Eyrbyggja Saga (Dansk)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Fortælling om Eyrbyggerne


Efter det Islandske Grundskrift ved N. M. Petersen


4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson

Versene ved Olaf Hansen


Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Kjøbenhavn 1925


1. KETIL FLADNÆSE OG HANS ÆT

Paa den Tid da Kong Harald Haarfager tiltog sig Herredømmet i Norge, levede der en berømt Herse, ved Navn Ketil Fladnæse, en Søn af Bjørn Buna, der atter var en Søn af Grim Herse fra Sogn (1); hans Kone Yngvild var Datter af Ketil Veder (Vædder), Herse i Romerige. Deres Sønner var Bjørn og Helge, deres Døtre Aude den Dybsindige, Thorun Hyrna og Jorun. Bjørn blev opfostret i Jæmteland hos en Jarl ved Navn Kjallak, en vis og berømt Mand. Jarlen havde to Børn, en Datter ved Navn Gjavløg og en Søn ved Navn Bjørn. Paa Grund af den Ufred, som opstod ved Kong Haralds Tvangsvælde, flyede mange højbaarne Mænd fra Norge, nogle øster paa over Kølen, andre mod Vest over Havet (2). Nogle opholdt sig Vinteren over paa Syderøerne eller Ørknøerne, men hærgede om Somrene paa Norge, og gjorde megen Skade i Kong Haralds Rige. Bønderne klagede derover hos Kongen og bad ham frelse sig fra denne Ufred. Da lod Kong Harald en Flaade sende til Vesterlandene, og udnævnte Ketil til Høvding over den. Ketil undslog sig, men Kongen sagde, han skulde. Og da Ketil saa, at det var Kongens Alvor, drog han af Sted, og tog sin Kone med, samt de Børn, han havde hos sig. Da han kom til Vesterlandene, holdt han nogle Slag, og vandt stadig Sejr. Han underlagde sig Syderøerne og blev Høvding over dem, sluttede derpaa Fred med de største Høvdinger i Vesterlandene, indgik Svogerskab med dem og sendte Flaaden hjem. Men da denne var kommen til Kong Harald, sagde Nordmændene ham, at Ketil Fladnæse var Høvding over Syderøerne, men at de ikke havde mærket noget til, at han fæstnede Kong Haralds Herredømme i Vesterlandene. Da Kongen nu hørte dette, inddrog han Ketils Ejendomme i Norge.

Sin Datter Aude den Dybsindige giftede Ketil med Kong Olaf den Hvide, som den Gang var den største Vikingehøvding i Vesterlandene. Sin anden Datter Thorun Hyrna gav han Helge den Magre (3).


2. KETILS SØN BJØRN LANDSFORVISES

Imidlertid var Ketil Fladnæses Søn Bjørn øster paa i Jæmteland, indtil Jarlen Kjallak døde. Han fik dennes Datter Gjavløg til Ægte, og drog efter Jarlens Død tilbage over Kølen, først til Trøndelagen, siden længere syd paa, og tilegnede sig de Ejendomme, der havde tilhørt hans Fader, men jog de Bryder bort, som Kong Harald havde sat over dem. Kong Harald var i Viken, da han fik dette at vide, drog saa til Trøndelagen, sammenkaldte der otte Fylkers Ting (4), og paa dette Ting gjorde han Bjørn Ketilsen landflygtig af Norge, og gjorde ham fredløs, saa at han maatte dræbes eller gribes, hvor han kunde træffes. Derefter sendte han Hauk Haabrog og andre af sine Kæmper af Sted for at dræbe ham, hvis de kunde finde ham; men da de kom sønder paa forbi Forbjerget Stad, blev Bjørns Venner opmærksomme paa deres Færd og underrettede ham derom; Bjørn gik da om Bord paa en Skude med sine Husfolk og sit Løsøre, og flyede sønder paa langs Kysten, thi da det var midt om Vinteren, vovede han ikke at holde ud i rum Sø. Saa foer han, til han kom til Øen Moster, som ligger ud for Sønd-Hordeland (5); og der tog en Mand imod ham, ved Navn Hrolf Ørnulfsen. Der var Bjørn hemmelig om Vinteren. Kongsmændene vendte igen tilbage, da de havde bragt alt i Orden med Bjørns Ejendomme, og sat Mænd over dem.


3. THOROLF MOSTRARSKÆG GØRES LANDFLYGTIG

Hrolf var en stor Høvding og førte et stort Hus. Han forestod Thors Hov der paa Øen og var en ivrig Thorsdyrker, derfor kaldtes han ogsaa Thorolf. Han var den fornemste Mand paa Øen, stor og stærk, smuk af Udseende, og havde et stort Skæg; derfor kaldtes han Mostrarskæg.

Om Foraaret gav Thorolf Bjørn et godt Langskib, bemandet med gode Kæmper, og gav ham sin egen Søn Halsten til Følgeskab. De styrede vester paa over Havet for at opsøge Bjørns Frænder.

Men da Kong Harald hørte, at Thorolf Mostrarskæg havde understøttet Bjørn Ketilsen, Kongens Landsforviste, sendte han Mænd til ham og bød ham at forlade Landet og vorde landflygtig som hans Ven Bjørn, med mindre han vilde komme til Kongen og overgive hele sin Sag i Kongens Vold.

Dette var ti Aar efter, at Ingolf Ørnsen var sejlet ud for at bebygge Island, og den Rejse var da bleven meget omtalt, thi alle de Mænd, som kom fra Island, sagde, at der var gode Landstrækninger at faa.


4. THOROLF SEJLER TIL ISLAND

Thorolf Mostrarskæg redte til et stort Blot [884] og gik til Fret (6) hos sin kære Ven Thor, om han skulde forlige sig med Kongen eller drage bort fra Landet og se sig om efter en anden Skæbne; men Fretten viste ham til Island. Derpaa forsynede han sig med et stort Havskib og rustede det til sin Islandsfærd, og tog sine Husfolk og sit Bohave med sig. Mange af hans Venner besluttede desuden at følge med. Han brød Hovet ned og førte det meste Tømmer med sig, som havde været deri, saavel som Mulden under den Stalle (7), hvorpaa Thor havde haft sit Sæde. Derpaa sejlede han til Havs, fik god Bør og fandt Landet. Først sejlede han sønden derfor og vester om forbi Reykenæs; da lagde Børen sig, og de saa, at store Fjorde skar sig ind i Landet (8). Thorolf kastede da sine Højsædestøtter over Bord, dem, som havde staaet i Hovet; paa en af dem var Thors Billede udskaaret; og han udtalte, at han vilde bygge paa Island der, hvor Thor lod disse Støtter komme i Land. Men straks da Støtterne førtes bort fra Skibet, blev de drevne til den vestre Fjord (9) og syntes da at fare hurtigere af Sted end man havde ventet. Derefter hævede sig en jævn Paalandsvind, og de sejlede da vesten for Snefjældsnæs og ind i Fjorden. De saa, at Fjorden var overmaade bred og lang, og indesluttet af store Fjælde paa begge Sider. Thorolf gav den Navn og kaldte den Bredefjord. Han landede paa den søndre Side af Fjorden omtrent paa Midten, og lagde Skibet ind i den Vaag, som de gav Navn af Hovsvaag. Derpaa undersøgte de Landet, og fandt yderst ude paa et Næs nord for Vaagen, at Thor var kommen i Land med Støtterne. Det kaldtes siden Thorsnæs. Derefter gik Thorolf med Ild (10) over hele sit Landnam, ude fra Stavaa og ind til den Aa, som han kaldte Thorsaa (11), hvor han gav sine Skibsfolk Bolig. Ved Hovsvaag rejste han selv en stor Gaard, som han kaldte Hovstad. Der lod han rejse et Hov, hvilket var et stort Hus med en Dør paa Sidevæggen henimod den ene Ende af Huset. Indenfor stod Højsædestøtterne, og deri var Nagler, som kaldtes »de hellige Nagler«. Der indenfor var et helligt Fredsted. Inderst i den ene Ende var en Tilbygning, saaledes som nu Sanghuset (12) er i Kirker, og der stod en Stalle midt paa Gulvet, ligesom et Alter, hvorpaa der laa en aaben Ring, som vejede tyve Øre. Paa denne Ring skulde alle Eder sværges, og Hovgoden skulde bære den paa sin Arm ved alle Folkemøder. Paa Stallen skulde ogsaa Blodbollen staa, og i den stod Stænkekosten, hvormed man stænkede Vieblodet af Bollen, nemlig Blodet af de Dyr, som ofredes til Guderne. Rundt omkring Stallen var Gudernes Billeder stillede i Sidehuset. Til Hovet skulde alle Mænd betale Afgift, og de skulde udføre alle Rejser, som Høvdingen paalagde dem, saaledes som Tingmændene nu skal for Høvdingerne. Men Goden skulde derimod holde Hovet vedlige paa sin egen Bekostning, saa at det ikke led Skade, og afholde Blotgilderne.

Landstrækningen imellem Vigrefjord (13) og Hovsvaag kaldte Thorolf Thorsnæs. Paa dette Næs staar et Fjæld, som han bar en saa stor Ærefrygt for, at ingen maatte se utvættet derhen, og hverken Dyr eller Mennesker maatte der aflives, med mindre de af sig selv gik bort. Dette Fjæld kaldte han Helgefjæld (14) og troede, at didhen vilde han komme efter sin Død, ligesom alle hans Frænder paa Næsset. Paa Tangen af det Næs, hvor Thor var dreven i Land (15), lod han alle Domme holde, og indsatte der et Herredsting, som også ver et saa helligt Sted, at han ikke vilde lade det vorde urent ved Udgydelse af Fjendeblod eller vanhelliges ved Uhumskheder. For at forrette sin Nødtørft skulde man gaa ud paa et Skær, som kaldtes Dritskær (16).

Thorolf fik sig snart et prægtigt Bo, og havde mange Huskarle hos sig, thi der var Føde nok at faa fra Øerne og anden Havfangst.


5—6. BJØRN KETILSEN SEJLER TIL ISLAND

Ketil Fladnæses Søn Bjørn sejlede til Vesterlandene, da han skiltes fra Thorolf Mostrarskæg, og styrede til Syderøerne. Hans Fader Ketil var da død, men han traf sin Broder Helge og sine Søstre, som bød ham at blive hos sig paa gode Vilkaar. Men da Bjørn fik at vide, at de havde taget en anden Tro, og han fandt det uværdigt, at de havde forkastet de gamle Sæder, som deres Frænder havde haft, saa huede det ham ikke at blive, og han vilde ikke opslaa sin Bolig der. Om Vinteren blev han dog hos sin Søster Aude og hendes Søn Thorsten. Men da de mærkede, at han ikke vilde rette sig efter sine Frænder, kaldte de ham Bjørn den østrøne (17), og det tyktes dem ilde, at han ikke vilde fæste Bo der.

Da Bjørn havde været to Vintre paa Syderøerne, drog han med Halsten Thorolfsen til Island. De landede i Bredefjord, og Bjørn tog med Thorolfs Tilladelse Land mellem Stavaa og Hraunsfjord. Bjørn boede paa Borgarholt i Bjørnshavn (18), og var en stor Høvding. Halsten Thorolfsen fandt det uværdigt at modtage Land af sin Fader; han drog derfor over Bredefjorden og tog Land der, og boede paa Halstensnæs (19).

Nogle Aar senere kom Aude den Dybsindige ud til Landet, og var den første Vinter hos sin Broder Bjørn; siden indtog hun alle Dallandene i Bredefjord, og boede paa Hvam (20). Paa denne Tid blev hele Bredefjorden bebygget; men her er det unødigt at tale om alle de andre Mænd, som ej vedkommer denne Fortælling.


7. OM BJØRNS OG THOROLFS SLÆGT

Bjørn den Østrøne døde først af disse Landnamsmænd, og blev højlagt ved Borgarløk. Han efterlod sig to Sønner: Kjallak den Gamle, der boede i Bjørnshavn efter sin Fader og fra hvem Kjalleklingerne nedstammer. Kjallaks Søn var Thorgrim Gode, hans Datter Helga var gift med Asgeir paa Eyre. Bjørns anden Søn var Ottar, Farfader til Osvif Spage (21).

Thorolf Mostrarskæg giftede sig i sin Alderdom med en Kvinde ved Navn Unn. Nogle siger, at hun var en Datter af Thorsten den Røde, men Are Thorgilsen den Frode (22) regner hende ikke blandt hans Børn. Med Unn havde Thorolf en Søn, der hed Sten, men han gav Drengen til sin Ven Thor, og kaldte ham Thorsten, og Drengen voksede hurtigt til. Halsten Thorolfsen blev gift med en Datter af Thorsten den Røde, og havde med hende en Søn Thorsten. Han blev opfostret af Thorolf, som kaldte ham Thorsten Surt (23), men sin egen Søn kaldte han Thorsten Torskebider.


8. OM THOROLF BØGEFOD. ARNKEL GODE

Mellem Landnamsmændene var blandt andre Geirrød, der tog Land fra Thorsaa til Langedal, og boede paa Eyre (24). Med ham kom blandt andre Ulvar Kæmpe, som han gav Land omkring Ulvarsfjæld. Siden kom Geirrøds Søster Geirrid, som han gav Bopæl i Borgardal inden for Alftefjord. Hun lod sin Bolig opføre tværs over Alfarvej, saa at alle maatte ride derigennem. Der stod altid Bord med Mad paa, hvoraf enhver kunde tage, hvad han vilde; og derfor ansaas hun for en herlig Kvinde. Hendes Søn Thorolf var en stor Viking, han kom ud til Island noget senere end sin Moder, og var hos hende den første Vinter; men da han fandt, at deres Jord var for liden, afkrævede han Ulvar hans Land, og æskede ham til Holmgang, thi han var gammel og barnløs. Ulvar vilde heller dø, end lade sig kue af Thorolf. De gik derfor paa Holm i Alftefjord. Ulvar faldt; men Thorolf blev saaret i Foden, og blev siden halt; derfor blev han kaldt Bøgefod (Krumfod). Han tog Ulvars Jorder, satte Bo paa Hvam i Thorsaadal, og var en meget trættekær Mand. Thorolfs Søn var Arnkel Gode; Datteren Geirride paa Gaarden Maavehlid var Moder til Skjalden Thoraren Svarte og til Gudny.


9. OM STRIDEN IMELLEM KJALLEKLINGERNE OG BEBOERNE AF THORSNÆS

Thorolf Mostrarskæg døde paa Hovstad [918] og blev højlagt paa Haugsnæs. Nu tiltraadte Thorsten Torskebider sin Fædrenearv, og giftede sig med Thora, en Datter af Olaf Feilan (25) og Søster til Thord Geller, der da boede paa Hvam. Men paa denne Tid var Kjalleklingernes Overmod saa stort, at de ansaa sig for bedre end de andre der i Egnen, og Bjørns Ætmænd var saa mange, at der ikke gaves saa stort et Frændskab, som dette, andensteds i Bredefjord. Da boede Børne-Kjallak (26) paa Gaarden Kjallakstad paa Medelfjældsstrand (27) og havde mange Sønner, som paa alle Ting og Mandemøder stod deres Frænde sønden for Fjorden (28) bi. Det hændte sig nu et Foraar paa Thorsnæsting, at begge Svogrene Thorgrim Gode Kjallaksen og Asgeir paa Eyre, lod sig forlyde med, at de ikke vilde finde sig i Thorsnæsingernes Stolthed, eller taale, at de holdt deres Jord for helligere end andre Jorder i Bredefjord, ej heller vilde de slide deres Sko ved at gaa ud paa Dritskær. Men da Thorsten Torskebider fik det at høre, vilde han ikke tillade, at de besudlede den Jordbund, som hans Fader havde hædret mest af al sin Landejendom, og tog sine Venner og Frænder og Tingmænd til Hjælp. Heraf udspandt sig en Kiv, som blev til et formeligt Slag. Kjalleklingerne var færre, men udvalgte Folk; og efter at flere var faldne paa begge Sider, blev de nødte til at forlade Tinget og søge deres Skibe. Marken var imidlertid bleven helt blodig, ogsaa der, hvor Thorsnæsingerne havde staaet under Slaget.


10. OM FORLIG

Efter Tinget samlede begge Parter store Skarer om sig og truede hinanden. Men deres Venner enedes da om at sende Bud efter Thord Geller, som var den største Høvding i Bredefjord. Han var Frænde til Kjalleklingerne, og i nært Svogerskab med Thorsten, og syntes derfor bedst skikket til at forlige dem. Da dette Budskab kom til ham, drog han derhen med mange Mænd og søgte at stifte Fred. Men han fandt deres Sindelag hartad uforeneligt. Imidlertid udvirkede han dog, at de tilsagde hinanden Lejde og fastsatte et Møde, hvor det endelig blev bestemt, at han skulde være Voldgiftsmand i Sagen, dog med det Forbehold, at Kjalleklingerne udtalte, at de aldrig vilde gaa ud paa Dritskær for deres Nødtørfts Skyld, og gjorde Paastand paa, at alle de paa Thorstens Side var faldne uhellige, fordi de var draget imod dem med det Forsæt at stride; Thorsnæsingerne paastod igen de andre uhellige, fordi de havde brudt Freden paa et Tingsted, der var helliget. Skønt der saaledes var stillet vanskelige Betingelser, lovede dog Thord at afsige sin Kendelse, hellere end at de skulde skilles ad uden Forlig. Det var da Begyndelsen af hans Kendelse, at hver skulde finde sig i den Skæbne, der var falden i hans Lod. Fremdeles, at hverken Drab eller Saar, som var skete paa Thorsnæs, skulde bødes. Marken sagde han var vanhelliget ved den Blodsudgydelse, som der havde fundet Sted, og Jorden var derfor nu ikke helligere end al anden Jord; Skylden var deres, som først havde tilføjet de andre Saar, og det havde været det eneste Fredsbrud. Heller ikke skulde der for Fremtiden være Ting. Men for at de nu kunde være vel forligte og Venner herefter, skulde Thorgrim Kjallaksen være halvt med i Hovets Vedligeholdelse, hæve den halve Hovtold, og ligeledes have Halvdelen af Tingmændene; derimod skulde han for Fremtiden i alle Sager staa Thorsten bi, og hjælpe ham med at overholde Tingets Hellighed, hvor det derefter skulde holdes. Derhos gav Thord Geller Thorgrim Kjallaksen sin Frænke Thorhild til Ægte. Han kaldtes nu Thorgrim Gode. Derpaa flyttede de Tinget ind paa Næsset, der hvor det nu er (29). Siden, da Thord Geller stiftede Fjerdingstingene (30), forordnede han det til at være Vestfjordingernes Fjerdingsting, hvortil man skulde søge fra alle Vestfjordene. Man ser endnu der den Domkreds, inden for hvilken Mennesker blev dømte til at ofres; og i den samme Kreds staar Thors Sten, paa hvilken Ryggene paa de Mænd, der var bestemte til at ofres, blev brudt, ja man ser endog Farven af Blodet paa Stenen (31). Dette Tingsted var særdeles helligt; men det blev ikke forment Folk at forrette deres Nødtørft der.


11. OM THORSTEN TORSKEBIDERS DØD

Thorsten Torskebider førte et stort Hus. Han havde i Almindelighed tresindstyve frigivne hos sig, han var meget bjergsom og tog ofte paa Fiskeri. Han lod først Gaarden Helgefjæld (32) rejse og flyttede sin Bopæl derhen, saa det blev en meget stor Hovgaard paa den Tid. Ligeledes lod han en Gaard bygge paa Næsset der i Nærheden, hvor Tinget var blevet flyttet hen, og denne Gaard gav han siden sin Frænde Thorsten Surt, som boede der siden, og blev en meget vis Mand. Thorsten Torskebider havde en Søn, kaldet Børk Digre; men den Sommer, da Thorsten var fem og tyve Aar gammel, fødte Thora en Dreng, som blev vandøst og kaldet Grim. Denne Dreng gav Thorsten Thor og sagde, at han skulde være Hovgode, og kaldte ham Thorgrim.

Den samme Høst [938] tog Thorsten ud til Høskuldsø paa Fangst. En Aften i Høsten, da hans Faarehyrde drog ud efter noget Kvæg norden for Helgefjæld, saa han, at Fjældet aabnedes mod Norden, og inde i Fjældet saa han store Ilde, og hørte megen Larm og Lyd af Drikkehorn; og da han lyttede til, om han kunde forstaa nogen Ord, hørte han, at man hilste Thorsten Torskebider velkommen tilligemed hans Ledsagere, og der blev sagt, at han skulde sidde i Højsædet lige over for sin Fader. Dette Varsel fortalte han Thorstens Kone Thora om Aftenen; men hun blev ilde til Mode derved, og mente, det maatte være Varsel for større Tidender. Næste Morgen kom nogle Mænd fra Høskuldsø, og de bragte den Tidende, at Thorsten havde sat Livet til paa sin Fiskefart. Thora blev ved at bo paa Gaarden, og fik en Mand ved Navn Halvard til at styre Gaarden. Med ham fik hun en Søn Maar.


12. SNORRE GODES FØDSEL

Thorstens Sønner vokste op hjemme hos deres Moder og var haabefulde Mænd. Thorgrim overgik dem i alt, og blev Høvding, saasnart han havde Alder dertil. Han giftede sig vester i Dyrefjord med Thordis Sursdatter, og drog didhen til sine Svogre Gisle og Thorkel. Thorgrim dræbte Vesten Vestensen ved et Høstgilde i Haukedal [c. 960]; men næste Høst, da Thorgrim var fem og tyve Aar, ligesom hans Fader, blev han dræbt af sin Svoger Gisle ved et Høstgilde i Sæbol. Nogle Dage efter fødte hans Kone Thordis en Dreng, der blev kaldet Thorgrim efter sin Fader. Noget efter ægtede Thordis Thorgrims Broder Børk hin Digre, og de boede paa Helgefjæld (33). Hendes Søn Thorgrim blev opfostret hos Thorbrand i Alftefjord. Han var meget ustyrlig i sin Opvækst, og blev kaldt først Snerrer, og siden Snorre (34).


13. SNORRES UDENLANDSREJSE

Thorbrand i Alftefjord var gift med Thurid, Datter af Thorgrim Sæl-Thorersen fra Rødemel; de havde fem Sønner: Thorleif Kimbe, Snorre, Thorod, Thorfinn og Thormod. De havde ogsaa en Datter ved Navn Thorgerd. Thorbrands Sønner var alle Fostbrødre med Snorre Thorgrimsen.

Ved denne Tid boede Arnkel, Søn af Thorolf Bøgefod, paa Gaarden Bolstad ved Vadilshøfde. Arnkel var høj af Vækst og kraftig, meget lovkyndig, og en særdeles forstandig og brav Mand. Ingen i den hele Egn var saa afholdt og haardfør som han. Han var Hovgode og havde mange Tingmænd.

Thorgrim Kjallaksen boede i Bjørnshavn, hans Søn hed Arngrim, en høj og stærk Mand, med stor Næse, grove Ansigtstræk, blegrødt Haar, og blev tidlig flenskallet, mørke Bryn, store og smukke Øjne. Han var fuld af Overmod og Uretfærdighed; derfor blev han kaldt Styr (35). Den yngste af Thorgrim Kjallaksens Sønner hed Vermund; han var smuk, høj og rank af Vækst, derfor blev han kaldt Vermund den Mjove (36).

En Søn af Asgeir paa Eyre (37) hed Thorlak, han var gift med Thurid, en Datter af Audun Stote, deres Børn var Steinthor, Bergthor, Thormod, Thord Blig og Datteren Helga. Steinthor var den dygtigste af Thorlaks Børn, stor og stærk, og overgik alle i Vaabenfærdighed og Idrætter. Han var som oftest sagtmodig. Man siger, at han var den tredje vaabendygligste Mand paa Island. Thormod var sindig og forstandig. Thord Blig derimod var heftig. Bergthor var den yngste af Brødrene, men dog en haabefuld Mand (38).

