FJ-Litteraturhist.Bd.1-Hárbarðsljóð

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

b. Vafþrúðnismál. Grímnismál. Baldrs draumar. Hárbarðsljóð.


4. Hárbarðsljóð.
I dette digt åbenbarer Odin sin »herlighed« overfor en anden gud; om nogen »frygtelighed« kan der her ikke være tale. Digtet er en dialog imellem Odin og Tor, men Odin er her, som sædvanlig, forklædt og kalder sig Hárbarðr (Gråskæg) (1). Der er flere, der har ment (Bergmann, Vigfússon, Rydberg), at Hárbarðr er Loke og ikke Odin; men herom kan der slet ikke være tale. Hverken navnet eller de gærninger, Hárbarðr bryster sig af, taler for, men tvært imod, at Hárbarðr er Loke (2).

I et lille prosastykke hedder det først, at Tor kom fra østerleden til et sund; på den modsatte side ser han en færgemand, hvem han anråber — »Hvem der på den anden side af sundet?«. Som et gækkende ekko lyder svaret: »Hvem der, hvem råber over sundet?« Tor beder manden at færge sig over og lover ham mad til løn; Tor antager åbenbart, at færgemanden er en forsulten stakkel; Tor roser sin mad (sild og bukkekød), han har spist tidlig og er endnu mæt deraf. »Morgengærninger skal du ikke rose dig af; du skal i det hele ikke være kry på det; måske er din moder endogså død i mellemtiden«. Tor svarer, og tænker på sin moder Jord: »Der sagde du noget, som vilde vække opsigt« (hvis det var sandt). »Du ser mig ud til at være en stor herremand«, siger Hárbarðr, »som du står dér barbenet i betlerdragt«. Tor overhører denne bidende spot og anmoder Hárbarðr i en rolig tone om at komme med båden, men »hvem tilhører forresten den båd?« Færgemanden svarer: »Han hedder Hildolfr (Kampulv), og han har forbudt mig at færge røvere og hestetyve — en ny forhånelse — , men hvis du vil over, må jeg vide dit navn«. Tor vil hellere end gerne sige sit navn, men han vil med det samme skræmme og imponere den anden; derfor siger han med en stigende kraft i udtrykket: »Jeg er Odins søn, jeg er den stærkeste blandt guderne, jeg er, kort sagt, Tor selv. Men hvad er dit navn?« »Jeg hedder Hárbarðr«. Efter nogle skænderier siger Hárbarðr: »Du skal ikke have truffet nogen mægtigere mand end mig, siden Hrungnir [en af Tor dræbt jættefyrste] døde«. Hermed er åbenbart indledningen eller digtets første del færdig, men den sidste bemærkning af Hárbarðr — om Hrungnirs drab — giver stødet til hele den følgende ordstrid (senna), som vistnok oprindelig bestod af 5 spørsmål med tilhørende svar (2 x 5 vers). I denne ordstrid er det hovedsagen at overbyde hinanden ved opremsningen af bedrifter af enhver art. Ordvekslingen er af digteren således lagt til rette, at Tor, i overensstemmelse med sin natur, altid kommer til kort. Når han således siger, at han har dræbt Hrungnir og spørger, hvad Hárbarðr til samme tid har gjort, svarer denne, at han i 5 år har deltaget i krig med Fjölvarr på øen Algrøn (= jorden), at han har foretaget sig meget og fristet kvinden; alt det var lige så ædle bedrifter som Tors. Når Tor dernæst anfører sine rejser til østerleden og siger, at han dér har slået jættekvinder ihjel og, undskyldende tilføjer, at ellers vilde jætteynglen blive altfor stor, svarer Hárbarðr med at omtale sine mange kampe i Valland (ɔ: valens, kampenes land), hvor han har ophidset konger til kamp, men aldrig forligt dem, og minder med det samme Tor om, at han af frygt og fejhed blev »stoppet« i en handske. Hertil kan Tor intet sige; han ved at bebrejdelsen beror på en virkelig tildragelse, som det ikke nytter at benægte. Han fortsætter med at omtale sine tog til østerleden og kampe med nogle derboende jætter, Svárangssønnerne; de vilde stene ham, men bed tilsidst i græsset. Nu kan Hárbarðr ikke dy sig for ligefrem at kopiere Tors ord, idet han efterabende svarer, at også han har været i østerleden og dér haft sammenkomster med den linhvide kvinde, den guldskinnende mø en fuldkommen modsætning til Tors færd, som her er af en uimodståelig virkning. Når Tor tilsidst anfører sit drab af bersærkebrude, der var så vilde som selve deres mænd, bersærkerne, og som havde været en sand plage for alle, stiller Hárbarðr atter sin deltagelse i kampe op derimod, og vi føler gennem hele fremstillingen, at Odins kampe er af en langt ædlere slags, tilhører ligesom en højere kres, skønt Tors krig med jætterne var nyttig, velsignelsesrig nok og frem for alt nødvendig.

