Færøboernes historie (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Islandsk.gif Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Færinga saga CCR.jpg
Færeyínga saga
eller
Færøboernes historie


oversat af
C. C. Rafn


København 1832


1. GRIM Kamban hed en Mand; han bebyggede først Færøerne i Harald Haarfagers Dage. Der vare den Gang mange, som flyede for Kongens Herskesyge, af hvilke nogle nedsatte sig paa Færøerne, og toge sig der Bopæl, men nogle søgte til andre øde Lande. Aude hin Grundrige begav sig til Island, og kom da paa Veien til Færøerne, hvor hun bortgiftede Thorstein Røds Datter Olaf, og fra hende nedstammer Færøboernes fornemste Slægt, som man kalder Gøteskægger, hvilke boede i Østerø.


Thrand reiser til Danmark

2. Der var en Mand, som hed Thorbjørn, og blev kaldt Gøteskæg; han boede paa Østerø i Færøerne. Hans Kone hed Gudrun. De havde to Sønner, af hvilke den ældste hed Thorlak, og den yngste Thrand; de vare haabefulde Mænd. Thorlak var baade stor og stærk, og Thrand besad samme Egenskaber, da han voxte til; men der var ellers stor Forskjel paa disse Brødre. Thrand var rød af Haar, fregnet i Ansigtet, og barsk af Udseende. Thorbjørn var en rig Mand, og var allerede til Alders, da dette foregik. Thorlak giftede sig der paa øerne, og forblev dog hjemme hos sin Fader i Gøte; men kort efterat Thorlak var gift, døde Thorbjørn Gøteskæg, og han blev udbaaren og høilagt efter gammel Skik, thi da vare alle Færøerne endnu hedenske. Hans Sønner skiftede Arv imellem sig; begge vilde have Hovedgaarden Gøte, thi den var den største Herlighed; de kastede da Lod om den, og den tilfaldt Thrand. Efter Skiftet bad Thorlak Thrand, om han maatte faae Hovedgaarden, imod at Thrand fik en større Part af Løsøret; men dette vilde Thrand ikke tilstæde. Thorlak drog da bort, og tog sig en anden Bolig der paa Øerne. Thrand bortleiede Jorderne ved Gøte til forskjellige Mænd, og tog saa stor Leie deraf, som han kunde faae. Han begav sig dernæst til Søes om Sommeren, men havde kun faa Handelsvarer. Han drog til Norge, hvor han opholdt sig paa en Gaard om Vinteren, og syntes bestandig mørk i Sindet. Til den Tid regjerede Harald Graafeld over Norge. Sommeren derefter drog Thrand med Koffardifolk ned til Danmark, og kom til Haløre om Sommeren. Der var da en stor Mængde Mennesker samlede, og det berettes, at til dette Sted kommer i Markedstiden den største Forsamling af Folk, som nogensteds mødes her i de nordiske Lande.

Over Danmark regjerede paa den Tid Kong Harald Gormsøn med Tilnavn Blaatand. Kong Harald var paa Haløre om Sommeren, ledsaget af et stort Følge. Af Kongens Hofsinder nævnes to, Brødrene Sigurd og Harek. Disse gik uafbrudt omkring paa Markedet, i den Hensigt at kjøbe den fortrinligste og største Guldring de kunde faae. De kom omsider hen i en meget vel indrettet Bod, hvor der sad en Mand, som tog vel imod dem, og spurgte, hvad de ønskede at kjøbe. De svarede, at de ønskede sig en stor og god Guldring, hvorpaa han sagde, at der var en god Deel at vælge iblandt. De spurgte ham nu om Navn, og han kaldte sig Holmgeir hin Rige. Han fremtog nu sine Juveler, og viste dem en tyk Guldring, som var en meget stor Kostbarhed; men han satte saa høj en Priis paa den, at de syntes ingen Udveie at see til, strax paa Stedet at faae tilveiebragt saa meget Sølv, som han forlangte, og bad ham derfor at holde den dem tilgode til næste Dag, hvilket han ogsaa lovede. Med saa forrettet Sag gik de nu bort, og denne Nat forløb. Om Morgenen gik Sigurd bort fra Teltet, men Harek blev tilbage. Kort efter kom Sigurd udenfor til Teltskjødet, og talte saa: "Min Frænde Harek!" sagde han, "ræk mig hurtig den Pung med Sølvet, som vi bestemte til at kjøbe Ringen for, thi nu er Kjøbet sluttet, men bi da her imedens, og pas Boden!" han gav ham nu Sølvet ud igjennem Teltskjødet.


Thrands Raadgivning

3. Kort derefter kom Sigurd i Teltet til sin Broder, og sagde: "Kom nu med Sølvet, nu er Kjøbet sluttet." "For et øieblik siden gav jeg dig det jo; svarede han. "Nei," sagde Sigurd, "jeg har ikke taget imod det." Nu trættedes de herom, og sagde det derefter til Kongen. Han saavelsom andre indsaae nu, at Pengene vare dem frastjaalne. Nu gjorde Kongen Forbud imod Bortrejse, saa at intet Skib maatte sejle bort, førend Sagen havde opklaret sig. Dette fandt mange at være en stor Ulempe, som det ogsaa var, at tøve der, efterat Markedet var forbi. Nordmændene holdt da et Stævne imellem sig til Raadslagning. Der var Thrand tilstede, og talte saa: "Her ere Folk meget raadløse," sagde han. "Veed du da noget Raad?" spurgte de ham. "Det veed jeg sikkert," svarede han. "Kom da frem med dit Rand!" vedbleve de. "Ei vil jeg det omsonst," svarede han. De spurgte, hvad han da forlangte. Han svarede: "Enhver af eder skal give mig en Øre Sølv." De sagde, at det var meget, men imidlertid blev det deres Akkord, at enhver overgav ham strax paa Haanden en halv øre, og lovede en anden halv Øre, hvis hans Forslag fik ønskelig Fremgang. Den paafølgende Dag holdt Kongen Ting, og tilkjendegav da sin Bestemmelse, at aldrig skulde nogen slippe bort derfra, saalænge der ikke kom sikker Oplysning om dette Tyveri. Da traadte frem en ung Mand, med sidt voxet Hovedhaar og rødhaaret, fregnet og meget barsk i Ansigtet; han tog til Orde, og talte saa: "Her ere Folk meget raadløse," sagde han. Kongens Raadgivere spurgte, hvad Raad han da havde udfundet. "Det er mit Read," svarede han, "at enhver, som er kommen her, skal lægge saa meget Sølv frem, som Kongen forlanger, og naar disse Penge ere samlede paa eet Sted, da skal man bøde ham Skaden, som har lidt den, men Kongen beholde det øvrige som en Hædersskjenk, det veed jeg, at han vil anvende sin Deel vel; og Folk behøve da ikke at ligge her, som om de vare fastmurede, sig til stor Skade, saa stor en Mængde Mennesker som her er kommen sammen. Dette Forslag vandt strax almindeligt Bifald, og Skibsførerne sagde at de heller vilde give Penge og Kongen en Æresskjenk, end tøve der sig til stor Skade. Man tog da denne Beslutning, Pengene bleve samlede, og det udgjorde en betydelig Sum. Strax efter dette seilede en stor Deel af Skibene bort. Kongen holdt da igjen Thing, og man tog den betydelige Mængde Penge i Øiesyn. Af samme blev nu først Brødrene deres Skade godtgjort; dernæst talte Kongen med sine Mænd om, hvad man skulde gjøre af denne store Rigdom. Da tog en Mand til Orde, og sagde: "Hvad tykkes eder den fortjener, som gav dette Raad." De saae da, at det var den samme unge Mand, der nu stod for Kongen, som havde givet dette Raad. Da sagde Kong Harald; "Alt dette Gods skal skiftes i to lige Dele, den ene Halvdeel skulle mine Mænd have, og den anden Halvdeel skal dernæst atter skiftes i to Dele, og skal denne unge Mand have den ene Deel af denne Hælfte, men den anden Deel vil jeg sørge for. Thrand takkede Kongen herfor med fagre og blide Ord, og det var saa overordentlig stor Rigdom, der tilfaldt Thrand, at man vanskelig kunde udregne Marketallet. Kong Harald seilede bort, og ligesaa gjorde hele den Mængde Folk, som havde været der. Thrand drog til Norge med de norske Kjøbmænd, med hvilke han var dragen did, og de betalte ham de Penge, som han havde betinget sig. Han købte sig der et stort og godt Lastskib, hvilket han ladede med den betydelige Mængde gods, som han havde faaet paa denne Reise. Med dette skib styrede han nu til Færøerne, og kom der med alt sit Gods i god Behold; han, gjorde om Vaaren sin Bopæl i Gøte i Stand, og fattedes nu ikke Rigdom. Thrand var en stor Mand af Væxt, rød af Haar og rødskægget, fregnet og barsk i Ansigtet, mørk i Sind, snu og forfaren til alle Rænker, uomgængelig og ond imod Folk, sødtalende mod sine Overmænd, men stedse svigefuld i Hjertet.


Sigmund Brestersøn og Thorer fødes

4. Hafgrim hed en Mand; han boede paa Suderø i Færøerne; han var en mægtig Mand, og haardfør, og rig paa Gods. Gudrid hed hans Kone, og var en Datter af Snæulf. Hafgrim var Høvding over Hælften af Øerne, og havde denne Hælfte i Lehn af Kong Harald Graafeld, som den Gang herskede over Norge. Hafgrim var meget heftig af Sind, men var ikke i Anseelse for at være meget kløgtig. Han havde en Mand hos sig, som hed Einar, med Tilnavn Suderøing; fremdeles var der hos Hafgrim en anden Mand, ved Navn Eldjarn Kambhøtt eller Kamhat; denne var tosset og ondskabsfuld, lad og fremfusende, sladderagtig og uforskammet i Munden, løgnagtig og bagtalersk. I Sagaen nævnes to Brødre, som boede paa Skufø, den ene hed Brester, og den anden Beiner; de Vare Sønner af Sigmund, som var en Broder til Thrands Fader Thorbjørn Gøteskæg. Brester og Beiner vare berømmelige Mænd, og vare Høvdinger over Hælften af Øerne, hvilken de havde i Lehn af Jarlen Hakon Sigurdssøn, som den Gang havde Herredømme inde i Trondhjem; de vare Hakon Jarls Hofsinder og kjæreste Venner. Brester overgik alle i Størrelse og Styrke, og var stridbarere end enhver anden, som den Gang havde noget Herredømme paa Øerne; han var af et anseeligt Udvortes, og behændig til alle Lege. Beiner lignede sin Broder i mange Henseender, men kunde dog ikke maale sig med ham. Mellem disse Brødre og Thrand var der ingen god Forstaaelse, skjønt de vare hinanden saa nær beslægtede. Brødrene vare ugifte, men havde Friller; Cecilia hed Bresters Frille, og Thora Beiners. Brester havde en Søn, ved Navn Sigmund, der tidlig var haabefuld. Ogsaa Beiner havde en Søn, som hed Thorer, og var to aar ældre end Sigmund. Disse Børn Vare meget unge, da dette, som her skal fortælles, foregik. Foruden den Gaard, hvor de boede, havde Brødrene paa Dimon en anden mindre Gaard. Paa Sandø boede Hafgrims Svoger Snæulf, som af Æt var en syderøisk Mand, og var flygtet fra Syderøerne formedelst Drab og Udædiskhed, og til Færøerne. Han havde været paa Vikingetoge i sine unge Dage, og han var endnu Ond og haard at have med at bestille.


Overlast paa Færøerne

5. Paa Svinø boede en Mand, han hed Bjarne, og, blev kaldt Svinø-Bjarne; han var en god Bonde, og havde meget Gods. Han var en Morbroder til Thrand i Gøte, og var en saare underfundig Mand. Færøboerne have deres Thingsted paa Strømø, hvor den Havn, som de kalde Thorshavn, er beliggende. Hafgrim, som boede paa Suderø paa Gaarden Hof, var en stor Afgudsdyrker, thi den Gang herskede Hedendommen endnu paa alle Færøerne. Hos Hafgrim Bonde hændte det sig en Høst, at Einar Syderøing og Eldjarn Kambhøtt sade ved Offerilden. De begyndte da at anstille Sammenligninger imellem Folk. Einar berømte sine Frænder Brester og Beiner men Eldjarn berømte Hafgrim, og kaldte ham den ypperste. Det kom da saa vidt, at Eldjarn sprang op, og slog til Einar mod et Stykke Træ, som han havde i Haanden. Det traf Einar paa Skulderen, og han blev meget opbragt derover. Einar greb da en øxe, og slog Kambhøtt i Hovedet med den, saa at han blev saaret, og faldt i Besvimelse. Da Hafgrim fik dette at vide, drev han Einar bort, og bad ham nu drage til sine Frænder paa Skufø, eftersom han havde været paa deres Side. "Det vil blive Enden," føiede Hafgrim til, "hvad enten det saa skeer før eller senere, at jeg og Skuføboerne ville komme i Kast sammen." Einar drog da bort, kom til Brødrene, og fortalte dem, hvorledes det var gaaet. De toge vel imod ham, og han var der om Vinteren, og blev godt behandlet. Einar bad sin Frænde Brester antage sig hans Sag, og det lovede han. Brester var en forstandig og lovkyndig Mand. Om Vinteren drog Hafgrim paa et Skib til Skufø, kom til Brødrene, og spurgte dem, hvorledes de vilde godtgjøre den Overlast, som Einar havde tilføiet Eldjarn Kambhøtt. Brester svarede, at de skulde henskyde den Sag til de bedste Mænds Dom, saa at det kunde komme til et billigt Forlig. "Ei vil der blive noget af Forlig imellem os," svarede Hafgrim, ”hvis ikke jeg maa raade ene." "Ikke er det billigt," sagde Brester, "og det bliver der ikke noget af." Da stævnede Hafgrim Einar til Strømø-Thing, og dermed skiltes de. Brestir havde strax, efterat hin Tildragelse var foregaaet, gjort bekjendt, at Kambhøtt havde først angrebet Einar. Nu kom begge Parter til Thinge, og havde mange Folk med sig. Men da Hafgrim gik i Retten, for at føre Sagen imod Einar, gik Brødrene Brester og Beiner til paa den anden Side med en stor Flok, og Brester forspildte Sagen for Hafgrim; han nedlagde Paastand paa, at Kambhøtt havde brudt Huusfreden efter de gamle Landslove, i det han havde slaaet sagløs Mand; saaledes gav Brester Retsforhandlingen en anden Vending, end Hafgrim havde attraaet, og de sagsøgte nu Eldjarn til Landsforviisning og fulde Bøder. Opbragt herover sagde Hafgrim, at dette skulde blive hævnet, men Brester erklærede, at han var beredt paa det, og at han ikke brød sig om hans Trudsler. De skiltes nu med saa forrettet Sag.


Thrands Beraadslagning imod Brester og Beiner.

6. Kort efter drog Hafgrim hjemmefra, ledsaget af sex Mænd; ogsaa hans Kone Gudrid fulgte ham. De fore med eet Skib til Sandø, hvor hans Svigerfader, hans Kone Gudrids Fader, Snæulf boede. Da de nu kom til Øen, saae de intet Menneske udenfor Gaarden, og ingen ude paa øen; de gik da op til Gaarden, og ind i Huset, men bleve endnu ingen Mennesker vaer. De gik nu ind i Stuen, og fandt der et Bord fremsat med Mad og Drikke paa, men Mennesker bleve de ikke vaer. Dette syntes dem underligt, og de forbleve der om Natten. Men om Morgenen efter beredte de sig til Bortreise, og seilede langs med Øen. Da roede fra den anden Side af øen et Skib imod dem, som havde mange Mænd inden Borde, og de kjendte der Bonden Snæulf og alle hans Huusfolk. Hafgrim roede dem da imøde, og hilste sin Svigerfader Snæulf, men denne taug dertil. Da spurgte Hafgrim Snæulf, hvad Raad denne vilde give ham i Henseende til Sagen imellem ham og Brødrene Brester og Beiner, saa at han kunde have Ære deraf. "Du er en slet Mand," svarede Snæulf, "i det du uden Sag forfølger Mænd, som ere bedre end du, men maa dog bestandig give efter." "Andet havde jeg, som mig synes, mere nødig af dig end Irettesættelse," sagde Hafgrim, "og jeg vil intet høre af dig. Snæulf greb da et Spyd op, og skød til Hafgrim. Denne holdt sit Skjold for sig, og deri stod Spydet fast, og han blev ikke saaret. Med saa forrettet Sag skiltes de, og Hafgrim seilede hjem til Suderø, og var ilde tilfreds med sin Færd. Hafgrim havde med sin Kone Gudrid en Søn, ved Navn Øssur, som var ni Aar gammel, da dette foregik, og var et meget haabefuldt Barn. Nu led Tiden saaledes frem. Hafgrim seilede hjemmefra og til Østerø til Thrand, som tog vel imod ham. Nu æskede Hafgrim Thrands Formening, hvad han vilde raade ham angaaende Sagen imellem ham og Skufø-boerne Brester og Beiner, sagde at han var den viseste Mand der paa øerne, og tilføiede at han gierne vilde give ham Gjengjeld derfor. Thrand sagde, at det var et underligt Forlangende, at han skulde deeltage i noget Anslag mod sine Frænder: "og det maa vel ikke være dit Alvor," føiede han til; jeg mærker ogsaa, at du er saa til Sinds, at du vil have andre paa Ledtog med dig, men vil ikke selv opofre noget, for at faae din Sag fremmet." "Nei," sagde Hafgrim, "saa forholder det sig ikke, og jeg vil opofre meget, for at du skal være paa Raad med mig, til at faae disse Brødre tagne af Dage." Da svarede Thrand: "Jeg vil skaffe dig Leilighed til at angribe disse Brødre," sagde han, "men du skal gjengjelde mig det ved at give mig to Kvilder (1) hvert Foraar og to Hundreder hver Høst, og denne Skyld skal paaligge dig for din Livstid, og ligesaavel din Eiendom efter din Død; og jeg er dog ikke beredt hertil, om du ikke faaer flere som Deeltagere; jeg vil derfor, at du skal besøge min Morbroder Bjarne paa Svinø, og tage ham til Deeltager i Planen. Dette tilstod Hafgrim, og drog derfra til Svinø, hvor han traf Bjarne, og anholdt, ligesom Thrand havde raadet ham, om dennes Bistand. Bjarne svarede, at han ikke vilde deeltage i dette Anslags Udførelse, med mindre han fik noget derfor. Hafgrim bad ham sige, hvad han attraaede, "Du skal," sagde Bjarne, "hvert Foraar give mig tre Kvilder, og hver Høst tre Hundreders Værdi. Dette tilstod Hafgrim, og drog nu med saa forrettet Sag hjem.


Kamp

7. Nu er at fortælle om Brødrene Brester og Beiner; de havde to Gaarde, den ene paa Skufø og den anden paa Dimon. Brester havde en Kone, ved Navn Cecilia, som var norsk af Æt, og med hende en Søn, som hed Sigmund, og var den Gang ni Aar gammel, da dette foregik; han var baade stor og anseelig. Beiner havde en Frille, ved Navn Thora, og med hende en Søn, som hed Thorer; han var den Gang. elleve Aar gammel, og meget haabefuld. Det hændte sig nu engang, da Brødrene Brester og Beiner vare paa deres Gaard paa Dimon, at de stillede over til Øen Lille-Dimon, som er ubeboet, hvor de lode deres Faarehjord gaae tilligemed de Nød, som de bestemte til Slagtning. Drengene Sigmund og Thorer bade om at maatte drage med dem, hvilket Brødrene tillode dem, og de seilede nu over til Øen. Brødrene havde alle deres Vaaben med sig. Brester beskrives som en stor og stærk Mand og bedre vaabendygtig end enhver anden, viis og saare afholdt af alle sine Venner. Hans Broder Beiner besad ogsaa fortrinlige Egenskaber, men kunde dog ikke lignes med Broderen. De seilede nu fra øen Lille-Dimon, og i det de styrede med stærk Fart mod Øen, den beboede Dimon, saae de tre Skibe med væbnede Mænd om Bord seile imod sig, og tolv Mand vare paa hvert Skib. De kjendte disse Mænd, at det var Hafgrim fra Suderø, Thrand fra Gøte paa det andet Skib, og Bjarne fra Svinø paa det tredie. De styrede hen imellem Brødrene og Øen, saa at disse ikke naaede at lande, men kom op med deres Skib et Sted paa Strandbreden. Der hævede sig en steil Klippe, op paa den løb Brødrene med deres Vaaben, og lode Drengene sætte sig der ned ved Siden af dem. Klippen var bred foroven og et godt Forsvarssted. Hafgrim og Ledsagere kom nu til med deres tre Skibe; de sprang strax af Skibene op paa Strandbreden til Klippen, og Hafgrim og Svinø-Bjarne gjorde uden Ophold Anfald paa Brødrene; men disse værgede sig vel og mandigen. Thrand og hans Skibsfolk gik frem og tilbage paa Strandbreden, og deeltoge ikke i Angrebet. Brester værgede Klippen paa den Side, hvor den var lettest at angribe og vanskeligst at forsvare. De strede nu mod hinanden en Stund, og Kampen imellem dem var ikke hurtig afgjort. Da sagde Hafgrim: "Det havde jeg betinget mig af dig, Thrand! at du skulde yde mig Hjælp, og derfor tilstod jeg dig mit Kvæg," føiede han til. "Du er," svarede Thrand, "tilvisse en feig Karl, at du med tvende Tylfter Mænd ikke kan angribe to eenlige Mænd, og det er din Maade, stedse at sætte andre i Vove for dig, og du tør ikke komme i Nærheden; hvor der er nogen Fare for Haanden; det er klogest, om der er nogen Daad i dig, at du trænger først op mod Brester, men de andre følge efter dig, ellers kan jeg vel indsee, at du ikke er dygtig til noget;" og han ophidsede ham nu saaledes paa det heftigste. Derefter løb Hafgrim op paa Klippen mod Brester, og stak til ham med sit Spyd midt paa Livet, og stødte det igjennem ham. Og da Brester mærkede, at dette var hans Banesaar, gik han frem, i det han fik Stikket, mod Hafgrim, og hug til ham med sit Sværd. Hugget traf Halfgrim paa den venstre Skulder, og kløvede Skulderen og Siden, saa at Armen faldt bort fra Kroppen, og Hafgrim styrtede død ned af Klippen, og Brester ovenpaa ham, og der lode begge deres Liv. Nu angrebe de dernæst Beiner, og han værgede sig vel, men det endtes dog med, at ogsaa Beiner faldt. Folk sige, at Brester blev tre Mænds Bane, førend han dræbte Hafgrim, men Beinir to Mænds, inden han faldt. Efterat dette var skeet, sagde Thrand, at man skulde dræbe Drengene Sigmund og Thorer. "Nei," svarede Bjarne, "de skulle ikke dræbes." "Hvis de undslippe," sagde Thrand, "da vil det dog blive Følgen, at de ville blive de flestes Bane af dem, som ere her tilstede." "Alligevel," svarede Bjarne, "skal man ligesaa lidt dræbe dem som mig selv." "Dette var heller Ikke mit Alvor," sagde da Thrand, "jeg vilde kun sætte en Prøve paa eder, hvorledes I vilde optage dette forslag; men i det Sted vil jeg nu gjengjelde Drengene det, at jeg har været tilstede i denne Træfning, og tilbyde dem Opfostring. Drengene Sade paa Klippen, og saae paa denne Tildragelse. Thorer græd, men Sigmund sagde: "Lad os ei græde, Frænde! men mindes dette des længer". Derefter begave de sig bort derfra; og Thrand lod Drengene følge med sig til Gøte. Hafgrims Lig blev ført til Suderø, og der jordet efter gammel Skik; men Bresters og Beiners Venner førte deres Lig hjem til Skufø, og begrove dem der ligeledes efter Fortids Skik. Nu spurgtes denne Tidende over alle Færøerne, og hvert Menneske sørgede over disse Brødre.


