FJ-Litteraturhist.Bd.1-Eddakvadenes metriske form

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 3 Eddakvadenes metriske form, deres overleveringsform, håndskrifter.


Allerede i den forhistoriske tid har man i Norden haft en vers- form (se foran s. 17 — 18) ; efter hvad vi kan slutte, har denne form nærmest stemt overens med den 8-linjede strofe med 4 stavelser i hver linje. Rimeligt er det, at denne versform fra først af ikke har været så fast og bestemt, som den senere blev. Så langt vi kan komme tilbage i den historiske tid, har de nordiske versformer nået en sådan fasthed, at enhver enkelt art står for sig som noget udpræget individuelt i modsætning til alle andre. Her vil vi kun beskæftige os med de egenlige eddaversemål ; disse er fornyrðislag, málaháttr, ljoðaháttr. (1)

Af disse er fornyrðislag'et sikkert det ældste, hvad jo også selve navnet antyder eller synes at skulle antyde, idet det er dannet af forn (gammel) og orð (i betydningen verslinje (2). Hver strofe består af 8 linjer og hver linje af 4 stavelser af forskellig betoning og længde. Deres indbyrdes forhold og stilling beror på beskaffenheden af de ord, linjen indeholder, eller, med andre ord, på ordaksenten. Det er som bekendt E. Sievers (3), der tilligemed S. Bugge (4) har grundlagt og systematiseret den oldnordiske metrik. Sievers har opstillet følgende 5 normalformer (»grundtypen«) for en fornyrðislagslinje:

A, _́ x ǀ _́ x (f. ex. helgar kindir)
B, x _́ ǀ x _́ (f. ex. þaus fremst of mank)
C, x _́ ǀ _́ x (f. ex. en gras hvergi)
D, _́ ǀ _́ _ x (f. ex. askr standandi)
E, _́ _̀ x ǀ _́ (f. ex. stendr œ of grœnn)

Ved siden af disse hovedformer haves også nogle biformer. Særlig vigtig er en biform af A: _́ _̀⏝́ x f. ex. forn spjöll fira og af C (ved enforkortelse): x _́ ǀ ⏝́ x CC f. ex. né upphiminn.) Fremdeles kan enhver lang stavelse (5) opløses til ⏝́ x, f. ex. C: x ⏝́ x ǀ _́ x (f ex. þars Ymir byggði), D: ⏝́ x ǀ _́ _̀ x (f. ex. mögu Heimdallar). Ved disse opløsninger og forkortelser kunde der fremkomme en stor mangfoldighed af forskellig formede verslinjer, men digtene viser, at variationerne i virkeligheden er temmelig begrænsede.

At denne strænge versbygning er af stor betydning for teksten og dennes beskaffenhed, er indlysende nok.

Et vers, visa, i fornyrðislag består, som bemærket, af 8 linjer, orð, vísuorð. Ofte forekommer der i digtenes nuværende overleveringsform vers, der består enten af flere eller af færre linjer end de normale 6 eller 8; men i mange, måske i de fleste tilfælde kan det antages, at der foreligger enten en interpolation eller en sammenblanding af forskellige versdele eller tab af nogle linjer.

De gamle skjalde lagde overordenlig vægt på det ydre, formen, og digtets og versets harmoniske bygning (6). Til trods for at man i nogle af de formentlig ældste kvad kan påvise en vaklen med hensyn til stavelsernes antal i linjen, har man derfor ikke ret til at gå ud fra nogen tilsvarende uregelmæssighed, hvad linjernes antal i verset angår, og det så meget mindre, som det næsten altid vil vise sig, at teksten på sådanne steder er mangelfuld med hensyn til den logiske sammenhæng.

Fornyrðislag forekommer i mange eddakvad, nemlig Völuspá, Hymiskviða, Þrymskviða, Baldrs draumar, Rígsþula, Hyndluljóð, Völundarkviða, Helgakviða Hjörvarðssonar, Helgakviða hundingsbana I — II, Gripisspá, Reginsmál B, Sigurðarkviða (brot), Goðrúnarkviða I, Sigurðarkviða III, Helreið Brynhildar, Goðrúnarkviða II— III, Oddrúnargrátr, Goðrúnarhvöt, Gróttasöngr, samt i nogle interpolerede vers hist og her.

