FJ-Litteraturhist.Bd.1-Goðrúnarkviða (I)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


6. Goðrúnarkviða. (I)

Denne titel findes i hdskr.; ofte føjes i udgaver hin fyrsta til. Digtet indledes med et lille prosast., der i hdskr. danner en direkte fortsættelse af det foregående kvads slutningsprosa. Indholdet heraf er ligefrem hæntet fra begyndelsen af digtet. Dette er i det hele velbevaret med nogle få indskud (7. 24,9-13). Det er ikke benyttet i Völs. s. (1)

Guðrún beredte sig til at dø, da hun sad sorgfuld ved Sigurðs lig; hun græd ikke og klagede ikke som andre. Alle søgte at trøste hende, mænd og kvinder, blandt andre hendes søster Gjaflaug, ved at fortælle hende om deres egne sorger — »dog kunde Guðrún ikke græde« (1-11). Da gav Gollrönd Gjukes datter det råd at fjærne ligklædet, som dækkede Sigurðs lig; hun gjorde det derpå selv og drejede Sigurðs blodige hoved henimod Guðrún (v. 12. 13). Da så Guðrún én gang havde set på Sigurðs lig, »sank hun ned mod puden, håret løsnedes, kinden blussede, tåreregnen strømmede ned. Da græd Guðrún Gjukes datter, tårerne vældede frem med magt; gæssene skreg i gårdens hegn, de herlige fugle, som hun ejede«. Gollrönd taler om Guðrúns store kærlighed (v. 17). Guðrún bryder ud i en vemodsfuld omtale af den prægtige Sigurðs helteskikkelse og manddomskraft, samt af det tidligere glade samliv med Sigurðr; til sidst omtaler hun Brynhildr som en ond vætte (v. 18 — 22). Brynhildr tåler ikke dette og hun udtaler en forbandelse over den, som har bevirket stemningsforandringen hos Guðrún (»den som dig imorges målruner gav«). Gollrönd befaler Brynhildr at tie, hun som altid har været fyrsters onde skæbne. Brynhildr kaster skylden på sin broder Atle (jfr. Sig.sk.) og hentyder til et tidligere ophold af Sigurðr hos Atle, hvor hun har set ham; »i anledning af det syn har jeg altid været ængstelig« (v. 23 — 6). Digtet slutter med en meget virkningsfuld beskrivelse af Brynhilds oprørte sind: »hendes øjne flammede, gift hun fnyste, da hun så sårene på Sigurðs legeme«.

I et slutningsprosast. fortælles, at Guðrún begav sig bort ud på ødemarker og derfra til Danmark, hvor hun i 7 år opholdt sig hos Tora Hakonsdatter, at Brynhildr tog sig selv af dage, »således som det fortælles i det korte Sigurðskvad«. Denne sidste bemærkning vedrører kun Brynhilds endeligt, hvorimod den første, om Guðrúns ophold i Danmark, er hæntet fra Goðr. kv. forn. (II).

Digtets største betydning er nærmest af psykologisk art, idet det på den ene side beundringsværdig og klart viser Guðrúns sindsstemning efter Sigurðs død. Først betager sorgen hende med en isnende kulde; hendes hjærte er ligesom en tilfrossen kilde, ingen tåre kan vælde frem, intet ord kan komme over hendes læber. En ydre forandring, det umiddelbare syn af Sigurðs blodige legeme, bryder isen, presser blodet op i hendes kinder og tårerne ud af hendes øjne. Nu taler hun og da kun om Sigurðr og hans prægtige skikkelse. Hun udtaler sig stærkt mod sine brødre, og spår, at guldet vil volde Gunnars død.

Modsætningen imellem Guðrúns og Brynhilds karakter træder her klart frem. Guðrún viser sig som den elskende hustru og den blide kvinde, Brynhildr som den valkyrjeagtige kvinde, hos hvem den stolte, stærke lidenskabelighed har overtaget. Hun er ikke stum af sorg, men hun græder heller ikke, og dog er hendes hjærte såret til døden. Når Guðrún vækker en kærlig medfølelse hos læseren (tilhøreren), vækker Brynhildr en ophøjet sympati.

Digtet hører ikke til den ældre række af heltekvad. Det bedste bevis herfor er, at der i digtet findes et par steder (1.5-8 = Goðr. II 11.5-8; Goðr. I 18 ≠ Goðr. II 2.), som med nogle forandringer er hæntede fra Goðrúnarkviða II, der netop kaldes »det gamle«. Goðrkv. I må således være yngre end dette digt (2) og kan som følge heraf næppe være ældre end fra det 10. årh.s sidste halv- eller snarere fjærdedel (3). På den anden side står digtet i sproglig henseende fuldstændig på samme standpunkt som andre digte fra denne tid (former som sáumk, knéum, séi, hverjan). Også nye, ellers ukendte personer indføres.

Om dets hjem er der ikke meget direkte oplysende i digtet selv. Udtrykket sunnanlands (ɔ: i Tyskland) fører nærmest hen til Norge, da dette og lignende udtryk ikke kan have været almindelige på Island i en så gammel tid. Hermed synes at stemme, at jarle og jarlebrude, herser og þjóðann så ofte nævnes.




Noter

1): Om digtet se Symons: Einleit. CCCXXXV f., Neckel: Beitr. 295 ff., Ussing: Heltekv. 132 f., 141, Boer: Untersuch. III, 119 f.
2): Sål. f. ex. også Ussing. Neckels modsatte opfattelse er åbenbart urigtig.
3): Müllenhoff bedømmer (D. A. V 370) digtet "ganske uretfærdig.