Excurs. Poetiske Ord og omskrivende Betegnelser i Ynglingatal

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


Excurs. Poetiske Ord og omskrivende Betegnelser i Ynglingatal


I mit Forsøg paa at bestemme den Tid, paa hvilken Ynglingatal er blevet til, har jeg maattet tage Hensyn til flere i dette Digt forekommende poetiske Ord og omskrivende Betegnelser, som ogsaa har været behandlede af Noreen i hans Afhandling «Mytiska beståndsdelar i Ynglingatal», som er trykt i «Uppsalastudier». Jeg har ved disse søgt at forsvare den sædvanlige Opfatning, som Noreen har bekjæmpet. Noreens dristige, skarpsindige og vækkende Afhandling synes mig saa betydelig, at jeg holder det for nødvendigt at føie nogle Ord til den Begrundelse for mit Forsvar, som jeg i det foregaaende har givet.

Jeg anerkjender det berettigede og fortjenstlige ved et Forsøg paa at tolke Ynglingatal ud fra Digtets egne Ord uden paa Forhaand at ville være bunden ved de Opfatninger, som senere er udtalte i Ynglinga saga og i andre prosaiske Optegnelser om Ynglingerne. Men jeg tror, at et saadant Forsøg, for fuldstændig at kunne lykkes, maa gaa Haand i Haand med et kritisk indtrængende Forsøg paa at bestemme Digtets Tilblivelsestid og det Udviklingstrin, som det norrøne Digterudtryk overhoved paa den Tid havde naaet. Noreen har mest søgt at bestemme de mythiske Udtryks Betydning i Yt. efter etymologiske Combinationer. Jeg tror, at man ved Siden deraf maa i større Omfang, end Noreen har gjort, tage Hensyn til de i andre Digte forekommende mythiske Forestillinger og Betegnelser.

Jeg skal oplyse Sagen ved et Exempel. Noreen S. 212 f. skriver: «Yt. 13 Loka mǽr, ett uttryck som möjligen redan på Yt:s tid uppfattades som «Lokes dåtter», ehuru det enlikt min åsikt urspr. är «gravmön», «dödsjungfrun», bildat av lok ... «jomstalle», «grav» (fara und lok gå i sin grav), «död», «slut» .... Det är uttryck sådana som loka mǽr, som föranlett den yngre spekulatsjonen at jöra Hel til Lokes dåtter, liksom hon blivit (Fenres)ulvens ock (Midgårds)ormens syster på grund av t. e. iódís . . . ulfs ok narfa Yt. 12, dår Hel kallas «ulvens ock maskens (nǫrue «den smale» . . .) disyster» .., emedan «graven» ... i likhet med ulv (grafvitner «gravens hemsökare» . . .) ock mask (ormr . . .) utsuger den döda kroppen».

Lige overfor den her udtalte Opfatning af Udtrykket loka mær er at fremhæve, at Loki fremtræder som en mythisk Person med en fuldt udviklet Mythekreds og af dybt indgribende Betydning i en Række af Eddadigte, som efter min Mening er ældre end Yt., i Vspá, Lokas , Vegtamskv., Reginsm., Hyndl.

Fremdeles maa fremhæves, at Hel i Yt. 45 kaldes Býleists bróður mær, hvilket viser Etterligning af bróðir Býleists Vspá 51, og at hun i Yt. 47 kaldes hveðrungs mær, hvilket viser Etterligning af Udtrykket mǫgr hveðrungs Vspá 55 om Ulven. Noreen har ikke vist, hvorledes hans Opfatning lader sig forlige med disse Udtryk i samme Digt. Ved Udtrykket jódís ulfs ok narfa skal jeg ikke lægge nogen Vægt paa, at grafvilnir betyder «Orm», ikke «Ulv», eller paa, at vilnir paa Grund af sin Betydning efter min Mening ikke kan etymologisk forklares som «den der hjemsøger». Derimod vil jeg fremhæve, at den Omstændighed, at narfi formelt kunde svare til ags. nearwa «den smale», efter mit Skjøn er altfor utilstrækkelig til at godtgjøre, at narfi i Oldnorsk virkelig har betegnet »Maddiken» (masken). Herfra er der igjen et Sprang til «Ormen» i Betydning af «Slangen» og til Midgardsormen. Jeg nævner dette uden at ville benegte, at Forestillinger om «Orm» som Maddik og som Slange kan gaa over i hinanden. Og Fortællingen om Lokes Søn Nari eller Narfi er ikke forklaret af Noreen.

