FJ-Litteraturhist.Bd.1-Atlamál hin grænlenzku
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
C. Heltekvad.
c. Völsungekvadene.
13. Atlamál hin grænlenzku
Denne titel findes, som allerede anført, i den lille prosasætning imellem Atlakv. og dette digt; desuden står den foran selve kvadet (se fotot. udg. 181 - 2). Berettigelsen af denne titel vil senere blive nærmere drøftet. (1) Dette lange og udførlige digts indhold er følgende:
Alle har hørt om ufreden i gamle dage, da Atle og hans mænd - desværre - lagde råd op imod Gjukungerne og sendte bud efter dem. Guðrún fik nys om den svigefulde plan og ristede runer og sendte dem til sine brødre med Vinge [= Knéfrøðr i Atkv.], som forvanskede og forvirrede runerne undervejs [intet om Atlakviðas ulvehår] - »Atles sendemænd drog over Limfjorden derhen, hvor de tapre bode«. De modtages venlig og der holdes gæstebud; Vinge fremfører indbydelsen; Gunnarr vil rejse, hvis Högne vil. Högne siger, at han vil føje sig efter Gunnars bestemmelse [anderledes i Atkv.]. Efter drikkelaget gik man i sæng (v. 1 - 8).
Kostbera, Högnes vise hustru, vil nu læse Guðrúns runer, men hun forstår dem ikke og formoder, at de må være urigtig ristede eller også forvanskede. Om natten har hun drømt mangt og meget; hun meddeler Högne sine drømme, da hun vågner, og fraråder ham at rejse. Hun drømte, at deres hus og sæng brændte, at en »bjørn« var kommen ind, som opbrød plankerne og forskrækked dem alle, at en orn kom flyvende ind, som besprængte dem alle med dug (blod). Högne tyder disse drømme, men på en beroligende måde, naturligvis galt; bjørnen tyder han som snefog fra øst osv. (v. 9—20).
På samme måde gik det med Glaumvör, Gunnars hustru; hun drømte om natten, at Gunnarr blev hængt og opædt af orme, at han blev gennemboret af spyd, at en flod kom brusende ind gennem deres hus, hvorved både Gunnars og Högnes ben knustes, at døde kvinder kom og bød Gunnarr hjem med sig. Gunnarr slutter heraf, at de ikke har lang tid tilbage at leve i (v. 21 - 9).
Da det nu blev dag, rejste de afsted, kun 5 i det hele, med 3 huskarle«, skønt der var dobbelt så mange huskarle på gården. Kvinderne ledsagede dem ned »til fjorden« og søgte at holde dem tilbage. Glaumvör opfordrer Vinge til at lønne deres gæstfrihed godt, »og han svor på at ville gøre det«. Kostbera ønsker dem lykkelig rejse, hvorpå Högne svarer koldt og tørt (v. 30 - 6). De rode bort af alle kræfter [i Akv. rider de over fjælde]. Efter at være landede i Atles rige går de op til hans gård og Högne banker på porten. Da åbenbarer Vinge for dem, at de snart vil blive dræbte, men de dræber ham på stedet (v. 37 - 41). Atle og hans mænd samles og ruster sig til kamp, men der var et gærde imellem de to fjendtlige partier. Da kom der en træl ind til Guðrún og fortalte hende, hvad der var på færde. Hun bliver meget bevæget, går ud og hilser for sidste gang på Niflungerne; hun opfordrede til forlig, hvortil alle sagde nej. Da tog Guðrún sværd i hånd, stillede sig på sine brødres side og nedhuggede to mænd, hvoraf den ene var Atles broder (v. 42 - 51). Gjukungerne kæmpede overordenlig tappert; kampen varede fra morgen til middag, 18 mænd var faldne på Atles side. Han klagede over så meget mandefald (oprindelig var de tredive) og over at have fået en så stolt hustru. Guðrún erklærer, at hun ikke bryder sig om Atles ord, han har dræbt hendes moder og voldt hende flere sorger. Atle befaler sine mænd at forøge Guðrúns sorg ved at mishandle hendes brødre, skære hjærtet ud af Högne og hænge Gunnarr i en galge. Högne vil med glæde lide døden (v. 52 - 60). Beite, Atles bryde, råder til at tage Hjalle i den hensigt, i al hemmelighed at sørge for, at Högne kan beholde livet [altså noget helt forskelligt fra fremstillingen i Akv., ja Hjalle bliver ikke engang dræbt her]. Hjalle blev bange og skreg af frygt, førend han mærkede kniven, bad for sig og lovede at gøre alt det værste arbejde, hvis han fik lov til at