Rafn tager imod Sigmund og Thorer

8. Denne Sommer kom der et Skib fra Norge til Færøerne; Skipperen hed Rafn, var fra Vigen, og bosat i Tønsberg, og førte Navn af Holmgaardsfareren, efterdi han gjorde idelige Reiser til Holmgaard. Dette Skib kom til Thorshavn. Men da Kjøbmændene igjen vare færdige til Afreise, fortælles der at Thrand fra Gøte en Morgen kom der paa en Skude, førte Skipperen Rafn afsides til en Samtale, og sagde at han havde to Trældrenge, som han vilde sælge ham. Rafn sagde at han ikke vilde kjøbe dem, førend han fik dem at see. Thrand førte da frem to Drenge med afraget Hovedhaar og iførte hvide Kofter; de vare skjønne af Udseende, men af Sorg opsvulmede i Ansigtet. Da Rafn saae disse Drenge, sagde han: "Forholder det sig ikke saa, Thrand! at disse Drenge ere Sønner af Brester og Reiner, som I dræbte for kort Tid siden?" ,Jo," svarede Thrand, "jeg troer vist at det er saa." "Da komme de ikke i min Vold," sagde Rafn, "paa den Maade, at jeg skal give Penge for dem." "Vi skulle da give efter paa begge Sider," sagde Thrand, "og her har du to Mark Sølv, som jeg vil give dig, for at du skal føre dem bort med dig, saa at de aldrig mere komme til Færøerne; og han viste nu Skipperen Sølvet, talte det, og hældte det i hans Skjød. Rafn syntes godt om Sølvet, og det blev da ved, at han tog imod Drengene. Han seilede ud paa Havet, saasnart han fik Bør, og landede i Norge paa det Sted han agtede, nemlig Vesterpaa ved Tønsberg. Der opholdt han sig om Vinteren, og Drengene vare hos ham, og bleve godt behandlede.


Om Sigmund, Rafn og Thrand

9. Om Vaaren beredte Rafn sit Skib til en Reise til Østerlandene, og han spurgte da Drengene, hvorledes de syntes om deres Ophold der. Sigmund svarede: "Vel imod vor Tilstand, da vi vare i Thrands Vold." "Vide I," spurgte Rafn fremdeles, "hvad Overeenskomst Thrand og jeg have indgaaet?" "Den kjende vi tilfulde," svarede Sigmund. "Imidlertid holder jeg det for bedst," vedblev Rafn, "at I, uhindrede af mig, drage, hvorhen I ville, og hvad angaaer det Sølv, som Thrand overgav mig, da bliver det, mener jeg, bedst anvendt, naar I nytte det til eders Ophold, og I kunne alligevel have tungt nok ved at komme ud af det i et fremmedt Land. Sigmund takkede ham, og sagde at han efter deres daværende Stilling førte sig høimodig op imod dem. Om Thrand er nu at fortælle, at han underlagde sig hele Herredømmet over Færøerne, og bemægtigede sig alt det Gods og de Eiendomme, som hans Frænder, Brødrene Brester og Beiner, havde besiddet. Drengen Øssur Hafgrimson, som den Gang var ti Aar gammel, tog han til sig, og opfostrede ham. Thrand var nu Enehersker over alle Færøerne, og ingen dristede sig til at tale et Ord imod ham.


Om Sigmund

10. Den Sommer, da Brødrene Brester og Beiner blev dræbte, skiftede Norge Høvding. Harald Graafeld blev fældet, og i hans Sted kom Hakon Jarl, som i Førstningen var Kong Harald Gormsøns Skatte-Jarl, og havde Riget i Lehn af ham. Da var hele Gunhilds Sønners Herredømme til Ende; nogle af dem vare dræbte, og de øvrige rømte bort fra Landet. Nu er at fortælle om Sigmund og Thorer, at de forbleve endnu to to Aar i Vigen, efterat Rafn havde frigivet dem; og da vare de Penge, som Rafn gav dem, fortærede. Sigmund var da tolv Aar gammel, og Thorer fjorten. De hørte nu fortælle om Hakon Jarls Magt, og fattede den Beslutning at besøge ham, om det var dem mueligt, og ventede sig snarest af ham nogen Bistand, efterdi deres Fædre havde tjent ham. De gik nu bort fra Vigen til Oplandene, og toge Veien østerpaa igjennem Hedemarken, og saa nord op til Dovrefjeld, hvor de indtraf ved Vinterens Begyndelse, og, uagtet Frost og Sneeveir overfaldt dem, begave de sig dog med lidet Overlæg op paa Fjeldet, fore vild, og laae ude under aaben Himmel i mange Døgn uden Mad. Udmattet lagde Thorer sig omsider ned, og bad Sigmund at frelse sig selv og søge ned af Fjeldet; men denne sagde, at enten skulde de begge slippe derfra, eller ingen af dem; og saa stor Forskjel var der paa deres Kræfter, at Sigmund lagde Thorer paa sin Ryg, og bar ham; og de udmattedes nu begge meget. Imidlertid begyndte det at gaae ned ad Bakke, og de traf en Aften en lille Dal i Fjeldet; de gik langs igjennem den, og mærkede omsider Lugt af Røg, og fandt dernæst en Gaard for sig. De gik ind, og kom i en Stue, hvor der sade to Kvinder, den ene var aldrende, men den anden en ganske ung Pige; begge vare de skjønne af Udseende. De toge vel imod Drengene, trak Klæderne af dem, og gav dem tørre Klæder paa isteden; dernæst gave de dem strax noget at spise, lavede et godt Leie tilrede for dem, og fulgte dem til Sengs, og sagde at de ikke ønskede, at Huusbonden blev dem vaer, naar han kom hjem, eftersom han var noget vranten. Noget efter vaagnede Sigmund ved det, at en Mand, som var stor af Væxt, og iført en Rensdyrspels, kom ind, bærende et Rensdyr paa Ryggen; han satte Næsen i Veiret, og med en vred Mine spurgte han, hvad der var kommet. Konen sagde, at der vare komne to Drenge, som vare elendige, forfrosne og meget udmattede, saa at de vare nær ved Døden. "Jeg har ofte sagt dig," vedblev Manden, "at du paa ingen Maade vil snarere røbe vort Opholdsted, end ved at modtage nogen her i vor Bolig." "Jeg mente ikke," svarede Konen, "at saa haabefulde Drenge skulde døe her lige udenfor vort Huus." Bonden lod dem da ligge i Ro, og gik tilligemed Kvinderne at spise, og lagde sig siden til Sengs. I Sovekammeret vare to Senge, Bonden laae med sin Kone i den ene af dem, og Bondens Datter i den anden; men for Drengene var der redt et Leie i samme Værelse. Om Morgenen var Bonden tidlig oppe, og sagde til Drengene: "Det tykkes mig, som Kvindfolkene ville, at I skulle hvile eder her i Dag, om I finde det tjenligt for eder, De sagde, at de gjerne vilde det.


Sigmund opholder sig hos Ulf

11. Bonden var nu borte om Dagen, og kom hjem om Aftenen, og var meget venlig imod Sigmund og Thorer. Og den følgende Morgen kom han til dem, og sagde saa: "Skjæbnen har villet, at I skulle føres hid til min Bolig; nu tykkes det mig bedst, at I opholde eder her i Vinter, om det staaer eder an; Kvindfolkene synes vel om eder, men I have faret ganske af Veien, og der er langt til Bygder allevegne herfra. Sigmund og Thorer takkede Bonden for hans Tilbud, og sagde at de gjerne vilde blive der. Bonden sagde, at de skulde gjengjelde den gode Behandling af hans Kone og Datter, ved at være dem til Tjeneste i hvad de behøvede; "men jeg maa," tilføiede han, "hver Dag være borte, for at skaffe os Fødemidler, om det vil lykkes." Drengene forbleve der nu, og bleve vel behandlede, da Kvinderne vare gode imod dem, og de syntes godt om at være der; men Bonden var hver Dag borte. Bygningerne vare gode og stærke og vel indrettede. Bonden nævnte sig Ulf, hans Kone Ragnhild, og deres Datter Thuride; hun var en meget smuk Pige og af et ædelt Sindelag. Det stod godt til imellem Sigmund og Thuride, og de talte ofte sammen, hvilket hverken Bonden eller hans Kone formeente dem. Imidlertid forløb nu Vinteren, og paa Sommerens første Dag kom Bonden Ulf til Sigmund, og sagde: "Nu have I været her hos mig i Vinter, og hvis I ikke see noget bedre for eder end at være her, da skal det tilstædes eder, og I kunne da voxe op her, kan hændes at vi faae noget mere med hinanden at gjøre; men een Ting er der, som, jeg vil advare eder for, at I nemlig ikke gaae ud i den Skov, som ligger her nordenfor Gaarden. Dette lovede de, og takkede Ulf for hans Tilbud, hvilket de gjerne modtoge.


Sigmund overvinder Dyret

12. Ikke langt fra Gaarden laae der en Sø, hvorhen Bonden ofte gik, og lærte, dem til at svømme. Ligeledes gik de til Skydeøvelser, og øvede sig i at skyde, og Sigmund næmmede hurtig alle de Legemsfærdigheder, som Ulf lærte ham, saa at han blev fortrinlig i Idrætter, ligesom ogsaa Thorer, der dog ikke kunde maale sig med Sigmund, Ulf var en stor og stærk Mand, og Brødrene mærkede snart, at han var udmærket i alle Idrætter. De opholdt sig der nu i tre Aar, og Sigmund var da femten Aar, og Thorer sytten. Sigmund var da en rask Yngling og allerede vel udvoxen, og det vare de begge, men Sigmund var dog, uagtet han var to Aar yngre, i enhver Henseende den fortrinligste. Og nu var det engang om Sommeren, at Sigmund sagde til Thorer: "Hvad mon der vel kan flyde af, om vi end gaae hen i den Skov, som ligger her nordenfor Gaarden?" "Det er jeg ikke nysgjerrig efter at vide," svarede Thorer. "Ei gaaer det mig saa," sagde Sigmund, "og derud maa jeg". "Du kommer da til at raade," sagde Thorer, "men da overtræde vi vor Fosterfaders Bud." De gik nu, og Sigmund havde en Vedøxe i Haanden; de kom ind i Skoven, og til en skjøn aaben Plads; men de havde kun været der en føie Stund, før de hørte en stærk Bragen i Skoven; og strax derpaa saae de en meget stor og grum Bjørn, en drabelig Skovbjørn, ulvegraa af Farve. De løb da tilbage ad den samme Sti, ad hvilken de vare komne derhen; Stien var smal og trang, og Thorer løb forrest, men Sigmund bagerst. Dyret løb nu efter dem paa Stien, og Stien blev trang for det, og Træerne brødes i dets Løb. Sigmund dreiede da hurtig ud af Stien, og stillede sig imellem Træerne, og stod der, indtil Dyret kom frem lige for ham. Da fattede han øxen med begge Hænder, og hug lige imellem ørerne paa Dyret, saa at øxen sank i, og Dyret styrtede fremad, og var dødt paa Stedet, saa at intet Livstegn kunde mærkes paa det. Thorer blev nu dette vaer, og sagde da: "I din Lod, Frænde! faldt det, at udøve denne, Manddoms Daad, og det blev ikke mig til Deel; og det var ogsaa rimeligst, da jeg i meget staaer tilbage for dig." Derpaa sagde Sigmund: "Nu skulle vi forsøge paa at faae Dyret reist op;" og de gjorde efter hans Ord, og fik Dyret stillet op, halede dernæst Træerne til, saa at det ikke kunde falde, og satte en Pind i Munden, og Dyret syntes da at gabe med Munden. Efter dette gik de hjemefter, og da de kom hjem, traf de deres Fosterfader hjemme paa Toften udenfor Gaarden; han agtede just at gaae ud, at søge efter dem, og med en vred Mine spurgte han dem nu, hvor de havde været henne. Sigmund svarede: "Nu er det gaaet ilde, min Fosterfader!" sagde han, "vi have nu tilsidesat dit Raad, og Bjørnen har jaget efter os." "Det ventede jeg," svarede Ulf, "at det vilde gaae saaledes, men det ønskede jeg nu, at den ikke skulde jage efter eder oftere; men dog er dette Dyr saa beskaffent, at jeg har ikke dristet mig til at drilles med det, alligevel ville vi nu prøve det!" sagde han. Ulf vendte da om, og gik ind, og hentede et Spyd, og med dette i Haanden løb han til Skoven, og Sigmund og Thorer fulgte ham. Ulf blev nu Bjørnen vaer, og løb strax imod den, og jog Spydet i den, og Bjørnen faldt ved Stikket, men Ulf mærkede da; at Dyret var forud dødt, og sagde: "Have I mig nu til Bedste, og hvo af eder har dræbt Dyret?" Thorer sagde: "Ei kan jeg tilegne mig denne Daad, Fosterfader! men Sigmund har dræbt Dyret," ,Dette er den største Manddoms-Daad, Sigmund!" sagde da Ulf, "og den bebuder mange følgende Manddoms Gjerninger af dig." De gik derefter bort fra Skoven og hjem, og Ulf bar fra den Tid endnu mere Agtelse for Sigmund end tilforn.


Brødrenes Bortreise fra Ulf

13. Brødrene opholdt sig nu hos Ulf, indtil Sigmund var atten Aar gammel, men Thorer tyve. Sigmund var da en fortrinlig Mand i Væxt og Styrke saavelsom i alle Færdigheder. Det er om ham kort at berette, at han har gaaet Olaf Trygvesøn nærmest i alle Idrætter. Og da det nu var kommet saa vidt, sagde Sigmund til sin Fosterfader Ulf, at han vilde begive sig bort: "Thi det tykkes mig," sagde han, "at der kun er ringe Udsigt til Forfremmelse for os, om vi ikke søge at blive bekjendte med andre Folk." "Ja," svarede Ulf, dette eders ønske bifalder jeg ganske." Medens de opholdt sig der, havde de lagt Mærke til, at Ulf hver Høst og hver Vaar var borte i syv Dage, eller saa omtrent, og havde da mange Fornødenheder hjem med sig, saasom Lærred og Klæde eller andre Ting, som de behøvede. Ulf lod nu gjøre Klæder til dem, og udstyrede dem vel til Bortreisen. Det kunde tydelig mærkes paa Kvinderne, at de toge sig Skilsmissen meget nær, og Datteren dog mest. De skiltes nu, og gik bort, og Ulf ledsagede dem paa Veien, og fulgte dem over Dovrefjeld, indtil de kunde see nord over til Orkedalen. Da satte Ulf dg ned, og sagde at han vilde hvile sig. De satte Sig da alle; hvorpaa Ulf tog saaledes til Orde: "Nu ønsker jeg gjerne at vide, hvem jeg har fostret, og af hvad Æt I ere, og hvor eders Fødeland er." De fortalte nu alt, hvad de i deres Levetid havde udstaaet; og Ulf beklagede dem meget. Da sagde Sigmund: "Nu ønsker jeg, Fosterfader! at du vil fortælle os dit Levnetsløb, hvad der er hændet dig." "Det vil jeg nu ogsaa," sagde Ulf.


Thorkel fortæller Brødrene sit Levnetsløb

14. "Derfra begynder jeg da Fortællingen om mig, at der var en Bonde, ved Navn Thoralf, som boede paa Hedemarken i Oplandene; han var en mægtig Mand, og Sysselmand for Oplændingernes Konger; han var gift, og havde en Kone, ved Navn Idun, og en Datter Ragnhild, med hvem næsten ingen Kvinde kunde maale sig i Skjønhed. Ikke langt derfra boede en Bonde, som hed Steingrim, en brav Bonde, og vel bemidlet; Thora hed hans Kone. De havde en Søn, ved Navn Thorkel, som var et haabefuldt Menneske, og baade stor og stærk. Det var Thorkels Id, den Gang han var hjemme hos sin Fader, at han hver Vinter, naar Frosten begyndte, og Isen lagde sig paa Vandet, i Forening med nogle af sine Stalbrødre, opholdt sig ude i Skovene, og jagede Dyr; og han var en meget fortrinlig Bueskytte. Denne hans Id øvedes paa den Tid det begyndte at blive Barfrost, og han fik deraf Tilnavnet Barfrost. Engang kom Thorkel til sin Fader, for at tale med ham, og han sagde da, at han ønskede, at Faderen skulde skaffe ham en Kone og beile for ham til Thoralf Bondes Datter Ragnhild. Faderen svarede ham vel, at han agtede sig høit i Veiret, men imidlertid blev dog Udfaldet, at Fader og Søn begave sig i Forening til Thoralf Bonde, og fremkom med deres Andragende, at Thorkel heilede til hans Datter Ragnhild. Thoralf var langsom til at svare derpaa, og sagde at han havde tiltænkt sin Datter et fornemmere Parti, end at hun skulde giftes med Thorkel, men sagde at han vilde formedelst det Venskab, som var imellem ham og Steingrim, i enhver Henseende svare vel dertil, skjønt der ikke kunde blive noget af Partiet. De skiltes derpaa, og Steingrim og Thorkel droge med saa forrettet Sag igjen hjem.


Om Thorkel og Thoralf

15. Kort efter drog Thorkel hjemme fra selv anden en Nat, da han spurgte, at Thoralf ikke var hjemme, men var reist ud i Embedsforretninger. Thorkel gik med sin Ledsager om Natten ind til Ragnhilds Seng, tog hende op i sin Favn, bar hende ud, og førte hende hjem med sig. Hans Fader var ilde tilfreds med dette, sagde, at han tog sig noget paa, som han ikke mægtede at sætte igjennem, og bad ham at bringe Ragnhild strax tilbage hjem igjen. "Ei vil jeg det," svarede Thorkel. Da bad Faderen Steingrim ham at drage bort derfra. Dette gjorde da Thorkel, drog bort med Ragnhild, og opholdt sig ude i Skovene. Der vare med ham tolv unge Mennesker, som vare hans Stalbrødre og Legekammerater. Thoralf Bonde kom nu hjem, og blev vaer, hvad der var skeet, og han samlede da strax Folk til sig, og med hundrede Mand drog han til Steingrim Bonde, og bad ham udlevere sin Søn og overgive ham hans Datter. Steingrim sagde, at de ikke vare der. Thoralf ransagede nu med sine Folk Gaarden, men de fandt dem ikke. Derpaa droge de ud i Skoven, og søgte efter dem, og deelte sig ved Eftersøgningen saaledes, at der vare tredive Mænd med Thoralf. Nu var det en Dag, at Thoralf saae tolv Mænd i Skoven, og en Kvinde den trettende; og troede nu at kunne vide, at det maatte være dem, og stilede da did. Nu talte Thorkels Ledsagere om, at der satte Folk efter dem, og de spurgte da Thorkel, hvad Beslutning de skulde tage. Han svarede: "Kort her fra os er der en Høi, derhen ville vi drage, det er et godt Forsvarssted; der ville vi bryde Stene op, og gjøre et tappert Modværn". Og de droge nu til Høien, og beredte sig der. Det varede da ikke længe, inden Thoralf kom til med sit Følge, og de anfaldt dem strax med væbnet Haand, men Thorkel og hans Folk værgede sig vel og mandigen; og saa blev Udfaldet af deres Møde, at der paa Thoralfs Side faldt tolv Mænd, og paa Thorkels syv, men de fem øvrige vare saarede. Thoralf Bonde blev dødelig saaret. Nu flyede Thorkel med sine Stalbrødre bort i Skoven, og saaledes skiltes de. Ragnhild blev tilbage, og hun blev ført til Bygden med sin Fader, men da Thoralf kom i Bygden, døde han af sine Saar, og det er Folks Sagn, at Thorkel var hans Banemand. Denne Begivenhed spurgtes nu omkring. Thorkel drog hjem til sin Fader, og han var kun lidet saaret, men de fleste af hans Stalbrødre mere; men de bleve nu lægte.


Thorkels Fortælling

16. Efter dette stævnede Oplændingerne til et Thing, og paa dette blev Thorkel Barfrost landsforviist. Da Steingrim og Thorkel spurgte dette, sagde Faderen, at Thorkel ikke kunde forblive der hjemme, saa længe de søgte mest efter ham. "Du skal drage, Frænde!" sagde han, "til den Aa, som løber her tæt ved Gaarden; der langs med Aaen ere der store Klippekløfter, og i disse Kløfter er en Hule; dette Skjulested kjender ingen uden jeg, derhen skal du gaae, og tage Mad med dig." Dette gjorde nu Thorkel, og han var i Hulen, medens der ledtes mest, og blev ikke funden. Kjedsommeligt tyktes ham Opholdet der, og efter nogen Tids Forløb drog han bort fra Hulen og til den Gaard, som Thoralf Bonde havde eiet. Derfra bortførte han nu Ragnhild anden Gang, og drog hen paa Fjelde og i øde Skove: "og her standsede jeg," sagde han, "hvor jeg nu har bygget min Bopæl, og her har jeg været siden, og Ragnhild med mig, i atten Vintre, det er min Datter Thurides Alder. Nu har jeg fortalt eder mit Levnetsløb," sagde han. Mærkværdig tykkes mig Fortællingen om dine Begivenheder, min Fosterfader!" sagde Sigmund, "men nu vil jeg sige dig, at jeg har ikke vel gjengjeldt dig din Velgjerning og Opfostring, thi din Datter sagde mig, da vi skiltes, at hun var frugtsommelig, og ingen kan udlægges som Barnefader uden jeg, og det var især Grunden til at jeg drog bort; da jeg frygtede for, at det kunde volde Misforstaaelse imellem os." "Længe vidste jeg ," svarede Thorkel, "at der var Kjærlighedsforstaaelse imellem eder, og det vilde jeg ikke formene eder." "Jeg vil bede dig, min Fosterfader!" sagde Sigmund, "at du ikke bortgifter din Datter Thuride til nogen anden, thi hende vil jeg have, eller i andet Fald ingen Kone." "Ikke vil min Datter kunne blive gift med nogen bedre Mand," svarede Thorkel, "men jeg vil bede dig, Sigmund! hvis du faaer nogen Forfremmelse hos Høvdingerne, at du da husker paa mig, og udvirker mig Fred og Forlig med mine Herredsfolk, thi meget kjedes jeg nu ved at være i disse Ubygder." Dette lovede Sigmund, om han kunde faae det udført; og nu skiltes de, og Frænderne fortsatte Veien, indtil de kom til Lade til Hakon Jarl, som der havde sit Sæde. De gik nu for Jarlen, og hilste ham, og han optog deres Hilsen vel, og spurgte, hvo de vare. "Jeg er," sagde Sigmund, "en Søn af Brester, som en Tid var eders Sysselmand ude paa Færøerne, og blev dræbt der; og jeg er nu kommen til eder, Herre! fordi jeg venter mig god Forfremmelse af eder, og ønsker at blive eders Mand, og det ønske begge vi Frænder." Hakon Jarl sagde, at han ikke kunde vide, hvo han var: "dog er du ikke ulig Brester," føiede han til, "men du kommer dog selv til at lyse dig i Æt; imidlertid vil jeg ikke spare at give dig Mad;" og han viste ham nu til Sæde blandt sine Gjæster. Svend Hakonsøn var den Tid ung og ved sin Faders Hof.


Sigmunds Samtale med Hakon Jarl og Svend

17. Sigmund kom i Samtale med Jarlens Søn Svend, og legede med megen Behændighed mange Lege for ham, og Jarlens Søn havde stor Fornøielse af ham. Sigmund androg da sin Sag for Svend, og bad om hans Bistand, til at han kunde opnaae nogen Forfremmelse hos hans Fader. Svend spurgte, hvad han ønskede. "Paa Krigstog vilde jeg helst," sagde Sigmund, "om din Fader vil bestyrke mig dertil." "Det er en god Beslutning," sagde Svend. Vinteren led nu frem til Juul, og om Julen kom Jarlen Erik Hakonsøn hjem østen fra Vigen, hvor han havde sit Sæde. Sigmund kom i Tale med Erik Jarl, og forestillede ham sin ubehagelige Stilling. Da lovede Erik Jarl ham sin Anbefaling til Faderen, Hakon Jarl, og sagde at han vilde tilstaae ham en ikke ringere Bistand, end Hakon Jarl selv vilde tilstaae ham. Efter Julen ansøgte Sigmund nu Hakon Jarl om nogen Bestyrkelse paa een eller anden Maade, og bad at det maatte komme ham tilgode, at hans Fader Brester havde været Jarlens Embedsmand. Hakon Jarl svarede: "tilvisse tabte jeg en brav Mand, da min Hofsinde, den raske og djærve Brester, blev dræbt, og de, som dræbte ham, have forskyldt meget Ondt af mig; men hvad er dit Ønske?" Sigmund, sagde, at han ønskede helst at drage paa Vikingsfærd, og da enten vinde nogen Forfremmelse eller naae sin Bane. "Det er vel talt," sagde Jarlen, "og du skal faae at vide til Vaaren, naar Folk berede sig til deres Reiser, hvorledes jeg da vil tage mig af den Sag." Vinteren forløb nu, og da nu Sigmund mindede Hakon Jarl om hans gode Tilsagn, sagde denne: "Jeg vil give dig et Langskib, og derpaa fyrretyve Mand med behørige Vaaben, men dette Mandskab vil ikke blive udvalgt, thi de fleste ville ikke være tilbøielige til at følge dig som en Udlænding og Ubekjendt " Sigmund takkede Jarlen, og fortalte Erik, hvad hans Fader havde tilstaaet ham. "Det var et lidet Bidrag," svarede Jarlen, "men dog kan det komme dig til Gavn; men jeg vil give dig et andet Skib med en Besætning ligeledes af fyrretyve Mand; og det Skib, som Erik gav ham, var i alle Henseender vel udrustet. Sigmund fortalte nu Svend, hvad hans Fader og Broder havde tilstaaet ham. "I min nærværende Stilling," svarede Svend, "har jeg ikke saa let som disse ved at tilstaae mine Venner noget, men dog vil jeg give dig det tredje Skib, ligeledes med en Besætning af fyrretyve Mand, og skulle de være mine egne Tjenestemænd, og venter jeg at de ville følge dig bedst af de Mænd, som ere givne dig til Følge.


