Fæsteafsnittet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Fæsteafsnittet




Indhold:


Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




144. (Om Bortfæstning)

Søn, sexten Aar gammel eller ældre, fribaaren og arvedygtig og saa forstandig, at han kan bestyre [sin] Arv, er Fæstningsmand for sin Moder. Men er ikke Søn til, da er den Datter, som er gift, [nærmest dertil] og skal da hendes Mand bortfæste sin Svigermoder. Men dernæst er Fader Fæstningsmand for sin Datter. Men dernæst skal samfædre Broder bortfæste sin Søster. Men er ikke Broder til, skal Moder bortfæste sin Datter; det er det eneste Tilfælde, i hvilket en Kvinde bortfæster en Kvinde. Er ikke Moder til, skal den Mand bortfæste Kvinden, der er gift med hendes samfædre Søster. Dernæst skal sammødre Broder bortfæste sin Søster. Dernæst den Mand, der er gift med hendes sammødre Søster. Men derefter skal den nærmeste Frænde blandt arvedygtige og indenlandske Mænd være Fæstningsmand, med mindre Kvinder, der ere gifte, ere nærmere beslægtede; da skulle deres Mænd bortfæste.

Naar en Enke bortfæstes til en Mand, skal hendes Samtykke følge med, med mindre det er Faderen, der bortfæster hende: da skal han raade. Er der flere Mænd, der skulle tage Bestemmelsen om en Mø skal bortfæstes, skal den raade, der er ældst af Brødrene. Men blive de ikke enige, skal den raade, der er af samme Mening som hun. Men dersom de ville forhale hendes Giftermaal, og give to Friere Afslag, der maatte ansees for passende Partier, skal hun raade med Hensyn til den tredie, dersom ogsaa det Parti findes at være passende, med en eller anden af hendes Frænders Samtykke. Enke er berettiget til selv at bortfæste sig til en Mand, hun før har været gift med, uagtet hendes Formynders Samtykke dertil ikke er erhvervet, dersom de ikke ere beslægtede i de forbudne Grader og dersom de ikke ere blevne skilte formedelst Uformuenhed til at forsørge deres trængende Slægt.

Dersom saadant Slægtskab opdages mellem den Mand, der har fæstet sig en Kvinde, og Fæstemøen, at Ægteskab mellem dem ikke kan finde Sted, skal den af dem, der vil opløse Forbindelsen, begive sig i Løbet af den næste halve Maaned, efterat samme har faaet Kundskab derom, til den anden, og opregne Slægtskabet, som for en Domstol, og bevise det ved at bevidne Rigtigheden deraf paa sin Ære, ligesom ved en Domstol, og have fem Mænd til [som Mededsmænd] at bevidne det med sig Men dersom Slægtskabet ikke er saa nært, at det er til Hinder for at de kunne indgaae Ægteskab, men nærmere end den lige Sidelinies syvende Led, skal der betales en Kjendelse til Lovretten af den af deres Formue, der ikke vil lade Slægtskabet være til Hinder for Ægteskabets Indgaaelse. Naar Slægtskabet er i den ulige Sidelinies sjette og syvende Led, skal der betales ti Ører (1) til Lovretten, men, naar det er i den lige Sidelinies sjette Led, Hundrede Alen. Men er Slægtskabet i den ulige Sidelinies femte og sjette Led . . . . . . . . og tilkommer Søgsmaalsretten hvem der vil. Naar man skal betale den større Tiende af sit Gods for at faae Tilladelse til Ægteskab [i de halvforbudne Grader], skal der af det Tiendebeløb til Lovretten betales Hundrede Alen, og er det da, som om der af hver Fjerdedel af Tienden betales fem Ører. Man skal og, om man end udreder den større Tiende, betale den lovbestemte Tiende hvert Aar af sit Gods, ligesaavel da, som ellers, men det Foraar, som Udredelsen af den større Tiende finder Sted, skal der af hver Fjerdedel af den bortfalde saameget, som man betaler i hver Fjerdepart af den lovbestemte Tiende. Men af det Tiendebeløb, som da bliver tilbage, skal den Biskop, der forestaaer Landsfjerdingen, have en Fjerdedel, men en anden Fjerdedel af Tienden skal udredes til Thingvalla (2). Dernæst skal den, der skal betale Tienden, raade for de to Fjerdedele af samme, der da ere tilbage, med Biskoppens Samtykke. Men dersom man ikke udreder den større Tiende [naar saadant skal gjøres, for at erholde Tilladelse til Ægteskab i halvforbudne Grader], er Straffen Landsforvisning, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder, og tilkommer Søgsmaalsretten hvem der vil. Naar man skal betale Tiende . . . . . . . . sex Lammeskind med Ulden paa. Men dersom Slægtskabet er nærmere end den ulige Sidelinies femte og sjette Led, er Straffen for at indgaae Ægteskabet Landsforvisning, med mindre de faae det Forsvarskvidudsagn, at Manden ikke vidste Slægtskabet, da han giftede sig med den Kvinde, og Slægtskabet [derhos] er fjernere end i Sideliniens fjerde Led; da dømmes han ikke til at betale nogen Pengestraf og bliver frifunden, og skulle Ægtefolkene dømmes til at skilles ad. Ei skal der heller være nærmere Svogerskab mellem dem, dersom han før har havt en Kone, eller hun en Mand, end i den lige Sidelinies femte Led. Aandeligt Slægtskab skal der ei være mellem dem af den Slags, at den ene af dem har holdt den anden, eller den ene den andens Børn under Daab eller under Primsignelse (3) eller [ved Confirmationen] under Biskoppens Haand, og den ene af dem skal ikke have døbt den anden eller den andens Børn. Den samme Bestemmelse gjælder om en Præst, dersom han har døbt Kvinden [han vil gifte sig med], eller hendes og hendes forrige Mands Børn.

Men dersom den Mand, som har fæstet sig en Kvinde, bliver syg, skal han en halv Maaned forud [for Brylluppet] sende Bud til den Mand, der har bortfæstet Bruden, om at han formedelst Sygdom ikke kommer til Brylluppet, og at man ikke behøver at føre Fæstemøen hjem til ham, om end dette er vedtaget, og skal han angive, af hvad Grund han ikke kan indfinde sig til Brylluppet. Da skal Brylluppet ikke være før end Aaret efter til samme Tid, med mindre den, der skal tage Kvinden, vil lade det være før, og skal han i saa Fald sende Bud en halv Maaned eller længere Tid før, og skal da alene bestride Omkostningerne ved Brylluppet. Men bliver han ikke helbredet i Løbet af de næste tolv Maaneder, skal Fæstemaalet være ophævet, med mindre begge Parter ville det anderledes. Naar man fæster sig en Kvinde, skal Fæstemaalet holdes saalænge som det var bestemt. Men dersom Fæstemanden efter Udløbet af den fastsatte Tidsfrist forsømmer at holde Bryllup med Kvinden, da erklærer Loven Fæstemaalet for opløst, og han har ikke større Ret til den Kvinde, end om hun ikke var bortfæstet til ham. Dersom det ikke er bestemt, naar Brylluppet skal holdes, eller hvor længe Fæstemaalet skal bestaae, gjælder Fæstemaalet i tolv Maaneder fra den Tid, Kvinden er bleven fæstet, men ikke længere. Men dersom hun bliver syg, skal den, der har bortfæstet hende, sende Bud om at hun er syg, men Fæstemanden skal raade, om han vil [fuldbyrde Ægteskabet ved at] gaae i Seng sammen med Kvinden. Men bliver Ægteskabet da ikke fuldbyrdet, skal den, der skal holde Bryllupsgildet, bestemme, om Brylluppet skal holdes før end til samme Tid det følgende Aar eller ikke, og sende Fæstemanden Bud en halv Maaned før [Brylluppet]; men bliver hun ikke helbredet inden samme Tid det næste Aar, da er Fæstemaalet ophævet, med mindre Fæstemanden vil vente længere. Men paadrager han eller hun sig Sager, der føre til Straf af saadan Fredløshed, at den fredløse ikke maa underholdes af nogen, er det en Grund til at modsætte sig Ægteskabets Fuldbyrdelse. Men dersom Landsforvisnings- eller Fredløsheds-Sager blive reiste mod Fæstemanden, i hvilke han skal dømmes til at have sin Formue forbrudt, dersom han bliver overbevist, eller i Anledning af hvilke Drabshævn kan udøves inden Sagen foretages paa Althinget, kan Formynderen vælge, om han vil paadrage sig Ansvaret ved at holde Fæstemøen tilbage eller ikke; hun ansees rettelig holdt tilbage, dersom Fæstemanden overbevises om Sigtelsen, men viser det sig, at den er usand, er Fæstemøen ikke rettelig holdt tilbage. Dersom der findes at være Slægtskab, skal Fæstemanden eller den, der bortfæstede Kvinden, sende Bud, den ene til den anden, og opregne Slægtskabet og bevidne paa sin Ære Rigtigheden af samme, ligesom ved en Domstol, men dernæst skal Fæstemaalet erklæres opløst.

Men dersom Fæstemanden vil opløse Fæstemaalet, er der ingen Straf derfor; men Brudekjøbesummen skal fordres saaledes som den var betinget, og med de Vilkaar, som ved Fæstningscontracten vare vedtagne, dersom han [og ikke en anden for ham] skulde udrede Brudekjøbesummen. Men Fæstemøens Formynder har det Vilkaar at stævne paa den sagsøgtes Bopæl — eller hvor det rette Stævningssted er—til Udredelse af hele Brudekjøbesummen, eller at stævne paa det Sted, hvor Brylluppet skulde holdes, den næste Søgnedag efterat det skulde have fundet Sted, til Betaling af hele Brudekjøbesummen, og skal der under Sagen føres de Vidner, der bleve tilkaldte ved Fæsteforholdets Stiftelse, men Domstolen skal fastsætte Betalingstiden efter hvad Vidnerne have udsagt om Overenskomsten. Men dersom den Mand, der har bortfæstet Kvinden, vil opløse Fæstemaalet, skal Fæstemanden paa den Dag, der var bestemt til Brylluppet, begive sig derhen, og, dersom han ikke opnaaer det paa anden Maade, fordre Fæstemøen og Opholdssted der [i den Tid, Brylluppet skulde vare]. Men den næste Søgnedag skal han begive sig derhen, og nedlægge Forbud imod, at hun holdes inde for ham, eller at der lukkes Dør og Hængsler for hende, og er han berettiget til at stævne til Udredelse af den Medgift, som da skulde udredes, samt det Bidrag, som Formynderen skulde afgive til Bryllupsudgifterne. Man kan fordre Medgiften med alle de samme Vilkaar, som forhen er sagt om Brudekjøbesummen, forsaavidt denne skulde fordres. Man er og berettiget til at stævne Formynderen den næste Søgnedag paa den Gaard, hvor Brylluppet skulde være, for at han har holdt Kvinden tilbage, og kan Stævningen foretages saaledes, at Formynderen hører selv derpaa, eller ogsaa paa hans Bopæl, og skal man [i Stævningen] gjøre Paastand paa Landsforvisning, og samme Straf er der, efterat Fæstemanden har nedlagt Forbud mod at Kvinden holdes inde, for alle dem, der høre derpaa og [derefter] ere sammen med hende i Hus, og ligesaa for dem, der faae Kundskab om Forbudet og ere [derefter] sammen i Hus med hende. Alle de Mænd paadrage sig Landsforvisning, som forholde ham hans Fæstemø, hvad enten de gjøre det i Raad eller paa anden Maade; der skal [til Kvidudsagn i saadan Sag] paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder fra den sagsøgtes Nabolag, Dersom andre Mænd, end den, der har bortfæstet Kvinden, forhindre Ægteskabets Fuldbyrdelse, kan saavel den, der bortfæstede Kvinden, som Fæstemanden paastaae dem dømte til Landsforvisning, og er det rette Stævningssted mod alle dem, der forhindre Ægteskabet, paa det Sted, hvor Brylluppet skulde holdes; i det Tilfælde skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte. Men med Hensyn til Samværen i Hus med Fæstemøen skal en Tolvmandskvid tilkaldes. Den sagsøgte skal tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder til Forsvarskvidudsagn om, at han ikke har vidst, at han var i samme Hus som Kvinden, efterat Forbud var nedlagt mod at holde hende tilbage, eller ogsaa om, at han ikke har vidst, at Forbud var nedlagt mod hendes Tilbageholdelse. — Men dersom en Mand, der ikke er Kvindens Formynder, fæster hende bort, er det uden noget Ansvar for Formynderen eller for andre Mænd at opløse Forbindelsen. Men gifter man sig med en Kvinde, som Formynderen ikke har fæstet bort, kan Formynderen stævne ham og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Landsforvisning og paa personlige [Leiermaals-] Bøder af hans Gods; den, som har bortfæstet Kvinden, kan af Formynderen paastaaes dømt til Landsforvisning. Den Mand, der har taget Kvinden til Ægte, skal fordre [Kvidudsagn] eller begjære Forsvarskvidudsagn om, at han har forment, at den, der bortfæstede Kvinden til ham, var Formynderen. Kun i det Tilfælde hjælper det ham, dersom han ikke vidste Besked om, hvem Formynderen var, og kan han da paastaae den, der bortfæstede Kvinden til ham, dømt til Landsforvisning. Men ei nytter det ham, om han formedelst Retsvildfarelse ikke veed, hvem der er Formynder. — Ei skal man tage sig en Fæstemø, der bortfæstes af en Kvinde . . . . . . . . om hun end var Trælkvinde. — Dersom Kviden udsiger det [at Fæstemanden har troet, at det var Formynderen, der bortfæstede Kvinden], frifindes han i Sagen, men skal dog betale personlig Bod til den, der skulde have bortfæstet Kvinden, med mindre Kvinden selv har bortfæstet sig, da hjælper Udsagnet af Forsvarskviden ham ikke, og skal der da anlægges Sag derfor som for andet Leiermaal. Dersom den, der [urettelig] har bortfæstet Kvinden, [efter Formynderens Paastand] bliver dømt til Landsforvisning, er den, der har taget hende til Ægte, berettiget til personlig Bod af hans Gods; men om end Formynderen ikke anlægger Sag mod ham, kan dog den, der har taget Kvinden til Ægte, fordre personlig Bod.