leve. Högne gik da i forbøn for trællen, han var ked af at høre hans jamren og hylen. Da tog de og dræbte Högne, som lo i døden. Gunnarr spillede (i galgen) på harpe, således at kvinder græd og mænd klynkede og taglægteme brast (61 - 7). Nu var bægge brødre døde, og Atle var meget stolt over at have dræbt dem og drillede Guðrún; hun svarede, at det ikke vilde gå ham godt, medmindre hun døde også. Men Atle ønsker, at de herefter skal leve sammen i fred og enighed. Det vil Guðrún ikke love, navnlig ikke nu, da Högne er død. Guðrún lod dog, som hun intet vilde foretage sig og som hun var veltilfreds, og viste således sin falskhed. Hun dræbte sine to unge sønner (skar halsen over på dem), men Atle spørger, hvor de er blevne af (v. 68 - 79). Guðrún fortæller Atle sin sorg, og at hun godt husker, at han meddelte hende hendes brødres død. Nu er hans sønner døde, deres hjærneskaller bruges som drikkekar, deres hjærter har Atle spist, i den tro, at det var kalvehjærter. Atle truer hende nu med at ville lade hende brænde, men Guðrún siger, at den skæbne vil han selv komme til at lide, medens hun selv engang vil fara i friðra í ljós annat (v. 80 - 7). Hniflungr - Högnes søn - betrode Guðrún, at han tænkte på noget stort, og Guðrún opfordrede ham da til at udføre, hvad han tænkte på: »da varede det ikke længe, til Atle blev dræbt«. Dødelig såret vågnede han og spurgte, hvem der havde givet ham banesåret. Guðrún svarede, at det både var hende og Högnes søn, som havde gjort det. Den døende Atle omtaler nu, hvorledes han ægtede Guðrún og gav hende en stor mundr, medens hun viste sig overmodig og hård. Guðrún benægter at have modtaget noget guld af ham. »Vi var 3 søskende, som fulgte Sigurðr, vi styrede hvert sit skib og lod dem gå, som de bedst kunde, til vi kom til østen«. Der udførte de flere bedrifter. Så blev »den hunske« dræbt til stor sorg for den »unge enke«, og værre blev det, da hun blev gift med Atle (v. 88 - 101). Atle svarer, at de har alle lidt meget, men beder Guðrún om at give ham en »god begravelse«. Guðrún vil, siger hun, købe et skib og en »malet kiste«, hun vil indgnide med voks et lagen til hans lig og forresten sørge for hans begravelse, som om de var gode venner (v. 102 - 3). Da døde Atle, men Guðrún holdt alt, hvad hun havde lovet ham. Derpå vilde hun dræbe sig selv - »men hun døde ikke dengang« (v. 104). »Lykkelig er enhver, som føder sådanne børn som Gjuke; deres ry vil altid leve i alle lande, hvorhen det bringes«.
Dette indhold afviger, som allerede udpeget og som ved en sammenligning nærmere vil fremgå, i mangt og meget fra Atlakv.; men også fremstillingsmåden er grundforskellig. I fremstilling står Atlamál uendelig langt tilbage for Atlakviða. Medens dette digt er kort og klart og udelader alt overflødigt, er Atlamál, hvad den ovf. givne indholdsgengivelse klart viser, udførligheden og vidtløftigheden selv; de ringeste enkeltheder medtages. Ikke engang en så overflødig bemærkning som, at »de hørte nu op med at tale« udelades (lokit því létu, líðr hver ræða 20.7-8) osv. osv. Med hensyn til selve indholdet er der flere urimeligheder at bemærke. Bortset fra den måde, hvorpå Atle bliver dræbt - det lader til, at Guðrún først bestemt beslutter hans død ifølge Hniflungs opfordring - er Gunnars død her langt mere unaturlig end ellers (han bliver hængt i en galge og dog opædt af orme, for ikke at tale om at han, hængende i galgen, spiller på harpe med tæerne!). Digteren synes her såre uheldig at have kombineret to beretninger om Gunnars død: 1) i galgen og 2) i ormegården. Ligeledes er hele fremstillingen af Högnes død og om Hjalle ret unaturlig. Heller ikke er det heldigt, at lade bægge hustruer have så mange og vidtløftige drømme på én gang; det er en misbrug af drømmemotivet. Hvilken grund Atle her har til at dræbe Gjukungerne nævnes ingen steder, hvis der da ikke er et vers tabt, som har indeholdt, hvad parafrasen i Völs. s. synes at antyde.
