FJ-Litteraturhist.Bd.1-Hávamál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

B. Etiske digte.

Hávamál



De digte, som her kommer i betragtning, består af de berømte såkaldte Hávamál, eller rettere sagt Hávamálsamlingen; i cod. reg. betragtes vistnok hele denne samling som ét digt under fællestitlen: Hávamál. Men at det ikke alt er ét digt, det har man længe vidst.

Det er ovenfor udviklet (§ 1), hvorledes Nordboerne kom til at iagttage menneskelivet i dets forskellige former og udviklingstrin og deraf at udlede visse almengyldige regler og grundsætninger. Herved dannedes der et slags nordisk livsfilosofi, som fik sit udtryk i korte ordsprogsagtige sætninger og udtryksfulde talemåder; der skabtes efterhånden et helt, omend yderst kortfattet, system, hvis et sådant ord kan bruges om en så ubevidst samling.

Denne visdoms ophav henførtes til den viseste gud, til Odin selv. Han betragtedes som dens fader og giver; fra ham havde menneskeheden fået den (jfr. Hyndl. v. 3). Odin antoges at være i besiddelse af alle kunster og idrætter: »Af ham lærte de alle idrætterne [åndelige som legemlige], ti han var den første, der kunde dem alle og flere end nogen anden . . . Han forstod at omskabe sig til alle skikkelser. Han talte så kraftig og flydende, at alle, som hørte derpå, syntes, at kun hvad han sagde, var sandt. Hans ord var alle rimede, ligesom det vi nu kalder for skjaldskab«. Han kunde alleslags runer og galdre og var den første lovgiver (1). Han var således vismanden fremfor alle andre, den eneste virkelige over alle andre stående og alle jordiske vismænd beskyttende og visdomgivende gud. Når disse var þulir, så var Odin en fimbulþulr (2), på engang en hovedvismand og en hovedtaler.

Hávamál c: Den Højes tale er, som bemærket, håndskriftets navn for en større samling digte og digtbrudstykker af meget forskelligt indhold, men det, som er fælles for dem alle, er, at de netop er Odins tale; det er denne deres egenskab, som har bevirket, at de blev samlet til et hele, og det ligger nær at antage, at samleren virkelig har ment, at han havde kun med ét kvad at gøre, måske bestående af forskellige afsnit (3). Af udgiverne har de fleste antaget to hovedafsnit, hvoraf det sidste skulde begynde med v. 111 (4). Den, der først har set, at samlingen består af endnu flere dele eller digte er Müllenhoff (5); han bestemmer 6 sådanne selvstændige dele, og han har sikkert fundet det rigtige forhold, skønt hans behandling og opfattelse af nogle enkeltheder og særlig af, hvad de egenlige Hávamál er for et digt, ikke kan bifaldes.

Müllenhoffs inddeling er følgende: »Spruchgedicht«, v. 1—78. 80 (÷ forskellige interpolationer, hvad der også gælder de følgende stykker), »1. Odins beispiel«, v. 79. 81—102, »2. Odins beispiel«, v. 103—10, »Loddfáfnismál«, v. 111 —37. 164, »Rúnatal«, v. 138—45, »Ljóðatal«, v. 146—63. Müllenhoff anerkender ikke det første stykke, samlingens hovedstykke, også hvad versantallet angår, som Hávamál, ja ikke engang som Odins tale (s. 260). Derimod mener han, at de såkaldte »Loddfáfnismál« er de egenlige Hávamál (s. 266 ff.), samt at samlingens sidste vers er dette digts slutning. Dette er nu vistnok en fuldstændig fejltagelse, men herom mere i det følgende (6).


I.

Det første digt består af v. 1—77 med fradrag af formentlige interpolationer. Dets indhold er følgende: En fremmed kommer til en gård langvejsfra. Han har rejst over fjæld og har døjet meget, navnlig af kulde. Han går ind og udtaler derved en til situationen passende forsigtighedsregel (v. 1) ; han hilser på de gæstfrie folk (v. 2). Nu må vi tænke os, at han får, hvad han som træt rejsende mest trænger til, nemlig varme, mad og tørre klæder, venlige ord osv.; så begynder han i v. 3 sin egenlige tale, der udgør hele det følgende. Han omtaler ganske naturlig først sig selv, tager med andre ord sig selv til udgangspunkt. Han nævner hvad en gæst, som han, trænger til, når han kommer til gårde. Gæsten behøver at besidde forstand, ellers bliver han til spot blandt vise mænd (v. 5), dog må han ikke prale deraf (v. 6); den forsigtige gæst holder sig [i begyndelsen] tavs [hvad han selv naturligvis har gjort], »med ørerne lytter han, med øjnene ser han sig om; således ser enhver vis mand sig for« (v. 7; 8 — 9 er interpolation). Det bedste man kan føre med sig på rejse er sund menneskeforstand — »bedre end rigdom er den på et fremmed sted; derpå beror den elendig stilledes tilværelse« (v. 10); det værste, man derimod kan tage med, er at have drukket for meget; dette oplyses ved et eksempel, hæntet fra Odins eget liv, fra hans ophold i Gunnlöðs gård (v. 11—14; v. 15—16 er interpolerede). Nu går taleren over til modsætningen, til at omtale, hvorledes den ukloge bærer sig ad, når han kommer til fremmede (v. 17): »Tossen stirrer hen for sig, når han kommer til fremmede; enten snakker han i ét væk eller tier bomstille. Får han vin at drikke, går den smule forstand, han har, bort med det samme« (v. 18 er interpoleret); nu følger en videre udførelse af samme æmne, den ukloges opførsel og forhold til andre (v. 19—29 ÷ 22. 28). Derpå følger 3 vers (30—2) om almindelig opførsel i gæstebud og om forholdet imellem gæster indbyrdes. Hertil slutter sig v. 33, der indeholder en almindelig forholdsregel for dem, som vil besøge en ven; hermed slutter digtets første afsnit.

Mange træffende tanker og djærve sammenligninger forekommer her, f.ex.:

Hjorden ved,
når hjem den skal,
græsgangen så den forlader,
men en uklog mand
aldrig kender
sin maves rette mål (v. 21).

En uklog mand
tror enhver, som smiler
til ham, er hans ven;
da han mærker,
når til ting han kommer,
at han har forsvarere få (v. 25) osv.

Taleren, som hidtil kun har holdt sig til et snævert område, almindelige gæster og fremmede, udvider nu efterhånden sit æmne kommer til at se over et større stykke af meneskelivets rige. Fra gæstevenskabet og venligheden mod fremmede går han over til venskabet eller det gensidige tillidsforhold mellem menneskene. Denne overgang sker ved følgende skønne vers:

Til en slet ven
er der en omvej lang,
skønt han ved vejen bor,
men til en god ven
fører genveje,
skønt han bor længere borte.

Man skal gå,
ej gæst være
stadig på det samme sted,
kær bliver led (ɔ: ugleset),
hvis han for længe sidder
i en andens hus.