Slutningen optages af lignende stiklerier og drillerier som indledningen. Tor vil få Hárbarðr snart med det gode, snart med trusler til at færge sig over, men det hjælper alt sammen lige lidt. Hárbarðr udtaler de groveste beskyldninger ikke alene mod Tor, men også mod hans hustru, Sif, der skulde have en boler (3) hjemme. Endelig beder Tor: »Vis mig da vejen, da du ej vil mig færge«. Hárbarðr svarer atter her ironisk-drillende og i forblommede udtryk:

Lidet at nægte,
lang vej at rejse,
en mil er til pælen
og én til stenen;
drej så af til venstre
til menneskeland,
dér vil Fjörgyn nok
træffe sin søn.

Tor:
Kort skal jeg svare,
da du hånsord taler;
jeg skal lønne din trods,
når vi atter mødes.

Hermed går Tor sin vej med uforrettet sag.

Det er, som allerede bemærket, to hovedguder, som her stilles overfor hinanden og prøvende kræfter med hinanden. Det er med andre ord den åndelige overlegenhed, som her mødes med den legemlige styrke. Det er naturligvis den første, som går af med sejren. Kraften kan i og for sig være god nok; navnlig er dens hensynsløse voldsomhed på sin plads overfor sådanne åndløse væsner som jætter og bersærker. Bedst er den dog sikkert i for-bindelse med ånd og snildhed, ledet og styret af denne, og en sådan kraft var Odin i besiddelse af. At bægge dele var bedst i forening var for Nordboerne sikkert en ved erfaring vunden erkendelse; deres vikingetog og deres kampe med fremmede folkeslag havde bibragt dem den. At denne erkendelse opfordrede en digter til at give den et digterisk udtryk, er ikke alene rimeligt, men i aller højeste grad naturligt. Som et sådant udtryk må Hárbarðsljóð betragtes. Dets forfatter har været lige så heldig, ja genial m. h. t. tanken, digtningens stof, som m. h. t. den måde, hvorpå han lader den træde frem. En heldigere modsætning kunde han ikke finde end Odin og Tor, som jo bægge arbejder for samme mål, verdens vel og menneskehedens lykke. Men når Odin repræsenterer det lette sejrrige vid, veltalenhed i forbindelse med mod og udholdenhed, tapperhed og koldblodighed, er Tor en repræsentant for den jævne, lidet beregnende gennemsnits-forstand (jfr. Tors optræden i Alvíssmál), som, i steden for at lede den ubændige naturkraft, lader sig viljeløs lede af denne, og farer hovedkulds frem, indtil den støder mod en uovervindelig hindring — og da står den der uden at vide sit arme råd (4).

Lige så snildt som dette er opfundet og lige så dygtig som dialogen er anlagt og udført, lige så konsekvent og træffende er bægge guders karakter holdt og skildret. Ikke et øjeblik er Tor sig selv ulig, ikke et øjeblik glemmer Odin den overlegne, drillende, satiriske rolle, han spiller. Digtet er et lille mesterstykke.

Allerede på grund heraf må digtet være temmelig gammelt, ja regnes til de ældre eddakvad overhovedet; herfor taler også dets meget stærkt interpolerede tilstand.

