FJ-Litteraturhist.Bd.1-Goðrúnarkviða hin forna

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


9. Goðrúnarkviða hin forna

Foran dette digt står der i cod. reg. et prosast. med overskriften Dráp Niflunga, hvori Guðrúns giftermål med Atle, samt Gunnars og Högnes endeligt i al korthed fortælles. Indholdet er hæntet fra Atlamál. »Kong Þjóðrekr - således slutter prosaen - var dengang hos Atle og havde dér mistet næsten alle sine mænd. Þjóðrekr og Guðrún klagede sig for hinanden over deres sorger. Hun fortalte ham og kvad«. Herpå følger digtet (1). I selve digtet forekommer der intet som helst, der tyder på, endsige viser, at den, Guðrún taler til, skulde være Þjóðrekr, ɔ: kong Didrik af Bern, ja, det fremgår i det hele slet ikke, at hun taler med nogen som helst. Þjóðrekr, Þiðrikssagas Þiðrikr, siges i sagaen i en længere årrække at have opholdt sig hos kong Atle, og derfra er denne notits i prosaen vel hæntet. Men i intet andet digt hentydes der til noget forhold imellem Guðrún og Þjóðrekr, undtagen i Goðrúnarkviða III. Her nævnes han to gange i v. 2 og 5, medens v. 3 har et ganske forskelligt navn: Þjóðmarr. Her må man enten antage en - forresten højst forunderlig – skrivfejl, eller at netop dette navn er det oprindelige og at Þjóðrekr i v. 2 og 5 er en »rettelse« af samleren; han kendte ingen berømt Þjóðmarr (2), hvorimod Þjóðrekr sikkert har været ham velbekendt. Han har så glemt at rette navnet på det 3. sted. Den sidste antagelse er vistnok den rigtigste. I hvert tilfælde må det hævdes, at Goðr. kv. forn. ikke antyder, at Guðrún taler med nogen.

Digtets rigtige navn, som noget udvisket findes i cod. reg., er Goðrúnarkviða med tilf. hin forna, da det digt, som således nævnes i slutningsprosaen til Brot, er det samme som det, vi her omhandler.

Guðrún mindes sin barndom og ungdom indtil hun blev gift med Sigurðr, som beskrives: »Min Sigurðr overgik Gjukes sønner, som det grønne løg det øvrige græs, som den højbenede hjort de grå dyr [de lavbenede ulve] som det røde guld det grå sølv«; hendes brødre kunde ikke tåle, at Sigurðr levede. De vog ham på tinge. Grane kom hjem uden rytter. »Da gik jeg til Grane med gråd på kind og spurgte den; Grane blev sørgmodig og bøjede hovedet ned, hesten vidste, at dens ejer ikke mere levede«. Endelig gav Högne hende den ønskede oplysning, at Sigurðr lå død »hinsides havet«, »dér ligger Sigurðr på de sydlige veje. Dér vil du høre ravnene skrige, ørnene gjalde glade ved føden, ulvene tude omkring din mand«. Guðrún begav sig alene ud i skoven, hvor hun ønskede sig døden, uden at finde den. Hun begav sig derfra og kom efter 5 dages rejse over fjæld til kong Halfs høje hal. I 7 år opholdt hun sig nu hos Tora Hakonsdatter i Danmark. For at få tiden til at gå, broderer de sammen »sydrøne sale og danske svaner, begivenheder som Sigmunds søtog, Sigars og Siggeirs kamp »syd på Fíve« (Fjóni i Völs. s.) osv. Nu erfarede Grímildr, hvor Guðrún opholdt sig; hun lod hende hænte og bød hende bøder for hendes mand og søn (den 3 år gamle også dræbte Sigmundr). Så gav Grímildr hende en glemselsdrik med trylleruner og af forskellige bestanddele (3); derved glemte Guðrún, hvem der havde forvoldt hende den sorg at dræbe Sigurðr. [Hun glemmer ikke Sigurðr, men hun glemmer, at det er hendes egne brødre, der har dræbt ham; derved forklares det, at hun aldrig senere er hævngærrig mod sine brødre, men viser sig tværtimod som en hengiven og trofast søster].

Grimildr tilbød hende nu både jordegods og klenodier, hvis hun vilde tage Atle Buðlason til mand. Det vil hun ikke, ti Atle vil dræbe hendes brødre, spår hun. Grímildr blev derover bedrøvet, men trængte lige stærkt ind på Guðrún, og hun gav da endelig efter. De rejste nu over land og hav til Atle. Her mangler der vistnok i digtet et stykke om brylluppet, ti det næste vers (v. 37) meddeler, at en morgen, da Guðrún og Atle vågnede, fortæller han hende forskellige drømme, som han har haft. Alle disse drømme tyder på Atles og hans sønners nærforestående død, men Guðrún udlægger dem, som om de ingen ting havde at betyde. Der mangler rimehgvis også noget her i slutningen (4).

