FJ-Litteraturhist.Bd.1-Grípisspá

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.



Hertil hører alle de følgende kvad med undtagelse af de to sidste (Goðrúnarhvöt, Hamðismál), som egenlig handler om Jörmunrekks-sagnet, men de er dog gennem Guðrún knyttede til Völsungedigtene. Völsungesagnet findes udførlig i Völsungasaga, der er samlet og forfattet hovedsagelig efter edderkvad, både dem, som vi endnu har, og andre, der er tabte. Det findes også i Skáldskaparmál; her har Snorre givet en kortfattet fremstilling af hele sagnet, som i alt væsenligt stemmer med eddakvadenes og som må bero på en anden selvstændig samling af disse. I Nornagests þáttr findes meddelelser om Sigurðr og Brynhildr; her findes også digtet Helreið Brynhildar. Desuden findes forskellige mindre meddelelser af underordnet værd i andre kilder. For at danne overgangen fra Helgesagnet til alt det følgende har samleren indsat et prosastykke, som bærer titlen Sinfjötles død. Sinfjötle, den ældste af Sigmundssønnerne, »optræder«, som Sv. Grundtvig har bemærket (1), »aldrig selvstændig eller styrende ... og han modsættes . . . som den mere vilde, rå, grumme kæmpe denne ædlere, ophøjede helt [Helge] Også Sinfjötles dødsmåde ved gift og hans underlige begravelse eller helfærd, som fortælles i Sinfjötlalok [ɔ: det her behandlede prosast.], stiller ham på et lavere trin end hans yngre brødre og hænger vistnok sammen med hans unaturlige fødsel.«

Hertil skal kun føjes, at titlen Frá dauða Sinfjötla (eller papirhåndskrifternes Sinfjötlalok) ikke angiver det vigtigste af, hvad dette stykke indeholder. Hovedsagen er — ikke Sinfjötles død, men — fortællingen om Sigurðr Fáfnisbanes herkomst og fødsel og hans udmærkede egenskaber, hvormed stykket betegnende nok slutter.

Alle disse digte kan undersøges fra to sider, den rent litteraturhistoriske og den sagnhistoriske. Dette er to forskellige ting, der dog lejlighedsvis griber ind i hinanden og kan belyse hinanden. Vi kan ikke her komme synderlig ind på det sagnhistoriske stof, dets udvikling og historie, da det vilde gå langt udenfor de her satte grænser for behandlingen, der hovedsagelig er og bør være litteraturhistorisk. Om det sagnhistoriske stof er der skrevet et utal af afhandlinger af forskellig art og værd, foruden store bøger som f. ex. R. Boers Untersuchungen über den ursprung u. entwicklung der Nibelungensage I-III, Die sagen v. Ermanarich u. Dietrich von Bern, Jiriczek: Deutsche heldensagen I (desværre kun 1. bind; et af de bedste værker på dette område), Symons’ fremstilling i Grundriss osv. Af disse afhandlinger, der i det følgende kun delvis eller lejlighedsvis anføres, kan nævnes: W. Golther: Ueber die sage V. Sigfried u. den Nibelungen (Zt. f. vergl. litt. gesch. N. f. XII), Niedner: Eddische fragen (Zt. f. deut. alt. XLI), A. Heusler: Die heldenrollen in dem Burgundenuntergang (1914), samme: Altnord. dichtung u. prosa von jung Sigurd (1919), Sigfrid (i Hoops Reallex.). Kauffmann: Zur gesch. der Sigfridsage (Zt. f. deut. Phil. XXXI), Patzig: Die gesch. des Sigfridmythus (1898), samme: Die verbindung der Sigfrids- u. der Burgundensage (1914), Polak: Untersuchungen über die Sigfridsagen (1910), S. Bugge: Erpr u. Eitill (1898), samme: Die heimat der altn. lieder v. den Weisungen u. den Nibelungen (Beiträge XXII og XXXV), Mogk: Die germ. heldendichtung (1895), samme: Die älteste wanderung d. deut. heldensage nach dem Norden (Festg. f. R. Hildebrand 1894), Panzer: Sigfrid (1914).

Jeg finder det hensigtsmæssigt at gennemgå digtene i den rækkefølge, de findes i codex regius.