En Kvinde er fæstet, naar Fæstemanden har Vidner tilstede paa, at den anden bortfæster Kvinden, N. N., til ham ved lovligt Fæstemaal, et lydesløst Parti og med fuld Hjemmel. Da er det med fuld Hjemmel, naar den rette Fæstningsmand bortfæster Kvinden. Men da er det lydesløst, naar hun ikke vilde være ringere i Værdi, dersom hun var Trælkvinde, med den Helbredssvaghed, hun har, eller hun har andre Lyder eller Feil, der [naar hun var Trælkvinde, dog] ikke vilde forringe hendes Værdi. Men viser det sig, at hun har saadanne Feil [der vilde forringe hendes Værdi, dersom hun var Trælkvinde], da straffes den, der med Vidende derom bortfæstede Kvinden til ham, med Landsforvisning, og dersom Fæstemanden vil, kan han af den Grund vægre sig ved at fuldbyrde Ægteskabet. Vil Formynderen fordre Brudekjøbesummen, skal Fæstemanden stævne ham for, at han, med Vidende derom, har bortfæstet den Kvinde, der har saadanne Feil, at hun paa Grund af dem vilde være ringere i Værdi, om hun var Trælkvinde; han skal stævne ham til Straf af Landsforvisning og paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkalde hans ni nærmeste Nabobønder. Gaaer Kvidudsagnet Formynderen imod, dømmes han til Landsforvisning, men om Udsagnet end frikjender ham, kan han dog ikke gjøre Krav paa Brudekjøbesummen: giver Kviden det Udsagn, at han ikke vidste, at Kvinden havde Lyder, da frifindes han i Sagen, men ei er der Krav paa Brudekjøbesummen, med mindre Sagsøgeren [der under en anden Sag fordrer Brudekjøbesummen] faaer det Kvidudsagn af Kvindens fem Nabobønder, at hun ikke har de Lyder, og skal da Brudekjøbesummen udredes.

  1. = 60 Alen; et Hundrede = 120 Alen (vadmel); om større Tidende s. I, 244.
  2. Thingsletten, stedet hvor Althinget holdtes, ɔ: til Lovretten.
  3. Meddelelse af Korsets Tegn, en Ceremoni, der gik forud for Daaben. [Se Kristenretsafsnittet.]


145. (Dersom den bortfæstede Kvinde er med Barn)

Dersom den, der har bortfæstet Kvinden, faaer Kundskab om at hun er med Barn, skal han sende Bud til Fæstemanden og sige ham det, men han skal dernæst bestemme, om han vil gifte sig med hende eller ikke, og frifindes Formynderen for Skyld, dersom han kan faae Kvidudsagn for, at han ikke vidste, at hun var frugtsommelig, da han fæstede hende bort. Men ligges der senere hos Fæstemøen, skal Fæstemanden vælge, om han vil gifte sig med hende, og tilkommer da ham Leiermaalssøgsmaalet, men den, der bortfæstede Kvinden, skal have Leiermaalsbøder af [Forførerens] Gods. Men vil han ikke gifte sig med hende, tilkommer Leiermaalssøgsmaalet Fæstningsmanden, og Fæstemanden skal da have Leiermaalsbøderne, og vexler det saaledes mellem dem. Dersom der ligges hos en Kvinde . . . . . . . . ogsaa Bøderne.


146. (Om frigivne som Fæstningsmænd)

En frigiven skal være Fæstningsmand for sin Datter, ligesom en fribaaren Mand, og han er berettiget til Leiermaalsbøder for hendes Forførelse; det samme gjælder om en frigiven Kvinde og om uægtefødte Personer.


147. (Om Slægtskabopregning)

Dersom en Mand indgaaer Ægteskab med en Kvinde, skal han paa næste Vaarthing aflægge Ed paa, at han ikke veed noget Slægtskab mellem dem, hvorfor der [for at opnaae Tilladelse til Ægteskab] bør erlægges Kjendelse; det er ogsaa ret, at han aflægger Eden for den Gode, som han er i Thinglag med, men Goden skal, under Vidners Tilkaldelse, forkynde det paa Thingskrænten [paa Vaarthinget], naar Flertallet af de thingbesøgende er der; men aflægger han ikke Eden, kan han af den, der Sagsøger ham, paastaaes dømt til at bøde sex Mark, og tilkommer Søgsmaalsretten hvem der vil. Men veed den, der har indgaaet Ægteskabet, at der er Slægtskab imellem dem, skal han erklære, at han vil lade Eden bortfalde, imod at han betaler Kjendelse til Lovretten, og angive hvor meget. Men dersom han ikke næste Sommer til Lovretten betaler Kjendelsen, ti Ører, naar Slægtskabet er een Grad for nær, skal han bøde sex Mark; men hundrede Alen skal han betale, naar Slægtskabet er to Grader for nær, og skal han da bøde tolv Mark, dersom Kjendelsen ei betales, og tilfalder Halvdelen af Bøderne Sagsøgeren, men Halvdelen skal den sagsøgte dømmes til at betale til Lovretten, men Søgsmaalsretten tilkommer hvem der vil; Domstolen skal dog ligefuldt [uden Hensyn til hvad der gjælder om Bøderne] dømme den sagsøgte til at betale Kjendelsen til Lovretten. Men hvad der tilkommer Lovretten, skal være betalt den første Søndag i Althingstiden. Men de Bøder, der skulle tilkjendes Sagsøgeren, skal den sagsøgte dømmes til at betale paa sin Bopæl, fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag, naar de ere i samme Fjerding, men er den sagsøgte udenfor Fjerdingen, skal han dømmes til at betale Onsdagen midt i Althinget, paa Bondens Kirkegaard, den næste Sommer. Det er ligesaa ret at foretage Stævning i Bøigden, som paa Thinge at lyse til Søgsmaal: man kan paa Lovbjerget lyse til Søgsmaal og anlægge Sag samme Sommer og tilkalde paa Thinge fem Nabobønder til den sagsøgte til Kvidudsagn, om denne har betalt Kjendelse til Lovretten eller ei. Naar man anlægger Sag angaaende hvad der skal betales til Lovretten, er det ret at foretage Stævning i den Sag hjemme i Bøigden, og skal man da for Domstolen opregne Slægtskabet, begynde med Sødskende og tælle efter Ætlinier, og bevidne paa sin Ære, at det og det er sand og ret Opregning af Slægtskabet mellem denne Mand og denne Kvinde, som han er gift med, og skal man nævne dem begge. Ligesaa skulle ogsaa hans Mededsmænd bevidne paa deres Ære, at de formene, at den Slægtskabsopregning, som nan anførte, er sand og ret. De skulle alle tre [Sagsøgeren og Mededsmændene] have aflagt iforveien saadan Ed, som anvendes naar man bevidner noget paa sin Ære. Den anden skal opfordre sine fem nærmeste Nabobønder til Forsvarskvidudsagn om, at han ikke har vidst, at han og hans Kone vare i Slægtskab med hinanden, og hjælper det Udsagn [dersom han vedbliver Samlivet uden at betale] ham ikke længer end indtil det første Althing [efter Ægteskabets Indgaaelse] er forbi.


148. Om Ægtefolks Giftermaal

Dersom Personer indgaae Ægteskab, der eie mindre Gods end hundrede Lov-Ører — hver Øre ansat til sex Alen — foruden deres Hverdagsklæder — Personer, der ingen trængende Slægtninge have at forsørge — straffes de med Landsforvisning, med mindre Konen er udover den Alder, hvori hun kan faae Børn; men ei skal der [som ellers, naar Landsforvisning finder Sted] holdes Namsret og ei forbrydes deres Formue, og skulle de reise bort ud af Landet med den Familie, de have at forsørge, og ikke komme igjen, med mindre deres Formue forøges saaledes, at de eie hundrede Ører eller mere, eller Konen er naaet udover den Alder, at kunne faae Børn. Der er ogsaa Straf af Landsforvisning for den Mand, som bortfæster Kvinden, med mindre han har saadan Formue, at han kan forsørge de Børn, som de avle, og paadrager han sig, men ikke sine Frænder, Forpligtelsen til at underholde Børnene. Om han end overdrager til en anden Mand at bortfæste Kvinden, eller tillader, at en anden Mand gjør det, da er det, som om han selv bortfæster hende. Dersom den, der har bortfæstet Kvinden, ikke har Formue til at modtage Børnene til Forsørgelse, gjælder samme Forpligtelse for den, der holder Brylluppet i sit Hus, og er der samme Straf for denne, som for Fæstningsmanden, og skal der [i Sagen mod ham, til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte. Søgsmaalsretten i saadanne Sager tilkommer dem, der vilde være nærmest til at forsørge Børnene, eller hvem der vil. Naar formuesløse Personer indgaae Ægteskab, og de [der staae nærmest til at forsørge Børnene] erklære deres Utilfredshed dermed, regnes det som om de intet sige, dersom de ikke anlægge Sag; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte.

Man bør ikke holde Bryllup Natten forud for en lovbestemt Helligdag eller for en lovbestemt Fastedag. Bryllup skal ikke holdes nærmere før Paaske, end at det er sluttet Løverdagen før Niugersfasten, og ikke nærmere efter Paaske, end naar en Uge er forløben fra første Paaskedag. Man skal ikke holde Bryllup fra Løverdagen næst forud for Litaniedagene (4) indtil den hellige Uge (5) er forbi. Bryllup skal være sluttet Løverdagen forud for Julefasten, og ei skal det være nærmere [efter] Julen end en Uge efter trettende Juledag. De Folk straffes med Landsforvisning, som holde Bryllup paa de Tider, der nu ere opregnede som undtagne, og skal Stævning foretages i Bøigden og Søgsmaalsretten tilkomme hvem der vil, og skal der [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte.

  1. Dagene forud for Chr. Himmelfartsdag.
  2. Ugen fra første Pinsedag.


149. (Om Skilsmisse)

Ægteskabsskilsmisse skal aldrig finde Sted her i Landet uden Biskoppens Tilladelse, med mindre de skilles ad paa Grund af Uformuenhed til at forsørge deres trængende Slægt, eller de tilføie hinanden saadan Legemsbeskadigelse, der regnes for større Saar. Naar der er to Ægtefolk, og den ene af dem har Formue, men den anden ingen, og der tilfalder den af dem, der er uden Formue, trængende Slægtninge til Forsørgelse, eller de før ere tilfaldne samme og have fortæret Formuen, skal den af dem, der har Formue tilbage, melde det for sine fem nærmeste Nabobønder og tilkalde Vidner paa: »at jeg vil skilles fra min Fælle af den Grund, at jeg ikke vil lade min Fælles trængende Slægtninge fortære mit Gods.« Den af dem, som gjør Skilsmisse, skal tilkalde Vidner paa deres Skilsmisse, saaledes at den anden hører det, og forkynde det derefter for Nabobønder, dersom disse ikke ved Skilsmissen ere tilstede. Der skal, naarsomhelst Ægtefolk skilles af de Grunde, som her ere anførte, forholdes saaledes, at Biskoppen, der forestaaer Fjerdingen, skal bestemme, om de maae indgaae nyt Ægteskab eller ikke.

Dersom saadant Slægtskab opdages mellem to Ægtefolk, at de burde skilles ad, dersom de bleve sagsøgte derfor, kunne de straffrit skilles fra hinanden, uden først at indhente Biskoppens Tilladelse. Dersom Skilsmisse finder Sted imellem dem af disse Grunde, eller der opdages at være nærmere Svogerskab mellem dem, end i Sideliniens femte Led, skal den af Ægtefællerne raade for, om Skilsmisse skal finde Sted, der først bestemmer sig til at skilles fra den anden. Dersom Konen af den Grund vil skilles fra Manden, paadrager man sig intet Ansvar ved [derefter] at huse hende, om end Manden nedlægger Forbud derimod.

