed og ærede al hans Slægt og Hirdfolk. Mange var der inden Hirden, som havde stor Sorg over, at de skulde faa en anden Frue og miste hende.

Da det nu var kommet til Dagen för Brylluppet, sendte Herre Gurun Bud efter sine Riddere, Frænder og Gjæster at fölge ham til hans Bryllup; og de beredede sig en rig Samling af Vaaben og gode Klæder, fordi Erkebiskoppen forrettede. Nu samles alle i Dols Borg; da kom Brudens Fader, og Moderen fulgte hende og frygtede meget, at hans Frille skulde være i hans Nærhed, fordi han elskede hende saa meget, at derved let hendes Datters Kjærlighed og Samliv kunde spildes. Og derfor tænkte hun paa at raade sin Herre til at bringe hende bort fra ham og gifte hende til en anden Mand saa snart som muligt; paa denne Maade tænker hun at skille dem og bringe hans Frille langt bort.

Brylluppet blev da pragtfuldt fejret med al Slags Skjæmt, som forlyster dette Liv, med mangfoldig og god Beværtning. Men Herre Guruns Frille tjente i Sovekammeret med dem, som der vare, saa sagtmodigt og med saa megen Blidhed, som om hun havde den störste Glæde af deres Ægteskab, saa at ingen kunde mærke paa hende, at noget mishagede hende af, hvad hun saa, og aldrig var hun vred eller hidsig, men altid blid og venlig, og tjente omhyggeligt med Godvilje Fruen, Brudens Moder, saa belevent og med saa megen Sagtmodighed og Fromhed, at alle de, som der vare samlede i den store Forsamling, undredes over hendes Höviskhed, mangfoldige Godhed og skjönne Adfærd. Men Fruen saa ofte paa hende og fæstede længe sine Öjne paa hendes Opförsel, og hendes Sömmelighed og gode Sæder behagede hende saa vel, at hun fuldkommen var enig med sig selv om, at hvis hun för havde vidst, at hun var saa beleven og from, skulde hun aldrig have mistet sin Husbonde for hendes Datters Skyld. Da det nu var blevet Sovetid og Kammerpigerne og Kammersvendene redede Brudens Sæng, da afkastede hun sin Kappe, gik hen og kaldte til sig Kammersvendene, og lærte dem at rede Sængen saaledes, som hun vidste, det huede hendes Herre bedst og var ham behageligst at sove, fordi hun oftest havde set det og nöjagtigst vidste og bedst vilde det. Da de havde redet Sængen, kastede de over den et gammelt Tæppe, men hun fandt straks, at det ikke sömmede sig for hendes Herres Værdighed, og hun led ikke og syntes ilde om sin Husbondes Beskjæmmelse, hvis han skulde sove under et sligt Tæppe og en saa elendig Overbredsel. Hun tog derfor straks sit Skrin, fremtog sit herlige Tæppe og bredte det over hans Sæng for at hædre hans Rang, fordi hun vidste, at Herre Erkebiskoppen skulde komme der for at signe deres Sæng saa, som det sömmede hans Stand og Indvielse. Da nu alle vare gangne ud af Sovekammeret, kom Fruen og förte sin Datter til Brudesængen og sagde, at hun skulde klæde sig af. Da hun saa Tæppet bredt over Sængen, saa dyrebart, at hun aldrig havde set Magen dertil, uden det ene, som hun sendte med sin Datter, som hun skikkede bort for at skjules, da kom Möen hende saa stærkt i Hu, at hele hendes Sind skalv; hun kaldte da Kammersvenden til sig. „Sig mig, Svend“, sagde hun, „paa din Tro, hvor blev dette gode Tæppe fundet“? - „Frue“, svarede han, „det skal du straks faa at vide; hin forstandige Kvinde bredte dette Tæppe over Sængen, fordi det syntes hende alt for usselt, det som ligger under; efter hvad jeg tror, ejer hun visselig dette Tæppe“. Da lod Fruen hende straks kalde til sig og sagde: „du skjönne og belevne, skjul ikke for mig, hvor dette Tæppe blev fundet; hvorfra kom det til dig eller hvem gav dig det? Sig mig sandt, hvem skjænkede dig det?“ Hun afkastede sin Kappe, og faldende paa Knæ for hende svarede hun med blide Ord beskedent: „min Frue“, sagde hun, „min Frændkone, som fostrede mig, Fru Abbedissen, leverede mig Tæppet og böd mig, at jeg skulde gjemme det vel, fordi de, som sendte mig til Fostring, lode fölge med mig en Guldring og dette Tæppe.