Eget bo
er bedre end at tigge,
enhver er mand i sit hus;
to geder
og vidjetækket sal
er altid bedre end bøn.

Eget bo
er bedre end at tigge,
enhver er mand i sit hus;
blodigt er dens hjærte,
som sig tigge skal
til alle måltider mad.

(V. 38 interpol.). Man vænter altid gengæld — »ingen er så gavmild, at han hader gengæld, hvis han kan få den« (v. 39). Sit erhværvede gods bør man dog bruge og anvende, ti »ofte sparer man til den, som man hader. Meget går tit anderledes, end man væntede« (v. 41). Herpå følger nogle vers om venner, både de gode og de mindre gode, vers som på det fortræffeligste afspejler oldtidens levevis og tænkemåde (v. 41—52 ÷ 42, 46, 48—9). De følgende vers (53-6) erklærede Müllenhoff for uægte og de kan ikke sættes i nogen direkte logisk forbindelse med det som går lige foran. Men da netop disse vers, der handler om menneskeforstand i almindelighed, vilde passe til dette afsnit i digtet, må man undersøge, om sammenhængen ikke måske noget er forstyrret her. Müllenhoff indså, at v. 57 passer fortræffelig lige efter 52. Flytter man nu dette vers derhen, er vanskeligheden hævet. Det danner der en fortsættelse af v. 52; med en særdeles fin vending i dets sidste del, hvor man må optage Müllenhoffs smukke rettelser, dannes en fortræffelig overgang til v. 53—6: »En mand lærer en anden ved samtale at kende, men han bliver dum af [den] indesluttethed« [som er en ufejlbarlig følge af aldrig at tale med andre]. Heri udtales altså, at kyndighed — til vis grad i alt fald — ikke alene er nødvendig, men at denne beror på eller betinges af det samkvem, man har med andre; dette er en aldeles rigtig iagttagelse fra det virkelige liv. Ved omtalen af dette banes vejen til omtalen af, hvad slags visdom der er bedst for mennesket, og her griber de nævnte vers, som alle priser den jævne menneskelige middelforstand, fortræffelig ind. »Den alt videndes hjærte bliver sjælden glad« hedder det; »sin skæbne skulde ingen vide forud; den mands sind [ɔ: som ikke kender fremtiden] er mest frit for kummer« osv. I første afsnit var der tale om gæstens forstand, hertil svarer i dette (2.) afsnit den parallelle behandling af menneskeforstanden i al almindelighed.

Det 3. afsnit. Taleren udvider atter synskresen; et større område åbner sig for hans åndelige blik. Han går over til at behandle forskellige livsforhold af en mere praktisk art. Navnlig er det samfundslivet, han nu mindes. Det er menneskets individuelle betydning og virksomhed, det gælder (v. 58—71 ÷ 63, hvortil atter halvverset 65 nøje slutter sig, 66—7). Man skal være rask til at skaffe sig livets underhold, man skal fremtræde på en anstændig måde. Den mægtige skal bruge sin magt med mådehold; han vil nemlig måske også finde sin overmand, og så er hævnen over ham. Det er bedre at leve end at være død, hedder det morsomt nok, ti mens man lever kan man bruge sit gods; efter døden har den rige ejer ingen glæde deraf; enhver levende kan udfylde en eller anden plads i livet: den halte rider, den håndløse driver hjorden, den døve kæmper duelig; den blinde er bedre end den, som er brændt. Ingen nytte er et lig til (v. 71). Herpå omtales hvor godt det er og nyttigt at efterlade sig en søn:

En søn er bedre,
skønt sildig født
først efter faderens død,
bautastene
står aldrig ved vejen,
hvis søn ej den rejser for fader.

(V. 73 i málaháttr og 74 — 5 er interpolationer). I de foregående vers er taleren med umærkelige og fine overgange efterhånden kommen til livets yderste synskres, døden, og han slutter sin hele betragtning med de to berømte vers (76—7):

Fæ dør,
frænder dør,
selv dør man ligervis;
men dens rygte
vil aldrig dø,
som sig det godt erhværver.

Fæ dør,
frænder dør,
selv dør man ligervis,
jeg ved én,
som aldrig dør:
dommen over enhver død.

Således slutter digtet med døden og peger hen på livet efter døden, det vil sige, på det liv, som består i evigt minde, opbevaret efterkommere og efterslægt (7).

Således er da dette digt en betragtning af det borgerlige liv i alle dets vigtigste forhold, udgået fra et særligt forhold (gæstens) og fremsat i korte, træffende, ofte ordsprogsagtige, logisk til hinanden knyttede sætninger. Kompositionen viser forfatterens store kunst med hensyn til den gradvise udvikling af æmnet, tilknytningen mellem de enkelte afsnit og snilde overgange fra det ene til det andet. Disse overgange er undertiden lidt hårde, det kan ikke nægtes; men dette beror vistnok på, at enkelte vers helt er tabte, skønt digtet overhovedet kan siges at være vel bevaret.

Som det ovenfor er antaget, er der en del vers, der ikke passer i den sammenhæng, hvor de står, hvorfor de er bleven opfattede som »interpolationer«. Et enkelt sted er et vers omstillet (v. 57) hvorved den formentlig oprindelige ordning er tilvejebragt. Prof. A. Heusler har udtalt den tanke, at sådanne vers dog for største delen mulig kunde have tilhørt digtet, og har forsøgt at anvise dem deres rette plads. Han udelader kun v. 12—14, 15 og 73—75 som uægte, de første i tilslutning til Müllenhoff. Denne tanke er i og for sig overmåde tiltalende, og havde Heusler for disse vers' vedkommende ved omflytning kunnet finde en rimelig plads til dem, vilde man vistnok kunne give ham sin tilslutning. Men han har ikke ladet sig nøje med det, men omstillet versene i hele dette digt, således som han mener, at den oprindelige rækkefølge har været (8). Som man ser, bliver der ikke meget tilbage af håndskriftets rækkefølge. Det kan ikke nægtes, at endel er tiltalende, og dette gælder især flere af de tidligere som uægte betegnede vers, medens andre omflytninger kan være ret tvivlsomme og næppe nødvendige. Det kan heller ikke undgås, at der her kommer en subjektiv opfattelse til syne. (9) Som overleveringen er, må det hævdes, forekommer det mig, at den i det hele og store kan beholdes — samt at en del af de »uægte« vers kan beholdes ved en læmpelig omstilling.

Fra indholdets side frembyder digtet en overordenlig stor interesse, ja, det er måske det allermærkeligste og vigtigste af alle oldkvadene, idet det er oldtidens egen livsopfattelse, som her gives os i ligeså simple som sande og naturtro træk. Intet digt giver os et klarere spejlbillede af vore forfædres hele d. v. s. menigmands hele tænkemåde, deres gennem århundreders kamp for tilværelsen vundne livserfaringer. Kvadet er et kulturhistorisk aktstykke af storste betydning.

Også det viser en stor kunst, hvorledes forfatteren har givet denne livsanskuelse, som han tilbunds selv har forstået, det ægte fyndige udtryk.