Snorre Thorgrimsen var kun fjorten Aar gammel, da han med to af sine Fostbrødre, Thorleif Kimbe og Thorod, drog udenlands. Hans Farbroder Børk Digre gav ham Sølv til Rejsen. De havde en heldig Overfart og kom til Norge om Høsten. Vinteren over var de i Rogeland; Snorre var hos Erling Skjalgsen paa Sole, der viste ham meget Venskab, fordi der i gammel Tid havde været Venskab mellem deres Forfædre. Sommeren efter sejlede de igen tilbage til Island; men da de blev silde færdige og havde en haard Overfart, kom de først kort før Vinteren til Hornefjord. Og da disse Bredfjordinger skulde til at indrette sig til deres Rejse fra Skibet, faldt deres Udstyrelse helt forskellig ud. Thorleif købte sig en Hest, den bedste han kunde faa, havde ogsaa en prægtig malet Sadel, et pynteligt Sværd og et guldbeslaaet Spyd, et mørkeblaat, stærkt forgyldt Skjold, og udsøgte Klæder; og herpaa havde han brugt saa godt som alle sine Penge. Snorre derimod var iført en sort Kappe, red paa en god sort Hoppe og havde en udslidt Sadel og uanselige Vaaben. Thorods Udstyrelse var mellem begge. De red gennem Landstrækningen Side, og saa Vejen videre frem til Borgefjord, og tog paa Vejen derfra ind i Alftefjord. Derefter red Snorre til Helgefjæld, og ytrede, at han vilde blive der Vinteren over. Børk syntes ikke videre derom, og Folk morede sig meget over hans Dragt; Børk sagde, at han havde handlet ilde med sine Penge, eftersom de alle var tilsatte.

En Dag i Begyndelsen af Vinteren [978] kom tolv fuldvæbnede Mænd til Helgefjæld. Det var Thord Gellers Søn Eyjolf den Graa, Børks Frænde; han boede i Otradal vester paa i Arnarfjord. Da man spurgte dem om Tidender, fortalte de Gisle Sursens Drab, og alle deres, som havde ladet Livet for hans Haand, førend han faldt (39). Over denne Tidende blev Børk meget glad, og bad Thordis og Snorre, at de paa bedste Maade skulde modtage Eyjolf, der havde afvasket en saa stor Skamplet for de Frænder. Snorre viste sig temmelig ligegyldig ved denne Tidende; men Thordis sagde, at det var en god Modtagelse, naar man satte Grød for Gisles Bane. Børk svarede, at han ikke brød sig om Maden. Børk gav Eyjolf Plads i Højsædet, og hans Ledsagere ud fra ham; deres Vaaben lagde de paa Gulvet. Børk sad ved Siden af Eyjolf indad, og saa Snorre. Thordis bar nogle Fade med Grød paa Bordet, og havde Skeer i Haanden; men idet hun satte et for Eyjolf, faldt en Ske for hende; hun bukkede sig ned efter den, greb Eyjolfs Sværd, trak det i en Hast, stak det op under Bordet og traf Eyjolf i Laaret; Hjaltet stødte rigtignok mod Bordet, men det blev dog et stort Saar. Børk skød Bordet frem og slog til Thordis; men Snorre stødte til Børk, saa han faldt om, men greb sin Moder og satte hende ned hos sig, og sagde, at hendes Sorg var stor nok, uden at hun skulde have Slag til. Eyjolf og hans Mænd sprang op, men den ene holdt den anden tilbage. Enden blev, at Børk overdrog Eyjolf Selvdømme, og han tilkendte sig selv en stor Sum Penge for Saaret, hvorpaa han tog bort. Af denne Sag kom der meget Uvenskab imellem Børk og Snorre.


14. BØRK SKIFTER MED SNORRE

Paa næste Vaarting krævede Snorre sin Fædrenearv af Børk. Denne svarede, at han vilde betale ham sin Fædrenearv, men han nænte ikke at dele Helgefjæld, og da han saa, at de ikke passede til at have Bolig sammen, vilde han indløse Jorden. Snorre svarede, at det da var bedst, at Børk satte Jorden til saa høj Pris, som han mente den var værd, og at Snorre da skulde vælge, hvem der skulde udløse den anden. Børk overvejede den Sag, og tænkte ved sig selv, at Snorre uden Tvivl ikke havde rede Penge til at give for Jorden, naar den straks skulde indløses. Han salte Halvdelen af Jorden til tresindstyve Øre i Sølv, idet han dog undtog Øerne derfra, thi dem, tænkte han, vilde han nok faa for en ringe Ting, naar Snorre fik sig en anden Bopæl. Desuden skulde Betalingen udredes straks og ikke tages til Laans af nogen anden. Da nu dette var bestemt, sagde Børk: »Vælg nu du, Snorre, straks, hvilket du vil have.« Snorre svarede: »Det er kendeligt, Frænde, at du tror, jeg har Mangel paa Penge, siden du regner Helgefjælds Jord saa ringe. Men jeg vælger til min Del min Fædrenearv for denne Pris; ræk nu din Haand frem og giv mig Haandslag paa Jorden.« »Det gør jeg ikke,« sagde Børk, »førend hver Øre er betalt.« Derpaa sagde Snorre til sin Fosterbroder Thorbrand: »Har jeg ikke givet dig en Pung forrige Høst?« »Jo,« sagde Thorbrand og trak Pungen frem af sin Kappe. Sølvet blev da talt, og hver Penning udredt for Jorden; og da var der endnu tresindstyve Øre Sølv tilbage i Pungen. Børk tog imod Pengene og overdrog ham Jorden. Derpaa sagde han: »Du viste dig rigere paa Sølv, min Frænde, end jeg tænkte; jeg vil nu, at vi opgiver den Misforstaaelse, der har været imellem os, og for at du kan have det saa meget desbedre, saa lad os begge blive boende dette Aar paa Helgefjæld, siden du dog kun er slet forsynet med Kvæg.« Men Snorre svarede: »Du maa selv beholde dit Kvæg, og skal straks forlade Helgefjæld.« Og som han vilde have det, saa maatte det være.

Men da Børk nu havde forladt Helgefjæld, gik Thordis til Døren og krævede sig Vidner, at hun sagde sig skilt fra sin Husbond Børk, og nævnte som Grund, at han havde slaaet hende, hvad hun ikke længer vilde taale. Deres Gods blev da skiftet, og Snorre mødte paa sin Moders Vegne, eftersom han var hendes Arving. Nu traf ogsaa den Lod Børk, som han havde tiltænkt en anden, nemlig at han fik lidet for Øerne. Derefter drog han bort fra Helgefjæld, og bosatte sig paa Børkstad paa Medelfjældsstrand.


15. SNORRE GODE BLIVER HØVDING

Snorre Thorgrimsen satte nu Bo paa Helgefjæld [979], og hans Moder forestod den indvendige Husførelse. Hans Farbroder Maar Halvardsen tog ogsaa derhen, og bragte meget Kvæg med sig, og overtog Styrelsen af Boet. Det var i alle Maader rigt og prægtigt, og der var mange Husfolk. Snorre var en Mand af Middelhøjde, snarere smal end før, med et smukt, veldannet og lyst Aasyn, med lyst Haar og rødt Skæg. Til Hverdags var han saa jævnsindet, at man havde vanskeligt ved at mærke, om en Ting mishagede ham eller ej; han var forstandig, forudseende i mange Dele, glemte sent Fornærmelser, hævngerrig i Sind; for sine Venner havde han gode Raad, men hans Uvenner mærkede det uheldbringende i hans Raad. Da han nu tillige forestod Hovet, blev han kaldt Snorre Gode (40) og blev en anset Høvding. Men hans Magt vakte megen Avind; thi der var mange, der i Henseende til Byrd ansaa sig for ikke ringere end han, og med Hensyn til Styrke og prøvet Tapperhed for større.

Børk Digre og Thordis Sursdatter havde ogsaa en Datter ved Navn Thurid. Hun var da gift med Thorbjørn Digre, som boede paa Gaarden Frodaa (41), en trættekær Mand, der undertrykte de svagere. Han var en Søn af Orm hin Mjove, som havde boet der og indtaget Frodaaland. Før havde han været gift med Thurid, en Datter af Asbrand fra Kamb i Bredevig (42), og Søster til Bjørn Bredvikingekappe (43) og Asbjørn den Stærke. Deres Sønner var Ketil Kappe (44), Gunløg og Halsten.

Paa samme Tid boede i Maavehlid Thorolf Bøgefods Datter Geirrid og hendes Søn Thoraren Svarte, en stor og stærk Mand, men styg, forresten stille af sig, og i Almindelighed saa rolig, at man kaldte ham Fredsmægler, og da han tog saa liden Del i enhver Trætte, sagde hans Uvenner, at han havde mere Kvindesind end Mandssind. Hans Kone hed Aude. Hans Søster Gudny var gift med Vermund den Mjove.

Vest for Maavehlid i Holt boede en Enke ved Navn Katla, en smuk Kvinde, men lidet vennesæl. Hendes Søn Od var stor og stridbar, men trættekær, bagtalersk og uheldbringende.

Da Thorbjørn Digres Søn Gunløg var lærelysten, kom han ofte til Maavehlid, hvor han lærte Trolddom hos Geirrid Thorolfsdatter, thi hun var stærk i den Kundskab. En Dag, som han nu tog til Maavehlid, kom han til Holt, og talede med Katla. Hun spurgte ham, om han nu atter vilde til Maavehlid og bole med Kærlingen. Han svarede, at det ikke var hans Ærinde. »Men du er just ikke saa ung, Katla,« tilføjede han, »at du skal lade Geirrid hendes Alder høre.« Katla svarede: »Da skulde jeg dog ikke tro, vi kunde lignes sammen. Du gør nu ikke af nogen Kvinde, uden af Geirrid, men der er dog flere, der kan noget, end hun.« Katlas Søn Od tog ofte med Gunløg til Maavehlid; og kom de saa silde tilbage, bød Katla ofte Gunløg at blive hos hende; men han afslog det i Almindelighed, og tog hjem.


16. OM GUNLØGS DØD

Det hændte sig ved den Tid, da Snorre satte Bo paa Helgefjæld, at Gunløg Thorbjørnsen tog til Maavehlid og Od Katlesen med ham. Gunløg og Geirrid talte den Dag jævnlig med hinanden, og da det led ud paa Aftenen, sagde hun til ham: »Du skal ikke tage hjem i Aften, thi »der er mange der farer over Havet« (45), som Ordsproget siger, og Utysker viser sig ofte i fagert Skind (46), og i Nat er jeg bange for dig.« »Det har ingen Nød,« sagde Gunløg, »siden vi er to.« »Af Od,« svarede hun, »vil du ikke have nogen Gavn, men du vil komme til at bøde for din Selvraadighed.« Gunløg og Od tog nu af Sted, og drog videre, til de kom til Holt. Katla var allerede kommen i Seng, og sagde til Od, at han skulde tilbyde Gunløg at blive der, men han svarede, at det havde han allerede gjort, men Gunløg vilde hjem. »Saa lad ham have sin Vilje,« sagde hun. Gunløg kom ikke hjem om Aftenen, og der taltes om, at man skulde søge efter ham, men der blev intet deraf. Om Natten, da Thorbjørn saa ud, fandt han sin Søn Gunløg uden for Døren, hvor han laa og var sanseløs. Han blev baaren ind, og Klæderne dragne af ham. Han var rundt om Skuldrene i et blodigt Kød, og Kødet ligesom sledet af Knoglerne. Hele Vinteren laa han saaledes hen i sine Saar, og der var mange Meninger om hans Vanhelsen. Od Katlesen udbredte det Rygte, at Geirrid havde redet ham, thi de havde skiltes i Vrede, sagde han; og de fleste mente, at det forholdt sig saa. Om Foraaret ved Stævnedages Tid red Thorbjørn til Maavehlid, og stævnede Geirrid, fordi hun var en Heks og havde voldt Gunløgs Men. Sagen kom til Thorsnæsting, og Snorre Gode stod sin Svoger Thorbjørn bi; men Arnkel Gode førte Sagen for sin Søster Geirrid. Tylfternævnd skulde dømme i Sagen. Men hverken Snorre eller Arnkel maatte udtage Nævnsmændene paa Grund af deres Slægtskab med de paagældende. Helge Hovgarde-Gode blev da udnævnt dertil. Arnkel Gode gik for Retten, og aflagde Ed paa Stalleringen (47), at Geirrid ikke havde voldt Gunløgs Men. Thoraren aflagde Ed med ham tilligemed ti andre Mænd. Helge frikendte altsaa den sagsøgte, saa at Sagen gik Snorre og Thorbjørn imod til liden Ære for dem.


17. THORGRIM KJALLAKSENS STRID MED ILLUGE SVARTE

Paa dette Ting [980] trættedes Thorgrim Kjallaksen og hans Sønner med Illuge Svarte (48) om Illuges Kone Ingeborg Asbjørndatters Udstyr og Medgift, som Tinforne havde haft i Værge. Paa Tingtiden opkom saa stærke Storme, at ingen kunde komme til Tinget fra Medelfjældsstrand, og derved svækkedes Thorgrims Styrke meget, eftersom hans Frænder ikke kom. Illuge havde hundrede Mand lutter udvalgte Folk, og hævdede drabelig sin Sag; men Kjalleklingerne gik til Retten og vilde sprænge den, hvorover der opstod en stor Trængsel, og Folk maatte skille dem ad. Enden blev, at Tinforne betalte Pengene efter Illuges Krav. Herom digtede Skjalden Od nogle Vers i Illugadrapa.

Da Stormen nu lagde sig, og Kjalleklingerne kom, vilde Thorgrim Kjallaksen ikke holde Forliget, men angreb straks Illuge. Det kom da til en Træfning. Snorre Gode opfordrede da andre Mænd til at lægge sig imellem, og de fik mæglet Fred mellem de stridende. Der faldt tre Mænd af Kjalleklingernes og fire af Illuges. Styr Thorgrimsen dræbte to Mand.

Illuge takkede Snorre for hans Hjælp og bød ham Penge derfor, men han sagde, at han ikke vilde modtage Penge for den første Tinghjælp, han ydede; da bød Illuge ham hjem med sig, hvilket Snorre modtog. Han fik gode Gaver af Illuge, og de var en Tid lang gode Venner.


18. MAAVEHLIDTRÆTTEN (49)

Denne Sommer døde Thorgrim Kjallaksen, og hans Søn Vermund hin Mjove overtog Gaarden i Bjørnshavn. Han var en forstandig og heldraadende Mand. Styr havde da boet en Stund under Hraun oven for Bjørnshavn; han var en forstandig og tapper Mand. Han havde med sin Kone Thorbjørg to Sønner, Thorsten og Hal og en Datter, Asdis, en mandig og noget stolt Kvinde. Styr var en af de mægtigste Mænd i Herredet, og havde et stort Følge. Trætter havde han ogsaa nok af, thi han begik mange Drab, men gav ikke Bøder for noget.

Denne Sommer kom der et Skib til Landet i Mundingen ved Salteyre (50). Nordmænd ejede Hælften deraf, og deres Skibsfører hed Bjørn. Han tog Ophold hos Stenthor paa Eyre. Den anden Halvpart af Skibet tilhørte syderøske Mænd, hvis Skibsfører Alfgeir tog Ophold paa Maavehlid hos Thoraren Svarte tilligemed hans Fælle, som hed Nagle, en stor og fodrap Mand, skotsk af Æt.

Thoraren havde en god Kamphest paa Fjældet, ligeledes havde Thorbjørn Digre mange Stodheste, som han holdt paa Græsgangene til Fjælds, og om Høsten tog han nogle til Slagtning. Denne Høst hændte det sig nu, at Thorbjørns Heste ikke kunde findes, og der blev søgt langt omkring efter dem, men det var en vejrbarsk Høst. Henimod Vinteren sendte Thorbjørn Od Katlesen sønden paa over Heden (51) ved Hraun, hvor der boede en Mand ved Navn Spaagils. Han var fremsynt, og stærk i at opdage Tyvekoster eller hvilke andre Ting han vilde udforske. Od spurgte ham, om Thorbjørns Heste var stjaalne af Udlændinge eller af Mænd uden for Herredet eller af hans Naboer. Spaagils svarede: »Meld du Thorbjørn, som jeg nu siger: at jeg tror, hans Heste ikke er gaaede ret langt fra deres Græsgange, men det er en vanskelig Sag at udpege nogen, og det er bedre at miste sit, end at udsætte sig for stor Besvær.« Da nu Od kom til Frodaa, mente Thorbjørn og han, at det var dem paa Maavehlid, som Spaagils havde stiklet paa. Od sagde ogsaa, at han havde sagt, at det var rimeligst, at saadanne Folk havde taget Hestene, der selv var fattige, og dog havde forøget deres Husfolk ud over det sædvanlige. Disse Ord, mente Thorbjørn, sigtede til dem paa Maavehlid. Derefter red Thorbjørn hjemme fra selv tolvte. Hans Søn Halsten var med, men hans anden Søn Ketil Kappe var udenlands. Thorbjørns Nabo, Thorer fra Arnarhval, og Od Katlesen var ligeledes med. Da de kom til Katla i Holt, gav hun sin Søn Od en brun Kjortel, som hun lige havde syet til ham. Derfra tog de til Maavehlid, hvor Thoraren og hans Hjemmemænd stod ude i Døren, da de saa fremmede komme. De hilste Thorbjørn og spurgte om Tidende, hvorpaa Thorbjørn svarede: »Det er vort Ærinde hid, Thoraren, at lede efter nogle Heste, der er stjaalne fra mig i Høst; vi vil derfor bede om Ransagning hos Eder.« Thoraren svarede: »Er denne Ransagning lovlig foretagen? har I tilkaldt lovfaste Vidner? vil I stille os Sikkerhed saalænge? og har I faret videre om for at ransage?« Thorbjørn svarede: »Vi tror, at det ej er nødvendigt at fremme denne Ransagning videre.« »Saa,« svarede Thoraren, »vil vi ligefrem afslaa Eder den, naar I vil søge og begynde paa ulovlig Vis.« Thorbjørn svarede: »Saa holder vi for, at du er skyldig, eftersom du ikke vil underkaste dig Ransagningen.« »Gør deri som I finder for godt!« sagde Thoraren. Derpaa satte Thorbjørn Dørdom (52), og udnævnte seks Mænd til Retten, hvorpaa Thorbjørn kom frem med sin Anklage mod Thoraren for Hestetyveriet. Da gik Geirrid ud i Døren, og saa, hvad der gik for sig, og sagde: »Altfor sandt er det Sagn, Thoraren, at du har mere Kvindesind end Mandsmod, siden du skal taale alle Thorbjørn Digres Fornærmelser, og jeg ved ikke, hvi jeg har slig en Søn.« Skibsføreren Alfgeir sagde: »Vi skal yde dig al den Hjælp, vi kan, hvad du end vil gøre.« Men Thoraren svarede: »Jeg gider nu ikke staa her længer.« Hvorpaa han med de andre løb ud og vilde sprænge Retten. De var syv i Tallet, og det kom straks til Haandmænge. Thoraren vog en af Thorbjørns Huskarle, og Alfgeir en anden; ogsaa en af Thorarens Huskarle faldt; paa Od Katlesen bed ingen Vaaben. Husfruen Aude kaldte paa Kvinderne, at de skulde skille de stridende ad, og de kastede da Klæder paa deres Vaaben. Derefter gik Thoraren ind med sine Mænd, men Thorbjørn red bort med sine, efter at de havde stævnet Sagen til Thorsnæsting. De red langs op med Vigen og forbandt deres Saar under et Høgærde.

Paa Tunet i Maavehlid, der hvor de havde stredes, fandt man en Haand, og man viste Thoraren den. Han saa, at det var en Kvindehaand, og spurgte, hvor Aude var. Han fik det Svar, at hun laa i sin Seng. Da gik han hen til hende og spurgte, om hun var saaret. Hun bad ham ikke at bryde sig derom. Men han fik dog at vide, at hun havde mistet Haanden, kaldte paa sin Moder og bad hende forbinde Audes Saar. Selv skyndte han sig ud med sine Folk, og de løb efter Thorbjørn, og da de var kort fra Høgærdet, hørte de de andre tale. Halsten udbrød: »I Dag har Thoraren vasket Skammen af sig.« »Ja, drabelig stred han,« sagde Thorbjørn, »men mange, som ellers ikke er raske Folk, bliver det, naar det kniber.« Od svarede: »Thoraren er sikkert en meget rask Mand, men det var en stor Ulykke, der hændtes ham, at han hug Haanden af sin egen Kone.« »Er det sandt?« sagde Thorbjørn. »Klart som Dagen,« sagde Od. Derpaa sprang de op og udbrød i en stor Lystighed og Latter derover. I det samme kom Thoraren med de andre til. Nagle var den forreste, men da han saa, at de andre truede med deres Vaaben, forgik Modet ham, og han rendte op i Fjældet som en, der har mistet Sans og Samling. Thoraren løb mod Thorbjørn og hug ham med Sværdet i Hovedet og kløvede det helt. Det blev Enden paa Striden, at Thoraren derhos hug Benet af Thorbjørns Nabo Thorer, og dræbte begge hans Ledsagere; men Halsten blev dødelig saaret af Alfgeir. Paa Od kunde ingen Vaaben bide. Thoraren og hans Følge tog Thorbjørns og de andres Heste og red hjem, og da saa de, hvorledes Nagle løb højt oppe paa Fjældskrænten. Da de kom til Tunet, saa de, at han var kommen over Gærdet og stævnede ind til Bulandshøfde (53). Der fandt han to af Thorarens Trælle, som drev Faar ned, fortalte dem om Striden, og hvor ulige den havde været, og at Thoraren og hans Mænd uden Tvivl var faldne. Og i det samme saa de Mænd ride hjemme fra hen over Marken. Da red Thoraren og hans Følge rask til, thi de vilde hjælpe Nagle, at han ikke skulde styrte i Søen eller ned af Klipperne. Men da Nagle og de andre saa dette, troede de, at det var Thorbjørn, der kom, og gav sig alle til at løbe paa ny ad Høfden til, indtil de kom til det Sted, der nu kaldes Trælleskride, hvor Thoraren og hans Følge fik Nagle grebet, thi han var næsten gaaet til af Træthed; men Trællene løb videre, styrtede ned af Høfden og satte Livet til, hvilket ikke er at undres over, da Klinten er saa høj, at alt levende, der styrter ned, omkommer. Derefter drog Thoraren hjem. Geirrid stod i Døren og spurgte om Tidender. Thoraren svarede hende i et Par Vers og fortalte hende Thorbjørns Drab. »Da har du mandet dig op,« sagde Geirrid, »gaa ind og lad Eders Saar forbinde.«

Om Od Katlesen er nu at fortælle, at han drog til Frodaa, og forkyndte der Tidenden. Husfruen Thurid lod da Folk samle at fare efter Ligene, og bringe de saarede hjem. Thorbjørn blev lagt i Høj, men hans Søn Halsten kom sig efter sine Saar. Ligeledes Thorer fra Arnarhval, som siden gik med en Træfod, og blev kaldet Thorer Træben. Han var gift med Thorgrima Galdrekind, og deres Sønner hed Ørn og Val.