Da svarede Fruen hende: „min skjönne, vil du vise mig Guldringen?“ - „Ja, min Frue“, svarede hun, „jeg vil gjærne, at I skal se den“; hun bragte hende den straks, og da gjenkjendte Fruen baade Ringen og Tæppet, som hun för saa omhyggeligt og eftertænksomt havde betragtet; hun kjendte dem fuldkommen og tvivlede ikke; meget mere véd hun nu med Vished, at den skjönne og belevne Eskja sandelig er hendes Datter. Da talte hun, saa at alle hörte paa det, og skjulte det ingenlunde: „min kjære Veninde“, sagde hun, „jeg er visselig din Moder!“ og af den smertelige Bevægelse, hun kom i, ved at finde sin Datter, som hun troede at have tabt, faldt hun om i Afmagt. Da hun siden kom til sig selv igjen, sendte hun Öjeblikkelig Bud efter sin Herre og Husbonde; han kom straks ganske forfærdet og vidste ikke, hvad dette havde at betyde; da han kom ind i Sovekammeret, faldt hun straks for hans Födder og bad om Miskundhed for sin Ugjerning; men han, der ikke vidste, hvad der var paa Færde, mælte: „Frue“, sagde han, „hvad jamrer du over? vi ere jo enige og i god Forstaaelse, og ingen Ting tjener os til Sorg eller Uro; alt skal være tilgivet, hvad der tykkes dig at være i Vejen; sig mig din Vilje, og hvad du jamrer over“.

„Herre min“, sagde hun, „siden I har tilgivet, hvad jeg har forbrudt og syndet, saa hör paa, hvad jeg siger eder. I min Forblindelse bagtalte jeg længe min Granne og talte ondt om hendes Tvillinger, og gjorde derved ilde mod mig selv; ti derefter blev jeg svanger og födte to Dötre, men den ene skjulte jeg og lod hende henkaste foran Kirkedören, og dette eders Tæppe lod jeg fölge hende, og denne Ring, som I gav mig i den förste Tid, I talte med mig om vort Ægteskab. Dette maa ikke længer skjules for eder, ti Tæppet og Guldringen ere fundne tilligemed vor Datter, som jeg troede at have tabt; denne Jomfru er visselig vor Datter, fager og beleven, vel oplært i sömmelige Sæder og i enhver Henseende rosværdig, hun som den Ridder elskede saa meget, der nu har ægtet hendes Söster“. Da hendes Fader havde spurgt dette, blev han meget glad og sagde: „siden Gud lod os vide dette, förend Synden forögedes og fordobledes, saa gaa med mig, min Datter“. Da glædedes den unge Frue meget ved denne Begivenhed, som hun hörte; men hendes Fader skyndte sig straks efter sin Maag, tog Erkebiskoppen med sig og fortalte dem hele Tildragelsen. Da Ridderen spurgte dette, havde han aldrig för været saa glad; men Erkebiskoppen sagde, at han skulde skille dem om Morgenen og derpaa vie ham til hans elskede. Hendes Fader gav sin Maag med Godvilje Halften af alle sine Ejendele, fordi han var ham den kjæreste og belevneste Herre, og hendes Moder gjorde Brylluppet med stor Pragt og god Glæde. Da de derpaa kom hjem til sit Fylke og Fosterland, havde de med sig sin Datter Hæsla, og hun blev siden godt gift med en rig og berömt Herre.

Da nu denne Tildragelse blev bekjendt og spurgtes over hele Bretland, behagede det Bretonerne at bringe denne Saga i en Strenglegs Sang, og de kaldte den Eskjas Sang, men paa vælsk: le lai del Freisne.