Sigmund holder Strid mod Randver

18. Sigmund beredte sig nu i Følge med sine Mænd, og seilede, saasnart han var færdig, østerpaa til Vigen, og derfra til Danmark, og igjennem Øresund, og lige ind i Østersøen, hvor han seilede omkring om Sommeren, uden at gjøre betydeligt Bytte, da han ikke trøstede sig til med denne Styrke at holde nogensteds hen, hvor der var nogen stor Magt at stride imod. Kjøbmænd lod han nemlig fare i Fred. Da det led ud paa Sommeren, seilede han østenfra, og fortsatte Seiladsen, indtil han kom under Elveskær, hvor der bestandig er et stort Vikingeleie. De lagde sig under en Holm, og Sigmund gik op i Skæret, og vilde see sig om. Han blev da vaer, at der paa den anden Side under Holmen laae fem Skibe, af hvilke det ene var et Drageskib. Han gik derpaa til sine Mænd, og fortalte dem, at der laae fem Vikingeskibe paa den anden Side under Skæret: "og jeg vil nu sige eder," sagde han, "at jeg ikke skjøtter om, uden Prøve at drage bort fra dem, og uden at vove en Dyst ville vi heller aldrig vinde nogen Forfremmelse." De bade ham raade derfor. "Nu skulle vi bære Stene ud paa Skibene," sagde da Sigmund, "og berede os; som os synes bedst. Vi skulle lægge vore Skibe yderst i denne Vig, hvori vi nu ligge, thi Vigen er der smallest, og det forekom mig i Aftes, da vi seilede ind, at ingen Skibe ville kunne lægge herind ved Siden af os, naar vi lægge vore tre Skibe jævnsides frem; og det vil komme os til Fordeel, naar de ikke kunne lægge til paa alle Sider af os." Dette gjorde de nu, men om Morgenen, da de havde lagt deres Skibe yderst i Vigen, roede Vikingerne med de fem Skibe imod dem, og en stor og stærk Mand stod i Stavnen paa Drageskibet, og spurgte strax, hvo der var Anfører paa Skibene. Sigmund nævnte sig, og spurgte igjen ham om Navn. Han sagde, at han hed Randver, og havde hjemme øster ovre Holmgaard, og gav dem to Vilkaar, at de enten maatte overgive sig selv og deres Skibe til ham, eller i andet Fald værge sig. Sigmund sagde, at disse Vilkaar vare ulige, og at de kom til først at prøve deres Vaaben. Randver bød da sine Folk at lægge til med tre Skibe, eftersom de ikke kunde komme til med alle, og han vilde nu først forsøge, hvorledes det vilde gaae. Sigmund styrede det Skib, som Jarlens Søn Svend havde givet ham, og Thorer det, som Erik Jarl havde givet Sigmund. De lagde nu sammen, og begyndte Striden; Sigmund og hans Folk kastede i Førstningen saa heftig med Stene, at hine ikke kunde andet end dække sig, og da Stenene var oppe, lode de dem føle en stærk Regn af Skud, og meget Folk faldt paa vikingenes Side, og en Mængde blev saaret. Sigmund og hans Mænd toge dernæst til deres Hugvaaben, og Striden begyndte nu at blive Randvers Folk besværlig; men da han saae, hvor uheldig det gik hans Folk, sagde han at de vare nogle store Drog, at de ikke kunde overvinde saadanne Mænd, som efter hans Mening ikke duede til noget. De svarede, at det var hans Skik at ophidse, dem, men tage sig selv i Vare, og de bade ham nu at gaae frem. Han sagde, at det skulde skee; og han lagde nu Dragen til og et andet Skib, paa hvilket der vare friske Folk og besatte det tredie med Folk, som ikke vare saarede. De lagde nu sammen anden Gang, og stred, og Kampen blev nu meget haardere end tilforn. Sigmund var den forreste af sine Mænd paa sit Skib, og hug baade haardt og tit; ligeledes gik hans frænde Thorer vel frem. De sloges nu længe, uden at man kunde skjønne, i hvis Lod Seiren vilde falde. Da sagde Sigmund til sine Mænd: "Ei ville vi tilfulde kunne overvinde dem, uden vi forsøge os mere; nu vil jeg prøve at bestige Dragen; og følger mig nu mandigen!" Sigmund kom nu op paa Dragen selv tolvte, og dræbte snart den ene efter den anden, og hans Folk fulgte ham vel. Ogsaa Thorer kom nu op paa Dragen selv femte, og alt veg nu for dem. Og da Randver saae dette, løb han frem imod Sigmund, og de mødtes, og stred meget længe imod hinanden. Men nu viste Sigmund sin Behændighed, kastede sit Sværd, og svang det op i Luften, fattede saa Sværdet med den venstre Haand, og Skjoldet med den høire, og hug med Sværdet til Randver, og hug ham den høire Fod bort nedenfor Knæet. Da faldt Randver; Sigmund gav ham derpaa et Hug i Halsen, som tog Hovedet af. Da raabte Sigmunds Folk Krigsraab, og derefter flyede Vikingerne paa de tre Krigsskibe, men Sigmund gjorde med sine Folk Dragen ryddelig, saa at de dræbte hvert Menneskesbarn, som var paa den. De eftersaae nu deres Mandskab, og paa Sigmunds Side vare tredive Mand faldne. De lagde nu Skibene til Leie, forbandt deres Saar, og hvilede sig der nogle Dage. Nu tog Sigmumd Dragen i Besiddelse, og endnu et andet Skib, som blev tilbage. De gjorde der meget Bytte I Vaaben og andre Kostbarheder, seilede siden bort derfra, og til Danmark, og dernæst nord op til Vigen, hvor de traf Erik Jarl, som tog vel imod Sigmund, og indbød ham til at blive hos sig. Sigmund takkede Jarlen for Indbydelsen, men sagde, at han ønskede først at reise nord op til Hakon Jarl. Imidlertid lod han der to af sine Skibe tilbage i den unge Jarls Forvaring, da han kun havde liden Besætning. De kom nu til Hakon Jarl, som tog vel imod Sigmund og hans Stalbrødre, og Sigmund opholdt sig hos Jarlen om Vinteren, og var nu bleven en meget dygtig Mand. Og om Julen denne Vinter blev Sigmund Hakon Jarls Hofsinde, og ligesaa blev Thorer, og de nøde nu der gode Dage.


Sigmund dræber Bjørn

19. Paa den Tid herskede over Sverrig Kong Erik hin Seiersælle, en Søn af Bjørn, der igjen var en Søn af Erik Eyvindsøn; han var en mægtig Konge. En Vinter havde tolv norske Kjøbmænd reist i Forening over Kjølen til Sverrig og da de kom ind i Sverrig, holdt de Marked med Landsfolket, men paa Markedet opstod der Uenighed, og en Nordmand dræbte en Svensker. Da Kong Erik spurgte dette, sendte han sine Gjæster derhen, og lod disse tolv Mænd dræbe. Om Vaaren spurgte nu Hakon Jarl Sigmund, hvorhen han om Sommeren agtede at styre med sine Skibe. Sigmund sagde at det skulde bero paa Jarlens Bestemmelse. "Da ønsker jeg," sagde Hakon Jarl, at du drager noget nærmere Sveakongens Rige, og husker de Svenske for det, at de for kort siden i Vinter dræbte mine tolv Mænd, hvilket ikke endnu er blevet hævnet. Sigmund sagde at han vilde udføre hans Ønske, om det vilde lade sig gjøre. Hakon Jarl gav da Sigmund et udvalgt Mandskab deels af sin egen Huustrop, og for en Deel ogsaa af Ledingstropperne; og alle higede nu efter at følge Sigmund. De styrede østerpaa til Vigen, hvor de traf Erik Jarl, som ogsaa gav Sigmund skjønt Mandskab, og Sigmund havde nu over tre hundrede Mand og fem vel udrustede Skibe. Derfra seilede de ned til Danmark, og sidst østen om Sverrig, og lagde til med deres Skibe paa Landets østlige Kyst. "Her ville vi gjøre Landgang," sagde da Sigmund til sine Mænd, "og vi ville fare frem paa Kriger-Viis". De gik nu i Land med de tre hundrede Mand, og kom op i Bygden, hvor de dræbte Folk for Fode, gjorde stort Bytte, og brændte Gaardene. Beboerne undflyede i Krat og Skove, saa vidt de kunde undkomme. Ikke langt fra det Sted, hvor de satte efter de Flygtende, var Kong Eriks Sysselmand Bjørn Befalingsmand. Saasnart han spurgte Overfaldet, samlede han strax Folk til sig, og fik betydeligt Mandskab samlet, med hvilket han rykkede ud imellem Sigmunds Folk og Skibene. Disse fik nu Øie paa Landhæren, og nu talte Sigmunds Mænd om, hvad beslutning de skulde tage. "Her ere endnu mange gode Raad," sagde Sigmund, "og det er oftere hændet, at de, som have haft større Mandskab, just derfor ikke have været de Seirende; det kommer an paa, at man kun er rask til at gaae imod. Nu ville vi tage den Beslutning, at fylke vort Mandskab, og stille det i en Svinefylkning; jeg og min Frænde Thorer skulle være de forreste, og dernæst tre, og saa fem, men de skjoldvæbnede Mænd skulle være yderst i begge Fløiene; vi ville da trænge ind paa deres Fylking, og saaledes forsøge paa, om vi kan komme igjennem samme; men de Svenske ville ikke være faste i Marken." De gjorde nu saa, trængte ind paa de Svenskes Fylking, og brød igjennem samme; det kom nu til en haard Kamp, og der faldt mange af de Svenske. Sigmund gik vel frem, og hug til begge Sider; han kom mod Bjørns Bannerfører, og hug ham Banehug. Derpaa tilskyndte han sine Folk til at bryde den Skjoldborg, som var slaaet om Bjørn; og de gjorde saa. Sigmund kom nu mod Bjørn, og de Skiftede Hug; men Sigmund fik snart Bugt med ham, og blev hans Banemand. Da raabte Vikingerne Seiersraab, og Landsfolket flyede. Sigmund sagde, at de ikke skulde forfølge de Flygtende, da de ikke havde Styrke dertil i et fremmedt Land, og de gjorde saa. De gjorde der stort Bytte, droge dermed til deres Skibe, og seilede nu bort fra Sverrig, og øster over til Holmgaard, hvor de hærjede om Øer og Næs. I Sveakongens Rige nævnes to Brødre, den ene hed Vandil; den anden Adil; de vare Svea-kongens Landværnsmænd, og havde aldrig mindre end to Drageskibe og otte andre Skibe. Da den svenske Konge spurgte denne Tidende, at der var skeet et fjendligt Overfald i hans Land, sendte han strax Bud til Brødrene, og bad dem tage Sigmund og hans Staldbrødre af Dage. Dette lovede de. Om Høsten seilede nu Sigmund og hans Folk østenfra, og kom paa Veien under en ø, som ligger ved Sverrig. Da sagde Sigmund til sine Mænd: "Vi ere nu ikke komne blandt Venner, thi her have vi de Svenske for os; vi maae derfor være forsigtige, og jeg vil gaae op paa øen og see mig om." Han gjorde nu saa, og blev da vaer, at der paa den anden Side af øen laae ti Skibe, nemlig to Drageskibe og otte andre. Sigmund bad da sine Mænd at gjøre Tilberedelser, at bære deres Gods af Skibene, og Stene isteden i sammne; og de beredte sig nu saaledes om Natten.


Slaget imellem Sigmund og Vandil

20. Om Morgenen tidlig roede de nu mod de ti Skibe. Anførerne raabte strax til dem, og spurgte, hvo der styrede dem. Sigmund navngav sig, og da de fik at vide, hvo de havde for sig, behøvedes der ikke at spørges om Sag; de grebe strax til deres Vaaben, og begyndte en Strid, der var saa haard, at Sigmund og hans Folk aldrig nogensteds, hvor de havde været, vare komne i saadan en Prøve. Vandil lagde nu sin Drage til Sigmunds Drage, men fandt der en haard Modtagelse; og da de havde stredet en Tid, sagde Sigmund til sine Mænd: "End er det som før, at vi ville ikke faae Seier, uden vi gaae nær ind paa Fjenden, nu vil jeg springe op paa Dragen, og følger I mig vel!" Sigmund sprang nu op paa Dragen, og en stor Trop fulgte ham, og han fældte snart for Fode den ene Mand efter den anden, og Fjenden trak sig tilbage for de Angribende. Da sprang Vandil frem mod Sigmund, og de skiftede længe Hug med hinanden. Sigmund tog da til sit sædvanlige Kunstgreb, skiftede Vaabnene i sine Hænder, hug med den venstre Haand til Vandil, og den høire Haand af ham, saa at Sværdet, hvormed han havde fægtet, faldt ned. Sigmund gjorde det da snart af med ham, og dræbte ham. Nu raabte Sigmunds Mænd Seiersraab; og da Adil mærkede det, sagde han: "Der er nu skeet en Omskiftning i Tingene, og nu maa Vandil være dræbt; lad os derfor begive os paa Flugten; enhver kommer nu til at see at redde sig!" Og Adil flyede nu med sine Folk paa fem Skibe, men eet af Drageskibene og fire andre Skibe bleve tilbage, hvilke Sigmund, efterat hvert Menneskes Barn, som var paa samme, var dræbt, tog i Besiddelse, og førte med sig. De seilede nu videre, indtil de naaede til Danekongens Rige, hvor de troede sig sikre og i god Behold, og udhvilede sig der, og forbandt deres Saar. Og da de igjen vare vel i Stand, seilede de videre til Vigen. Der traf de Erik Jarl, og bleve hos ham vel modtagne, og opholdt sig der en kort Tid, hvorefter de droge nord op til Trondhjem, og kom til Hakon Jarl. Han tog vel imod Sigmund og hans Mænd, og takkede ham meget for de Bedrifter, som han havde udført om Sommeren. Frænderne Sigmund og Thorer vare hos Jarlen om Vinteren, og en Trop Folk med dem, men deres Mandskab fik Herberge andensteds. De havde nu ingen mangel paa eiendele.


Træfningen imellem Sigmund og Harald

21. Da det vaaredes, spurgte Hakon Jarl Sigmund, hvor han agtede at hærje om Sommeren. Sigmund sagde, at det skulde beroe paa Jarlens Bestemmelse. "Jeg vil da ikke tilskynde dig til at drage over at drilles med de Svenske," sagde Jarlen, "men jeg ønsker nu at du drager vesterover Havet omkring ved Ørkenøerne. Der venter jeg at du vil træffe en Mand, som hedder Harald Jernhaus eller Jernpande; han er landsforviist af mig, og er min største Uven, og han har øvet megen Ufred her i Norge; han er en drabelig Mand; ham ønsker jeg at du skal dræbe, om du kan det udføre." Sigmund sagde, at han skulde nok træffe ham, om han kunde spørge ham op. Nu seilede Sigmund bort fra Norge med otte Skibe, og Thorer styrede den fra Vandil tagne Drage, men Sigmund selv den, som var tagen fra Randver. De seilede nu vesterpaa over Havet, og gjorde kun lidet Bytte om Sommeren; og ved Sommerens Slutning kom de med deres Skibe under Angulsø, der ligger i Englands Hav. Der saae de ti Skibe ligge foran sig, og iblandt dem et stort Drageskib. Sigmund fik snart at vide, at Harald Jernhaus var Anfører for disse Skibe; og de aftalte Slag imellem sig den følgende Morgen. Natten forløb nu, og om Morgenen i Daggryet grebe de til deres Vaaben, og sloges hele den Dag til Natten; de skiltes ved Mørket, og aftalte imellem sig at fortsætte Slaget om Morgenen derpaa. Og den følgende Morgen raabte Harald over til Sigmunds Skib, og spurgte om han ønskede at fortsætte Striden. Denne svarede, at han ikke havde andet I Tanker. "Det vil jeg nu sige," sagde Harald, "hvad jeg ikke har sagt nogen før, at jeg ønsker at vi skulle blive Stalbrødre, og ikke slaaes længer." Hertil raadede begges Mænd, og sagde at det vilde være høilig at ønske, at de bleve forligte, og at alle forenede sig, thi da vilde faa kunne staae imod dem. Sigmund sagde, at der var een Omstændighed, som var til Hinder for deres Forlig. "Hvad er da det" spurgte Harald. "Den," svarede Sigmund, "at Hakon Jarl har sendt mig efter dit Hoved." "Ondt kunde jeg vente mig af ham," sagde Harald, "og ere I to hinanden ulige, thi du er en meget brav Mand, men Hakon er eet af de værste Mennesker jeg kjender." "Ei ere vi i den Henseende af eens Tanker," sagde Sigmund. Begges Folk søgte imidlertid at mægle Forlig imellem dem, og det kom saa vidt, at de indgik Forlig, og lagde alt deres Bytte sammen, og de hærjede nu vide om Sommeren, og faa mægtede nu at gjøre dem Modstand. Men da Høsten indfandt sig, sagde Sigmund, at han vilde styre til Norge. "Da maae vi skilles," svarede Harald. "Nei," sagde Sigmund, "det skal ikke skee; jeg vil nu, at vi skulle begge drage i Forening til Norge; saa opfylder jeg dog paa en Maade det Løfte, som jeg har givet Hakon Jarl, naar jeg fører dig til ham." "Hvi skulde jeg drage til min største Uven?" sagde Harald. "Lad du kun mig raade derfor!" sagde Sigmund. "Baade er det saa, at jeg troer dig vel," sagde Harald, "og da er du ogsaa pligtig at raade Bod paa min vanskelige Stilling, og skal du derfor raade i dette." De seilede nu siden nord op til Norge, og kom til Hørdeland. Da fik de at vide, at Hakon Jarl var paa Nordmøre, og var i Bergund; de styrede da derhen, og lagde deres Skibe i Steenvaag; Sigmund begav sig derpaa ind til Bergund med tolv Mænd paa en Roskude, for at besøge Hakon Jarl først, men Harald blev imidlertid liggende i Steenvaag. Da Sigmund kom til Hakon Jarl, sad han ved Drikkebordet; Sigmund gik strax ind for Jarlen, og hilste ham med Ydmyghed. Jarlen tog med Mildhed imod ham og spurgte ham om Tidender, og bad at der skulde fremsættes en Stoel for ham; dette skete, og de talte nu en Tid sammen, og Sigmund fortalte Jarlen om sine Reiser, men ikke omtalte han, at han havde truffet Jernhaus. Men da Hakon tyktes, at det varede længe, inden denne Sag blev bragt paa Bane, spurgte han, om han havde truffet Harald. "Ja tilvisse," sagde Sigmund, og han fortalte ham nu, hvorledes det var gaaet, at de havde indgaaet Forlig. Da taug Jarlen, og blev rød som Blod i Ansigtet, og sagde efter en Stunds Forløb: "Oftere har du bedre udført mit Ærende end denne Gang, Sigmund!" "Herre!" svarede Sigmund, "Manden er nu kommen her i eders Vold, og venter jeg, at I for min Skyld vil skjenke Harald Tilgivelse, saa at han faaer fred paa liv og lemmer, og Frihed til at opholde sig her i Landet." "Ei skal det gaae saa," sagde Jarlen. "Jeg skal strax lade ham dræbe, saasnart jeg faaer ham fat." "Jeg tilbyder, Herre!" vedblev Sigmund, "at gaae i Borgen for ham, og derhos at give saa meget Gods, som I nogensinde vil forlange." "Det hjælper ikke, hvad du byder," sagde Jarlen, "thi af mig faaer han intet Forlig." "Til liden Baade har jeg da tjent dig," svarede Sigmund, "naar det ikke engang skal hjælpe mig saa meget, at jeg skal skaffe en Mand Fred og Forlig; jeg vil derfor bort fra dette Land, og ikke tjene dig længer; men ønske vilde jeg, at det maatte koste eder noget, inden han bliver dræbt." Sigmund stod da op, og gik ud af stuen, og taug, og ingen torde bede for Sigmund. Da tog Jarlen til Orde: "Vred var Sigmund nu," sagde han, "og Skade er det for mit Rige, om han drager bort, og dette kan heller ikke være hans Alvor. "Det er vist hans. Alvor," sagde hans Mænd. "Iler da efter ham," sagde Jarlen, "og vi skulle forliges paa det Vilkaar, som han tilbød." Nu gik Jarlens Mænd til Sigmund, og berettede ham dette, og Sigmund gik da tilbage til Jarlen. Denne var nu den første til at hilse, og sagde at de skulde forliges paa det Vilkaar, som han før tilbød. "Jeg vil ikke, tilføiede han, "at du drager bort fra mig." Sigmund antog da denne Fred og Forligelse af Hakon Jarl paa Haralds Vegne, og han begav sig derefter til Harald, og fortalte ham, hvor vidt det var kommet, at der var udvirket Forlig for ham. Harald sagde at det var ondt at troe Jarlen, men dog droge de til denne, og forligtes paa det omtalte Vilkaar. Derefter drog Harald nord op til Halogeland, men Sigmund forblev hos Jarlen om Vinteren, og nød mange beviser paa hans Yndest. Med ham var ogsaa hans Frænde Thorer der, og desuden en stor trop folk. Sigmund holdt sine Mænd vel, baade med Klæder og med Vaaben.


Om Øskæggerne og Sigmund

22. Om Færøboerne er nu at fortælle, at Øssur Hafgrimsøn voxte op hos Thrand i Gøte, indtil han var fuldvoxen, og han var da en djærv Mand at see til og mandig. Thrand skaffede ham til Kone den bedste Bondedatter der paa øerne; og da sagde Thrand, at de vilde skifte øerne i tvende Hælvter til Vælde og Bestyrelse, og skulde da Øssur have den Halvdeel, som hans Fader havde besiddet, men Thrand den Halvdeel, som Brødrene Brester og Reiner havde haft. Thrand sagde ogsaa til Øssur, at han fandt det tilbørligt, at denne bemægtigede sig alt det Gods, baade Jordegods og Løsøre, som Brødrene havde eiet, og tog det i Bøder for sin Fader. Det gik nu alt, som Thrand raadede til, og Øssur havde da to Gaarde eller tre, een paa Hof, hans Fædrenearv, paa Suderø, en anden paa Skufø, en tredie paa Dimon paa Sigmunds og Thorers Fædrenearv. Færøboerne havde spurgt til Sigmund, at han var bleven en berømt Mand, og havde store Tilberedelser for. Øssur lod da gjøre en Forskandsning om Gaarden paa Skufø, hvor han den meste Tid opholdt sig. Skufø er saaledes beskaffen, at den er saa høi, at den er det fortrinligste Forsvarssted, og har kun een Opgang, og man siger, at den ikke vil kunne indtages, naar der ere tyve eller tredive Karle til dens Forsvar, om der saa end kommer nok saa mange til at angribe den. Øssur foer imellem sine Gaarde med tyve Mand, men hjemme havde han bestandig tredive Mand om sig tilligemed Arbeidsfolkene, og ingen Mand paa Færøerne var efter Thrand ham lig i Magt. Den betydelige Mængde Sølv, som Thrand fik paa Haløre, gik aldrig op, og han var den rigeste af alle paa Færøerne, og styrede nu ene det hele der, thi han og Øssur vare ikke lige snu.