Man vil måske finde et og andet, som man vil kalde prosaisk og materielt, men man må da huske, at nutidens poetiske målestok ikke kan anvendes på den nordiske oldtids frembringelser. Hvad der måske ved en overfladisk betragtning synes at være »prosaisk«, vil i den rette sammenhæng og fremfor alt i belysning af oldtiden selv vise sig at være i besiddelse af en poetisk tanke, i hvert fald en sund realistisk almenmenneskelig sandhed (10). Det må da ikke glemmes, at dette digt ser bort fra helten og heltens ideale virksomhed, men holder sig, som det af det ovenstående fremgår, realistisk til det faktisk bestående samfundslag, den brede befolkning, hvis åndelige tilstand og kulturforhold skimtes igennem det hele. Ikke mindst af denne grund er digtet os så dyrebart, Mærkeligt er det, at forholdet til guderne aldeles ikke omtales i digtet.

Da digtet viser sig at være et logisk hele, er det allerede af den grund misligt, at kalde det et ordsprogsdigt, tilmed da virkelige ordsprog forekommer i et forsvindende antal (11). Endnu misligere er det at nægte, at digtet er Odins tale.

Da digtet indeholder summen af den menneskelige livserfaring, da taleren på det allernøjagtigste ses at kende ikke alene den menneskelige handle- og tænkemåde, men tillige ved klart at antyde, at han bedst ved, hvilken forstand og viden er heldigst for menneskene, tilkendegiver, at hans egen viden er af en endnu fuldkomnere og højere art, må taleren nødvendigvis antages at være et væsen af en højere slags end et menneske, med andre ord: taleren må være en gud (12). Men er dette så, kan denne gud ikke være nogen anden end Odin selv. Ingen var, som han, verdens og menneskenes forsyn, det »viseste væsen af alle«, i stand til at give alle disse fortræffelige leveregler, ingen kunde som han, der besad den højeste indsigt, den tankefulde og dybsindige grubler, prise middelforstanden som det bedste for et jævnt menneske. Hvem anden end denne gud, som selv vidste bedst, hvor pinligt det var, forud at kende guders og menneskers tragiske fremtid og verdens undergang, hvem anden end han kunde med sikkerhed og fornøden vægt sige: »sin skæbne skulde ingen vide forud, ti hans sind vil da være det mest sorgfri.« Der kan ingen tvivl være om, at digtet i virkeligheden er Odins tale. Denne opfattelse står også i fuldstændig overensstemmelse med den gamle tradition, den tradition, som har været den bestemmende for samleren, idet han opfattede digtet som Odins tale og stillede det ved siden af eller, rettere sagt, i spidsen for andre kvad, som utvivlsomt var Odins tale. En sådan tradition er man ingenlunde berettiget til at forlade, uden at man ved vægtige ja, rent ud sagt, uigendrivelige grunde kan bevise, at den er og må være falsk. Men sådanne grunde har man i dette tilfælde ikke fremført. V. 13—4 omtaler Odins ophold hos Gunnlöð (»med den fugls [glemselshejrens] fjædre var jeg lænket i Gunnlöðs gård«). Müllenhoff, som gør sig al mulig umage for at modbevise, at digtet er Odins tale, søger naturligvis at fjærne disse vers (13), som, hvis de er ægte, afgør sagen med det samme. Nu er der i virkeligheden ingen tvingende grund til at udstøde dem; de passer i alle henseender fortræffelig til de omgivelser, de findes i; at erklære dem for uægte er en vilkårlighed; de må ifølge Müllenhoff falde, fordi han ikke har set eller ikke villet anerkende sammenhængen mellem v. 11 (hvortil 12. 13 slutter sig) og v. 10. Men det må tilføjes, at selv om Müllenhoff havde ret, var dermed intet bevis leveret for, at ikke dette digt er Odins tale. Bliver de stående, da er sagen afgjort.

En anden sag er det, hvorvidt digtet alligevel er de egenlige Hávamál eller ikke. Her kan der ingen strænge beviser gives. Müllenhoff mente, som ovenfor bemærket, at »Loddfáfnismál« er de egenlige Hávamál. Han nægter, som bemærket, at det første digt er Odins tale (hvad der jo er urigtigt); han foretager så i v. 111 en rettelse af manna til Háva (14) (hlyddak á manna mál til hlyddak á Hávamál). Men denne rettelse er i og for sig unødvendig; desuden er den urigtig, da den beror på en fejlagtig opfattelse af »Loddfáfnismál«, hvad der senere skal blive påvist.

Der er ingen grund til ikke at antage, at netop dette digt er de egenlige Hávamál; for det første, fordi det er det længste digt i hele samlingen, for det andet, fordi det står i spidsen af den. Det er i hvert fald lettere og naturligere at tænke sig, at man til det egenlige kvad i tidens løb har føjet flere andre, hvori Odin også var den talende, end samlet flere kvad omkring det oprindelige digt som et slags midtpunkt.

Det er let at forklare, hvorledes digtet er at opfatte som Odins tale.

Vi ved, at Odin under forskellige forklædninger og altid under forskellige navne foretog sig mange rejser i verden blandt menneskeheden. Disse rejser tænkes særlig at være foretagne i tiden mellem guldalderens slutning og Baldrs død. Vi kan her minde om hans ankomst til kong Geirrøðr (Grímnismál). Hvad Odin dér gør overfor et enkelt menneske, det gør han her overfor hele menneskeheden, som ganske vist her findes repræsenteret eller betegnet ved en enkelt gård. Han kommer til gården og bliver vel modtagen; menneskeheden består prøven; den nordiske gæstfrihed fornægter sig ikke, Odin bliver som sagt vel modtagen og hans tak eller løn herfor er — hans tale, al den visdom, som digtet rummer. Den heri indeholdte visdom og disse leveregler skal tjæne til at lette menneskehedens (ɔ: Nordboernes) liv og deres hårde kamp for livet. Således betragtet får digtet langt større værd og ædlere præg. Denne betragtnings rigtighed kan næppe betvivles. Og det er i denne sammenhæng interessant at lægge mærke til, at Rígr, efter at være bleven godt modtagen, der hvor han kommer, også giver råd; det er en situation, som fuldstændig svarer til begyndelsen af dette digt.

At digtet er norsk er utvivlsomt. (15) Det fremgår afgørende af det livsbillede, som vi i det hele får. To geder som den ringeste ejendom er langt mere norsk end islandsk; det unge fyrretræ på marken, ulven, der lurer på føde, tagnæverne, bavtastenen, som står ved vejen — alt dette er udelukkende norsk og betegner digtet som norsk.

Den samfundsorden og det liv, som forudsættes og tildels beskrives, var ikke det højst urolige og gærende islandske nybyggersamfunds, men et gammelt borgersamfunds med fasthed og indre ro. Hertil kommer en del enkeltheder, hvoraf i det mindste nogle er afgørende.