1. Gripisspá.

I håndskr. findes ingen overskrift. Tidligere er det blevet kaldt Sigurðarkviða fáfnisbana I. Den mest betegnende benævnelse er imidlertid det nu brugelige Gripisspá. Digtet indledes med et lille prosast., der oplyser, at Sigurðs morbroder hed Grípir; han var en konge og vismand. Sigurðr begav sig hen til ham, for at lade sig sin skæbne forudsige. Han traf en mand udenfor Gripirs hal og spurgte: »Hvem bebor disse borge? Hvad kaldes den folkekonge?«. »Gripir hedder mændenes styrer« (v. 1) er mandens svar. Denne går ind og mælder Sigurðr. Resten af digtet er en samtale mellem Sigurðr og Gripir, hvori Sigurðr stadig spørger og trænger ind på Gripir; denne er i det hele ikke synderlig villig til at sige, hvad han ved, men netop det ægger Sigurðr. Halvt tvungen af denne fortæller Gripir Sigurðr hans hele liv og skæbne, faderhævnen, Fáfnirs drab, ankomsten til Gjuke, mødet med »kongedatteren, som efter »Helges« død sover på bjærget«, dennes runevisdom, Sigurðs ankomst til Heimir, Sigurðs følgende giftermål med Guðrún og Gunnars med Brynhildr, Brynhilds hævn og en antydning af Sigurðs voldsomme død — »Men én trøst har du, den, at der aldrig vil fødes en bedre mand end du, Sigurðr«. »Farvel morbroder, skæbnen kan ingen modstå. Du har nu gjort vel, Grípir, i at gøre hvad jeg bad dig om. Du vilde have fortalt mig mit liv skønnere, hvis du havde formået.«

Digtet er et ægte oversigtskvad og det i en mindre god betydning. En undersøgelse viser, at det kun er et uddrag af andre eddakvad og har disse til forudsætning. Således forudsætter v. 9 (om Hundingssønnernes drab) åbenbart Reginsmál 15, v. 11, 13 (om Regins og Fáfnirs drab) Fáfnismål, skønt aldeles parallele udtryk her ikke kan påvises med undtagelse af ormr inn fráni, hvilket dog ikke absolut behøver at være et lån. (Jfr. ríðr þú til Gjúka 13,7 ≠ Liggja til Gjúka Fáfn. 41,1). V. 15,1-4 stammer fra Fáfn. 43 (Sefr á fjalli, fylkis dóttirVeitk á fjalli folkvitr sofa), 15,5-8 (om at Sigurðr rister brynjen af Brynhildr) svarer til Sigrdrifumál v. 1; v. 17 til resten af dette digt. (»Hón mun ríkjum þér rúnar kenna, jfr. Sigrdr. 6-19; lyf med lækning, jfr. 22 ff.). Til resten fra v. 18 af kan der intet tilsvarende påvises på grund af den store lakune i cod. reg. og på det tabte beror vel slutningen af Grípirs spådom. (2) Hvad der i så henseende er afgørende er, at Völsungas. stemmer med Grípisspá i fremstillingen af Sigurðs og Brynhilds møde hos hendes fosterfader Heimir; (3) fortællingen herom er sikkert taget fra et kvad, hvorom mere i det følgende. Men der er den forskel på Völs. S. og Gríp., at dette digts forfatter ikke ved, at Sigrdrif er identisk med Brynhildr, hvorved hans fremstilling bliver naturligere. Derimod har digtets forfatter gjort sig skyldig i den misforståelse, at valkyrien på bjærget er »Helges’« valkyrje ɔ: Sváfa eller Sigrún. Forf. har kombineret sagnene på en, fra hans standpunkt, ikke ueffen måde, og hans fremstilling af Grípir og dennes forsøg på at undgå at sige hele sandheden, er ikke ilde.