Om Hakon Jarl og Sigmund

23. Det fortælles nu om Sigmund, at han talte med Hakon Jarl om, at han vilde holde op med disse Krigstoge, og begive sig ud til Færøerne; han sagde at han ikke vilde længere høre den Bebreidelse, at han ikke hævnede sin Fader, og han bad nu Jarlen at bestyrke ham til dette, og give ham Raad, hvorledes han skulde faae sit Ønske iværksat. Hertil svarede Hakon Jarl, at Havet var vanskeligt at befare, da der ovre under Øerne vare store Brændinger: "Did kan man ikke holde med Langskibe," sagde han, "og jeg vil derfor lade dig gjøre to Knørrer, og give dig Mænd med, saa at vi kunne sige, at de ere vel besatte." Sigmund takkede ham for hans Velgjerning; og Toget blev nu forberedt om Vinteren, og Skibene bleve om Vaaren satte i fuldkommen Stand, og Mænd givne til Besætning. Harald kom til Møde med Sigmund om Vaaren, og lavede sig til at reise med ham; og da han var saa godt som færdig, sagde Hakon Jarl til ham: "Den skal man følge paa Vei, som man gjerne seer igjen vende tilbage;" og Jarlen fulgte nu ud med Sigmund. Da sagde Hakon: "Hvad siger du mig om det, hvilken Tro har du?" Sigmund svarede: "Jeg troer paa min Kraft og Styrke." "Ei maa det være saa," sagde Jarlen, "men du maa sætte din Fortrøstning til det samme Væsen, hvorpaa jeg har al min Tro henvendt, nemlig til Thorgerde Hørdebrud; vi ville nu drage hen at besøge hende, og søge der Held for dig." Sigmund bad ham raade. Og de gik nu ind i Skoven, først paa Veien, og derpaa ad en liden Sidesti; der traf de en aaben Plads for sig, paa hvilken der stod et Huus med en Skigaard eller Stakitværk om; dette Huus var meget smukt, og i Udgraveringerne var der indstøbt Guld og Sølv. Hakon og Sigmund gik ind i Huset, og faa Mænd med dem; der var en Mængde Afgudsbilleder inde, og paa Huset vare mange Glasvinduer anbragte, saa at der ingensteds var Skygge. En Kvinde var der inderst tværs for Indgangen, og hun var kostelig prydet. Jarlen kastede sig ned for hendes Fødder, og laae der længe; og siden stod han op, og sagde til Sigmund, at de skulde bringe hende noget Sølv i Offer, og lægge det paa Stolen for hende. "Men paa, at hun vil modtage Offeret, og opfylde mit Ønske," vedblev Jarlen, "skulle vi have det til Mærke, at hun da slipper den Ring, som hun har paa sin Haand, og den Ring, Sigmund! skal bringe dig Held." Og nu tog Jarlen til Ringen, men han fik den ikke, og det forekom Sigmund, som hun krummede Næven i det samme. Jarlen kastede sig ned anden Gang for hende, og Sigmund saae, at Taarerne stode Jarlen i Øinene; og han stod derefter op, og tog til Ringen, og da var den løs, og han gav Sigmund den, og sagde at Sigmund ikke skulde skille sig ved denne Ring, hvilket Sigmund lovede. De skiltes nu, efterat dette var foregaaet, og Sigmund drog til sine Skibe, og det siges, at hvert Skib havde en Besætning af halvtredsindstyve Mand. De styrede ud paa Havet, og havde god Bør, indtil de saae Fugle fra Øerne, og de holdt Skibene samlede. Harald Jernhaus var paa Skibet hos Sigmund, men Thorer styrede det andet Skib. Nu overfaldt der dem en Storm, og da skiltes Skibene, og de drevs nu omkring for Stormen i flere Døgn.


Sigmund kommer til Thrand

24. Om Sigmund og hans Mandskab er nu at fortælle, at de fik Bør, og seilede til øen, og de saae da at de vare komne til den østlige Side af øerne, og nogle Mænd om Bord paa Sigmunds Skib kjendte Fortoningen, og mærkede, at de vare komne meget nær til Østerø. Sigmund sagde, at han vilde helst ønske at faae Thrand i sin Vold; men da de nærmede sig øen, mødte der dem baade Vind og Storm, saa at det var langt fra at de kunde naae øen! da de imidlertid havde erfarne og dygtige Hjælpere inden Borde, naaede de i Daggryet til Svinø, og fyrretyve Mand løb strax op til Gaarden, medens ti passede Skibet. De omringede Gaarden, og brøde den op, greb Bjarne Bonde i hans Seng, og førte ham ud. Bjarne spurgte, hvo der var Anfører for dette Tog. Sigmund navngav sig. "Da vil du," sagde Bjarne, "blive grum mod den, som ikke viste dig andet end Ondt i den Træfning, hvor din Fader blev dræbt; og ei vil jeg fordølge, at jeg var der tilstede, men husker du noget til, hvad jeg raadede, dig betræffende, da det blev foreslaaet, at du og I begge, din Frænde Thorer med, skulde dræbes; og jeg sagde, at man skulde ligesaa lidt dræbe eder som mig selv.” "Det husker jeg vist," sagde Sigmund. "Naar skal det blive mig gjengjeldet?" spurgte Bjarne. "Nu!” svarede Sigmund, "thi du skal nu have Fred, men jeg vil ene raade for alt det øvrige." "Saa skal det være," svarede Bjarne. "Du skal nu," sagde derpaa Sigmund, "fare med os til Østerø." "Did kommer du," svarede Bjarne, "ikke lettere end op i Himmelen, saa længe dette Veir staaer paa." "Da skal du," sagde Sigmund, "fare med os til Skufø, hvis Øssur er hjemme." "Derfor skal du raade," svarede Bjarne, "og jeg tænker, at vi ville træffe Øssur der." Natten efter fore de nu til Skufø, og de naaede til denne ø, ligesom til den forrige, ved Daggry. Det traf saa heldig for Sigmund, at der til den Tid ingen Mænd holdt Vagt paa den smalle Sti der paa Skufø. De gik da strax op i Følge af halvtredsindstyve Mænd, som Bjarne gav dem med. Da de kom til Skandsen, var Øssur med sine Folk kommen op i den, og Øssur spurgte nu, hvo det var, der vare komne. Sigmund navngav sig. "Du maa tykkes at have Ærende hid til os," sagde da Øssur, "og jeg vil tilbyde dig Forlig, saa at de bedste Mænd her paa Færøerne skulle dømme vor Sag." "Nei!" sagde Sigmund, "der bliver intet af Forlig imellem os, uden jeg maa raade ene." "Paa den Maade vil jeg ikke indgaae noget Forlig," sagde Øssur, "at jeg skal overgive dig Selvdom; jeg seer ikke, at der er saadan Forskjel enten mellem os selv eller mellem vore Sager, at jeg skulde behøve det." Sigmund henvendte sig da til sine Mænd, og sagde, at de skulde angribe den Spottefugl paa Skandsen; "men jeg vil imidlertid," sagde han, "sørge for hvad jeg skal gjøre." Harald Jernhaus var en stræng Raadgiver, og raadede fra ethvert Forlig. Øssur havde tredive Mænd paa Skandsen, og den var vanskelig at angribe. Øssur havde en Søn, som hed Leif, og var da et ungt Barn. Sigmunds Mænd angrebe nu Skandsen, men de andre forsvarede den. Sigmund gaaer imidlertid omkring Skandsen, og betragter den; han var saaledes klædt, at han havde Hjelm paa Hovedet, og var omgjordet med et Sværd; i Haanden førte han en sølvbeslaaet Hageøxe, der paa Skaftet var omvunden, og som var et ypperligt Vaaben: han var iført en rød Kjortel, og bar uden paa den et let Brystharnisk; og det sagde lige saa vel hans Uvenner, som hans Venner, at der aldrig var kommen en saadan Mand til Færøerne, som han var. Sigmund blev nu vaer, et Skandsemuren etsteds var styrtet noget ned, saa at den der var noget lettere at bestige end andensteds; han gik da lidt bort fra Skandsen, tog Løb til, og sprang saa høit op ad Muren, at han fik Øxe-hagen op paa den øverste Kant; dernæst klatrede han hastig op ved Hjælp af Skaftet, og kom saaledes op paa Skandsen. Der kom strax en Mand imod ham, og hug til ham med sit Sværd. Sigmund afparerede Hugget med øxen, og stak strax Øxespidsen i Brystet paa ham, saa at øxen gik dybt ind i Brystet, og han døde paa Stedet. Dette blev Øssur vaer, og han sprang strax imod Sigmund, og hug til ham, men Sigmund afparerede atter Hugget, og hug til Øssur med øxen, og hug den høire Haand af ham, saa at hans Sværd faldt til Jorden. Derpaa hug Sigmund anden Gang til Øssur i Brystet, saa at øxen gik dybt ind, og da faldt Øssur. Nu styrtede flere Mænd frem imod Sigmund, men han sprang baglænds ud fra Skandsen, og kom staaende ned. De stimlede nu sammen om Øssur, indtil han var død. Nu siger Sigmund til dem, som vare tilbage i Skandsen, at der vare to Vilkaar for dem, at han vilde udsulte dem eller opbrænde dem i Skandsen, eller de skulde indgaae Forlig, og lade ham ene raade. De overdroge ham da Selvdom, og overgave sig. Om Thorer er at berette, at han var kommen til Suderø, og traf nu sammen med Sigmund, efter at disse Begivenheder vare foregaaede. Der gik nu bud imellem Sigmund og Thrand om Forlig, og der blev gjort Stilstand, og en Sammenkomst berammet imellem dem i Thorshavn paa Strømø, hvor Færøboernes Thingsted er. Der kom Sigmund og Thrand, og en stor Forsamling. Thrand var meget oprømt; der blev nu talt om Forliget, Thrand sagde: "Det var utilbørligt, min Frænde Sigmund! at jeg var tilstede ved den Træfning, hvori din Fader blev dræbt; derfor vil jeg tilstaae dig et Forlig, som du kan have mest Hæder af, og som du kan være bedst tilfreds med; jeg vil nemlig, at du selv skal afgjøre hele Sagen imellem os." "Det vil jeg ikke," sagde Sigmund, "jeg vil, at Hakon Jarl skal afgjøre hele Sagen, ellers ville vi ikke være forligte, og det holder jeg for bedre; men hvis der skal blive noget af Forliget, da skulle vi drage begge til Hakon Jarl." "Jeg ønsker helst, min Frænde!" sagde Thrand, at du dømmer selv, og vil jeg blot betinge mig det, at jeg beholder Tilladelse til at opholde mig her paa øerne, og det samme Herredømme, som jeg nu har." "Der bliver intet af Forliget," sagde Sigmund, uden paa det Vilkaar, som jeg tilbyder." Og da Thrand saae, at det andet var haardere, bleve de forligte saaledes, at de skulde begge drage til Norge til Sommeren. Det ene af skibene foer til Norge om Høsten, og mange af de Mænd, som havde fulgt Sigmund derud. Sigmund opholdt sig nu paa Skufø om Vinteren, og hos ham var hans Frænde Thorer og tillige Harald Jernhaus og mange andre Mænd. Han førte megen Pragt, og anskaffede med stor Omhu alt, hvad der behøvedes i Boet. Nu forløb Vinteren, og Sigmund lavede sit Skib til; Thrand rustede ogsaa et Førselsskib, som han eiede; og den ene vidste gjensidigen af den andens Tilberedelse. Sigmund seilede strax, saasnart han var færdig, og paa Skibet med ham vare Thorer, Harald Jernhaus, og næsten tyve Mand. De landede paa Søndmøre i Norge, og spurgte til Hakon Jarl, at han ikke var langt derfra, og de droge da strax til ham. Hakon Jarl tog vel imod Sigmund og hans Stalbrødre. Sigmund fortæller ham om sit og Thrands Forlig. Jarlen svarede: "Ei har du og Thrand været lige snu, thi det er meget at befrygte, at han vil komme snart til mig." Sommeren forløb nu, og Thrand kom ikke. Der kom nu et Skib fra Færøerne, og Folkene paa det sagde, at Thrand var bleven dreven tilbage, og hans Skib var blevet beskadiget, saa at det ikke kunde holde Søen.


Hakon Jarls Afgjørelse imellem Sigmund og Thrand

25. Sigmund sagde nu til Jarlen, at han ønskede, at han vilde bestemme afgjørelsen af Sagen mellem ham og Thrand, uagtet denne ikke var kommen. Jarlen sagde, at det skulde skee: "Jeg tildømmer dig," sagde han da, "tvende Mandebøder, af Thrand, een for hver af Brødrene, den tredie, fordi Thrand raadede til, at du og Thorer skulde dræbes, efterat han havde ladet eders Fædre dræbe; den fjerde Mandebod skal være for det, at Thrand solgte eder som Trælle; og istedenfor at du nu har en Fjerdedeel af Færøerne under dit Herredømme, skal der nu tages baade af Thrands Deel og af Øssurs Arvings saa meget, at du nu skal have Herredømmet over den halve Deel af Øerne, men den anden halve Deel skal inddrages, fordi Hafgrim og Thrand dræbte mine Hofsinder Brester og Beiner. Hafgrim skal være ugild (2) formedelst Bresters Drab og Angrebet paa sagløse Mænd. For Øssur skal intet bødes formedelst den Ubillighed, at han tilegnede sig din Eiendom, paa hvilken han blev dræbt; men du skal skifte Pengebøderne imellem dig og din Frænde Thorer, som dig synes bedst. Thrand skal have Lov at opholde sig der paa Øerne, hvis han opfylder denne Afgjørelse. Du skal have alle Øerne i Lehn af mig," vedblev Jarlen, "og betale mig Skat af min Deel." Sigmund takkede Jarlen for denne Afgjørelse, og var hos ham om Vinteren. Om Vaaren drog han ud til Færøerne, og hans Frænde Thorer med ham, men Harald Jernhaus blev da tilbage. Sigmund havde en heldig Overfart; og da han kom til Færøerne, stævnede han Thrand til et Thing i Thorshavn paa Strømø. Der indfandt Thrand sig, og der kom en stor Forsamling. Sigmund sagde, at Thrand havde endnu kun maadelig holdt Forliget, og fremsagde Jarlens Afgjørelse, og bad ham nu at gjøre eet af to, holde Forliget eller bryde det. Thrand bad endnu Sigmund selv at afgjøre Sagen, og sagde at han saae helst, at det kunde være ham til saa megen Hæder som mueligt. Sigmund sagde, at han ikke længer maatte være vaklende i dette, og bad ham hurtig gjøre een af Delene, tilstaae Afgjørelsen eller afslaae den, og lagde til, at han ligesaa gjerne saae, at de ikke vare forligte. Thrand foretrak da at holde Forliget, men udbad sig dog en længere Frist til Pengenes Udbetaling; thi Jarlen havde bestemt, at disse Penge skulde have været udbetalte i eet Halvaar. Og paa Folks Bøn lod Sigmund det blive ved, at disse Penge skulde betales i tre Aar. Thrand sagde, at det syntes ham meget passende, at hans Frænde Sigmund nu havde Herredømmet over Folket saa længe, som han nu havde haft det, og at det var billigt, at det gik saa. Sigmund sagde, at han behøvede ikke at komme med saadanne Hyklerier, thi dem vilde han aldrig bekymre sig om. De skiltes nu saaledes, at de alle vare forligte. Thrand bad nu Leif Øssursøn hjem til sig til Gøta til Opfostring, og der voxte han op. Sigmund gjorde om Sommeren sit Skib i Stand, for at drage til Norge, og da betalte Thrand den ene Trediedeel af Bøderne, og var dog meget træg dertil. Sigmund krævede Hakon Jarls Skatter sammen, inden han seilede fra Øerne. Han havde en heldig Overfart, kom til Norge, og drog da strax til Hakon Jarl, og bragde ham hans Skatter. Jarlen tog vel imod Sigmund og hans Frænde Thorer og alle deres Mænd. De vare nu hos Jarlen om Vinteren.


Om Sigmund Brestersøn

26. Sommeren, efterat Sigmund vinteren forud ved Julen var bleven Hakon Jarls Hofsinde, drog han med Jarlen ind til Frostething, og da fremførte Sigmund sin Svigerfader Thorkels Andragende, at Hakon Jarl skulde gjøre ham fri fra Fredløshed, og give ham Tilladelse og Frihed til at opholde sig i Landet, og dette var Hakon Jarl villig til at tilstaae Sigmund. Jarlen lod da sende Bud efter Thorkel og hans Familie, og Thorkel var denne Vinter hos Hakon Jarl tilligemed sin Kone og deres Datter Thuride. Hun havde født en Datter samme Sommer, som Sigmund og Thorer vare dragne derfra, hun hed Thora. Vaaren efter gav Hakon Jarl Thorkel Barfrost et Syssel at styre ude i Orkedalen. Der tog Thorkel sin Bopæl, og opholdt sig der hele Tiden, saavidt Fortællingen nu er kommen. Sigmund red nu ud til Orkedalen, og besøgte Thorkel, og der blev taget vel imod ham, og nu beilede Sigmund til Thuride. Thorkel optog det vel, og holdt for, at det var baade ham og hans Datter og dem alle til Hæder og Anseelse. Sigmund holdt sit Bryllup paa Lade hos Hakon Jarl, og Jarlen lod dette Gilde staae i syv Dage. Da blev Thorkel Barfrost Hakon Jarls Hofsinde og kjæreste Ven. Efter dette droge de hjem, men Sigmund blev med sin Kone hos Jarlen, indtil han om Høsten drog ud til Færøerne, hvorhen hans Kone Thuride og Datter Thora fulgte ham. Om Vinteren var det roligt paa øerne. Om Vaaren droge Folk til Thinge til Strømø. Der kom en stor Forsamling, og Sigmund havde en Trop Folk med sig. Thrand indfandt sig der ogsaa, og Sigmund krævede nu af ham den anden Trediedeel, men sagde dog, at han burde have alt, skjønt han for Folks Bøn lod sig nøje dermed dennesinde. Thrand svarede:"Saa er Tilfældet, min Frænde:" sagde han, "at der er hos mig een, som hedder Leif, og er en Søn af Øssur, ham bød jeg hjem til mig, da vi vare blevne forligte. Nu vil jeg bede dig, Frænde!" sagde Thrand”, "at du tilstaaer Leif nogle Bøder efter hans Fader Øssur, som du dræbte, og det vil passe sig godt, at jeg kunde betale ham de Penge, som du har tilgode hos mig." "Det gjør jeg ikke," sagde Sigmund, "og du skal betale mig mine Penge." "Det vil dog synes dig billigt, hvad jeg siger," sagde Thrand. Sigmund svarede: "Betal du Pengene! ellers skal der hændes dig noget værre!" Thrand betalte nu hælften af denne Trediedeel, og sagde, at han ikke var i Stand til at betale mere den Gang. Sigmund gik da mod Thrand, og havde den sølvbeslaaede Øxe, hvormed han dræbte Øssur, i Haanden; han satte Øxespidsen for Brystet af Thrand, og sagde, at han vilde trykke saaledes til, at han skulde føle dens Kraft, hvis han ikke betalte ham strax Pengene. Da sagde Thrand: “En farlig Mand er du," og han bad da een af sine Mænd at gaae ind i Teltet efter Pengepungen, som laae der, og see efter, om der var blevet noget Sølv tilbage i den. Manden gik, og rakte Pungen til Sigmund, og Sølvet blev nu veiet, og der var netop saa meget, som Sigmund skulde have. Dermed skiltes de. Denne Sommer drog Sigmund til Norge med Hakon Jarls Skatter, og der blev taget vel imod ham; han var en kort Tid hos Jarlen, drog dernæst ud til Færøerne igjen, og opholdt sig der om Vinteren. Hans Frænde Thorer var bestandig hos ham. Sigmund var afholdt der paa Øerne. Han og Svinø-Bjarne holdt vel deres Forlig, og Bjarne stillede bestandig tilfreds mellem Thrand og Sigmund, ellers vilde det have gaaet værre. Om Vaaren droge Folk til Strømø-Thing, hvor der indfandt sig en stor Forsamling. Sigmund krævede sit Tilgodehavende af Thrand, men Thrand bad paa Leif Øssursøns Vegne om Bøder for dennes Fader; og der vare da mange, som søgte at mægle imellem dem, at de skulde vel forliges. Sigmund svarede: "Thrand betaler ikke Leif Pengene mere, end han betaler mig dem, men for gode Mænds Ord skulle disse Penge nu blive staaende, men ei eftergiver jeg dem, og ei heller overdrager jeg Leif dem i Bøder, saaledes som Sagerne staae." Dermed skiltes de, og droge hjem fra Thinget. Sigmund lavede sig atter til at fare til Norge om Sommeren med Hakon Jarls Skatter, og blev silde færdig. Han stak i Søen, saa snart han var færdig. Hans Kone Thuride blev tilbage, men hans Frænde Thorer drog med ham. De havde en heldig Reise, og kom op til Trondhjem silde om Høsten. Sigmund drog da til Hakon Jarl, og blev der vel imodtagen. Paa den Tid var Sigmund syv og tyve Aar gammel. Han opholdt sig derefter hos Hakon Jarl.


27. Den Vinter kom Jomsvikingerne til Norge, og holdt Slag med Hakon Jarl og hans Sønner. Frænderne Sigmund og Thorer vare med i Slaget med Jarlerne Hakon og Erik, og det berettes, at Sigmund var den første af alle, der gik op paa Bue hin Digres Skib, da han stred paa det hidsigste, og dernæst Thorer med tredive Mand. Men da Sigmund og Bue skiftede Vaaben sammen, og Sigmund saae, at han ikke kunde maale sig med Bue i Styrke og store Hug, nyttede han sin Behændighed, og kastede sit Skjold og Sværd op i Luften, og skiftede dem om i sine Hænder, som han ofte pleiede. Det havde Bue ikke beredt sig paa, og Sigmund hug nu med den venstre Haand Hænderne af Bue i Haandledene. Derefter sprang Sigmund tilbage paa sit Skib med syv Mand, thi alle de andre, Som vare gangne op med Thorer, bleve dræbte. Bue sprang da over Borde, og hans Skib blev ryddet. Men om Vaaren efter gav Hakon Jarl Sigmund store Gaver, før de skiltes. Frænderne seilede da ud til Færøerne, og sloge sig der til Ro, og Sigmund herskede der da ene.


Kong Olaf sender Bud til Sigmund

28. Nu begynder Fortællingen igjen, da Kong Olaf havde været to Aar i Norge, og havde om Vinteren kristnet hele Trondhjem, Kongen sendte da Bud ud til Færøerne til Sigmund Brestersøn, og indbød ham til sig, og lod ham derhos sige, at det skulde være ham en Hædersreise, og at han skulde blive den Mægtigste paa Færøerne, hvis han vilde blive hans Mand.


Sigmund Brestersøn antager Troen

29. I Slutningen af Sommeren drog Kong Olaf oppe fra Trondhjem, og da han kom til Søndmøre, og gjæstede der hos en anseelig Bonde, kom Sigmund Brestersøn, ifølge Kongens Bud, ude fra Færøerne tilligemed sin Frænde Thorer. Da Sigmund kom til Kongen, tog denne med megen Blidhed imod ham, og de havde snart en Samtale. Kongen talte saaledes: "Vel har du gjort, Sigmund! at du ikke undslog dig for denne Reise; Hovedaarsagen, hvorfor jeg bad dig til mig, er, at der er meget fortalt mig om din Tapperhed og dine Færdigheder; og vil jeg gjerne være din fuldkomne Ven, om du vil adlyde mig i det, som jeg seer mest paa. Somme sige ogsae, at det ikke vil være upassende, at vi slutte Venskab; fordi vi begge nu ansees for ikke umandige, men have længe udstaaet Modgang og Elendighed, inden vi kom til vor tilbørlige Anseelse; thi adskillige Ting have hændet os begge ikke uligt i vor Landflygtighed og Trældom; du var et Barn, og saae paa, at din Fader blev dræbt sagløs, men jeg var i Moders Liv, da min Fader ved Svig blev dræbt uden mindste anden Aarsag end sine Frænders Ondskab og Gjerrighed. Det er ogsaa fortalt mig, at tværtimod at Bøder bleve budte dig for din Faders Drab, skyndte dine Frænder til at dræbe dig ligesaa vel som din Fader; og siden blev du solgt som Træl, ja der bleve endogsaa givne Penge til, at du skulde tvinges til Trældom, og du blev saaledes forjagen og bortført fra dine Eiendomme og dit Fædreneland, og havde i lang Tid intet at underholde dig med i et fremmned Land, uden hvad dig uvedkommende Mennesker af Barmhjertighed, efter den Almægtiges Styrelse, understøttede dig med. Ei uligt dette, som jeg nu har opregnet om dig, er det ogsaa gaaet mig: saasnart jeg var født, forfulgte og efterstræbte mine Landsmænd mig, og agtede at skille mig ved Livet, saa at min Moder maatte i usle Omstændigheder flye med mig bort fra sin Fader og sine Frænder og alle sine Eiendomme; saaledes forløb de tre første Aar af min Levetid. Siden bleve vi begge tagne af Vikinger, og da skiltes jeg fra min Moder, saa at jeg saae hende aldrig mere; jeg blev tre Gange solgt i Trældom; jeg var da i Estland blandt lutter fremmede Mennesker, indtil jeg var ni Aar gammel; da kom der een af mine Frænder, som kjendte sig ved mig; han løste mig ud af Trældommen, og førte mig med sig over til Garderige; og der var jeg i andre ni Aar fremdeles i Udlændighed; skjønt jeg da ansaaes for fri; der kom jeg noget til Kræfter, og fik dernæst større Hæder og Anseelse af Kong Valdemar, end det kunde synes rimeligt om en Udlænding; ogsaa det var at ligne med den Hæder, som tillagdes dig af Hakon Jarl. Nu er det omsider kommet saa vidt, at vi begge ere komne i Besiddelse af vor Fædrenearv og Fødeland, efter længe at have maattet undvære Held og Anseelse. "Nu har jeg, allermest af den Grund, at jeg har spurgt, at du aldrig har ofret til Afguderne efter andre Hedningers Skik, godt Haab om, at den ophøiede Himlens Konge, alle Tings Skaber, vil ved min Tale lede dig til Kundskab om hans hellige Navn og til den hellige Tro; og gjøre dig til min Stalbroder i den sande Religion, som du er mig lig i Styrke og Færdigheder og andre hans Naadegaver, som han har givet dig ligesom mig, længe førend jeg havde nogen Kundskab om hans Herlighed. Nu give den samme almægtige Gud at det maa lykkes mig at faae dig omvendt til den sande Tro og bragt til at tjene ham, saa at du herefter med hans Miskundhed efter mit Exempel og min Tilskyndelse maa føre alle dine Undergivne til Hans Herlighed, som jeg venter vil skee. Du skal ogsaa, om du vil saaledes lyde mit Ord, som jeg nu har sagt dig, og trolig med Fasthed tjene Gud, erholde mit Venskab og Anseelse af mig; skjønt det er af ingen Betydenhed imod den Hæder og Salighed, som den almægtige Gud vil skjenke dig, ligesom enhver anden, der opfylder hans Bud, for den Helligaands Kjærlighed: at herske med hans søde Søn, alle Kongers Konge, evindeligen i Himmeriges, høieste Herlighed." Da Kongen sluttede sin Tale, svarede Sigmund: "Det er eder bekjendt, Herre! hvilket I ogsaa nylig berørte i eders Tale, at jeg var Hakon Jarl undergiven; han behandlede mig godt, og da var jeg særdeles vel tilfreds med min Tilstand; thi han var huld og omhyggelig og kjærlig mod sine Venner, skønt han var grusom og svigefuld mod sine Fjender; men der er stor Forskjel paa eders Religioner. Dog eftersom jeg skjønner af eders indbydende Ord, at den Tro, som I har, er i alle Henseender skjønnere og fagrere end den, som Hedningerne have; saa er jeg villig til at følge eders Raad og vinde eders Venskab; og jeg vilde ikke ofre til Afguderne, fordi jeg længe indsaae, at den Religion var ikke god, skjønt jeg ingen bedre kendte." Kong Olaf blev glad ved Sigmunds Svar; at han paa saa skjønsom en Maade optog hans Andragende. Sigmund blev da døbt tilligemed hele hans Følge, og Kongen lod ham undervise i den hellige Lærdom. Sigmund var derpaa hos Kongen om Vinteren i stor Anseelse.