19. THORAREN SØGER HJÆLP HOS SINE VENNER

En Nat var Thoraren hjemme i Maavehlid; men næste Morgen spurgte Aude ham, hvad han nu vilde foretage sig. »Vi vil ikke vise dig bort (54),« sagde hun, »men jeg frygter for, at her sættes flere Dørdomme i Vinter; thi jeg ved, at Snorre Gode vil overtage Eftermaalet efter sin Maag Thorbjørn.« Thoraren svarede hende med en Vise. Geirrid fandt det raadeligst, at han saa sig om efter Slægtninge, som Vermund eller hendes Broder Arnkel. Da Thoraren nu fandt, at Vermund var den, paa hvem man snarest kunde stole, red alle de, som havde været med i Striden, ind om Fjordene, og kom til Bjørnshavn om Aftenen. Men da de havde været der om Natten, gav Vermund dem tilkende, at han ikke saa sig i Stand til, alene at rede dem ud af denne Sag. Han kunde derfor ikke beholde dem, men foreslog dem at ride til Thorarens Frænde Arnkel paa Bolstad for at se, hvad Hjælp han vilde yde; Snorre Gode vilde blive dem en svær Mand i sit Eftermaal. Dette gjorde de, og da de kom til Bolstad, og Arnkel havde hørt alt, raadede han Thoraren til at blive der, indtil Sagen paa en eller anden Maade kom til Ende. Men skønt han lovede at være Hovedmanden i Sagen, skulde Vermund dog yde al den Hjælp, han kunde, hvad han ogsaa lovede. Og efter Arnkels Forslag blev de enige om, at de om Vinteren skulde blive samlede imod Snorre Gode, saa at Arnkel havde mange Folk om sig Vinteren over, og Vermund opholdt sig snart i Bjørnshavn, snart hos Arnkel.


20. OM KATLA OG HENDES SØN OD

Husfruen Geirrid i Maavehlid sendte Bud til Bolstad, at hun havde faaet at vide, at det var Od Katlesen, der havde hugget Haanden af Aude. Hun havde nemlig selv sagt det, da Od havde pralet deraf for sine Venner. Da nu Thoraren og Arnkel hørte dette, red de tolv tilsammen ud til Maavehlid, og var der om Natten, men Morgenen efter red de til Holt. Der var ingen andre Mandfolk tilstede end Od. Katla sad paa Kvindebænken og spandt Garn; hun bad Od at tage Plads hos hende og være ganske rolig, Kvinderne bad hun, at hver skulde blive siddende paa sin Plads og lade hende føre Ordet. Da nu Arnkel med sit Følge kom ind, hilsede Katla ham og spurgte om nyt. Arnkel svarede, at han intet vidste, og spurgte tillige, hvor Od var. Katla sagde, at han var taget hen til Bredevig. »Men havde han været hjemme,« tilføjede hun, »saa vilde han ikke have været bange for at træffe dig, thi vi stoler paa din retskafne Tænkemaade.« »Imidlertid,« sagde Arnkel, »vil vi dog ransage her.« »Det maa I, som I vil,« sagde Katla og lod Fadeburskvinden lyse for dem og lukke Madburet op, som var det eneste aflaasede Hus der paa Gaarden. De ledte nu rundt omkring, men fandt ikke Od, og drog derefter bort. Men da de var komne kort fra Gaarden, standsede Arnkel, som kom i Tanker om, at Katla havde spundet Garn paa en Rok, og sagde: »Mon ikke Katla har svøbt en Taage om vort Hoved, saa at det var hendes Søn Od, der saa ud for os som den Rok, hun spandt paa?« »Det kunde ligne hende,« sagde Thoraren, »lad os vende om igen!« De gjorde saa. Men da man nu fra Holt kunde se, at de kom tilbage, sagde Katla til Kvinderne, at de skulde blive siddende paa deres Pladser, men hun og Od vilde gaa ud. Da de andre nu kom hen til Døren, gik hun ud i Forstuen og gav sig til at kæmme Ods Haar og skar det. Arnkel med de andre løb ind og saa, hvorledes Katla legede med sin Buk, glattede dens Pandelok og Skæg og redte dens Rag. Derpaa gik de ind i Stuen, men saa ingensteds Od; og Katlas Rok laa ogsaa der paa Bænken, saa deraf kunde de da vide, at det ikke havde været Od. De tog da atter af Sted, men da de var komne omtrent til samme Sted som før, sagde Arnkel: »Tror I ikke, at det var Od, som var i en Buks Lignelse?« »Man kan ikke vide det,« sagde Thoraren, »men vender vi atter tilbage, saa vil vi gribe Katla.« »Lad os gøre et Forsøg endnu,« sagde Arnkel, »og se, hvorledes det gaar.« Men da deres Komme nu atter blev set, bad Katla Od at gaa ud med, og da de var komne ud, gik hun hen til en Askedynge, og bad Od lægge sig ved Siden af den, og ligge stille, hvad der end skete. Da nu Arnkel med de andre kom til Gaarden, løb de ind i Stuen, hvor Katla sad paa Kvindebænken og spandt. Hun hilste dem og sagde, at de havde travlt med at komme. Arnkel svarede, at det var sandt. Men de, der fulgte ham, tog Rokken og hug den i sønder. Da sagde Katla: »Naar I kommer hjem i Aften, saa skal I da ikke sige, at I ikke havde Ærinde hid til Holt, siden I har hugget en Rok fordærvet.« Derpaa gav de sig til at lede efter Od baade ude og inde, men saa ikke et levende Væsen uden en Galt, som Katla ellers havde gaaende paa Tunet, men som nu laa ved Dyngen. De tog da atter af Sted; men da de var komne halvvejs til Maavehlid, mødte de Geirrid og hendes Forkarl. Hun mente, at de ikke havde ledt omhyggeligt nok efter Od, og skulde endnu engang vende om. »Jeg vil tage med Eder,« sagde hun; »naar man har med Katla at gøre, maa man ikke spare paa skarp Lud.« De vendte atter om. Geirrid havde en sort Kaabe over sig. Og da deres Færd blev set fra Holt, sagde man Katla, at nu kom der tretten tilsammen, og en af dem var i farvede Klæder. Da sagde Katla: »Saa maa det være Geirrid, den Trold! der kommer, og saa hjælper Synsforblindelserne ikke alene.« Hun stod op fra Bænken og tog Hyndet, hvorpaa hun havde siddet; der var en Lem under, og Bænken var indvendig hul. Der skjulte hun nu Od, bragte alting i Stand som før, og satte sig ned derpaa, idet hun lod, som om hun var meget træt. Da de andre nu kom ind i Stuen, gik det af uden al Hilsen imellem dem. Geirrid kastede Kaaben af sig, gik hen til Katla, tog en Sælskindspose, som hun havde med sig, og trak den over hendes Hoved, hvorpaa de andre bandt den fast nedentil. Derpaa bød Geirrid dem at bryde Bænken op, hvor Od da blev funden, og straks bunden. Saa blev de førte til Bulandshøfde. Der blev Od hængt, og da han red Galgen, sagde Arnkel til ham, at hans onde Moder var Skyld i al hans Ulykke. Katla nægtede ikke dette, men sagde, at med hendes Vilje skete det ej, hvorimod hun ønskede de andre alt ondt. Hun tilstod ogsaa, at det var hende, der havde voldt Gunløg Thorbjørnsens Men, hvoraf al denne Ulykke var kommen. Til sidst udstedte hun uheldspaaende Ord imod Arnkel Gode. Eftersom han ingen Moder havde i Live, kunde han ikke times Ulykke fra den Side, men des større Ulykke ønskede hun, at han maatte times af sin Fader, og hun haabede, at der vilde blive Syn for Sagn, at han havde en ond, unaturlig Fader. Derefter stenede de Katla ihjel (55) der under Bjerget, drog saa til Maavehlid, hvor de var om Natten, og red saa hjem. Alt dette rygtedes nu vide om, uden at nogen sørgede derover; og saa led Vinteren.


21. THORAREN RAADSLAAR MED SINE VENNER

Næste Vaar [981] kaldte Arnkel en Dag sin Frænde Thoraren, Vermund og Alfgeir sammen og raadslog med dem, hvorledes de mente, de bedst skulde skikke deres Sag. En Udvej var, at de kunde fare til Tings tilligemed alle deres Venner. Gjorde de saa, kunde der maaske sluttes Forlig, men da vilde det koste dem mange Penge at bøde for alle de Mænd, der var faldne eller saarede; men det kunde ogsaa være, at Sagen tog en endnu farligere Vending. Den anden Udvej var, at de gjorde sig al Umage for at komme udenlands med alt, hvad de kunde gøre i Penge; den Jord, som de ikke kunde faa solgt, maatte det da gaa med, som det kunde. Den sidste Udvej fandt Alfgeir bedst. Thoraren sagde ogsaa, at han ingen Udvej saa til, at skaffe saa mange Penge til Veje, som behøvedes til Bøderne; Vermund sagde, at han ikke vilde forlade Thoraren, hvad enten denne forlangte, at han skulde fare udenlands med ham eller staa ham bi indenlands med Vaaben i Haand. Thoraren besluttede sig da til Udenlandsrejsen; og der blev saa sendt en Mand ud til Eyre til Skibsføreren Bjørn, idet man bad om, at han, saa snart ske kunde, skulde gøre deres Skib rede.


22—23. THORAREN OG VERMUND DRAGER UDENLANDS

Om Snorre Gode er nu at fortælle, at han overtog Eftermaalet efter sin Maag Thorbjørn [981]; ogsaa lod han sin Søster Thurid drage hjem til Helgefjæld, thi der gik det Rygte, at Bjørn Asbrandsen (56) fra Kamb kom did og havde Sammenkomster med hende for at daare hende. Ligeledes indsaa Snorre, hvad Beslutning Arnkel og de andre havde taget, saa snart han hørte, at de vilde have Skibet sat i Stand: at de ikke havde i Sinde at betale Bøder for Drabene, siden intet Forlig blev tilbudt fra deres Side. Imidlertid blev dog alt roligt indtil Stævnedagene. Men da Tiden dertil kom, samlede Snorre Mænd, og red med firsindstyve Mand ind til Alftefjord; thi det var den Gang Lov, at Drabssag skulde stævnes saaledes, at Drabsmændene hørte derpaa, eller ved deres Bopæl, og ikke at udnævne Nævnsmænd førend paa Tinge. Da nu Snorre med hans Følge blev set fra Bolstad, raadslog man, om man straks skulde gaa løs paa dem, thi der var Folk nok tilstede; men Arnkel satte sig derimod og sagde, at man skulde finde sig i, hvad Snorre gjorde efter Loven, eftersom han kun gjorde, hvad Nødvendigheden drev ham til. Da Snorre nu kom did, kom det ikke til nogen voldsom Færd, men han stævnede Thoraren til Thorsnæsting, saavel som alle de andre, der havde været med ved Drabene. Arnkel hørte opmærksomt efter Stævningen. Derefter red Snorre bort med sit Følge fra Sted til Sted, indtil han kom til Saltøreos, hvor han lod nogle tage Vare paa Nordmændene, medens andre brændte Skibet. Og da alt dette var gjort, red Snorre hjem. Saa snart Arnkel hørte, at Snorre havde brændt Skibet, roede han og Thoraren med nogle flere Mænd til Dagverdnæs (57). Der stod et Skib, som tilhørte norske Købmænd, trukket op paa Land; dette købte Arnkel og Vermund, og Arnkel gav Thoraren Halvparten deraf, men Vermund udredte selv sin Del. De bragte Skibet ud til Dimun (58) for at gøre det sejlklart, og Arnkel blev ved det, indtil de var rede, og fulgte siden med dem ud forbi Ellideø (59), hvor de skiltes i Venskab. Thoraren stak nu med sine i Søen, men Arnkel tog hjem til sin Gaard og havde godt Lov heraf. Snorre Gode drog til Thorsnæsting og fremmede Sagen. Thoraren blev dømt landflygtig tilligemed alle dem, der havde haft Del i Drabene; og efter Tinget inddrog Snorre af det forfaldne Gods saa meget, han kunde. Det blev Enden paa denne Sag. Om Høsten efter blev Thorbjørn Digres Stodheste fundne paa Fjældet. De havde forvildet sig og var alle døde.


24. OM ERIK DEN RØDE

Paa næste Ting om Vaaren [982] var det, at Thorgest den Gamle og Thord Gellers Sønner sagsøgte Erik den Røde for Thorgests Sønners Drab, der var sket om Høsten, da Erik hentede sine Sætstokke paa Bredebolstad (60). Der var mange Mennesker paa Tinget. Paa Eriks Side var Thorbjørn Vifilsen, Viga-Styr, Thorbrands Sønner fra Alftefjord og Eyjolf Æsesen fra Svinø, men Styr alene tog sig af hans Sag paa Tinget, og søgte at drage saa mange han kunde fra Modstanderen Thorgest. Han fik ogsaa Snorre Gode til at love, at han efter Tinget ikke med Thorgestlingerne skulde angribe Erik, hvorimod han lovede ved anden Lejlighed, naar vanskelig Sag mødte, at staa Snorre bi. Men under Tinget havde Erik allerede udrustet sit Skib i den saakaldte Eriksvog i Øksneø (61); og da Thorgest med sit Følge sejlede ind mellem Øerne, for at lede efter Erik, skjulte Eyjolf Æsesen Eriks Skib i Dimunarvog, hvor Styr og Thorbjørn traf sammen med ham, og tilligemed Arnkel hver paa sin Færge fulgte ham ud forbi Ellideø. Paa denne Rejse opdagede Erik den Røde Grønland, og opholdt sig der i tre Vintre; saa kom han tilbage til Island, og var der een Vinter, førend han sejlede ud for at bebygge Grønland. Og det skete fjorten Aar førend Kristendommen blev lovtagen paa Island (62).


25. OM VERMUND OG BÆRSÆRKERNE HALLE OG LEIKNER

Om Vermund og Thoraren Svarte er nu at fortælle, at de landede ved Indløbet til Trondhjemsfjord, og styrede ind til Trøndelagen. Da herskede Hakon Jarl Sigurdsen over Norge, og Vermund drog hen til Jarlen, og blev hans haandgangne Mand. Thoraren derimod drog straks om Høsten med Alfgeir til Vesterlandene, efter at Vermund havde givet dem sin Del af Skibet, og Thoraren forekommer ikke mere i denne Fortælling. Hakon Jarl sad om Vinteren paa Lade, og yndede Vermund, thi han vidste, at han var af stor Æt herude. Hos Jarlen var der to Brødre, svenske af Æt; den ene hed Halle, den anden Leikner; de var langt større og stærkere end andre Mænd, saa at der ikke fandtes deres Lige, hverken i Norge eller vide andensteds; de gik Bærsærkergang, for i deres Vrede ud af deres menneskelige Natur, viste sig galne som Hunde, og skyede hverken Ild eller Jærn; men til Hverdags, og naar ingen gjorde dem noget imod, var de ikke vanskelige at komme tilrette med. Den svenske Konge Erik Sejrsæl, der havde sendt Jarlen disse Bærsærker, havde varet ham ad, at behandle dem godt, men havde tillige sagt ham, hvilken Hjælp man kunde vente af dem, naar man lempede sig efter deres Sind. Om Foraaret, da Vermund havde været en Vinter hos Jarlen, længtes han efter at komme tilbage til Island, og bad Jarlen om Orlov. Jarlen gav ham den, og bad ham tillige at tænke efter, om der var nogen Bøn, Jarlen kunde tilstaa ham, som kunde være ham til Fordel og dem begge til Hæder. Da Vermund nu overvejede, hvad han skulde bede Jarlen om, faldt det ham ind, hvilken Fremgang det kunde skaffe ham paa Island, hvis han havde slige Mænd i sit Følge, som disse Bærsærker var, og han satte sig for, at han vilde bede Jarlen om at faa dem med sig. Dette gjorde han især, fordi han tænkte paa, hvorledes hans Broder Styr gjorde ham Forfang og, naar Lejlighed gaves, gjorde Uret mod ham som andre; men naar han havde saadanne Følgesvende, som disse Brødre var, saa vilde Styr nok betænke sig, førend han gav sig i Trætte med ham. Han sagde altsaa til Jarlen, at han ønskede, han vilde vise ham den Hæder at give ham Bærsærkerne til hans Hjælp og Bistand. Jarlen svarede: »Der beder du om en Ting, som jeg tvivler om vil være dig til Nytte, selv om jeg tilstaar dig det. De vil uden Tvivl blive dig overmodige og ustyrlige, hvis der kommer Eder noget imellem, og skønt de har vist sig lydige i deres Tjeneste hos mig, saa frygter jeg dog, det vil overgaa de fleste Bondesønners Kræfter at styre dem eller holde dem i Ave.« Men Vermund sagde, at han vilde vove paa at modtage dem, hvis Jarlen vilde give dem i hans Vold. Jarlen bad ham da først at høre deres Mening, om de vilde følge med ham. Han spurgte dem da ad, om de vilde tage med ham til Island, og der være ham til Hjælp og Tjeneste, hvorimod han lovede, at behandle dem vel og opfylde deres Ønsker om hvad der kunde tjene til deres Bedste. Bærsærkerne svarede, at de ikke havde sat deres Hu til at fare til Island, og vidste ikke heller ret, om der var Høvdinger der, som det sømmede sig for dem at tjene. »Men er det dig saa meget om at gøre,« sagde de, »at vi skal fare med dig til Island, saa maa du ogsaa vide, at vi aldrig vil finde os i, at du afslaar, hvad vi forlanger af dig, hvis det staar i din Magt at opfylde det.« Da Vermund nu mente, at det ikke skulde have nogen Nød, saa fik han deres Løfte, at de skulde følge med ham til Island, naar det skete med Jarlens Vilje og Samtykke. Vermund sagde nu Jarlen, hvorledes Sagerne stod, og denne afgjorde det da saaledes, at Bærsærkerne skulde fare med ham til Island, siden han troede sig mest hædret dermed, men bad ham atter at huske paa, at siden de nu vare komne i hans Vold, vilde han anse det for Fjendskab mod sig, hvis det tog en slet Ende med dem. Vermund svarede som før, at det skulde ingen Nød have.

Derefter drog Vermund med Bærsærkerne til Island, havde en god Overfart, og kom hjem til sin Gaard i Bjørnshavn den samme Sommer, som Erik den Røde drog til Grønland.

Straks efter at Vermund var kommen hjem, bad Bærsærken Halle ham om, at han skulde se at skaffe ham et sømmeligt Giftermaal; men da Vermund ikke kendte nogen Kvinde af god Æt, som han kunde tænke vilde binde sig og sin Skæbne til en Bærsærk, søgte han at skyde den Sag ud. Dette mærkede Halle, og han blev straks ond og vredladen, saa det kom til Uvenskab mellem dem. Bærsærkerne blev overmodige og ulydige mod Vermund, der nu begyndte at fortryde, at han havde indladt sig med dem.

Om Høsten efter havde Vermund et stort Gilde, og indbød Arnkel Gode, Eyrbyggerne og sin Broder Styr. Da Gildet var endt, tilbød Vermund Styr at faa Bærsærkerne, som vilde være ham til god Nytte, men Styr vilde ikke have dem. Saa plejede Vermund Raad med Arnkel, hvorledes han skulde bære sig ad med den Sag, og Arnkel raadede ham, at han skulde give Styr Bærsærkerne, thi ham var det bedst tjenligt at have saadanne Mænd. Og da Styr var rede til at tage bort, gik Vermund hen til ham og sagde: »Lad os nu, Broder, glemme den Uenighed, der har været imellem os, førend jeg rejste udenlands, og holde vort Frændskab vedlige som gode Venner. Til Tegn derpaa vil jeg give dig de Mænd, som jeg har bragt ud med mig, og jeg kender ikke den Mand, der skulde vove at indlade sig i Strid med dig, naar du har saadanne Mænd i dit Følge som disse.« Styr svarede: »Gerne tager jeg imod det Tilbud at overholde vort Frændskab; men efter alt, hvad jeg har hørt om disse Mænd, som du har bragt med dig, saa tænker jeg det snarere vil være til Ulykke for mig, at tage imod dem, end at jeg af dem skulde kunne vente mig Bistand eller Held, og vil derfor aldrig have dem i mit Hus, thi jeg har Uvenner nok alligevel, uden at jeg tillige skal have dem paa Halsen.« »Hvad Raad giver du mig da, Frænde,« sagde Vermund, »for at jeg kan komme ud af min Vaande med dem?« »Det er en anden Sag, at jeg skal hjælpe dig ud af din Vaande,« svarede Styr, »det er noget andet, end at jeg skulde modtage disse Mænd af dig som Vennegave. Det vil jeg ikke; men at hjælpe dig ud af din Vaande, dertil er ingen nærmere end jeg, naar vi ellers kan enes.« Men Enden blev, at Styr tog imod Bærsærkerne, og Brødrene skiltes i bedste Forstaaelse.

Styr drog da hjem, og Bærsærkerne fulgte med ham, skønt de i Førstningen ikke vilde dertil, thi de sagde, at Vermund ikke havde Ret til at sælge dem eller give dem bort som Trælle. Imidlertid, sagde de, havde de dog mere Lyst til at følge Styr end Vermund, og i Begyndelsen stod det ogsaa godt til imellem dem. De var ogsaa med Styr, da han drog vester over Bredefjord for at dræbe Thorbjørn Kjalke i Kjalkefjord. Han havde en lukket Seng, der var stærkt tømret af Bjælker, hvilken Bærsærkerne straks brød op, saa at Bjælkehovederne udentil sprang; men Styr selv blev hans Banemand.


26. VIGFUS I DRAAPEHLIDS DRAB

Vigfus Bjørnsen boede i Draapehlid, han stammede fra Bjørn den Østrøne og var gift med Thorgerd Thorbenesdatter, en Frænke af Arnkel Gode. Vigfus var en velhavende, men overmodig Mand. Mellem ham og Snorre Gode opstod der et bittert Fjendskab, saa at Vigfus endog stod Snorre efter Livet. Den Høst da Bærsærkerne kom til Styr, skete det, at Vigfus i Draapehlid med tre Trælle tog hen til et Sted, der hedder Seljabrekker, for at brænde Kul. En af disse Trælle hed Svart den Stærke. Da de nu kom til Skoven, sagde Vigfus: »Det er harmeligt, og det føler du vist selv, Svart, at du skal være Træl, saa stærk og dygtig en Mand som du er.« »Vistnok,« svarede Trællen, »tykkes det mig at være stor Skade, men det raader jeg ikke selv for.« Vigfus vedblev: »Hvad vil du gøre, for at jeg skal give dig din Frihed?« »Købe den med Penge,« svarede Trællen, »kan jeg ikke, thi jeg har ingen, men hvad der staar i min Magt, skal jeg ikke vægre mig ved.« Da sagde Vigfus: »Du skal tage til Helgefjæld og dræbe Snorre Gode, og derefter skal du visselig faa din Frihed og dertil gode Kaar, som jeg vil skaffe dig.« »Det kan jeg næppe udføre,« sagde Svart. »Jeg skal give dig saa gode Raad,« sagde Vigfus, »saa det kan fuldføres uden Fare.« »Lad mig høre dem,« sagde Trællen. »Du skal tage hen til Helgefjæld,« sagde Vigfus, »gaa op i det Loftsrum, som er ude over Døren, og rømme Fjællene saa meget til Side, at der kan stikkes et Spyd igennem, og naar saa Snorre gaar ud til Hyskenet, skal du stikke dit Spyd gennem Loftsgulvet og saa fast gennem Snorres Ryg, at det kommer ud af hans Bug. Spring saa op paa Taget og ned ad Væggen, og lad Nattens Mørke dække dig.« Med dette Raad drog Svart til Helgefjæld, brød Hul paa Taget ude over Døren, og gik ind paa Loftet. Det var just paa den Tid, da Snorre og hans Husfolk sad ved Nadveren. Da de var færdige, vilde de hen til Hyskenet, som paa den Tid laa adskilt fra Husene. Snorre gik først og kom ud af Døren, førend Svart fik sig gjort rede til sin Udaad. Maar Halvardsen fulgte efter ham, og ham stak Svart efter med Spydet. Det traf i Skulderbladet og gik ud ved Armen, men uden at frembringe noget stort Saar. Svart sprang ud og ned ad Væggen, men det var glat paa Brostenene, saa han gjorde et svært Fald og blev greben af Snorre, førend han kunde rejse sig. Nu maatte han bekende Sandheden, alt hvad der var forefaldet mellem ham og Vigfus, samt at denne var i Færd med Kulbrænding ved Seljabrekker. Maars Saar blev forbundet, og derpaa drog Snorre selvsyvende hen til Draapehlid, hvor de fra Lien saa Ilden, hvor Vigfus brændte Kul. De kom uventede over ham og dræbte ham; men hans Huskarle gav de Fred. Derefter drog Snorre hjem. Huskarlene bragte denne Tidende hjem til Draapehlid, og Dagen efter blev Vigfus højlagt.