Guðrúns behandling af hendes børn og det at hun giver Atle deres hjærter at spise som kalvehjærter og lader deres hjærneskaller omdanne til drikkekar (jfr. Völundskvadet) er her blevet til en smagløs grusomhed, som viser et senere standpunkt end Atlakv., hvor grusomheden ganske vist er stor, men har dog en helt anden farve. Ejendommeligt for digtet er, at digterens eget jeg en enkelt gang fremtræder (38.2. »jeg vil meddele«). At digteren ikke. har kunnet hæve sig over sin egen synskres, at man allevegne mærker de små vilkår, han daglig havde for øje og som var de eneste, han kendte, er derimod ikke påfaldende, men derom nærmere i det følgende.
Hvad personernes karakter angår, er Gunnarr i grunden sig selv lig og ligesom i Atlakv. Man mærker dog en vis vaklen hos ham eller uselvstændighed; han spørger Högne, om de skal rejse, men denne siger, at han vil gøre som Gunnarr. Da bestemmer Gunnarr sig til at tage afsted. Ellers spiller Gunnarr næsten ingen rolle i digtet. Högne har derimod mere at sige, og det synes som om forfatteren har haft større forkærlighed for ham, vistnok på grund af hans mandige trods og aldrig svigtende mod (v. 13.7-8, 20.5, 35.7-8, 60, 64, 65, han ler i døden ligesom i Atlakv.). I det hele er han den, som er bedst lykkedes for forfatteren. Guðrún er her, som ellers i sagnet, den hengivne trofaste søster, som med runer forsøger at afholde sine brødre fra at rejse og, efter at de dog er komne, at stifte fred og forlig [dette dog ikke andre steder]. Da dette mislykkes, styrter hun selv, som om hun kunde være en valkyrje, ud i kampen og dræber egenhændig to mænd, hvilket næppe har stemt med sagnet og aldeles ikke stemmer med den karakter, Guðrún i de øvrige digte har.
Svagest er Atle opfattet. Efter kampen med Gjukungerne og efterat de er overmandede, holder »den raske« Atle, »skønt (!) vred«, en tale, hvori han med vemod mindes sit store tab af 18 mand og med en vis bitterhed omtaler sin hustru, med hvem han nu og senere ligefrem mundhugges og hvem han driller ved at lade skære hjærtet ud af Högne. Han og Guðrún lever derpå sammen i den største uenighed, og hun truer ham med alt ondt; men det falder ikke »den raske« Atle ind at gøre Guðrún uskadelig, og dog har hun med våben i hånd nedlagt hans egen broder og dræber desuden sine og Atles egne sønner; alligevel foretager han sig intet i den anledning.
Der er i det hele noget pjaltet, noget usselt ved Atle i dette digt (jfr. også hans tale i v. 92 ff.), som når sit højdepunkt i hans ydmyge bøn til Guðrún, om at give ham en - hæderlig begravelse!
Heldig har forfatteren således ingenlunde været hverken i at gribe de afgørende motiver i begivenhedernes udvikling og gang, eller i at forstå og sætte sig ind i oldtidens ånd [fra hans standpunkt betragtet], eller i at skildre personerne. Ligesom digtet hører til de yngste kvad (herom i det følgende), således er digtet i de fleste henseender det ufuldstændigste - undtagen med hensyn til dets længde.
At digtet er forfattet i Grønland og intet andet sted fremgår ikke alene deraf, at i cod. reg. kaldes det det grønlandske - hvilken betegnelses betydning uimodsigelig er bleven fastslået af B. Gröndal (2) og S. Bugge (3), men af flere andre ting.
Heraf kan i første række (4) fremhæves omtalen af en bjørn i v. 17, der i v. 18 nærmere betegnes som en hvidbjørn ɔ: en isbjørn; allerede det, at et sådant dyr overhovedet nævnes, fører uvilkårlig tanken straks hen til Grønland, da isbjørne aldrig var kendte i Norge (undt. som tamme og indførte) og meget sjælden viste sig på Island (5). Men enhver tvivl forsvinder, når man lægger mærke til, at den snebyge, som bjørnen ifølge Högnes tydning skal betyde, siges at komme østfra; dette betegner nemlig retningen, hvorfra isbjørne plejer at komme til det sted, hvor digtet er blevet til; men på Island har enhver fra arilds tid vidst, at de få gange isbjørne kommer derhen, kommer de fra nord-nordvest. Hertil kommer, at selve drømmene viser en så levende angst for disse dyrs pludselige ankomst, at en sådan frygt er vel forståelig i Grønland, umulig på Island.