Sigmund drog over, at forkynde Kristendommen paa Færøerne

30. Da nu Vaaren begyndte, kom Kongen en Dag i Samtale med Sigmund, og sagde, at han vilde sende ham ud til Færøerne for at kristne det Folk, som boede der. Sigmund undskyldte sig for dette Hverv, men tilstod dog omsider Kongens Villie. Kongen satte ham da til Befalingsmand over alle Øerne, og gav ham Lærere med, som skulde døbe Folket og undervise det i de nødvendigste Lærdomme. Sigmund seilede bort, saasnart han var færdig, og hans Reise gik lykkelig af. Da han nu kom til Færøerne, stævnede han Bønderne til Thinge paa Strømø; der kom mange sammen. Da Thinget var sat, stod Sigmund op, og holdt en lang Tale, hvori han fortalte, at han havde været ovre i Norge hos Kong Olaf Tryggvesøn; han sagde da ogsaa, at Kongen havde gjort ham til Befalingsmand over alle Øerne. De fleste Bønder optoge dette vel. Dernæst sagde Sigmund: "Det vil jeg ogsaa gjøre vitterligt for eder, at jeg har antaget en anden Tro, og er nu bleven Kristen, og jeg har det Ærende og Bud fra Kong Olaf, at omvende alt Folket her paa Øerne til den sande Tro." Thrand svarede paa hans Tale, og sagde, at det var billigt, at Bønderne overtalte denne vanskelige Sag imellem sig. Bønderne sagde, at det var vel talt. De gik derpaa til den anden Side paa Marken, og Thrand talte nu for Bønderne, at det vilde være dem det bedste, strax at nægte dette Bud, og ved sine Overtalelser bragde han det saavidt, at de bleve alle enige herom. Men da Sigmund saae, at alt Folket havde trukket sig hen til Thrand, saa der ingen var tilbage hos ham uden hans Mænd, som vare Kristne, sagde han: "Altfor megen Magt har jeg nu givet Thrand." Dernæst stimlede Folk hen, hvor Sigmund og hans Mænd sade; de hævede strax Vaabnene i Veiret, og lode ikke fredelige. Sigmund og hans Mænd sprang op imod dem; da sagde Thrand: "Lad Folk sætte sig ned, og ikke gjøre sig saa heftige; men det vil jeg sige dig, min Frænde Sigmund! at vi Bønder ere alle blevne enige om, at svare saaledes paa det Andragende, som du fremfører, at vi paa ingen Maade ville antage troesforandring, og vi ville anfalde dig her paa Thinget og dræbe dig, hvis du ikke vil opgive dette, og give os fast Løfte paa, at du aldrig mere vil fremføre denne Sag her paa Øerne." Da Sigmund mærkede, at han den Gang intet kunde udrette for Troen, og at han ikke havde Styrke til at stride imod alt det Folk, som var kommet sammen der, satte han sig nødt til at love det, som de forlangte, ved Vidner og Haandslag, og dermed sluttede de Thinget. Sigmund opholdt sig om Vinteren hjemme paa Skufø, og var meget ilde tilfreds med, at Bønderne havde tvunget ham, men lod det dog ikke mærke paa sig.


31. Engang om Vaaren, da Strømmene gik meget stærkt, og Folk holdt det for umueligt at seile paa Søen og mellem Øerne, foer Sigmund hjemmefra Skufø med tredive Mænd paa to Skibe; nu vilde han een af Delene, sagde han, forsøge paa at udføre Kongens Ærende, eller i modsat Fald døe. De styrede til Østerø, og naaede til øen langt ud paa Natten, uden at nogen mærkede det; de sloge derpaa en Kreds om Gaarden Gøte, og stødte en Stang mod Døren til den Stue, hvori Thrand sov, og brød den saaledes op, hvorefter de grebe Thrand, og førte ham ud. Da sagde Sigmund: "End hænder det sig nu saa, Thrand! at Lykken vexler; du tvang mig i Høst, og satte mig to haarde Vilkaar; nu vil jeg ligeledes sætte dig to ulige Vilkaar: det ene er godt; at du antager den sande Tro, og lader dig døbe; men det andet er, at du skal blive dræbt strax paa Stedet, og det Vilkaar er ondt for dig, thi du mister da snart dine store Rigdomme og denne Verdens Lykke, og faaer derimod Helvedes Kval og evige Pine i den anden Verden. Thrand sagde: "Ei vil jeg svigte mine gamle Venner." Sigmund satte da en Mand til at dræbe Thrand, og gav ham en stor øxe i Haanden; men da han, gik mod Thrand med hævet Øxe, saae Thrand til ham og sagde: "Hug mig ikke saa hurtig! jeg vil først tale noget, hvor er min Frænde Sigmund!" "Her er jeg," sagde denne. "Du skal ene raade imellem os," sagde da Thrand, "og jeg vil antage den Tro, som du ønsker." Da sagde Thorer: "Hug ham, Mand!" "Ei skal han nedhugges dennesinde," svarede Sigmund. "Det bliver din og dine Venners Død," sagde da Thorer, hvis han nu undslipper." Sigmund sagde, at man skulde vove derpaa. Thrand blev da døbt tilligemed hans Huusfolk af en Præst. Sigmund lod nu Thrand drage med sig, da han var døbt. Siden drog Sigmund omkring paa alle Færøerne og holdt ikke op, inden alt Folket der var kristnet. Om Sommeren gjorde han dernæst sit Skib i Stand, og agtede sig til Norge, at bringe Kong Olaf sine Skatter og tillige Thrand i Gøte. Men da Thrand mærkede dette, at Sigmund agtede at føre ham til Kongen, bad han om at slippe for denne Reise. Dette vilde Sigmund ikke tilstæde, og saasnart det blev Bør, lettede de Anker; men de vare ikke komne langt ud paa Havet, inden der mødte dem baade stærke Strømme og en stor Storm, saa at de bleve drevne tilbage til Færøerne, hvor Skibet sloges sønder; alt Godset forliste de, men de fleste Folk bleve bjærgede. Sigmund reddede Thrand og mange andre. Thrand sagde, at Reisen ikke vilde gaae godt for dem, hvis de lode ham fare med imod sin Villie, men Sigmund sagde, at han alligevel skulde fare med, uagtet han ikke syntes godt derom. Sigmund tog da et andet Skib og sit eget Gods, at føre Kongen isteden for Skatten, thi han fattedes ikke Løsøre. De stak nu anden Gang i Søen, og kom nu noget længer paa Veien end før, men fik igjen stærk Modvind, som drev dem tilbage til Færøerne, og slog Skibet sønder. Sigmund sagde, at det syntes ham, at der var stor Hindring for deres Reise. Thrand sagde, at det vilde gaae saaledes, hvor ofte de end forsøgte det, naar han skulde fare med dem imod sin Villie. Sigmund lod da Thrand løs paa det Vilkaar, at han svor ham en hellig Ed paa, at han skulde have og holde den kristne Tro, være oprigtig og tro imod Kong Olaf og Sigmund, ikke forhindre eller afholde noget Menneske der paa Øerne fra at udvise Troskab og Lydighed imod dem, men fremme og udføre dette Kong Olafs Bud, og ligesaa ethvert andet, som han vilde byde ham at udføre paa Færøerne; og Thrand svor uden mindste Forbeholdenhed paa alt, hvad Sigmund kunde udfinde at foresætte ham. Thrand drog dernæst hjem til Gøte, og Sigmund forblev ogsaa paa sin Gaard paa Skufø den Vinter, thi da de sidste Gang bleve drevne tilbage, var det allerede langt ud på Efteråret. Sigmund lod da istandsætte det skib, som var mindst beskadiget, og den Vinter var alt roligt paa Færøerne, og intet mærkeligt forefaldt der.


Thrand vilde ikke drage til Kong Olaf

32. Da Sigmund Brestersøn havde kristnet alle Færøerne efter Kong Olaf Tryggvesøns Befaling, agtede han at føre Thrand fra Gøte med sig over til Norge, men blev to Gange dreven tilbage, som nylig blev berettet. Siden beredte han sig, og begav sig dernæst paa Reisen, og havde en heldig Overfart. Han kom til Norge, og traf Kong Olaf oppe i Nidaros, og bragde ham de Penge, som han betalte for den Skat af Færøerne, der forrige Sommer var forliist, og desuden den Skat, som nu skulde erlægges. Kongen tog vel imod ham, og Sigmund opholdt sig længe om Vaaren hos Kongen. Sigmund fortalte da Kongen nøiagtig, hvorledes alt var gaaet af med Thrand og andre Øboere. "Det er ilde," sagde da Kongen, "at Thrand ikke kom til mig, og det er eder Øboere til stor Skade, at han ikke kan skaffes bort fra Øerne; thi det antager jeg for afgjort, at han er eet af de værste Mennesker i alle de nordiske Lande. En Dag om Vaaren sagde Kong Olaf til Sigmund.: "Nu ville vi more os i Dag og prøve vore Færdigheder." "Dertil er jeg meget uskikket, Herre!" sagde Sigmund, "men dog skal dette, som andet hvad der staaer i min Magt, beroe paa eder." Siden prøvede de Svømning, Skydning og andre Færdigheder, og det ere Folk enige i, at Sigmund er kommen Kong Olaf nærmest i mange Idrætter, dog stod han tilbage for Kongen i alle, kun mindre end enhver anden til den Tid i Norge.


Kong Olaf forlanger Ringen af Sigmund

33. Det fortælles, at, da Kong Olaf engang sad ved Drikkebordet, og beværtede sin Huustrop, og havde mange Indbudne hos sig, da var Sigmund hos Kongen i stor Kjærlighed, og kun to Mænd sade imellem Kongen og ham. Sigmund lagde sine Hænder frem paa Bordet; Kongen betragtede dem, og saae, at Sigmund havde en tyk Guldring paa Haanden. Kongen sagde da: "Lad mig see Ringen, Sigmund!" Han tog Ringen af sin Haand, og rakte Kongen den. Kongen sagde: "Vil du give mig denne Ring?" "Det har været min Agt, Herre!" svarede Sigmund, "ikke at skille mig ved denne Ring." Jeg skal give dig en anden Ring isteden," sagde Kongen, "og den skal hverken være mindre eller mindre smuk." "Ei vil jeg skille mig ved denne," sagde Sigmund, "det lovede jeg Hakon Jarl, da han gav mig Ringen, med megen Oprigtighed, at jeg skulde ikke skille mig ved den, og det skal jeg ogsaa holde, thi god tyktes mig Giveren Hakon Jarl, og han gjorde mig godt i mange Henseender." Da sagde Kongen: "Lad dig tykkes saa god, som du vil, baade Ringen og han, som gav dig den, men Lykken forlader dig nu, thi denne Ring bliver din Bane; dette veed jeg ligesaa godt, som hvorledes du har faaet den, og hvorfra den er kommen. Grunden til dette mit Forlangende var ogsaa mere, at jeg vilde bortfjerne en uheldig Skjæbne fra mine Venner, end at jeg havde Lyst til denne Ring." Kongen blev da rød som Blod i Ansigtet, men denne Samtale hørte op, og aldrig siden var Kongen saa mild imod Sigmund som tilforn. Han forblev dog en Tid hos Kongen, og foer efter det tidlig om Sommeren ud til Færøerne; han og Kong Olaf skiltes da med Venskab, og Sigmund saae ham aldrig mere. Sigmund kom nu ud til Færøerne, og opholdt sig paa sin Gaard paa Skufø; men det gik siden i Opfyldelse, som Kong Olaf havde forudsagt, at en Mand, ved Navn Thorgrim den Onde, tilligemed sine to Sønner, myrdede Sigmund for at tilvende sig Ringen, som han havde faaet af Hakon, da Sigmund forud var udmattet af Svømning, paa det Sted paa Suderø, som hedder Sandvig.


34. Jarlerne Svend og Erik sendte Bud ud til Færøerne til Sigmund Brestersøn, at han skulde komme til dem. Sigmund udsatte ikke denne Reise, men drog til Norge, og kom til Jarlerne oppe paa Lade i Trondhjem. De toge godt imod ham og med megen Velvillighed, og mindedes nu deres gamle Venskab. Sigmund blev da deres Hofsinde, og de overdroge ham Færøerne i Lehn. Dernæst skiltes de med den største Inderlighed og Venskab, og Sigmund drog igjen ud til Færøerne om Høsten.


Om Sigurd Thorlaksøn

35. I Sagaen nævnes tre Mænd, som vare opvoxne hos Thrand i Gøte; den ene hed Sigurd, og var en Søn af Thrands Broder Thorlak; han var en stor, stærk og anseelig Mand, han havde blonde Haar, som faldt i Lokker; han besad megen Færdighed i Idrætter, og det siges, at han skal have gaaet Sigmund Brestersøn nærmest i alle. Hans Broder hed Thord, og bar Tilnavnet den Lave; han var meget før og stærk af Kræfter. Gaut den Røde hed den tredie: han var Thrands Søstersøn. De vare alle store og stærke. Leif var der i Opfostring, og de vare jevnaldrende. Sigmund og Thuride havde følgende Børn: Deres ældste Datter var Thora, som blev født paa Fjeldet; hun var stor af Væxt og myndig, og ikke meget smuk, men hun blev tidlig en forstandig Kvinde. Deres ældste Søn hed Thoralf, den anden Steingrim, den tredie Brand, den fjerde Hjere; de vare alle haabefalde Mænd. Med Kristendommen paa Færøerne gik det nu, som vidt omkring andensteds i Jarlernes Rige, at enhver gjorde i den Henseende, hvad han vilde, men selv holdt Jarlerne vel deres Tro. Ogsaa Sigmund og alle hans Folk holdt vel deres Tro, og han lod en Kirke bygge paa sin Gaard. Om Thrand fortælles, at han næsten aldeles forkastede Troen, og det samme gjorde alle hans Stalbrødre. Færøboerne stævnede nu til et Thing; der kom Sigmund og Thrand fra Gøte og en stor Forsamling. Thrand sagde da til Sigmund: "Det er nu saa, min Frænde Sigmund! at jeg vil bede dig om Bøder paa Leif Øssursøns Vegne, at du bøder til ham for hans Fader, som du dræbte." Sigmund sagde, at de desangaaende maatte lyde den Dom, som Hakon Jarl havde afsagt imellem dem i hele deres Sag. Thrand sagde, at det vilde synes bedre passende, at tilstaae Leif saadanne Bøder for hans Fader, som de bedste Mænd der paa øerne vilde bestemme. Sigmund sagde, at Thrand ikke behøvede at tvistes derom, thi det skulde ikke skee. Da sagde Thrand: "Det er et sandt Ord, at du bliver haard at bøie; det kan ogsaa hænde, at mine Frænder, som voxe op hos mig, ville holde dig for at være lidet billig, at du ikke vil tilstaae dem noget Herredømme, da der dog tilkommer os meer end halvt imod dig, og det er vel ikke at vente, at man længe vil finde sig deri. Du har gjort mig mange Beskæmmelser, vedblev Thrand, "og det var den største, da du tvang mig til Troesforandring, thi det er det jeg fortryder mest, saalænge jeg lever, at have underkastet mig; du maa ogsaa berede dig paa, at Folk ikke længe ville saaledes taale, at du krænker deres Rettigheder." Sigmund sagde, at han foruroligedes ikke af hans Trusler. Dermed skiltes de.


Om Sigmund

36. Det fortælles, at Sigmund en Dag om Sommeren seilede til Øen Lille-Dimon i Følge af Thorer og Einar Suderøbo; Sigmund vilde nemlig over at hente sig nogle Slagtefaar, som gik paa øen. Da Sigmund og Thorer vare oppe paa Øen, saae de, at der kom Folk i Land; og deres blanke Skjolde gave Gjenskin. De talte dem, og der vare komne tolv op paa Øen. Sigmund spurgte, hvo det vel kunde være. Thorer sagde, at han kunde kjende, at det var Gøteboerne, Thrand og hans Frænder; "men hvad Beslutning skulle vi nu tage?” sagde Thorer. "Det er ikke vanskeligt," svarede Sigmund; "vi skulle alle gaae imod dem med vore Vaaben, og hvis de angribe os, da skulle vi alle undløbe, dog saaledes at vi alle samles paa eet Sted, der hvor Opgangen er til øen. Thrand og hans Ledsagere aftalte imidlertid imellem sig, at Leif skulde gaae imod Sigmund, og med ham Thorlaks Sønner og en fjerde Mand, hvilket Sigmund og hans Ledsagere hørte. De gik nu imod hverandre; Thrand styrtede strax med sine Folk ind paa dem; men de undløb, hver til sin Side, men samledes paa eet Sted, og løb til Opgangen, hvor de traf een Mand for sig. Sigmund var den første der naaede ham, og gjorde det snart af med ham. Sigmund forsvarede nu Opgangen, men Thorer og Einar løb til Thrands Skib, hvor een Mand holdt i Touget, og en anden var ude paa Skibet. Thorer løb til ham, som holdt Touget, og dræbte ham. Imidlertid løb Einar til Sigmunds Skib, og gjorde det flot. Sigmund forsvarede Opgangen, og sprang derfra ned paa Strandbreden, for at komme til deres Skib; paa Strandbreden dræbte han een af deres Følge, og han og Thorer løb dernæst begge ud paa Skibet. Sigmund kastede snart den Mand, som var paa Skibet, over Bord. Nu roede de bort med begge, Skibene, men den Mand, som Sigmund havde skudt over Bord, svømmede i Land. Thrand lod nu brænde Bavner, og man roede ud til dem, og de fore hjem til Gøte. Sigmund samlede Folk til sig, og agtede at tage Thrand og hans Ledsagere fangne ovre paa Øen, førend han spurgte, at de vare borte. Noget efter om Sommeren foer Sigmund, ledsaget af de andre to, med et Skib efter sin Landskyld. De roede ind i et snævert Sund mellem nogle Øer, og da de kom ud af Sundet, seilede der et Skib imod dem, og var allerede kommet dem meget nær. De kjendte Folkene paa samme, at det var Gøteboerne, Thrand med sine elleve Følgesvende. Da sagde Thorer: "Alt for nær ere de os nu, og hvad Beslutning skulle vi nu tage, min Frænde Sigmund? "Kun lidet vil her behøves," sagde Sigmund, "men den Beslutning ville vi tage, at roe imod dem; de ville da stryge Seilet; og i det vort Skib kommer forbi deres, skulle i trække eders Sværde og overhugge Vanterne paa det Bord, hvor Seilet ikke bliver strøget; men jeg skal imidlertid gjøre, hvad jeg kan finde paa." De roe nu imod dem, og i det Sigmunds Skib kommer frem ved Siden af det andet, hugger Thorer og Einar alle Vanterne over paa det Bord, hvor Seilet ikke blev strøget. Sigmund greb derpaa en Fork, som laae paa hans Skib, og stødte den saa haardt paa Siden af deres Skib, at Kjølen paa Skibet strax vendte op; han stødte nemlig Forken mod den Side af Skibet, hvor Seilet var strøget, og til hvilken Skibet forud hældede; da hvælvede Skibet sig hurtig, eftersom han stødte imod det med al sin Styrke; der druknede fem Mand af Thrands Folk. Thorer sagde, at de skulde dræbe enhver af dem, som de kunde naae til; Sigmund derimod, at han ikke vilde det, men heller fortrædige dem saa meget som mueligt. De skiltes nu ad. Da sagde Sigurd Thorlaksøn: "Ligesa megen Skam og Skade som Før faae vi dog af dette nye Forsøg imod Sigmund." Han fik nu Skibet vendt op igjen og bjærgede mange af Folkene: Da Thrand kom op i Skibet, sagde han: "Nu maa Lykken have vexlet imellem mig og Sigmund, thi nu har han handlet meget ubetænksomt, at han ikke dræbte os, da han havde det fuldkommen i sin Magt; nu ville vi passe paa herefter, og aldrig holde op, førend vi have Sigmund i den anden Verden." De sagde, at de gierne vilde det. Med saa forrettet Sag droge de dernæst hjem til Gøte. Sommeren forløb nu, og for den Gang lode de det bero ved, hvad skeet var.


Sigmunds og Thrands Træfning

37. Det skete nu en Dag, da Vinteren nærmede sig, at Thrand samlede Folk til sig, og de fore afsted tresindstyve Mand stærke; Thrand sagde, at de nu skulde drage, at opsøge Sigmund, og han føiede til, at han havde drømt, at de nu vilde komme ham nær. De havde to Skibe og et udvalgt Mandskab; i Thrands Følge befandt sig da Leif Øssursøn, Sigurd Thorlaksøn, Thord Lave, Gaut Røde, Steingrim, en Bonde fra Østerø, Eldjarn Kambhøtt, som allerede havde været længe hos Thrand. Svinø-Bjarne forholdt sig rolig i disse Stridigheder, efterat han havde indgaaet Forlig med Sigmund. Thrand foer nu med sine Folk lige til Skufø; de trak deres Skibe i Land, og gik alle op, lige til de naaede Opgangen. Skufø er saa godt et Forsvarssted, at man siger, at Øen ikke vil kunne tages, naar der ere ti Mand til Forsvar paa Opgangen, om der end komme nok saa mange til Angreb. Eldjarn Kambhøtt gik op lidt foran de andre, og traf Sigmunds Vagtmand ved Opgangen. De fore strax ind paa hinanden, og deres Skifte endtes med, at de begge styrtede ned af Klippen; og fandt saaledes begge deres Død. Thrand gik nu op med alle de øvrige til Gaarden, og omringede den, og kom der saa uforvarendes, at ikke det mindste Nys var kommet dem forud. De brøde Dørrene op. Sigmund og alle hans Folk, som vare tilstede, grebe da strax til Vaaben. Ligesaa gjorde hans Kone Thuride, og hun stod ligesaa godt bi som en Mand. Thrand lod føre Ild til Huset, og de agtede at angribe Gaarden baade med Ild og Vaaben; de gjorde nu et haardt Anfald, og da de havde angrebet Gaarden en Stund, gik Thuride ud i Døren, og sagde: "Hvor længe agter da, Thrand! at slaaes med hovedløse Mænd." Thrand svarede: "Dette maa være et sandt Ord, og maa Sigmund være kommen bort." Han gaaer derpaa bag om Gaarden, og fløiter; og han kommer nu til en Løngangs-aabning, som var et Stykke fra Gaarden. Der bar han sig saaledes ad, at han stak den ene Haand ned i Jorden, og derpaa op til Næsen, og sagde: "Her have de faret alle tre, Sigmund, Thorer og Einar." Nu foer Thrand en Stund omkring og snusede, som om han forfulgte Spor ligesom en Hund, de andre bad han, at de ikke maatte komme ham nær, og nu gik han, til han kom til en Fjeldkløft; denne Kløft gaaer tværs over øen Skufø. Da sagde Thrand: "Her have de faret, og her maa Sigmund have sprunget over, hvor de saa ere komne hen. Nu ville vi dele vore Folk," vedblev Thrand, "og skulle Leif Øssersøn og Sigurd Thorlaksøn drage til den ene Ende af Kløften, og en Deel af Folkene med dem, men jeg vil drage til den anden Ende, og vi ville da mødes paa den anden Side af Kløften." De gjorde nu saa; da sagde Thrand; "Det egner sig nu, Sigmund! at lade dig see, hvis du endnu besidder dit Mod, og vil holdes for en rask Mand, som du længe har været kaldet." Det var da ganske bælmørkt; og strax efter sprang en Mand over Kløften til dem, og hug med sit Sværd til Thrands Nabo Steingrim, og kløvede ham ned i Skuldrene. Det var Sigmund; han sprang strax baglænds tilbage over Kløften "Der foer Sigmund," sagde Thrand, "og efter dem skulle vi holde for Enden af Kløften." Saa gjorde de; og Leif og Thrand mødtes nu med alle deres Folk. Sigmund og hans Stalbrødre kom nu alle op paa en Klippe tæt ved Søen, og hørte da Menneskestemmer paa alle Sider om sig. Da sagde Thorer: "Nu skulle vi her gjøre et saadant Modværge, som Skjæbnen vil gjøre os mueligt." "Ei er jeg i Stand til Modværge," sagde Sigmund, "thi jeg mistede mit Sværd før, da jeg sprang baglæns tilbage over Kløften; derfor ville vi springe ned her af Klippen og forsøge at svømme bort." "Lad os gjøre, som dig synes!" sagde Thorer. Denne. Beslutning toge de, sprang ud fra Klippen i Søen, og gave sig til at svømme. Da Thrand hørte Plaskene, sagde han: "Der fore de nu, nu skulle vi tage et Skib, hvor vi kunne faae det, og søge efter dem, nogle paa Søen, andre paa Landet!" og saa gjorde de, men fandt dem ikke.


