FJ-Litteraturhist.Bd.1-Gróttasöngr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.


5. Gróttasöngr. Dette digt, som kun findes i cod. reg. af Snorra-Edda, indledes der med følgende fortælling. Kong Frode i Danmark, efter hvem frodefreden blev opkaldt, besøgte kong Fjölnir i Sverrig. Da købte han to store og stærke trælkvinder, som hed Fenja og Menja. I den tid blev der i Danmark fundet to kværnstene, så store, at ingen havde kræfter til at trække (dreje) dem, men de havde den egenskab at »male« alt hvad man ønskede. Den af dem dannede kværn, som hed Grótti, blev foræret kong Frode af ejeren, en vis Hengikjöptr. Nu fik han brug for sine stærke trælkvinder, og han befalede dem at male guld til sig, samt fred og lykke, men hviletid gav han dem aldrig længere end »gøgen tav«. De siges at have sunget en sang ved kværnen, og før digtet var forbi, havde de malet en hær mod Frode, således at den følgende nat kom søkongen Mysingr og dræbte ham og tog et stort bytte, deriblandt kværnen og kvinderne, og befalede dem at male salt. Ved midnat spurgte de, om de skulde male mere; Mysingr svarede ja. Efter kort tid havde de malet så meget salt, at skibet sank tilbunds, og siden er der et »svælg« i havet (ɔ: en hvirvel, malstrøm) og da blev søen salt. Således lyder fremstillingen i cod. reg. De andre håndskrifter som leβ og Upsal. afviger noget og er mere kortfattede; i det første anføres det første vers, i det sidste intet (1), og her er fortællingen således forkortet, at det hele bliver aldeles uforståeligt; i 748 (= 757) er fortællingen også langt mere kortfattet (2), men for så vidt fyldigere, som den angiver stedet, hvor kværnen sank, nemlig Péttlandsfjorden, hvor der siden er et »svælg« (= Swelchie). Digtet begynder på en måde, som kunde synes at antyde andre sange eller sagndele (3).

Nu er komne
til kongens huse
fremvise to
Fenja og Menja.
De holdes hos Frode
Fridleifssön,
stærke møer,
som trælkvinder.

De blev førte til kværnen for at male, kongen gav dem ingen hvile, stadig vilde han høre dem synge ved kværnen. Da sagde Menja: »Lad os male rigdom til Frode, velstand og tilfredshed, sikkerhed for alle og almindelig fred«. Men aldrig undte Frode dem et øjebliks hvile. Derover blev de fortørnede og hævnlystne. Da siger den ene: »Du var ikke omsigtsfuld nok, Frode, da du købte os; du så på kraft og udseende, men om vor herkomst spurgte du ikke; vi stammer fra jætterne Hrungnir og Þjazi etc«. De antyder, at det er dem selv, jættemøerne, som i fordums tid har kastet kværnstenen op på jordens overflade. Dernæst omtaler de deres tidligere ophold i Sverrig og deres krigerske virksomhed dér; de hjalp én konge, men lod en anden falde. Denne virksomhed havde de i flere år — »men nu er vi komne til kongens huse, uden at finde nogen skånsel. Gruset slider vore fødder og vi fryser, fredskværnen drejer vi, det er elendigt hos Frode«. Nu vil de holde op med at male fred, blodige våben og ufred vil de male:

Ild ser jeg brænde
øst for borgen,
kampmelding klar,
det kaldes en bavn.
En hær på stedet
hid vil komme
og brænde fyrstens
bolig op.

De malede så hårdt og kraftig, at de store støtter under kværnen gik i stykker. Tilsidst udtaler de en spådom om »Yrsas søn og broder« (Rolf krake), som på Frode vil hævne Halfdans død [en forskellig fremstilling fra prosaens]. De malede af alle kræfter, de var unge og i jætteraseri, kværnstangen rystede, kværnkassen faldt ned, stenene gik i stykker, og bjærgrisemøen sagde: »Nu har vi malet, nu holder vi op«. Hermed ender digtet.