Dersom Skilsmisse finder Sted mellem to Ægtefolk af den Grund, at de ikke have Formue til at forsørge deres Børn, skal Skilsmissen være gyldig, hvad enten det er dem selv, der tage Bestemmelse derom, eller det er den Mand, som er nærmest til at forsørge Børnene. Denne skal forholde sig dermed saaledes, at han, naar han har været en Nat paa Søgsmaals- [Afdelingen af Vaar-] Thinget i det Thinglag, han selv hører til, skal begive sig til Thingskrænten, saaledes at Flertallet af de thingbesøgende hører derpaa, og tilkalde Vidner paa, at han erklærer Skilsmisse mellem Ægtefolkene — og skal han nævne dem begge — fordi han ikke vil forsørge deres Børn [eller Slægt], og skal han først erklære saadan Skilsmisse efterat et af Børnene er tilfaldet ham til Forsørgelse af hans Gods. Men avle de senere Børn, kunne de sagsøges som for andet Leiermaal, og tilkommer Søgsmaalsretten Konens Frænder, men ville de ikke, tilkommer Søgsmaalsretten den, som tog Bestemmelsen om deres Skilsmisse,

Den af Ægtefællerne, som vil gjøre Skilsmisse, skal tre Nætter eller længere Tid før lade Nabobønder tilkalde, for at opgjøre deres Formuesforhold. Paa en Søgnedag skal Tilkaldelsen saavelsom Formuesdelingen skee. Ægtefolkene skulle sværge Ed paa Opgjørelsen, at den er rigtig beregnet. Dersom Nabobønderne finde, at den af Ægtefolkene, der har mindst Formue, ikke har Midler til Forsørgelse af Børnene, skal den af Ægtefællerne, der har Formue, erklære Skilsmisse og tilkalde Vidner derpaa.

Det er fastsat, at naar Ægtefolk blive uenige, kan Biskoppen, dersom han finder at der er gyldige Grunde dertil, tillade Konen at fordre sin hele Formue udleveret fra sin Mand, uagtet han ikke tillader dem lovlig Skilsmisse. Paa den Maade skal hendes Formue fordres, som Biskoppen foreskriver, være sig til næste Foraar eller senere. Konen behøver ikke at lade sin Mand stævne til Møde hos Biskoppen i den Sag, men kun i det Tilfælde, at hun vil erhverve lovlig Skilsmisse, Anlægges der Sag til Udlevering af hendes Formue, og [hendes Mand som] den sagsøgte anfører til sit Forsvar, at han er rette Værge for hendes Gods, og at lovlig Skilsmisse ikke er skeet mellem dem, skal Sagsøgeren lade føre de Vidner, som bleve tilkaldte paa Biskoppens Ord, da han tillod Fordringen af Formuen, og skal da denne tildømmes i Overensstemmelse dermed, saa meget, som der er Bevisligheder for. Dersom en Mand skilles fra sin Kone . . . . . . . . arvedygtige [Børn]. Dersom en Mand skilles fra sin Kone . . . . . . . . [nyt] Ægteskab derefter.

Dersom saadant Slægtskab eller Svogerskab opdages mellem Ægtefolk, at de efter Loven ikke maae leve i Ægteskab sammen, men de ikke ville skilles fra hinanden, skal Biskoppen over Fjerdingen skaffe tre Mænd, der erklære paa deres Ære, at det og det Slægtskab eller Svogerskab er mellem dem. Og skal Biskoppen da erklære dem skilte fra hinanden, og bliver det da lovlig Skilsmisse mellem dem.


150. Om Ægtefællers Skilsmisse

Naar Ægtefolk ville skilles, skal den af Ægtefællerne, som vil gjøre Skilsmissen, opfordre den anden Ægtefælle til at møde hos Biskoppen; Opfordringen skal skee ikke senere end naar syv Uger ere forløbne af Sommeren, dersom de, for at møde hos Biskoppen, skulle begive sig til Althinget. Manden skal levere sin Kone en Ridehest, der er dygtig til Reisen, uden Hensyn til hvem af dem har opfordret den anden til at møde hos Biskoppen. Men dersom Biskoppen ikke afgjør Spørgsmaalet, om de skulle skilles eller ikke, kan hendes Formue fordres udleveret fra Manden, ligesom om Biskoppen havde tilladt Skilsmissen. Dersom Konen giver en anden Fuldmagt paa sine Vegne, skulle de Vidner reise [til Thinget], som kunne bevidne, at hun har overdraget til den Mand at møde for hende. De skulle da forebringe deres Anliggende for den Biskop, der er over Fjerdingen, hvorfra Ægtefællerne ere, den første Fredag i Althingstiden. Men Biskoppen skal Løverdagen efter sige dem, hvad Tilladelse han giver. Man skal lade føre alle de Vidner for Biskoppen, som bleve tilkaldte hjemme i Bøigden. Men den af Ægtefællerne, som han giver Tilladelse til Skilsmisse, skal tilkalde Vidner paa Biskoppens Tilladelse, og anden Gang tilkalde Vidner paa deres Skilsmisse: at han eller hun erklærer Skilsmisse mellem dem.

Den af dem, hvem Biskoppen tillader Skilsmisse, skal have saa stor Andel af Formuen i Forhold til den anden, som om denne uden gyldig Grund havde erklæret Skilsmisse. Dersom Manden er Skyld i Skilsmissen, har Konen Krav paa sin Brudekjøbesum og Medgift, og kan der stævnes til Udbetaling deraf den næste Søgnedag efter [den i Althingstiden indtræffende første] Søndag, dersom Bevismidler haves paa Althinget, men ellers den næste Sommer; dog kan hun fordre [sin Medgift og øvrige hende tilkommende] Gods, om hun vil, uagtet hun [paa Grund af, at hun er den skyldige] ikke er berettiget til Brudekjøbesummen. Samme Befordring skal Manden afgive til hende fra Thinget i alle Maader, som til Thinget, hvorledes end Sagen falder ud mellem dem, men gjør han det ikke, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark]. Hun skal forholde sig saaledes med Fordringen af sit Gods, at hun, næst efter Vidnesbyrdet om Stævningen i Sagen, skal lade føre de Vidner for Domstolen, der bleve tilkaldte, da hun opfordrede ham til Møde hos Biskoppen, og dernæst de Vidner, der bleve tilkaldte, da Biskoppen tillod hende Skilsmisse, dersom saadan Tilladelse er given; dernæst dem, der bleve tilkaldte ved Skilsmisseerklæringen; derpaa skulle de Vidner føres, der bleve tilkaldte ved Fæstemaalets Indgaaelse, samt Fælligsvidnerne — dersom der har været Fællig — angaaende, hvilke Bestemmelser der ere blevne vedtagne om Ægtefællernes Formuesfællig. Men dersom Fællig ikke var stiftet mellem dem, eller stiftet paa den Maade, at det skulde hæves, naar Skilsmisse mellem dem fandt Sted, skulle hendes fem nærmeste Nabobønder afgive Kvidudsagn om, hvor meget [af sit indbragte] Gods hun har forbrugt siden Ægteskabets Stiftelse. Dersom Arv har tilfaldet dem, medens de levede sammen i Ægteskabet, skal den af dem, som Arven tilfaldt, tage forlods et tilsvarende Beløb af Godset. Men begge skulle de have forbrugt Renterne af Godset, med mindre andet har været vedtaget ved deres Overenskomst om Fælliget. Den af dem, som en Arv tilfalder, er berettiget til at holde Arvegodset udenfor Fælliget og selv tage Renterne deraf.

Den af Ægtefællerne, som vil erhverve Skilsmisse fra den anden, og vil opfordre den anden til at møde hos Biskoppen hjemme i Bøigden, skal give Varsel dertil en halv Maaned eller længere Tid før, [hvilken Adfærd kan bruges] naar man kan gjøre Reisen til Biskoppen paa fjorten Dage; der skal da forholdes med Sagen i alle Maader som paa Althinget, og paa samme Maade skulle alle Vidner føres der, som paa Thinge; ellers bliver deres Skilsmisse ikke gyldig.


151. (Om Bortførelse)

Dersom Manden vil løbe bort ud af Landet med sin Kones Gods, er hun berettiget til at give hvem hun vil Fuldmagt til at forbyde ham at reise bort, samt til, om det behøves, at sagsøge ham, saavelsom de Mænd, der medtage ham bort herfra.

Dersom Manden vil føre sin Kone imod hendes Villie ud af Landet herfra, kan hun erklære Skilsmisse mellem dem, om hun vil, hvorsomhelst de da befinde dem, naar hun kan bevise, at det har været hans Hensigt, og straffes han, dersom han derefter bortfører hende og hendes Gods, som om de ikke havde staaet i noget Formuesforhold til hinanden; i ingen Henseende har han større Ret over Konen, efterat de [saaledes] ere lovlig skilte, end over en Kvinde, med hvem han ikke har staaet i noget Formuesforhold. Hun behøver ikke at vælge Vidner dertil paa anden Maade, end at tilkalde Mænd, der ere vidnedygtige, til Vidnesbyrd om, at hun erklærer Skilsmisse mellem dem, saaledes som den skal erklæres mellem Mand og Kone; de ere ikke berettigede til at undslaae sig for at tilkaldes som Vidner.

Men med Hensyn til, om Ægtefællerne maae indgaae nyt Ægteskab, skal der forholdes efter hvad Biskoppen tillader.


152. (Naar Ægteskab er stiftet)

Naar Ægteskab er stiftet, skal Manden raade for deres Gods og Kjøbslutninger. Ei er Konen pligtig til at være i Fællig med sin Mand med Hensyn til den Landhusholdning, han driver, undtagen hun vil, men er hun i Landhusholdningsfællig med ham, skal hun, om hun vil, raade for Husholdningen inde i Huset samt for Melken af Besætningen. Konen kan raade for et Kjøb af en halv Øres Værdi — Øren beregnet til sex Alen — eller mindre i hvert Tidsrum af tolv Maaneder. Hendes Mand kan omstøde Kjøbet, dersom hun kjøber mere end saa, men har Ret til hvad hun modtager; men den, der slutter Kjøb til høiere Værdi med hende end anført, paadrager sig Straffebøder [af tre Mark], og har ikke Fordring paa at erholde den Ting tilbage, han solgte hende. Dersom Konen bortskjenker sin Mands Gods, har han Krav paa at erholde det alt tilbageleveret, og kan vælge at sagsøge Modtageren enten for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Sender Manden sin Kone til Thinge, for at afgjøre Gjæld for ham eller deres Pengesager, skulle hendes Haandtagsløfter i den Anledning være gyldige, og ligesaa, dersom hun efter hans Bestemmelse reiser til Skibe [der ere ankomne til Kysten med Varer], for at handle for dem begge, men ei gjælde flere af hendes Haandtagsløfter, med mindre han vil. Det skal og være gyldigt, dersom hun kjøber, hvad der nødvendigvis behøves til deres Husholdning hjemme, medens han er paa Thinge.

En Kvinde maa ikke sælge en halv beboet Jordpart eller mere, ei heller et Godedømme eller et Havskib, dersom hun eier et saadant, uden Formynderens Samtykke.


153. Om Ægtefolks Fællig

To Ægtefæller kunne indgaae Fællig med hinanden, om de ville, dersom deres Formuesforhold ere ligelige, og Overenskomsten derom er ogsaa gyldig ligeoverfor deres Arvinger. Fæstemaalscontracten bør gjælde mellem Ægtefolk, saalænge Fæstevidner leve og ikke anden Overenskomst bliver sluttet. Men dersom der ikke er i Live Vidner, der vare tilstede ved Fæstemaalscontracten og mindes, hvad den gik ud paa, da indtræder der et lovbestemt Formuesfællig mellem Ægtefællerne, saafremt Ægtemanden, da Ægteskabet blev indgaaet og efterat Brudekjøbesummen var betalt, var Eier af en Mark eller mere, og de have levet sammen i Ægteskab tre Aar eller længere. Dersom de fra Fattigdom arbeide sig Formue til, da indtræder der [ogsaa] lovbestemt Formuesfællig mellem dem, og er lovbestemt Fællig mellem Ægtefolk altid saaledes, at Manden eier Totrediedele og Konen en Trediedel.


154. (Om Ægtefællers Rettigheder)

Ret har Konen til at forlange af sin Mand en Opgjørelse af deres Formuesforhold, medens to af de Vidner, der have været tilstede ved Fæstemaalscontracten, ere i Live, men Halvdelen af Vidnerne eller flere ere døde. Hun skal tilkalde deres fem nærmeste Nabobønder for at foretage Opgjørelsen, dersom Vidnerne ikke bringe dem til Enighed derom, eller Manden ikke gjør hende Ret og Skjel [med Hensyn til at hun kan faae Opgjørelsen foretaget].

Ei skal Konen være i Landhusholdningsfællig med sin Mand, undtagen hun samtykker deri.

Dersom Bøder blive at udrede af den ene Ægtefælle, skal den, som har begaaet Forseelsen, bøde derfor af sit Gods, men indgaae de Formuesfællig, skal den af dem, der ikke har paadraget sig Bøderne, have et tilsvarende Beløb forlods uden Renter.

Men Nabobønderne skulle [naar de efter Konens Begjæring skulle foretage en Opgjørelse af Formuesforholdet] beregne med Ægtefællerne, hvor længe hendes Gods har været paa Rente hos Manden, samt hvormeget deraf hun har forbrugt. Hun, eller den ene af Ægtefællerne, skal tilkalde Vidner paa, hvad Nabobønderne udsige, og bør det derefter gjælde imellem dem, saalænge de Vidner ere i Live, med mindre de ville træffe anden Overenskomst.