Sigmund Brestersøn myrdes og skjules

38. Om Sigmund og hans tvende Stalbrødre er dernæst at berette, at de svømmede en Stund, og agtede sig til Suderø, der hvor Afstanden var kortest, og det var dog en lang Sømiil. De de havde tilbagelagt Halvdelen af Veien, sagde Einar: "Her maae vi skilles." Sigmund sagde, at det ikke skulde skee; "Læg dig paa mine Skuldre, Einar!" sagde han; og denne gjorde nu saa. Sigmund svømmede da endnu en Stund. Da sagde Thorer, som svømmede bag efter ham: "Hvor længe vil du, min Frænde Sigmund! slæbe et dødt Menneske efter dig" "Ei troer jeg at det behøves," sagde da Sigmund. Nu svømmede de saa langt, at kun en Fjerdedeel af Veien var tilbage; da sagde Thorer: ”Hele vor Levetid, min Frænde Sigmund! have vi været sammen, og baaret stor Kjærlighed til hinanden, men nu seer det ud til, at vor Samværen hører op; nu har jeg gjort alt, hvad jeg har orket; nu vil jeg, at du skal frelse dig og dit Liv, og ikke bryde dig mere om mig, thi ved at trækkes med mig, Frænde! sætter du dit eget Liv til.". "Det skal aldrig skee, sagde Sigmund, "at vi saaledes skulle skilles, min Frænde Thorer! Enten skulle vi begge komme i Land, eller ingen af os." Sigmund førte da Thorer mellem sine Skuldre; Thorer var da saa udmattet; at han næsten ikke kunde hjælpe sig selv det Mindste, men Sigmund svømmede, til han naaede til Suderø. Der var stærk Brænding ved Øen, Sigmund var da saa udmattet, at han snart førtes fra Land, og snart igjen baares til det; da skyllede Bølgerne Thorer af hans Skuldre, og denne druknede, men Sigmund naaede omsider at krybe op, og var da saa udmattet, at han ikke kunde gaae; men krøb op paa Strandbreden, og lagde sig ned i en Tangdynge. Dette var i Dagningen. Der laa han, til det var lys Dag. Der var en lille Gaard kort derfra paa Øen, som hed Sandvig, hvor der boede en Mand, ved Navn Thorgrim den Onde, han var en stor og stærk Mand, og havde sin Gaard i Fæste af Thrand i Gøte. Han havde to Sønner, ved Navn Ormstein og Thorstein; de vare haabefulde Mænd. Om Morgenen gik Thorgrim den Onde til Strandbreden, og havde en Buløxe i sin Haand. Han kom da etsteds, hvor han saae at et rødt Klæde stak frem af en Tangdynge; han skrabede da Tangen tilside, og saae at der laae en Mand. Han spurgte, hvo han var; Sigmund navngav sig. "Lavt ligger nu vor Høvding," sagde han da, "og hvad har voldt det?" Sigmund fortalte nu alt, hvorledes det var gaaet. I det samme kom Thorgrims Sønner til. Sigmund bad dem om at hjælpe ham, Thorgrim var ikke hurtig til at svare derpaa, men talte sagte med sine Sønner: "Sigmund har, som mig synes, saa megen Rigdom paa sig," sagde han, "at vi aldrig have været Eiere af saa meget, og hans Guldring er meget tyk; det synes mig derfor bedst, at vi dræbe ham og skjule ham dernæst, dette vil aldrig kunne opdages." Hans Sønner talte imod en Tid, men samtykte omsider, og de gik nu hen, hvor Sigmund laae, og toge ham i Haaret, og Thorgrim den Onde hug Hovedet af ham med, Buløxen, og saaledes lod Sigmund sit Liv, den i alle Henseender saa udmærkede Mand. De toge Klæderne og Kostbarhederne af ham, og trak ham siden op under en Jordbanke og grove ham der ned. Thorers Lig var drevet op, og de grove ham ned ved Siden af Sigmund, og skjulte dem begge


Øboernes Fremfærd efter Sigmunds Død

39. Om Thrand og hans Ledsagere er at fortælle, at de efter denne Tildragelse droge hjem. Gaarden paa Skufø blev reddet, da man kom til, og kun lidet var brændt; kun faa havde der mistet Livet. Sigmunds Kone Thuride, som siden bar Tilnavnet Hovedenken, bestyrede sin Gaard paa Skufø efter sin Mand Sigmunds Død. Hos hende voxte Sigmunds og hendes Børn op; de vare alle haabefulde. Thrand og Leif Øssursøn lagde nu alle Færøerne under sig, og herskede derover. Thrand lod tilbyde Thuride Hovedenke og hendes Sønner Forlig, men de vilde ikke indlade sig derpaa. Da Sigmunds Sønner vare unge, søgte de ikke nogen Hjælp af Norges Høvdinger; og saaledes forløb nogle Aar, i hvilke alt var roligt paa Færøerne. Thrand sagde engang til Leif Øssursøn, at han vilde søge at skaffe ham et godt Giftermaal. "Hvor skal det søges?" spurgte Leif, Jeg mener Thora Sigmundsdatter," svarede han. "Dertil synes mig ingen Rimelighed," sagde Leif. "Ei vil Kvinden blive givet dig, hvis du ei beiler til hende,", sagde Thrand. De droge nu i Følge af nogle Mænd til Skufø, men bleve der modtagne meed Kulde. Thrand og Leif tilbøde Thuride og hendes Sønner Forlig, saa at de bedste Mænd der paa øerne skulde dømme dem imellem. De vare ikke hurtige til at indlade sig derpaa. Da begyndte Thrand Frieriet paa Leifs vegne, og beilede for ham til Sigmunds Datter Thora; det syntes dem det bedste Middel til at faae fuldkomment Forlig i Stand. Thrand tilbød at give Leif betydelig Formue. Dette optoge de alle vel, men Thora selv svarede saa "Eder mon det tykkes, at jeg er giftelysten; jeg vil fra min Side bestemme det Vilkaar: Naar Leif kan gjøre sin Ed paa, at han ikke har dræbt min Fader, og heller ikke sat Folk til at dræbe ham, da fastsætter jeg ham det Vilkaar, at han skal skaffe Oplysning om, hvad der har været min Fader til Bane, eller hvo der har voldt hans død; og naar alt det er udført, da ville vi slutte Forlig imellem os med mine Brødres og min Moders og andre vore Frænders og Venners Raad." Dette fandt alle at være vel talt, og viselig udtænkt, og dette forenedes de om indbyrdes, saa at Thrand og Leif lovede det, og nu skiltes de med saa forrettet Sag.


Om Thrand

40. Kort efter dette drog Thrand hjemmefra Gøte, og Leif med ham, og de fore paa eet Skib, tolv sammen, til Suderø, og kom til Sandvig til Thorgrim den Onde. Dette var nogle Aar efter Sigmunds og Thorers Død. De kom silde til Øen og gik op til Gaarden. Thorgrim tog vel imod Thrand, og de gik Ind. Thrand og Thorgrim Bonde gik ind i Stuen, men Leif og de andre bleve siddende i Forværelserne ved en ild, som blev antændt for dem. Thrand og Thorgrim talte da meget med hinanden. Thrand sagde: "Hvad troe Folk, at der har været Sigmund Brestersøn til Bane?" "Ei tykkes Folk vide det nøie," sagde Thorgrim; "somme troe, at I have fundet dem paa Strandbreden eller etsteds i Vandet, og dræbt dem." "Sligt er et slet Antagende, og usandsynligt," svarede Thrand, "thi det vidste alle, at vi vilde dræbe Sigmund, men hvorfor skulde vi ville skjule deres Drab, og saadant er talt af fjendtlig Hu." "Andre derimod sige," vedblev Thorgrim, "at de maae have sprængt sig ved Svømningen, eller Sigmund maa være kommen nogensteds i Land, da han var en fortrinlig Mand i mange Henseender, og maa da være bleven dræbt, hvis han er kommen afkræftet i Land, og hemmelig myrdet?” "Sligt lader sig meget vel høre," sagde Thrand, "og det er min Tro, at det er gaaet saa; men er det nu ikke, min kjære Ven! som mig aner, at du er Sigmunds Banemand. Thorgrim nægter det, det ivrigste han kunde. "Ei tør du ved at benægte dette," sagde Thrand, "thi jeg troer at vide, at du er den virkelige Gjerningsgmand." Han vedblev endnu at nægte det. Da lod Thrand kalde paa Leif og Sigurd, og bød, at Thorgrim og hans Sønner skulde sættes i Fjædder, og saa blev gjort, at de bleve fjædrede og fast bundne. Thrand havde da ladet gjøre en stor Ild paa i Varmestuen, og han lader gjøre fire Tralværker (3), sætte sammen i en Fiirkant, og han rister ni indcirklede Pladser ud fra alle Sider af Tralværkerne, han sætter sig dernæst ned paa en Stol mellem Ilden og Tralværkerne. Han bad dem derpaa ikke at tale til ham, hvilket de iagttoge. Saaledes sad Thrand en Tid, og noget efter gik en Mand ind i Varmestuen, han var ganske vaad; de kjendte Manden, at det var Einar Suderøbo; han gik til Ilden, og rakte sine Hænder et øieblik frem, og vendte sig derefter og gik ud igjen; og noget efter gik igjen en Mand ind i Varmestuen; han gik til Ilden, og rakte sine Hænder frem, og gik dernæst ud; de kjendte, at det var Thorer. Strax efter dette kom den tredie Mand ind i Varmestuen. Dette var en stor Mand og meget blodig: han havde Hovedet i sin Haand; denne kjendte de alle, at det var Sigmund Brestersøn; han standsede etsteds paa Gulvet, og gik ud siden. Og efter dette reiste Thrand sig fra Stolen, stønnede skrækkelig, og sagde: "Nu kunne I see, hvad der har voldt disse Mænds Død; Einar er først omkommen, og han er død af Kulde eller druknet, da han var den mindst stærke af dem; dernæst maa Thorer være omkommen, og har Sigmund vel ført ham frem, og er derved mest bleven udmattet, men Sigmund er da kommen i Land ganske afkræftet, og disse Mænd maa saa have dræbt ham, da han viste sig blodig og hovedløs for os." Alle Thrands Ledsagere sandede dette, at det maatte være gaaet saa. Thrand sagde nu, at de skulde ransage alt der, og det gjorde de, men fandt ingen Kjendsgjerninger. Thorgrim og hans Sønner vedbleve at nægte det, og sagde at de ikke havde bedrevet denne Gjerning. Thrand sagde, at de ikke turde ved at nægte det; og han bad da sine Mænd, endnu at ransage nøiere, og de gjorde saa. En stor gammel Kiste stod i Varmestuen. Thrand spurgte, om de havde eftersøgt Kisten. De sagde, at den var ikke eftersøgt, og de brøde den nu op; de syntes, at der var ikke noget deri uden Skramlerier, og søgte derimellem en Stund. Thrand sagde: Vender Kisten om!" og de gjorde saa. De fandt der en Bylt Pjalter, som havde været i Kisten, og bragde Thrand den; han løste den op, og der vare mange Pjalter viklede sammen, og omsider fandt Thrand der en stor Guldring, og kjendte, at denne Ring havde tilhørt Sigmund Brestersøn, det var nemlig den, som Hakon Jarl havde givet ham. Da Thorgrim mærkede dette, vedgik han Sigmunds Mord, og fortalte nu alt, hvorledes det var tilgaaet. Han viste dem derhen, hvor Sigmund og Thorer vare nedgravede; og de førte deres Lig bort. Thrand lod da Thorgrim og hans Sønner drage med sig. Siden bleve Sigmund og Thorer begravede i den Kirke paa Skufø, som Sigmund havde ladet bygge.


41. Efter dette lod nu Thrand stævne til et Hovedthing i Thorshavn paa Strømsø, hvor Færøboernes Thingsted er; der bekjendte Thorgrim den Onde og hans Sønner, i alle Thingmændenes Paahør, Sigmunds Drab og Død, at de havde dræbt ham, og siden skjult hans Lig. Efter at de havde bekjendt dette, bleve de ophængte der paa Thinget, og saaledes endte de deres Liv. Leif og hans Fosterfader Thrand drev nu paa Frieriet til Thora, og tilbøde dem saadant Forlig, som de kunde være fornøiede med, og Sagens Udfald blev da den, at Leif fik Thora Sigmundsdatter, og de sluttede et fuldkomment Forlig. Leif gjorde sin Bo i Stand paa sin Fædrenegaard, Hof paa Suderø; og nu var alt i nogen Tid roligt paa Færøerne. Thoralf Sigmundsøn giftede sig, og tog sin Bopæl paa Dimon, og var en brav Bonde.


Om Færøboerne og Kong Olaf den Hellige

42. Kyndige Mænd have rigtigen skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtagen, skatskyldige, først Ørkenøerne, dernæst Hjaltland, Færøerne og Grønland; og der fortælles saa, at i hans Regjerings niende Aar kom efter Kong Olafs Ordsending fra Færøerne til Norge Gille Laugmand, Leif Øssursøn, Thoralf fra Dimon og mange andre Bøndersønner. Thrand i Gøte beredte sig til at reise med, men da han var færdig, overfaldt der ham en hovedkuls Sygdom, saa at han ingensteds kunde komme, og han blev da tilbage. Men da de ovennævnte Færøboer kom til Kong Olaf, kaldte han dem til sig og holdt et Møde med dem; han fremsatte da for dem det Andragende, som var den egentlige Grund til Ordsendingen, at han vilde have Skat af Færøerne, og tillige at Færøboerne skulde antage de Love, som Kong Olaf gav dem. Paa dette Møde mærkedes det af Kongens Ord, at han ønskede Sikkerhed for denne Sag af de Færøboer, som da vare komne til Norge, at de skulde med Ed stadfæste dette Fordrag; han tilbød de Mænd, som vare komne til ham, at, hvis de vilde indgaae dette Vilkaar, da skulde de anseteste af dem blive hans Mænd og erholde hans Venskab og Hædersbeviisninger. Færøboerne syntes paa Kongens Ord at mærke, at det vel kunde være tvivlsomt, hvad Udfald Sagen vilde faae, hvis de ikke vilde samtykke Kongens Forlangende, og skønt der holdtes flere Møder om denne Sag fik dog Kongen sin Begjæring sat igjennem, og Leif, Gille og Thoralf underkastede sig Kongen, og blev hans Hofsinder; men alle de tilstedeværende Færøboer svore Kong Olaf Ed paa at holde de Love og den Ret paa Færøerne, som han gav dem, og betale de Skatter, som han paalagde. Siden beredte de færøiske Mænd sig til Hjemreisen, og ved Skilsmissen gav Kongen Vennegaver til dem, som vare blevne hans Mænd. De droge nu deres Vei, da de vare færdige, men Kongen lod ruste et Skib, og sendte Mænd ud til Færøerne, at modtage de Skatter, som Færøboerne skulde betale ham. De blev (ikke) hurtig færdige, og om deres Reise er det at fortælle, at de ikke kom tilbage, og ingen Skatter den næstfølgende Sommer; Folk sige, at de ikke ere komne til Færøerne, og at ingen havde der indkrævet Skat.


Om Sigurd og Thrand i Gøte

43. Denne Vaar var der faret et Skib fra Norge til Færøerne med dette Kong Olafs Budskab, at een eller anden af hans Hofsinder paa Færøerne, Leif Øssursøn, Gille Lagmand eller Thoralf fra Dimon skulde komme til ham. Da dette Bud kom til Færøerne, og det blev dem forkyndt, gjættede de i Forening paa, hvad Hensigten, vel maatte være, og troede de alle at indsee, at Kongen vist vilde adspørge dem om de Tildragelser, som nogle holdt for sande, og som skulde være foregaaede der paa Ørerne, nemlig angaaende den Ulykke, der var mødt Kongens Udsendinge paa de to Skibe, af hvis Besætning intet Menneske var kommet tilbage. De toge nu den Beslutning, at Thoralf skulde reise; han gjorde sig færdig og udrustede et Fragtfartøi, som han eiede, og fik Folk til Besætning, i alt ti eller tolv Mand. Men da de vare færdige og ventede paa Bør, hændte det sig paa Østerø en Dag, da det var godt Veir, at Thrand gik ind i Stuen, men Sigurd, Thord og Gaut laae der paa Bænken. Da sagde Thrand: "Meget forandres i et Menneskes Levetid; det hændtes sjelden i vor Ungdom, at Mænd, som ere vel duelige til, hvad det skal være, sade inde eller laae om Dagen, naar det var godt Veir, og aldrig vilde vore Forfædre have troet, at Thoralf af Dimon skulde blive en raskere Mand end I; men mit Fartøi, som staaer her i Nøstet, tænker jeg nu, bliver saa gammelt, at det raadner under Tjæren; hvert Huus her er fuldt af Uld, som ikke bliver gjort i Penge; saa skulde det ikke gaae, hvis jeg var nogle Aar yngre." Sigurd sprang da op, og, gik ud, kaldte paa Thord og Gaut, og sagde: at han ikke vilde taale denne Bebreidelse. De gik nu ud, og hen til Karlene, gik siden til og satte Fartøiet frem, og lod dernæst føre Ladningen om Bord, og ladede Skibet, og gjorde det i faa Dage færdigt til Afreise; de vare ogsaa ti eller tolv Mænd paa dette Skib; og de og Thoralf begave sig til een Tid paa Reisen; og kunde bestandig øine hinanden paa Havet. De kom til Land ved Herna; det var da mørkt; Sigurd lod sit Skib lægge længere ude ved Stranden, men der var dog kun et kort Stykke imellem dem. Det hændte sig om Aftenen, da det var blevet mørkt, og Thoralf og hans Folk agtede at gaae til Køis, at han og med ham en anden Mand, først gik op i Land i et nødvendigt Ærende; men saa fortalte den Mand, som havde fulgt ham, at da de vare færdige til at gaae ned igjen, blev der kastet et Klæde over Hovedet paa ham, og han blev løftet op fra Jorden, og i det samme hørte han et Slag; derpaa blev han baaren, og svungen til at kastes, men der underneden var Sø, og han blev kastet i Vandet; men da han igjen kom i Land, gik han hen til det Sted, hvor han og Thoralf bleve skilte fra hinanden. Han fandt Thoralf, og denne var da kløvet ned i Skuldrene, og var død. Da Thoralfs Skibsfolk fik dette at vide, bare de hans Lig ud paa Skibet, og satte det hen om Natten. Den Gang var Kong Olaf til Gjæst paa Lygra. Til ham blev der strax sendt Bud; der blev da stævnet ved en opskaaren Piil til Thinge, og Kongen kom selv paa Thinget; han havde ladet Færøboerne fra begge Skibene stævne did, og de havde indfundet sig. Da Thinget var sat, stod Kongen op, og talte: "Her er hændtes en Begivenhed, hvis Lige til al Lykke sjelden høres," sagde han, "her er en brav Mand tagen af Dage, og vi troe, at han var uskyldig; er der nogen tilstede her paa Thinget, som kan oplyse os om, hvo der har bedrevet denne Gjerning?" Men ingen svarede dertil. Da sagde Kongen: "Jeg vil ei fordølge, hvad min Mening er om dette, at jeg har Mistanke til Færøboerne, og det tykkes mig snarest kunde være rimeligt, at Sigurd Thorlaksøn har dræbt Manden, og Thord har kastet den anden i Søen; og til denne Gjerning mener, jeg Bevæggrunden maa have været, at de ikke vilde, at Thoralf skulde fortælle om deres Ugjerninger, som han maa have vidst at de vare skyldige i, og vi have haft Mistanke om, nemlig de Mord og Forbrydelser, at mine Udsendinge ere blevne myrdede derovre." Da Kongen havde sluttet sin Tale, stod Sigurd Thorlaksøn op og sagde: "Ei har jeg før talt paa Thinge, derfore forstaaer jeg ikke vel at belægge mine Ord, men dog seer jeg, at den trængende Nødvendighed kræver, at jeg svarer noget; jeg vil formode, at denne Beskyldning, som Kongen nu har fremført, maa være kommen fra saadanne Mænd, som ere meget uforstandigere og værre end han, men det behøver man ikke at fordølge, at de ere vore sande Uvenner; det er ogsaa talt uden al Rimelighed, at jeg skulde ville tilføie Thoralf noget Meen, thi han var min Fostbroder og gode Ven; og hvis der havde været nogen anden Grund dertil, og der havde været nogen Sag mellem mig og. Thoralf, da er jeg dog saa fornuftig, at jeg heller vilde have udført et saadant Værk hjemme paa Færøerne end her lige under eders Øine, Konge! Nu vil jeg derfor nægte denne Beskyldning for mig og for alle mine Skibsfolk; og derpaa vil jeg tilbyde Ed, eftersom eders Lov bestemmer; men hvis I anseer det for fuldere Beviis, da vil jeg bære Jern, og vil jeg, at I selv er tilstede ved Renselsen." Da Sigurd havde endt sin Tale, vare der mange, som talte for Kongen, at det burde tillades Sigurd at frigjøre sig; de syntes, at Sigurd havde talt vel, og sagde at han vist var uskyldig i det, som han blev anklaget for. Kongen svarede: "Med denne Mand maa een af Delene være Tilfældet, at enten maa han, hvis han er uskyldig i denne Sag, være en brav Mand, eller ogsaa han maa være noget frækkere end der findes Exempel til, og det har jeg ligesaa stærk Formodning om, men han vil selv, som jeg aner, snart vise, hvorledes den Sag forholder sig." Og formedelst Folks Bøn, modtog Kongen Sigurds Forpligtelse til Jernbyrd; han skulde komme om Morgenen efter til Lygra, der skulde Biskoppen forestaae Renselsen; og dermed sluttedes Thinget. Kongen drog tilbage til Lygra, men Sigurd og hans Stalbrødre igjen ud paa deres Skib; det begyndte da snart at mørkne af Nat. Da sagde Sigurd til sine Reisefæller: "Det er vist, at vi ere komne i en meget vanskelig Stilling, og ene bleve skammeligen beskyldte, og denne Konge er underfundig, og Udfaldet paa vor Sag vil være let at forudsee, hvis han skal raade; først lod han dræbe Thoralf, og nu vil han gjøre os til Ubodemænd; det er dem en let Sag at forvilde Jernbyrden for os; derfor holder jeg for, at den er værst faren, som vover sig dertil med saadan en Mand; nu blæser der en sagte Vind inde fra Sundet; jeg raader derfor til, at vi heise vort Seil op i Masttoppen, og styre ud paa Havet; lad Thrand saa en anden Sommer selv reise, at sælge sin Uld, om han vil; men hvis jeg nu slipper bort, da venter jeg aldrig mere at komme til Norge." Færøboerne syntes, at det var et snildt Raad; de heisede strax deres Seil, og holdt om Natten ud paa Havet, saa stærkt de formaaede, og seilede uafbrudt til Færøerne. Thrand yttrede sin Utilfredshed med deres Færd; de svarede ikke vel.