Digtet er, som man ser, historisk tilbageskuende og i flere henseender meget vigtigt, både i sagnhistorisk henseende (Guðrúns ophold i Danmark, Sigurðs drab på tinget, Sigars og Siggeirs kamp), og i kulturhistorisk (broderier v. 14 - 16; beskrivelsen af Langbarðs (5) liðar v. 19, af glemselsdrikken og dens bestanddele i forbindelse med dens trylleruner 21 - 3, måde at rejse på 35). Også drømmeafsnittet er interessant; det er åbenbart forbilledet for drømmene i Atlamál.

Skildringen af personer er meget konsekvent og korrekt både med hensyn til Guðrúns sorg efter den prægtige Sigurðs død og hendes uvilje mod Atle, hvem hun tvinges til at ægte, samt med hensyn til hendes brødres karakter. Af en gribende virkning er hendes omtale af Grane (v. 4. 5). Gunnarr fremtræder som den mindst hårde (v. 7. 18), medens Högne er den rolige, men hårde, uskånsomme og altid redebonne til at tage alle konsekvenser af sin handlemåde. Dette karaktertræk er digteren sig vel bevidst: »kun engang svarede Högne af stor sorg (bedrøvelse; v. 10)«. Grímildr skildres som den rænkefulde, mod et vist mål higende kvinde, som end ikke frygten for hendes egne børns ulykke afholder fra at ville og skulle nå målet.

Skønt digtet i denne henseende er fortræffeligt nok, er det mærkeligt at se - og i så henseende er digtet enestående - , hvor liden ævne forfatteren har haft til at klargøre begivenhedernes skueplads. Det er ikke nok med at han lader Guðrún i de rent fortællende partier bruge et udtryk som »sydrøn« (= tysk) om forhold i hendes eget land, som »syd på Fyn« (at dette er det rette, tvivler jeg ikke på), men han lader hende i gengivelsen af Högnes ord anvende så aldeles upassende udtryk som »hinsides havet«, »på de sydlige veje«. Det er forfatterens egne, og ikke Högnes ord.

Digtet er sikkert norsk. Det viser allerede sammenligningen (i v. 2) af Sigurðr med hjorten og ulven, ligeledes et udtryk som »syd på Fyn« (6), for ikke at tale om rejsemåden til vogns (v. 35) osv.

At bestemme dets alder er heller ikke vanskeligt. Vi har ovenfor set, at Sig. sk. forudsætter Goðrkv. I og at dette digt atter forudsætter vort digt. Heraf følger, at Goðrkv. II ikke kan være yngre end o. 950 (7). Hertil passer også det epitet, som kvadet har: hin forna, Jfr. de rent hedenske ofres omtale i v. 43.




Noter

1): Ang. digtet se Müllenhoff D. A. V, 392 ff., Neckel: Beitr. 315 ff., Symons: Einleit. CCCXXXIII f., Boer: Untersuch. III 61 ff., Ussing: Heltekv. 138 ff., 144 f. Jfr. Bugge: Arkiv XXVI, 339 ff.
2): Jeg skal her minde om Cassiodor (Variar. XI, 1): »Theodemir pietate sapientia inclitus pater«.
3): Jfr. Jiriczek: Der vergessenheitstrank i Zs. f. vergl. litt. gesch. N. F. VII.
4): Når Symons alternativt mener, at v. 38 ff. er fra et andet digt, kan jeg ikke være enig med ham, men hans andet alternativ (mangelfuld overlevering) er meget rimelig.
5): = Atles Lüning: Die Edda s. 423, Symons: Beiträge osv. III, 238.
6): Udtrykket suðr á Fívi (= Fife i Skotland) har bevirket, at G. Vigfússon (Corp. poet. bor. I, lx, 560, jfr. Symons: Beiträge osv. III, 238) har antaget, at digtet måtte være forfattet på Orknøerne. Men Fívi kommer her højst forunderlig for i forbindelse med en kamp mellem to utvivlsomt olddanske konger og sikkert danske land-konger. Jeg tvivler således ikke på, at Grundtvig, Hildebrand og Bugge (s. 424) har ret i at slutte sig til Völs. sagas læsemåde: Fjóni; jfr. den rolle, som Danmark og danske forhold overhovedet spiller i digtet. - Den Hálfr, konge i Danmark, som digtet nævner, må antages at være identisk med Sigurðs stefader, Álfr Hjálpreksson; denne kaldes netop etsteds i Nornageststþ. halfr (i Flatøbogen, se Norr. sagaer etc. s. 55 not. til 1. 8); en sammenblanding af Alfr og Halfr har ofte fundet sted. Muligvis bør vi læse Alfs i Goðr. kv.. da H som rimbogstav her er unødvendigt.
7): Neckels antagelse, at digtet er yngre end og påvirket af Atlamál, synes mig ingen gendrivelse at behøve. Ussing antager lige det modsatte.