Følgeskab med bjergfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 37

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Følgeskab med bjergfolk


159. En Gang, mens a tjente for Kusk paa Villestrup, kjørte a til Randers med den lukkede Vogn og skulde hente min Herre, og det var lige et Par Dage før Nytaarsaften. A skulde jo til Randers, inden de lukkede Portene, og det var Kl. 10, saa a maatte passe Tiden.
   I Purhuset bedede a imellem 7 og 8, og da a saa kom op paa en Bakke sønden for, kom der en lille bitte Pusling op af den Bakke og holdt sig hen til Kareten og blev ved at holde sig ved Siden af, en 3, 4 Alen fra Grøften. Han kunde vel være en Alen høj, og Benene var bitte smaa, men a kunde jo ikke se ham flytte dem, naar han rendte saa stærkt, og da han var saa bitte. Maanen skinnede af og til, saa a bunde let se ham. A saa paa ham en lidt, han havde en bitte rød Lue paa og et Par bundne Ærmer, men var ingen Frakke i, ellers kunde a jo da ikke se, hvordan han var klædt.
   I Førstningen tænkte a: "Skal du ikke tage den bille Pusling op med," for der var noget Sne paa, og Føret var ikke godt; men saa fattede a Mistanke, da han ikke vilde søge Vejen og ingen Ting sagde. "Nej, det er ikke af den rigtige Slags Folk," sagde a, "nej, lad ham gaa." A lod da Hestene gaa temmelig rask, men han blev lige godt ved at følge med. A lod saa Bæsterne løbe rigtig godt til, men han fulgte stadig med. Nu gik det netop skraas ned ad Bakke, og a lod dem da løbe, det de kunde, men Puslingen fulgte stadig med. Det er en rask Fyr, tænkte a, og de bitte Ben de gik, saa det forslog noget, a glemmer det aldrig, som han løb.
   Da a kom ned til Kovsted, hvor der var en Stenkiste omtrent midt i Byen, der satte han ned i Byen østerpaa og blev væk. Hvad han rejste efter, véd a jo ikke.
Niels Kristian Jensen, Astrup.


160. Gamle Gunder, der var min Faders Bedstefader, boede oppe paa Bavnen norden for Kirken og holdt Skole i Børsmose. Han gik hjem hver Aften, og da han saa en Aften kom til Lille-Jens Høj, sad der en Kone og rev i Hovedet. Saa tykte han, han kjendte hende, og sagde:
   "Vil du med?"
   Han blev ved at gaa, og saa begyndte Haarene at rejse sig paa ham, for han kom i Tanker om, at detteher var galt. Han saa sig om og saa, at den anden kom. Nu vilde han ikke, at hun skulde naa ham, og saa stræbte han at gaa. Den Gang var der ingen Bro over Strømmen, der gaar imellem de to Smaasøer vesten for Præstegaarden: Præstens Sø og Baan Sø. Men hun naaede ham, inden han kom dertil og tog fat i ham, og han kjæmpede med hende, til han kom til Strømmen, hvor han fik Magt med hende og fik hende ned i Strømmen. Saa prikkede han paa hende med hans Kjep, og da var det, ligesom han prikkede paa et tørt Kalveskind. Saa gik han videre, men da han kom lidt hen, gav hun et Skrig, saa det var saa sær grov, og siden, da han kom hjem, blev han syg og kom ikke til Skole mere.
   Han døde knap efter.
Gunder Gundersen, Kjelst.


161. Kræn Hansen i Mosbæk fortalte, at han en Aften, da han kjørte hjem fra Nibe, lagde Mærke til, at Hestene snuste og rudede Næserne, og saa saa han en lille Mand i en graa Trøje, der gik ved Siden af den nærmeste Hest og blev ved at følge den, til de kom hen til Skjeldal. Der forsvandt han, men Hestene rystede og var blevne saa svedige.
Jakob Olesen, Giver Mark.


162. Kristian Madsen fra Hjarbæk fortalte mig, at da han en Aften lidt efter Solnedgang gik fra Skole og vilde gaa om ad Skibdal for at skride paa Fjorden, kom der 4 eller 5 smaa Knægte efter ham med røde Luer paa. De rendte imellem hverandre, og han saa sig over Agslerne, idet han stak af hjemad. Han kom ikke paa Fjorden den Aften eller saa mere til dem.
Jens Johansen, Hjarbæk.


163. Syd for Elsted By i Ty ligger Kragehøj, og det var almindelig Mening, at der boede Høj folk i den. Ingen kom derfor ret gjærne forbi Højen efter Solnedgang.
   En Aften var jeg nede i en Eng paa den an den Side af Højen at flytte Hestene. Da jeg nu skulde hjem, var jeg angst og løb, hvad jeg kunde, forbi Højen og ned mod Kragesig paa den anden Side - for Højen laa imellem to Engdrag. Jeg vilde da se mig tilbage og saa nu en lille Mand med Tophue paa og i en Slags Lærredskittel komme fra Højen og ned efter mig. Jeg skyndte mig af Sted, da jeg troede, det var mig, han vilde naa, og løb hjem alt hvad jeg kunde, men gik aldrig mere forbi den Høj om Aftenen.
   Byens Børn legede tit ved Højen om Dagen, men naar det blev henved Aften, syntes vi, vi kunde høre det banke inde i Højen.
Lærer Henriksen, Vandtore.

Her henvises til J. P. Møller, S. 36: a) Underjordiske følger med en Dreng, i Havbakken ved Rønne, b) og fra Kildesbakken.