Hertil passer den forunderlige fjærnhed fra det oprindelige sagns væsen og natur. Således rejser Atles afsendinge kun over Limfjorden, og så er de i Gjukungernes rige (jfr. ovfr. s. 303). Hertil svarer også den lidenhed i alle forhold, som digtet fra først til sidst bærer til skue. Dronningen hedder húsfreyja (3.1); hun er beskæftiget med at sørge for gæsterne - aldeles som konen i en almindelig islandsk eller grønlandsk bondegård -; Gunnarr og Högne rejser afsted med et følge på 3 mand [huskarle her afgjort = trælle]. Den mægtige Atle har en h ær eller en drótt, bestående af - 30 mand, som en større bonde, og han klager stærkt over, at 18 er faldne; ret som om der her var tale om en af disse utallige skærmysler, de islandske slægtsagaer er så fulde af. Gjukungeme har kun ét skib; Guðrún taler om Sigurðs vikingetog med tre skibe; de ror over en fjord som dygtige fiskerkarle. Högne banker på døren hos Atle; nogen dørvagt er der ikke tale om.
Endelig findes her et ord som hylda, der bruges (v. 59) om Högne (»Takið ér Högna ok hyldið [ɔ: skærer op] með knífi«); ellers bruges det kun om at opskære en hval eller lign., og er sikkert et ægte grønlandsk udtryk; en islænder vilde sikkert ikke have brugt det om en person.
Der er således ikke skygge af tvivl om, at titlen »det grønlandske« i cod. reg. i enhver henseende passer på dette digt, og at den altså må være rigtig.
Heraf følger, at digtet umulig er ældre end o. 1000, da Grønland først opdagedes kort efter 980; et fast og ordnet samfund er ikke blevet til dér før end inde i det 11. årh. Desuden bærer dette digt flere spor af, at dets forfatter har været kristen, udtryk som at fara i ljós annat (87.8), steind kista (= ligkiste; 103.2), at vexa blæju (om ligklæderne; 103.5). Før o. 1050 er digtet ikke blevet til, men heller ikke ret meget senere; det har at opvise sådanne former som séum (2O.2), dóu (67.1), óumk (13.7), séa (58,7), sáusk (36.1). Jfr. Hniflungr (88.5), med h i forlyd, hvilket har sin betydning.
I sagnhistorisk henseende er digtet ikke uden al betydning og interesse. Det oplyser os om Gunnars (anden) og Högnes hustru Kostbera og Glaumvör; det indeholder navne, som ellers ikke forekommer, Vinge, Snævarr, Sólarr (disse to Högnes sønner), Orkningr, samt Högnes søn Hniflungr; det indeholder desuden flere enkeltheder, som ikke findes andre steder og som er tildigtninger, dog vistnok ikke alle af forfatteren selv, måske ingen af dem.
Hele digtet er, med undtagelse af v. 22 (v. 26 foran v. 15), 43 (i hvis sted Atlkv. er benyttet), 65 - 7 (af samme grund) og 84 (et intetsigende halvvers), benyttet i Völsungasaga på den ovenfor angivne måde, således at det og Atlakviða er kombinerede.
Benyttelsen af ældre digte lader sig ikke i nogen nævneværdig grad påvise. V. 29.i (seinat es at segja, Gunnars ord) er omtr. = Atlkv. 17.1 (seinat es nú systir); 65.5 = Akv. 24.1 (hló þá Högni); 82.1 (maga hefr þinna) jfr. Akv. 36.1 (sona hefr þinna). Om man heraf kan slutte, at forfatteren har kendt Atlakviða, forekommer mig langt fra sikkert (6). Det er sandsynligt, at forf. har kendt Goðrkv. II; jfr. Bekkers afhdl. s. 232 f.
Noter
1): Ang. digtet se henvisningerne ved Atlakviða s. 303; desuden kan nævnes R. Leonhardt: Der málaháttr der Atlamál 1907.
2): Antiquarisk Tidsskrift 1861-3, s. 373.
3): Udg. s. 433.
4): Jeg deler ingenlunde Bugges betænkeligheder.
5): Rigtig bedømt af K. Maurer: Islands und Norwegens Verkehr i Zeitschn f. deut. Phil. II, 442.
6): Jfr. A. Edzardi: Germania XXIII, 408 not.**.