Af de allerede anførte paralleler med andre kvad fremgår det, at Grípisspás forfatter må have kendt en — større — samling af eddadigte. Dette bliver endnu klarere, når vi undersøger digtets enkelte ord og verslinjer. Vi finder da, at det må forudsættes, at forfatteren har kendt endnu flere digte. (4)

Af alt dette er der kun én slutning at drage, at digtets forfatter ikke alene har kendt, men benyttet en skreven samling af kvad. Det er ikke rimeligt, at han alene skulde have kunnet så mange digte uden ad. Hvis dette er tilfældet, kan digtet ikke være ældre end fra det 12. århs. sidste halvdel. Hermed stemmer dets hele efterklassiske tone, dets matte farver og poesiløse indhold. I intet ældre digt vil man finde en så udtværet nøjagtighed som flere steder her, f. ex. i v. 4, 6 o. s. v. Hermed stemmer også forekomsten af unge ordformer som (3,5; 22,3), þrjár (42,5). [Følgelig må man læse en l. som 30,5: mon ek mey ná]. Til samme resultat fører den fremstilling af og forestilling om konger, som råder i digtet. Vi får her igennem indtryk af, at forfatteren er aldeles ukendt med kongedømmet, dets pragt og hele måde at være på. I Grípir og Geitir ser vi et billede af en islandsk bonde og hans tjænestekarl. Denne er ligesom tilfældig ude (og det skal være en konges dørvagt!), og spørger først, på islandsk vis, om den ankomnes navn, hvorpå han går ind og mælder Sigurðs ankomst; han (dørvagten!) får befaling til at sørge for Sigurðs hest, som om der ingen anden var til at besørge dette. Hvis forfatteren havde haft anelse om, hvad en konges hof med alle dets tjænere og drabanter vil sige, vilde han ikke have udtrykt sig på den måde. Dette er tillige et uomstødeligt bevis for, at digtet ikke er forfattet i Norge. (5).

Af alt dette tør man med sikkerhed drage den slutning, at digtet er blevet til på Island (6), efter at en samling af eddakvad dér var tilvejebragt i den sidste halvdel af det 12. årh. Digtet må således, ligesom Völuspá hin skamma, regnes til de yngste eddadigte, og det falder uden for de egenlige eddakvads tidsrum.

Men man tør vistnok gå endnu et skridt videre. Det tør antages, at digtet ikke engang har hørt til den til grund for cod. reg. liggende samling af kvad, hvad der jo allerede i og for sig er sandsynligt, hvis det forudsætter en skreven samling. Det, som i denne henseende er afgørende, er, at det prosastykke, som følger efter kvadet og som indleder Reginsmál, slutter sig så nøje og fast til slutningen af stykket om Sinfjötles død, at der fra begyndelsen af ikke synes at have stået noget som helst imellem disse stykker. Ordene »Sigurðr gik til Hjalpreks stod (heste) og valgte sig deraf en hest, som siden blev kaldt Grane osv.« (begyndelsen af stykket foran Reg.m.) kommer så uvæntet og umotiveret som vel muligt, og det så meget mere, som Grane netop er bleven nævnet i Grípisspá (5,8) og antydet i det dette kvad indledende prosast. (»Sigurðr red« osv.). Hertil kommer den særdeles vigtige omstændighed, at Völsungasaga, hvis forfatter, som ovf. bemærket, dog har haft en samling af en i det mindste meget lignende art og indretning, ikke anfører Sigurðs rejse til Grípir imellem beretningen om hans fødsel og hans opfostring af Regin samt valget af Grane, men senere (se sagaens kap. 16). Sagaens fremstilling forudsætter (kap. 13), at Reginsmál har dannet en direkte fortsættelse af »Fra dauða Sinfjötla« (7).

Tilblivelsen af et sådant digt kunde forklares ved den almindelige antikvariske interesse i den sidste halvdel af 12. årh. i tilknytning til visse digte og vers i fornaldarsagaerne. Dette vilde dog vist næppe være den rigtige forklaring. Jeg formoder, at en samler har villet have et oversigtskvad i spidsen af denne række af digte, i lighed med Völuspá og det 1. Helgekvad; og at digteren valgte spåformen betragter jeg som en efterligning af Völuspás form. På denne måde bliver forholdet simpelt og forståeligt.

På grund af det her udviklede har A, Edzardi ikke ret, når han antager (8), at Gripisspá er sammensat af flere bestanddele. Hans grunde herfor er da også lidet vægtige. Digtets ensformige, torre og kolde prosatone er helt igennem den samme, det er fra først til sidst en fuldstændig ensartet frembringelse af én forfatter.

