Førelsen og Synerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Førelsen og Synerne
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Det er Begyndelsen til denne Fortælling, at der engang levede en Præst paa Vesterlandet. Han var vindesyg, uretfærdig, overmodig og en stor Særling. Blandt Andet fandt han da ogsaa paa at holde Guds tjeneste ligesaavel om Søgnedage som om Helligdage, ja, han kaldte det endog Helligbrøde, at søge Kirke om Søndagen. En Vinter traf det sig, at man bragte et Barn til Præsten for at døbes. Veiret var slemt og uhyggeligt. De, der bragte Barnet, berettede Præsten deres Ærind, men han tiltalte dem med haarde Skjældsord, ganske som det var hans Vane, og sagde, at de burde have ladet ham dette vide før; han nægtede at døbe Barnet og jog dem bort. Men saaledes gik det, at baade Barnet og de, som bragte det, fore vild og omkom paa Hjemveien. Præsten gjorde sig ingen Samvittighed heraf, han vedblev sin tilvante Leveviis.
Sommeren derefter lod Præsten engang gaae Bud omkring i Sognet, at han havde bestemt at holde Gudstjeneste næstkommnnde Torsdag; men det var midt i Høhøsten. Ingen af hans Sognefolk svarede Ja, men heller Ingen vovede at sige Nei. Da Torsdagen kom, gjorde Præsten sig færdig til Gudstjenesten; men da han fandt, at Sognefolkene udeblev noget længe, foer han ud i Kirken og gav sig til at gaae op og ned ad Gulvet. Da han havde været her en Stund, kom en ubekjendt Mand til ham; han vilde hilse paa Præsten. Denne besvarede ikke Mandens Hilsen, men spurgte ham dog, om han ikke havde seet Folk komme. Den Fremmede spurgte, hvilke Folk han meente. »Kirkefolkene«, svarer Præsten. Den Fremmede siger da: »Hvorfor skulde Folk komme idag paa en Søgnedag? Det ligner ikke Noget; thi Alle have travlt med Høet, og der vil da heller Ingen komme, kan jeg troe.« Præsten sagde: »Hvad kommer den Sag Dig ved? Folk vil nok komme til Kirke, siden jeg har befalet det.« »Dette kalder jeg en underlig Færd,« sagde den Fremmede, »men Du er da nok ogsaa en Særling i flere Ting, min gode Præst, og ulig andre Mennesker, og man vilde nok træffe paa flere Særheder her, hvis man saae Dig ret efter i Sømmene.« Præsten blev saare hidsig herover, og spurgte, hvad han da fandt her saa underligt. Manden svarede: »Det kan jeg vise Dig, lad os gaae udenfor.« De gjorde saa. Da de kom ud af Kirkedøren, saae Præsten der et stort og aflangt Kar, som var fyldt lige til Randen; der var Blod i den ene Ende af Karret og Melk i den anden, men det blandede sig ikke sammen. Præsten undrede sig herover, han gik hen til Karret, stak Haanden ned i det, og vilde røre begge Dele sammen, men det sammenblandede sig ikke alligevel. Da sagde Præsten: »Tilvisse er dette underligt.« Den Fremmede svarede: »Javist er det saa, men der er dog mere af den Slags.« Da spurgte Præsten den Fremmede, hvad dette havde at betyde, men denne sagde, at det skulde han siden faae at vide. De gik nu ud af Kirkegaarden og et langt Stykke Vei, til de traf paa en Indsø. Der saae de tre Fugle svømme paa Søen, hvoraf de to vare voxne, medens den tredie kun var en Unge. Aldrig saasnart kom Præsten og hans Ledsager til Søen, før Ungen løftede sig til Flugt, satte sig paa Præstens Hoved og sled i Haaret. Præsten vilde løse Fuglen af Haaret, men kunde ikke. Han bad da sin Ledsager om hjelp, men denne sagde, at den maatte han endnu ikke yde ham. De fortsatte nu deres Vandring og kom til en stor Aa der ved at springe brat ned» dannede en høi Fos; under Aaen og Fossen stod en Mand; han gabede imod Fossen og nedsvælgede Aaen, men Vandet strømmede igjen frem af hele hans Ryg, som om den kunde være en Svamp. Det var et sært Syn, tyktes Præsten. Derefter kom de til nok en Aa, der ogsaa sprang ned fra et høit Fjeld her stod da igjen en Mand som drak hele Aaen men ikke saae Præsten, at Vandet nogetsteds løb fra ham igjen.
Præsten fik heller ikke at vide, hvad dette havde at betyde. De gik nu længere og kom til en fager græsrig Eng. Der saae Præsten to stygge og magre Faar; de vare saa tyndhaarede, at man kunde tælle Haarene paa dem. Det ene Øieblik slugte de Græsset saa graadigt som sultne Ravne, det næste Øieblik derimod løb de imod hinanden og sloges og vilde jage hinanden bort fra Engen. Præsten undrede sig herover og spurgte sin Ledsager, om Faarene længe havde gaaet paa denne Græsgang; den Anden meente, at saa var. Derefter kom de til en gold og græsfattig Hede, hvor der næsten ikke saaes Andet end Steen og Sand. Der saae Præsten atter to Faar. De laae hos hinanden som Brødre og vare fede og smukke, som om de havde græsset paa den frodigste Eng. De laae og tyggede Drøv og bøiede Hovederne sammen, og det syntes, som om de ikke kunde undvære hinanden. De fortsatte deres Vandring endnu længere, indtil Præsten saae et Huus saa stort og prægtigt, at han aldrig havde seet dets Mage før. Rundt om Huset laae grønne Sletter, og Blomsterne duftede dem imøde. Der var alle Slags Sangfugle, som sang saare lifligt. Inde i Huset hørte man Jubel og Glæde, Sang og Strengeleg. Alt var her saa yndigt og fagert, at man ikke kunde tænke sig noget Herligere.
