FJ-Litteraturhist.Bd.1-Hamðismál hin fornu

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


15. Hamðismál hin fornu

Navnet på dette digt er sikkert nok; over selve digtet står Hamðismál, og desuden findes et lille slutningsprosast., som siger: »dette kaldes det gamle Hamðismál. (1)

Digtet er forfattet i málaháttr. Allerede af den grund er det sikkert, at de to vers i fornyrðislag, hvormed digtet nu begynder og som tilmed lider af grove metriske fejl, er af en meget sen oprindelse (2). Indsatte er de i stedet for tabt(e) vers, hvoraf der endnu haves en lille mærkelig rest på 2 linjer (i rigtig málaháttr) i v. 2 efter l. 4: es fátt fornara, fremr vas þat hálfu.

Det 3. vers begynder med en opfordring af Guðrún til sine sønner, de eneste, der er tilbage af hendes slægt, om at hævne søsteren Svanhildr, som er bleven trådt ihjæl under hestefødder hos Goterne; Guðrún klager over sin forladthed (v. 3 - 5). Herefter antager Bugge at noget er udfaldet (om Guðrúns bebrejdelser mod sønnerne, jfr. Goðrhvöt 3), og dette er rimeligt, da v. 6 (identisk med Goðrhv. 4) indeholder »den modige« Hamðis svar, som forudsætter en sådan bebrejdelse fra hans moders side, men som nu savnes. Hamðir minder hende om Sigurðs drab og hendes sorg (her forudsættes, at Sigurðr er dræbt i sin sæng ligesom i Goðr. kv. I og Sig. sk.), samt om hendes og Atles sønners drab. Da sagde »den vise« Sörle, at han ikke vil kives med sin moder og spørger, hvad hun ønsker (v. 6 - 9). Her mangler der sikkert noget igen, som har indeholdt Guðrúns bestemte udtalelse af, hvad det er hun vil, og omtalt, at brødrene rustede sig til rejsen, ti det næste vers (v. 10, ifølge håndskr, en fortsættelse af Sörles tale og i virkeligheden vistnok også hans ord) fremhæver, at brødrene er til hest; ellers indeholder dete vers en spådom om, at de ikke vil komme levende tilbage (jfr. Goðrhv. 8, hvor det er Hamðir, der taler). Nu red de bort over våde fjælde på hunniske heste (3).

V. 12 - 17 handler om, hvorledes brødrene traf deres halvbroder Erpr (her ikke en søn af Guðrún) og dræbte ham, »de forminskede deres styrke med en tredjedel (4), disse vers er digtede i fornyrðislag og kan således ikke oprindelig have hørt til dette digt i málaháttr. Dette bekræftes ved, at brødrene her siges at træffe Erpr »i et stræde«, medens deres ridt over »de våde fjælde« allerede er fortalt i det foregående vers. Sikkert er disse vers indsatte istedenfor andre tabte vers af lignende indhold. Muligvis er disse vers af et yngre digt om Hamðir (5), som titlen på dette hin fornu bestemt forudsætter. I Völsungas. (jfr. Snorra-edda) knyttes hertil en samtale mellem brødrene, hvori de erkender at have handlet urigtig.

Med v. 18 begynder det egenlige digt igen. I dette vers siges Jörmunrekks borgvogter at have set brødrenes ankomst og til tegn stødt i sit horn; nogle mænd fortalte Jörmunrekkr, at brødrene var sete, og anbefalede forsigtighed (v. 19). »Da lo Jörmunrekkr og strøg sig om skægget, han forlangte ej. . . (?), men begyndte stærkt at drikke; han rystede de brune lokker, så på det hvide skjold, lod det gyldne kar spille i sin hånd«, og erklærer, at han vilde være glad ved at se Hamðir og Sörle hos sig; de skulde bindes og siden hænges (v. 20-1). V. 22 bør deles i 4 + 6, en rest af to vers, hvorimellem noget er tabt. I det første siges en kvinde Hróðrglöð) (eller én, der er hróðrglöð) at have sagt . . . (verset er mangelfuldt og dunkelt.) Indholdet af de sidste 6 linjer er endnu dunklere. Sammenhængen synes at være, at Jörmunrekkr opfordres til at modtage brødrene på en venskabelig måde, da »to mænd dog hverken kan binde eller banke tusind mand« (6), og dette i og for sig fornuftige råd synes at være blevet fulgt (7). Herefter mangler der igen noget. V. 23 (et halvvers) handler om kamp og blodsudgydelse og forudsætter, at Jörmunrekkr er bleven dødelig såret (»Kamp blev i hallen, ølkarrene faldt ned, mændene svømmede i blod fra Goternes bryst«); i det følgende vers (v. 24) taler Hamðir til Jörmunrekkr og siger, at han har længe nok ønsket at se de to brødre i sin hal - »og nu kan du se dine arme og ben kastede i ilden«.

Da brummede
den gudebeslægtede,
den stærke i brynjen,
som en bjørn, der brummer:
stener mændene,
da spyd ej dem bider,
hverken ægge eller jærn
de Jonakrs sønner (v. 25).