Digtets alder har Müllenhoff udførlig behandlet (16). Han begynder med at påpege, at de første linjer af de to sidste vers er benyttede i det sidste (21. vers) af Hákonarmál (af Eyvindr skáldaspiller). Følgelig må Hávamál være ældre end o. 960. Heri har Müllenhoff sikkert ret. På den anden side er der, hvad Müllenhoff også har bemærket, intet særligt, som bestemt viser, hvor man skal sætte grænsen for digtet opad i tiden. Det er sikkert, at der intet er, som taler for at sætte det højere end til o. 900. Herimod taler naturligvis ikke, at ligbrænding omtales.

Anm. Hvad de formentlig enkelte interpolerede vers angår, er der ingen grund til her særlig at dvæle ved dem. Kun skal det bemærkes, at enkelte af dem er meget gamle og interessante, f. ex. v. 15. 16. 48. 49. Nogle kan måske have, som sagt, hørt til digtet og må da flyttes.

Efter v. 77 følger en række af vers: 78—83, som alle — til forskellige tider — er indsatte for at danne en overgang fra det 1. digt til det andet. V. 78 handler om rigdommens upålidelighed i tilslutning til ”fæ dør” i v. 76. 77; v. 79 om rigdommens indflydelse på den mindre begavede; v. 80 er intet regelmæssigt vers, men en sammenblanding af enkelte fra mindst 4 andre vers hæntede linjer (jfr. beskaffenheden af det — interpolerede — vers i Hárbarðsljóð, som er hæntet fra forskellige steder i Lokasenna); ikke engang de simpleste fordringer til forlydsrim er her fyldestgjorte. Det handler om runerne og er temmeligt uforståeligt. De følgende 3 vers (v. 81—3) (17) er i forskelligt versemål og oprindelig næppe sammenhængende; de handler om, hvilke tider der er de bedste til forskellige forehavender, og hvilke ting man ikke skal forhaste sig med at bedømme. Disse vers slutter sig til det følgende digt, der begynder med v. 84.


II.

2. digt. Dette er et lille erotisk læredigt på 10 vers, hvis hensigt tilkendegives ved den i begyndelsen opstillede leveregel: »En kvindes ord skulde ingen tro på«. Digteren udtrykker dog straks sin upartiskhed, idet han tilføjer: »vi mænd er rigtignok ikke et hår bedre, vi taler smukkest, når vi tænker falskest« (v. 91). Under alle omstændigheder er forelskelse noget, som ingen kan dadles for — »ofte gør den skønhed indtryk på den vise, som ikke rører den dumme« lyder det (v. 93). Beviset for denne påstand om kærlighedens og skønhedens magt, om kvinderænker gives i de følgende vers (v. 96 — 102), idet taleren, som udtrykkelig kaldes Odin, meddeler et af sine elskovseventyr, hvor slemt han er bleven taget ved næsen af den smukke datter af Billingr (jætte?). Hun har lovet ham at mødes med ham, men er udebleven. Odin kommer så hjem til hende, men hun siger, at han må komme igen om aftenen. Det gør han, men da var alle folkene på gården endnu vågne og der var allevegne lys, så at der ikke var mulighed for at komme ind ubemærket. Da han endnu en gang kom henimod morgen, fandt han en stor hund »bundet fast i den gode kvindes sæng.« »Mangen en god kvinde er, når man undersøger sagen tilbunds, falsk mod mændene. Da prøved jeg det, da jeg vilde friste den snilde mø« lyder det til slutning.

Hvem denne skønne Billings-datter er, vides ikke bestemt, men det er ikke umuligt, at hun er den samme som Rindr, med hvem Odin havde sønnen Váli. Vi ved ganske vist så godt som intet, om forholdet mellem hende og Odin i den nordiske mytologi (18) men Saxo kender en fortælling om »Rinda Ruthenorum regis filia,« som må være identisk med Rindr, men hvad der fortælles om Rindr og Odin er ikke det samme som digtets indhold, selv om bægge dele er noget beslægtede. Odin udgiver sig tilsidst for en lægekyndig kvinde under navnet Wecha [ɔ: vitka = sejdkvinde?] og får adgang til Rinda. Deres søn var Bous (19). Men i digtet får Odin ingen adgang til »Billings datter«.

Om digtet er et fuldstændigt hele eller en del af et længere digt, hvori Odin har givet flere råd og leveregler, oplyste og forklarede ved eksempler, hæntede fra hans eget liv, er umuligt med bestemthed at sige. Under alle omstændigheder kan det sikkert antages, at disse 10 vers er et afsluttet hele, hvori intet synes at mangle (20).

At digtet er norsk og ikke islandsk borger udtrykket es i reyri satk (v. 96) for, da dette bestemt hentyder til norske naturforhold.

Hvad dets alder angår er der at bemærke, at den sidste halvdel af det første vers (v. 84) anføres i Fóstbræðrasaga (s. 83), hvor det fremsiges af en mand, ved navn Loðinn, i året 1025; der forudskikkes den bemærkning, at: »han kom til at tænke på den kvædling, som var bleven digtet om løsagtige kvinder«. Hvad enten man nu vil antage dette for historisk eller ej (jfr. ovfr. 51) er det sikkert, at digtet er ældre end fra den tid.

Anm. I digtet findes forskellige interpolationer: først 20 linjer (v. 85—7), hvoraf hver indeholder i dativ navnet på en ting, man ikke skal tro på, og som — i formel henseende — slutter sig til: (meyjar orðum skyli mangi) trúa i v. 84; men versene er i et andet versemål (nærmest i málaháttr) dernæst et vers i ljóðaháttr (v. 88) af lignende indhold (man skal ikke for tidlig stole på en søn eller på en nysået ager) — et vers (v. 89), åbenbart et brudstykke af et længere remsemæssigt digt, der ligeledes har opregnet forskellige upålidelige ting — et vers (v. 90) om falske kvinders upålidelighed i et andet versemål (fornyrðislag) — et vers (v. 92) om de løfter og gaver, hvormed en kvinde kan vindes — et vers (v. 94) om kærlighedens magt og væsen, som kun er gentagelse af, hvad der allerede er sagt i 93 (21).


III.

3. digt. Dette er, ligesom det foregående, enten et for sig afslutte hele, eller et — fuldstændigt — afsnit af et større kvad. Det handler om, hvorledes Odin kom i besiddelse af skjaldedrikken. Vi har, som bekendt, i begyndelsen at Skáldskaparmál (22) (de urigtig såkaldte »Bragaræður«) en fortælling om det samme; her siges det, at Odin under navnet Bölverkr (= ulykkesstifteren) ved at bore sig igennem en klippe kom til Gunnlöð Suttungsdatter »og lå hos hende i 3 nætter, og da gav hun ham lov til at drikke 3 drag af mjøden, (som hun var sat til at vogte), og i disse tømte han de to kar Són og Boðn og kedlen Óðrerir, hvori mjøden opbevaredes; så fløj han bort derfra i ørneskikkelse. I vort digt er fremstillingen helt forskellig og navnlig ganske anderledes smuk og poetisk.