Lige Ret har hver af Ægtefællerne i Forhold til den anden Ægtefælle, til at modsætte sig, at der indtræder lovbestemt Fællig imellem dem. Dersom den ene af Ægtefællerne har Midler, og den anden er uden Formue, men denne er forholdsvis saa meget virksommere i at paasee deres Tarv, da indtræder der [naar ellers Betingelserne derfor ere tilstede] lovbestemt Formuesfællig mellem dem.

Saa stor Udgift skal hver af Ægtefællerne afholde til deres [fælles] Børns Underhold, som sammes Andel er i Formuen i Forhold til den anden Ægtefælles, og ligesaa til deres Døttres Medgift. Dersom de ikke have indgaaet Formuesfællig, skal hun tilsvare en Trediedel af Udgifterne til deres [fælles] Børns Underhold, samt af Medgiften til deres Døttre, men han Totrediedele. Dersom de have Formuen i Fællig, skal hver af dem, dersom Arv efter deres Børn tilfalder dem, eller de skulle modtage Bøder for Fornærmelser mod deres Børn, tage en saadan Del, som svarer til den Andel, hver af dem har i Fælliget


155. Hvad der er strafbart ligeoverfor en Kvinde

Dersom en Mand kysser en Kvinde i Løn, uden andre Folks Vidende, med hendes Samtykke, straffes han derfor med Bøder af tre Mark, og tilkommer Søgsmaalsretten den, som er søgsmaalsberettiget for Leiermaal. Men vredes hun derover, tilkommer Søgsmaalsretten hende selv, og er da Straffen Landsforvisning. Dersom en Mand kysser en gift Kone lønligen, er Straffen Landsforvisning, uagtet hun tillader det, og ligesaa dersom hun forbyder det, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn derom] tilkaldes ni Nabobønder. Dersom en Mand beder en Kvinde om Samleie, er Straffen Landsforvisning; det er Sager, hvori Stævning skal foretages i Bøigden og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte. Dersom en Mand gaaer til en Kvindes Seng, for at bedrive Utugt med hende, er Straffen Landsforvisning. Dersom en Mand svigagtig ifører sig den kvindelige Hovedbedækning for at forføre en Kvinde, straffes han med Landsforvisning. Dersom en Mand kaster en Kvinde omkuld eller gaaer i Sengen til hende, for at fuldbyrde Leiermaal med hende, er Straffen Fredløshed, og skal Stævning foretages i Bøigden og ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge. Kvinden er søgsmaalsberettiget i alle disse Sager, dersom hun vil vredes derover, og Leiermaalet ikke er blevet fuldbyrdet, ifald hun vil anlægge Sagen, men ellers tilkommer Søgsmaalsretten hendes Formynder — dersom hun ikke vil søge.

Dersom Kvinder afvige saaledes fra Skik og Sædvane, at de gaae i Mandfolkedragt, eller hvilkensomhelst Mandfolkeskik de anvende for at være anderledes end andre, og ligesaa dersom Mandfolk anvende Kvindeskik, paa hvilkensomhelst Maade det er, da er Straffen Landsforvisning for den, enten Mand eller Kvinde, der gjør det; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder til den sagsøgte; Søgsmaalsretten tilkommer den, der vil anlægge Sagen.

Dersom en Mand ligger hos en Kvinde, der er fribaaren og har fast Hjem, er Straffen Fredløshed. Det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skulle Nabobønder til Kvidudsagn tilkaldes fra Gjerningsstedets Nabolag om man veed det, men ellers fra Nabolaget af den sagsøgtes Hjem; ogsaa er det ret at foretage Tilkaldelse fra Nabolaget af hendes Bopæl, dersom man ikke veed noget af de andre Steder.


156. (Om Leiermaalssager)

Sagsøger [i Leiermaalssag] er først Kvindens Ægtemand [naar hun er gift], om han er arvedygtig [ægtefødt]. Dernæst er Fader. Dernæst Søn, som er arvedygtig, sexten Aar gammel eller ældre. Dernæst den Mand, der er gift med den forførte Kvindes Datter. Da er samfædre Broder. Da er Moder. Da er sammødre Broder. Men dernæst er den stedse Sagsøger i Leiermaalssagen, som er rette Fæstningsmand.

Dersom der ligges hos en Kvinde, der er i lovlig Gjældstrældom, tilkommer Søgsmaalsretten den, som har Fordringen paa hende, men Straffen er Landsforvisning. Ligges der hos en Trælkvinde, skal man derfor bøde tre Mark, og skal der [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes fem Nabobønder til den sagsøgte. Dersom en Mand ligger hos en frigivens Kone, er Straffen Landsforvisning, undtagen Barnet er blevet frigivet, eller hun har en fri Søn, da er Straffen Fredløshed og skulle da ni Nabobønder i Bøigden tilkaldes [til Kvidudsagn]; det samme gjælder om en Kvinde, der er i Gjældstrældom, dersom hun har en saadan fri Søn. Dersom der ligges hos en omvandrende Tiggerske, er der ingen Straf derfor, dersom Forføreren vedgaaer Leiermaalet, men Søgsmaal skal anlægges for at faae ham dømt til at være Fader til Barnet; nægter Forføreren Leiermaalet, skal han betale personlig Leiermaals-Bod; i saadan Sag skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder; kun i det Tilfælde er der ingen Straf for Leiermaalet, dersom Kvinden i den halve Maaned, i hvilken Barnet er undfanget, har gaaet fra Hus til Hus paa Tiggeri. Dersom en Mand avler et Barn med en omvandrende Tiggerske, skal han modtage hende og beholde hende, indtil Barnet er født og hun har faaet sin Helbred efter Barselen; dette skal han ogsaa gjøre, dersom han [for at godtgjøre, at han ei er Fader] vil underkaste sig Ildprøve. Gjør han ikke saa, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder til den sagsøgte. Søgsmaalsretten tilkommer hvem der vil, undtagen nogen har Kvinden i sit Hus og gjør Udlæg for Udgifterne, da tilkommer Søgsmaalsretten ham, og skal der gjøres Paastand paa personlig Leiermaals-Bod og dobbelt Erstatning for Underholdet, og til at ansætte Erstatningen for Underholdet skal der paa Thinge tilkaldes fem Nabobønder af den Mand, der har gjort Udlæg for Kvinden eller Barnet. Dersom en Mand ligger hos en omvandrende Tiggers Kone, er der samme Straf derfor, som med Hensyn til andre gifte Koner, og tilkommer Søgsmaalsretten Konens Mand, dersom han gaaer paa Tiggeri i sin lovlige Hrep, men om han end gaaer videre omkring, skal han dog, dersom han er ude af Stand til at arbeide for sit Underhold, modtage [Leiermaals-] Bøderne for Konen, uagtet en anden anlægger Sagen. Samme Straf er der da [naar det er en Tiggers Kone] for Blodskam i Slægtskab eller Svogerskab, som i andre Tilfælde, og tilkommer Søgsmaalsretten hvem der vil søge. Dersom Leiermaalssag haves imod en død Mand, skal man foretage Stævning paa det Sted, hvor man vidste, at han sidst havde lovligt Hjem, og gjøre Paastand paa, at han bliver dømt til at ansees som Fader, og paa personlig [Leiermaals-] Bod af hans Gods, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder; men er Sagen anlagt, inden han døer, forbrydes alt hans Gods. Dersom man alene vil anlægge Søgsmaal mod en Mand, der er i Live, for at faae ham dømt til at ansees som Fader til et Barn, skal man foretage Stævning paa hans Bopæl, eller hvor han hører selv derpaa, og paastaae ham dømt til at ansees som Fader og til at betale personlig [Leiermaals-] Bod, og skulle fem Nabobønder tilkaldes paa Thinge, og kan man lyse til Søgsmaal paa Thinget og anlægge Sag samme Sommer, om man foretrækker denne Fremgangsmaade. Dersom en fredløs avler et uægte Barn med en Kvinde, er det ret at lyse paa Lovbjerget til Søgsmaal imod ham, for at faae ham dømt til at være Fader, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder fra Omegnen af det Sted, hvor hun udsiger, at de have havt deres Møde. Udsiger hun ikke, hvor de have havt deres Møde, skulle Nabobønderne tilkaldes fra Nabolaget af hendes Hjem. Men er man noget i Tvivl om den sagsøgte er fredløs, skal man sagsøge ham som en ikke domfældt Mand.

Gjør en Mand Følgeskab med en Kvinde, der vil reise bort, være sig ud af Fjerdingen eller Landet, da er Straffen Landsforvisning for alle dem, der, efter deres egen Bestemmelse og med Vidende om Forholdet, ledsage hende, uden hendes Formynders Samtykke; man skal da [til Kvidudsagn] tilkalde Nabobønder fra Omegnen af det Sted, hvor Stævning foretages. Ledsager man en Kvinde, der vil reise ud af Landet, og fremmer hendes Reise til Skibet, og man veed, at hun ikke har Frænders eller Formynders Samtykke til Reisen, da er Straffen Landsforvisning, og samme Straf er der for Skibsstyrerne, der føre hende bort, og for de Mænd, der paatage sig at ledsage hende, men de øvrige af Skibsmandskabet straffes med Bøder af tre Mark. Til hvilketsomhelst Sted en Mand følger en Kvinde, og derved unddrager hende hendes Formynders Raadighed, da er Straffen Landsforvisning.

Dersom en Mand i Udlandet ligger hos en Kvinde [der har Slægt i Island] og avler Barn med hende der, straffes han her i i Landet derfor med Fredløshed, og skal Søgsmaal ikke her foretages inden tre Aar ere forløbne, med mindre enten Fader eller Moder eller Barnet kommer forinden hertil Landet; i saa Fald kan Søgsmaal strax anlægges her og skal der under Sagen anvendes en af Goden dannet [Tolvmands-] Kvid. Det samme gjælder, dersom der i Udlandet ligges hos en gift Kone; da er Straffen her i Landet Fredløshed, og tilkommer Søgsmaalsretten her i Landet Konens Frænder, men [Leiermaals-] Bøderne hendes Mand; men døer hendes Mand i Udlandet, skal hans Arving, dersom Manden er død der, modtage Bøderne. Dersom Slægtskab finder Sted mellem de Personer [som have avlet et Barn sammen i Udlandet], kan der, dersom de sagsøges for Leiermaalet, [ogsaa] her anlægges Sag for Blodskam, som om dette var begaaet her i Landet.

I alle Tilfalde er der Straf af Landsforvisning for begge Parter, dersom de forliges om saadanne Sager, som man ikke er berettiget til at slutte Forlig om uden [Lovrettens] Samtykke, [nemlig] om Blodskam i Slægtskab eller Svogerskab eller i saadant aandeligt Slægtskab, der vilde medføre at et Medlem af en Kvid [der stod i saadant Slægtskab til Parterne] kunde forkastes, eller om [Leiermaal med] gifte Koner, og tilkommer Søgsmaalsretten hvem som vil søge, baade i den oprindelige Sag og i Sagen om, at de have sluttet Forlig i Tilfælde, hvor Forlig ikke maatte indgaaes; i de Sager skulle ni Nabobønder paa Thinge tilkaldes [til Kvidudsagn]. Dette er alt Sager, der i det seneste skulle anlægges paa det tredie Althing efterat Forseelsen er begaaet, og det samme gjælder naar en Udlænding [her i Landet] avler Barn med en Kvinde.

Man skal ikke i en Leiermaalssag forliges om ringere Straf end den personlige [Leiermaals-] Bod; men tager man ringere Bøder eller indgaaer paa ringere Forligsvilkaar, er Straffen sex Mark, men hvo som vil er søgsmaalsberettiget i begge Sager, saavel den oprindelige Sag, som Sagen i Anledning af at den paagjældende ved Forlig er gaaet ind paa eller har fastsat ringere Straf.


157. (Om Stævning for Leiermaal)

Alle de Kvinder (6), med Hensyn til hvilke der, naar de lade sig beligge, ikke kan bedes om Lovrettens Tilladelse til Forlig paa ringere Straf end den lovbestemte, de skulle ikke [senere] tage Arv, med mindre de ere blevne tvungne til Samleiet.

Dersom man vil anlægge Sag for Leiermaal, skal man stævne Forføreren for, at han har ligget hos Kvinden og er kommet i de Omstændigheder, at de vilde avle et Barn, dersom det var dem tilskikket; man skal nævne den, man stævner, saavelsom Kvinden og begges Fædre, dersom man veed dem; man skal [i Stævningen gjøre Paastand paa Straf af Fredløshed, og paa personlig Leiermaals-] Bod til sig selv af den sagsøgtes Gods. Paa samme Maade skal man forholde sig med saadant Søgsmaal, om man end kun anlægger Sag for Leiermaal, som naar Kvinden er besvangret [og der tillige anlægges Paternitetssag]; man skal forholde sig med Sagen som nu anført, om man end lyser til Søgsmaal istedetfor at stævne; man skal tilkalde i Bøigden [til Kvidudsagn] ni Nabobønder fra Omegnen af Gjerningsstedet.

