FJ-Litteraturhist.Bd.1-Grógaldr. Fjölsvinnsmál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.


6. Grógaldr. Fjølsvinnsmål. Disse to digte findes udelukkende i papirshåndskrifter; nogen forbindelse imellem dem antydes ikke i håndskrifterne, men ved hjælp af en dansk (og en svensk) folkevise har Sv. Grundtvig og S. Bugge godtgjort, at bægge digte stoflig hører sammen (1). Det er dog ikke således at forstå, som om bægge kvad er ét digt af en og samme forfatter, men de er af forskellige forfattere og fra forskellig tid.

Indholdet af den ældste danske vise er følgende: Ungen Sveidal (Sve[n]dal, Svedendal, Silfuerdal) kaster en bold; den drev ind i en jomfrus bur; han hæntede den, men kom derfra med stor sorg i hjærtet, fordi jomfruen havde sagt, at en mø væntede ham i et fremmed land og at han aldrig skulde få ro, »førend du får løst dit sorgfulde hjærte, som længe haver ligget i trå«. Sveidal går til bjærget for med sin moder at tale. Han kalder hende frem og hun kommer. Sønnen vil få gode råd af sin moder, fordi hans hårde stemoder har lagt hans hjærte i tvang for den, han aldrig så. Moderen siger, at hun vil give ham en fole, som vil bære ham over salten fjord og det grønne land, samt en dug, der dækker sig selv, et dyrshorn, som fylder sig selv, et sværd, hærdet i drageblod, og en snekke, som borer alle fjendtlige skibe i sænk. Svejdal sejler bort og kommer til et fremmed land, hvor han træffer en hyrde, som giver ham den oplysning, at der er en mø, som »ligger i stærken trå, alt efter en svend, hedder Svejdal, hun aldrig med øjne så«. Hendes gårds port er af hvalsben og belagt med stål og bevogtet af en løve, »men er I den rette Svejdal, så frit må I gå fram«. Svejdal går til porten, som lukkes op af sig selv, løven »med de hvide bjørne« faldt ham til fod, lindens grene bøjede sig ned til jord. Svejdal kommer nu for kongen og frier til datteren, som føres ind i hallen. Hun og Svejdal mødes. Herpå følger en beretning om deres bryllup; desuden fortælles, at fader og datter lader sig døbe, og at hyrden slås til ridder.

I optegnelsen C findes en form, som lidt mere nærmer sig til Grógaldr — Fjölsvinnsmál, idet Svejdal ikke først træffer kongen, men møen selv, som modtager ham med en velkomsthilsen, hvorefter de levede sammen i fryd og glæde. Om nogen dåb er der her ikke tale.

α. Grógaldr består kun af 16 vers og er sikkert fuldstændigt. En søn kommer til sin moders grav og siger: »Vågn op, min moder, vågn gode kvinde, jeg vækker dig ved de dødes dør; husker du, at du sagde, at jeg skulde komme til din grav«. Moderen, Gróa, kommer frem af sin grav og spørger sin »eneste søn«, hvad der er i vejen. Sønnen siger, at »den listige kvinde, som favnede hans fader« (stemoderen), har pålagt ham at opsøge Menglöð. »Det er en lang rejse«, siger Gróa. Da beder sønnen hende om at synge sig galdre (ɔ: gode råd og kraftige, beskyttende sange), som kan frelse og beskytte ham. Dette er indholdet af de 5 første vers. De følgende 9 strofer indeholder lige så mange galdre, d. e. gode råd og ønsker, som alle sigter til forhold på rejser og farer undervejs. Til slutning siger Gróa:

Rejs du nu der
hvor ingen fare truer,
din elskov ej ondt forstyrre.
På jordfast sten
jeg stod inden døre,
medens jeg dig galdre gol.

Moders ord
bære du herfra min søn,
lad dem bo i dit bryst.
Lykke og held
vil dig altid følge,
medens du mindes dem.

Digtets indhold svarer således til folkevisens første del. Forskellen mellem bægge kvad er indlysende, men at det er Grógaldr, som er mere oprindelig derved, at den lader moderen (var hun en volve?) synge sønnen galdre, er sikkert nok.

Grógaldr er iøvrigt ikke noget synderlig gammelt digt; det stammer fra hedenskabets allersidste tid eller de allerførste år efter kristendommens indførelse. Det nævner nemlig »en kristen død kvinde« som et ondt og menneskefjendtligt væsen (2) (v. 13). En rettelse af teksten, som man her har forsøgt, er næppe tilstedelig; man har heller ikke kunnet indsætte noget andet ord, som kunde synes mere antageligt.

Dette udtryk kunde snarere vise hen til Norge end til Island som digtets tilblivelsessted, på grund af den norske religiøse fanatisme. Forudsat at Gróa er en vølve, vilde det også tale for det samme, jfr. hvad der før er bemærket om vølvevæsnet.