I spidsen (v. 103) stilles der en leveregel om, at man i sit hjem bør være munter og fremfor alt vis og veltalende. Det er veltalenhedens magt og virkning, som Odin her vil oplyse ved en begivenhed af sit eget liv. Odin meddeler, at han begav sig til Suttungs sale — »kun lidt fik jeg der ved at tie«, »Gunnlöð mig gav på en gylden stol en drik af den herlige mjød, men jeg lønnede hende kun slet for hendes venlighed«. »Nu lod jeg Rates [borets] mund få plads; således satte jeg mit liv på spil, over og under mig var jætters alfarvej [klipperne], men nu er Odrerir også kommen til Valhal.« »Dagen efter kom rimturser til den Højes hal og spurgte, om Bölverkr var hos guderne.« Digtet slutter med dette vers (v. 110):

En ring-ed Odin
nok aflagt har,
men hvorfor tro på hans ord?
Suttungr han sveg
for skaldemjød
og Gunnlöð han gråd forvoldte.

Den rigtige opfattelse af den til grund for digtet liggende situation har M, B. Richert givet (23): »Odin tänkts såsom en förälskad friare, hvilken, efter att lyckligt hafva öfvervunnit alla de på giljarfärden mötande hindren, slutligen kommer i besittning af sin brud och med henne firar högtidligt bröllop i jätten Suttungs salar . . . skildringen är langt mer poetisk, liflig och målande, än den hittiis synes hafva uppfattats.« Odin behandledes som en hædersgæst og benyttede enhver lejlighed til vel at belægge sine ord — »Naturligtvis lade Odin här icke minst an på Gunnlöd själf, hvars hjärta han snart eröfrade genom fagert tal. Förbindelsen dem emellan blef aftalad och till och med högtidligen befäst genom baugeið och trygð (v. 110). Man drack högtiden til ära, ... och därvid tyckes det hafva gått så förnämligt till, att den dryck, som vid festens firande räktes den på alt sätt ärade brudgummen, utjgjördes af ingenting mer eller mindre an själfva skaldemjödet«. Ellers vilde man, mener Richert, rimeligvis have ladet sig nøje med »en ringare mjödsort.«

Richerts ord er her anført så vidtløftig, fordi de synes at træffe sømmet på hovedet (24). Richert mener tillige, at digtets fremfstilling er mere oprindelig og uforvansket end Snorres.

Foruden den iøjnefaldende forskel på hele fremstillingen er også den forskel værd at lægge mærke til, at hos Snorre kommer Odin til Gunnlöð ved at bore sig igennem bjærget, i digtet derimod fra hende. Anderledes kan det næppe forstås.

Om digtets alder og hjemstavn lader intet sig med bestemthed sige. Det synes i det hele at ligne det foregående kvad og være på alder dermed.


IV.

4. digt. Dette digt består af v. 111—137 ÷ nogle formentlige interpolationer. Dets indhold består af forskellige råd, som gives til én, der kaldes Loddfáfnir. Det begynder ret højtidelig med, at taleren siger, at det er på tide at sidde på talerstolen (þularstóll). »Ved Urds brønd har han set til og tiet og hørt på mænds tale«. Når taleren her siger, at han har været ved Urds brønd, hvor guderne holder deres domting (25), følger heraf to ting, 1, at mænd her betegner selve guderne, en betegnelse, som ikke er stødende eller unaturlig, og 2, at taleren selv er en gud, og der kan da fornuftigvis kun være tale om én: Odin (26).

På dette indledningsvers følger talerens, den som þulr forklædte Odins råd til Loddfáfnir i 17 vers, som alle begynder med de samme 4 linjer [hvoraf én, den 3., måske er uægte]: »Jeg råder dig, Lf., forstå mine råd, de vil være dig til nytte, hvis du lærer dem«. Kun de vers, som begynder således, er ægte, dog med undtagelse af v. 130. 135. 137.

De ægte vers udgør et i det hele velordnet og logisk hele (jfr. nedenfor).

Det første råd er: »stå ikke op om natten, medmindre du er på spejderfærd, eller du skal søge dig et sted ude (ɔ: til at forrette din nødtørft). Det 2. råd: »sov ej i en troldkvindes arme«, det 3.: »forfør ikke en andens hustru«, det 4.: »forsyn dig godt med mad, hvis du skal over fjæld eller fjord«. Det er klart, at dette råd slutter sig nøje til råd 1. og det har sikkert oprindelig fulgt umiddelbart derpå. Derpå kom så de to råd om et helt andet livsforhold; dog er de knyttede til de første par som parallele dermed.

Fra forholdet til kvinder går nu taleren over til at omtale forholdet til mænd: »lad aldrig en slet mand kende dine uheld (råd 5), »besøg ofte din ven« (det 6. v. 119); hertil slutter sig fortræffelig — ikke v. 120 men — v. 121: »vær du ikke den første til at begå venskabsbrud«. Herpå følger med en fin overgang v. 120: »slut dig til en god mand, for at lære af ham« (her er der ikke tale om en ven i egenlig betydning, men om en ældre »faderlig rådgiver«). Derimod skal du aldrig trættes med uvise folk« (v. 122) og »endnu mindre med slette mennesker« (v. 125). Her er en udmærket sammenhæng.

De følgende råd angår nu forskellige andre livsforhold: »vær ikke skomager eller skæftesmed undtagen for dig selv« (v. 126), »andres ulykke skal du gøre til din egen, men giv ikke dine fjender fred« (v. 127), »lad det slette aldrig behage dig« (v. 128), »vær forsigtig i kamp« (v. 129), »vær overhovedet forsigtig, navnlig ved drikkelag« (v. 131, jfr. Hav. I, 12—14), »vær forsigtig overfor fremmede og fattige gæster« (v. 132), og »vær forsigtig overfor en gammel gråhåret taler (þulr), ad ham skal du aldrig le. Ofte er det godt, som gamle kvæder« (v. 134).

Herved synes en afslutning på digtet at betegnes. Efter at have givet Loddfáfnir sine råd, slutter taleren med at sige: »gør ikke nar ad en gråhåret vismand«, men dette er en hentydning til taleren selv og en indirekte, men tydelig, indtrængende opfordring til Loddfáfnir om at lægge sig de givne råd på hjærte og benytte dem godt. En sådan opfordring var netop digtets mest passende og naturligste slutning (27).

Således indeholder dette digt forskellige gode og praktiske leveregler, hvortil der findes adskillige paralleler i det 1. digt, som imidlertid står langt over dette. Den, der giver disse regler, er som allerede bemærket, Odin selv, men den, der modtager dem, er den unge Loddfáfnir. Hvad dette navn betyder, vides ikke, måske er det en symbolsk betegnelse. Odin må vi her tænke os som en gråhåret olding, siddende på en Þularstóll i hallen. Jfr. Odins forhold til den unge Geirrøðr (28) og hans egenskab som fimbulþulr. Det er en fuldstændig misforståelse, når Müllenhoff (29) og Niedner vil, at Loddfáfnir er den talende og at han genfortæller, hvad man har sagt til ham ved Urds brønd, som om nogen anden, end guderne, kunde være dér tilstede. Derfor kan heller ikke v. 164 anerkendes som slutningen af dette digt, men herom mere senere. Titlen »Loddfáfnir«, som kun findes i papirshåndskrifter, er urigtig dannet.