Dersom en Kvinde døer som Følge af Barnefødsel, tilkommer Søgsmaalsretten herfor den, der er Sagsøger i Leiermaalssagen, og Forføreren straffes med Fredløshed; der skal i Bøigden [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder fra Omegnen af det Sted, hvor Kvinden døer som Følge af Barnefødsel.

Man kan stævne for Leiermaal, dersom et Barn er avlet, paa den Maade: »at han har ligget hos Kvinden« — og skal man nævne hende — »og er kommet i de Omstændigheder, at han kunde være Fader til det Barn, som hun fødte« — og skal man angive, naar hun har barslet, og nævne Barnet; men bevises det ikke, at den sagsøgte er Fader, kan man anlægge Sag mod en anden næste Sommer.

Ligger en Mand hos en Kvinde, der er beslægtet med ham i Sideliniens tredie Led . . . . . . . . den er søgsmaalsberettiget, som vil. Dersom en Kvinde er besvangret . . . . . . . . ni Nabobønder til Kvinden.

  1. Herved maa antages at være sigtet til Kvinder, der skjule deres Barnefødsel eller opgave en urigtig Barnefader eller havde Samleie med visse nærbeslægtede, see A. M. I, 228


158. Om Leiermaalssager

Ingen Sag for Leiermaal, der har Besvangrelse i Følge med sig, forældes, førend [fra den Tid at regne, da] den søgsmaalsberettigede har Kundskab om Forseelsen. Samme Straf er der for Forføreren, i hvor længe Forseelsen skjules for den søgsmaalsberettigede, som om Forseelsen var nylig begaaet paa den Tid, da han faaer Kundskab om den.

Dersom Sager om Leiermaalsbøder . . . . . . . . . forhen er anført.

Naar det er en anden, end den søgsmaalsberettigede, der anlægger Leiermaalssagen, og han gaaer ind paa ringere Forlig, end han vilde have gjort, dersom han [selv] skulde have hvad der af den sagsøgte skal betales, straffes han med Landsforvisning og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder; Søgsmaalsretten mod ham tilkommer den, der skal modtage Beløbet.

Ei skal man anlægge Paternitetssag med Hensyn til samme Barn mod flere Mænd samme Sommer end een. Man kan sagsøge paa engang saa mange, som man vil, samme Sommer for Leiermaal med samme Kvinde. Anlægger man Paternitetssag mod en Mand, skal man stævne ham for, at han har ligget hos Kvinden N. N., og er kommet i de Omstændigheder, at han vilde have avlet det Barn N. N., som den Kvinde fødte, dersom det var dem tilskikket; man skal angive, naar hun er kommet ned med Barnet, og nævne Barnet; dersom man veed dets Navn, saavelsom ogsaa Kvinden og den, man anlægger Paternitetssagen mod. Man skal foretage Stævningen paa den sagsøgtes Bopæl eller hvor man faaer ham selv i Tale, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa, at han dømmes til at ansees som Fader og til at betale personlig [Leiermaals-] Bod; man skal [til Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge fem Nabobønder til den sagsøgte. Ogsaa kan man lyse til Søgsmaal og anlægge Sag samme Sommer.

Ny Lov. Man kan udsætte at anlægge Leiermaalssag, indtil Barnet er født. Sagen ansees for at være kommet for Dagen, naar den søgsmaalsberettigede har faaet Kundskab om den derved at Kvinden siger ham det, eller naar Barnet er født.

Dersom en Kvinde ligger hos en Mand, kan den søgsmaalsberettigede, dersom han vil, tage af hende otte og fyrgetyve Ører, ifald hun har Midler dertil. Har hun ikke Midler dertil, kan han paalægge hende Gjældstrældom og forkynde det ved Forliget eller ved Namsretten [der afholdes for at fuldbyrde Dommen over Forføreren].

Ei kunne Fredløsheds- eller Landsforvisningssager [for Leiermaal] anlægges senere end paa det tredie Althing. Sag i Anledning af Paternitet og personlig [Leiermaals-] Bod kan anlægges senere, dersom det behøves. — Alle Leiermaalssager . . . . . . . . — Søgsmaal kan anlægges indtil det tredie Althing er forbi fra den Tid, Sagsøgeren har faaet Kundskab om Sagen, for Leiermaal med gifte Koner eller for større [grov] Blodskam, samt naar en Udlænding avler Barn [her i Landet] med en Kvinde. Ei skal der lyses til Sagsmaal for Leiermaal . . . . . . . Dersom en Kvinde er besvangret . . . . . .

Dersom der ligges hos en Kvinde, inden hun er bortfæstet til en Mand, og det opdages efterat hun er bleven gift med ham, da ere hendes Frænder søgsmaalsberettigede i den Sag, men ei hendes Mand; dem tilkommer ogsaa [Leiermaals-] Bøderne.

Alle Leiermaalssager skulle, naar Kvinden har født Barnet ikke senere end Løverdagen i Fardagstiden, anlægges paa næste Althing, dersom Sagsøgeren er indenfjerdings og da har faaet Kundskab om Sagen.

Ei skal man i Sager om Leiermaal eller om [fornærmelige] Digte, naar den sagsøgte er en Indenfjerdingsmand, ved Althingets Slutning foretage Lysning af Søgsmaal for at anlægge et saadant til næste Sommer.

Dersom en fredløs Mand avler et uægte Barn med en Kvinde, da er det ret at lyse paa Lovbjerget til Paternitetssøgsmaal imod ham; man skal [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde fem Nabobønder fra Nabolaget af det Sted, hvor hun siger at de have havt deres Møde. Siger hun ikke, hvor de have havt deres Møde, skulle Nabobønder tilkaldes fra Omegnen af hendes Hjem.

Naar en Mand, som Fader til et uægte Barn, bliver dømt til Fredløshed eller Landsforvisning, behøve disse Børn ikke at føres til Namsretten, men der skal [ved Namsretten] tildømmes dem Forsørgelse paa Omgang i den Fjerding, hvor Namsretten er bleven holdt.

Dersom der ligges hos en udenlandsværende Mands Kone, tilkommer Søgsmaalsretten dem, som her i Landet ere nærmest beslægtede med Konen, men [Leiermaals-] Bøderne tilfalde Manden; men døer han udenlands, skal hans Arving modtage [Leiermaals-] Bøderne.

Dersom en Mand formedelst Modvillie undlader at sove i Seng sammen med sin Kone i sex Halvaar, ere hendes Frænder berettigede til at fordre hendes Gods udleveret fra Manden og til personlig [Leiermaals-] Bod i Tilfælde af hendes Forførelse, og skal hun da selv bestyre sit Gods. Dersom Ægtefolk leve adskilte i sex Halvaar, uden at det er paa Grund af Mandens Uvillie mod Konen, skal han, saaledes at hun hører derpaa, eller paa hendes lovlige Bopæl, saaledes at Mænd, som der have fast Hjem, høre derpaa, tilbyde hende et Opholdssted [sammen med sig], som han forud har skaffet; han kan ogsaa gjøre Tilbudet paa Lovbjerget eller [paa Vaarthinget] paa Thingskrænten, og skal han gjøre det hvert Foraar; ellers kan han ikke fordre personlig [Leiermaals-] Bod i Tilfælde af at hun bliver forført. Ei nytter det, at han byder hende hjem til sig, dersom Biskoppen tillader hende selv at bestemme sit Opholdssted.

Med Hensyn til større Blodskam i Slægtskab og i Svogerskab, skal, naar de Sager blive rettelig stævnede og man bliver overbevist om Skylden, ingen Indsigelse [om at den skyldige har været uvidende om Slægtskabet eller Svogerskabet] tages i Betragtning. Leiermaal med gifte Koner eller Nonner straffes ligesom større Blodskam i Slægtskab eller i Svogerskab.

Dersom en Kone forlader sin Mand, kan han indbyde hende til at komme hjem, og derefter, paa det Sted, hvor hun er, eller hvor han veed, at hun sidst har havt Natteherberge, nedlægge Forbud imod, at nogen huser hende, og straffes de, der vide, at Forbud er nedlagt mod at huse hende, men desuagtet ere sammen med hende, med Landsforvisning; Manden har ogsaa det Vilkaar paa Lovbjerget at nedlægge Forbud imod, at nogen huser hende.

Landsforvisning er Straffen for al urigtig Angivelse af Forældre. Det er urigtig Angivelse af Forældre, dersom man, med Vidende om at det er urigtigt, vedkjender sig at være Fader til anden Mands Barn, eller angiver en anden Mand at være Fader til sit Barn, og gjøre alle de sig skyldige i urigtig Angivelse af Forældre, der deltage deri, være sig at de urigtig opgive, hvem der er Fader til Barnet eller Moder til det, eller begge Dele.

Naar Biskopper ville bede om [Lovrettens] Tilladelse . . . . . . . og mindre Blodskam i Slægtskab.

Det er fastsat, at dersom en Mand avler et Barn med en Kvinde, der er beslægtet eller besvogret med ham, saaledes at det er mindre Blodskam i Slægtskab eller Svogerskab, eller dersom en gift Mand avler Barn med en anden Kvinde end sin Ægtehustru, eller en Mand avler et Barn med en Kvinde, hvis Mand lever, uagtet denne ikke er berettiget til personlig [Leiermaals-] Bod i Tilfælde af hendes Forførelse, og Biskoppen over Fjerdingen eller hans Ombudsmand forbyder dem at leve sammen, men de ikke rette sig efter hans Bestemmelse, da bør den skyldige betale til Biskoppen tre Mark Vadmel, og er Betalingsterminen derfor paa Bondens Kirkegaard [paa Althingsstedet], Onsdagen midt i Thinget, næste Sommer efterat der er blevet gjort Brud paa Biskoppens Bud, og er Straffen tre Mark, naar Beløbet ikke betales, og skal Sagen anlægges af den, som Biskoppen giver Fuldmagt dertil. I Løbet af et Aar [men ikke efter den Tid] kan Biskoppen fordre Bøder i saadanne Sager.

Det er større Blodskam i Slægtskab . . . . . . . . ni Nabobønder paa Thinge.

Naar Haandtagsløfte ikke kan opnaaes . . . . . . . . . Sagsøgeren og den sagsøgte.

Naar man behøver . . . . . . . . . er Vidnesbyrd angaaende Afsigelse af Dommen.

Det er fastsat i Lovene, naar [Fader] . . . . . . . . . men Lovrettesmændene skulle give Svar.


159. (Om Bortførelse)

Dersom en Mand bortfører en Kvinde imod hendes Villie og vil ægte hende, straffes han med Fredløshed, og ligesaa de, der bistaae ham i det Forehavende. Der er samme Straf for ham, uagtet det er en anden Mand, der bortfører Kvinden for ham efter hans Anslag, og ligeledes for dem, der ere med paa Færden. Dersom Folk fordre Kvinden udleveret fra ham eller fra de Mænd, der ledsage ham, og ikke faae hende udleveret, ere de ufredhellige med Hensyn til alle Legemsbeskadigelser ligeoverfor alle de Mænd, der fordre Kvinden udleveret. Ni Nabobønder skulle [til Kvidudsagn i Sagen mod Bortførerne] tilkaldes i Bøigden fra Omegnen af det Sted, hvorfra Kvinden er bortført. Den, som anlægger Sagen, kan vælge den Fremgangsmaade, at foretage Stævning imod dem alle i Bøigden, paa det Sted, hvor Kvinden havde sit Hjem, da hun blev bortført; ogsaa kan han, om han vil, vælge, at lyse paa Lovbjerget til Søgsmaal mod dem og anlægge Sag samme Sommer. Landsforvisning straffes alle de Mænd med, der, med Vidende om Sammenhængen, fra den Tid, Kvinden blev bortført og indtil Sag anlægges, ere sammen med de Mænd, der vare med paa Færden, da Kvinden blev bortført. De, som have bortført Kvinden eller have deltaget i Anslag derom, eller som huse hende, skulle sagsøges ved Fjerdingsdomstolen for den Fjerding, hvorfra Flertallet af Nabobønderne [der skulle afgive Kvidudsagn i Sagen] ere tilkaldte. Naar en Kvinde bortføres, er hun ikke berettiget til at give Fuldmagt til at fordre hendes Gods udleveret eller til at føre nogen [andre] Sager paa hendes Vegne, inden det Althing er forbi, hvorpaa Søgsmaal anlægges for Bortførelsen, med mindre hun kommer tilbage til sine Formyndere og Søgsmaal for Bortførelsen ikke anlægges.


160. (Om Bortførelse)

Bortfører man en Mands Fæstemø, kan hendes Formynder saavelsom hendes Fæstemand paastaae alle dem, der have Del i Bortførelsen, straffede med Fredløshed. Den Mand, der gifter sig med den bortførte Kvinde, straffes for Giftermaalet med Fredløshed, om han end ikke har deltaget i Bortførelsesfærden. Med Hensyn til alle de Sager, der reise sig af Bortførelsen: om Anslaget, om Henreisen, om Bortførelsen og om Giftermaalet, er det ret, at Nabobønder [til Kvidudsagn] tilkaldes fra Omegnen af Kvindens Hjem. — Kun i det Tilfælde skal i Sager om Anslag til Bortførelse Stævning foretages paa hendes Hjem eller Nabobønder tilkaldes fra Omegnen af dette, naar den sagsøges, med hvem hun gifter sig, og han ei har været med paa Bortførelsesfærden. Dersom andre Mænd, der ikke vare med paa Færden, sigtes for Anslag til Bortførelsen, skulle de stævnes paa deres Hjem, eller hvor Sagsøgeren faaer dem i Tale, og Nabobønder tilkaldes paa Thinge.