Når vi nu ser på disse navne og fradrager dem, som ender på -spá (Völuspá, Grípisspá), og andre, hvis navne her ikke kan komme i betragtning, samt dem, der ikke er overleverede fra oldtiden (Baldrs draumar, Helreið osv.), vil vi se, at et betydeligt antal af de øvrige — 12 af 21 — er sammensat af ordet kviða, hvis betydning oprindelig sikkert er sang, eller snarere det reciterede, foredragne, (jfr. at kveða). Dette ord passer fortræffelig til navnet det 'gamle metrum’ (7). De to ting har fra begyndelsen af hørt sammen. I og for sig er der intet i vejen for, at fornyrðislag også er blevet kaldt kviðuháttr; hvis dette har været tilfældet — hvad jeg finder rimeligt — så har man senere givet det sidste, da man dog ikke havde brug for to navne på en og samme ting, til en netop af fornyrðislaget dannet ny versform, den 8-linjede strofe, bestående af afvekslende 3- og 4-stavelseslinjer, og de digte, der blev affattede i dette versemål, fik nu navnet kviða (f. ex. Glælognskviða osv.). Atlakviða er sikkert et forkert navn.

Ved ordet málaháttr forstås i almindelighed den versart, som Atlakviða og Atlamål en grænlenzku, samt den egenlige bestanddel af Hárbarðsljóð er digtet i. En málaháttstrofe består af 8 linjer på 5 stavelser; hver linje deles i to led, ligesom i fornyrðislag'et, og kan betegnes på lignende måde som dette. Vi får da følgende 5 former:

A, x _́ x ǀ _́ x
B, x x _́ ǀ x _́
C, x x _́ ǀ _́ x
D, _́ x ǀ _́ x x
E, _́ x x ǀ _́ x

med forskellige underafdelinger og opløsninger (8).

Sievers har udtalt (9) den antagelse, at fornyrðislag'et og málaháttr'en begge er udgåede fra det oprindelige germanske grundmetrum. Dette har haft de spirer, hvoraf bægge versarter kunde udvikle sig. Mig forekommer det rimeligt, at som særlig konsekvent gennemført versart er málaháttr i Norden (Norge) opstået således, at man til den regelmæssige, af 4 stavelser bestående fornyrðislagslinje tilføjede én stavelse. Den omstændighed, at der i enkelte fornyrðislagsdigte forekom linjer på 5 stavelser indblandede, har bidraget til dannelsen af málaháttr; den er således efter min mening kun indirekte udviklet af det germanske grundmetrum.

Det, som bestyrker denne betragtning, er følgende. Málaháttr forekornmer første gang i skjaldekvadet Hrafnsmál af Þorbjörn hornklofe og senere i to andre, nemlig Eiriksmál og Hákonarmál, digtede ved og efter midten af det 10. årh., samt i Bjarkamál, foruden i de nævnte eddakvad, som alle hører til en yngre klasse af oldkvadene (Atlamál stammer endogså fra det 11. årh.). Det synes således som málaháttr oprindelig er et skjaldekvadsmetrum, som, fordi det stod på overgangen til drottkvæðr háttr, også, men kun i enkelte tilfælde, brugtes til eddakvad. Málaháttr'en er således vistnok en af de yngste metriske frembringelser, opstået o. 900.

Navnet på den 3. versart, ljóðaháttr, der i trykte bøger først forekommer i R. Rasks udgave af Snorres Edda (10), findes i cod. reg. skrevet ude i randen med samme hånd som cod. (11), og denne form må betragtes som den eneste rigtige.

Med dette navn betegnes den versart, hvor strofen består af 6 linjer. Linjernes stavelsesantal er forskelligt og synes at være stigende for hver linje indenfor ethvert halvvers, således at den første linje i dette egenlig har bestået af 3 stavelser, af formen _́ x _́ (F hos Sievers), den 2. af 4 og den 3. af 5. Men dette (oprindelige?) forhold er dog på mange måder brudt, og denne versart synes at have været den, der tillod de største og de fleste friheder.