Den samme Dag drog Vigfuses Kone Thorgerd ind til Bolstad for at forkynde sin Frænde Arnkel, hvad der var sket, og bad ham overtage Eftermaalet for Vigfuses Drab. Men Arnkel undslog sig og sagde, at det tilkom hans Frænder Kjalleklingerne, og henviste især til Styr, der jo ogsaa gerne tog sig meget paa.


27. OM ARNKEL OG SNORRE GODE

Thorgerd drog da ud til Hraun og bad Styr overtage Sagen; men han svarede: »Jeg lovede Snorre, da han paa Vaartinget stod os bi i Sagen mod Thorgestlingerne, at jeg ikke skulde stille mig fjendtlig imod ham i Sager, hvor der var mange lige saa nær dertil som jeg. Du faar derfor henvende dig til min Broder Vermund med denne Sag eller til andre af vore Frænder.«

Saa tog hun ud til Bjørnshavn og bad Vermund om Bistand, og sagde, at han var nærmest til at yde den, da Vigfus havde haft mest Tro til ham af alle sine Frænder. Vermund svarede, at det vel var hans Skyldighed at hjælpe til her, med hvad han kunde; gode Raad vilde han gerne give, men han vilde ikke ved at paatage sig en saa vanskelig Sag gaa andre Frænder i Forkøbet; det bedste var derfor, at hun tog ud til Eyre til Vigfuses Frænde Stenthor; det var paa Tide for ham at forsøge sig i en Retssag. Thorgerd svarede: »I lægger mig Hindringer nok i Vejen i denne Sag, men Møje skal jeg ikke spare, hvis det kan føre til noget.« Saa drog hun da ud til Eyre og traf Stenthor, og bad ham om at være Formand for denne Eftermaalssag. Han svarede: »Hvorfor beder du mig derom? Jeg er en ung Mand og har ikke haft med Sager at gøre; Vigfus har jo nærmere Frænder, der er anderledes Mænd til at drive sligt; hvor skulde da jeg tage dem det ud af Hænderne? Men naar mine Frænder tager sig af denne Sag, skal jeg ærlig staa dem bi.« Andet Svar fik Thorgerd ikke, saa hun drog atter hjem og hen til Vermund og fortalte ham alt, og sagde, at der ikke vilde komme noget ud af den hele Sag, hvis ikke han stillede sig i Spidsen for den. Vermund fortalte hende, at Sagen endnu kunde blive ført til Trøst for hende. »Jeg vil endnu give dig et Raad,« sagde han, »hvis du vil følge det.« Hun lovede at gøre sit Bedste. »Drag nu hjem,« vedblev han, »og lad din Husbondes Lig grave op, tag saa hans Hoved og bring det til Arnkel, og sig ham, at dette Hoved ikke vilde staa tilbage med hans Eftermaal, hvis det behøvedes.« Thorgerd svarede, at hun ikke vidste, hvorvidt dette vilde føre til noget, men det kunde hun se, at man ikke sparede hende hverken for Møje eller Kummer; imidlertid vilde hun forsøge det, i det Haab, at det maatte blive hendes Uvenner til Men. Derefter tog hun hjem og bar sig ad, som der var raadet hende. Og da hun kom til Bolstad, sagde hun til Arnkel, at Vigfuses Frænder vilde have ham til Formand i Eftermaalet om Vigfuses Drab, men de lovede alle deres Bistand. Arnkel svarede, at han jo allerede havde sagt sin Mening i den Sag. Da tog Thorgerd Hovedet frem under sin Kaabe og sagde: »Dette Hoved vilde ikke undslaa sig for at føre Drabssag efter dig, hvis det behøvedes.« Arnkel foer op og stødte hende fra sig og sagde: »Bort med dig, og sig til Vigfuses Frænder, at de skal vise sig ligesaa djærve i deres Bistand mod Snorre Gode, som jeg vil vise mig som Formand; men jeg skønner vel, hvorledes det end vil gaa, at de vil ty til Havn førend jeg. Forresten indser jeg, at dette er sket efter Vermunds Raad; men han behøver ikke at ægge mig frem, hvor vi to Svogre er tilstede.« Thorgerd tog derefter hjem. Vinteren led. Og om Vaaren efter rejste Arnkel Sag om Vigfuses Drab mod alle de Mænd, som havde taget Del i Drabet, undtagen Snorre Gode. Men Snorre anlagde Sag, at Vigfus havde staaet ham efter Livet og derfor laa paa sine Gerninger. Begge Parter kom mandstærke til Thorsnæsting, og alle Kjalleklingerne stod Arnkel bi, saa de var de mandstærkeste, og Arnkel førte Sagen med megen Djærvhed. Da Sagen nu skulde til Doms, lagde nogle velvillige Mænd sig imellem, saa det endte med, at Snorre Gode ved Haandslag overgav Drabssagen til Voldgiftskendelse, hvorefter mange Pengebøder bestemtes; Maar skulde være udenlands i tre Aar, men Snorre betalte Pengene, og Tinget endte med Fred paa alle Sider.


28. OM BÆRSÆRKERNES DØD

Som før blev fortalt, var Bærsærkerne hos Styr, og da de havde været der nogen Tid, gav Halle sig i Tale med Styrs Datter Asdis, en mandig og stolt Ungmø; men da Styr mærkede det, bad han Halle ikke gøre ham den Skam og Kummer at forføre hans Datter. Halle svarede: »Det er ingen Skam for dig, at jeg taler med din Datter, heller ikke vil jeg derved tilføje dig nogen Vanære. Men med faa Ord: jeg har fattet en saadan Kærlighed til hende, at jeg ikke kan slaa den ud af mit Sind; jeg ønsker derfor at stadfæste mit Venskab med dig, og beder dig give mig din Datter Asdis; hvorimod jeg lover med min Broder Leikners Bistand at yde dig saa trofast Følge og saa megen Hjælp, at der paa Island næppe skal findes saa berømmeligt et Følgeskab, som det vi vil yde dig; og vor Bistand skal styrke dit Høvdingskab mere, end om du giftede din Datter med den største Bonde i Bredefjord, hvilket skal bøde paa, at vi ikke er rige. Men vil du ikke give dit Samtykke hertil, saa er det ude med vort Venskab, hver maa da skøtte sig selv, som han lyster, og det vil da kun lidet nytte, du kommer med dine Bebrejdelser, fordi jeg taler med din Datter.« Da han havde sagt dette, tav Styr, og vidste ikke ret, hvad han skulde svare; og efter nogen Stund sagde han: »Er dette dit Alvor eller kun et Indfald, hvormed du vil sætte mig paa Prøve?« »Svar paa det,« sagde Halle, »som paa noget, der ikke er Spøg; hele vort Venskab beror paa dit Svar.« »Da,« svarede Styr, »vil jeg først tale med mine Venner derom og høre deres Raad, hvad jeg skal svare.« »Gør det,« sagde Halle, »tal derom med hvem du vil, og det inden tre Dage; inden den Tid vil jeg have Svar, thi jeg vil ikke længe gaa i Uvished om Svaret paa min Bejlen.« Dermed skiltes de.

Morgenen efter red Styr ind til Helgefjæld. Da han kom did, bad Snorre ham blive, men han svarede, at han havde noget, han vilde tale med ham om, og vilde saa ride bort igen. Snorre spurgte ham, om det var en vanskelig Sag. »Saa tykkes mig,« svarede Styr. »Saa lad os gaa op paa Helgefjæld,« sagde Snorre, »thi hvad dèr bliver besluttet, plejer sjælden at slaa fejl.« Derpaa gik de op paa Fjældet og sad der og talte sammen indtil Kvæld, men hvad de talte sammen, fik intet Menneske at vide. Derpaa red Styr hjem. Næste Morgen spurgte Halle Styr, hvorledes det saa skulde være med hans Frieri. Styr svarede: »Folk mener, at du er vel fattig; men siden du ingen Penge eller Gods har at byde, hvad kan du da udrette i Steden?« Halle svarede, at siden han ingen Penge havde, saa vilde han yde, hvad han kunde. Styr vedblev: »Jeg ser, at du vil blive fortørnet, hvis jeg ikke giver dig min Datter. Nu vil jeg gøre, som man gjorde i Oldtiden, og lade dig udføre noget svært Arbejde, for at du derved kan vinde din Mø.« »Og hvad skulde det være?« sagde Halle. »Du skal rydde en Vej over Hraunet,« sagde Styr, »ud til Bjørnshavn, og oprejse et Gærde over Hraunet mellem vore Jorder, samt bygge en Fold inden for Hraunet. Og naar du har fuldført dette, vil jeg give dig min Datter Asdis.« Halle svarede: »Jeg er just ikke vant til Arbejde, men jeg vil dog gaa ind paa dette Vilkaar.«

Derefter gav Bærsærkerne sig til at rydde Vejen, hvilket er et saare stort Menneskeværk; de satte ogsaa Gærdet, som man endnu ser Mærke af, og dannede Folden (63). Men medens de var i Færd med dette Værk, lod Styr gøre en Badstue hjemme ved sin Gaard Hraun; den var gravet ned i Jorden, med en Glug (64) oven over Ovnen, saa at man udenfra kunde hælde Vand derpaa, og dette Hus var saare hedt. Da nu begge disse Værker nærmede sig deres Fuldendelse, og den sidste Dag, da Halle og Leikner var i Færd med Folden, gik Asdis Styrsdatter ud til dem; det var i Nærheden af Gaarden. Hun havde taget sin bedste Stads paa, men paa alt, hvad Halle og hans Stalbroder talte til hende, svarede hun ikke noget, men gik atter hjem. Om Kvælden gik Bærsærkerne hjem og var meget mødige, som Tilfældet er med Mænd, som er hamramme (65), at de bliver meget magtesløse, naar Bærsærkergangen forlader dem. Styr gik dem da i Møde, takkede dem for Værket og bad dem da gaa i Bad og derefter hvile sig. De gjorde saa, og da de kom i Badet lod Styr Badstuen lukke til, lod bære Sten paa Lemmen, som var over Forstuen, og Huden af en nyslagtet Okse lod han udbrede ved Opgangen. Derpaa lod han det sydende Vand komme udenfra gennem Gluggen, der var oven over Ovnen, og Badet blev da saa hedt, at Bærsærkerne ikke kunde holde det ud deri, men løb til Døren; Halle fik Lemmen brudt op og kom ud, men faldt paa Huden, og da gav Styr ham Banesaar. Leikner vilde ogsaa løbe ud af Døren, men Styr gennemborede ham, saa han faldt ind i Badstuen og døde der. Derpaa ydede Styr dem Lighjælp (66), og de blev førte ud til Hraunet og begravede i en Dal, som er der, saa dyb, at man fra Bunden af den intet kan se uden Himmelen over sig; det er ved selve den Vej, de havde brudt.

Da Snorre Gode fik Budskab om dette, red han hen til Styr, og de sad og talte sammen hele Dagen. Det endte med, at Styr fæstede Snorre Gode sin Datter Asdis. Brylluppet stod om Høsten efter [983], og man mente, at begge blev stærkere ved denne Forbindelse og deres Svogerskab. Snorre var den største i Raad, men Styr i Daad, begge havde mange Frænder og et stort Følge inden Herredet.


29. OM THOROD SKATTEKØBER OG BJØRN KAPPE

Der var en Mand ved Navn Thorod, der havde sin Slægt paa Medelfjældsstrand; han var Købmand, havde et Skib i Fart, og var sejlet i Købfærd til Dublin paa Irland. Paa samme Tid havde Sigurd Jarl Hlødversen paa Orknøerne hærget paa Syderøerne og helt vester paa til Man, paa hvis Indbyggere han havde lagt en Skat; og efter sluttet Forlig satte Jarlen nogle Mænd til at vente paa Skatten, der mest blev udredt i brændt Sølv, men Jarlen selv sejlede til Orknøerne. Da de Mænd, der skulde vente paa Skatten, var sejlklare, fik de Sydvestvind; men da de havde sejlet en Stund, sprang Vinden om til Sydøst og Øst, og der opkom en stærk Storm, som drev dem norden om Irland, hvor de led Skibbrud paa en ubeboet Ø. Medens de var der, traf Islændingen Thorod dem paa sin Sejlads fra Dublin. Jarlens Mænd raabte Købmændene til Hjælp; Thorod lod en Baad sætte ud og gik selv i den, og da de mødtes, bad Jarlens Mænd ham om at hjælpe sig og lovede ham Penge, hvis han vilde bringe dem til Sigurd Jarl paa Orknøerne. Det syntes Thorod ikke, han kunde, da han skulde til Islandsfærd, men da de trængte haardt paa, og det gjaldt deres Liv og Frelse, at de ikke blev førte til Irland eller Syderøerne, hvor de forhen havde hærget, overlod han dem sin Baad, mod at han fik en stor Del af Skatten; de sejlede da i Baaden til Orknøerne, men han uden Skibsbaad til Island. Her kom han til Landet sønder paa, sejlede siden vester paa, sejlede ind ad Bredefjord og kom lykkelig og vel til Dagverdnæs. Om Høsten tog han sit Ophold hos Snorre Gode paa Helgefjæld, og blev siden kaldt Thorod Skatkøber. Det var kort efter Thorbjørn Digres Død. Samme Vinter var Thorbjørn Digres Enke Thurid, Snorre Godes Søster, paa Helgefjæld. Til hende bejlede Thorod; og da han var rig, og Snorre kendte hans Æt, og han saa, at hans Søster trængte til en Værge, saa syntes Snorre Gode, det var bedst at give ham hende. Han lod deres Bryllup staa om Vinteren paa Helgefjæld, men Vaaren [984] efter overtog Thorod Gaarden paa Frodaa, og lilev en god og forstandig Bonde.

Men straks efter at Thurid var kommen til Frodaa, begyndte Bjørn Asbrandsen at vende sin Gang did, og man snakkede om, at han lokkede hende. Thorod søgte at hindre hans Gang der, men forgæves.

Den Gang boede Thorer Vidleg paa Arnarhval, og hans Sønner, Ørn og Val, var da voksne; de bebrejdede Thorod, at han taalte den Skam, Bjørn tilføjede ham, og tilbød sig at være med Thorod, hvis han bedre vilde raade Bod paa Bjørns Komme.

Nu kom Bjørn engang til Frodaa og sad og talte med Thurid; men Thorod plejede ellers at sidde inde, naar Bjørn var der, nu var han ikke at se. Da advarede Thurid ham, at han skulde tage sig i Agt, thi uden Tvivl havde Thorod lagt sig i Baghold, og vilde nok sørge for, at de ikke blev lige mandstærke. Men Bjørn svarede med et Vers, hvor han ønskede, at denne Dag maatte blive den længste af alle Dage, hvis han inden Aften skulde drikke sin Glædes Gravøl. Endelig tog han sine Vaaben og vilde gaa hjem. Men da han kom op ved Digermule (67), sprang fem Mand op for ham; det var Thorod og to af hans Huskarle, samt Thorer Vidleggs Sønner. De anfaldt Bjørn, men han værgede sig mandig, og dræbte begge Thorers Sønner, som anfaldt ham haardest. Derpaa flyede Thorod med sine Huskarle, efter at have faaet et ringe Saar. Bjørn gik sin Vej, til han kom hjem, og gik ind i Stuen. Husfruen bad Tjenestepigen at sørge for ham, men da hun kom ind i Stuen med Lys, saa hun, at han var meget blodig. Hun sagde det til hans Fader Asbrand, som nu fik det hele at vide. Asbrand forbandt derpaa hans Saar, og han kom sig. Men Thorod søgte til Snorre Gode for at faa Eftermaal for Drabet paa Thorers Sønner, og denne lod Sagen anlægge ved Thorsnæsting, hvor Eyrbyggerne ydede Bredvikingerne (68) Bistand. Enden derpaa blev, at Asbrand gav Haandslag for sin Søn Bjørn og udredte Bøder for Drabene, men Bjørn blev landflygtig paa tre Aar og drog udenlands samme Sommer. Samme Sommer fødte Thurid paa Frodaa et Drengebarn, som blev kaldt Kjartan; han voksede op hjemme paa Frodaa og blev tidlig stor og haabefuld.

Bjørn kom til Danmark og drog derfra sønder til Jomsborg. Da var Palnatoke Høvding over Jomsvikingerne. Bjørn gik i deres Lag og blev kaldet Kappe (Kæmpe). Han var i Jomsborg, den Gang da Styrbjørn den Stærke indtog den. Ligeledes foer han til Sverig, da Jomsvikingerne hjalp Styrbjørn; og han var med i Slaget paa Fyrisvoldene, hvor Styrbjørn faldt, og flyede til Skoven med de andre Jomsvikinger. Og saa længe som Palnatoke levede, var Bjørn hos dem, og gjaldt for den tapreste og djærveste Helt i alle Farer.


30. OM THOROLF BØGEFOD OG ULVAR

Thorolf Bøgefod begyndte nu stærkt at ældes, og blev med Alderen ond og opfarende og meget trættekær, og det stod heller ikke godt til mellem ham og hans Søn Arnkel.

En Dag red Thorolf ind til Ulvarsfjæld til Bonden Ulvar, en driftig Avlsmand, der havde det Ord paa sig, at hans Hø lykkedes bedre end andres, og var saa heldig med sit Kvæg, at det aldrig omkom af Sult eller Snestorme. Da Thorolf kom til ham, spurgte han ham om gode Raad med Hensyn til sit Husholdningsvæsen og hvad der bares ham for, hvor tør Sommeren vilde blive. Ulvar svarede: »Jeg kan ikke give dig bedre Raad, end jeg selv følger: jeg vil begynde med at lade slaa Græs i Dag, og blive ved dermed i denne Uge, thi jeg tror, den vil blive regnfuld, men derefter mener jeg, at det i de næste fjorten Dage vil blive godt Vejr til at tørre.« Og det gik, som han sagde. Thorolf tog hjem; han havde mange Folk i sin Tjeneste, og lod nu ogsaa tage fat paa Engværket. Thorolf og Ulvar havde Eng sammen oppe paa Aasen; de slog først begge meget Hø, siden tørrede de og satte det i Stak. En Morgen tidlig stod Thorolf op; han ser ud, at Vejret var tykt, og frygtede for, at Høtørringen skulde slaa fejl, og kaldte paa sine Trælle, at de skulde staa op og age Hø sammen, og bød dem at arbejde det bedste de kunde Dagen igennem, »thi Vejret«, sagde han, »synes mig ikke til at stole paa.« Trællene klædte sig paa, og gav sig i Lag med Høarbejdet, men Thorolf læssede Høet, og drev paa dem, at det kunde gaa rask fra Haanden. Samme Morgen tidlig saa Ulvar ud efter Vejret, og da han kom ind, spurgte Værkmændene, hvorledes det var. »Sover kun I i Fred!« sagde han, »Vejret er godt og Solen vil skinne i Dag; I skal i Dag slaa i Hjemmemarken, men næste Dag vil vi føre vort Hø ind, som vi har oppe paa Aasen«. Vejret blev, som han havde sagt, og henimod Aften sendte han en Mand op paa Aasen for at se efter det Hø, han havde staaende der. Thorolf lod Høet køre hjem med tre Okser; og da de var komne til Ende med hans eget om Eftermiddagen, bød han dem at tage Ulvars med, og de gjorde saa. Men da Ulvars Sendemand saa det, løb han tilbage, og sagde det til Ulvar, der straks foer derop, og var meget rasende, og spurgte Thorolf, hvorfor han ranede fra ham. Thorolf svarede, at han kun brød sig lidet om, hvad den anden sagde, og skældte og smældte, saa de nær var røgne sammen. Ulvar saa da ingen anden Udvej end at gaa sin Vej, og gav sig straks paa Vej til Arnkel og sagde ham sin Tort og bad ham tage sig deraf, da det ellers vilde gaa galt. Arnkel lovede at bede sin Fader om at erstatte Høet, men erklærede tillige, at han frygtede, det vilde lidet hjælpe. Da nu Arnkel bad sin Fader om at godtgøre Ulvar Høet, svarede Thorolf, at den Træl var rig nok, og da Arnkel bad ham gøre det for hans Skyld, saa blev det endnu værre. De skiltes da ad. Da Arnkel nu traf Ulvar, sagde han ham, hvorledes Thorolf havde svaret; og da Ulvar lod sig mærke med, at Arnkel nok ikke havde taget sig ret af Sagen, da han ellers maatte kunne have bevæget sin Fader, saa gav Arnkel ham Penge for Høet, saa meget som han vilde have. Næste Gang han traf sin Fader, krævede han Høets Værdi af ham, men denne svarede ligesaa ilde som før, og de skiltes i Vrede. Men Høsten efter lod Arnkel tolv af sin Faders Øksne drive hjem fra Fjældet (69) til sit og slagtede dem til sin Husholdning; og da Thorolf blev vred derover og vilde have Erstatning, svarede Sønnen, at det maatte gaa op mod Ulvars Hø. Da blev Thorolf endnu mere vred og sagde, at det kunde han takke Ulvar for, men han skulde ogsaa nok faa det at finde.


