FJ-Litteraturhist.Bd.1-Goðrúnarkviða (III)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


10. Goðrúnarkviða hin Þriðja

Foran dette digt (1), som i cod. reg. har overskriften: kviða Guðrúnar, står der et lille, prosast, hvori vi oplyses om, at Atles trælkvinde Herkja havde set Þjóðrekr og Guðrún tale fortrolig med hinanden; dette meddelte hun Atle, som nu blev fyldt af mistanke til Guðrúns ægteskabelige troskab og kom i en nedtrykt stemning. Da spurgte Guðrún, hvad han fejlede (v. 1) (2). Da fortæller Atle hende, hvad han far fået at vide af Herkja (v. 2). Guðrún svarer: »På det vil jeg dig alle eder sværge ved den hvide, hellige sten, at jeg og Þjóðmarr intet gjorde, hvad ej mand eller kvinde turde gøre«, undtagen at hun én gang har lagt armen omkring hans hals, »da vi bægge talede sorgfulde sammen«. Hun opfordrer Atle til at lade Sakse, »sydmændenes« konge, hænte [for at forestå Guðrúns prøve] (v. 3 - 6). 700 mand samles i hallen. Guðrún beklager, at hun selv må bevise sin uskyld; Gunnarr og Högne får hun ikke mere at se (v. 7. 8).

Prøven består i at tage en sten op fra bunden af en kedel, fyldt med kogende vand (ketiltak, -fang; judicium aquæ ferventis). Guðrún tog stenen op, ikke så meget som en vable fandtes på hendes hånd (v. 9). Da blev Atle glad og befalede, at Herkja nu skulde prøves på samme måde (v. 10). »Ingen har set en elendighed, som ikke har set, hvorledes Herkjas hænder dér blev svedne. De kastede hende i en rådden sump. Men Guðrún dulmede sin sorg« (v. 11).

Dette korte digt har vistnok aldrig været længere, når man ser bort fra enkelte tabte halvvers. Det er ikke benyttet i Völs. s.

Om det sagnhistoriske træk, som sangen indeholder, Þlóðmars forhold til Guðrún, er der ovenfor gjort et par bemærkninger. »Trælkvinden« Herkja er, som W. Grimm forlængst har set (3), ingen anden end Atles medhustru Kreka (hos Priscus), dronning Erka, en datter af kong Osangtrix (Þiðrikssaga), Helche [Herche, Herriche, Hardeche (4)] i tyske digte.

Digtets alder og hjem er det vanskeligt afgørende at bestemme. Dog synes det ved sprog og tone (ordet: jarlar 1,6) at være jævnaldrende med det første Goðrúnskvad og af samme grund at være norsk.

Man har lagt en temmelig stor vægt på den skírsla, ordale, som udgør digtets hovedbestanddel. Således har K. Maurer ment (5), at denne gudsdom, som består i ketiltak, (at taka í ketil), er oprindelig unorsk og indført i en kristelig tid af Olaf d. hellige, men at den i digtet åbenbart betragtes som en fremmed (tysk skik; [jfr. »lad Sakse, sydmændenes [Saksernes] fyrste, hænte«]). Den sidste bemærkning skulde dog snarere tyde på, at skikken endnu var ukendt i Norge og at digtets forfatter kun har kendt skikken af omtale. Digtet kan således være blevet til endnu i slutningen af det 10. årh. I andre - islandske eller norske - kilder nævnes dette ordale kun en enkelt gang i lovene (6), og da som en skírsla for kvinder. Det, som endvidere taler for, at digtet hører den hedenske tid til og Norge, er eden ved »den hvide hellige sten«, samt den skik, der forudsættes, når Herkja siges at være bleven kastet i en rådden sump. Dette var sikkert en ældgammel fællesgermansk skik, som stod og faldt med hedenskabet. Den omtales af Tacitus (7), i Hálfssaga (8), hvor Æsa dømmes til »at druknes i en mose«, løvrigt peger forskerne på, at et vandreæventyr om den utro hustru her er knyttet til Guðrún. I hvert fald er dette æmne et sent digtningsskud.

Det må antages, at digtet stammer fra den hedenske tids slutning. Både R. Keyser (9) og Symons (10) har udtalt, at digtet er meget ungt.




Noter

1): Ang. digtet se Müllenhoff D. A. V, 296 ff., Symons: Einleit. CCCXXXIX, Jiriczek: Deut. heldens. 158 ff., Neckel: Beitr. 51 ff., Boer: Unters. III 73 ff., Ussing: Helte kv. 155 f.
2): Når Edzardi (Germania XXIII, 340) ser i digtet et hjærteligt forhold mellem Atle og Guðrún, er dette forfejlet. Den venlighed, Guðrún viser, er at opfatte som forstillelse.
3): Deut. Heldens. 68.
4): sst. jfr. 345. Boer har gjort opmærksom på ligheden mellem digtet og kap. 384 (339) i Þiðrekssaga, hvor dronning Erka indtager Guðrúns plads; iøvrigt er der jo en stor ulighed til stede.
5): Zeitschr. f. deut. Phil. II, 443, jfr. Germania XIX, 141 fg. 144. Om hele spørsmålet se Grimm: Deut. rechtsalt. 919 ff.
6): Norges gamle love I, 152. Grágás II, 206.
7): Germania k. 12.
8): Norr. sagaer osv. (Bugge) s. 13. Jfr. hvad der fortælles om Gunhilds endeligt, f. ex. Fms. XI, 26—7.
9): Efterladte skrifter I, 214.
10): Zeitschr. f. deut. Phil. XII, 108 not. - Jfr. G. Storm Sagnkredsene om Karl d. store og Didrik af Bern (1874) s. 87- 8, hvor forf. mener, at hvad der i et tysk sagn er blevet fortalt om Hercke er i norden blevet overført på Guðrún »ved siden af hvem Herkja måtte betragtes som illegitim«.