161. (Om ugifte Kvinders Frugtsommelighed)

Dersom en Kvinde, der ikke er gift, er frugtsommelig, og den [i Leiermaalssagen] søgsmaalsberettigede kommer for at spørge hende, hvem der er Fader til det Barn, som hun er frugtsommelig med, da er hun pligtig til at sige ham det. Men dersom hun ikke vil sige ham det, kan den søgsmaalsberettigede kalde de fem Nabobønder til, der ere nærmest det Sted, hvor Kvinden da er, og [i Forening med dem] ved Pinsler bringe hende til Bekjendelse. Saaledes skal han pine hende, at hun hverken faaer Saar eller Huden bliver blaa. Dersom den, der er Fader til Barnet, med Vidende [om at han er det], dølger det med hende [at han er Fader], skal der ei indgaaes Forlig med ham om Leiermaalet, uden at særlig Tilladelse [af Lovretten] dertil er begjært. Samme Straf er der da for dem begge, som om de have begaaet større Blodskam i Slægtskab eller Svogerskab; lige Straf er der for urigtig Angivelse af Barnefader eller Barnemoder i det Tilfælde som ellers, og skal Stævning i Sagen foretages i Bøigden, og ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn]. Dersom hun siger, hvem der er Fader til Barnet, skal den søgsmaalsberettigede spørge hende, hvor deres Møde har fundet Sted, og skal han da [til Kvidudsagn] tilkalde de ni Nabobønder, der boe nærmest Mødestedet, forsaavidt de [med Hensyn til Slægtskab og Svogerskab til Parterne] kunne være Medlemmer af Kviden. Siger hun ikke, hvor deres Mødested har været, eller den søgsmaalsberettigede ikke kan komme til at spørge hende, skal han tilkalde ni Nabobønder til den sagsøgte. Men veed han ikke den sagsøgtes Hjem, skal han tilkalde ni Nabobønder til Kvinden.

Dersom der ligges hos en Kvinde, og hendes Barn eller en Person, over hvis Gods hun er Værge, skal modtage Bøderne [for det med hende begaaede Leiermaal], skal hun ikke desto mindre [uagtet hun er Værge] ikke have Værgemaal over Bøderne eller nyde Frugterne af dem.

Dersom en frugtsommelig Kvinde bliver fredløs eller landsforvist, er der ikke [som ellers med Hensyn til fredløse og landsforviste] Straf for at yde hende Føde eller anden Hjælp, og ei bliver hun ufredhellig, inden hun staaer op af Barselsengen.


162. (Om Blodskam)

Naar Biskopper ville bede om [Lovrettens] Tilladelse til at der maa sluttes Forlig om større Blodskam i Slægtskab eller om Leiermaal med gift Kone, skulle de, strax naar de bede om Tilladelsen, angive, hvilken Eftergivelse eller Formildelse af Straffen de ville, at de skyldige skulle have, samt hvad Forseelse de have begaaet, og skulle de vedkommende da slutte Forliget, eftersom der erhverves Tilladelse til. Det er større Blodskam, naar en Mand ligger hos en Kvinde, der er beslægtet med ham i den lige Sidelinies tredie Led eller nærmere. Gifter han sig med en Kvinde, der er beslægtet med ham i Sideliniens tredie Led eller nærmere, hjælper det ham ikke, om han faaer Forsvarskvidudsagn om, at han ikke har vidst Slægtskabet. Det er større Blodskam i Svogerskab, dersom en Mand ligger hos, eller er gift med en Kvinde, som hans Farbroders Søn, eller en nærmere Slægtning, har været gift med, eller har avlet et Barn med, eller er bleven overbevist om at have begaaet Leiermaal med. Det samme gjælder ogsaa, dersom der mellem to Kvinder, han har været gift med, eller avlet Børn med, eller er bleven overbevist om at have begaaet Leiermaal med, er saadant Slægtskab, at de ere Børn af to Brødre eller to Søstre eller ere nærmere beslægtede. Større Blodskam i Slægtskab eller Svogerskab straffes med Fredløshed, og skal den Sag anlægges inden tredie Althing, dersom det ikke er skeet før. Landsforvisning er Straffen for mindre Blodskam i Svogerskab og Slægtskab.


163. (Om Ægteskab)

Dersom Slægtskabet mellem Mand og Kvinde ikke er saa nært, at det er til Hinder for at de kunne indgaae Ægteskab, men en Grad nærmere end i den lige Sidelinies syvende Led, skal der betales tre Mark til Lovretten af den af deres Gods, som ikke vil lade Slægtskabet være til Hinder for Ægteskabets Indgaaelse. Dersom Slægtskabet er i den ulige Sidelinies sjette og syvende Led, skal der betales tre Mark til Lovretten, men naar det er i den lige Sidelinies sjette Led, sex Mark. Men er Slægtskabet i den ulige Sidelinies femte og sjette Led, kunne de desuagtet indgaae Ægteskab, om de ville, men de skulle betale den større Tiende af deres Gods, og skal der af Tiendebeløbet betales sex Mark til Lovretten, dersom det strækker dertil. Men om end Tienden er ringere, skal der dog betales sex Mark til Lovretten, og skal man betale Hundrede Alen for de sex Mark, men Biskoppen skal raade for den Del af Tienden, der bliver tilovers. Betaler man ikke den større Tiende, er Straffen Landsforvisning, og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder; Søgsmaalsretten tilkommer hvem der vil.


164. Om Hesteridning

Dersom en Mand springer op paa Ryggen af en andens Hest uden Tilladelse, paadrager han sig sex Ørers Uhjemmelsboder. Rider han frem fra Stedet, paadrager han sig Straffebøder af tre Mark. Trende Hesteridt er det, som straffes med Fredløshed. Det første er, dersom en Mand rider saa langt, at der er tre Gaarde paa hans ene Side og han rider forbi dem. Det andet er, dersom man rider over saadanne Fjelde, hvorfra Elve falde til begge Sider ned i Bøigderne. Det tredie er, dersom man rider fra en Fjerding til en anden. Uagtet Ridtet hører til de [tre] mere strafbare, kan man dog stævne som for det mindre strafbare. Naar man stævner en Mand for saadant Hesteridt, at han har redet Sagsøgerens Hest forbi tre Gaarde, og gjør Paastand paa Straf af Fredløshed samt Uhjemmelsbøder — men naar Straffen er Fredløshed, skal en Tolvmandskvid anvendes — og Kviden erklærer ham skyldig, kan den sagsøgte begjære Forsvarskvidudsagn, om han har redet forbi saadanne tre Gaarde, der alle laae paa den ene Side, saa nærved, at en Mand med sunde Øine kunde ved Dagslyset see hans Ridt fra alle de Gaarde, dersom der blev lagt Mærke dertil, og der ikke har ligget i Veien Bakker eller Høider, der vilde forhindre det.

Dersom man laaner en Mand en Hest, eller denne har leiet Hesten, da paadrager han sig intet Ansvar for Behandlingen, med mindre han bruger Hesten i længere Tid eller paa en videre Strækning, end der var ham tilladt. Laaner man en Mand en Hest, der tilhører en anden Mand, paadrager Udlaaneren sig samme Ansvar, som om han selv bruger Hesten. Eieren af Hesten kan ogsaa vælge at sagsøge den, hvem den blev laant til, men denne frifindes i Sagen, dersom Kviden udsiger, at han har troet, at den, der laante ham Hesten, har eiet eller leiet den. Dersom en Mand tager en Hest tilleie til Thingreise, indestaaer den for Hesten, som bruger den. Men faaer Hesten Saar [af Sadelen], skal den henstaae i fjorten Dage efterat den er kommet hjem; er den da helbredet, skal der intet betales derfor. Er Saaret ikke da helbredet, skal den hele Skade [Saaret og Afsavnet] vurderes, dersom Eieren har havt Men af at undvære Hesten imidlertid. Døer Hesten paa Thingreisen, skal Leieren betale den, som den blev vurderet, da han leiede den. Blev den ikke da vurderet, skulle fem Nabobønder til den, der eiede Hesten, vurdere den, som den var værd, inden hin leiede den, og skal da Leien indbefattes i Hestens Vurderingssum. Eieren kan anlægge Sag mod den, der har udlaant eller udleiet hans Hest, og skal han dømmes skyldig, dersom Kviden udsiger, at Hesten er bleven beholdt i længere Tid end Eieren havde tilladt eller havde udleiet den; Eieren kan vælge at anlægge Sagen mod hvem han vil [den, der har gjort sig skyldig i Fremleie eller Fremlaan, eller den, som har leiet eller laant Hesten af denne]. Dersom Eieren sender en Mand med sin [Ride-] Hest eller Arbeidshest i sit Ærinde, paahviler der den, der har den med, intet Ansvar for den, dersom han behandler den paa den Maade, som den anden bød, og som han vilde have gjort, dersom han selv havde eiet den.

Dersom en Hest kommer paa en Mands Græsgang, og den ikke tilhører de Mænd, der boe nærmest ved ham eller deres Tjenestekarle, er han berettiget til at ride Hesten paa de Græsgange, som hans Kreaturer gaae paa, paa hans Grund, og samme Ret have de Mænd, der i hans Sted kunne møde paa Thinge fra hans Gaard (7), saavelsom de af Folkene paa hans Gaard, som han tillader det. Han skal ikke give den Fodbaand paa, i den Hensigt [at have den tilstede, for] at bruge den, og ikke ride den paa en saadan Maade, at den beskadiges. Bonden skal ved Kirkesamlinger eller Hrepsmoder kundgjøre, at den Hest, som han ei veed hvem eier, er kommen der. Har Hesten været der en halv Maaned efterat han har kundgjort det, er han berettiget til at tilkalde fem Nabobønder for med Haand paa [en hellig] Bog at vurdere den, men efterat den er vurderet, er han berettiget til at bruge den og skal indestaae for den, som om han eiede den. Ei skal han bruge Hesten længere end en halv Maaned, uden at den bliver vurderet. Dersom Eieren kommer til, er han berettiget til at have, hvilket han vil, Hesten eller dens Værdi; saaledes skal Hestens Vurderingssum være, som den var værd, da Bonden oplyste den. Bonden skal være ansvarlig for den Brug, han har gjort af Hesten, dersom Eieren vælger Hesten, og skal Bonden godtgjøre ham det, dersom Hesten da er slettere, end da han modtog den.

Dersom to Mænd eie en Hest sammen, er hver af dem berettiget til at benytte den til sin Fornødenhed, men ingen af dem har Ret til at udlaane eller udleie den til andre Mænd, uden begges Samtykke haves. Dersom den ene af dem udleier Hesten, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark]; ogsaa straffes Leieren for Brugen, dersom han vidste, at Hesten tilhørte dem begge.

Hvad enten Mænd eie en Hest eller en anden Ting af Værdi sammen, og den ene af dem ønsker Skifte, da skal han under Vidners Tilkaldelse med en Uges Varsel opfordre den anden til Foretagelse af Skifte; han skal med tre Nætters Varsel have tilkaldt fem Nabobønder til den, der har Tingen i sit Værge, for at foretage Skiftet og at vurdere Tingens Værdi med Haand paa [en hellig] Bog, i dens Hjem, der har den i sit Værge. Sameierne skulle derefter kaste Lod, og skal den af dem have Tingen, som Loddet træffer, men betale Værdien til den anden i dens Hjem, der skal betale den, inden to Ugers Forløb. Kommer han ikke for at betale, og der ikke er givet Haandtagsløfte [paa at betale til en anden bestemt Tid], paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] samt Modvillighedsbøder.

Uagtet en Mands Nabobønder eie en Hest, er han berettiget til at ride den hjem fra sine Enge, eller fra de Steder, hvor han bjerger sit Hø, hvad enten det er om Vinteren eller Sommeren; han skal behandle den som sine [egne] Heste.

Dersom flere Mænd ride en Mands Hest, eller der er flere Mænd, der tage Bestemmelse om Ridtet, eller paa hvilkensomhelst Maade de bruge Hesten forbi tre Gaarde, eller foretage andet saadant Ridt, som medfører Straf af Fredløshed, da straffes de alle med Fredløshed, der i Forening raade for Brugen.

