Første Gudrunskvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


30. Første Gudrunskvad


Gudrun sad over Sigurds Lig; hun græd ikke som Kvinder ellers, men hun var færdig at briste af Sorg. Til hende gik baade Kvinder og Mænd for at trøste hende; men det var ikke let. Der gaaer det Sagn, at Gudrun ogsaa havde spiist et Stykke af Fafners Hjærte og derfor forstod Fuglesang. Dette er fremdeles kvædet om Gudrun:


1.
Ej Gudrun fordum
Leve gad,
Da over Sigurd
Hun sorgfuld sad,
Ej Haanden sig rørte,
Ej Taaren flød,
Den Kvinde ej klaged
Som andre sin Nød.


2.
Traadte da høviske
Jarler ind,
Lette De vilde
Det haarde Sind;
Til Graad de kunde
Ej Gudrun bringe,
Færdig hun var
Af Harm at springe.


3.
Mangen Jarle-
frue strunk
Sad hos Gudrun
I gylden Prunk;
Enhver udsagde
Sin Hjærtekvide,
Hvoraf hun bittrest
Maatte lide.


4.
Det meldte først Givløg,
Gjukes Søster:
"Til den Forsikkring
Jeg mig trøster,
At Ingen som jeg
Usalig var;
Fem Ægtefæller
Jeg mistet har,
Døttre tvende,
Otte Brødre,
Søstre trende,
Og dog mit Liv
Er ej tilende."


5.
Men Gudruns Graad
Endnu ej flød,
Saa haardt et Slag
Var Magens Død,
Saa var hendes Hjærte
Ved Kongens Lig
Forstenet af Smerte.


6.
Saa Herborg Dronning
Af Huneland:
"En haardere Harm
Jeg melde kan,
I Syden mig Sønner
Syv i Tal,
Min Mand den Ottende
Faldt paa Val."


7.
"Fader og Moder,
To Brødrepar,
Mod dem en Søstorm
Troløs var,
Bølgerne foer
Over Plankebord."


8.
"Selv stadsed jeg
Deres Jordefærd,
Min egen Haand
Den reded der;
I samme Halvaar
Alt det jeg led,
Da stod jeg blottet
For Kjærlighed."


9.
"End ej det samme
Halvaar svandt,
Før man som Fange
I Krig mig bandt,
Hver evige Morgen
En Herses Kvinde
Jeg pynte maatte
Og Skoene binde."


10.
"Af Nidkjærhed
Hun ilter blev,
Med haarde Hug
Mig stedse drev;
Aldrig jeg fandt
En bedre Herre,
Aldrig jeg fandt
En Frue værre."


11.
Men Gudruns Graad
Endnu ej flød,
Saa haardt et Slag
Var Magens Død,
Saa var hendes Hjærte
Ved Kongens Lig
Forstenet af Smerte.


12.
Da sagde Guldrand,
Gjukes Datter:
"Skjøndt klog Du er,
Ej ret Du fatter,
Min Fostermoder!
Hvorlunde Du
Til Kvinden den unge
Skal tale nu;
Jeg varede mod,
At Kongens Lig
Man hylle lod.


13.
Da rev hun af Sigurd
Det Lagenvind,
Og læned mod Hustruens
Skjød hans Kind:
"See nu paa din Elskede,
Kys hans Mund,
Ret som Du favned ham
Frisk og sund!


14.
Et Blik lod Gudrun
Falde ned,
I Haaret klæbede
Blodig Sved,
Hans funklende Øje
Var slukket nu,
Hans Bryst af Klingen
Var flænget itu.


15.
Da sank den Svage
Mod Bolstret tilbage,
Haarbaandet løsnedes,
Kinden blev rød,
En Regndraabe randt
I hendes Skjød.


16.
Nu først Gudrun
Taarer fandt,
Graaden sprengte
Sit Baand og randt;
Da skrege fra Gaarden
I samme Sæt
Gjæssene, Fruens
Fortrinlige Dræt.


17.
Det sagde Guldrand,
Gjukes Datter:
"Stærkest jeg Eders
Kjærlighed skatter
Blandt alle Menneskers
Over Mulde;
Aldrig kunde Du,
Søster! tilfulde
Ude og inde
Ved Noget Dig fryde,
Med mindre Du maatte
Med Sigurd det nyde."


18.
De Ord da Gudrun
Høre lod:
"Blandt Gjukes Sønner
Min Sigurd stod,
Som op af Græsset
Liljen god,
Som reen Karfunkel
Monne stande
Fra Baandet frem
Paa Kongens Pande."


19.
"Mig monne Fyrstens
Mænd da prise,
Anselig fremfor
Herjans[1] Dise;
Nu, han er død,
Jeg klein mig smyger,
Som Skovens Løv
For Vinden fyger."


20.
"Jeg savner i Sædet,
Jeg savner paa Lejet,
Den Omgangsven
Min Tro har ejet,
Og Gjukes Sønner
Dette voldte,
Ja, Gjukes Sønner
Ene voldte
Den Uselhed,
Som nu mig rammer,
Deres Søsters
Bittre Jammer."


21.
"Troløst Land
Og Folk skal ødes,
Som de svorne
Eder brødes;
Fryd Dig ej
Ved gyldne Ringe,
Gunnar! Dig de
Døden bringe,
Thi Du svor
Sigurd fordum
Eden stor."


22.
"Før var Glæden
Hjemmets Vane,
Dengang min Sigurd
Sadlede Grane,
Og bort de rede
Ulykken ivold,
At bejle til Brynhild
Den lede Trold."


23.
Men Brynhild Budles
Raabte paa Stand:
"Den Hex skal aldrig
Faa Børn og Mand,
Som skaffed Dig Gudrun
Idag din Graad,
Og fandt for dit Mæle
Trylleraad."


24.
Ej Guldrand lod
Paa Svaret bie:
"Du Folkeskræmsel,
Med Sligt Du tie!
Ædlingers Norne
Stedse Du var,
Hver Ulykkesbølge
Dig tumlet har,
Syv Konger voldte Du
Bitter Harm
Og dræbte Glæden
I Hustruens Barm."


25.
Men Budles Datter
Brynhild hende
Svared atter:
"Min Broder til Ondet
Ophav var,
Atle, hvem Budle
Avlet har."


26.
"Da Kongen i Huners
Hal vi saae,
Med luende Guld
Fra Ormens Vraa,
Det Møde jeg siden
Undgjældt har,
Aldrig det Syn
Af min Tanke var."


27.
Tæt ved en Søjle
Brynhild stod,
Heftigt favnede
Hun dens Fod,
Blikket paa Sigurds
Saar lod falde,
Da gnistrede Øjet,
Hun spyede Galde.


Gudrun drog bort derfra gjennem Skove og Ødemarker lige til Danmark, hvor hun opholdt sig halvfjerde Aar hos Thora Hakonsdatter. Brynhild vilde ikke overleve Sigurd. Hun lod dræbe otte af sine Trælle og fem Trælkvinder, og derpaa gav hun sig selv Døden med Sværdet, saaledes som fortalt er i det mindre Sigurdskvad.




Noter:

  1. Et af Odins Navne.