Paa den anden Side maa det fremhæves, at Ulven og Ormen som mythiske Personer, der er Gudemes Fiender, allerede frem træder i en Række af Eddadigte, som er ældre end Yt. Vspá kjender baade Ulven og Ormen. Den ene Optegnelse af dette Digt har derhos et Vers, hvori der hentydes til det, at Loke bindes med Vales Tarme. Fremdeles kjender Vafþr. og Hárb Ulven. Lokasenna kjender Loke som Ulvens Fader og véd at han bliver bunden med sin Søns Tarme(1). Hyndluljóð eller Vǫluspá in skamma (om hvis Ælde jeg her ikke vil udtale mig) ved at Ulven er Lokes Søn med Angrboda, og antyder, at Hel er Lokes Datter, dog paa en fra Fremstillingen i Gylfaginning afvigende Maade. Vegt. 13 synes ved «tre Tursers Moder» at mene «Fenresulvens, Midgardsormens og Hels Moder».

Endelig maa der tages Hensyn til Betegnelser for Hel i navngivne Skaldes Digte, hvis Tidsforhold til Yt. man maa søge at bestemme, f. Ex. úlfs algífris lifra i Brages Ragnarsdrápa, nipt Nara Egils Hǫfuðlausn 10, Tveggja bága njǫrva-nipt Sonat. 25.

Naar jeg overveier alt dette, maa jeg holde det for sikkert at den sædvanlige Opfatning af Udtrykkene Loka mær og jódís ulfs ok Narfa i Yt. er den rette, og jeg tør ikke tiltræde Noreens Mening, at en Misforstaaelse af disse og lignende Udtryk skulde have gjort Hel til Lokes Datter samt til Fenres ulvens og Midgardsormens Søster.




Til at udtale en begrundet Mening om Noreens Opfatning af Indholdet af Ynglingatal overhoved finder jeg mig ikke competent, ligesom dette ligger udenfor nærværende Afhandlings Formaal. Vigtige synes mig hans Forklaringer af flere i Yt. tidligst fremtrædende Sagn som de om Fjǫlnir, Sveigðir o. s. v. Da disse Sagns Oprindelse kan siges hidtil slet ikke at have været videnskabelig undersøgt, synes det mig allerede et stort Fremskndt, at Noreen har formuleret en bestemt Forklaring som methodisk er støttet til videnskabelige Kjendsgjærninger og skarpsindig gjennemført. Naar han efter mit Skjøn her i det hele ikke har kunnet slaa evidente Resultater fast, har dette sin naturlige Grund deri, at Kildernes Beskaffenhed gjør Æmnet yderst vanskeligt, men for en mindre Del mulig ogsaa den, at Noreen, som fremhæver de mythologiske og især de etymologiske Momenter, ikke i lige Grad har havt sin Opmærksomhed rettet paa Spørgsmaalenes litteraturhistoriske og sagnhistoriske Sider. Noreens Forklaring f. Ex. af Sagnet om Sveigðir som en Mythe om den nedgaaende Sol synes mig baade skarpsindig og tiltalende. Men jeg skulde ønske, at der her var taget Hensyn til andre Sagn om Mennesker som gaa ind i Sten eller Fjæld, hvilke tildels peger i en anden Retning; jfr. E. H. Meyer Germ. Myth. S. 241 §321; Detter i Sievers Beitr. XVIII, 82.

Noreen mener, at Navnet Sveigðir betegner den nedgaaende Sol, uagtet sveigjask, saavidt jeg véd, ikke findes brugt om denne. Men han opkaster ikke Spørgsmaalet om, hvordan den Digtning har været beskaffen, i hvilken den mythiske Repræsentant for den nedgaaende Sol først er bleven kaldt Sveigðir. Efter mit Skjøn vil man ikke med Tryghed kunne forklare Tilblivelsen og Indholdet af Sagnet om Sveigðir, forinden man har vundet større Klarhed om den Kilde, af hvilken Ynglingatals Digter her har øst. Hvilken Tid og hvilken Bygd har denne Kilde tilhørt? Har den været en Digtning i rythmisk Form eller ikke? Har den været en Kunstdigtning eller Folkedigtning? Navnet Sveigðir maatte ialfald, hvis det havde den af Noreen antagne Betydning, være skabt af en Kunstdigter. Har der været flere Mellemled mellem denne Mythes ældste Frem trædelsesform og Ynglingatal? o. s. v. Lignende Spørgsmaal, som jeg nu ikke kan besvare og som. Noreen kun streifer, vækkes ved de øvrige af Noreen behandlede Sagn.

Paa det rige Indhold af Noreens Afhandling kan jeg her ikke gaa nærmere ind. Af dette skal jeg særlig fremhæve det betydningsfulde og, som mig synes, i sit Hovedresultat sandsynlige Forsøg paa at forklare, hvorledes Ynglingar er blevet Navn paa Upsala-Kongerne (S. 223 f). Herom henviser jeg ogsaa til Noreens Opsatser «Ynglingatal» og «Ynglingaătten» i Nordisk familjebok samt til Bladet «Fyris», 19de Marts 1894.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Den prosaiske Etterskrift til Lok. nævner Narfi som Lokes Søn.