FJ-Litteraturhist.Bd.1-Grímnismál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

b. Vafþrúðnismál. Grímnismál. Baldrs draumar. Hárbarðsljóð.


2. Grímnismál.
Dette digt indledes i hdskr. med et prosastykke, hvori det fortælles, at kong Hrauðungs to sønner, Agnarr og Geirrøðr, var roet ud for at fiske, men at stormen drev dem om på havet indtil de endelig kom til et land, hvor de led skibbrud. Der traf de en mand og en kvinde i en hytte. Hos dem var de om vinteren og blev opfostrede af dem, Agnarr af konen, Geirrøðr af manden, som lærte ham »råd«. Om foråret gav manden dem et skib og talte med Geirrøðr under fire øjne, før end de rejste. De sejlede nu bort og kom til deres faders rige; men da de skulde gå i land, sprang Geirrøðr først i land og stødte med det samme skibet ud med Agnarr på, som nu førtes atter ud på havet. Geirrøðr blev konge efter sin fader og blev meget berømt. — Odin og Frigg sad en dag i Hlidskjalf. Da sagde Odin i en drillende tone: »ser du din fostersøn Agnarr, hvor han lever sammen med en jættekvinde i en hule, medens min fostersøn Geirrøðr er konge«. Frigg svarede: »Han er en sådan »madnidding [ɔ: karrig på mad], at han sulter sine gæster, når han finder, at der kommer for mange«. Odin sagde, at det var usandhed, og herom væddede de. Frigg sendte sin tærne Fulla til Geirrøðr for at sige ham, at en troldkyndig mand, som kunde kendes derpå, at hunde ikke vilde angribe ham, vilde komme til ham. Dette skete. Der kom en mand i en blå kappe, hvem hundene ikke gjorde noget. Geirrøðr lod denne mand, hvem han uheldigvis ikke genkendte, gribe og sætte mellem to bål; her sad han i 8 nætter, uden at nogen ynkedes over ham, med undtagelse af Geirrøðrs tiårige son Agnarr; han gav manden noget at drikke, men da brændte allerede hans kappe (1). Grímnir (ɔ: den maskerede, ukendelige), som han kaldte sig, begynder så sin monolog (digtet) (2).

Således som digtet er overleveret, er det straks ved et øjekast klart, at det ikke kan have sin oprindelige skikkelse. Dette spørsmål må først og fremmest tages i betragtning og tilnærmelsesvis løses, de uægte vers bestemmes og udskydes, hvorefter det vil vise sig, hvad digtets egenlige mening og tankegang er. Man kunde tro, at opgaven var ret vanskelig, men den er i dette tilfælde temmelig let.

Der har ikke manglet forsøg på at udskille de interpolerede partier og vers. Således har Müllenhoff antaget, at v. 1-5, 8, 9, (10?), (18-20?), 21-3, 25, (26), 36, 42, 45-49 (÷ 47,5-8 og 48,1-4), 51-3 er ægte, og han tilføjer: »wir erhalten so zwar eins der kleinsten, aber eins der grossartigsten lieder der Edda, eine offenbarung Oðins in seiner ganzen herlichkeit und furchtbarkeit« (3). B. Symons havde tidligere gjort et lignende forsøg (4), men har mere sluttet sig »i alt væsentligt« til Müllenhoffs kritik (5). A. Schulrus forsøgte en rekonstruktion af digtet (6), der imidlertid må betragtes som fuldstændig mislykket. Endelig har R. Boer udførlig behandlet digtet (7), og kommer til det resultat, at v. 1-3, 9, 10, 21-23, [24, 26?], 45-47,1-3 + 48,5-7, 51,1-2 + 52,3-6, 53 er ægte; han mener ikke, at overleveringen viser noget tegn på, at vers er gået tabt, heller ikke at vers er bleven omstillede. Man ser, at dette resultat ikke er så langt fra det, Müllenhoff kom til (8).