31. ARNKEL BESKÆRMER ULVAR

Om Julen havde Thorolf et stort Drikkelag, og beværtede sine Trælle overflødig; men da de var blevne drukne, æggede han dem til at tage ind til Ulvarsfjæld og brænde Ulvar inde, hvorimod han lovede dem deres Frihed. Trællene lovede at udføre det for deres Friheds Skyld, naar han vilde staa ved sit Ord. Derpaa drog de af Sted, seks i Tallet, ind til Ulvarsfjæld, tog en Vedstabel og trak Veddet hen til Gaarden og satte Ild derpaa. Paa samme Tid sad Arnkels og drak paa Bolstad, og da de vilde gaa til Sengs, saa de Ild paa Ulvarsfjæld, drog straks derhen og greb Trællene, men slukkede Ilden; der var kun brændt lidet af Husene. Morgenen efter lod Arnkel Trællene føre ud til Vadelshøfde, og der blev de alle hængte. Derefter overdrog Ulvar Arnkel alt sit Gods, saa at denne blev Ulvars Værge, skønt Thorbrands Sønner optog det meget ilde, thi de mente, at de selv havde Ret til alt Gods efter Ulvar, eftersom han var deres frigivne. Thorolf blev meget vred paa Arnkel, fordi Trællene var dræbte, og vilde have Bøder for dem, men Arnkel nægtede rent ud at give en Penning for dem, saa Thorolf blev endnu vredere. En Dag red han ud til Helgefjæld til Snorre Gode; denne bad ham blive, men Thorolf svarede, at han ikke trængte til hans Mad, men var kommen, for at han kunde hjælpe ham tilrette; »thi du er Herredshøvding«, sagde han, »og det er din Pligt at hjælpe dem tilrette, som lider Uret«. »Hvem er da gaaet dig for nær, Bonde?« sagde Snorre. »Min Søn Arnkel,« svarede Thorolf. »Det skal du ikke klage over,« sagde Snorre, »snarere burde du føje dig efter ham, thi han er bedre Mand end du.« »Nej,« svarede Thorolf, »han tilføjer mig nu den ene Fornærmelse efter den anden. Jeg giver dig mit Venskab, Snorre, naar du vil overtage Eftermaalet for mine Trælle, som Arnkel har ladet dræbe, og jeg skal ikke gøre Krav paa alle Bøderne for mig selv.« Snorre svarede: »Jeg vil ikke gaa i Trætte mellem dig og din Søn.« Thorolf vedblev: »Du er ingen Ven af Arnkel, men maaske du synes, at jeg er vel paaholden; velan da, jeg ved, at du gerne vil eje Kraakenæs og Skoven der, som er den største Kostbarhed her i Egnen; alt dette vil jeg overdrage dig, naar du vil tage Eftermaalet for mine Trælle, saaledes at du selv kan have Ære deraf, og de, som har vanæret mig, kan fortryde deres Gerning, og jeg vil ingen Skaansel have vist imod nogen af dem, enten han er nærmere eller fjernere i Slægt med mig.« Snorre fandt, at han trængte meget til Skoven, og han tog ved Haandslag mod Jorden og overtog Eftermaalet. Thorolf red hjem og var vel tilfreds, men andre syntes ikke saa vel derom. Om Foraaret lod Snorre Sag anlægge til Thorsnæsting mod Arnkel for Trælledrabet. Begge Parter kom mandstærke til Tinget, og Snorre forfulgte Sagen. Da den kom til Doms, krævede Arnkel Værnevidner paa, at Trællene var grebne med tændt Ild og i Ildspaasættelse. Herimod indvendte Snorre, at de rigtig nok var uhellige paa Ildgerningsstedet, men da de andre havde ført dem bort derfra og ud til Vadelshøfde, og havde dræbt dem der, var de ikke der uhellige. Og derved tilintetgjorde han Arnkels Værnevidner. Derefter gav man sig til at mægle dem imellem, og der blev sluttet Forlig saaledes, at Brødrene Styr og Vermund skulde dømme dem imellem. De dømte tolv Øre for hver af Trællene, og Pengene skulde udredes straks paa Tinget. Da dette var sket, gav Snorre Thorolf Pungen; han tog den og sagde: »Det anede jeg ikke, da jeg gav dig min Jord, at du skulde forfølge min Sag saa lunkent, og jeg er vis paa, at Arnkel ikke vilde have nægtet mig slige Bøder for mine Trælle, hvis jeg havde voldgivet ham Sagen.« »Det maa jeg sige,« svarede Snorre, »at du er kommen uden Skam ud af dette, men jeg vil ikke sætte min Ære paa Spil mod din Ondskab og Uretfærdighed.« Thorolf svarede: »Jeg haaber ogsaa, at jeg ikke mere skal søge Hjælp hos dig i mine Sager, men dog skal det ikke skorte paa Stof til Trætter mellem Herredsmændene her.« Derpaa forlod man Tinget. Hverken Arnkel eller Snorre var fornøjede med Udfaldet, men Thorolf mindst, hvad der kun var, som det skulde være.


32. OM ULVARS DØD

Nu hændte det, at Ørlyg paa Ørlygstad blev syg, og da det lakkede mod Enden med ham, blev han plejet af sin Broder Ulvar; han døde af denne Sot. Men straks efter hans Død tog Arnkel til Ørlygstad, og han tilligemed Ulvar tilegnede sig alt det Gods, der var. Men da Thorbrands Sønner hørte, at Ørlyg var død, tog de til Ørlygstad og gjorde Krav paa Godset. De paastod nemlig, at det var deres Ejendom, alt hvad deres frigivne havde haft, men Ulvar hævdede sin Ret til at tage Arv efter sin Broder. De spurgte saa Arnkel, hvad Del han vilde tage deri. Han svarede, at Ulvar skulde blive uranet for hver Mand, saalænge deres Fællig varede, og han maatte raade. Thorbrands Sønner drog da bort, og drog først ud til Helgefjæld til Snorre Gode, hvem de underrettede om Sammenhængen, og bad om Hjælp. Men Snorre Gode svarede, at han for denne Sag ikke vilde give sig i Trætte med Arnkel, da de straks fra Begyndelsen af havde baaret sig saa akavet ad, at Arnkel havde først faaet Godset i Besiddelse. Thorbrands Sønner sagde, at naar han ikke brød sig om sligt, vilde han heller ikke varetage vigtigere Ting.

Om Høsten havde Arnkel et stort Høstgilde, men han plejede til alle Gilder at indbyde sin Ven Ulvar, og at give ham Gaver ved Afskeden. Den Dag, da man skulde tage fra Gildet paa Bolstad, red Thorolf Bøgefod hen til sin Ven Spaagils i Thorsaadal og bad ham ride med hen paa Ulvarsfjæld; Thorolfs Træl var med. Da de kom ind paa Aasen, sagde Thorolf: »Der kommer Ulvar fra Gildet, og han har vist sømmelige Gaver med sig«; hvorpaa han tilskyndede Spaagils til at lure paa ham ved Gærdet paa Gaarden Ulvarsfjæld, og dræbe ham, hvorfor han lovede ham tre Mark Sølv, og lovede at betale Bøderne for Drabet. Han underrettede ham tillige om, hvorledes han skulde tage de Kostbarheder fra den dræbte, som han havde faaet af Arnkel, saa løbe langs ud med Fjældet til Kraakenæs, og, hvis nogen kom efter ham, skjule sig i Skoven. Endelig skulde han komme til Thorolf, der saa vilde sørge for, at ingen skulde gøre ham noget. Og eftersom Spaagils var en meget fattig Mand, der sad med mange Børn, vilde han ikke lade den Fugl flyve. Han gik hen til Tungærdet paa Ulvarsfjæld, saa Ulvar komme med et Skjold og et Sværd, som Arnkel havde givet ham, og da de traf paa hinanden, bad Spaagils om at se Sværdet, sagde, at Ulvar maatte være en udmærket Mand, siden Høvdingerne agtede ham saa gode Gaver værd, men da Ulvar gav ham Sværdet og Skjoldet, gennemborede Spaagils ham med Sværdet. Derpaa løb han ud til Kraakenæs. Arnkel var ude og saa en Mand komme løbende med et Skjold, som han syntes, han skulde kende; det faldt ham da ind, at Ulvar ikke godvillig havde skilt sig ved det, og han kaldte paa nogle Mænd, at de skulde sætte efter Manden; »og da det er min Faders Raad, som her er gaaede i Opfyldelse,« sagde han, »saa denne Mand er bleven Ulvars Banemand, saa skal I straks dræbe ham, hvor I træffer ham, og ikke lade ham komme for mine Øjne.« Derpaa gik Arnkel op til Ulvarsfjæld, og de fandt Ulvar død. Da Thorolf Bøgefod saa Spaagils løbe ud ad Ulvarsfjæld med Skjoldet, og ligeledes kunde slutte sig til, hvorledes det var gaaet med ham og Ulvar, sagde han til Trællen, der ledsagede ham, at han skulde fare hen til Thorbrands Sønner paa Kaarstad, og vare dem ad, at Ulvar var dræbt, hvorfor de skulde tage hen til Ulvarsfjæld og ikke, som forrige Gang, lade den frigivnes Arv rane fra sig. Derpaa red Thorolf hjem og var vel fornøjet med sin Daad. Men de, der var løbne efter Spaagils, greb ham ved en Fjældsti ved Stranden, lod ham tilstaa Sandheden, tog ham saa af Dage, og begrov ham ved Fjældvejen, men bragte Arnkel Kostbarhederne. Da Thorbrands Sønner fik Thorolfs Budskab, drog de til Ulvarsfjæld, men der var allerede Arnkel kommen med mange andre Mænd. De gjorde nu Krav paa Ulvars Gods, men Arnkel fremledte de Vidner, der havde været tilstede ved Overenskomsten mellem ham og Ulvar, og paastod, at det skulde staa ved Magt, da det ikke lovlig var hævet, og bad dem derfor at lade deres Fordring fare, thi han vilde haandhæve sin Ret til Godset som til sin Fædrenearv. Thorbrands Sønner saa da ingen anden Udvej end at trække sig tilbage, og tyede atter til Snorre Gode. Denne sagde, at det nu var gaaet som forrige Gang, at de havde ladet Arnkel komme sig i Forkøbet; de kunde nu skyde en hvid Pind efter Jordegodset, ligesom efter Løsøret, som Arnkel allerede havde taget i Besiddelse; til Jorden var de lige nær, og det kom da an paa, hvo der var de stærkeste; han frygtede imidlertid for, at Arnkel, der kuede alle der i Herredet, ogsaa i dette Skifte, som i andre, vilde overmande dem. Thorleif Kimbe svarede: »Du har Ret, Snorre! og vi kan ikke vente, at du skal haandhæve vor Ret imod Arnkel, da du i alle Handler, som I har sammen, giver efter for ham.« Thorbrands Sønner tog derpaa hjem, meget misfornøjede med deres Skæbne.


33. OM THOROLF BØGEFODS DØD

Snorre Gode lod nu hugge i Kraakenæsskoven, og det meget. Thorolf Bøgefod, som mente, at Skoven blev ødelagt, red ud til Helgefjæld, og bad Snorre, at lade ham faa Skoven igen, thi han havde laant ham den, men ikke givet ham den. Men Snorre svarede, at det vilde komme paa det rene, naar man hørte deres Vidnesbyrd, som havde været tilstede ved Overdragelsen, og naar Skoven ikke saaledes blev frakendt ham, vilde han ikke lade den fare. Thorolf red da bort, meget ilde tilmode; han red ind til Bolstad til sin Søn Arnkel. Denne tog vel imod sin Fader, og spurgte efter hans Ærinde. »Det er mit Ærinde hid,« sagde Thorolf, »at jeg finder den Kiv, der er imellem os, meget ulykkelig, og ønsker, at vi skal lade den fare og leve som gode Frænder; dette Forhold er unaturligt, men naar vi forener os, vil vi faa meget at sige her i Herredet, du ved din Manddom, jeg ved min Klogskab.« Da Arnkel ytrede, hvor kært det vilde være ham, at de sluttede sig nøjere sammen, vedblev Thorolf: »Lad det nu være Begyndelsen til vort Forlig og Venskab, at vi kræver Kraakenæsskoven tilbage af Snorre Gode; det tykkes mig værst, at han skal have vor Ejendom; men han vil nu ikke lade mig faa Skoven, og siger, at jeg har givet ham den, men det er Løgn.« Arnkel svarede: »Det var ikke af Venskab mod mig, du lod Snorre faa Skoven; jeg ved, at han ikke har ret Hjemmel til den, men jeg vil ikke, at du til Løn for din Ondskab skal have Glæde af vor Trætte.« »Jeg tænker,« sagde Thorolf, »det er snarere din egen Fejghed, der driver dig dertil, end fordi du frygter, at jeg skal have Glæde af Eders Trætte.« »Tænk derom, som du vil,« sagde Arnkel, »men under disse Omstændigheder vil jeg ikke give mig i Strid med Snorre om Skoven.« Dermed skiltes de. Thorolf tog hjem, var meget misfornøjet, og tyktes nu ikke at kunne faa sin Krig frem.

[988] Thorolf kom hjem om Aftenen, talte ikke med nogen, satte sig i sit Højsæde, spiste ikke til Aften, og blev siddende, da de andre gik til Sengs. Om Morgenen, da de stod op, sad han der endnu og var død. Da sendte Husfruen Bud til Arnkel for at melde ham hans Faders Død. Arnkel red op til Hvam med nogle af sine Hjemmemænd, og da de kom til Hvam, fik han Vished, at hans Fader var død og sad i Højsædet; men alle Folk var forskrækkede, thi dem alle forekom hans Død uhyggelig. Arnkel gik da ind i Stuen, langs med Bænkene bagfra mod Thorolf, og bad alle vogte sig for at komme ham nær forfra, saalænge Lighjælp ej endnu var ham ydet (70). Arnkel greb da Thorolf i Skuldrene, og maatte bruge alle sine Kræfter, førend han fik ham ned af Sædet, hvorpaa han svøbte et Klæde om hans Hoved og redte om Liget, som Skik var. Derefter lod han bryde Hul paa Væggen bag ved ham, fik ham der ud, lod ham lægge paa en Slæde med forspændte Øksne og age op i Thorsaadal. Det var ikke uden Besvær, at de fik ham derhen, hvor han skulde være, og der lagde de ham i en vældig Dysse. Derpaa red Arnkel hjem til Hvam og tog alt sin Faders Gods i Besiddelse. Han blev der i tre Dage, uden at der forefaldt noget videre mærkeligt, og vendte saa hjem.


34. THOROLF BØGEFOD GAAR IGEN

Efter Thorolf Bøgefods Død fandt mange det ilde at være ude efter Solens Nedgang, og mod Enden af Sommeren var det kendeligt, at Thorolf var paafærde; da kunde man aldrig være uden for Husene i Fred, naar Solen var gaaet ned, hvortil kom, at de Øksne, han var trukken med, blev troldredne, og alt det Kvæg, som kom nær til hans Dysse, blev galent og brølte sig ihjel. Ofte kom Faarehyrden i Hvam hjem, forjaget af Thorolf, og om Høsten hændte det sig, at hverken Faarehyrden eller Kvæget kom hjem, og da man om Morgenen tog ud for at lede efter dem, fandtes Hyrden død kort fra Thorolfs Dysse; han var kulsort over hele Legemet, og hvert Ben i ham knust. Han blev dysset hos Thorolf, men all Kvæget, som havde været i Dalen, fandtes enten dødt, eller det forvildede sig i Fjældene og blev aldrig fundet, og naar Fugle satte sig paa Thorolfs Dysse, faldt de døde ned. Dette tog i den Grad til, at ingen vovede at lade Kvæget græsse oppe i Dalen; ofte hørte man om Natten uden for paa Hvam stærke Døn, og at nogen ligesom tumlede sig paa Hustaget, og da Vinteren kom, viste Thorolf sig ofte hjemme paa Gaarden, og var især slem efter Husfruen; mange havde Men deraf, men hun var nær ved at gaa fra sin Forstand. Hun døde da ogsaa tilsidst deraf og blev ført op i Thorsaadal og lagt i Dysse hos Thorolf. Derpaa flygtede alle Folk bort fra Gaarden; og nu begyndte Thorolf at gaa vide om Dalen, saa han ødede næsten alle Gaarde der omkring. Og denne hans Gengang blev saa stærk, at han dødede nogle, andre flygtede, men alle de, som opgav Aanden, blev siden set i Følge med ham. Alle klagede over denne Ulykke, og de mente, at Arnkel burde raade Bod derpaa. Arnkel bød alle dem til sig, som fandt det bedre der, end andensteds. Thi hvor Arnkel var stedt, mærkedes der aldrig noget Men af Thorolf og hans Følge. Alle var saa rædde for denne Thorolfs Gengang, at ingen turde om Vinteren tage gennem Egnen, selv om de havde vigtige Ærinder.

Da nu Vinteren led, og Vaaren kom med mild Luft, og Klaven gik af Jorden, sendte Arnkel et Bud ind til Kaarstad til Thorbrands Sønner og bad dem tage med ham, for at føre Thorolf bort fra Thorsaadal og søge ham et andet Gravsted. Det var hver Mands Pligt efter Loven at føre død Mand til Graven, naar de æskedes dertil; Thorbrands Sønner mente dog, at det ikke kom dem ved, at hjælpe Arnkel eller hans Mænd af deres Nød, men den gamle Thorbrand forestillede dem, at det var deres lovlige Pligt, og heller ikke var det sømmeligt at afslaa det. Thorod lovede da at møde Arnkel paa Ulvarsfjæld. Nu gjorde Arnkel sig rede; de var tolv Mand og havde Trækøksne og Graveredskaber med sig; de tog først til Ulvarsfjæld, hvor de traf Thorod Thorbrandsen med to andre Mænd. De drog nu op over Aasen og kom til Thorolfs Dysse i Thorsaadal og brød den op og fandt, at hans Lig ikke var opløst. Han saa meget fæl ud; de tog ham op af Graven, lagde ham paa en Slæde, spændte to stærke Øksne for og drog ham op til Ulvarsfjældshals; der var Øksnene saa trætte, at man maatte tage nogle andre, der drog ham op paa Aasen; Arnkel agtede at føre ham ind paa Vadelshøfde, for at jorde ham der. Men da de kom ind paa Kanten af Aasen, blev Øksnene gale, rev sig løse, løb ned af Aasen og stævnede ud mod Søen og styrtede begge om og døde. Thorolf var da saa tung, at de ikke kunde faa ham videre, hvorfor de førte ham til en liden Høfde, som var tæt ved dem, og jordede ham der. Det Sted kaldes siden Bøgefodshøfde. Derpaa lod Arnkel et Gærde opføre tværs over Høfden oven for Dyssen, saa højt, at ingen kunde komme derover uden flyvende Fugl. Man ser endnu Mærke deraf. Der laa Thorolf rolig al den Stund Arnkel levede.


35. OM SNORRE GODES STRID MED ARNKEL

Snorre Gode lod Kraakenæsskoven hugge og brød sig ikke om Thorolf Bøgefods Klagemaal. Men det mærkedes nok paa Arnkel, at han mente, at Snorre ikke havde Lovhjemmel paa Skoven, thi ham tyktes, at Thorolf havde begaaet Arvesvig ved at give ham den. En Sommer sendte Snorre Gode sine Trælle til Arbejde i Skoven, og de hug en Del Ved, stablede det op, og tog hjem. Da Veddet tørknedes, gik Ordet, at Arnkel vilde tage det, men der blev dog ikke noget af; derimod bad han sin Faarehyrde at passe paa, og at vare ham ad, naar Snorre vilde føre Veddet hjem. Da nu Veddet var tørt, sendte Snorre tre af sine Trælle efter det, og lod sin Følgemand Hauk tage med dem, for at staa dem bi. De bandt Veddet paa tolv Heste og gav sig paa Hjemvejen. Men Faarehyrden underrettede Arnkel derom, som da tog sine Vaaben og satte efter dem. Da han kom efter dem, sprang Hauk af Hesten og rettede sit Spyd mod Arnkel, men det kom i Skjoldet og saarede ham ikke. Arnkel sprang ligeledes af og fældede Hauk med sit Spyd ved Hauksaa. Da Trællene saa Hauks Fald, tog de Flugten hjemad, og da Arnkel havde forfulgt dem et Stykke, vendte han om, drev de med Ved læssede Heste med sig, tog Veddet af dem, slog dem løs, fæstede Rebene paa dem og drev dem ud ad Fjældet, og de søgte hjem til Helgefjæld. Denne Tidende rygtedes, men alting blev roligt Vinteren over. Men om Vaaren anlagde Snorre Sag til Thorsnæsting for Hauks Drab, hvorimod Arnkel paastod ham uhellig, fordi han havde gjort det første Anfald. Sagen blev dreven med megen Iver, men Hauk blev dømt uhellig, og Sagen gik Snorre imod. Dette gav Anledning til mange fjendtlige Trusler Sommeren over.


36. SNORRE RAADER ARNKEL BANE

Der var en Mand ved Navn Thorleif fra Østfjordene, som var dømt for Lejermaal; han kom om Høsten til Helgefjæld, og bad Snorre Gode om Ophold i hans Hus, men Snorre afslog det, og de talede meget sammen, førend han tog bort. Derefter tog Thorleif til Bolstad, hvor han kom om Kvælden, og var der Natten over. Tidlig om Morgenen stod Arnkel op, og naglede sin Yderdør. Thorleif stod op, gik hen til Arnkel, og bad ham om Ophold der. Han svarede undvigende, og spurgte, om han havde været hos Snorre Gode. »Det har jeg rigtignok,« sagde Thorleif, »men han vilde ikke tage imod mig, og heller ikke skøtter jeg meget om at være i den Mands Følge, der lader sig kue af hver Mand, han har med at gøre.« »Jeg tænker heller ikke,« sagde Arnkel, »at Snorre vinder ved Købet, hvis han giver dig Mad for dit Følgeskab.« Thorleif blev nu ved at trænge paa, at han gerne vilde være hos en Mand som Arnkel, men denne vægrede sig, da han ikke plejede at tage Mænd fra fremmede Herreder i sit Hus. Medens de saaledes taledes ved en Stund, den ene paatrængende, den anden undvigende, borede Arnkel paa Dørbrættet og lagde imidlertid sin Økse paa Jorden; Thorleif greb den, svang den over sit Hoved og vilde sætte den i Hovedet paa Arnkel; men da denne hørte Lyden af Øksen, sprang han op, løftede Thorleif op paa sit Bryst, og nu kendtes hans Styrke, thi han kastede Thorleif til Jorden, saa han næsten daanede, men Øksen røg ham ud af Haanden, og Arnkel fik den fat og satte Thorleif den i Hovedet, og gav ham Banesaar. Ordet gik, at Snorre Gode havde sendt denne Mand for at dræbe Arnkel. Men Snorre lod, som denne Sag slet ikke vedkom ham, og lod Folk snakke, hvad de vilde, og saaledes gik den Vinter uden videre Forefald.


37. OM ARNKELS DØD

Næste Høst [993] ved Vinternætters Tid havde Snorre Gode et stort Høstgilde, hvortil han havde indbudet sine Venner. Der holdtes Ølgilde og blev drukket tæt, og var megen Munterhed. Der blev ogsaa talt om Mandjævning, og hvo der var den ypperste Mand der i Egnen, eller den største Høvding; og derom kunde de ikke blive enige. De fleste holdt Snorre Gode for den ypperste Mand, men andre holdt Arnkel derfor, og atter andre Styr. Da de nu talte derom, sagde Thorleiv Kimbe: »Hvad er det værd at trættes om sligt, som hver kan se for sine Øjne?« »Hvad vil du sige med det, Thorleiv!« sagde de andre, »at du holder den Sag for saa ligefrem?« »Ubetinget er Arnkel den største,« sagde han. »Af hvad Grund da?« sagde de andre. »Fordi det er den rene Sandhed,« svarede Thorleiv; »Snorre Gode og Styr er for deres Svogerskabs Skyld at regne for een Mand, men ingen af Arnkels Hjemmemænd ligger uden Bøder ved hans Gaard, af dem, Snorre har dræbt, saaledes som Snorres Følgemand Hauk ligger her ved hans Gaard, hvem Arnkel har dræbt.« Dette, fandt man, var dristig talt og dog sandt, saaledes som Sagerne nu stod, og dermed endte Samtalen. Da man nu tog bort fra Gildet, uddelte Snorre Gaver til sine Venner, fulgte Thorbrands Sønner ned til Skibet, og ved Skilsmissen gik han hen til Thorleiv Kimbe, og sagde: »Her er en Økse, Thorleiv, som jeg vil give dig, det er den mest langskaftede, jeg ejer, men den vil dog ikke kunne naa Arnkels Hoved, naar han bjærger Hø paa Ørlygstad, hvis du skal svinge den hjemme fra Alftefjord.« Thorleiv tog mod Øksen og sagde: »Tro ikke, at jeg skal dvæle med at svinge Øksen imod ham, naar du hævner din Følgemand Hauk.« »Det tør jeg vente af Eder, Thorbrands Sønner,« sagde Snorre, »at I vil passe paa, naar der gives Lejlighed til at komme Arnkel til Livs; og da maa I dadle mig med Rette, hvis jeg ikke møder Eder, naar I varer mig ad, at det er Tid.« De skiltes saaledes ad, begge lige villige til at tage Arnkel af Live; Thorbrands Sønner skulde udspejde Lejligheden.