Til slutning en bemærkning om Grípir selv som sagnperson. Navnet forekommer aldrig i tyske kilder, hvad man på forhånd heller ikke kunde vænte, siden han skal være en dansk kongesøn. At han i senere tider skulde være opfundet »för tilfället«, for at spille en rolle som Sigurðs rådgiver (9), er der ingen grund til at antage. Langt sandsynligere er det, at han fra arilds tid af har fulgt med sagnet om Eylime og Hjördis, at sagnet i virkeligheden har haft brug for en søn af Eylime og en efterfølger af ham.

Blandt de danske folkeviser findes der én, som tildels har stof fælles med Grípisspå: »Sivard Snarensvend« (10). Heri fortælles, at Sigurðr, efter at have slået sin »stefader« (ɔ:Reginn) ihjæl, kommer til en høj hal, hvor en konge (navnet nævnes ikke, hvilket derimod findes i en svensk vise) bode. Hans dronning kalder Sivard for sin søstersøn; men der meddeles her ingen samtale mellem Sivard og kongen; i en anden redaktion, som vel er mere oprindelig, er Sivard derimod kongens søstersøn.




Noter

1): Udsigt osv. s. 35, 36.
2): Jfr. Raszmann: Die deut. Heldens. I, 36; A. Edzardi i Germania XXIII, 325.
3): Når der i v. 13 hentydes til Sigurds ridt til Gjuke, er dette at forstå som et forsøg fra Grípirs side på at komme udenom mødet med Sigrdrif, men ikke som en begivenhed, der går forud for ankomsten til Hindarfjall.
4): Vígrisinn (v. 13,8), som ellers aldrig forekommer, er hæntet fra Goðr. f orn. (v. 29,3). Gulli hlæða á Grana bógu (13,5.6) ≠ hlóðusk móðgir á mara bógu Goðr. hvöt (7,7-8); hers oddviti (52,2) ≠ folks oddviti 'Helg. Hjörv. (10,3). Endogså de mytiske kvad har udtryk, som går igen i Gríp.: Hávamál (114) er efterlignet i v. 29; Lokasenna (15,6): hyggsk vætr hvatr fyrirhyggsk [således må man læse for det umulige sér] vætr fyr þvi (39,8), Gróttasöngr (6,5-6): né höggva þvi hvössu sverðiþú munt höggva hvössu sverði (15,5-6), Hyndluljóð 14,7-8): hvarfa þóttu verk með himinskautumþaus hæst fara und himinskautum (10,7-8) osv. Desuden forudsættes kendskab til Helgekvadene. Jfr. Symons: Einleitung CCCXLl. Neckel: Beitr. s. 343 f. (hvor meget er misforstået).
5): Ordet skáli (5,1) om kongens hal (!) viser endelig også det samme. Jfr. V. Gudmundsson: Privatboligen, 1889, s. 207 fg.
6): Jfr. E. Jessen Zeitschr. f. deut. Phil. III, 50, G. Vigfússon Corp. poet. bor. Ixx.
7): Også Nornageststsþáttr synes at antyde det samme; men da hele fortællingen dér er så forkortet, kan intet med bestemthed bygges derpå.
8): Germania XXIII, 325 ff. jfr. XXVII 399 f. Heller ikke kan jeg give Edz. ret, når han (sst. XXIII, 327—8) mener, at noget er udfaldet mellem v. 50 og 51. Hans bemærkninger herom beror på en misforståelse. Grípir trykker sig ved at sige rent ud, hvorledes Sigurð vil komme af dage; han gør det først efter lang nølen og med omsvøb og søger at dække over det ved at lægge vægten på Guðrúns sorg; han siger blot: þér til bana ráda. Dette er netop digtets smukkeste og i psychologisk henseende mest korrekte sted.
9): Således f. ex. Simrock: Die Edda, 2 s. 446. Jfr. Müllenhoff i Zeitschr. f. d. alt. XXIII, 139 (»nur eine schlechte erfindung der spätesten dichtung«!).
10): Om digtet se Müllenhoff DA V 361 f., Boer: Untersuch. III 95, Symons: Einleit. CCCXXIV, Ussing: Heltekv. 65 ff.