Hvad de forskellige interpolationer angår, har Müllenhoff utvivlsomt i hovedsagen ret. Nogle af disse røber sig øjeblikkelig selv. Den urigtige tælling i v. 6, alle de forskellige navneremser (v. 27, 28, 47,5-8 + 48,1-4, der udgør et vers i fornyrðislag, 49), samt de i forskelligt versemål (v. 2, 28 delvis, 33) forfattede vers er i så henseende oplysende. Der findes fremdeles enkelte vers af kosmogonisk indhold, der står aldeles isolerede for sig uden nogen sammenhæng med det foranstående eller følgende osv. Ser man bort fra disse åbenbart interpolerede vers og undersøger dem der bliver til rest, vil det let vise sig, at de allerfleste handler om Odin og hvad der står i den nærmeste berøring og forbindelse med ham; man undgår ikke at lægge mærke til en stigende udvikling fra det mere dunkle og forblommede til det mere tydelige og åbenlyse, som ender i det i sin tydelighed så forfærdelige tilråb: nu knátt Óðin séa. Forfatterens hensigt var med andre ord den, efterhånden at lade den drukne og forblindede Geirrøðr komme til forståelse af, at den mand, han piner, er hans gode ven og fosterfader, Odin selv, og denne hensigt skal opnås ved at Odin omtaler forskellige ting, som tilhørte ham selv eller på en eller anden måde stod i forbindelse med ham. Odins således for dagen lagte nøje kendskab til disse ting skulde åbne øjnene på Geirrøðr; det vilde endnu mindre have hjulpet, om han straks havde sagt: »jeg er Odin«. Men Geirrøðr er ikke opmærksom under Odins tale. Deri lå hans store skyld. Og da det ikke går op for ham, hvem »troldmanden« er, førend Odin efter alle omsvøbene ender med det nu så virkningsfulde: »nu kan du se Odin, tag mig om du kan«, udebliver ikke straffen; da var det for sent at åbne øjnene.

Hvis dette har været forfatterens hensigt og tankegang, hvad der næppe kan bestrides, har vi dermed fundet en ledetråd til en skarpere bestemmelse af digtets oprindelige omfang. Det er da en selvfølge, at kun de vers, som i en eller anden henseende handler om Odin selv eller hvad der står i forbindelse med ham, kan være ægte. Således kunde det på forhånd antages, at følgende vers var ægte; 1, 3, 4,1-3, 7-10, 18-23, 25, 26, 36, 42, 45-48 (÷ 47,5-8 og 48,1-4), 50-3. Da nu dette resultat på enkelte undtagelser nær stemmer med Müllenhoffs, der ikke ses at være gået ud fra den samme tanke, som ovenfor er fremført (han går ganske vist ud fra den, i det indledende prosastykke givne situation), delvis også med Boers, turde deri ligge en betryggelse for, at de virkelige grænser for de ægte bestanddele af Grímnismál er fundne. Det skal dog bemærkes, at der om enkelte vers altid kan være nogen tvivl, f.ex. om v. 7-8, 36; derimod næppe de iøvrigt dunkle vers 42 og 50.

Odin-Grímnir begynder med at klage over den brændende varme og ilden, som alt har fat i hans kappe. Han takker for den drik, som Agnarr lige i forvejen har givet ham og lover ham god løn derfor. Derpå nævner Grímnir et helligt land »i nærheden« af aser og alfer, en antydning af hans eget hjem. Dernæst omtaler han sine boliger, Søkkvabekkr, hvor han lever med Sága (= Frigg), Glaðsheimr og Valhal, som udførlig beskrives. Den mest logiske fortsættelse heraf er de vers, som handler om livet i Valhal, om kokken dér og einherjernes føde, om Odins ulve og ravne, om floden, som strømmer forbi (eller omkring?) hallen, om ydre ejendommeligheder ved Valhal, dens port og døre, dens ged og hjort; herpå følger et vers om valkyrjerne, som muligvis er flyttet bort fra sin oprindelige plads; det kunde have stået næst efter verset om einherjerne. De to følgende vers (42, 45) er vanskelige at forstå; så meget synes mig vist, at de indeholder en bestemt hentydning til situationen. Disse vers, foran hvilke der muligvis mangler nogle strofer, kan opfattes som en overgang til den sidste del af digtet, hvori Odin efterhånden ligesom nærmer sig sin egen person. Han opregner forskellige af sine ved tidligere lejligheder bårne navne, som han kunde forudsætte, at Geirrøðr kendte noget til, men ligemeget hjælper det. Tilsidst vender Odin sig da direkte til den nu redningsløst fortabte Geirrøðr i følgende vers:

Du er drukken Geirrøðr,
altfor beruset.
- - - - -
meget har du tabt,
min nåde har du mistet
og alle einherjers gunst.