Karl den Mørske kommmer til Kong Olaf

44. Kong Olaf spurgte snart, at Sigurd og hans Folk vare borte; der taltes da ilde om deres Færd; og der vare nogle, som holdt det for rimeligt at Sigurd og hans Stalbrødre virkelig vare skyldige i det, de før havde nægtet for dem. Kong Olaf talte ikke meget om denne Sag, men troede dog nu at vide, at det var sandt, hvad han forhen havde anet; han drog dernæst videre omkring til de Gilder, som vare beredte for ham. Kong Olaf gjorde sig om Vaaren færdig til at reise fra Nidaros, og en stor Hær samledes til ham baade fra Trondhjem og vidt omkring andensteds fra Landets nordre Deel. Da han var reisefærdig, seilede han med Flaaden først ned til Møre, og trak derfra, og ligeledes fra Romsdalen sit ledings-Folk sammen; siden drog han til Søndmøre og laae ved Herøerne og ventede paa sin Hær. Han holdt da ofte Huusthing, thi han fik der meget at høre, hvorom han troede det fornødent at beraadslaae sig med Folket. Paa eet af de Thing, han her holdt, fremførte han Sagen, angaaende det Tab af Mænd, som han havde lidt paa Færøerne, "men den Skat," sagde han, "som de have lovet mig, kom aldrig; nu agter jeg at sende Mænd derover efter den;" han henvendte sig med dette Andragende til adskillige, at de skulde paatage sig denne Reise; men han fik af dem alle det Svar, at de undskyldte sig fra Reisen. Da stod op paa Thinget en stor og rask Mand; han havde en rød Kjortel, Hjelm paa Hovedet, var omgjerdet med et Sværd, og havde et Hugspyd i Haanden; han tog til Orde: "Det er vist," sagde han, "at her er stor Forskjel paa Folk, og at I have en god Konge, men han har slette Tjenere; I sige nei til den Sendefærd, hvori han vil skikke eder, men I have dog forud modtaget af ham Vennegaver og mange Hædersbeviisninger; men jeg har hidtil ikke været Kongens Ven, han har endog været min Uven, og vil sige, at han har Grund dertil. Nu vil jeg tilbyde eder, Konge! at drage i dette Ærende, om der ikke kan faaes bedre Mand dertil." Kongen sagde: "Hvo er denne raske Mand, som svarer paa min Tale; du har meget frem for andre, som ere her tilstede, da du tilbyder dig selv til Reisen, men de, som jeg ventede gierne vilde paatage sig den, de undsloge sig derfor; men jeg kjender dig aldeles ikke, og veed ikke engang dit Navn!" Han svarede: "Mit Navn behøver ikke at skjules, Konge! jeg tænker, at I maa have hørt mig nævne, jeg kaldes Karl den Mørske." "Saa er det, Karl!" svarede Kongen, jeg har hørt dig omtale, og det er sandt, at der have været de Tider, at du, hvis vi havde truffet hinanden, ikke skulde have kunnet fortælle om vort Møde; men nu skal jeg ikke forholde mig værre end du, og da du tilbyder mig din Bistand, vil jeg tage derimod med Velvillie. Nu skal du, Karl!, komme til mig i Dag og være min Gjæst, vi ville da tale om denne Sag." Karl svarede, at saa skulde skee, og dermed sluttedes Thinget.


Karl den Mørske forliges med Kongen

45. Karl den Mørske havde været en stor Viking og den største Ransmand, og Kongen havde meget ofte sendt Folk ud efter ham, for at lade ham dræbe; men Karl den Mørske var af en fornem Slægt, og var meget udmærket i mange Færdigheder. Men da Karl var bestemt til denne Reise, tog Kongen ham til Naade, og Viste ham siden megen Kjærlighed; han lod ham udruste paa det bedste til Reisen, der vare i alt tyve Mand paa Skibet. Kongen skikkede Bud til sine Venner paa Færøerne og anbefalede Karl til deres Bistand; det var nemlig Leif Øssursøn og Gille Lagmand, til hvem han derhos sendte sine Jærtegn. Karl drog bort, saa snart han var færdig, de havde god Bør, kom til Færøerne, og lagde sig til Leie i Thorshavn paa Strømø. Siden blev der stævnet til Thinge, og der kom en stor Forsamling. Der kom Thrand fra Gøte med en stor Flok; der kom ogsaa Leif og Gille, og de havde ligeledes en mængde Folk med. Og da de havde slaaet Telte, og bragt deres Ting i Stand, gik de til Møde med Karl den Mørske, og de hilste hinanden med Venlighed; siden fremførte Karl Kong Olafs Bud og Jærtegn og Venskabshilsener til Leif og Gille. De toge vel derimod, bøde Karl til sig, og lovede at ville fremme hans Ærende, og yde ham al den Bistand, som de formaaede; hvilket han med Takke modtog. Kort efter kom Thrand der, og tog venlig imod Karl; "jeg er," sagde han, "glad over, at saadan en Mand er kommen herhid til Landet med vor Konges Ærende, som vi ere alle skyldige at opfylde; jeg vil ikke vide af andet, end at du drager til mig i Vinterherberge, og tager saa mange af dine Folk med, som du ønsker og holder for passende med din Anseelse." Karl sagde, at han havde bestemt at drage til Leif; "ellers vilde jeg," føjede han til, "med Glæde have taget imod denne Indbydelse." Thrand svarede: "Da er Leif ved dette bleven stor Hæder til Deel; men ere der ikke andre Ting, hvormed jeg kan være eder til Tjeneste?" Karl sagde, at han ansaae det for en betydelig Tjeneste, om Thrand vilde samle Skatterne af Østerø og ligesaa af alle Norderøerne. Thrand sagde, at det var hans Pligt og Skyldighed, at han efter Kongens Bud ydede denne Bistand. Thrand gik da tilbage til sit Telt, og paa dette Thing forefaldt ikke mere Mærkværdigt. Karl drog til Herberge hos Leif Øssursøn, og var der om Vinteren; Leif krævede Skat sammen af Strømø og af alle Øerne sønden for denne. Om Vaaren derefter blev Thrand meget syg; han havde stærk Øienværk, og led desuden af andre svære Sygdomme; dog beredte han sig til at drage til Thinget, som han pleiede. Da han kom til Thinget, og havde opslaget sit Telt, lod han tjelde indenfor med en sort Tjelding under den anden, for at Dagen ikke skulde skinne saa stærkt derind. Men da nogle af Thingdagene vare forløbne, gik Leif og Karl til Thrands Telt med et stort Følge.


Karl modtager Pengene af Frænderne

46. De kom nu til Thrands Telt, og der stode da nogle Mænd udenfor. Leif spurgte, om Thrand var tilstede i Teltet. De sagde, at han var der. Leif sagde, at de skulde bede ham at komme ud: "Jeg og Karl har et Ærende til ham," lagde han til. Men de kom tilbage med den Besked, at Thrand havde saa stor Øienpine, at han ikke kunde gaae ud, og bad derfor Leif og Karl at komme indenfor. Leif sagde til sine Ledsagere, at de skulde fare varligere frem, naar de kom ind i Teltet: "Trænges ikke," sagde han, "men lad den gaae først ud, som gaaer sidst ind!" Leif gik først ind, og dernæst Karl og hans Ledsagere, og de vare alle fuldt bevæbnede, som om de skulde gaae i Slag. Leif gik indtil den sorte Tjelding, og spurgte, hvor Thrand var. Thrand svarede, og hilste ham; Leif besvarede hans Hilsen, og spurgte siden, om han havde indkrævet nogen Skat af Norderøerne, og hvad Rigtighed han vilde gjøre for disse Penge. Thrand svarede, at det ikke var gaaet ham af Glemme, hvad han og Karl havde aftalt, og sagde, at Skatten skulle blive rigtig erlagt: "Her er en Pung, Leif!" sagde han da, som du skal modtage, deri er Sølv." Leif saae sig om i Teltet, og blev kun faa Mand vaer; der laae vel nogle paa Bænken, men faa sade oppe. Leif gik da til Thrand, tog imod Pungen, bar den ud foran i Teltet, hvor der var lyst, hældte Sølvet i sit Skjold, og rørte i det med sin Haand, og sagde til Karl at han skulde see Pengene. Da de havde betragtet dem en Stund, spurgte Karl, hvorledes Leif syntes om Sølvet. "Jeg troer," svarede denne, "at enhver Skilling, som her er iblandt, er af det sletteste Slags, som kan faaes i Norderøerne. Da Thrand hørte dette, sagde han: "Ere Pengene ikke gode?" "Nei de ere ikke," svarede Leif. Da sagde Thrand: "Ei ere de da ringe Nidinger, mine Frænder, da man i intet kan tros dem; jeg sendte dem i Foraaret at indkræve Skat af Norderøerne, thi jeg har ikke i denne Vaar været duelig til noget, men de have ladet sig bestikke af Bønderne, til at tage imod falske Penge i Skat, som man ikke kan være tjent med at modtage. Saa kommer du da dernæst til, Leif! at see de Penge, som ere blevne mig betalte i Landskyld: Leif bar da Sølvet tilbage, tog imod en anden Pung, og bar den til Karl, og de undersøgte Pengene. Karl spurgte da, hvorledes Leif syntes om disse Penge. ”Slet," sagde han, "dog skal jeg ikke nægte, at man jo kunde modtage dem for saadan Gjeld, som man ikke havde nogen sikker Bestemmelse for, men ikke vil jeg tage imod disse Penge til Kong Olaf." En Mand, som laae paa Bænken, kastede da Kappen bort, som han havde over Hovedet, og sagde: "Sandt er det gamle Ord, jo ældre een bliver, desto mindre modig, saa gaaer det nu dig, Thrand, at du lader Karl den Mørske vrage dine Penge hele Dagen;" dette var Gaut den Røde. Thrand sprang op ved Gauts Ord, talte med Heftighed, og satte sine Frænder haardt i Rette, og endelig sagde han, at Leif skulde give ham disse Penge tilbage: "Men tag her en Pung," vedblev han, som mine egne Landboer have indbetalt mig i dette Foraar! skjønt jeg ikke seer tydelig, saa er dog enhver egen Haand sin Herre huldest." Da reiste sig igjen en Mand op fra Bænken, det var Thord Lave, og sagde: "Det er ikke en ringe Irettesættelse vi maae taale for denne Karl den Mørskes Skyld, og han har vel fortjent Løn derfor." Leif tog mod Sølvet, og bar det strax til Karl; og de betragtede det. De sagde Leif: "Ei behøves det at see længe paa dette Sølv, her er den ene Penning bedre end den anden, disse Penge ville vi modtage, sæt en Mand til, Thrand! at see paa, at de veies." Thrand svarede, at han fik ingen bedre end Leif, at være tilstede paa hans Vegne. De gik da ud, satte sig ned tæt udenfor Teltet, og veiede Sølvet. Karl tog Hjelmen af sit Hoved, og hældte Sølvet deri, efterhaanden som det var veiet. De saae en Mand gaae nær dem, som havde et Spær i Haanden, en sid Hat paa Hovedet, en kort grøn Kappe over sig, og var barfodet, med linnede Buxer paa, der vare bundne om Benene; denne Mand satte Spæret ned i Jorden, gik derpaa fra det, og sagde: "See til, Møre-Karl, at de faaer ingen Skade af mit Spær!"


Karl dræbes

47. Kort efter dette kom der nogle Mænd, fuldt bevæbnede, som raabte heftig paa Leif Øssursøn, at han skulde skynde sig hen til Gille Lagmands Telt, "thi," sagde de, "Sigurd Thorlaksøn kom løbende ind gjennem Teltaabningen, og har dødelig saaret en af Gilles Mænd." Leif sprang op, og gik strax bort til Gille Lagmand, og alle Folkene af hans Telt fulgte ham, men Karl blev siddende tilbage; Østmændene stode rundt omkring ham. Gaut den Røde løb da til, og hug med en Haandøxe over de andres Skuldre, og Hugget ramte Karl i Hovedet, dog var dette Saar ikke stort. Men Thord Lave greb det Spær, som stod i Jorden, og slog dermed ovenpaa Øxehammeren, saa at Øxen gik ned i Hjernen; i det samme stimlede en Mængde Folk ud af Thrands Telt. Karl blev baaren død derfra. Thrand lastede meget denne Gjerning, men tilbød dog Pengebøder for sine Frænder. Leif og Gille, som vare Eftermaaalsmænd, vilde ikke tage imod Pengebøder, og Sigurd blev da landsforviist for den Voldsgjerning, som han havde tilføiet Gilles Mand, men Thord og Gaut for Karls Drab. Østmændene gjorde nu deres Skib, som Karl havde ført derover, i Stand, og fore tilbage til Kong Olaf; men Skjæbnen hindrede, at dette blev hævnet, formedelst den ufred, som da var i Norge. Og nu er ikke mere et fortælle om de Tildragelser, som foranledigedes ved det, at Kong Olaf krævede Skat af Færøerne; men dog reiste sig efter Karl den Mørskes Død store Stridigheder paa Færøerne mellem Thrand i Gøte, Leif Øssursøn og Gille Lagmand, og ere derom store Frasagn, som endnu skulle fortælles.


Færøboernes og Thrands Forlig

48. Efter Karl den Mørskes Drab og Overfaldet paa Lagmand Gilles Mand bleve Thrands Frænder Sigurd Thorlaksøn, Thord Lave og Gaut Røde landsforviiste og forjagede fra Færøerne. Thrand gav dem et Skib, som var skikket til større Reiser, og noget Gods; de troede at være slet Udstyrede, gjorde Thrand store Bebreidelser, og sagde at han havde bemægtiget sig deres Fædrenearv, og vilde nu ikke meddele dem noget deraf. Thrand sagde, at de havde faaet meget mere, end dem tilkom, at han havde i lang Tid baaret Omsorg for dem, og givet dem ofte meget, men havde slet Tak derfor. Sigurd stak da i Søen med de andre, og de vare tolv sammen paa Skibet, og Ordet gik, at de agtede at holde til Island; men de havde kun været en kort Tid paa Havet, inden der opstod en stor Storm, og dette Uveir holdt ved næsten en Uge. Alle de, som vare paa Land, vidste, at dette Veir var Sigurd og hans Følge paa det høieste imod, og Folk havde forskjellig Formodning om deres Færd, og mod Slutningen af Høsten fandtes der paa Østerø opdrevne Stykker af deres Skib, og da Vinteren kom, gik der mange Gjenfærd i Gøte og vidtomkring paa Østerø, og Thrands Frænder viste sig ofte, og deraf skete Folk stor Skade, nogle fik Beenbrud eller anden Lemlæstelse; de anfaldt Thrand saa haardt, at han ikke torde gaae ene nogensteds. Derom gik om Vinteren mange Rygter. Og da Vinteren var forbi, sendte Thrand Bud til Leif Øssursøn, at de skulde mødes. Saa gjorde de, og da de kom sammen, sagde Thrand: "Vi kom forrige Sommer, Fostersøn! i stor Vaande, og det var da paa det nærmeste, at alle Thingfolkene vilde slaaes. Nu vilde jeg, min Fostersøn!" sagde Thrand, "at det efter vort Raad blev antaget ved Lov, at Folk aldrig skulle have Vaaben med til Thinge, hvor de skulle tale deres Sager og Forligelsesmaal." Leif sagde, at dette var vel talt, "og derom ville vi," sagde han, "høre min Frænde Gille Lagmands Raad." Gille og Leif vare Søstersønner. De mødtes nu alle sammen, og overlagde den Sag med hverandre. Gille svarede Leif saa: "Uraadeligt tykkes mig det, at troe Thrand, og derfor ville vi tilstaae, at alle vi Embedsmænd og nogle af dem, som følge os, skulle have deres Vaaben, men Almuen skal være vaabenløs. Dette afgjøre de da strax saaledes imellem sig. Nu forløb Vinteren, og Folk kom til Thinge om Sommeren til Strømø. Det skete nu en Dag, at Gille og Leif gik fra deres Telte hen paa en Bakke, som var paa Øen, og talte sammen, og de saae da mod Østen paa Øen under Solens Opgang, at der gik nogle Folk op paa Forbjerget, som laae der; de kunde tælle indtil tredive Mænd; i Solskinnet blinkede fagre Skjolde og blanke Hjelme, Øxer og Spyd, og det saae ud til at være meget drabelige Folk; de saae, at en stor og rask Mand gik foran i en rød Kjortel, og havde et Skjold, som var malet halvt blaat og halvt gult, en Hjelm paa Hovedet, og et stort Huggespyd i Haanden; de syntes der at kjende Sigurd Thorlaksøn. Nærmest ham gik en føer Mand i en rød Kjortel; han havde et rødt Skjold; ham syntes de sikkert at kjende, at det var Thord Lave; den tredie Mand havde et rødt Skjold, hvorpaa var malet et Menneske-Hoved, og en stor Øxe i Haanden, det var Gaut Røde. Leif og Gille gik nu hurtig hjem til deres Telte. Sigurd og de andre kom snart til; og vare alle vel væbnede. Thrand gik ud af sit Telt imod Sigurd og hans Følge, og mange Mænd fulgte ham, og hans Mænd alle med Vaaben. Leif og Gille havde kun faa Mænd imod Thrand, og det gjorde endnu større Forskjel, at kun ganske faa havde Vaaben. Thrand og hans Frænder gik til Leifs og Gilles Trop. Da sagde Thrand: "Saa er det nu, min Fostersøn Leif! at her ere mine Frænder komne, som droge forrige Gang hurtig bort fra Færøerne; nu vil jeg ikke finde mig i, at vi Frænder skulle lade os saaledes kue af dig og Gille; der ere nu to Vilkaar for Haanden, det ene, at jeg dømmer allene eder imellem, og hvis I ikke ville det, da vil jeg ikke afholde mine Frænder fra det, som de ville foretage sig." Leif og Gille saae, at de ikke dennesinde havde nogen Styrke til at staae imod Thrand, og de valgte derfor at overgive hele Sagen til Thrands Dom, og han fremsagde strax sin Afgjørelse, og sagde, at han ikke senere vilde blive klogere til at afsige den. "Det er min Afgjørelse," sagde Thrand, "at jeg vil, at disse mine Frænder skulle have Lov til at opholde sig, hvor dem synes, her paa Færøerne, skjønt de forhen bleve landsforviiste, men fra ingen af Siderne skal der betales Bøder; Riget her paa Færøerne vil jeg saaledes skifte, at jeg vil have den ene Trediedeel, den anden skal Leif have, den tredie Sigmunds Sønner; dette Rige har længe været en Bold for Avind og et Tvistens Æble. Dig, min Fostersøn Leif!" vedblev Thrand, "vil jeg tilbyde, at opfostre din Søn Sigmund, den Godhed vil jeg endnu gjøre dig." Leif svarede: "Jeg vil, at Barneopfostringen skal beroe paa mis Kone Thoras Bestemmelse, om hun vil, at hendes Søn skal drage til dig, eller at han skal blive hos os." Dermed skiltes de. Og da Thora fik at vide, at Thrand havde tilbudt at opfostre hendes Søn, svarede hun: "Det kan være, at jeg atter herom synes anderledes end du, men ei kan jeg unddrage min Søn Sigmund fra den Opfostring, hvis jeg maa raade, thi meget, tykkes mig, har Thrand forud for de fleste andre. Thoras og Leifs Søn Sigmund blev da bragt til Gøte til Opfostring hos Thrand; han var den Gang tre Aar gammel, og gav de bedste Forhaabninger om sig, og han opvoxte nu der.


Om Thrand og hans Frænder

49. I den Tid, da Svend var Konge i Norge, og hans Moder Alfifa regjerede med ham, opholdt Thrand sig hjemme i Gøte, og hans Frænder Sigurd, Thord og Gaut den Røde vare hos ham. Det siges, at Thrand ikke var gift; dog havde han en Datter, som hed Gudrun. Da Thrands Frænder havde været der i nogen Tid, kom han til dem, og sagde, at han ikke vilde have dem der længer formedelst deres Dorskhed og Vantrevenhed. Sigurd svarede ham ilde, og sagde, at han ikke undte alle sine Frænder andet end Ondt, og at han sad inde med hans Fædrenearv; de gave hinanden da haarde Ord. De tre Frænder droge dernæst bort og fore til Strømø, som er den stærkest beboede af Færøerne; der boede en Mand, ved Navn Thorhal den Rige, han havde en Kone, som hed Birna og blev kaldt Strømø-Birna; hun var en myndig og anseelig Kvinde. Thorhal var da temmelig til Alders; men Birna var bleven giftet med ham for hans Rigdoms Skyld; Thorhal havde Penge udestaaende næsten hos enhver Mand, og hos mange fik han kun lidet deraf. Sigurd, Thord og Gaut kom til Strømø, og kom til Thorhal Bonde. Sigurd tilbød ham, at han vilde inddrive hans Tilgodehavende hos hans usikreste Skyldnere for Halvdelen deraf; men hvis han behøvede at sagsøge dem, da vilde han for sin Uleilighed have det han behøvede til Sagsøgningen, men Thorhal skulde til sin Deel have Hælften. Thorhal syntes, at det var en haard Betingelse men dog kom de saaledes overeens om Sagen. Sigurd drager nu vidt omkring paa Færøerne, og indkræver Thorhals Tilgodehavende, og sagsøger, saasnart han finder det fornødent; og han faaer i kort Tid en betydelig Sum, saa at han snart erhvervede sig stor Rigdom. Sigurd og alle Frænderne vare nu længe hos Thorhal. Sigurd og Birna talte da ofte sammen, og Folk vil sige, at han forførte Konen; de vare der om Vinteren. Om Vaaren sagde Sigurd til Thorhal, at han vilde indgaae Fælledsskab med ham i Huusholdningen, men dertil var Thorhal ikke villig, førend Konen kom imellem, da tilstod han det, og lod Konen raade. Thorhal var nu ikke længer Mand i Huset, men Sigurd og Konen raadede for alt, lige som de fandt for godt.


Thorhals Drab

50. Det hændte sig om Sommeren, at et Skib kom til Færøerne, og strandede ved Suderø, og meget af Godset forliste. Der vare tolv Mand paa Skibet, af hvilke de fem druknede, men de syv kom levende i Land; een af dem hed Hafgrim, en anden Bjarngrim, en tredie Hergrim, de vare alle Brødre, og Skibets Førere; de havde ondt ved at faae Levnets-midler og hvad andet de behøvede. Sigurd, Thord og Gaut droge til dem, og Sigurd sagde, at de vare komne i en slet Forfatning, og bade dem alle til sig. Thorhal kom da til Birna, og sagde til hende, at han fandt, de havde gjort det uden Overlæg. Sigurd sagde, at de kunde komme der paa hans Bekostning; de vare der nu, og bleve meget vel tjente, og bedre end Thorhal. Thorhal Bonde var meget karrig, og han og Bjarngrim kom ofte i Skændsmaal. Det skete en Aften, da Folk sade der i Stuen, at Thorhal og Bjarngrim kom til at skændes. Thorhal sad paa Bænken, og havde en Stok i Haanden; med den svang han, idet han talte med Heftighed, og da han ikke saae godt, traf Stokken Bjarngrim paa Næsen. Herover blev denne opbragt, og vilde gribe sin Øxe, og hugge den i Hovedet paa Thorhal. Sigurd sprang hurtig til, greb fat i Bjarngrim, og sagde, at han vilde forlige dem, og Enden blev at de forligte sig. De vare der om Vinteren, og omgikkes fra den Tid ikke meget med hinanden; saaledes forløb nu Vinteren. Sigurd sagde, at han vilde hjælpe dem paa nogen Maade; han gav dem et godt Fragtfartøi, som han og Thorhal eiede i Forening. Ogsaa dette var Thorhal meget ilde tilfreds med, indtil hans Kone overtalte ham til at finde sig deri. Sigurd, gav dem Kost, og de droge om Bord, og laae paa Skibene om Natten, men gik hjem til Gaarden om Dagen. Men da de vare færdige, skete det en Morgen, at de gik Hjem til Gaarden. Sigurd var ikke hjemme paa Gaarden, men var gaaet ud at besørge noget Arbeide, som han troede fornødent. De vare der nu om Dagen. Sigurd kom hjem og gik til Bords, da vare Kjøbmændene gangne ned til Skibet. Da Sigurd kom til Bords, spurgte han efter, hvor Thorhal var; man sagde ham, at han sov. "Det er en unaturlig Søvn," sagde Sigurd, "er han paaklædt eller ei! og vi ville vente paa ham med Maden." Man gik nu ud i Skalen, og Thorhal laae i sin Seng og sov. Det blev Sigurd berettet; han sprang strax op og gik ud og til Thorhals Seng, og bliver snart vaer, at Thorhal er død. Sigurd tager Klæderne af ham, og seer, at hans Seng er overalt blodig, og finder et Saar under hans venstre Arm, og at han havde været stukken med et smalt Jern til Hjertet. Sigurd sagde, at det var en stor Ugjerning: "og det maa den elendige Bjarngrim have udøvet!" føiede han til, "og han maa nu tykkes at have hævnet Stavshugget; nu ville vi skynde os ned til Skibet og hævne dette, om det vil lykkes. Frænderne grebe nu deres Vaaben, og Sigurd havde en stor øxe i Haanden; de løb ned til Skibet, og Sigurd skændte heftig; han løb strax ud paa Skibet. I det samme sprang Brødrene op, da de hørte deres Sværgen og Forbandelser. Sigurd løb til Bjarngrim, og hug med begge Hænder Øxen lige i Brystet paa ham, saa at den gik heelt ind, og det var strax hans Banesaar. Thord Lave hug med sit Sværd til Hafgrim i Skulderen, og skar ham ned i Siden, saa at Armen gik fra, og han døde paa Stedet. Gaut den Røde hug med en Øxe i Hovedet paa Hergrim, og kløvede ham ned i Skuldrene; og da de alle vare døde, sagde Sigurd, at han ikke vilde forfølge Sagen videre med dem, som vare tilbage; men det Gods, som Brødrene efterlode sig, sagde han, at . han vilde have, og det var dog lidet. Sigurd, Thord og Gaut droge nu hjem med dette Gods; og Sigurd syntes nu, at han havde vel hævnet Thorhal Bonde, men ikke desto mindre gik der dog et ondt Rygte om Sigurd og alle Frænderne angaaende Thorhals Drab. Sigurd fik nu Birna, og overtog med hende Gaardens Bestyrelse. Thorhal og Birna havde mange Børn.