Digtet er ganske vist Odins tale, men der er intet som helst, der tyder på, endsige viser, at det skulde være Hávamál. Det er sikkert meget gammelt, ja, hvis ordet þulr står her i den gamle betydning (se ovfr. 80 — 81), hvad det i virkeligheden synes at gøre, hører det snarest til den sidste halv- eller fjærdedel af det 9. årh. Det vilde således være det ældste af de os bevarede digte og en frembringelse af de gamle egenlige þulir. Herfor synes digtets gammeldags simpelhed i form som indhold at tale, det svarer i så henseende til Brages digte blandt skjaldedigtene. Hvis så er, er digtet naturligvis norsk. Herfor taler også advarselen mod at sove i en troldkyndig kvindes favn; på Island, hvor sådanne kvinder overhovedet var så lidet fremtrædende, var denne advarsel lidet begrundet. (30)

Anm. De interpolerede vers er af en meget forskellig betydning: V. 114 er en forklarende, men højst unødvendig udvidelse af det foranstående vers (om troldkyndige kvinders skadelige indflydelse); v. 118 er af lignende art, det passer slet ikke efter 117, men kunde være et slags sidestykke dertil; vilde egenlig bedre passe efter 113—14. Det samme gælder v. 123—4 (om forholdet mellem venner og fortrolige), 133 (om andres egenskaber), 136 (om gavmildhed mod betlere (?), fremdeles v. 130, om forholdet til en god kvinde, som består af et helt vers for sig, hvortil der er føjet de 4 sædvanlige indledningslinjer: „Jeg råder dig osv."; passer ikke hvor det står. V. 135 er en simpel gentagelse af indholdet af v. 132; dette vers er således en ren tildigtning. Endelig er v. 137, der er meget stærkt interpoleret, selv en tildigtning. I ethvert tilfælde kan det ikke have stået her til slutning. De i dette vers interpolerede linjer, som handler om lægemidler for forskellige onder, er meget interessante. — Også dette digt har A. Heusler behandlet i sin ovf. nævnte afhandling og på en lignende måde som det første. Han mener, at v. 111 slet ikke hører til dette digt, men til runedigtet (138 ff.) og bruger temmelig stærke ord herom. For den som tror, at linjerne 7—11 i dette vers er ægte, kan dette måske være plavsibelt. Men Urðarbrunni at og Háva hǫllu at (H. h í.) er ikke synonymer; og da de ikke er det, kan bægge stedsbetegnelser ikke stå sammen i et og samme vers. De nævnte linjer er yngre tilføjelser. Og nogen særlig grund til at fjærne 111,1—6 fra ”Loddfáfnismál” kan jeg stadig ikke indse. Netop þylja passer godt til udtrykket hárr þulr i 134; de hører sammen. Til rådene kan heller ikke dette indledningsvers med nogen ret siges at være for højtideligt. løvrigt behandler Heusler digtet på lignende måde som det første. Han bytter stærkt om på versfølgen (31). Som det ovenfor er vist, er der ingen grund til en så stærk omkalfatring, og der kan gøres meget velbegrundede indvendinger derimod. En anden sag er, hvorvidt de 6 vers, der ikke begynder med de sædvanlige indledningsord, er oprindelige. De indeholder tillæg af motiverende art, men som i reglen er ganske overflødige, idet de forudsætter, at tilhøreren er unødvendig dum, og man kan ikke altid indse, hvorfor netop disse (de foranstående råd) trænger til en tilføjet forklaring, medens andre ikke får den, selv om de ikke i og for sig er mere indlysende. De er efter min mening alle lige klare. Således kunde man om 112 sige: hvorfor? Det samme er også tilfældet med overskydende linjer, f. ex. 8—10 i v. 119; de forklarer egenlig intet undt. ved et slags allegori. Tilhøreren kunde vist meget bedre selv finde grunden til rådet i l. 5—7 end ved hjælp af l. 8—10; og således videre.


V.

5. digt. De vers, som her sigtes til, er v. 138 — 45. Disse vers har det tilfælles, at de handler om runerne, deres oprindelse og anvendelse; de danner dog ikke noget helt kvad, men er løsrevne brudstykker af forskellige kvad i forskelligt versemål.

Det første brudstykke består, som Müllenhoff forlængst har set (32), af v. 138. 139. 141. Disse vers, som fra indholdets side er meget dunkle, er Odins tale, hvori han meddeler, hvorledes og ved hvilken selvofring han har erhværvet runerne, reddet dem til bedste for sig og verden (33) (ligesom han også erhværvede skjaldedrikken). V. 140 handler derimod om Odins sange, ljóð, som intet har med runer at gøre. Dette vers kan — på grund af tallet 9 — intet have med Ljóðatal at gøre.

V. 142 (34) er, hvad den sidste halvdel angår, intet regelmæssigt vers; det er af en lignende art og tilblivelse som v. 80.

143 indeholder navnene på dem, som har ristet runer blandt de forskellige folk. V. 144 er et 8-linjet vers i málaháttr, som i en spørgende form (»ved du hvorledes«) handler om runernes risten, råden, malen, prøven osv. Hertil føjes v. 145 (= 5 + 4 linjer) om ofringer og runer. — Flere af disse vers er interessante og ikke uden betydning.


VI.

6. digt. Dette kvad kunde kaldes Oðins ljóð eller, med Müllenhoff (35), Ljóðatal. Det er v. 146—163. Det begynder med ordene: »Jeg kan de (trylle) sange, som ikke fyrstens hustru og intet menneske kan« (v. 146,1—3). Herved gives det aldeles bestemt tilkende, at »Jeg« er Odin. (36) Derpå begynder hoveddigtet med v. 146,4 ff.: »En sang hedder hjælp, den vil hjælpe dig mod alle sorger og beskyldninger.« Så opregnes 17 sange, en for læger, en som sløver fjenders våben, som bryder lænker, stanser spyd, vender ens besværgelser mod ham selv, redder brændende huse, dæmper had, stiller bølger, forvilder luftryttersker (troldkvinder, som farer igennem luften), skærmer kæmpende, vækker hængte til live igen, beskytter en »ung mand«, der bliver døbt — »det fjortende, jeg kan, er at opregne alle aser og alfer«; det 15. er Þjóðrerirs sang (uvist, hvad der menes), det 16., at vinde en kvindes kærlighed, [v. 17 mangler; v. 162,2-9 er en interpolation, hvori Loddfáfnir tiltales!]; »det 18. jeg kan, vil jeg aldrig meddele, hverken til nogen mand eller kvinde, undtagen den ene, som er min hustru eller søster« (37).