Meget lærte jeg dig,(9)
kun lidet du husker;
dine venner har med dig at gøre.
Min vens (ɔ: Geirrøðs) sværd
jeg ligge ser
blodbestænkt overalt (10).

Ægdræbt val (ɔ: Geirrøðr) nu vil
Frygtelige (ɔ: Odin) få,
dit liv jeg ved er ledet,

grumme er dig diser,
nu kan du Odin se.
Tag mig nu hvis du kan.

Det er klart, at med disse ord forsvinder Odin (11); hvorledes, siges der intet om, og derom har der sikkert aldrig stået noget i sangen. I det følgende prosastykke fortælles, at Geirrøðr, der havde leget med sit sværd, nu vilde stå op og tage Odin bort fra ilden, men han snublede og faldt over sværdet, som stod midt igennem ham; siden blev hans søn Agnarr konge.

Müllenhoff har ret, når han kalder digtet »eine offenbarung Oðins in seiner ganzen . . . furchtbarkeit«. Denne frygtelighed bliver så meget større, som Odin her står overfor et overmodigt menneske, hvor det jo er forud givet, at dette må komme til kort. Denne Odins »åbenbaring« har digteren selv antydet ved i det sidste (ægte) vers at kalde Odin for Yggr (= den frygtelige, den frygtindjagende). Digtet er en illustration til Hávamáls ord:

lítilla sanda
lítilla sæva
lítil eru geð guma

(»små søer, ubetydelige sandstrækninger; små sind, ubetydelige mennesker)«. Men Odin viser sig ikke alene som den, der straffer den overmodige, forblindede og uopmærksomme; han viser også sin mildhed og nåde overfor den opmærksomme og medlidende Agnarr (også forskellen mellem barnet og den voksne, der har drukket sig blind, er klar), kort sagt, han viser sig som den strænge, men retfærdige hersker. Således indeholder digtet et meget vigtigt og smukt etisk moment.

Der er ingen som helst enkeltheder i digtet, som klart og bestemt viser, hvor eller når det er forfattet, men det må på grund af hele sit indhold og anlæg, sin moraliserende tendens, sprog og øvrige beskaffenhed stilles ved siden af Vafþrúðnismál. Det står på samme grund og tilhører samme tid som dette digt.

Bægge tilsammen giver de os meget vigtige mytologiske bidrag.