Digtets tekst er flere steder dunkel og forvansket, på grund af at det findes i så unge håndskrifter.

β. Fjölsvinnsmál er ligesom Grógaldr og af samme grund ofte dunkelt og forvansket.

Svipdagr kommer under navnet Vindkold hen til en borg, der bevogtes af en, som kalder sig Fjölsvinnr (deraf digtets navn) (3). Denne siger ham temmelig barsk, at ind i borgen kan han ikke komme, men Vindkold synes — uvilkårlig — så godt om borgen, at han ikke vil vende om, og spørger, hvem der råder for den. »Hun hedder Menglöð Sváfrþorinsdatter«. Derpå spørger Vindkold om portens, borgmurens og porthundenes navn; om nogen kan slippe ind for dem; nej, ti de sover vekselvis; om der da ikke var nogen føde, man kunde give hundene, og så komme ind, mens de æder? Jo, to "vengbráðir" (et ord af dunkel betydning) i hanen Viðópnis ben. Nu spørger Vindkold om verdenstræet og kommer således til at spørge om den hane, som sidder i træet. »Den hedder Viðópnir«. Da han nu har fået at vide, hvor hanen var, spørger han, om der er noget våben, som kan dræbe hanen. Der gives, lyder svaret, et sådant, men det er godt gemt hos en Sinmara og kan kun fås ved hjælp af den lé, som ligger i Viðópnis egne ben. Her er en kres af hinanden betingende betingelser. Det er med andre ord umuligt at få hanen dræbt, altså også umuligt at komme ind i borgen. Vindkold spørger om salens navn, dens bygmestre, om den klippes navn, hvorpå den står, om de møer, som omgiver Menglöð, om de er hjælpende væsner, og endelig, om det var bestemt, at nogen nogensinde skulde sove på Menglöðs arm. »Nej, lyder svaret, ingen vil nogensinde kunne det, undtagen Svipdagr alene; ham var den solstrålende mø bestemt til brud«. Da udbryder Vindkold, som nu først må antages at indse den rette sammenhæng:

Slå døren op,
lad mig få plads,
her kan du Svipdag se.
Gå ind og spørg,
om Menglöð vil
med mig gammen nyde.

Fjölsvinnr går og anmælder en fremmed for Menglöð, for hvem hundene logrer og for hvem porten har åbnet sig af sig selv. Da siger Menglöð:

Vise ravne
skal på højen galge
rive dine øjne ud,
hvis du lyver,
at langvejs fra
Svipdag er kommen til sale.

Nu ser hun selv Svipdagr og spørger, hvem han er. Han fortæller det, hvorpå Menglöð inderlig glad udbryder:

Velkommen vær,
jeg har min vilje fået,
kys skal min hilsen følge,
et herligt syn
alle glæder.
hvor der elskov er.

Længe jeg sad
på det yndige fjæld,
jeg vænted dig dag og nat.
Nu er det sket,
hvad jeg ønsket har,
at du er kommen til sale.

Jeg længtes stærkt
efter fryd med dig
og du efter min kærlighed.
Nu er det så,
at vi to skal
evig sammen bo.

Med disse herlige og følelsesfulde vers slutter dette mærkelige digt, som ses at svare til folkevisens sidste del.

Digtet minder med hensyn til indretning noget om Vafþruðnismál. Det er, lige så lidt som dette, et »repetitionsstykke« eller et »mytologisk læredigt«. Det indeholder en myte eller æventyr, og til denne har der fra begyndelsen af hørt alle de spørsmål, det indeholder, og når man går ud fra, at Svipdagr i forvejen intet ved om, at døren lukker sig op for ham, så snart han nævner sit rette navn, bliver alle disse omsvøb let forklarlige (4). Svipdagr nævner, vistnok på grund af oldtidens tro på navnets magt og betydning, ikke sit rette navn; derfor må alle disse omsvøb til, indtil han ved et tilfælde nævner sit navn, hvilket alene er mægtigt nok til at skaffe ham adgang; han øjner ingen mulighed for at komme ind, og dog er han nærmere derved end nogen anden; muligheden, midlet, ligger hos ham selv, hans eget navns nævnelse og vanskeligheden er løst.

Foruden at digtets indviklede spørsmål har en mytisk betydning tjæner de også til at frembringe dramatisk liv og spænding, som i dette digt er af en udmærket virkning. Tanken om alle de genvordigheder og uoverstigelige hindringer, der dog alle opløser sig til intet, når den rette mand med hjærtet på rette sted og med det rigtige navn kommer til, det er digtets nordiske grundtanke.