Tidlig paa Vinteren kom der stærk Frost, og alle Fjorde lagde til. Frøjsten Bove vogtede Faar i Alftefjord; han skulde passe paa, naar der gaves Lejlighed til at overfalde Arnkel. Arnkel var en driftig Mand, og lod sine Trælle arbejde fra Morgen til Aften; han drev Jorderne baade paa Ulvarsfjæld og Ørlygstad, thi der var ingen at faa til at bo der af Frygt for Thorbrands Sønner; men om Vinteren plejede Arnkel at føre Høet fra Ørlygstad om Natten, naar det var Maaneskin, thi Trællene havde andet at gøre hjemme om Dagen, og han havde ikke noget imod, at Thorbrands Sønner ikke lagde Mærke dertil. En Nat før Jul stod han op, vækkede sine tre Trælle, af hvilke een hed Ofeig, og tog med dem ind til Ørlygstad; de havde fire Øksne og to Slæder med. Thorbrands Sønner lagde Mærke til deres Komme, og Frøjsten Bove tog straks om Natten over Isen til Helgefjæld, og kom derhen noget efter at Folk var gaaede i Seng. Han vækkede Snorre Gode. Denne spurgte, hvad han vilde. »Nu er den gamle Ørn fløjen til Aadslet paa Ørlygstad,« sagde Frøjsten. Snorre stod op, lod sine Mænd klæde sig paa, og de drog ni bevæbnede over Isen til Alftefjord, hvor Thorbrands Sønner, seks Mand stærke, mødte dem inderst i Fjorden. De drog nu af Sted til Ørlygstad. Her var en af Trællene taget hjem med Hølæsset; de andre saa, at der kom væbnede Mænd op fra Søen, og Ofeig mente, at det var bedst at tage hjem. Arnkel svarede: »Jeg kender godt Raad, her kan hver af os gøre det som han synes bedst om. I skal løbe hjem og vække mine Følgemænd. De vil da snart komme mig til Hjælp, men her er et godt Forsvarssted i Høgærdet, jeg vil værge mig her, hvis dette er Fjender; det huer mig bedre end at fly. De vil ikke snart faa Bugt med mig, da jeg snart vil faa Hjælp, hvis I blot røgter Eders Ærinde brav.« Arnkel havde næppe talt ud, før Trællene gav sig til at løbe. Trællen Ofeig kom hurtigst af Sted, men blev saa ræd, at han nær var bleven gal og rendte til Fjælds og styrtede ned i en Fos og satte der Livet til. Den anden Træl løb hen til Gaarden; men da han kom hen til Laden, traf han der en af sine Kammerater, der slæbte Høet ind. Denne raabte til Trællen, der løb, og bad ham at tage fat og hjælpe sig. Trællen kunde nok lide den Slags Arbejde og tog straks fat.

Nu er at fortælle om Arnkel Gode; da han kunde skelne Snorre Gode, greb han Meden af sin Slæde og tog den med sig op i Gærdet. Gærdet var højt fra Ydersiden, men indvendig fyldt op; der var et godt Forsvarssted. En Stak Hø var i Gærdet. Da Snorre og hans Mænd kom til Gærdet, gjorde de straks et Angreb, uden at det fortælles at de sagde noget Ord til hinanden. De angreb mest med Spydstik, som Arnkel afbødede med Slædemeden, saa at mange af deres Spydskafter gik itu, uden at Arnkel blev saaret. Da de nu havde opbrugt deres Skudvaaben, gjorde Thorleiv Kimbe et Tilløb imod Gærdet med draget Sværd. Arnkel slog til ham med Slædemeden, men Thorleiv undveg Hugget ved at lade sig falde baglæns ud af Gærdet. Meden stødte imod den frosne Kant af Gærdet, sprang itu, saa at den ene Del røg ud af Gærdet. Arnkel havde lænet sit Sværd og Skjold op til Høstakken. Han greb da sine Vaaben og værgede sig, men var nu mere udsat for Saar. Fjenderne trængte nu ind i Gærdet, men Arnkel sprang op paa Høstakken og værgede sig der en Stund, men blev tilsidst overmandet og dræbt. De dækkede Liget til med Hø der i Gærdet. Derpaa drog Snorre hjem til Helgefjæld. Skjalden Thormod Trevilsen mindes Arnkels Død i sit Digt om Snorre Gode.

Nu er at fortælle om Arnkels Trælle; da de havde baaret Høet ind, gik de ind i Husene og trak deres Skindklæder af. Da vaagnede Arnkels Følgemænd og spurgte, hvor Arnkel var. Da vaagnede Trællen ligesom op af Søvne og sagde: »Det er jo sandt,« sagde han, »han strider nok inde paa Ørlygstad med Snorre Gode.« Da sprang Mændene op, klædte sig paa, og skyndte sig til Ørlygstad, men fandt Arnkel død. Alle sørgede over hans Død, thi af alle Mænd i den gamle hedenske Tid var han i hver Henseende den største, forstandig, dannis, højhjertet og særdeles djærv, oprigtig, sagtmodig i Sind; han gik ogsaa af med Sejren i alle Sager, hvem han end havde med at gøre, og det, hvilket nu viste sig, tildrog ham Avindsmænd. Arnkel blev højlagt i en meget stor Høj ved Søen ude ved Vadelshøfde.


38. OM LOVEN FOR EFTERMAAL

Efter Arnkels Drab var der kun Kvinder til Arv og Eftermaal; derfor blev Drabssagen ikke forfulgt med den Kraft, som man kunde vente efter en saa udmærket Mand. Der blev sluttet Forlig paa Tinget og ingen anden Straf bestemt, end at Thorleiv Kimbe, som man tilkendte Arnkels Banesaar, skulde være landflygtig i tre Aar. Men da dette Eftermaal ikke var som det burde være efter en saadan Høvding, vedtog Landets Styrere den Lov, at herefter maatte ingen Kvinde have Eftermaal i Drabssag, heller ikke nogen Mand under seksten Aar, og det har altid siden været overholdt (71).


39. OM THORLEIV KIMBES UDENLANDSREJSE

Thorleiv Kimbe drog udenlands om Sommeren med nogle Købmænd, som tog ud fra Strømfjord (72), og holdt til med Skibsstyrerne. Den Gang var det Skik hos Købmændene, ingen Madsvende at have, men de, som spiste sammen, maatte selv kaste Lod om, hvem der hver enkelt Dag skulde forestaa Køkkenet. Alle Skibsfolkene havde ogsaa Drik sammen; der skulde nemlig ved Masten staa et Kar med Laag, hvori Drikken var, men Drikken havde man ellers i mindre Tønder, hvorfra den fyldtes i Karret, naar det var tomt. Da de nu næsten var færdige til at sejle, kom der en Mand hen paa Fjældhammeren ved Boden; det var en høj Mand, med en Byrde paa Ryggen, og han forekom dem noget underlig. Han spurgte efter Skibsstyreren, og de viste ham hen til hans Bod; han lagde sin Bylt hen ved Boddøren, gik saa ind i Boden, og spurgte Skibsstyreren, om han vilde tage ham med over Havet. De spurgte ham om hans Navn; han sagde, at han hed Arnbjørn, var en Søn af Asbrand fra Kam, og sagde, at han vilde drage udenlands, for at opsøge sin Broder Bjørn, der for nogle Aar siden var rejst bort, og fra hvem han ikke havde hørt noget, siden han drog til Danmark. Nordmændene sagde, at Ladningen var nu allerede surret, og de havde ikke Lyst til at løse den; men han svarede, at han ikke havde mere Tøj med sig, end der kunde ligge oven paa Ladningen. Da de nu fandt, at det var ham om at gøre at komme afsted, tog de ham med. Han spiste alene, og havde sin Plads foran ved Stavnen. I sin Bylt havde han tre Hundrede Alen Vadmel, tolv Skind og sin Rejsekost. Han var hjælpsom og munter, saa Købmændene kunde godt lide ham. De kom heldig over til Hordeland, og lagde til ved et Udskær; de lavede deres Mad i Land. Thorleiv Kimbe traf Lodden at forestaa Køkkenet, og han skulde lave Grød. Arnbjørn var paa Land, og lavede ligeledes Grød til sig selv, og dertil havde han taget Thorleivs Kedel. Denne gik paa Land og bad Arnbjørn om sin Kedel, men han havde da endnu ikke lavet sin Grød og rørte ivrig op i Kedelen; men Thorleiv stod ved Siden af ham. Da raabte Nordmændene fra Skibet af, at Thorleiv skulde skynde sig at bakke op, sagde at han var en rigtig Islænder saa magelig (73) han var. Da blev Thorleiv hidsig, tog Kedelen, kastede Arnbjørns Grød ud, og gik sin Vej. Men Arnbjørn havde Skeen i Haanden, og slog med den til Thorleiv, og traf ham paa Halsen. Slaget var ikke haardt, men da Grøden var kogende hed, brændte den Thorleiv paa Halsen. Han sagde: »Nordmændene skal ikke have det at le ad, at vi er her to Islændere, at de maa skille os Landsmænd ad som Hunde; men naar vi er igen paa Island, skal jeg nok huske dig det.« Arnbjørn svarede ikke. Nogle Dage efter fik de Bør ind til Landet, og satte Skibet op. Thorleiv blev der, men Arnbjørn fik Skibslejlighed med nogle Lastfarere til Vigen, og tog derfra til Danmark, for at opsøge sin Broder.


40. OM BJØRN BREDVIKINGEKAPPE

Thorleiv Kimbe var to Vintre [994—96] i Norge, og tog saa tilbage til Island med de samme Købmænd, som han var taget ud med. De sejlede til Bredefjord og kom til Dagverdnæs, og han tog om Høsten hjem til Alftefjord, og gjorde sig til, som han plejede. Den samme Sommer landede Brødrene Bjørn og Arnbjørn i Hraunhavn (74). Bjørn blev derefter kaldt Bredvikingekappe (Bredvikingernes Kæmpe). Arnbjørn, der havde ført en god Skilling ud med sig, købte sig straks Jord paa Bakke i Hraunhavn, men opholdt sig om Vinteren hos sin Maag, Thord Blig. Han førte ingen Pragt, og var i det hele tilbageholden, men ellers den gildeste Mand, man vilde se. Hans Broder Bjørn derimod opførte sig prægtig, da han kom hjem, og teede sig vel, thi han havde dannet sig efter fremmede Høvdingers Sæder; han var meget smukkere end Arnbjørn, forresten ligesaa gild og havde vundet Ry for Tapperhed. Om Sommeren, da de lige var komne, blev der holdt et stort Møde norden for Frodaaheden ved Mundingen af Frodaa. Købmændene red alle did i farvede Klæder, og forefandt en stor Mængde. Husfruen Thurid fra Frodaa var der ogsaa, og hende gav Bjørn sig i Tale med, uden at det vakte særlig Opmærksomhed, thi man fandt det rimeligt, at de havde meget at tale om, efter at de i saa lang Tid ikke havde set hinanden. Det kom til blodig Strid den Dag, og en af Folkene fra Nordsiden af Næsset blev dødelig saaret; han blev baaren hen under en Busk, der stod paa Øren, og der løb saa meget Blod af Saaret, at det dannede ligesom en Blodsø i Busken. Drengen Kjartan fra Frodaa, Thurids Søn, var der ogsaa; han havde en lille Økse i Haanden, og løb hen til Busken, og dyppede den i Blodet.

Da nu de, der boede sønden for Heden, red hjem, spurgte Thord Blig Bjørn, hvorledes det var gaaet ham med hans Samtale med Thurid. »Godt,« sagde han. Derpaa spurgte Thord, om han havde lagt Mærke til Drengen Kjartan, hans og Thorods eller alle deres Søn, og hvad han syntes om ham. »Ja vist saa jeg ham,« sagde Bjørn i et Vers; »jeg saa ham løbe til Blodpølen, og næppe kender han sin egen Fader.« De talte nu mere derom, og Bjørn slog tydelig nok paa i et Vers, at Drengen lignede ham; men Thord raadede ham til, nu at vende sin Hu fra Thurid. »Det vilde være det klogeste,« sagde Bjørn, »men det har jeg ikke i Sinde, skønt jeg her faar med en stærkere Mand at gøre, hendes Broder Snorre.« »Det maa du selv raade for,« sagde Thord, og dermed endte deres Samtale.

Bjørn drog nu hjem til Kam, og overtog Gaardens Styrelse, thi hans Fader var dengang død. Om Vinteren begyndte han igen sin Færd over Heden, for at besøge Thurid; og hvor ilde det end tyktes Thorod, saa vidste han dog ikke, hvorledes han skulde raade Bod derpaa; thi han mindedes, hvor slet det var gaaet ham forrige Gang, og nu var Bjørn en anderledes mægtig Mand end før. Han købte derfor Thorgrima Galdrekinn til at opvække Uvejr mod Bjørn, naar han tog over Heden. Det hændte sig ogsaa en Dag, da Bjørn tog til Frodaa, og om Aftenen vilde tage hjem, og var kommen noget silde paa Færden, at Vejret blev tykt, og det regnede noget; men da han kom op paa Heden, blev det koldt og Snefog, og saa mørkt, at han ikke kunde se Vejen for sig; saa kom der Stormvejr med saa stærk Regn, at han næppe kunde komme frem, og de vaade Klæder frøs paa Kroppen af ham; derhos foer han vild, og vidste ikke selv, hvor han var. Endelig fandt han en Hule, hvor han søgte Ly, men det var et koldt Leje; her fik han Tiden til at gaa ved i nogle Vers at spøge over sin usle vaade Bolig og genkalde i Mindet sine forrige Krigsbedrifter. Her maatte han da blive i hele tre Dage, førend Uvejret holdt op, saa at han kunde komme hjem.


41. OM THORLEIV KIMBE OG THORBRANDS SØNNER

Samme Vaar bejlede Thorleiv Kimbe til Helga Thorlaksdatter paa Eyre, en Søster til Stenthor, hvis Broder Thormod, der var gift med Thorleiv Kimbes Søster Thorgerd, tog sig kraftig af Sagen; men Stenthor vilde ikke gerne give sit Samtykke, og henstillede det til sine Brødre. De henvendte sig da til Thord Blig, men denne sagde, at Thorleiv først maatte se at faa de Grødskrammer lægte paa sin Hals, som han for tre Aar siden havde faaet i Norge, førend han tænkte paa at give ham sin Søster til Ægte. Over dette Svar truede Thorleiv ham, at han nok inden tre Aar var omme skulde blive banket af. Om Morgenen efter holdt de en Tørveleg ved Thorbrandssønnernes Bod, og idet Thorlakssønnerne gik forbi, fløj der en stor Sandtørv i Nakken paa Thord Blig, saa han vendte Benene i Vejret; og da han stod op, saa han, at Thorbrandssønnerne lo ad ham. Thorlakssønnerne greb da til Vaaben, de gik imod hinanden, og nogle Mænd blev saarede; men Stenthor og Snorre stiftede Fred, og de ansaas for forligte, da de red hjem.


42—43. OM BREDVIKINGERNE OG THORBRANDS TRÆL

Denne Strid blev stadig fortsat. Engang [997] gjordeThorbrandssønnerne Overfald paa Arnbjørn fra Bredvigen, men blev overraskede af Snorre Gode førend de kunde faa Bugt med Arnbjørn. Herved opslod et fuldkomment Fjendskab mellem Thorbrands Sønner og Bredvikingerne sønden for Heden. Bredvikingerne havde for Sæd om Høsten at samles til Boldleg, og man søgte derhen fra hele Egnen; der blev oprejst Legeskaaler (75), saa at man opholdt sig der en halv Maaned eller længer. Nu havde Bonden Thorbrand en Træl, ved Navn Egil den Stærke, der var meget misfornøjet med sin Trællestand, og ofte bad Thorbrand og hans Sønner om sin Frihed; for at opnaa den lovede han at udføre, hvad de vilde have. Engang da han om Aftenen gik efter Faar ud til Borgedal, saa han en Ørn komme flyvende over Fjorden; en stor Hund fulgte med Egil, denne kastede Ørnen sig over, og greb den i sine Kløer, og fløj tilbage med den over Fjorden til Thorolf Bøgefods Dysse. Dette, mente Thorbrand, var Varsel om store Tidender. Om Høsten talte Thorbrands Sønner med Trællen, at han skulde fare hen til det Sted, hvor Boldlegen holdtes, og dræbe en af Bredvikingerne, Bjørn eller Thord eller Arnbjørn, hvorimod de lovede ham hans Frihed. Somme har sagt, at det skete efter Overlæg med Snorre, og at han havde underrettet Trællen om, hvorledes han skulde bære sig ad dermed, at han nemlig skulde nytte den Tid, da man lavede Mad, og Havvinden drev Røgen ind i Bjergkløften, til at overraske de legende. Egil gav sig paa Vejen. Samme Aften gik Frøjsten efter Faar over en Aa, og kom til den Bjergskride (76), som hedder Geirvør; der saa han et afhugget Mandshoved ligge paa Jorden, og Hovedet kvad:

Geivør er fuld
af faldnes Blod;
dække den skal
Dødningeben.

Han fortalte Thorbrand dette Varsel, og denne fandt, at ogsaa dette spaaede vigtige Begivenheder.

Om Egil er nu at fortælle, at han stævnede over Fjældene, og skjulte sig Dagen over i en Bjærgkløft oven over Legeskaalerne, og saa paa Legen. Thord Blig, der sad paa en Stol og saa paa Legen, thi han kunde ikke være med for sin Heftigheds Skyld, sagde: »Jeg ved ikke, hvad det er, jeg ser deroppe i Bjergkløften, og som af og til kommer frem, om det er en Fugl eller et Menneske, der har skjult sig; noget levende er det, det er nok bedst at undersøge det.« Ingen af de andre saa det, og man brød sig derfor ikke videre derom. Denne Dag tilfaldt det Bjørn Bredvikingekappe og Thord Blig at sørge for Maden; Bjørn skulde gøre Ild og Thord hente Vand. Da der nu var tændt Ild, drev Røgen op i Kløften, saaledes som Snorre havde sagt, og Egil fulgte da Røgen ned til Boden. Legen var endnu ikke til Ende, men det var imod Enden af Dagen, Ilden brændte stærkt, og Boden var fuld af Røg. Egil var bleven meget stiv, baade af sin Gang over Fjældet, og af det han havde ligget i Kløften. Han havde frynsede Skotvinger i sine Sko, som da var Skik, men den ene var gaaet løs, og slæbte efter ham. Han gik ind i Forstuen, men da han skulde gaa ind i Stuehuset, vilde han liste sig frem, thi han saa Bjørn og Thord sidde ved Ilden, og han haabede nu om et Øjeblik at vinde sin Frihed for sin Livstid. Da han nu vilde stige over Dørtærskelen, traadte han paa den løse Skotvinge, kunde ikke faa den anden Fod frem, snublede, og styrtede ind paa Gulvet med en Larm, som om der var faldet en flaaet Okse. Thord sprang op, og spurgte, hvad Pokker der var paa Færde. Bjørn sprang ligeledes op, og fik fat paa ham, førend han kunde komme paa Benene, og spurgte, hvem han var. »Det er Egil, min gode Bjørn!« sagde Trællen. »Hvad for en Egil?« spurgte Bjørn. »Egil fra Alftefjord,« sagde han. Thord greb et Sværd og vilde hugge ham ned, men Bjørn raadede til ikke at dræbe ham straks, for at faa ham til at sige Sandheden. De satte nu Fodjærn paa ham, og da de andre kom ind, maatte han tilstaa alt. Næste Morgen førte de ham op i Kløften, og dræbte ham der. Det var den Gang Lov, at hvis nogen dræbte anden Mands Træl, skulde han bringe Bøderne hjem til Husbonden, nemlig tolv Øre Sølv, og det inden tredje Dag efter Drabet; naar disse Bøder saaledes lovlig var betalte, kunde intet Søgsmaal finde Sted for Drabet. Bredvikingerne besluttede at bringe Bøderne for Egil efter Loven. De valgte tredive Mænd af dem, der var med ved Legene, og det var udvalgte Folk. Disse red over Heden, og laa Natten over paa Eyre hos Stenthor, som derpaa forenede sig med dem, saa de var tresindstyve Mand. Næste Nat var de paa Gaarden Bakke hos Stenthors Broder Thormod, og bad Styr og Vermund at følge med. Nu var de firsindstyve Mand. Saa sendte Stenthor en Mand til Helgefjæld, som skulde se, hvad Snorre Gode tog sig for, naar han hørte, de samledes. Men da Sendebudet kom til Helgefjæld, sad Snorre Gode i Højsædet, og der var ingen Forandring at mærke i Huset, saa Sendebudet kunde ikke komme efter, hvad Snorre havde for. Denne Efterretning bragte han Stenthor. Denne sagde, at det var at vente, at Snorre vilde finde sig i andres lovlige Færd, og hvis han ikke drog til Alftefjord, saa vidste han ikke, hvad de skulde med saa mange Folk. Han vilde derfor have, at Bredvikingerne skulde blive tilbage. Men Thord svarede, at han vilde med, thi Thorleiv Kimbe skulde ikke have det at spotte over, at han ej turde bringe Bøderne for Trællen. Da sagde Stenthor til Brødrene Bjørn og Arnbjørn, at de skulde blive tilbage med tyve Mand. Bjørn svarede, at han just ikke var vant til at skydes ud, og mente, at Snorre vilde overliste dem, saa de kunde trænge til alle de Folk, de kunde faa; men da Stenthor svarede, at han skulde raade, fandt Bjørn sig deri. Nu red Stenthor med næsten tresindstyve Mand bort fra Bakke; og de stævnede hen til Ulvarsfjældshals.


44. OM SLAGET PAA ALFTEFJORD

[997] Snorre havde imidlertid ordnet alt; men først da Stenthors Sendebud var taget bort, som han nok kunde tænke var kommen for at spejde, sejlede han med tre Skibe ind ad Alftefjord, med henved halvtresindstyve Mand, og kom til Kaarstad førend Stenthor. Da man nu fra Kaarstad saa Stenthor komme, vilde Thorbrands Sønner straks imod dem, for at hindre dem fra at komme ind paa Tunet; thi de havde godt Mandskab, firsindstyve Mand. Men Snorre Gode forbød at hindre deres Ankomst, og bød, at Stenthor skulde have sin lovlige Ret; og alle skulde være inde, og ikke bruge unyttige Ord, hvorved Sagen kunde forværres. De gik da alle ind i Stuen og satte sig paa Bænkene, men Thorbrands Sønner blev gaaende paa Gulvet. Stenthor red med sit Følge hen til Døren. Han var iført en rød Kjole, hvis Flige han havde trukket op under Bæltet; han havde et smukt Skjold og Hjælm og var gjordet med Sværd, der var smukt forarbejdet, Hjaltet var hvidt, af Sølv, Hæftet ligeledes snoet med Sølv og med forgyldte Plader. Han og hans Følge steg af; han gik hen til Døren og hængte paa Dørstolpen en Pung, hvori der var tolv Øre Sølv, og krævede Vidner paa, at Trællebøderne var lovlig betalte. Døren var aaben, og en Tjenestekvinde, som stod i den og hørte ham kalde til Vidne, gik ind i Stuen og sagde: »Det er en dygtig Mand, Stenthor paa Eyre, og han har talt vel for sig, da han bragte Trælleboden.« Da Thorleiv Kimbe hørte dette, sprang han og de andre Thorbrands Sønner ud, og saa kom alle de frem, som var i Stuen. Thorleiv kom først til Døren og saa, at Thord Blig stod udenfor med sit Skjold, men Stenthor gik ind paa Tunet. Thorleiv tog et Spyd, der stod i Døren, og stak efter Thord Blig; Stikket traf Skjoldet, gled af og gav ham et stort Saar i Skulderen. Da løb de andre ud, og der begyndte et Slag, i hvilket Stenthor især stred ivrig. Men da Snorre kom ud, standsede han Kampen og bad Stenthor ride bort; han vilde ikke lade sætte efter ham. Stenthor red da bort med sine Mænd. Men da Snorre Gode gik hen til Døren, traf han sin Søn Thorod, den Gang tolv Aar gammel, der havde et stort Saar i Skulderen. Han spurgte, hvem der havde saaret ham. »Stenthor paa Eyre,« svarede han. Og nu lod Snorre sætte efter dem. De andre saa det, og gik op i Skriden Geirvør, hvor der var et godt Forsvarsted. Da Snorres Flok nu gik op ad Skriden, kastede Stenthor efter gammel Sæd et Spyd, for at skaffe sig Held, hen over Snorres Flok; Spydet traf Snorres Frænde Maar Halvardsen, der straks blev udygtig til Strid. Da dette blev sagt Snorre Gode, sagde han: »Det er godt, at det ses, at det ikke altid er tjenligt at gaa sidst.« Nu begyndte en heftig Kamp, indtil Aslak fra Langedal med flere kom til og mæglede imellem dem. Stenthor skulde tage mod Fred paa sine Mænds Vegne, og bad Snorre at række sin Haand frem; men da han gjorde det, løftede Stenthor sit Sværd og hug Snorre over Armen; Hugget gav et stort Brag og traf paa Stalleringen (77), saa at denne gik itu, men Snorre blev ikke saaret. Da raabte Thorod Thorbrandsen: »De vil ingen Fred have, og lad os nu ikke holde op, førend alle Thorlakssønner er dræbte.« Men Snorre Gode sagde: »Da vil der blive Ufred og evig Strid i Herredet, hvis alle Thorlakssønner bliver dræbte; Freden skal holdes, hvis Stenthor vil det som før.« Alle bad denne at modtage den, og de sluttede da Stilstand, indtil hver var kommen til sit Hjem.