Dersom en Mands Hest, der er tæmmet saaledes, at Bidsel kan anvendes paa den, løber efter en [ridende] Mand til nærmeste Gaard, skal denne bede Folk [der] at tage Hesten, og straffes han da ikke, om den end løber til en anden Gaard; hine paadrage sig Straffebøder [af tre Mark], dersom de vægre sig [ved at holde Hesten tilbage]; paa samme Maade forholdes der paa den anden Gaard. Beder han paa den tredie Gaard [om at Hesten maa blive taget], og hans Bøn ikke opfyldes, paadrage de Mænd sig Landsforvisning, der vægre sig, dersom han før har bedet om Bistand paa to Steder, men ellers Straffebøder [af tre Mark], og tilkommer Søgsmaalsretten ham. Hvad enten en Mand lader en Hest løbe efter sig forbi to Gaarde eller een Gaard, paadrager han sig Straffebøder af tre Mark, dersom han ikke paa den nærmeste Gaard har bedet Folk om at binde Hesten, men lader han den løbe forbi den tredie Gaard, paadrager han sig Landsforvisning. En Mand er berettiget til, dersom en Hest løber efter ham, at sætte den ind i Hus, og melde det for Folk [paa Gaarden]. Dersom der er flere Bønder, der boe sammen paa Gaarden, og nogle af dem ville gjøre Ret og Skjel [ved at sørge for, at Hesten bliver tilbage] man andre ikke, straffes de, der ikke gjøre det. Dersom en Mand gaaer hen og tager en Mands Hest, og andre Mænd ikke med hans Vidende have Bemyndigelse til at have Hesten i sit Værge, og han strax fører den til Eieren, og behandler den som han vilde have gjort, om han havde eiet den, paadrager han sig ikke Straf derfor, dersom han af den Grund tog Hesten og førte den til Eieren, at han dermed vilde gjøre ham Gavn. Lader man anden Mands Hest løbe efter sig ud af Bøigden og over saadanne Fjelde, hvorfra Elve flyde til begge Sider ned i Bøigderne, er Straffen Landsforvisning. Lader man en Mands Hest løbe efter sig fra en Gaard i den ene Fjerding til en anden Fjerding, straffes han med Landsforvisning. Dersom en Hest kommer til en Mand i ubebyggede Egne, falder der intet Ansvar paa ham for at den løber efter ham, dersom han gjør den fast paa den nærmeste Gaard, om den end løber fra den ene Fjerding til den anden eller over saadanne Fjelde, hvorfra Elve flyde til begge Sider ned i Bøigderne.

Binder man Halen af en Mands Hest i Munden paa den, er Straffen Landsforvisning. Straffen er Landsforvisning, dersom man skralder med Hesteskralden paa Bedestederne ad en Mands Heste, der er paa Thingreise, saaledes at de blive skye, men naar det skeer paa andre Steder, er Straffen Straffebøder [af tre Mark]. Dersom man skjærer Halen af en Mands Stodhingst, er Straffen Landsforvisning. Skjærer man Halen af en Mands Thinghest, eller af en Mands Hest, der er paa Reise til Bryllup, er Straffen Landsforvisning; en Thinghest er det, naar man er paa Thingreisen. Dersom man skjærer Halen af saaledes, at Snittet gaaer ind i Benet, er Straffen Landsforvisning. Skjærer man saaledes, at Snittet gaaer ind i Benet, er Straffen Landsforvisning. Skjærer man Halen af andre Heste, paadrager man sig Straffebøder af tre Mark. Saarer man en Hest, da paadrager man sig derved Straffebøder af fire Ører, dersom intet Tab foraarsages. Saarer man Hesten saaledes, at Skade derved er tilføiet, paadrager man sig Straffebøder af tre Mark. Bliver der fem Ørers Skade deraf eller mere, er Straffen Landsforvisning.

  1. See c. 77 og 89


165. Om Ansvar

Hvilkensomhelst Ting man har til Laans fra anden Mand, da indestaaer Laantageren for den. Udlaaner man et Skib til en Mand, og denne beholder det i saa lang Tid, som det er laant ham og ikke til en længere Reise [end der var tilladt ham], da indestaaer Laantageren for Skibet, og er uberettiget til Fremlaan eller Fremleie af Skibet, og er det som han brugte det uden Tilladelse, dersom han bruger det i længere Tid eller for en længere Reise, end de bleve enige om. Han skal [efter Afbenyttelsen] anbringe det ligesaa sikkert som det var, da han tog det, og sætte det op paa Strandbredden paa samme Sted, med mindre de vare blevne enige om andet. Dersom han har saa faa Folk, at han ikke kan faae Skibet sat op paa en saadan Maade, at det er uden Fare, skal han sende Bud til Eieren og underrette ham om, hvordan det staaer til, og tilbyde sin Hjælp. Dersom Eieren begiver sig derhen saasnart han kan, indestaaer Laantageren for Skibet, indtil Eieren kommer, eller indtil han kunde være kommet, dersom han vilde, men ikke længere end saa. Dersom et Skib er udlaant til en Mand, kan han have saamange Folk, som han vil, med sig paa Skibet, men Last bør han ikke føre paa det, med mindre det er ham tilladt.

Drager man en Mands Skib frem fra Stedet ud til Stranden uden Tilladelse, paadrager man sig Straffebøder af [tre Mark] og, dersom man bestiger det, Uhjemmelsbøder. Den samme Straf er der, dersom man med Skibet gjør en saadan Reise, som regnes for mindre strafbar, skjøndt en anden drager Skibet ud paa Søen. Dersom man skyder anden Mands Skib ud paa Søen og lader det drive bort, er Straffen Landsforvisning; ni Nabobønder til den sagsøgte skulle paa Thinge tilkaldes [til Kvidudsagn]. Dersom en Mand omkaster eller borttager en af de Sidestøtter, hvorved Skibet paa Stranden er opstillet, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark] og skal være ansvarlig for Skibet, og derhos betale Skadebøder, dersom Skade flyder deraf; men bliver der fem Ørers eller større Skade, er Straffen Landsforvisning. Dersom man ifølge sin vilkaarlige Bestemmelse tager en Mands Skib og reiser med det tvers over Fjorde eller forbi tre Gaarde langs med Landet, saaledes at der er tre Gaarde paa den ene Side, er Straffen Fredløshed; Sagen skal anlægges som for saadant Hesteridt, der regnes for det mere strafbare. Gjøre de en kortere Reise med Skibet end forbi tre Gaarde, eller kortere end tvers over en Fjord, paadrage de sig Straffebøder [af tre Mark] samt Uhjemmelsbøder; der skal paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder til den sagsøgte. Dersom en Mands Skib [der er opsat paa Strandbredden, ved Storm] hæves op og kastes over paa en anden Mands Skib, bærer den, der fastgjorde det Skib, der hævedes op, Ansvaret for begge Skibene. Paa samme Maade skal der forholdes, om en Mands Tømmer kastes over paa en andens Skib. Tager en Mand fra en andens Skib Aarer eller Gangbrædter eller andet Redskab, som hører til Skibet, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], dersom han leverer det tilbage; benytter han sig deraf til sin Fordel, straffes han for selvraadig Tilvendelse og skal betale dobbelt Erstatning. For alt hvad man beskadiger ved en Mands Skib, skal der betales Straffebøder [af tre Mark] og Beskadigelsesbøder samt Skadeserstatning, men dersom Skaden er fem Ører eller mere, er Straffen Landsforvisning. Drager man anden Mands Skib ud af Skibsskur [hvor det ifølge Overenskomst er hensat], skal man fastgjøre det, som man vilde gjøre, om man eiede det.


166. Om Havskibe

Dersom to Mænd eie et Havskib sammen, og den ene vil udrede det til Reise, men den anden ikke vil, skal den, der vil udrede Skibet til Reise, begive sig hen for at tale med den, der eier Skibet sammen med ham, og under Tilkaldelse af Vidner bede ham at komme til Skibet fjorten Nætter senere og at tilstede saadan Vurdering af Skibet, som udføres af Nabobønder, og saadant Skifte, som de foretage; han skal, syv Nætter inden Skiftet skal foretages, tilkalde fem Nabobønder, Jordeiere, dem, som boe nærmest Skibet, saadanne Nabobønder, som have de Egenskaber, at de kunde være Kvidmænd og ei derfra vilde være udelukkede formedelst Slægtskab eller Svogerskab med Parterne, til at taxere og edelig vurdere Skibet mellem Parterne, og alt det Redskab skulle de samme Nabobønder vurdere, som følger med Skibet, baade Master og Vandkar og Ankere og alt hvad de begge eie sammen. Nabobøndeme skulle ansætte Skibet til Værdi i Varer eller renset Sølv, og vurdere det den Dag, som de bleve tilkaldte til. Men naar Nabobønderne have vurderet Skibet, skal den, der vilde gjøre Reise med samme, vælge, om han vil have Skibet eller dets Vurderingssum. Vil han heller have Vurderingssummen end Skibet, skal han fjorten Nætter derefter hente Beløbet paa den andens Hjem, og vælger han Skibet, skal han syv Dage derefter betale den anden Værdien paa det Sted, hvor Skibet er. Dersom Nabobønder ere tilkaldte for at vurdere et Skib, ere de pligtige til at begive sig derhen, men de, der ei gjøre det, paadrage sig Straffebøder [af tre Mark], og skulle de dømmes til at foretage Vurderingen fjorten Nætter efter [Althingets Slutning ved] Vaabentag og de straffes med Landsforvisning, dersom de da ikke begive sig derhen. Dersom tre af Nabobønderne komme tilstede, medens nogle af dem ikke møde, skulle Tjenestekarle tilkaldes for at foretage Vurderingen tilligemed de tre Nabobønder, saaledes at der bliver fem ialt. Det er fastsat med Hensyn til de Skibe, som ere her om Vinteren eller komme saa tidlig [om Sommeren] hertil Landet, at der er Tid samme Sommer til at sagsøge Nabobønderne, naar de vægre sig ved at foretage lovligt Skifte [at i saa Fald skulle Nabobønderne betale Bøder for deres Vægring]. Dersom Skibsstyreren [naar han er Medeier af Skibet] modsætter sig Skifte af Skibet, og han ikke ved Haandtag samtykker deri, skal han sagsøges ligesom Nabobønderne og samme Straf er der for ham som for dem. Er der ikke Tid til at anlægge Sag samme Sommer, er Skibsstyreren, naar han bedes om Skifte og negter det, samt Nabobønderne, naar de tilkaldes og ikke indfinde dem, strax undergivne Landsforvisningstraf. Dersom den ene af Medeierne ikke vil indrømme Skifte af Skibet, skal den af dem, der vil gjøre Reise med Skibet, forholde sig, som om den anden havde, samtykket i Skifte, og naar Nabobønderne have vurderet Skibet, skal han afgive Vurderingssummen til en af Nabobønderne syv Nætter efter at de have foretaget Vurderingen, og bliver da Skibet hans, men Vurderingssummen den andens.

Dersom begge Skibsstyrerne [der Forening eie Skibet] ville gjøre Reise med Skibet, og de ere uenige om, hvem der skal beholde det, eller de ikke ville eie det sammen, uden at dog nogen af dem vil gjøre Reise med det, skal der forholdes med Vurderingen, som forhen anført, men de skulle kaste Lod om, hvem der skal have Skibet og hvem dets Vurderingssum. Forpligter den, der skal have Skibet, sig til at betale Vurderingssummen for Skibet, men ikke har betalt den, skal den anden [ikke] bære Ansvaret for Skibet, [længere end] indtil det er draget en Skibslængde hen ad mod Stranden.

Lader en Mand et Havskib fremdrage [ud paa Søen] imod dens Villie, som eier Skibet sammen med ham, straffes han med Landsforvisning; reiser han bort med det, straffes han med Fredløshed. Baade med Hensyn til Skibets Fremdragning og dets Anvendelse til Reise skulle [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes de ni Nabobønder, der boe nærmest Havnen.

Tager man flere Personer med sit Skib, end at Skibet kan bære deres Varer, skulle de, der sidst komme til Skibet med deres Klæder og mindst arbeide ved Skibets Udredning, fratræde. Skibsstyreren kan af hver af dem, der har betinget sig Overførsel med Skibet, men maa fratræde, sagsøges til Straffebøder [af tre Mark]. Saamange skulle fratræde, som behøves indtil Skibet er istand til at foretage Reisen. Men de fratrædende skulle have [tilbage] den Overførselsløn, som de skulde betale, saavelsom hvad de have udredet til Husholdningsredskaber i Skibsboden [paa Stranden] eller til Fortøiningsreb. Da er Skib ladet efter Søfartslovene, naar det deles i fem Dele, Trefemtedele under Vandet, og To femtedele over Vandet, og skal det maales ved Midten af Skibet. Dersom de Personer, der have betinget sig Overførsel, ikke komme til Skibet, kunne Skibsstyrerne paastaae dem dømte til Straffebøder [af tre Mark] og til Bøder for brudt Haandtagsløfte; ogsaa have Skibsstyrerne Krav paa Overførselslønnen og alt hvad de vare blevne enige om at de skulde betale. Dersom saamange af dem, der skulle reise, udeblive, at Skibet ikke kan foretage Reisen, er Straffen Landsforvisning for alle dem, der fratræde paa en saadan Maade, at Kviden udsiger, at Skibet formedelst deres Udeblivelse ikke kan foretage Reisen.

