FJ-Litteraturhist.Bd.1-Goðrúnarhvöt

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


14. Goðrúnarhvöt

Foran dette digt, (1) som i cod. reg. bærer denne titel, findes et prosastykke, hvori Guðrúns skæbne efter Atles død fortælles, samt hvorledes hun vilde drukne sig, men drev over til et rige tilhørende kong Jónakr, som ægtede hende. Med ham fik hun tre sønner: Sörle, Erpr og Hamðir. Svanhildr, Guðrúns og Sigurðs datter, blev gift med Jörmunrekkr den mægtige. Hans rådgiver Bikke råder kongens søn Randvér til selv at tage Svanhildr, men forråder ham bagefter; Jörmunrekkr lader Randvér hænge og Svanhildr træde under hestefødder. Da Guðrún erfarede dette, opfordrede hun sine sønner til at hævne søsteren. Herpå begynder digtet med følgende vers: »Det er den grueligste tale, jeg har hørt, den som Guðrún holdt, da hun æggede sine sønner med grumme ord«. »Hvorfor sidder I, hvorfor er I glade, da Jörmunrekkr dog har ladet eders søster træde under hestefødder (v. 2, som er udvidet med 4 linjer, hæntede direkte fra Hamðismál 3.5-8); I ligner ikke Gunnarr og Högne (v. 3)«. Da sagde Hamðir: »Ikke roste du Högne, da Sigurðr blev dræbt og dine klæder blev rødfarvede i hans blod. Men vi skal dog hævne vor søster« (v. 4 - 6). Guðrún gik leende hen og hæntede rustninger til sine sønner, der nu steg på deres heste. Da sagde Hamðir, at de ikke vilde komme tilbage, og at Guðrún på én gang vilde komme til at drikke gravøl efter alle sine børn (v. 7. 8). Hermed slutter digtets første del.

Om brødrenes rejse og hævn fortælles i dette digt ikke mere. Derimod fortsættes med, hvad Guðrún nu imidlertid tog sig for. Hun satte sig grædende foran huset og holdt en lang sørgetale for sig selv (v. 9). Hun mindes sine 3 giftermål, først med Sigurðr, hvem hun holdt mere af end nogen anden, derpå med Atle - hun mindes deres sønners død - , og sidst med Jonakr, hvem hun har født sønner (v. 10—14). Herpå mindes hun Svanhildr, der i salen var som en solstråle, og som blev giftet bort til Goterfolket. Hendes største sorg er at tænke på, hvorledes Svanhilds dejlige hår er blevet trampet af hestefødder, og hun mindes sine brødres død (v. 15 - 17), »Meget husker jeg af ulykker. Læg du Sigurðr bidsel på din sorte hest og lad den løbe hid. Jeg har ingen her, hverken datter eller sønnekone, som giver Guðrún kostbarheder. Husk Sigurðr, hvad du sagde, da vi sad sammen, at du vilde besøge mig fra Hel og jeg dig fra verden. Gør egestablen (-stablene) istand, for at ilden kan opbrænde det sorgfyldte bryst. Sorgerne tør op« (v. 18 - 20). Disse vers er her gengivne omtrent ordret. På dem følger et slutningsvers på 6 linjer, hvori et ønske om velfærd for alle mænd og kvinder udtales, men dette vers er uden tvivl en senere tildigtning.

Vi har sikkert ikke her med ét digt at gøre, men med brudstykker af mindst to; til det første hører v. 1 - 18.1, til det sidste I8.2 - 20. Det er en højst mærkelig tale, der ved denne lejlighed føres af Guðrún i den sidste del af digtet. Guðrún går pludselig og aldeles uvæntet over til direkte at tiltale den forlængst afdøde Sigurðr og det på en sådan måde, som, når man tager situationen i betragtning, er rent ud forbavsende. Ikke mindre påfaldende er det, at det sidste vers indeholder en opfordring til at træffe foranstaltninger til at brænde hendes og Sigurðs lig; i denne sammenhæng er dette, så vidt ses kan, uforståeligt. V. 20 synes at måtte skilles fra de andre to (v. 18 og 19); dog kan de alle høre til et og det samme kvad; men så må dette digt (eller disse vers) tænkes fremsagt af Guðrún kort efter Sigurðs drab. Indholdet af disse vers minder iøvrigt om slutningen af Völs. kv. forna. Hele digtet findes nøjagtigt gengivet i Völs. s. kap. 41, undtagen v. 20 (og v. 1 og 21).

Det, som er afgørende for spørsmålet om, hvorvidt digtet består af to ikke sammenhængende dele, er, at v. 18 begynder på en ejendommelig måde. Først er der én linje (Fjöld mank bölva) og så følger 8 linjer, som for sig udgør ét helt vers; herved er også at bemærke, at l. 1 ikke hænger sammen med l. 2 med rimstave. Her har man, hvad også udgivere har set, sammenføjningen. Fortsættelsen til 18.1 er tabt; i dens sted blev vers I8.2 ff. indsat, fordi man følte, at der manglede noget, som sædvanlig, uden at bryde sig om en god sammenhæng. Således også Symons (Neckel modsat).

Digtet (ɔ: 1 - 18.1) hører ikke til de allerbedste kvad; om nogen karakteristik af personer er der næppe tale, undtagen for Guðrúns vedkommende. Hun optræder her, som forresten ellers, med sin dobbeltsidige karakter, dels som den altid hævnlystne, dels som den lidende og sine sorger erindrende kvinde, der navnlig lever i mindet om Sigurðr.

Kvadet ses at have lånt adskilligt fra andre digte (2). På den anden side har Sig. sk. sikkert lånt fra Goðrhv. v. 13 - 14 (se ovf.). Jfr. Ussing s. 162. Herved har vi digtets tilblivelsestid så nogenlunde given. Det er yngre end både Hamðismál og Goðrúnarkv. II (fra o. 950) og ældre end Sig. sk. (fra o. 1050). Det kan således stamme såvel fra det 10. årh.s slutning som det 11. årh.s begyndelse.

Om digtets hjem er det vanskeligt at sige noget bestemt; dog tror jeg, at det snarest er grønlandsk, da vi i Atlamál finder udtalen Hnifl- ligesom her (3).




Noter

1): Ang. digtet se Symons: Einleit. CCCXXXVIII f., Neckel: Beitr. 348 ff., Jiriczek: Deut. heldens. 84 ff., Ussing: Heltekvad. 160 ff., Boer: Die sagen von Ermanarich u. Dietrich von Bern (1910) s. 35 ff.
2): Således er l. 2.8 (jóum of traddi) lånt fra Hamðismál 3.4 (herpå følger i Hamð. 4 linjer, som dér har hørt med til verset; disse linjer findes også i Goðrhv., men her er de sikkert en senere let forståelig interpolation. På samme måde er hele v. 4 i den mundtlige overleverings tid her indsat fra Hamð. 6-7, som imidlertid er blevne sammendragne til ét vers). V. 10.5-6 (einn vas mér Sigurðr öllum betri) synes at have sit forbillede i Goðr. kv. II, 33-4 (at ættak ver öllum fremra); måske er også 12.1-2 (Húna hvassa hétk mér at rúnum) dannet efter Goðr. kv. III, 4.7-8 (es vit hörmug tvau hnigum at rúnum). Neckel mener, at digtet er ældre end Goðr. kv. II.
3): Af ordet Húnkonunga (3.10) tør intet sluttes, da linjen vistnok er en interpolation, og i 6.2 kan det hentyde til Atle. Hvis ikke, er det et bevis mere for digtets grønlandske oprindelse, da Sigurðr kun i grønl. digte kaldes den hunske.