Bredvikingerne havde imidlertid hørt, at Snorre var taget til Alftefjord; de steg da til Hest og red efter Stenthor, alt hvad de kunde, og var paa Ulvarsfjældshals, da Slaget stod. Mange mener ogsaa, at Snorre Gode saa dem deroppe, og at han derfor var saa villig til at slutte Fred med Stenthor. Da siden Stenthor og Bjørn traf hinanden paa Ørlygstad, sagde Bjørn, at det var gaaet, som han tænkte, og at det nu var bedst at vende tilbage; men Stenthor svarede, at han vilde holde den Fred, han havde sluttet med Snorre. Hver red derpaa til sit; Thord Blig laa saaret paa Eyre. I Slaget i Alftefjord faldt fem paa Stenthors Side og to paa Snorres, og mange blev desuden saarede.


45—46. OM THORBRANDS SØNNERS NEDERLAG

Sommeren før Slaget ved Alftefjord var der kommet et Skib til Dagverdnæs, af hvis Ejere Stenthor havde købt en tiaaret Baad, som blev sat op ved Thingskaalenæs. En Morgen kort før Jul vilde han hente den med sine Brødre, Bergthor og Thord Blig, hvis Saar nu næsten var lægte, samt to Nordmænd; i alt var de otte Mand. De tog først ind paa Bakke og fik deres Broder Thormod med, saa nu var de ni. Medens de nu var i Færd med Skibet, saa de seks Mænd komme fra Thingskaalenæs imod Helgefjæld til, og fattede da straks Mistanke, at det var Thorbrands Sønner, der vilde til Julegilde paa Helgefjæld, som det ogsaa var. Her kom det atter til et blodigt Møde i Vigrefjorden paa den glatte Is, hvilket endte med, at alle Thorbrands Sønner blev fældte til Jorden. Da sagde Thord Blig, at man skulde gaa imellem Krop og Hoved paa dem alle (78) men Stenthor sagde, at han ikke vilde bære Vaaben paa liggende Mænd. Snorre Gode fik Efterretning om Striden og kom did, men da var Stenthor allerede borte. Frøjsten Bove fandt han død, men alle de andre var næsten dødelig saarede. Thorbrands Sønner blev førte hjem til Helgefjæld og deres Saar lægte, men Thorod fik en skæv Hals og Thorleiv Kimbe maatte gaa med Træben.

Næste Foraar sluttedes endelig Forlig. Vermund hin Mjove skulde afsige Kendelsen, hvad han ogsaa gjorde paa Thorsnæsting; og delte Forlig blev holdt saa længe Stenthor og Snorre Gode levede (79).


47. BJØRN KAPPE REJSER UDENLANDS

Den samme Sommer [998] bød Thorod Skatkøber sin Svoger Snorre Gode til Gilde paa Frodaa og klagede for ham sin Nød med Bjørn Asbrandsen, der besøgte hans Kone Thurid, Snorres Søster. Da Snorre drog bort, red han syd paa over Heden; han vendte sig da til sine Ledsagere og sagde dem, at han vilde drage mod Bjørn og tage ham af Dage, hvis Lejlighed gaves. Imidlertid vilde han ikke angribe ham hjemme, thi dertil havde han for ringe Magt, og selv Overmagt vilde her kun udrette lidet, hvilket man saa paa Geir Gode og Gissur Hvide, da de med firsindstyve Mand angreb Gunnar paa Hlidarende, og han var ene til sit Forsvar, dog blev nogle dræbte eller saarede og Angrebet slaaet tilbage, indtil Geir Gode ved egen Kløgt mærkede, at Skydevaabnene begyndte at slippe op for ham (80). Derimod mente han, at Maar skulde overfalde Bjørn, medens denne var ude, hvilket han vistnok var, da det var godt Høvejr. De red nu hen til Gaarden og saa Bjørn ude paa Tunmarken, i Færd med at arbejde paa Vager (81) han var alene og havde ingen Vaaben uden en lille Økse og en stor Tollekniv. Bjørn saa dem komme og kendte dem straks. Snorre red forrest. Da tog Bjørn en rask Beslutning; han greb Kniven, gik hurtig imod dem, greb med den ene Haand Ærmet paa Snorres Kappe, med den anden knugede han Kniven og holdt den saaledes, at han let kunde støde den i Brystet paa Snorre, hvis han vilde. Maar, der skulde gaa løs paa ham, tabte derved Modet, thi han saa, at det straks vilde være ude med Snorre, hvis han gjorde Bjørn nogen Skade. Bjørn fulgte lidt med dem uden at slippe sit Tag, og spurgte om et og andet. Endelig sagde han til Snorre, at han ikke vilde nægte, han havde givet ham Grund til Fortrydelse, og at man havde fortalt ham, hvor meget Snorre havde imod ham; »men sig mig nu,« sagde han, »om du har noget andet Ærinde til mig, end at komme her forbi ad Alfarvej; hvis ikke, saa lov mig Tryghed, og jeg vil saa vende tilbage, thi jeg har ikke Lyst at gaa her som en Nar.« »Du har faaet mig saa vel i din Magt,« sagde Snorre, »at du skal have Fred for denne Gang, hvad du saa ellers havde i Sinde; men det vil jeg bede dig om, at du herefter vil lade Thurid være i Fred, hvis vi ellers skal være gode Venner.« »Jeg vil ikke love dig mere, end jeg kan holde,« sagde Bjørn, »og jeg ser ikke, hvorledes det kan blive anderledes, saalænge jeg og Thurid er i samme Herred.« »Her holder dig intet af denne Art,« sagde Snorre, »at du jo kan tage bort.« Bjørn svarede: »Det er sandt, og siden du selv er kommen til mig og vort Møde er løbet saaledes af, saa vil jeg love dig, at du og Thorod ingen Ærgrelse skal have af mine Møder med Thurid herefter.« »Da gør du ret,« sagde Snorre. Derpaa skiltes de, og Snorre tog hjem. Næste Dag red Bjørn til Hraunhavn og fik sig Skibslejlighed til om Sommeren. De sejlede silde ud med Nordostvind, som holdt længe ved, og i lang Tid hørte man ikke noget om dette Skib.


48. OM GRØNLAND OG VINLAND

Efter Forliget imellem Eyrbyggerne og Alftfjordingerne tog Thorbrands Sønner, Snorre og Thorleiv, til Grønland. Efter den sidste er Kimbevaag imellem Jøklerne opkaldt, og han boede i Grønland til sin Alderdom, men Snorre tog til Vinland det Gode med Karlsevne og faldt der i en Strid med Skrællingerne (82).


49. OM KRISTENDOMMEN

Gissur Hvide og hans Maag Hjalte kom dernæst [1000] ud og forkyndte Kristendommen(83); alle paa Island blev døbte, og Kristendommen blev lovtagen paa Altinget. Snorre Gode fremmede den især i Vestfjordene; han byggede selv en Kirke paa Helgefjæld og hans Svigerfader Styr en anden paa Hraun. Det bidrog meget til Kirkers Bygning, at Præsterne lovede, at man i Himmerige skulde faa Plads til saa mange Mennesker, som der kunde staa i den Kirke, man lod bygge. Thorod Skatkøber lod ogsaa en Kirke bygge paa sin Gaard Frodaa, men der var ingen Præster til at holde Gudstjeneste i Kirkerne, thi der var kun faa af dem paa de Tider.


50. OM THORGUNN FRA SYDERØERNE

Den samme Sommer Kristendommen blev lovtagen paa Island, kom der et Skib til Snefjældsnæs; det var et Dubliner Fartøj med Mænd fra Irland og Syderøerne, men kun faa Nordmænd. De maatte ligge længe for al vente paa Bør til at sejle ind ad Fjorden, og imidlertid tog mange hen til Næsset for at handle med dem. Der var ogsaa en Kvinde fra Syderøerne ved Navn Thorgunn om Bord, og Skibsfolkene sagde, at hun havde kostbare Sager med sig, som man vanskelig skulde finde paa Island. Da Husfruen paa Frodaa, Thurid, hørte det, fik hun stor Lyst til at se disse Sager; thi hun holdt meget af Stads og Pynt. Hun tog da hen til Skibet og besøgte Thorgunn, og spurgte hende, om hun havde nogen udmærket Kvindeklædning. Thorgunn svarede, at hun havde intet til Salg, men hun havde kostbare Sager, som hun ikke behøvede at skamme sig ved, hverken ved Gilder eller andre Sammenkomster. Thurid bad om at se dem, og det fik hun Lov til. Hun syntes vel om dem, og mente, de vilde klæde godt, men ansaa dem ikke for kostbare. Hun bød paa dem, men Thorgunn vilde ikke sælge dem. Da bad hun Thorgunn tage sit Ophold i hendes Hus; thi hun vidste, hun havde mange Herligheder, og haabede at faa dem ved Lejlighed. Thorgunn tog imod Tilbudet, men tilføjede, at hun ikke vilde give meget for sit Ophold, thi hun var meget flink til Arbejde og villig til at tage fat; men hun vilde dog ikke udføre nogen simpel Gerning, og hun vilde selv raade for, hvad hun skulde give for sig. De kom overens, og Thorgunns Sager blev baarne op fra Skibet; det var en stor tillaaset Kiste og en lille Kasse, som blev førte til Frodaa. Da Thorgunn kom til sit nye Hjem, bad hun om sit Sengested, og der blev givet hende Plads inderst i Stuen. Der lukkede hun sin Kiste op og tog ud af den kostelige Sengeklæder; hun bredte engelske Lagener paa Sengen og et Silketæppe; ligeledes Omhæng, og hvad der ellers hørte til, saa kostelige Ting, at man aldrig havde set Magen. Thurid slog paa, hvad alt dette vel kunde være værd; men Thorgunn svarede: »Mener du, jeg vil ligge i Halmen for din Skyld, hvor pyntelig og pragtlysten du end er?« Og siden den Tid talte Thurid aldrig om at købe hendes Sager.

Thorgunn vævede, naar det ikke var Høvejr; men naar det var tørt Vejr, tog hun Del i Høarbejdet paa Tunet, og havde ladet gøre en Rive for sig selv alene. Hun var stor af Vækst, baade før og høj og kødrig, med sorte Bryn, smaa Øjne og stærkt brunt Haar; til hverdags var hun god at komme tilrette med og kom hver Dag til Kirke, førend hun gik til sin Gerning; hun var dog hverken snaksom eller synderlig omgængelig; man holdt hende for en Kone paa den tredje Snes.

Paa denne Tid var Thorer Vidlæg og hans Kone Thorgrima Galdrekinn komne som Fledføringer (84) til Frodaa, og de kunde ikke godt komme ud af det med Thorgunn. Thorods Søn Kjartan, der nu var tretten, fjorten Aar gammel, var derimod hendes Yndling; men han kunde ikke lide hende, hvorover hun ofte blev vred.


51. OM THORGUNNS DØD

Efter en vaad Sommer [1001] fulgte gode tørre Dage om Høsten, saa at Høværket paa Frodaa gik godt. En Dag var det stille og tørt Vejr, og der var ikke en Sky at se paa Himlen. Thorod stod tidlig op og satte alle i Arbejde, nogle til at køre ind, nogle til at sætte i Lade, Kvinderne til at vende Høet, og Thorgunn skulde sørge for saa meget som Foderet til et Stykke Kvæg. Men noget efter Middag viste der sig en sort Skybanke paa Toppen af Fjældet Skor (85) mod Nord; man frygtede for Regn, og Thorod bød dem sætte Høet op, men Thorgunn gjorde det ikke, uagtet det blev sagt. Skyen drog rask frem, og da den kom over Gaarden, blev det saa mørkt, at man næppe kunde se Haand for sig, og der faldt en saa stærk Regn, at alt det Hø, der laa spredt, blev gennemvaadt; men Regnen faldt ikke andensteds, end paa Frodaa. Skyen drog ligesaa hurtig over, som den var kommen, og Vejret klarede op. Man saa da, at det havde regnet Blod; men da det blev godt Tørrevejr om Aftenen, saa tørredes Blodet snart af alt det andet Hø, men Thorgunns blev ikke tørt, og heller ikke den Rive, hun havde holdt paa. Thurid spurgte hende, hvad hun mente dette Under skulde betyde; hun svarede, hun vidste det ikke, men dette maatte være Dødsvarsel for nogen i Huset. Om Aftenen gik hun hjem, gik til sit Kammer, tog de blodige Klæder af og gik i Seng; hun stønnede meget, saa man mærkede, hun var bleven syg. Spise vilde hun ikke. Om Morgenen kom Thorod hen til hende for at se, hvorledes hun havde det, og hvad Ende hun mente det vilde tage. Hun svarede, at det blev hendes sidste Sygdom. Derpaa vedblev hun: »Du er den klogeste Mand her paa Gaarden; jeg vil derfor sige dig min Beslutning om det Gods, jeg efterlader mig, og om mig selv; thi saaledes som jeg siger, saaledes vil det ske; og hvor lidet I end gør af mig, saa vil det dog være farligt at forandre min Vilje.« Han lovede at opfylde den. »Det er min Vilje,« sagde hun videre, »at hvis jeg dør, skal mit Lig føres til Skalholt, thi min Hu siger mig, at dette Sted vil blive et af de anseligste her i Landet (86) og jeg ved, at der allerede nu er Præster, som kan synge Messe over mig. Jeg beder dig derfor, at du lader mig føre derhen, og du skal derfor faa saa meget af min Ejendom, at du kan være skadesløs. Af mit andet Gods skal Thurid have min Skarlagenskaabe, og det for at hun ej skal fortryde paa, at jeg handler med mit øvrige Gods, som jeg vil. Betalingen for mit Ophold skal jeg anvise dig. Den Guldring, jeg har paa mig, skal følge mig i Graven, men min Seng og Sengeomhæng skal brændes, thi det vil ikke blive nogen til Nytte; ikke fordi jeg misunder nogen Brugen deraf, hvis det kunde være dem tjenligt, men jeg lægger saa megen Vægt herpaa, fordi det vilde gøre mig ondt, dersom man skulde have saa megen Ulykke deraf, som jeg ved, der ikke vil udeblive, hvis min Vilje ikke bliver opfyldt.« Thorod lovede, at opfylde hendes Bøn. Derefter tog hendes Sygdom saaledes til, at hun døde faa Dage efter. Liget blev bragt til Kirken, og Thorod lod gøre Kiste til det. Dagen efter lod han Sengeklæderne bære ud i Luften, førte Ved til og lod et Baal rejse. Husfruen Thurid kom ud og spurgte, hvad han vilde gøre med Sengeklæderne. Han svarede, at han vilde brænde dem, som Thorgunn havde sagt, han skulde. Hun satte sig imod, at slige Kostbarheder skulde brændes; og det nyttede ikke, at han forestillede, hvor strengt Thorgunn havde befalet, ikke at afvige fra hendes Bestemmelse. »Det er ikke andet end Avind,« sagde Thurid; »hun under intet Menneske at have godt deraf. Hvad Ulykke skulde der komme, fordi man forandrer hendes Vilje?« Men da han endnu ikke vilde give efter, tog hun ham om Halsen og bad ham ikke at brænde Sengeklæderne, og overhængte ham saa længe, at han endelig betænkte sig. Hun bragte det da dertil, at Thorod kun brændte Dynerne og Puderne, men Tæppet og Lagenerne og Omhænget tog hun til sig og var endda ikke fornøjet.

Derefter beredte man Ligfærden; nogle paalidelige Mænd bleve tagne til at fare med Liget, og gode Heste. Liget blev indsvøbt i løst Linned og lagt i Kiste, hvorpaa de gav sig paa Vejen over Heden. De fortsatte nu deres Tog, indtil de endelig i Stafholtstunger kom til Gaarden paa Nedre Næs (87) hvor de bad om Herberge; men Bonden vilde ikke give dem noget. Men da Natten stundede til, mente de ikke at kunne fare længer, thi de syntes ikke om at sætte over Hvidaa om Natten. De tog da af Hestene, bar Liget ind i et Udhus, gik saa ind i Stuen, toge deres Rejseklæder af, og besluttede at blive der om Natten uden Mad. Folkene i Huset gik i Seng ved Dagslyset. Da Folkene nu var komne i Seng, hørte de en stor Tummel i Fadeburet, og nogle gik hen at se, om det var Tyve; men da de kom til Buret, saa de en stor Kvinde, ganske nøgen, i Færd med Madlavning, og blev saa rædde ved dette Syn, at de ikke turde komme hende nær. Da Ligmændene fik dette at vide, gik de til, og saa, at det var Thorgunn. Alle mente, det var bedst ikke at komme til hende. Da hun havde lavet til hvad hun vilde, bar hun Maden ind i Stuen, satte Bord frem, og Maden derpaa. Da sagde Ligmændene til Bonden og Husfruen: »Det kan være, at du, før vi skilles, vil angre, at du ingen Gæstfrihed vilde vise os.« Da sagde Bonden og Husfruen: »Vi vil jo gærne give Eder Mad, og vise Eder al den Gæstfrihed, vi kan.« Men næppe havde Bonden tilbudt dette, førend Thorgunn gik hen imod Døren, og ud, og forsvandt. Da blev der tændt Lys i Stuen, Gæsterne fik deres vaade Klæder ombyttede med andre, satte sig til Bords og signede Maden, og skønt Thorgunn havde tillavet den, tog ingen Skade deraf. De sov der hele Natten og der vistes dem nu og om Morgenen al mulig Gæstfrihed. Derpaa drog de videre. Da denne Tildragelse rygtedes, søgte alle paa Vejen at yde dem alt hvad de trængte til, og der hændte intet videre mærkeligt. Da de kom til Skalholt, blev de Sager afgivne, som Thorgunn havde skænket dertil; Præsterne tog glade derimod, Thorgunn blev jordet, og Ligmændene drog hjem (88).


52. OM URDMAANEN (89)

Paa Frodaa var et stort Ildhus og inden for det lukkede Senge, som da var Skik, men yderst ved hver Side af Stuen Aflukker til tør Fisk og til Mel. Hver Aften tændtes der Ild i Stuen, som Skik var, og Folk plejede da hver Aften at sidde længe ved Ilden, førend man spiste. Den Aften, da Ligmændene kom hjem, og Folkene sad ved Ilden paa Frodaa, saa man, at der paa Væggene viste sig en Halvmaane, saaledes at alle i Huset kunde se den; den gik avet om imod Solens Løb og forsvandt ikke saa længe nogen sad ved Ilden. Thorod spurgte Thorer Vidlæg, hvad det skulde betyde. Han svarede, at det var Urdmaane, og derpaa vilde følge Mandedød. Det hændte sig nu den hele Uge, at Urdmaanen viste sig hver evige Aften.


53. OM GENGANGERNE

Dernæst hændte det sig, at Faarehyrden kom hjem og var meget stille; han talte kun faa Ord, men lutter vrede, saa man troede næsten han var forhekset, thi han var ligesom ude af sig selv, og det varede saa en Stund. Lidt ud paa Vinteren kom han en Aften hjem, gik til sin Seng og lagde sig; men næste Morgen var han død, og blev begravet ved Kirken. Kort efter begyndte det stærkt at spøge. En Nat var Thorer Vidlæg gaaet ud; da han vilde gaa ind, kom Faarehyrden efter ham, greb ham og kastede ham henimod Døren. Dette tog stærkt paa ham, han kom rigtignok til sin Seng, men var flere Steder kulsort. Han døde og blev begravet ved Kirken. Siden viste de sig sammen, Faarehyrden og Thorer Vidlæg, hvorover Folkene, som man kan tænke, blev meget rædde. Først blev en af Huskarlene syg og laa tre Dage, førend han døde, saa døde den ene efter den anden, indtil syv. Da var Tiden leden frem til Julefaste, skønt der den Gang endnu ikke blev fastet paa Island. I Aflukket var opstablet tør Fisk lige til Tværtræerne, saa fuldt, at man ikke kunde lukke Døren op, og maatte have en Stige til at tage Fisken ned ovenfra; en Aften hørtes det, som om denne Stabel blev reven fra hinanden, uden at man kunde finde nogen levende Aarsag dertil. Kort før Jul tog Thorod Bonde med fem andre ud til Næs efter tør Fisk, og de blev derude om Natten. Den samme Aften, som han var taget hjemmefra, da man havde gjort Ild paa, og satte sig ved den, saa man, at der kom et Sælhundshoved op af Gulvet; en Tjenestekvinde, der først fik Øje paa det, greb en Kæp, der laa, og slog til det; men det kom højere op og stirrede paa Thorgunns Omhæng. Da gik en Huskarl hen og slog til det, men ved hvert Slag kom Sælen højere op, indtil den viste Lufferne. Da tabte Huskarlen sin Samling, og alle de, der var tilstede, blev rædselsslagne. Nu løb Drengen Kjartan til, greb en stor Hammer og slog Sælen i Hovedet. Den rystede med Hovedet og saa sig om, men Kjartan blev ved, og for hvert Slag gik Sælen ned, som om det var en Pæl, han drev i Jorden; han slog, indtil Sælen endelig kom saa langt ned, at Gulvet lukkedes over den. Overhovedet bar alle Varsler mest Frygt for Kjartan.