Thorvalds Drab og Gaut den Rødes Svig

51. Paa Sandø boede en Mand, ved Navn Thorvald; hans Kone hed Thorbera; han var en formuende Mand, og til Alders, da dette tildrog sig. Gaut den Røde kom til Thorvald, og tilbød sig at ville inddrive det af hans Tilgodehavende, som var udestaaende hos mindre paalidelige Skyldnere, og deres Overeenskomst var meget lignende Thorhals og Sigurds. Gaut var ikke kortere Tid hos Thorvald end hos Sigurd; og snart blev det sagt, at Gaut forførte Thorvalds Kone; han samlede mange Penge. Engang kom en Mand, hos hvem Thorvald havde Penge tilgode, det var en Fisker; om Aftenen var det mørkt i Stuen, hvori Folkene sade. Da krævede Thorvald sine Penge af Fiskeren, men han svarede seent, og gav Ondt af sig. Gaut og nogle Mænd gik om paa Gulvet i Mørket, og, da man mindst tænkte derpaa, sagde Thorvald: "En Ulykke ramme dig, fordi du stikker dit Sax i Brystet paa en gammel og sagløs Mand;" og han segnede op mod Panelværket, og var strax død; og da Gaut hørte dette, sprang han strax ind paa Fiskeren, og hug ham Banehug, og sagde, at han ikke skulde afstedkomme flere Ulykker. Gaut antog nu Gaardens Bestyrelse med Enken og ægtede hende.


Leif kommer til Færøerne

52. Der var en Mand, ved Navn Leif; han var en Søn af Thorer Beinersøn; han gjorde Handelsreiser mellem Norge og Færøerne, og var vel bemidlet. Naar han var paa Færøerne, var han vexelviis hos Leif Øssursøn eller hos Thuride Hovedenke og hendes Sønner. Nu skete det engang, da Leif Thorersøn kom med sit Skib til Færøerne, at Sigurd Thorlaksøn bød ham hjem til sig til Strømø, og dette besluttede de. Leif Øssursøn kom til Skibet, og var ikke meget vel tilfreds med, at hans Navne havde besluttet at tage til Sigurd; han sagde, at dette var ikke efter hans Raad, og at det havde staaet ham frit for at opholde sig hos ham paa Suderø. Leif sagde, at det nu kom til at være, som det var bestemt, og han drog til Herberge hos Sigurd, og Sigurd gav ham Plads nærmest ved sig, og behandlede ham vel; der var han nu om Vinteren og nød god Behandling.


Sigmunds Aabenbarelse for Thuride Hovedenke

53. Nu fortælles det, at Sigurd en Dag den følgende Vaar sagde, at han vilde gaae at indkræve sit Tilgodehavende hos sin Nabo, som hed Bjørn: "og vil jeg, Leif!" sagde han, "at du drager med mig, for at mægle imellem os; thi Bjørn er meget ond at komme til Rette med; men jeg har længe ikke kunnet faae mine Penge, som han sidder inde med. Leif sagde, at han efter hans ønske vilde gaae med ham. De gaae nu begge sammen til Bjørn, og Sigurd kræver sine Penge, men Bjørn svarer ham ilde, og dernæst blev der stor Allarm, og Bjørn vilde hugge til Sigurd, men Leif løb imellem, og Bjørns øxe traf da ham i Hovedet, saa at det strax blev hans Død. Sigurd sprang dernæst ind paa Bjørn, og hug ham Banehug. Denne Tidende spurgtes nu. Sigurd var den eneste, der kunde berette herom, og der gik nu atter et ondt Rygte om ham. Thuride Hovedenke og hendes Datter Thora bebreidede Leif Øssursøn heftig, at han aldrig vilde søge at tage Hævn, hvor store Beskæmmelser der end tilføiedes dem; ja de viste ham Uvillie og Fjendskab, men han udstod det med en god og stor Taalmodighed; de sagde, at hans Taalmodighed kom af Feighed og Uvirksomhed. Baade Moder og Datter toge sig Leif Thorersøns Død meget nær, og troede for vist, at Sigurd havde dræbt ham. Det fortælles, at Thuride engang drømte, at hendes Mand Sigmund Brestersøn kom til hende, som han havde været, han tiltalte hende, og sagde: "Det er, som dig synes, at jeg er kommen her, og dertil har jeg faaet Tilladelse af Gud selv; du maa ikke nære Vrede eller Had mod din Svigersøn Leif Øssursøn, thi Skjæbnen vil forunde ham at hævne eders Beskæmmelser." Efter det vaagnede Thuride, og fortalte sin Datter Thora Drømmen, og fra den Tid forholdt de sig bedre imod Leif end tilforn.


Tildragelser paa Øerne

54. Det er nu dernæst at fortælle, at et Skib kom til Færøerne til Strømø kort fra Sigurds Gaard; det var Nordmænd; Skibsføreren hed Arnljot, de vare atten Mand paa Skibet. Ved Skibsleiet boede en Mand, som hed Skofte; han arbeidede for Kjøbmændene, og tjente dem vel; de syntes ogsaa godt om ham. Skibsføreren kom engang at tale med Skofte, og sagde saa: "Dig vil jeg sige en Hemmelighed, som jeg har," sagde han, "at Bjarngrim og hans Brødre, som Sigurd Thorlaksøn og hans Frænder dræbte, vare mine Sønner, og jeg ønsker nu, at du vil være paa Raad med mig, at jeg kan træffe Sigurd og hans Frænder, og hævne mine Sønner. Skofte sagde, at han ikke havde Sigurd godt at lønne, og lovede Arnljot, strax at give ham Underretning, naar det kunde være beleiligt at træffe Sigurd. Det hændte sig nu engang om Sommeren, at de tre Frænder, Sigurd, Thord og Gaut, fore paa et Skib til en Ø, at hente Slagtefaar, thi det er Færøboernes Skik at have nyt Kjød til alle Aarstider; og da de vare afseilede, gav Skofte Arnljot Nys derom. Kjøbmændene gjorde sig da i Hast færdige, og vare femten sammen paa en Baad, som hørte til Kjøbmandsskibet; og de kom nu til den ø, hvor Sigurd og hans Frænder forud vare; de gik op paa øen tolv sammen, men tre passede Baaden. Sigurd og hans Frænder saae Mændene, som kom op paa øen, og talte imellem sig om, hvo det kunde være; de saae, at Mændene vare iførte farvede Klæder og bevæbnede. "Kan hændes," sagde da Sigurd, "at det er de Kjøbmænd, som have ligget her i Sommer, og kan være, at de have andet Ærende end allene at drive Handel, og at de have et Ærende til os; derfor komme vi til at berede os; nu skulle vi gaae imod dem, og benytte os af Sigmund Brestersøns Plan, at enhver løber til sin Side, men vi mødes alle ved vort Skib. De gaae nu imod hinanden. Arnljot ophidser strax sine Ledsagere, og beder dem at hævne hans Sønner. Sigurd og de andre undflyede, hver til sin Side, og mødtes alle paa Strandbredden ved deres Skib. Da kom Arnljot og hans Folk og angrebe dem. Sigurd hug til den, som angreb ham, og hug begge Benene under fra ham ovenfor Knæene, og han fik deraf sin Død; Thord dræbte en anden Mand og Gaut en tredie; derpaa sprang de om Bord paa deres Skib, og roede langs med Øen, og traf nu Kjøbmændenes Baad, og tre Mænd paa den. Sigurd springer i Baaden, dræber een af dem, og støder de andre to over Bord; de toge derpaa Baaden og roede bort med begge Skibene og hjem. Sigurd samlede Folk til sig, og foer ud paa øen; de gik der i Land; Østmændene løb sammen, og agtede at værge sig. Thord Lave sagde: Det er det bedste, min Frænde Sigurd! at give disse Mænd Fred, da vi have dem fuldkommen i vor Magt, og vi have forud tilføiet Arnljot stor Skade. "Det er vel talt," svarede Sigurd, "men dog vil jeg at de overgive alt i min Vold, hvis de skulle have Fred." Det gik saa, at de overgave Sigurd Selvdom, og han bestemte, at Arnljot skulde betale trende Mandebøder for hver af dem; alle disse Penge betalte Arnljot, han var fra Syderørne, og det havde han i Bøder for sine Sønner, og han drog nu med saa forrettet Sag bort fra Færøerne. Sigurd fik at vide, at Skofte havde sveget ham, og sagde, at han skulde beholde Livet, men drage bort fra Færøerne. Han drog da til Norge, og var landflygtig fra Færøerne.


Thord søger at faae Thuride Hovedenke

55. Nu er at fortælle om det, at Sigurd Thorlaksøn skynder sin Broder Thord til, at han skulde gifte sig. Thord spurgte, hvad Kone han tiltænkte ham. "Ei vil jeg forbigaae," sagde Sigurd, "det Parti her paa Færøerne, jeg synes bedst om; det er nemlig Thuride Hovedenke." "Ei agter jeg mig saa høit," sagde Thord. "Ei faaer du hende, hvis vi ikke beile til hende," svarede Sigurd. "Ei tør jeg prøve derpaa", sagde Thord, "og det er vist langt fra, at hun vil ægte mig, men dog kan du forsøge det, om du vil." Sigurd drog nu Dagen efter til Skufø, og fremførte denne Sag for Thuride. Hun var ikke hurtig til at svare derpaa, men han foredrog Sagen, og det kom saa vidt, at hun sagde, at hun vilde overlægge Sagen med sine Venner og Sønner, og udlod sig med, at hun vilde sende ham Bud om, hvad der i denne Henseende blev forhandlet. Sigurd drog nu hjem, og sagde at hendes Svar gav godt Haab. "Det er ganske besynderligt," sagde Thord, "og det ahner mig, at dette ikke er hendes fulde Alvor." Thuride gik til sin Svigersøn Leif og sin Datter Thora, og fortalte dem om Frieriet. Thora spurgte, hvad Svar hun havde givet. Hun sagde, at hun havde stærkt afslaaet det, men dog mindre end hendes Sind tilsagde hende; "men hvad holder du for rettest, min Datter?" Thora svarede: "Ei skal du afslaae det, om jeg maa raade, hvis du tænker noget paa at fuldbringe Hævnen for det, der er gjort os til Beskæmmelse; thi jeg seer ingen anden Lokkemad, hvormed de rimeligere ville kunne drages, end dette; ei behøver jeg at lægge min Moder Ord i Munden, thi paa mange Maader vil hun kunne hilde dem, saa at de ikke faae deres Hensigt iværksat." Leif var heri enig med Thora, og sagde, at han vilde tænke alvorlig paa, at de omsider kunde faae, hvad de havde fortjent. De bestemte nu imellem sig en Dag, naar Sigurd og Thord skulde komme, at afgjøre denne Sag. Da sagde Leif: "Langt frem saae dog Thrand, den Gang han tilbød at ville opfostre vort Barn, og det er din Skyld, Thora! og det er vor Søn Sigmunds Død, hvis han er hos Thrand, naar noget hændes imellem os og Sigurd." "Ei agter jeg," sagde Thora, "at han skal være der længe fra nu af, og det er bedst, at vi reise til Østerø, og at du, besøger din Fosterfader Thrand." Derom bleve de alle enige.


Om Leifs og hans Kones Reise

56. Leif og de andre droge nu alle sammen, og de vare syv Mennesker paa Skibet. De kom til Østerø, og der gik Sø over Skibet om Dagen. Leif og de andre vare meget vaade, men Thora var tør. De gik op til Gaarden Gøte, og Thrand modtog dem vel, og lod tænde Ild op for Leif og de andre, men Thora blev ledsaget ind i en Stue, og der var Drengen Sigmund, hendes Søn, hos hende; han var da ni Aar gammel, og saae ud til en meget rask Dreng. Hans Moder spurgte, hvad Thrand havde lært ham; han sagde, at han havde lært at udføre enhver Sagsøgning og Rettergang for sig og andre, og det laae ham paa Rede Haand. Derpaa spurgte hun, hvad hans Fosterfader havde lært ham af den hellige Tro. Sigmund sagde, at han havde lært Pater noster og Credo; hun sagde, at hun vilde høre dem; og han gjorde efter hendes Ord, og hun syntes, at han sang Pater noster nogenlunde antagelig, men Thrands Credo lød saaledes:

Ene jeg ei gaaer ud,
fire mig følge,
fem Guds Engle,
Bøn for mig jeg frembærer
Bøn for Christus,
syv Salmer jeg synger,
Sørge Gud for mit Bedste!

Og i det samme kom Thrand ind i Stuen, og spurgte, hvad de talte om. Thora svarede og sagde, at hendes Søn Sigmund havde opsagt for hende de Lærdomme, som han havde lært ham; "og tykkes mig," lagde hun til, "at Credoet ikke ligner efter noget." Det er saa, som du veed," svarede Thrand, "at Christus havde tolv Disciple eller flere, og enhver af dem brugte sit Credo; nu har jeg ogsaa mit Credo, men du har det, som du har lært, og der ere mange Credoer, og de behøve ikke at være eens for at være rigtige." Herom talte de nu ikke mere. Om Aftenen bleve de godt beværtede; der blev drukket stærkt, og Thrand var meget munter. Thrand sagde, at man skulde tillave Leie for dem der i Stuen, og Rede en bred Seng paa Gulvet. Leif sagde, at det kunde godt gaae an. Thora sagde, at hun ønskede, at Sigmund skulde fortælle hende om sine Reiser, og skulde ligge hos hende om Natten. "Det kan ikke skee," sagde Thrand, "thi da vil jeg ikke kunne sove i Nat." "Det kommer du til at tilstaae mig, min kjære Thrand!" sagde hun, og det blev da ved, at Drengen laae hos dem. Thrand havde et lille Kammer, hvori han bestandig sov, og havde Drengen hos sig, men kun faa andre, og Thrand gik nu til sit Kammer; det var da allerede langt ud paa Natten. Leif agtede at sove, lagde sig ned, og vendte sig fra sin Kone; hun stødte med Haanden paa hans Ryg, og bad ham ikke at sove; "staaer op," sagde hun, "og gaaer i Nat rundt omkring paa Østerø, og forhugger alle Skibe, saa at intet skal kunne holde Søen." De gjorde nu saa; Leif var bekjendt der i enhver Vig; og de forhug der ethvert Fartøi, saa at intet kunde holde Søen. De sov ikke om Natten, men stode tidlig op om Morgenen, og Thora og Sigmund gik strax ned til Skibet, men Leif gik hen til Kammeret og bød Thrand Farvel, takkede ham for den gode Modtagelse, han havde vist dem, og sagde, at Thora ønskede, at Sigmund skulde drage med hende. Thrand havde kun sovet lidt om Natten, og han sagde, at det ikke kunde skee, at Sigmund drog bort. Leif skyndte sig nu til Skibet, men Thrand troede da at indsee hele deres Plan, og bød sine Karle at tage hans Skude, og at en Deel Mænd skulde gaae ombord paa den. De gjorde saa, men Søvandet strømmede derind, saa de bleve glade ved igjen at slippe i Land; intet Skib der paa øen var i seilbar Stand; og kom Thrand til at blive der, enten han saa syntes godt eller ilde derom, Leif seilede uafbrudt hjem, og samlede nu Folk til sig; det var netop Dagen, førend Sigurd og Thord ventedes der.


Leif dræber Sigurd og hans Frænder.

57. Nu er at fortælle om Sigurd Thorlaksøn og Thord, at de berede sig den bestemte Dag til at drage hjemme fra, og Sigurd skynder til, at de skulde haste. Thord sagde, at han ikke syntes meget om den Reise; "og tænker jeg," sagde han, "at du er bestemt til Døden, da du saa ivrig skynder paa dette". "Vær ei saa underlig," sagde Sigurd, "og vær ei saa ræd, uden at der er nogen Fare, og vi ville bestemt ikke undlade at komme til det Møde, som vi have aftalt." "Du må, raade," sagde Thord, "men det kommer mig ikke uventet, at vi ikke komme alle uskadte hjem i Aften." De droge tolv sammen paa et Skib, og vare vel væbnede; de havde den Dag Storm og farlige Strømme, men slap vel fra dem, og naaede til Skufø. Da sagde Thord, at han ikke vilde længere. Sigurd sagde, at han vilde gaae op til Gaarden, om han endogsaa skulde gaae ene. Thord sagde, at han maatte være bestemt til Døden. Sigurd gik nu op paa øen; han var iført en rød Kjortel, og havde en blaa Kappe med Baand paa over Skuldrene; han var omgjordet med et Sværd, og havde en Hjelm paa Hovedet. Han gik op paa øen, og da han kom temmelig nær op til Husene, saae han, at Dørrene vare lukkede. Paa Toften ligeoverfor Døren stod den Kirke, som Sigmund havde ladet bygge. Da nu Sigurd kom op mellem Beboelseshusene og Kirken, saae han, at Kirken var aaben, og at der fra Kirken gik en Kvinde, som var iført en rød Kjortel og havde en blaae Kaabe over Skuldrene. Sigurd kjendte, at det var Thuride selv, og dreiede hen til hende; hun hilste ham med Blidhed, og gik hen til en Træbul, som laae paa Toften; der satte de sig ned paa Træet; og hun vilde vende sig mod Kirken, men han vilde vende sig mod Døren paa Huset og fra Kirken, men hun raadede, og de vendte sig mod Kirken. Sigurd spurgte, hvad for Folk der vare komne; hun sagde, at der ikke vare mange. Han spurgte, om Leif var der; hun sagde, at han ikke var der. "Ere dine Sønner hjemme!" spurgte han videre. "Ja de ere," svarede hun. Hvad have de siden talt om vor Sag!" spurgte Sigurd. "Det have vi talt om," svarede hun, at alle vi Kvinder synes bedst om dig, og vilde der ikke gjøres stort Ophold fra min Side, hvis du var ubunden." "Stort Skaar i min Lykke er der da skeet," sagde Sigurd; "og det kan ogsaa snart forandres, saa at jeg er fri." "Det er, som det maa blive," sagde hun, og da vilde han hale hende hen til sig, og slog Armene om hende, men hun trak Kappen til sig, og i det samme blev Døren lukket op, og en Mand løb ud deraf med blottet Sværd, det var Hjere Sigmundsøn; og da Sigurd saae det, dukkede han sig ned under Kappen, og slap saaledes løs, men Thuride beholdt Kappen. Nu kom der flere Mænd ud, og Sigurd løb ned ad Marken. Hjere greb et Spyd op, og løb ned ad Marken efter ham, og han bliver den hurtigste; han skyder nu Spydet til Sigurd, og da Sigurd saae, at Spydet, stævnede mod hans Skuldre, kastede han sig ned paa Jorden, og Spydet fløi frem over ham, og stødte i Jorden. Sigurd stod hurtig op igjen, greb Spydet, og sendte det tilbage, og det traf Hjere midt paa Livet og han døde paa Stedet. Sigurd løb da ned ad Stien, men Leif kom til det Sted, hvor Hjere laae, og dreiede snart derfra, løb frem paa øen, og sprang ned fra det Sted, hvor han kom til, og Folk sige, at der er femten Favne høit ned paa Strandbredden. Leif kom staående ned; han løb til Brødrenes Skib, og Sigurd var da kommen til Skibet, og agtede at springe ud paa det, men Leif stak i det samme Sværdet i hans Side, men han dreiede sig for ham, og Sværdet gik ind i Livet, eftersom det forekom Leif. Sigurd sprang dernæst ud paa Skibet, og de holdt fra Land, og dermed skiltes de for den Gang. Leif gik op paa Øen til sine Mænd, og bad dem hurtig at gaae ombord; thi vi ville ile efter dem!" sagde han. De spurgte, om han havde spurgt, at Hjere var død, eller truffet Sigurd; han sagde, at han ikke nu havde Tid til at sige meget. De sprang da ud paa to Skibe, og Leif havde firsindstyve Mand, men kom langt senere afsted. Sigurd kom med sine Folk i Land paa Strømø, og Sigurd havde styret Skibet, og ikke talt meget til dem. Men da han gik op fra Skibet, spurgte Thord, om han var haardt saaret. Han sagde, at han ikke vidste det nøie. Sigurd gaaer til Væggen paa Nøstet, som var tæt ved Søen, og lægger sine Arme der op paa; men de andre toge Redskaberne af Skibet, og gik siden op til Nøstet, og bleve da vaer, at Sigurd stod der og var da stivnet og død. De førte hans Lig hjem, men fortalte ikke denne Begivenhed. De gik derpaa til Nadver, og da de sade og spiste, kom Leif der til Gaarden, og gjorde Angreb, og stak Ild paa den. De værgede sig vel og vare elleve Mænd til Forsvar, men tredive Mænd vare komne til Angreb. Og da Ilden fik fat i Huset, løb Gaut den Røde ud, og kunde ikke holde det ud længer derinde. Steingrim Sigmundsøn og to andre angrebe ham, men han værgede sig vel. Gaut hug Steingrim i Knæet og Knæskallen af, og det var et stort Saar, saa at han haltede bestandig siden, og desuden dræbte han den ene af hans Ledsagere. Da kom Leif Øssursøn til, og de strede med hinanden, og det endtes med, at Leif dræbte Gaut. Derpaa løb Thord Lave ud og imod ham Brand Sigmundsøn, og to andre Mænd og angreb Thord, men det endtes imellem dem med, at Thord dræbte Brand og begge hans Ledsagere. Da kom Leif Øssursøn til, og stikker det samme Sværd igjennem Thord, hvormed han før gjennemborede hans Broder Sigurd, og Thord lod strax sit Liv.


Leif raader nu ene. Thrands Død

58. Efter denne Begivenhed drager Leif hjem, og bliver navnkundig af disse Bedrifter. Men da Thrand spurgte denne Tidende, gik det ham saa nær, at han døde af heftig Sorg derover. Leif herskede nu ene over alle Færøerne, dette skete i Kong Magnus den Godes, Olafs Søns, Dage. Leif drog til Norge til Kong Magnus, og tog Færøerne i Lehn af ham, kom siden hjem til Færøerne igjen, og boede der til sin Alderdom. Hans Søn Sigmund boede paa Suderø efter sin Fader Leif, og var en anseet Mand. Thuride og Leif døde i Kong Magnus's Dage, men Thora opholdt sig hos sin Søn Sigmund, og var altid anseet for en meget dygtig Kvinde. Sigmunds Søn hed Hafgrim, hans Sønner igjen vare Einar og Skegge, som for kort Tid siden vare Sysselmænd paa Færøerne. Sigmunds Søn Steingrim den Halte boede paa Skufø, og holdtes for en brav Bonde; og her er ikke omtalt, at flere mærkelige Tildragelser ere foregaaede med Sigmund Brestersøn eller hans Afkom.


Noter
1) Egtl. "kopenge" eller "koværdi", dvs. prisen på en ko, evt. omregnet til får. I Oldnordisk Ordbog skriver Erik Jónsson: "Kúgildi: Ko el. dens Værdi i Faar (6 Malkefaar, etc.)." clm.
2) d. e. der skal ei bødes for hans Drab.
3) Gitterværk, indhegning, aflukke. (clm)