Anm. Som ovenfor bemærket, er dette digt i høj grad interpoleret; det er digtets monologiske beskaffenhed og dets indholds art, som har begunstiget interpolationerne. Disse er:
a, 1 vers i fornyrðislag (2) er ligefrem en tildigtning og lader sig aldeles ikke omforme til et vers i ljóðaháttr. Mærkeligt nok antager Boer det for ægte.
b, V. 4,4-6 og 11-17 handler om forskellige gudeboliger, og er med undtagelse af 17 vistnok af et og samme digt. En, der ikke har forstået digtets oprindelige indretning og forfatterens tanke og hensigt, har ment, at digtet passende kunde tale om flere guders boliger end Odins alene. Disse boliger er: Tors (Trudheim), Tjazes og Skades (Trymheim), Baldrs (Breidablik), Heimdalls (Himmelbjærge), Freyjas (Folkvang), Forsetes (Glitnir), Njörds (Noatun), og Vidars (“Viði”)- Hertil kan føjes et vers (24) om Bilskirnir (Tors bolig), som på grund af 2 linjers overensstemmelse med det foregående vers er blevet tilsat eller tildigtet.
c, 2 vers (27, 28) indeholdende floders navne. V. 26 slutter med at omtale, hvorfra alle “vande” (ɔ: floder) har deres udspring. Som følge heraf er en remse flodnavne bleven tilføjet. Disse 2 vers er dog ikke sammenhørende og er desuden selv interpolerede. Hertil har man så atter føjet ét vers (29) om de floder, som Tor har at vade over, når han skal begive sig til gudernes ting. Dette vers har så igen bevirket, at ét vers (30) om de heste, hvorpå guderne rider til deres ting, tilføjedes. Dette ting holdtes ved Yggdrasils ask, og denne nævnes i disse to vers; denne omstændighed førte atter til, at flere fra forskellige digte hæntede vers indsattes, ɔ: 31—35.
d, V. 37—39, som handler om solens heste, solskjoldet og solulven, står i ingen som helst forbindelse med noget andet i digtet, undtagen med de interpolerede kosmogoniske vers.
e, Det samme kan siges om de 2 følgende vers (40, 41), der handler om verdens skabelse og Ymirs krop; jfr. Vafþr. 21.
f, Lige så mekanisk er 43 om det bedste skib indsat, men det har bevirket, at det følgende vers (44), som opregner alle de bedste ting, er blevet tilføjet.
g, Den omstændighed, at Odin i v. 46, 47 nævner nogle af sine navne, har bevirket, at et helt vers med Odinsnavne i fornyrðislag er blevet indskudt I selve verset (47), samt at et helt vers af samme slags (49) også er tilføjet; dettes uægthed fremgår klart deraf, at Odin deri siger: “Jeg kaldte mig Grímnir hos Geirrøðr!” Så vidt kunde en interpolators (eller samlers?) tankeløshed gå.
h. Det sidste vers (54), der også indeholder Odins navne er den sidste interpolation. Det er af det forudgående vers' (53) beskaffenhed klart, at dette og intet andet er det sidste vers, digtets særdeles virkningsfulde slutning. Det 54. vers ødelægger ved sin udtværede og prosaiske form fuldstændig den foranstående strofes virkning og kan umulig stamme fra digtets forfatter. Forresten er det næppe taget fra et andet digt, men er snarest en meget gammel, tildigtning til Grímnismál selv.

Det behøver næppe at tilføjes, at de fleste af disse interpolerede vers har en meget stor mytologisk betydning, som det imidlertid ikke er nødigt her nærmere at komme ind på. De fleste af dem er vist meget gamle.




Noter

1): Endel heraf er sikkert et ældgammelt folkesagn, der genfindes hos Nordmænd og Lapper, se Bugge: Studier etc. 25-6. Den første del er efter min mening sent føjet til og ikke i forbindelse med digtet. Den sidste del kan have fulgt digtet fra først af som en slags forklaring.
2): Det findes i cod. reg. og i 748. Desuden findes i Snorra-Edda følgende vers: 11-15, 18-20, 23, 24, 29, 34-6, 40, 41, 43, 44, 46—48.
3): Deut alt. V, 159.
4): Taalkundige bijdrage etc. II (1897).
5): Die lieder der Edda I, 69.
6): Paul-Braune: Beiträge etc. XII, 271 ff. Hans ordning er: 1, 42, *** 3-8, 11-17 *** [9-10 Vafþr.! 41, 18—25 Sn. E. I 340] *** 29,1-6, 30? 31, 32, 33? 34? 35, 37-9 *** 51-3, 45.
7): Arkiv f. nord. fil. XXII, 133 ff.
8): R. Much har i Zs. f. deut. alt. bd. 46 skrevet, en afhdl. Der sagenstoff der Grímnismál, i hvilken der særlig påvises en parallel til sagnet i Hervararsaga (Heidrek og Gestumblinde), men iøvrigt behandles digtet selv ikke her.
9): Nemlig dengang Geirrøðr var hans fostersøn (jfr. prosa-indledn.).
10): Sigter til Geirrøðs nærforestående død.
11): Jfr. den måde, hvorpå Odin som Gestumblinde forsvinder i kong Heidreks hal.