54. OM THOROD SKATKØBERS DØD OG GENGANG

Om Morgenen da Thorod tog hjem fra Næs, satte de alle til, uden at man kunde finde deres Lig. Da dette rygtedes til Frodaa, bød Kjartan og Thurid Naboerne did til Arvegilde; dertil brugte de deres Juleøl. Den første Aften, da man var kommen til Sæde ved Arvegildet, kom Thorod Bonde med alle dem, der havde været med ham, ganske vaade, ind i Stuen. Man blev ikke bange for ham, thi dette ansaas for et godt Varsel; man havde nemlig den Tro, at de, der havde sat til paa Søen, var blevne vel modtagne hos Ran, naar de besøgte deres Arveøl. Hedenskabet var endnu kun taget lidet af, skønt Folk var døbte og kristne af Navn. Thorod gik med sine Ledsagere langs forbi Bænkene, hen til Ilden, brød sig om ingens Hilsen, og satte sig ved Ilden, men Folkene flyttede bort, og de andre blev siddende der, indtil Ilden gik ud. Saaledes gik det hver Aften, saa længe Arvegildet varede. Der blev talt meget derom, men somme mente, at det vilde nok høre op, naar Arvegildet var forbi. Gildesmændene tog endelig hjem, og det var et sørgeligt Sted at være derefter. Om Aftenen efter at Gildesmændene var borte, blev der gjort Ild som sædvanlig, og da den var kommen i Brand, kom Thorod ind med sit Følge, alle vaade; de satte sig ved Ilden og gav sig til at vride Vandet af deres Klæder. Næppe var de komne vel til Sæde, saa kom Thorer Vidlæg og hans seks Følgesvende, de var alle fulde af Jord, og rystede deres Klæder henimod de andre. Folkene i Huset flygtede bort fra Ilden, som man kan tænke, og havde hverken Lys eller Varme af den den Aften. Næste Aften tændte man Ild paa et andet Sted og tænkte, de ikke skulde komme der, men det gik som den forrige. Den tredje Aften raadede Kjartan til at gøre Langild i Ildhuset og Kogeild i et andet Hus, og saa blev det saaledes, at Gengangerne tog Plads ved Langilden, men Husets Folk ved den mindre Ild, og det varede Julen igennem.

I den tørre Fisk tumlede det stærkere og stærkere baade Nætter og Dage. Da man nu behøvede noget deraf, steg en Mand op, og saa da, at der øverst oppe stak en Hale frem af Form som en sveden Oksehale, med faa Haar som Sælhaar. Manden tog i Halen og trak og raabte paa nogle flere, at de skulde hjælpe ham; der kom da baade Kvinder og Karle, som trak i Halen, men alt som de trak, slap Halen fra dem, saa at Huden gik af Hænderne paa dem, som havde bedst fat. De saa nu nøjere efter og fandt Fisken ligesom flaaet og inderst næsten fortæret, men der var ingen levende Skabning at se. Derefter blev Thorgrima Galdrekinn syg og døde kort efter; og samme Aften, som hun var jordet, saas hun i Følge med sin Husbonde Thorer. Nu begyndte Sygdommen paa ny, og der døde flere Kvinder end Mænd, og denne Gang endte seks deres Liv, men adskillige flygtede bort af Skræk. Om Høsten havde der været tredive Husfolk, deraf døde de atten, men fem flygtede bort, og i Goemaaned (90) var der kun syv tilbage.


55. SPØGERIET HÆMMES

Da det nu var kommet saa vidt, tog Kjartan en Dag hen til Helgefjæld til sin Morbroder Snorre Gode, for at spørge ham til Raads, hvad man skulde gøre ved alle disse underlige Ting. Der var just kommen en Præst til Helgefjæld, som Gissur Hvide havde sendt did. Denne sendte Snorre til Frodaa med Kjartan samt sin Søn Thord Kause og seks andre Mænd og raadede til at brænde Thorgunns Spærlagen samt at sagsøge alle Gengangerne ved Dørdom (91), og Præsten bad han holde Gudstjeneste der, vie Vand og skrifte Folkene. De tog endnu flere med sig fra de næste Gaarde og kom til Frodaa om Aftenen før Kyndelmesse paa den Tid da Ilden var tændt. Husfruen Thurid var da ogsaa bleven syg af den samme Sygdom, hvoraf de andre var døde. Kjartan gik straks ind og saa, at Thorod med de andre sad ved Ilden, som de plejede. Han tog Thorgunns Spærlagen ned, gik hen til Ilden, tog en Glød og gik ud med den, og alt Sengetøjet blev brændt, som havde tilhørt Thorgunn. Derefter stævnede Kjartan Thorer Vidlæg, men Thord Kause Thorod Bonde, fordi de uden Tilladelse gik der i Huset, og skilte Folk ved Liv og Helsen. Alle de, som sad ved Ilden, blev stævnede. Saa blev der nedsat en Dørdom, og Sagen foretaget ganske som ved en Sag paa Tinge; der førtes Vidner, Søgsmaalet blev gentaget (92) og der fældtes Dom. Da Dommen var fældet over Thorer Vidlæg, stod han op og sagde: »Siddet jeg har, mens jeg sidde maatte«; hvorpaa han gik ud ad den modsatte Dør, hvor Retten ikke sad. Nu blev Dommen fældet over Faarehyrden; da han hørte den, stod han op og sagde: »Gaa skal jeg, skønt det havde sømmet sig før.« Da Thorgrima Galdrekinn hørte sin Dom, stod hun op og sagde: »Nu har jeg været her, saa længe jeg kunde.« Saaledes blev nu den ene sagsøgt efter den anden, og den, der blev domfældt, stod op, og alle sagde de noget, naar de gik ud, hvoraf man kunde indse, at de nødig vilde bort. Endelig kom Raden til Thorod Bonde; han stod da ogsaa op og sagde: »Her er nu ingen Fred længer, lad os nu fly alle«; og dermed gik han ud. Derpaa gik Kjartan ind med de andre; Præsten bar Vievand og Helligdomme (93) gennem hele Gaarden og holdt derefter Messe med al Højtidelighed. Fra den Tid ophørte al Gengang og Spøgeri paa Frodaa; og med Thurid blev det bedre, saa hun kom sig igen. Foraaret efter tog Kjartan sig Husfolk, og boede længe efter paa Frodaa og blev en meget dygtig Mand.


56—63. OM SNORRE GODE OG OM THOROLF BØGEFODS GENGANG

Snorre Gode boede paa Helgefjæld i otte Aar efter at Kristendommen var lovtagen paa Island. Siden flyttede han til Gaarden Tunge i Sælingsdal. Han havde mange Stridigheder. En af de mærkeligste opstod ved hans Svigerfader Styrs Drab (94) som skete det sidste Aar han boede paa Helgefjæld. Af det fulgte en lang Trætte, der som sædvanlig endte med et Forlig paa Tinge.

Thorbrands Søn Thorod blev boende i Alftefjord og ejede baade Ulvarsfjæld og Ørlygstad. Men nu begyndte der igen en stor Uro ved Thorolf Bøgefods Gengang. Thi da Arnkel var død, begyndte han først paa Bolstad, indtil den Gaard blev forladt; saa søgte han op til Ulvarsfjæld, hvor han satte Skræk i alle. Bonden der, som var Thorods Landbo, klagede sin Nød for denne og sagde, at det var Folks Mening, at Bøgefod ikke vilde holde op, førend den hele Fjord var ødelagt, baade Mennesker og Kvæg. Thorod gjorde da Ende derpaa, idet han forenede sig med Folk fra de andre Gaarde, drog hen til Thorolfs Dysse, tog Liget og brændte det op og kastede Asken i Havet. Men der, hvor Baalet havde været, slikkede en Ko Stenene, og denne Ko fødte en Tyrekalv, der blev gal og Aarsag til Thorods Død.


64. OM DE HVIDE MÆNDS LAND

Der var en Mand ved Navn Gudleiv, en Søn af Gudløg den Rige fra Strømfjord. Han var en befaren Sømand. I Slutningen af Olaf den Helliges Kongetid gjorde han en Rejse til Dublin. Da han nu sejlede vest fra for at komme tilbage til Island, fik de Østen- og Nordostvind og drev langt ud i Havet mod Sydvest.

Det var langt hen paa Sommeren, og de gjorde store Løfter, at de maatte komme lykkelig og vel fra Havet. Da saa de Land, et stort Land, men hvad det var for et, vidste de ikke. De sejlede nu til Landet for at undgaa Havets Voldsomhed, og fandt der en god Havn. Da de havde været der nogen Stund, kom nogle Mænd til dem, men de kendte ingen af dem, ikke heller deres Sprog; dog syntes de, at det lignede mest efter Irsk. Snart strømmede der endnu flere til, saa det blev til mange Hundrede, og de tog dem alle fangne og bandt dem, og drev dem saa op i Landet. Her blev de førte til en Forsamling, hvor der blev raadslaaet om deres Skæbne; de forstod kun saa meget, at nogle vilde have dem dræbte, andre, at de skulde fordeles mellem Indbyggerne og gøres til Trælle. Medens dette stod paa, saa de en Flok Mænd komme ridende, og der var et Mærke (95) i Flokken; da den nærmede sig, saa de, at der under Mærket red en stor, anselig Mand, som var meget til Alders og graahaaret. Alle bøjede sig for ham og modtog ham som deres Herre, og de mærkede, at alle Beslutninger og Afgørelser blev henstillede til ham. Denne Mand lod Gudleiv og hans Rejsefæller bringe for sig, og da de kom did, talte han dem til paa nordisk Maal og spurgte, hvad Land de var fra. De svarede, at de fleste var Islændere. Manden spurgte, hvem de var, disse Islændere. Da fremstillede Gudleiv sig og hilste Manden; denne gengældte hans Hilsen og spurgte, fra hvad Kant af Island de var. De svarede: fra Borgefjord. Men da Manden hørte det, spurgte han dem nøje ud om alle de større Mænd i Borgefjord og i Bredefjord, og vilde have Besked om hver især; blandt andet spurgte han til Snorre Gode og hans Søster Thurid paa Frodaa; alt hvad der vedkom Frodaa vilde han vide Besked om, men især spurgte han til Kjartan, som da var Bonde der. Landets Folk sagde paa deres Side, at der maatte tages en Afgørelse med disse fremmede. Da gik den høje Mand bort fra dem, udnævnte tolv af sine Mænd og sad længe og raadslog med dem. Saa vendte de tilbage til Forsamlingen. Den høje Mand sagde nu til Gudleiv: »Vi har talt om Eders Skæbne, og Folkene her har givet det i min Vold, men jeg giver Eder Lov til at rejse hvorhen I vil; og skønt det nu er langt hen paa Sommeren, vil jeg dog raade Eder til at tage herfra, thi Folket her er ikke til at tro og vanskeligt at have med at gøre; hertil kommer, at de mener, der er sket Brud paa deres Lov, dem til Forfang.« Gudleiv sagde: »Hvis vi er saa heldige at komme tilbage til vor Fosterjord, hvem skal vi da sige har givet os vor Frihed?« Manden svarede: »Det vil jeg ikke sige Eder; thi jeg ønsker ikke, at mine Frænder og Fostbrødre skal gøre en saadan Rejse hid, som I vilde have gjort, hvis jeg ikke var kommen Eder til Hjælp. Men min Alder er nu rykket saa vidt frem,« vedblev han, »at jeg hver Time kan vente, at Alderdommen faar Bugt med mig; og lever jeg end nogen Tid endnu, saa er her mægtigere Mænd i Landet end jeg, som giver fremmede liden Fred, skønt de ikke er i Nærheden af det Sted, hvor I har landet.« Derpaa hjalp han dem med at gøre Skibet i Stand til Rejsen, og blev hos dem, til der kom en Bør, der var god at sejle ud med. Og førend han skiltes fra Gudleiv, tog han en Guldring af sin Haand og gav ham den tilligemed et godt Sværd, idet han sagde: »Lykkes det dig at komme til din Fosterjord, saa skal du bringe Kjartan, Bonden paa Frodaa, dette Sværd og hans Moder Thurid Ringen.« »Og hvem, skal jeg da sige, sender dem disse Kostbarheder?« spurgte Gudleiv. Manden svarede: »Sig, at den Mand sender dem, som var en større Ven af Husfruen paa Frodaa, end af hendes Broder, Goden paa Helgefjæld (96) men hvis nogen tror deraf at kunne slutte sig til den forrige Ejermand, saa forkynd dem disse mine Ord: at jeg forbyder hver Mand at søge mig her, thi her er den største Ufred at vente, med mindre de er saa heldige med deres Landing som I; Landet her har heller ikke gode Havne, og alle Vegne er de indfødte slemme mod fremmede, uden det træffer sig saaledes, som nu med Eder.« Derpaa skiltes de. Gudleiv sejlede ud og kom til Irland samme Høst, og blev Vinteren over i Dublin; næste Sommer sejlede de til Island, hvor Gudleiv da afleverede de Kostbarheder, han havde faaet. Alle holdt for, at denne Mand maatte have været Bjørn Bredvikingekappe, men anden Efterretning end denne har man aldrig faaet om ham (97).


65. OM SNORRE GODE

Snorre Gode boede paa Tunge i tyve Aar, og havde i Begyndelsen meget udestaaende med de andre Storbønder. Han kommer ogsaa tit for i andre Fortællinger. Han omtales, som Hvermand ved, i Laksdølernes Saga; thi han var en stor Ven af Gudrun Osvifsdatter. Han griber ogsaa ind i Heidarvigssaga. Men alt som hans Alder tog til, mindskedes hans Uvenskab med andre, fordi hans Avindsmænd blev færre, og fordi han ved Svogerskab med Stormændene i Bredefjord og andensteds skaffede sig flere Venner. Hans mange Døtre blev enten før hans Død, eller efter, gifte med de anseligste Mænd, og fra dem nedstammede store Slægter. Hans Sønner nedsatte sig paa forskellige Steder; den ene af dem, Snorre, boede efter Faderens Død paa Tunge.

Snorre Gode døde et Aar efter [1031] Olaf den Helliges Fald; han blev jordet ved den Kirke, som han selv havde ladet bygge. Men da Kirken blev flyttet, blev ogsaa hans Ben optagne. Der var da tilstede Sturlesønnernes Moder Gudny (98); hun fortalte, at de var af Middelstørrelse. Da blev ogsaa Snorres Farbroder Børk Digres Ben optagne, og de var meget store; ligeledes hans Moder Thordises; de var smaa og sorte, som om de var svedne. Alle disse Ben blev igen nedgravede der hvor Kirken nu staar. Her ender Fortællingen om Thorsnæssingerne, Eyrbyggerne og Alftefjordingerne.


Noter:

1. Jfr. 2. Bind, Side 1. [Henvisning til Nials Saga (Dansk), kap. 1, 2. afsnit].

2. D. v. s. til Irland, Skotland, Orknøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne, som med et fælles Navn kaldtes Vesterlandene.

3. En af Islands største Landnamsmand, der bebyggede Øfjorden. Om Aude tales udførligere i Laksdølernes Saga.

4. Trøndelagen bestod af 8 Fylker

5. Kort nord for Stavanger.

6. Fret eller Frit, egl. Spørgsmaal, er det nordiske Ord for Henvendelse til Guderne, Orakel.

7. Det nordiske Ord for Alter.

8. Hermed menes nærmest Faksebugten.

9. Nemlig Bredefjorden.

10. Ifg. en gammel Ceremoni naar en Landstrækning toges i Besiddelse.

11. Stavaa og Thorsaa ere to smaa Floder, hvoraf den ene udmunder i Hovsvaag, den anden i Alftefjord.

12. Koret.

13. Vigrefjorden kaldes nu sædvanlig Saurevaag.

14. Det hellige Fjæld; et enkeltstaaende Bjerg, ved hvis Sydside Gaarden Helgafell staar.

15. Her menes vel ikke selve Thorsnæs, men en lille smal Landtunge tæt ved Gaarden Hovstad, vistnok den samme, der senere kaldtes Haugsnæs.

16. Drit = Skarn.

17. Manden fra Østen, fra Norge, eller her omtrent det samme som „den hedenske“.

18. Gaardens Navn er Bjarnarhøfn (Bjørnshavn), men tæt derved er Bjørnsholt.

19. Paa den nordlige Side af Bredefjord, imellem Torskefjord og Djupefjord.

20. Dalelandene kaldes de smukke frugtbare Dalstrækninger, der støder til Hvamsfjorden, ved Bunden af hvilken Gaarden Hvam ligger.

21. Faderen til den berømte Gudrun; se Fortællingen om Laksdølerne.

22. Den bekendte islandske Historieskriver, d. 1148.

23. Thorsten Surt (den mørke) blev senere berømt som Opfinderen af Skudugen (Sumarauki), hvorved den islandske Kalender allerede kort efter Midten af det 10. Aarhundrede (henved 960) blev bragt til en for de Tider stor Fuldkommenhed.

24. Nuværende Narfeyri.

25. En Søn af Thorsten den Røde (se Laksdølernes Saga).

26. En Sønnesøn af Jarlen Kjallak, og Brodersøn af Bjørn den Østrønes Kone Gjavløg.

27. Den nordlige Side af Hvamsfjorden, hvor Gaarden Stadarfell ligger.

28. Nemlig Hvamsfjorden.

29. Nemlig tæt ved Gaarden Thingvolde paa Næssets østlige Side.

30. Disse Fjerdingsting kom aldrig til at spille nogen Rolle.

31. Stenen viser man endnu, men det er dog usikkert, om det er den rette. Af Domkredsen ses nu ikke det ringeste Spor.

32. En senere meget berømt Gaard. Her blev i Slutningen af 12. Aarhundrede oprettet et Kloster.

33. Om alle disse Tildragelser fortælles der udførligt i Gisle Sursens saga.

34. Den i vor Saga og i Islands Historie saa berømte Snorre Gode. Hans Navn Snorre er egentlig et Tilnavn, der skal betegne hans heftige Sind.

35. Den stridbare; Styr betyder Kamp. Han er almindelig bekendt under Navnet Drabs-Styr (Viga-Styr).

36. Den smækre.

37. Kaldes nu Hallbjarnareyri.

38. Denne Æt kaldtes Eyrbyggjar (Beboerne af Gaarden Eyre), og efter dem har Sagaen faaet sit Navn, uagtet dens egentlige Hovedperson er Snorre.

39. Om Gisles Drab fortælles der udførligt i Gisle Sursens Saga. Det henføres til Aar 978.

40. Tempelforstander.

41. Tæt ved Handelspladsen Olafsvig.

42. Paa den sydlige Side af Snefjældsjøkel.

43. Kæmpen fra Bredevig.

44. Kæmpe.

45. Et Ordsprog, der maaske tager Sigte paa Væsner, der troedes at svæve i Luften over Land og Hav.

46. Et Ordsprog: Ofte er Dyd under mørkt Haar og Trold under fager Hud.

47. Alterringen.

48. En bekendt Høvding i Borgefjorden, Fader til Gunløg Ormstunge.

49. Denne Strid førtes i Aaret 981 og opkaldtes efter den ene Part Thoraren Sorte fra Maavehlid.

50. Salteyre var en Landingsplads, uvist hvor, i den vestlige Del af Snefjældsnæssets Nordkyst.

51. Frodaaheden.

52. En Ret, som ved Ransagning efter Tyvekoster blev nedsat uden for Døren af det Hus, hvor Ransagning blev nægtet.

53. Høfde betyder et Forbjerg.

54. Jage dig ud af Huset.

55. En blandt Nordboerne i den hedenske Tid sædvanlig Dødsmaade for Hekse og Troldmænd.

56. Bjørn Bredvikingernes Kæmpe, der senere drog til Vinland (Amerika).

57. Den yderste Spids af det brede Næs, der strækker sig ud mellem Hvamsfjord og Bredefjord.

58. En Ø med to høje Klipper, som kaldes Dimunarklakkar, midt i den yndige Øgruppe, der opfylder Mundingen af Hvamsfjorden. Den tager sig i det fjerne ud som et Skib under Sejl. Paa Færøerne har to Klipper samme Navn.

59. Saaledes kaldes Øen den Dag idag efter sin Form; af Ellide, en Art Skib.

60. Paa Skogestranden i Snefjældsnæs Syssel.

61. En Ø i Mundingen af Hvamsfjorden. Vog betyder en lille Bugt, Havn, Leje.

62. Fjorten eller femten siger Are Frode i Islendingabok.

63. Denne Lavastrækning bærer siden Navnet Berserkjahraun. Af Gærdet, der er bygget op af Lava, ses endnu tydelige Spor. Vejen over Hraunet, den eneste i sin Slags, fra Islands Oldtid, er med stor Møje brudt gennem Lavaklipperne, og benyttes endnu den Dag i Dag.

64. Aabning. Badet synes at have været et Slags Dampbad.

65. Se 1. Bind Side 68. [I Egils Saga, kap. 1-2].

66. Se 2. Bind Side 178. [I Nials Saga, kap. 99 og note 141].

67. Paa Vejen over Frodaaheden.

68. Saaledes benævnes i Sagaen Asbrand fra Bredevigens Sønner og deres Parti.

69. Hvor de græssede om Sommeren.

70. D. v. s. medens hans Øjne, Mund og Næse endnu ikke var tillukkede.

71. Denne vigtige Lov blev altsaa givet Aaret 994. Eftermaalsret for Kvinders Vedkommende blev ophævet, for Mandspersoner flyttet fra det 12te til det 16de Aar.

72. En Havn og gammel Handelsplads i Snefjældsnæssyssel, kort vesten for Gaarden Mikleholt.

73. Eller sendrægtig, flegmatisk, et staaende Haansord, som de mere hidsige Nordmænd brugte om deres islandske Frænder.

74. En Havn og Handelsplads tæt ved det nuværende Bude (Budested) i Snefjældsnæssyssel.

75. En Slags Barakker, hvori Deltagerne og Tilskuerne opholdt sig, saa længe Legene varede.

76. En Skride er en Skrænt bestaaende af løse nedrullede Stene.

77. Den Ring, der laa paa Stallen eller Alteret, og som Herredshøvdingen bar paa Armen, naar Ed skulde aflægges, se foran, Side 11 [Kap. 4].

78. Afhugge deres Hoveder.

79. Hermed sluttedes den næsten tyveaarige Fejde, der udgør Hovedindholdet af vor Saga, mellem Snorre Gode og andre Stormænd i Bredefjord. Fra denne Tid af var Snorres Herredømme sikret. I et Tidsrum af over 30 Aar indtil sin Død optræder han nu i alle Landets Anliggender som en af dets største og indflydelsesrigeste Mænd.

80. Herved sigtes til den bekendte Fortælling i Njala om Gunnar paa Hlidarendes Drab nogle Aar i Forvejen.

81. Se 2. Bind, Side 178. [I Nials Saga, kap. 99 og note 139].

82. Om dette fortælles udførligt i Erik den Rødes Saga.

83. Herom fortælles udførligt i Kristnisaga, jvf. 1. Bind Side 36 f. og i et Afsnit [Kap 101 ff.] af Njálssaga.

84. Fledføring, den, der har sin Underholdning i en andens Hus.

85. Skor kaldes Fjældpynten paa den modsatte, nordlige Side af Bredefjord.

86. En Hentydning til, at Skalholt blev Islands første Bispesæde, se 1. Bind Side 46 f. [Henvisning til indledningen til N. M. Petersens oversættelse af islændingesagaerne].

87. I Borgefjord paa Hvidaas nordlige Bred.

88. Hele denne, ved Folketroen udsmykkede, Fortælling beror paa historisk Tildragelse. Ifølge Erik den Rødes Saga havde Leif Eriksson truffet Thorgunn paa Syderøerne og der faaet et Barn med hende, samt lovet hende Ægteskab. Derpaa forlod han hende; for at opsøge ham, drog hun da til Island, men han var dengang i Grønland. De traf altsaa aldrig mere hinanden. Thorgunns Særheder og Skæbne har bestemt Folketroens Opfattelse af hende.

89. Af Urd, en Norne (en af Skæbnens Gudinder), Urdmaane: et uheldspaaende Varsel.

90. Omtrent fra 20. Februar til 20. Marts.

91. En Ret sat ved Døren, en Husret.

92. Sml. 2. Bind Side 284. [I Nials Saga, kap. 145].

93. Relikvier.

94. Herom fortaltes i Viga-Styrs og Heidarvigasaga.

95. Fane.

96. Snorre Gode.

97. Hele denne Fortælling er Folkedigtning; som bekendt har Oehlenschläger benyttet den i „Landet fundet og forsvundet“.

98. Moder til Snorre Sturlesen og hans Brødre Sigvat og Thord.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.