Dette stemmer godt overens med, at digtet afgjort er norsk (se ovfr. s. 63 — 64).

Anm.
Digtet er i tidernes løb, vistnok før nedskrivningen, blevet særdeles stærkt forvansket og interpoleret, og det på en sådan måde, at de fleste af interpolationerne ikke er brudstykker af andre digte, men ligefremme tildigtninger til selve kvadet. Som det nu er, består det hovedsagelig af vers i málaháttr, af nogle vers i ljóðaháttr og endelig af rene prosalinjer, som dog undertiden har en vis rytmisk bevægelse. Jeg har i min ovenfor anførte afhandling søgt at vise, at málaháttversene alene udgør et i det hele fuldendt og fortræffeligt digt, ganske vist med nogle huller hist og her. Alt det øvrige er fuldstændig overflødigt og ligegyldigt for sammenhængen, en del af rent forstyrrende art. De fleste af disse linjer indeholder kun skænderier, ofte af en så smagløs og upoetisk karakter, at det er lidet sandsynligt, at de skulde stamme fra en forfatter, der ellers i málaháttaversene viser sig så fortræffelig. Endelig vilde digtet i formel henseende være aldeles enestående i hele den oldnordiske poetiske literatur og i den fuldstændigste strid med oldtidens krav til og opfattelse af, hvad et digt var og burde være.

Af disse grunde kan der næppe være tvivl om, hvorledes digtets nuværende form rettest bør bedømmes. V. 18 og 47 er vistnok indkomne fra andre digte; de øvrige interpolationer [17 (én linje,) 21 (prosa), 22, 25 (et halvvers i ljóðah.), 26, 27, 28, 31—6 (pr.), 38 (pr.), 41—46 (pr.), 51—2, 57—8 pr.)] er tildigtninger, for en stor del foretagne med velberåd hu. Når Niedner (Zur liederedda) hævder ljóðaháttversenes ægthed og henviser til en versemålsammenblanding som i Eyvinds Hákonarmál, er dette ikke træffende. I dette digt er det et sammenhængende afsnit vers, der er i málaháttr (fordi en skildring af kamp ikke kunde gives i ljóðaháttr), men her findes disse ljóðahátt-vers og -versdele rundt omkring uden noget system og uden nogen synlig grund i indholdet. Da jeg stadig ikke tror på en sådan sammenblanding af vers, må jeg betragte ljóðahátt-versene som uægte. I Metrische studien IV har E. Sievers behandlet digtet (s. 132 ff.) i henhold til sine nye studier, og derigennem søgt at skælne mellem ægte og uægte bestanddele. Dette forsøg får stå ved sit værd.

Uden disse interpolationer er digtet et afrundet og velordnet smukt hele, med dem er det en uformelig masse, der trodser enhver form- og skønhedssans. Således også Niedner, der dog beholder flere vers end jeg (særlig ljóðaháttversene).




Noter

1): Jeg tillader mig iøvrigt at henvise til min afhandling om digtet i Aarbøger f. nord. Oldkh. 1888. Jfr. Schullerus i Beiträge XII, 232. Når Rydberg i Fädernas Gudasaga vil, at Loke her har stjålet et af Odins navne, kan jeg heller ikke gå ind på en sådan forklaring. Jfr. Niedner: Zur Liederedda (1896) S. 10 ff., samt Zeits. f. deut. alt. XXXI.
2): Se foreg. note. Niedner antager at Hárbarðr er Odin.
3): Jfr. Lokasenna v. 54.
4): Jfr. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv I, 190, 192. Når R. Keyser (Efterl. skr. I, 144-5) har antydet, at det er modsætningen mellem krigerlivet og bondelivet, digteren har villet skildre, kan jeg ikke give ham ret. Heller ikke kan jeg i digtet se nogen som helst myte eller mytisk begivenhed. Jfr. Sv. Grundtvig i Er Nordens gml. litteratur norsk? s. 73—4 og Jessen i Zeits. f. d. Phil. III, 74 not. 2.