Af det sidste er det klart, at beretningen om søkongen Mysingr, der dræber Frode og tager kværnen bort med sig, aldeles ikke stemmer med digtet. Dettes mening er åbenbart den, at Rolf krake skal komme og tage hævn over Frode for en Halfdans drab; dette sidste beror på en aldeles sikker konjekturalrettelse af N. M. Petersen og S. Bugge (4). Hos Saxo har vi følgende slægtregister: Frode-Halfdan [som dræber sine to brødre: Roe og Scatus]

- Helgo

|
|

Yrsa
Rolfo

Ellers er Frode Fridleifssön I hos Saxo den, som nærmest svarer til Grottesangens Frode. Saxo kalder ham avarus og lader ham blive dræbt ved en kvindes tryllekunst, hvad der her er værdt at lægge mærke til. I Rolf krakes saga haves et sagn, som endnu mere nærmer sig til sangens fremstilling. Dér nævnes to brødre: Halfdan og Fróðe, af hvilke den sidste dræber sin broder; denne har 3 børn: Signy, Hróarr og Helge; Helges datter er Yrsa, med hvem han har sønnen Hrólfr krake; men det er dog Hróarr og Helge, og ikke Hrólfr, som hævner Halfdan ved at indebrænde Frode. løvrigt kan henvises til Bugges anmærkning, hvor han tillige påviser, at Beowulf synes at forudsætte et sagn, som stemte overens med sangens fremstilling også med hensyn til hævneren (5).

Kværnsagnet er oprindelig en myte, der er bleven knyttet til en bestemt sagnhistorisk person, som ifølge sagnet tilvejebragte en almindelig fred over de mange af ham erobrede lande (6) og deraf fik navnet Frið-Fróði (jfr. ordet Fróða-friðr).

Digtet er et godt og interessant kvad, men ofte lidt forvansket. Dets skildring af jættekvinderne er særdeles træffende. Vi ser deres stærke og uafbrudte malen på kværnen, deres over det rastløse slid oprørte sind, deres stigende forbitrelse, kort sagt: deres jættestyrke og deres jættevrede. Deres sindstilstand er psykologisk anskuelig og malende skildret. Det er, forekommer det mig, sandsynligt, at v. 5 ff. danner det oprindelige digt, hvortil der blev føjet en episk indledning. Jfr. Neckel (s. 299). løvrigt er jeg uenig med denne f. eks. i at steder fra Hymiskv. skulde være efterlignede. Digtet er sikkert ikke islandsk. Omtalen af gøgene er dertil for levende. Bavnerne, der nævnes i sangen (med den udtrykkelige tilføjelse af, at de kaldes viti ɔ: bud-ild) som kamp- og ufredsbebudere, taler også bestemt for, at digtet er norsk (7).

Også dette giver vistnok tillige en — indirekte — oplysning om digtets alder. Udtrykket: vígspjöll vaka (»kampmældingen våger« ɔ: er klar), þat mon viti kallaðr (»det kaldes viti«) er af en sådan beskaffenhed, at det synes bestemt at antyde den tid, da den slags bud-blus var nye eller nylig indførte. Nu ved vi fra Hakon den godes saga, at kong Hakon påbød forskellige foranstaltninger i anledning af uforudsete pludselige overfald; deriblandt siges også det at have været »at vita skyldi gera á hám fjöllum, svá at hvern mætti sjá frá öðrum«. Det er sket ved midten af det 10. årh. Jeg tror som følge heraf, at digtet kan henføres til den sidste halvdel af dette årh.; dog hører det snarere til dets 3. end 4. fjærdedel. Dets sprogtone taler ikke for at henføre det til de ældste kvad (8).




Noter

1): Snorra-Edda II, 362-3, 577-8.
2): Sst. 431, 515.
3): Jfr. Cederschiöld: Rytmens trollmakt (1905) især s. 51 ff. Neckel: Beiträge s. 298 ff. A. Olrik: Danm. heltedigtn. I.
4): Se i det hele Norr. fornkv. s. 443—4. Jfr. Müllenhoff: Beowulf 32—3.
5): I J. Árnason: Islenzkar Þjóðsögur og ævintýri II, 9 ff. haves et islandsk kværnsagn. Ganske interessant er det at lægge mærke til, at kværnstenene her kastes af djævelen op på jorden gennem et hul på en høj. Kværnen malede alt hvad man vilde den skulde male. Tilsidst malede den ikke andet end salt, og da det var ude på havet, sank skibet, og søen blev derved salt. Også hos de gamle Grækere findes kværnsagnet; se Preller: Mythologie 3, s. 499. Jfr. Cederschiölds bog.
6): Se f. ex. Saxo p. 251, 255 (Müller).
7): Jeg forstår ikke, hvorledes Mogk kan sige (Litt. gesch. s. 609), at der er intet, der taler for digtets norske oprindelse.
8): Jeg er ingenlunde enig med Müllenhoff, når han (Beowulf s. 32) mener, at digtet „zu den ältesten altnordischen liedern überhaupt gehört".