Præsten sagde da til sin Ledsager: »Nu vil jeg ikke gaae længere, lad mig blive her.« »Nei, her maa Du ikke blive a siger den Fremmede, »Dig er et andet Sted tiltænkt.« Saa gik de endnu en Stund. Da saae Præsten et Huus, som i Alt var en Modsætning til det første; en Stank slog dem imøde, og Alt var der hæsligt og stygt. Der var ogsaa Fugle, hvis de ellers kunde kaldes Fugle, som klynkede og peb uden Ophør. Da Præsten fik det at høre, betoges han baade af Frygt og Lede, og han bad sin Ledsager om at gaae snarest muligt bort fra dette Sted. Men den Fremmede svarede: »Nei, her skal Du blive, dette er Stedet, hvor Du og alle onde Mennesker skulle være. »Ak!« bad Præsten, »lad mig komme bort herfra, og lær mig, hvad jeg skal gjøre, for at dette ikke skal blive mit Hjemsted.«
»Det skal jeg gjøre«, sagde den Fremmede, »men vide skal Du, at dette er de onde Menneskers Pinsels sted og her seer Du en lille Prøve paa Helvede som Du har gjort Dig værdig til i lang Tid ved dine onde Gjeminger, og Du kan kun undgaae dette Sted ved at forbedre Dig og fortryde dine Synder.« Præsten lovede da Bod og Bedring.
Nu vendte de om og kom atter til det prægtige Huus. »Dette er det Sted som er beredt for gode og gudsfrygtige Mennesker«, siger den Fremmede, »og dette Steds Yndighed er en lille Forsmag paa Guds Børns evige Glæde, som Du har forskjertset ved dine Synder og Laster.« Siden kom de til de spage og veltrevne Faar. »Disse Faar betyde de Fattigfolk, som leve tilfredse med hvad Gud tildeler dem og ikke gaae ud af deres gode Skind om de end ikke for deres Øine kunne see alle Fornødenheder, men leve i et indbyrdes kjærligt Samliv.« Saa kom de til de stygge og ustyrlige Faar. Den Fremmede sagde » Disse Faar betyde Rigmænd, der synes at have Overflod af Alt, men dog aldrig ere fomøiede og aldrig trives, fordi de bestandig hige efter Mere; men Faarenes Uforligelighed betyder det onde Samliv og det Fjendskab, som de Rige nære til hverandre.« Derpaa kom de til Aaen, hvor Manden stod under Fossen og nedsvælgede hele Aaen. Den Fremmede sagde: »Denne Aa betyder Ondskabens Synder, som denne Verdens Børn inddrikke og aldrig ville give Slip paa igjen, saa at de døe saaledes hen i Synden, at den før forlader dem end de den.« Nu vandre de did hvor Aaen flød ned i Manden og igjen ud af ham overalt. Denne Aa betyder Svaghedens Synder«, siger Præstens Ledsager, »som ofte kommer over Guds Børn, men som de øieblikkelig drive ud af Hjertet igjen.« Derefter kom de til Søen med de tre svømmende. Fugle. Da siger den Fremmede: »Disse to store Fugle betyde de to Mænd, som Du jog bort fra dit Huus ved Vintertid ud i det onde Veir med det udøbte Barn.« Saa kom de til Karret ved Kirkedøren, som endnu stod uforandret og ublandet. Den Fremmede siger da: »Her seer Du det Blod, som Du har udsuget af de Fattige og det, som Du har taget fra de Rige. Det kan aldrig blandes sammen, og Du maa nu give de Fattige Erstatning og for Fremtiden gjøre bedre Skjel med hvad Du tager fra Fattige og Rige.«
Deres Reise var nu tilende. Da gik de ind i Kirken, og Præsten bad sin Ledsager om at løse ham Fuglen ud af Haaret. »Det skal jeg,« svarede denne, »men vide skal Du, at det er det Barns Hævnaand, som Du negtede Daab, og derfor skal Du nu døbe det.« DenFremmede løser derpaa Fuglen ud af Præstens Haar, men denne døbte Barnet, hvorpaa Fuglen fløi bort og forsvandt. Siden faldt Præsten paa Knæe og bad til Gud. Da han havde endt sin Bøn, gik de begge ud af Kirken, men paa Kirkegaarden forsvandt den Fremmede for Præstens Øine. Nu gik Præsten hjem til sin Gaard, men her mødte ham en anden Præst. Denne hilste ham og spurgte ham, hvem han var. Den gamle Præst fortæller ham det, og spørger, hvorledes det da har sig med ham. Den Anden svarer, at han har bestyret dette Kald, siden Præsten forleden Aar for svandt, »og er det nu syv Aar siden«, siger han. Den gamle Præst blev saare forundret herover og saae nu, at Guds Engel havde ført ham og at denne Førelse havde varet i syv Aar. Han lod Synerne være sig en god Lære, forbedrede sin Vandel og gik i Kloster for sin øvrige Levetid, og hermed ender denne Fortælling.
