Første Kvad om Atle (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Det første Kvad om Atle
(Atlakviða)


Gudrun, Gjukes Datter, hævnede sine Brødre, og deraf gik stort Ry. Først dræbte hun Atles Sønner og saa ham selv, derefter brændte hun Hallen med alle dem, der var inde. Derom er dette Kvad lagt.


1. Atle skikked Bud til Gunnar,
bød sin Mand til ham at ride,
Knefrud hed den snilde Tjener;
frem han foer til Gjukes Gaarde,
kom til Gunnars Hal, hvor Bænke
stod om Arnen, og hvor Drikken.
bares om saa sød og stærk.


2. Vin drak Kongens Mænd i Hallen
frygtende for Huners Vrede,
tavse sad de lumske Gjæster;
hæved Knefrud da sin Stemme,
kold og ond den var at høre,
Sydens Mand til Højbords sad.


3. »Atle hid med Bud mig skikked,
bød mig ride gennem Skoven,
som os mørk og ukjendt skiller,
for at bede Eder, Gunnar,
fare Atles Gaard at gjæste,
kom ej did med Sværd og Hjælme,
kom at sidde paa hans Bænk.


4. Der kan I jer Skjolde vælge,
hvide Landser, gyldne Hjælme,
hunske Trælle, gyldne Sadler
Pandserskjorter, hvasse Pile,
kaare eder gode Gangere.


5. Ogsaa Guld fra Gniteheden
loved han at give eder,
klingende Spær og gyldne Stavne,
store, kostelige Skatte,
Danpstad vil han eder skjænke
og den fagre Skov, som nævnes
Mørkeskov imellem Mænd.«


6. Gunnar vendte bort sit Hoved,
og til Høgne saa han talte:
»sig mig, Ungersvend, hvad raader
du nu til, da sligt vi høre?
ej paa Gniteheden vidste
jeg, at der laa Guld, som ikke
vi jo ejed Mage til.


7. Sale syv vi har i Eje,
alle er af Sværd de fulde,
hvert af dem med gyldent Hjalte,
Hesten min er bedst blandt Heste,
Sværdet mit blandt Sværd er hvassest,
Hjælrn og Skjold som blankest skinne,
hid de kom fra Konning Kjaa.«


8. »Hvad mon Gudrun har paa Sinde?
hvorom vil hun Vink os give,
da sin Ring hun til os sender?
Ulvehaar er vundne om den;
vist jeg tror, hun vil os vare:
Ulvens Haar jeg fandt paa Ringen, ,
Ulveveje for os ligge,
om vi give os paa Vej.«


9. Ej hans Venner eller Frænder,
de med hvem han ofte talte,
eller de, som tidt ham raaded,
eller de, som Magten ejed
raadede til Færden Gunnar.
Op stod Gunnar da og talte,
som det sømmed sig en Konning;
herlig stod han der i Hallen,
talte saa med modig Hu:


10. »Stat nu, Fjørne, op fra Bænken
og tag frem de gyldne Skaaler,
lad blandt Mændene dem vandre
Hallen om imellem Hænder,
glade skal vi Vinen drikke,
om det end er sidste Gang.«


* * *


11. Fulgte saa de bolde Kjæmper
Drotten grædende af Gaarde,
da han kjæk sig gav paa Vejen.
Kvad da Høgnes unge Ætling:
»farer nu, I bolde Kjæmper,
did med Held, hvorhen I søger,
hvor jert Sind jer drager hen.«


12. Gangerne de lode springe
over Fjeld og gjennem Skove,
som kun sjelden Fod betræder,
skjalv da hele Hunemarken,
hvor de kjække Kjæmper fore,
over fagre grønne Sletter
foer paa Gangerne de frem.


13. Saae da Atles Land de for sig
og den stærke Højborgs Tinder
— staa i Taarnet Bikkes Kjæmper —
saae de Sønderfolkets Sale
med de høje Svalegange
tjeldede med blanke Skjolde,
Skjoldrand bunden var til Skjoldrand,
blinkende i Solens Glands.


14. Der drak Atle Vin i Hallen,
udenfor hans Kjæmper sade
for at agte paa, om Gunnar
og hans Mænd ej foer mod Borgen
for med Sværd og Spyd at vække
Hildes Leg med deres Drot.


15. Deres Søster saae dem komme,
just som de tren ind i Hallen,
lidt kun havde Gudrun drukket.
»Det er ude med dig Gunnar,
hvordan tænker du at kjæmpe
mod de Huners onde Rænker,
skynd dig flux af Hallen ud.


16. Bedre baaded det, min Broder,
om du nu bar Staal og Plader
hellere end bløde Klæder,
da du Konning Atle gjæster;
bedre, om du sad i Sadlen
færdig til at rødne Jorden,
fejre solklar Dag med Strid.


17. Vist jeg véd, at saa du glæded
Nornerne og lod dem hilse
blege Mænd; de hunske Skjoldmøer
dømte du til Skam og Trældom,
Atle selv i Ormegaarden
satte du, min bolde Broder,
nu den venter paa dig selv.


18. Kvad da Gunnar, Kjæmpers Konning,
»nu det er for sent, min Søster,
at faa Niflungskaren samlet,
langt der er til den at søge;
bag de græsbegrode Fjelde
er nu mine kjække Mænd.«


19. Syv hug Høgne ned med Sværdet,
en han ind i Ilden stødte;
saa skal Mænd med Fjender kjæmpe,
som for Gunnar Høgne stred.