Denne versart findes i ikke mindre end 12 kvad. De er: Hávamál, Vafþrúðnismál, Grímnismál, Skímismál, Lokasenna, Alvissmál, Hrimgerðarmál (i Helgakv. Hjörv.), Reginsmál A, Fáfnismál, Sigrdrífumál, Grógaldr, Fjölsvinnsmál.

Betydningen af og oprindelsen til disse navne mála- og ljoðaháttr er ingenlunde sikker. Mála- i málaháttr kan kun være gen. plur. af mál — tale, samtale. Ordet synes da nærmest at måtte betyde: det versemål, der anvendtes til samtale (r) eller i dialogiske digte (mál) . Er dette rigtigt, har man til en tid ikke ænset ordets oprindelige betydning. Lægger vi mærke til navnene på disse sidste, møder vi den besynderlighed, at 9 af disse, hvoraf 7 i cod. regius, ender på mál, medens der ikke er ét, som ender på ljod, hvad man dog snarest skulde vænte. Hvad betyder nu ljóðaháttr?

Hvis málaháttr betyder: versemål for mál (jfr. kviðuháttr for kviða, ovf. s. 107), må ljóðaháttr betyde: versart for ljóð, men hvad er så ljóð? Som svar på dette spørsmål skal følgende gisning fremsættes.

En del af Hávamálsamlingen (v. 146 ff.) kaldes, som bekendt, ljóðatal, fordi dens indhold består af Odins ljóð; jfr. begyndelsen:

Ljóð þau kank,
es kannat þjóðans kona
ok manskis mögr.

Jeg antager, at dette digt, Odins tryllesange, eller andre af samme eller lignende art og indhold, har været særdeles berømt og almindelig bekendt i oldtiden. Snorre har benyttet det i sin Ynglingasaga kap. 6 og 7. Det hedder her betegnende nok: »Han (ɔ: Odin) og hans hovgoder hedder sangsmede (ljóðasmiðir) . . . Han (Odin) kunde de sange (ljóð) , hvorved (som bevirkede, at) jorden lukkede sig op« osv. osv." (12). Det er vistnok dette digt, disse ljóð, eller andre lignende, som har bevirket, at den versart, hvori de var affattede, fik navnet ljóðaháttr (jfr. kviðuháttr af kviða). Heraf følger, at versarten tidligere må have haft et andet navn, og dette navn har formodenlig været málaháttr. For to navne på én og samme versart havde man imidlertid ikke brug, hvorfor málaháttr blev givet til den nydannede versart, hvor linjen bestod af 5 stavelser. Vi vilde således have en lignende parallelisme mellem udviklingen af fornyrðislag-kviðuháttr som mellem málaháttr-ljóðaháttr (13).

Man kan finde denne gisning rimelig eller ikke. Et er vist, at vi i den historiske tid, og det endogså temmelig sent, finder et eksempel på en lignende indtrængen af et andet navn, som fortrænger det gamle og egenlige. Det berømte digt Lilja, forfattet c. 1340—50, er affattet i hrynjandi (háttr) eller hrynhenda. Senere blev dette navn fortrængt af et andet, nemlig Liljulag. Det gamle navn blev dog ikke overført på nogen anden versart, af den simple grund, at der intet var, som det kunde gives til, og der dannedes intet nyt.

Ejendommeligt for al germansk oldpoesi er forlydsrimet (bogstavrim eller alliteration). Særlig udpræget og udviklet er dette i den oldnordiske poesi. Det består i, at to og to linjer forbindes med hinanden med 2 eller 3 altid betonede ord, som skal begynde med den samme konsonant eller med vokaler, der ikke behøver at være den samme. En af disse lyd (bogstaver) skal stå i det første betonede ord i den anden linje og dettes navn er hovedstav (höfuðstafr) , den anden eller de to andre må stå i begyndelsen af betonede ord i den første linje og kaldes støttestave eller bistave (stuðlar, stuðill) . Når verslinjerne er korte, kan man lade sig nøje med én bistav. Den 3. linje i hver vershalvdel i ljóðaháttr har altid to.

En ejendommelighed endnu, som den gamle nordiske poesi har, er, hvad man kan kalde digtersprog. Dette består dels af enkelte navne på forskellige ting og personer, som aldrig forekommer brugte i prosa (fornöfn — stedfortrædere, æquivalenter), dels af de såkaldte omskrivninger eller billeder (kenningar, benævnelser eller opkaldelser efter andre ting). Bægge dele forekommer ikke så sjælden i eddakvadene (se foran s. 44 — 5), navnlig dog de første, men da de på langt nær ikke spiller den rolle dér som i skjaldepoesien, vil de blive behandlede i sammenhæng med denne.