Naar Mænd ere blevne opfordrede til at fremdrage eller opdrage Skib med syv Nætters eller længere Tids Varsel, og ikke komme tilstede, paadrage de sig Straffebøder [af tre Mark]. Man kan foretage Opfordringen paa Steder, hvor et større Antal Folk er kommet sammen, og skal man betegne det Sted ved Stranden, hvor Skibet er, og er Opfordringen gyldig, om den end foretages paa en Helligdag. Alle de Bønder, som [ere saa formuende, at de] have at betale Thingreiselønsafgift og ikke drive deres Landbrug uden Tjenestekarle, skulle være pligtige til at begive sig derhen; de skulle medtage derhen deres Tjenestekarle, med Undtagelse af Faarehyrden. Holder Bonden sin Tjenestekarl fra at møde, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], men er det Tjenestekarlen, der selv er Skyld i sin Udeblivelse, skal han betale Bøderne. Tjenestekarlene skulle selv forsyne sig med Heste [for at ride til Stranden], dersom de have dem; have de ikke Heste, skal Bonden skaffe dem saadanne. Ei er Bonden pligtig til at skaffe Hest til Tjenestekarlen, førend syv Uger ere forløbne af Sommeren, og ei senere [paa Aaret], end naar fire Uger ere tilbage af Sommeren, Paa en saadan Maade skulle Bønderne opfordres til Skibsdragning, at alle erfare det, eller ogsaa skal der sendes Bud til dem; hvor Fjorde og Sunde ere imellem, skal Bonden skaffe Tjenestekarlene Baad [til Overfarten]; ogsaa ere de pligtige til at tage derhen, naar Skibsstyrerne skaffe dem Baad. Men Skibsstyrerne skulle [den Dag, de møde] give dem Mad to Gange, Morgen og Aften. Skibsstyrerne skulle opføre Skibsskur og skaffe Rullestokke til at lægge under Skibets Kjøl ved Opdragningen, og Reb til at trække Skibet med, og forberede Alt, med Skibsfolkenes Bistand. Naar Folk komme for at drage Skib, frigjøre de sig for at betale Straffebøder dersom de tre Gange af alle Kræfter tage i Rebene, efterat Skibsstyrerne iforveien have forberedt Alt. Dersom det ikke lykkes at faae Skibet opdraget, bære de Ansvar for Skibet, som paa lovlig Maade ere opfordrede til at opdrage det og ikke indfinde sig. Havnen er det Sted, hvor Stævning skal foretages mod dem, der have betinget sig at reise med Skibet, men ikke indfinde sig, men man kan ogsaa lyse paa Lovbjerget til Søgsmaal i saadanne Sager og anlægge Sag samme Sommer; man skal da [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde fem Nabobønder af den sagsøgte, med mindre saa mange af dem, der skulde reise med, fratræde, at Skibsstyrerne ikke faae tilstrækkeligt Mandskab til Reisen; i dette Tilfælde, samt til at vurdere Skaden, dersom Skibet beskadiges ved at de, der ere opfordrede til Skibsdragningen, ikke indfinde sig, skal der paa Thinge tilkaldes ni Bønder, der boe nærmest ved Havnen.

Paa saadanne Steder skal man søge Havn, hvor Opsætning af Skibe før har fundet Sted, dersom man kan komme dertil, og ere baade Folkene fra Skibet og de Mænd, der komme for at kjøbslaae med dem, berettigede til at benytte der Vand og Græsgange; ei skal den samme Mand være der længere i Træk med sine Heste for at kjøbslaae med dem end tre Nætter. Alle Mænd, med Undtagelse af Nordmænd, skulle betale Havneafgift: en Alen Vadmel, eller Ulden af et Faar — en saadan Uldtot, at sex lignende udgjøre et haspet Garnbundt — eller et Lammeskind med Ulden paa; Jordeieren skal have den Afgift, men han skal ogsaa levere dem Husrum til deres Skibsredskaber; derhos skulle Skibsstyrerne betale Jordeieren Opsætningsafgift, ni Alen, for Skibet. Skibsstyreren kan hegne om sit Skib med Græstørv og Sten, og foretage det Arbeide paa Jordejerens Grund, paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng.

Skibsfolkene skulle yde Skibsstyreren Bistand og bære hans Varer ud paa Skibet og fra det. De skulle følge hans Skib, indtil det er tilbørlig opsat paa Stranden, og vente paa ham fjorten Nætter, indtil det er skeet; ogsaa skulle de føre Skibsredskabet til Opbevaringsstedet med ham. Skibsstyrerne skulle i alle Maader udrede sit Skib saaledes, at det er vel sødygtigt med Hensyn til alt Skibsredskab og med Hensyn til Vand, ikke mindre Vand, end at der er sex Mand om en Tønde. Skibsstyrerne ere berettigede til af den, der gjør Reisen med, at erholde Leie for Skibsboden og Husgeraadet i samme, saasnart saadant er blevet benyttet, samt den halve Overførselsløn for Reisen med Skibet, naar de have brugt Seil, men det hele Beløb, naar de ere saavidt ankomne til et andet Land, at Landtunger fra Fastlandet gaae ud forbi deres Bagstavn eller de ere ankomne til en Ankerplads.

Dersom man befinder sig i den Tilstand paa Havet, at Flertallet af dem, der ere ombord, finder det raadeligt at udkaste en Del af Ladningen, skal det først udkastes, som er øverst af tunge Varer, men hvad der udkastes, skal regnes dem alle lige til Skade, om end faa af dem have været Eiere af det udkastede; Skaden skal fordeles lige paa alt Godset. Den Mand, der ikke vil udrede Skadeserstatning til Eieren af det udkastede, paadrager sig Straffebøder [af tre Mark], og skal betale det dobbelte af hvad han skulde have udredet i Erstatning; man kan stævne de Mænd paa det Sted, hvor de bære deres Klæder fra Skibet; ogsaa kan man paa Lovbjerget lyse til Søgsmaal og anlægge Sag samme Sommer.

Hver Mand skal skaffe Huder til Dækning af sine Varer, saaledes at lige mange Sække ere under lige store Huder.

Dersom man hugger et saadant Hug, der gaaer igjennem Yderklædningen, i en Mands Havskib, er Straffen Landsforvisning og ligesaa i hvadsomhelst Henseende man beskadiger et Skib eller Skibsredskab eller Master, undtagen naar Skaden er fem Ører stor eller mere, da er Straffen Fredløshed; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte.

Lige pligtig er man til at opdrage som til at fremdrage Skib, dersom Opfordring dertil er skeet paa lovlig Maade. I Havnen ved Skibet er det Sted, hvor de Mænd, der ikke komme til Skibsdragning, skulle stævnes, men i saadanne Sager skal dér [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes fem Nabobønder til den sagsøgte. Ei er man pligtig til oftere i een Sommer end eengang at indfinde sig til Opdragning af samme Skib; det samme er fastsat om Skibets Fremdragning.


167. Om Kjøbslutning ved Skibes Ankomst

Det er fastsat i vore Love, at man skal ikke af reisende ved deres Skibe kjøbe udenlandske Varer til høiere Priser, end efter den Taxt, der ansættes af de tre Mænd, som antages dertil i hver Bøigdkreds. Grændseskellene for Kredsene ere fra Langanes til Lonshede, fra Lonshede til Arnarstakkshede, fra Arnarstakkshede til Mundingen af Thjorsaa, fra Mundingen af Thjorsaa til Reykjanes, fra Reykjanes til . . . . . . . . De skulle sætte Taxt paa Mel og paa Lærred og Ved og Vox og Tjære; men man skal bøde tolv Mark Vadmel, dersom man kjøber dyrere end Taxten er. De skulle have sat Taxten inden Udløbet af den næste halve Maaned, efterat Skibet er blevet landfast. Men kjøbes der før end Taxten er ansat, eller til høiere Pris end efter den, tilkommer Søgsmaalsretten de Mænd, der skulle bestemme Taxten; den, der anlægger Sagen, skal hjemme paa sin Bopæl foretage Stævning inden Udløbet af en halv Maaned, efterat han har faaet Kundskab om Kjøbslutningen, og skal han anlægge Sagen ved en Hrepsdomstol. Han skal tre Nætter inden Rettens Afholdelse [til Kvidudsagn] tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder, der ere Jordeiere. Retten skal holdes fjorten Nætter senere end Stævningen er foretaget, men den sagsøgte skal have Kundskab derom en Uge før Rettens Afholdelse. Det skal være en Domstol af tolv Mænd. Samme Straf [som anført] er der, dersom saadanne Varer følge med Kjøbet [af en Vare], som paa en eller anden Maade findes at gjøre Kjøbet mindre fordelagtigt [end om Varen var kjøbt alene]. Domstolen skal tildømme Sagsøgeren tolv Mark, men han kan nedsætte Beløbet, om han vil, og tage sex Mark, men ikke mindre. Sagsøgeren er berettiget til, om han vil, at give en anden Mand Fuldmagt til at anlægge Sagen, og skal denne forholde sig med Sagsanlæggelsen ligesom Sagsøgeren selv. Men ville de [der ansætte Taxten] ikke anlægge Sagen inden Udløbet af den halve Maaned, kan hvo der vil af Indenbøigdsmændene i Bøigdkredsen anlægge Sagen med samme Fremgangsmaade. Men dersom flere Skibe komme til een Havn eller samme Kreds, skulle de samme Kredsforstandere bestemme, hvad Forskjel der skal gjøres paa Priserne ved hvert Skibs Ankomst; de skulle have fastsat det inden en Uges Frist, efterat Skibene ere blevne landfaste; ei skal man kjøbslutte den Uge, inden Taxten er sat. Ei er det mindre rigtigt at stævne de Sager til Althinget eller til Vaarthinget, dersom man vil det heller.

Man er berettiget til at anlægge Sag ved disse Bøigddomstole mod Udlændinger for Drab og for Legemsbeskadigelser og for Leiermaal og for Ran. Sagen skal, inden Udløbet af en Maaned efterat den søgsmaalsberettigede har faaet Kundskab om Sagen, anlægges paa en af de Mænds Bopæle, der skulle ansætte Taxt for Kjøbslutninger ved Skibes Ankomst; der skal, tre Nætter eller længere Tid før end Domstolen skal holdes, [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder fra Omegnen af Domstedet. Men Tolvmandsdomstolen skal dømme om Sagen fjorten Nætter efterat Sag er anlagt. Der skal dømmes om fattiges Forsørgelse [af deres Slægtninge] og om Gjæld, og alle saadanne Bevismidler anvendes som ved en Namsret, men ei skal en saadan holdes. Der skal Sagsøgeren modtage Forlig, dersom det tilbydes ved Domstolen; en af de Mænd, der skulle sætte Taxt for Kjøbslutninger ved Skibes Ankomst, skal fastsætte Forligsvilkaarene og aflægge saadan Ed, som anvendes ved Femterretten, paa at han ikke vilde have bestemt for sig selv et større beløb for en lignende Sag. Men den sagsøgte skal tilbyde at udrede Beløbet der paa Stedet, og er Sagsøgeren ikke pligtig til at modtage Forligstilbudet, undtagen Forliget tilbydes paa saadan Maade.


168. (Om fremdragelse af Skibe)

Fjorten ere de [Hellig-] Dage om Aaret, paa hvilke man ikke skal fremdrage et Havskib eller, dersom det forud er sat paa Sidestøtter [og derved foreløbig sikkret for Søen], opdrage det.

Om den Mand, der, uagtet han er opfordret dertil, ikke indfinder sig for at fremdrage et Skib, eller, dersom det er det der behøves, opdrage det, [er det fastsat, at] han skal derfor bøde sex Mark, dersom det ikke lykkes at faae Skibet frem eller op, og ere Skibsstyrerne søgsmaalsberettigede, og er det ret at stævne den næste Søgnedag derefter, saaledes at de høre derpaa, der paa lovlig Maade have betinget sig Reise med Skibet. Men høre de det ikke, skal der om Sagens Anlæg foretages Lysning for tre Nabobønder der paa Stedet.


169. (Om Kjøbslutninger)

Alle Kjøbslutninger skulle holdes mellem Folk, uagtet Vidner ei ved samme ere tilkaldte, undtagen fire: naar man kjøber Jord eller Godedømme eller Havskib eller fæster sig en Fæstemø. Straffen er Landsforvisning, om man bryder disse Overenskomster, men Straffebøder af tre Mark for Misligholdelse af andre Kjøbslutninger — stedse, naar Nabobønder eller Vidner udsige, at Kjøbet er blevet afsluttet.


170. (Dersom en Mand finder Gods paa sin Grund)

Dersom en Mand finder Gods over Jorden paa sin Grund, skal han tre Sommere paa Althinget oplyse det; da, dersom der ikke den tredie Sommer fremkommer nogen Eier dertil, erhverver han Eiendomsretten over Godset. Finder en Mand Gods under Jorden paa sin Grund, skal han paa Althinget anmelde det eengang; fremkommer der ingen Eier dertil, erhverver han da Eiendomsretten derover. Kun i det Tilfælde fremkommer der rettelig en Eier til Godset, dersom den melder sig, som det er blevet stjaalet fra, eller ogsaa hans Arvinger.


171. Om jordgravet Gods

Dersom en Mand graver sit Gods i Jorden for at bevare det der, Guld eller Sølv, straffes han med Landsforvisning. Søgsmaalsretten tilkommer den, der vil anlægge Sagen; man skal [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde ni Nabobønder til den sagsøgte.