20. Gunnar greb de, og i Lænker,
tunge Lænker, de ham kasted,
spurgte saa den bolde Konning,
om sit Liv han vilde kjøbe,
thi for Guld var det tilfals.


21. Kvad da Gunnar, Heltes Fyrste:
»før vil jeg se Høgnes Hjerte
blødende i mine Hænder
skaaret af den Boldes Side
med det hvasse blanke Sværd.«


22. Først de vilde svige Gunnar:
højt skreg Trællen, da de greb ham;
Hjertet skar de ham af Brystet,
lagde blodigt det paa Fadet,
bar det saa for Gunnar frem.


23. »Her jeg kjender Hjalles Hjerte,
det er uligt Høgnes Hjerte,
meget skjælver det paa Fadet,
mere skjalv det i hans Bryst.«


24. Høgne lo, dengang hans Hjerte
skares af hans Bryst med Sværdet,
mindst han tænkte paa at klage,
tog de saa det haarde Hjerte,
lagde blodigt det paa Fadet
og for Gunnar bar det frem.


25. »Her jeg kjender Høgnes Hjerte,
det er uligt Hjalles Hjerte,
lidet skjælver det paa Fadet,
mindre skjalv det i hans Bryst.


26. Fjern fra alles Hjerter, Atle,
skal du være som fra Guldet,
om du end os begge myrder,
aldrig skal du raade, Usling,
for den rige gyldne Skat.


27. Nu for Niflungskatten raader
ene jeg, thi Høgne fældtes;
Frygt jeg havde, mens vi leved
begge, men nu har jeg ingen,
da jeg ene er ilive.


28. Rinen raade skal for Skatten,
i dens hellige dybe Vande
skal nu Nifiungarven blive;
hellere de vælske Ringe
lyse i de rullende Vover,
end paa Hunefolkets Hænder.«


29. Raabte Atle, Huners Konning:
»vender, mine Mænd, nu Vognen,
lænkebundet har vi Gunnar.«
Hesten rystede sit Bidsel
og trak Drotten bort til Døden.


30. Atle tumlede sin Ganger,
mægtig red han mellem Kjæmper,
Mænd med Spyd og blanke Skjolde;
men de Boldes Frænke, Gudrun,
tvang tilbage sine Taarer,
skred igjennem Hallen frem.


31. »Saa det gaa dig som de Eder,
du har svoret Gunnar, Atle,
tidt du svor ved Middagssolen
og ved Sigtys Bjerg, ved Lejet
og ved Ulls den hellige Ring.«


32. Kastede saa Hirden Gunnar
levende i Ormegaarden,
frem skred edderfyldte Orme,
gnaved paa den fræknes Hjerte.


33. Harmfuld slog han da sin Harpe,
saa de klingre Strænge gnyde;
saa den bolde Drot skal værne
om sit Guld i Fjendegaard.


34. Atle lod sin Ganger springe
stampende henover Marken,
hasted hjem igjen fra Mordet;
Døn i Gaarden blev at høre,
Hestetramp og Vaabenklirren,
Atle kom med sine Mænd.


35. Gik saa Gudrun ud til Atle,
bød til Velkomst ham et Bæger:
»kom nu ind i Hallen, Herre,
lad os være glade sammen;
tavse sove nu de Døde,
Glæden venter, død er død.«


36. Klang de gyldne tunge Bægre
fyldt med Vin, da Atles Kjæmper
sade bænkede i Hallen;
ind de skjæggede Kjæmper traadte,
som kom hjem fra Gunnars Drab.


37. Lys og fager bar hun Vinen
om til Mændene derinde,
mild i Syn, men vild i Hjertet
bød hun Drotten Mad til Øllet,
kvad saa til den blege Drot:


38. »Tappre Konning, dine Sønners
Hjerter saae jeg nu dig tygge,
blodige de laa i Honning,
sligt skal bydes dig til Øllet,
bæres op, hvor du har Sæde
prøv nu at fordøje dem.


39. Aldrig mer de glade Drenge
kommer, naar du kalder paa dem,
for paa dine Knæ at sidde,
aldrig mere faar du se dem
skjæfte Spyd her i din Hal.«


40. Larm i Hallen blev at høre,
Mændene i Staal og Plade,
Kvinderne i Pell og Gudvæv,
alle Huner græd og klaged,
ikkun Gudrun græder ikke
over sine stolte Brødre
over sine kjære Sønner.


41. Guld den Svanehvide strøde
rundt omkring sig, sine Trælle
skjænkede hun røde Ringe,
frygtløs lod hun Skjæbnen voxe,
og det skjære Malm hun ødte,
skaaned selv ej Guders Hus.


42. Ør og drukken sad nu Atle,
havde ingen Vaaben hos sig,
ej han vared sig for Gudrun,
tidt den Leg for Mænd gik bedre
Kvinder blidt i Favn at tage.


43. Bolstrene hun gav at drikke
Kongens Blod med grumme Hænder,
løste Hundene af Lænker
vakte Trællene derinde,
kasted Brande saa for Døren,
det var Gudruns Broderbod.


44. Alle dem, som var derinde,
gav hun til de lyse Luer,
Bjælker sank og Røg sig løfted,
Budlunggaarden sank i Grus.


45. Nu er dette Kvad tilende,
aldrig farer nogen Kvinde
saa i Brynje frem som Gudrun;
hun, den lyse Viv, blev trende
Kongers Bane før sin Død.


Mere meldes i det andet Kvad om Atle.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.