Noter:

1): Med dette afsnit kan jævnføres Symons: Einl. § 27.
2): Jfr. Th. Möbius: Arkiv I, 289, K. Gislason: Aarbøger, 1881, s. 188, R. Keyser: Efterladte skrifter I, 84.
3): I hans afhandlinger i Paul-Braune's Beitr. V og VI, og senere i hans Proben zur herstellung osv., Tübingerprogr. 1885, Altgerm. metrik 1893.
4): Forhandlinger på det første nord. filologmøde, 1879, 140 ff. Jfr. E. Jessen: Tidskr. f. Phil. IV, 1863, s. 285, 287.
5): _́ _̀ betyder en lang stavelse med henholdsvis hovedtone og bitone x en ubetonet stavelse, som både kan være lang og kort. Positionslængden gælder her og har ingen undtagelser.
6): Jfr. min afhandling om Hárbarðsljóð i Aarb. 1888, s. 148—9 og den dér anførte udtalelse af K. Gislason i Skjaldedigt, form. beskaffenhed.
7): Dr. E. Wessén har i Edda 1915 s. 127 ff. skrevet en afhdl. : Om kuiða i namn på fornnordiska dikter. Forfatteren mener, at navnet ikke sigter på nogen bestemt strofeform, men hænger sammen med digtets indhold og almindelige karakter (s. 129) og han fjærner det fra den almindelig antagne forbindelse med stammen i kveða 'at sige, fremsige'. Forf. nægter, at det kan komme af masc. kviðr; dette er imidlertid en fejltagelse. Kviða svarer til kviðr, ganske som viða svarer til viðr; og ligesom kviðr (hvoraf kviðlingr direkte er dannet) betyder egenlig 'udsagn' (ikke 'dom'), således betyder kviða, som ovf. fremstillet, 'det fremsagte', måske eller rimelig med bibetydning af det 'højtidelige'. At sætte ordet med Wessén i forbindelse med en rod som den i kviða 'være bekymret, bange for noget', finder jeg i virkeligheden meningsløst; ordet skulde da betyde 'klage, jammer', specielt 'klage ved nogens død' og deraf 'klagesang'. Der findes ikke spor af denne betydning i oldsproget; også må jeg hævde, at den sen-islandske udtale af ordet (visende tilbage på kort i) er afgørende. Jeg må således for mit vedkommende afvise denne forklaring som reelt uden nogen støtte i overleveringen og formelt som grundløs. Mulig har hunkønsordet vísa været medvirkende ved dannelsen af kviða.
8): Se foruden Sievers' afhandlinger også Th. Wisén: Málaháttr i Arkiv III, 193 ff, B. Sjöros: Málaháttr 1906, Leonhardt: Atlamál 1908, Symons: Einl. CCXXXIIIf. Jfr. Wessén Om kviða i Edda 1915 s. 131 f.; hans opfattelse kan jeg ikke bifalde.
9): „Der viersilbler des fornyrðislag und der fünfsilbler des málaháttr sind beide repräsentanten des angelsächsischen halbverses, und, historisch betrachtet, gewiss aus dem germanischen vorläufer des letzteren hervorgegangen." Paul-Braune: Beiträge X, 538.
10): Snorra-Edda ásamt Skáldu, Stockhólmi 1818, s. 269.
11): Se nærmere herom min afhandling i Arkiv f. n. fil. VIII, 307—9. Ang. dette versemål henvises til: Heusler: Der ljóðaháttr 1890, H. Gering: Die rhytmik des ljóðaháttr (Zs. f. d. Phil. XXXIV— V), Fr. Läffler: Ljóðaháttr. 1913, Symons: Einl. CCXXXVII f.
12): Heimskringla I, 17. 19.
13): Det skal her i forbigående være bemærket, at denne udvikling taler for, hvad der ovenfor er udtalt om málaháttr'ens alder. Med det ovf. udviklede jfr. Symons: Einl. CCXXXIV.