Her er der således for allerstørste delen tale om tryllesange, hvorved forskellige overnaturlige ting bevirkes og udføres. Den 14. og 15. sang er ikke egenlige tryllesange (38). Snorre har benyttet og frit gengivet dette digt (disse galdre) i sin Ynglingasaga kap. 6 slutn. og 7 (jfr. kap. 2 slutn.). Her hedder det: »Han (Odin) og hans hofgoder hedder ljóða-smiðir . . . Odin kunde mage det således, at i kampe blev hans fjender blinde eller døve eller slagne med rædsel, men deres våben bed ikke bedre end vånde (= den 3. sang, jfr. 5. og 13.) . . . Det kunde han fremdeles gøre med ord alene, at slukke ild (= 7. sang), stille havet og vende vinden i en hvilken som helst retning (= 9. sang) . . . undertiden opvækkede han døde eller satte sig under de hængte (jfr. 12. sang) . . . Alle disse idrætter lærte han med runer og i sange, som kaldes galdre . . . Heraf kunde han vide tilkommende ting (jfr. 18. sang?), og ligeledes forstod han at påføre folk døden eller en ulykke eller en sygdom (jfr. 6. sang), og at berøve folk forstand og styrke og give den til andre (jfr. 11. sang).« Desuden meddeler Snorre (sst.), at Odin »kunde de sange, som åbnede jorden, stene, klipper og høje for ham; dem, der bor derinde, bandt han med sine ord alene, gik ind og tog alt, hvad han lystede«. Alt dette viser, at Snorre har haft en vistnok noget forskellig redaktion af digtet, men omtrent i samme udstrækning.

Müllenhoff mente (39), at digtet var tilende med v. 160 (den 15. sang). Tiltrods for hans mere stærke end bevisende udtryk (»Dass das Lióðatal mit v. 160 zu ende ist, schämt man sich fast zu bemerken«), er det dog rigtigst at holde sig til digtets nuværende udstrækning. I alle tilfælde kan det ikke ses, hvorfor eller hvorledes et vers som 163 er blevet »tildigtet«; netop dette vers og ikke v. 160 danner en smuk afslutning. Men er v. 163 ægte, er de andre (ɔ: v. 161, 162,1) det også, da talordet átjánda ikke kan forandres (på grund af forlydsrimet). Hvorfra Müllenhoff ved, at v. 161 (om at vinde en kvinde) oprindelig var digtet fremmed, er en gåde. Hvorfor Odin ikke også har, og det endogså selvfølgelig, regnet de galdre med, hvorved han kunde påvirke en kvindes sind, er ikke til at indse; jfr. hans virksomhed overfor Rindr (se ovf. s. 234). Müllenhoff antog (40), at v. 160 indeholdt det, hvad taleren alene véd og hvorved han overgår alle andre. Rigtigheden heraf kan ikke indrømmes. Hvad Odin fremfor alle andre væsner véd, det må ingen vide med ham (det skulde da være hans hustru v. 163) ; men i v. 160 taler han om noget, som også en anden — dværgen Þjóðrerir — kan; desuden siges der udtrykkelig, hvad det er, dværgen har »galet«. Odin siger altså kun, at han kan den samme tryllesang som dværgen. Derimod omtaler Odin udtrykkelig i v. 163 noget, som ingen anden kan eller nogensinde får at vide (det skulde da være hans hustru). Det er om dette vers, og kun om det, at Müllenhoffs egne ord kan passe. Denne store hemmelighed, som Odin alene bærer på, er måske den samme, som han hviskede Baldr i øret, og hvorved han tilsidst besejrer alle, som indlader sig i en ordstrid med ham.

Det må således aldeles bestemt hævdes, at Ljóðatal i virkeligheden består og altid har bestået af v. 146 — 63 (÷ 162,2-9 (41). Digtets overlevering er ikke god, der mangler verslinjer (sål. i v. 147; v. 162 er der kun én linje tilbage af), og enkelte overskydende linjer er vel senere tilføjede. Enkelte vers (f. ex. 155) har været genstand for forskellige tolkninger (B. M. Olsen, Läffler osv.).

Dette digt er uden tvivl meget gammelt; både fra sprogets og indholdets side er det meget gammeldags; det kan ikke antages at være yngre end Háv. I og lignende digte fra det 10. århs. første tider. At digtet er norsk kan heller ikke betvivles, ikke alene fordi det er så gammelt, men også fordi en død mand hængt i træ, hildings sønner, túnriður, omtales, hvilket en Islænder næppe kunde have sagt på den måde.


VII.

Til slutning haves ét vers (v. 164), hvori det hedder: »Nu er Hávamál fremsagte i Håves (den Højes) hal, meget nyttige for mennesker, unyttige for jætter; hil den, som kvad, hil den, som kan nyde den, som forstod dem, hil jer, som lyttede til«. At dette vers ikke passer til II, III, V og VI, derom kan der vist ikke være nogen tvivl. Müllenhoff antog, som før bemærket, at det var slutningsverset til hvad han mente var Hávamál (ɔ: »Loddfáfnismál«); men det er i højeste grad usandsynligt, at et vers, som henvendes til alle tilhørere, danner afslutning på et digt, som helt igennem rettes til en enkelt. Der bliver således kun Háv. I tilbage, men heller ikke dér passer verset som afslutning efter versene »Fæ dør osv.« (v. 76. 77). Der er således kun én mulighed tilbage, den nemlig, at verset er en tildigtning, som skal danne den formelle afslutning på hele samlingen, som den nu foreligger (I — VI). Herfor synes versets form fornemmelig at tale; det er åbenbart en sammenflikning af reminiscenser fra andre vers, og stammer måske fra samleren selv.


________________________


Denne samling af kvad, som går under navnet Hávamál, hvilket navn dog kun tilkommer et af dem og da rimeligvis det første, er for os af en betydning, som aldrig kan sættes højt nok og som meget træffende er fremstillet i følgende ord: »Det [digtet, under forudsætning af, at det hele var ét kvad] fremstiller med troskab et billede af Nordmændenes folkeånd under Asatroens indflydelse, af deres begreber om ret og uret, om sømmelighed og usømmelighed, om klogskab og tåbelighed, — begreber . . . som ... i det hele tyde hen paa et højhjertet sindelag, en sund forstand og en frisk livskraft hos det folk, hvor de havde hjemme« (42).