Uden her at komme ind på nogen mytologisk forklaring af digtet (5) skal det bemærkes, at Fjölsviðr forekommer som navn på Odin ikke alene i Grímnismál v. 47, men også i navneremserne (6) — og som navn på en dværg (7). Derimod forekommer navnet aldrig som et jætte navn. At der skulde være tale om en dværg som borgvogter er så unaturligt og så stridende mod alt, hvad der vides om dværgenes væsen og virken, at det på forhånd må afvises. Tilbage bliver således kun at opfatte navnet som et Odinsnavn. Den udvej, kun på dette sted at opfatte navnet som et jættenavn, kunde synes rimelig på grund af digtets første vers, jfr. Grógaldr 14,1-3 (ef orðum skiptir við enn naddgöfga jötun). Hvad der dog taler for, at Fjölsviðr her er Odin er — foruden udtrykket (er) med goðum (sáut menn hit meira forað) i v. 9. 11, der ikke behøver at være bevisende — især v. 33, hvor der udtrykkelig hentydes til noget indenfor »asasønnernes« (ɔ: asernes) gård, der kun kan være identisk med Menglöðs borg. Hertil kommer, at omtalen af porten i v. 10 stærkt minder om beskrivelsen af Valhals port (8), og at hundenes navne: Gífr og Geri (i v. 14) synes ligefrem at være identiske med navnene på Odins ulve: Freki = Gífr og Geri. Man må vistnok give V. Rydberg ret, når han mener (9), at Fjölsvinnr er Odin. Men digtet synes at indeholde meget symbolsk; således er navnene snarest symbolske, hvorfor det er vanskeligt at udfinde, hvad der egenlig menes eller hvortil der sigtes. Denne symbolik taler ikke imod digtets tilblivelse i 10. årh.

Dette digt er vistnok ældre end Grógaldr; hele dets fuldstændig hedenske tone og farve borger derfor. På den anden side synes det ikke at kunne sættes i klasse med de allerældste eddakvad; det ligger omtrent midt imellem disse og de yngste norske digte. På grund af dets lighed med Skírnismál i de rent erotiske partier kunde digtet sættes til midten af det 10. årh. I digtet findes måske lån og genklange fra Hávamál og Skírnismál (10).

Det er ikke muligt, at bægge kvadene stammer fra én forfatter, og jeg slutter mig i så henseende til E, Kölbing(11) og C. Rosenberg (12).




Noter

1): Se Danmarks gamle Folkeviser II, 238, 667 ff. Bugge: Forbindelse mellem Grógaldr og Fjölsvinnsmál i Forhandl, i Vidensk. Selsk. Skr. i Christiania 1860 s. 123—30, samt hans Excurs i Norr. fornkv. s. 352 ff., hvor den ældste danske folkevise og en del af en anden er trykt. De svenske viser udviser en betydelig yngre form. Hj. Falk: Om Svipdagsmál, i Ark. f. nord. fil. IX— X, B. M. Olsen: Um nokkra staði i Svipdagsmálum sst. XXXIII, A Heusler: Heimat u. alter osv. 266 ff.; han slutter sig nærmest til Falk og kalder digtet ”Studie i eddisk stil”, hvilket efter min mening beror på fejlsyn. At stemødresagaer ikke har været kendte i 10. årh. — dette m. h. t. Gróg — er ganske ubevisligt og usandsynligt.
2): Se B. Symons: Bijdrage osv. s. 10.
3): Om digtets abrupte begyndelse se B. M. Olsens afhdl. og Falks Ark. X 27. Falks antagelse, at Svipdag to gange kommer til borgen, er uhjemlet.
4): Jfr. S. Bugge i Danm. gml. Folkev. II, 671. — De betænkeligheder, som H. Møller har (i Germ. XX, 356 fg.) fremsat, holder jeg for unødvendige. Hvis der er en stærk overgang fra v. 18 til 19, er det en fejl, digtets forfatter eller snarere mytedannelsen selv har forskyldt. Omflytning af et par vers synes mig unødvendig.
5): Se herom E. Kölbing i Germania XIX, 365 fg. i anledning af Bergmanns udgave og forklaring.
6): Þulur (Skj. digt.) IV jj 2.
7): Sst. IV ii 5.
8): Snorra-Edda I, 34 og Grímnismál 22 (særlig vigtigt).
9): Undersökningar i Germ. Mythol. I, 565 ff.
10): Jeg er ganske uenig med Falk, når han henfører ”Svipdagsmál” til den første halvdel af 13. årh. (s. 331), ligesom jeg i det hele er af en anden opfattelse af digtets forhold til de digtninge, Falk sammenstiller det med. Heller ikke tror jeg på alle de lån fra mange andre digte, som opregnes l. c. Tværtimod er der udtryk i disse, hvor ”Svipdagsmál” er det primære, hvis der da er en sammenhæng.
11): I Germania XIX, særlig s. 364.
12): Nordboernes Aandsliv I, 252.