Noter

1): Snorre Sturluson: Heimskr. Yngl. kap. 6. 7. 8.
2): Jfr. K. Müllenhoff: Deut. altert. k. V, 293, 289—90.
3): I hvert fald synes afskriveren at have antydet et afsnits begyndelse ved v. 138, idet V er skrevet med en stor initial. Jfr. Bugge i fortalen s. II fotot. udg. s. XVI.
4): Tre nøje sammenh. digte har E. Jessen antaget, Ztschr. f. deut. Phil. III, 77.
5): Deut. alt. V, 250—79.
6): Her skal nævnes vigtigere afhandlinger ang. hele samlingen: Th. Hjelmqvist: Hávamál i Läsning f. folket 1895, Fr. Niedner: Zur liederedda 1896, V. Nilsson: Loddfáfnismál 1898, F. Kauffmann: Odin am galgen Beiträge XV 195 ff., Fr. Läffler: Om några underarter av ljoðaháttr i Stud. f. nord. filol. IV og V, B. M. Olsen: Til Hávamál, Arkiv XXXI (1914), A Heusler: Sprichwörter in den edd. sittengedichten, Zeits. des vereins f. volkskunde 1915—16, Samme: Die zwei altn. sittengedichte der Háv. i Sitz. ber. d. preuss. Akad. der Wiss. 1917. V — foruden flere mindre afhandlinger om enkelte vers af B. M. Olsen. Läffler, Eir. Magnússon, Lindquist, M. Olsen, O. v. Friesen osv.
7): Jeg kan ingenlunde slutte mig til V. Rydbergs opfattelse af disse vers (Germ. Mythol. I, 372 ff.). Han opfatter dómr i betydningen: en i underverdenen virkelig fældet dom over den afdøde. For en sådan opfattelse afgiver disse vers ingen hjemmel. I det første vers omtales en orðstírr gáðr ɔ: ry for fortræffelige egenskaber og tapre bedrifter, og dette siges at være evigt. I oldtiden var dette for folks bevidsthed ingen overdrivelse. De enkelte sig udmærkende personer — og om andre er der fornuftigvis ikke tale — iagttoges dengang langt lettere og de erindredes bedre. Lad os tænke os beboerne af en egn, et dalføre eller en fjords kyststrækninger i Norge. Disse dannede et for sig afsluttet, i antal temmelig indskrænket hele. Den ene kendte den anden, men kun få var de, som i nogen høj grad nåede at udmærke sig fremfor alle andre. Mindet om disse få var lige levende i det 3. 4. 5. osv. slægtled, som i det 1. og 2., og ud fra dette forhold er versene digtede. Deres forfatter har, som alle andre, trot, at dette minde aldrig vilde dø. I vers 2 er der ikke tale om enhver mand i al almindelighed, men om enhver, som „har skaffet sig et godt ry" (v. 1). Dette vers giver således, men vel at mærke i nøje forbindelse med det første og belyst af det, en udmærket og i enhver henseende tilfredsstillende tanke, en tanke, som udtrykkes ved det islandske: Eftir lifir mannorð mætt þótt maðurinn deyi.
8): Rækkefølgen bliver følgende: 1—7, 18, 10, 11, 17, 19-21, 33, 63,1-3, 57, 28, 30, 26, 27,1-6, 29, 24—25, 62, 22, 31—32, 35-37, 66—67, 39, 41, 52, 47, 50, 34, 42—46, 51, 53—56, 23, 48, 16, 40, 8, 9, 65 + 63,4-6, 64, 38, 58—61, 49, 68—72, 76—77.
9): At man ikke altid kan stole på sin egen subjektive mening viser f. ex. Vafþrúðnismál v. 36—37, der ikke indtager nogen egenlig logisk plads i rækkefølgen, men her tillader tællingen næppe nogen omstilling. Hvis dette ikke havde været tilfældet, vilde man her sikkert have foreslået en omstilling. Noget lignende gælder også nogle vers i Ljóðatal.
10): Jfr. C. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv I, 224.
11): Jfr. C. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv I, 220. Jfr. Heuslers ovf. nævnte afhdl.; jeg er dog ikke i et og alt enig med forf.
12): Jfr. Müllenhoff: Deut. alt. V, 295.
13): Deut. alt. V, 255—6. At v. 15—16 er uægte, har ingen indflydelse på v. 11—14. Også Heusler betragter dem som uægte.
14): Deut. alt. V, 253—4.
15): Jfr. E. Jessen: Zeitschr. f. deut. Phil. III, 39, hvor han dog går ud fra et ord som þjóðann, som ikke findes i Hávamál I, undtagen i interpolerede vers.
16): Deut. alt. V, 279 ff.
17): Se Sv. Grundtvig: Nordens gamle lit. s. 74.
18): Jfr. Kormáks: Seið Yggr til Rindar. Skj. digtn. B I, 69.
19): Saxo s. 126. 127. 128. 131.
20): Jfr. Müllenhoff: Deut. alt. V, 264.
21): Om de første af disse vers jfr. Sv, Grundtvig: Nordens gamle lit. s. 74, og om dem alle K. Müllenhoff: Deut. alt. V, 261—5.
22): Snorra-Edda I, 218 ff.
23): Försök till belysning af mörka och oförstådda ställen i den poet. Eddan (i Upsala Universitets årsskrift 1877) s. 10. 15.
24): Derimod har Müllenhoff misforstået flere enkeltheder, navnlig Odins baugeiðr (Deut. alt. V, 266).
25): Snorra Edda I, 70.
26): Derfor er Müllenhoffs rettelse (af manna til Háva) utilstedelig (Deut. alt. V, 254. 266). Det er urigtigt, når nogle mener, at taleren siger, at han i skjul har lyttet.
27): Derimod betegner v. 137 i og for sig ingen sådan afslutning, og det er næppe tænkeligt, at den, der havde skrevet v. 131, skulde have tilføjet 137, tilmed da tanken i disse vers på en måde er hinanden modsat. Se Deut. alt. V, 269.
28): Se indledningen til Grímnismál: ”en karl fóstraði Geirrøð ok kendi honum ráð''.
29): Deut. alt." V, 252-3 og fl. st.
30): Det er lidet forståeligt, hvorledes Heusler kan sige, at digtet kunde være forfattet i kristelig tid.
31): Den rækkefølge, som Heusler vil, er følgende: 116, 131,1-7, 137,1-6.15, 112, 126, 129,1-6.9, 113—15, 130, 118, 120 + 123,4-6, 117, 119, 121, 124, 122, 125, 127-28, 132—33, 135—36, 134,1-7. Uægte er: 131,8-10, 137,7-14, 129,7-8, 123,1-3, 12O,1-4, 134,8-12.
32): Zeitschr. f. deut. alt. XVIII, 251. Det første vers genklinger i en sent optegnet shetlandsk strofe, der dog er uden betydning.
33): Jfr. Heimskr. I, 18—19: ”Alle disse idrætter lærte (docuit) han (Odin) ved hjælp af runer.”
34): Om de følgende vers (også de første) se Niedner afhdl., men jeg kan ikke gøre hans opfattelse til min.
35): Deut. alt. V, 271 ff.
36): Niedners betænkeligheder (Zur Hedere, s. 6) er tilvisse ubegrundede.
37): Odins hustru er Frigg, og hun siges (i Lokasenna) at kende öll ørlög, men Odin havde ingen søster.
38): Jfr. Müllenhoff: Deut. alt. V, 273.
39): Deut. alt. V, 275.
40): Deut alt. V, 273.
41): V. 162,4—9 er en selvstændig tildigtning, foretagen af én, som trode, at Ljóðatal var en del af Odins råd til Loddfáfnir.
42): R. Keyser: Efterl. Skrifter I, 133.