V. 26 - 7 danner et helt vers for sig, når de to første linjer (»Da kvad den modige Hamðir«) udelades, hvad Bugge har foreslået. De lyder så: »Du gjorde en ulykke, da du løste den bælg; fra den bælg kom der ofte uimodståelige råd«. »Mod har du, Hamðir, hvis du blot havde forstand [ɔ: i samme grad]; den mangler meget, som mangler god forstand«. Det fremgår af Jörmunrekks råd i v. 25 at han må have erfaret, at hverken våben eller overhovedet noget jærn kan bide på brødrene og at kun sten kan skade dem; dette må Hamðirenten ved uforsigtighed eller - og snarere - af overmod have røbet. Til et nu tabt vers, hvori Hamðir har udtalt dette, passer 26/27 som ét vers med Sörles svar.

Herpå udtaler Hamðir en beklagelse over, at hovedet ikke også er hugget af Jörmunrekkr, hvilket vilde være sket, hvis Erpr levede (v. 28). Det følgende vers (v. 29) af Sörle i ljóðaháttr: »Lad os ikke beskylde os selv, som ulve, der æder hinanden op«) hører et andet digt til. V. 30 er vistnok at tildele Hamðir, som lige før sin død udtaler mandige ord om, hvad de har udrettet: »Vel har vi kæmpet, vi står på Goters val, fældet ved sværd, som ørne på grene. Godt ry vi erhværver, skønt vi straks skal dø. En aften lever man ikke mer end norner bestemte«. Det følgende (og sidste) halvvers: »Der faldt Sörle ved salens gavl, men Hamðir segnede bag ved husene« er i fornyrðislag og hører rimeligvis til det kvad, som v. 12 - 17 er af.

Hvad kort og kærnefuld fremstilling, særdeles malende udtryk og træffende ord angår, kan dette digt, det gamle Hamðiskvad, måle sig med de allerbedste heltedigte. Hvor prægtigt er ikke det billede, som v. 25 giver os af den gamle krigerkonge Jörmunrekkr, som nyder den gode vin og viser sin overlegne ro ved sin latter og ved at stryge sit skæg. Ligeledes er epiteterne hinn hugumstóri (Hamðir og hinn svinni (om Sörle, svinna átti hyggju) særdeles træffende og viser os med ét ord deres karakter og modsætningen mellem dem. Hermed hænger karakteristikken af personer sammen, og denne er overhovedet udmærket.

Guðrún optræder, som ofte ellers, som den æggende og hævnlystne, som den, der ikke skånede sine sønner (vi ser hendes moders karakter komme igen hos hende jfr. ovf. s. 297); hun er ufølsom nok, skønt hun på den anden side klager over sin forladthed. Sörle og Hamðir karakteriseres ved de allerede nævnte tillægsord, og deres optræden er i overensstemmelse med dem. De begår den skæbnesvangre fejl at dræbe deres broder Erpr (7); men hovedmanden for drabet har sikkert været Hamðir. Bagefter må de erkende, hvor urigtig de har båret sig ad og hævnen rammer dem. Det er Hamðis hidsighed, der er løbet af med ham, og det er åbenbart ham, som overmodig og overilet giver anvisning på, hvordan de selv kan fældes.

Digtet er, som vi har set, meget mangelfuldt overleveret, hvilket allerede gør det sandsynligt, at titlen hin fornu er rigtigt. Herfor taler også dets korte og kærnefulde fremstilling og udtryksmåde.

Fra Hamðismál har Goðr. hv., som ovf. (s. 316) bemærket, lånt enkelte udtryk; ligeledes Sig. sk. (s. 291) og, hvad der har endnu større betydning, Atlakviða. Hamð. 10.1-2 (bræðr grát þu þina, ok buri svása) er sikkert forbillede for Atlakv. 38.6-8 (es æva grét, bræðr sina berharða, ok buri svása). Digtet kan således ingenlunde være yngre end fra midten af det 10. årh. Ret meget ældre kan det heller ikke være, da det ses, at forf. til Hamðismál har efterlignet Þorbjörn hornklofes udtryk; málmi húnlenzkum (Hrafnsmál 16,7) ved sit mörum húnlenzkum, Det første udtryk er på sin plads, medens det sidste i selve digtet virkelig er umotiveret; derfor er det snarere en reminiscens. Digtet hører dog uden tvivl til den ældste række af heltekvad (8).

Bugge (og flere) (9) har villet finde et lån fra Hamðismál i det digt, som tillægges Brage den gamle og nævnes Ragnarsdrápa; herom tør der henvises til Arkiv f. n. fil. VI, 153 - 4, hvor det påvises, at lånet lige så godt, ja bedre, kan være på Hamðismál’s forfatters side, hvis der overhovedet er en forbindelse tilstede. Der kan således ikke være noget til hinder for at sætte Hamðismál til det 10. årh., dog ikke senere end til o. 950. Til samme resultat er Bugge, ganske vist på en anden måde, nået.

Et aldeles afgørende bevis for, at digtet er norsk (10), er forskellige udtryk og antydninger i det selv. Alle tre sammenligninger i v. 5 (sem ösp í holti, sem fura at kvisti, sem viðr at laufi), særlig dog de to første, er ikke til at tage fejl af. Af samme bevisende art er sammenligningen i v. 25 (»som om en bjørn [ɔ: den brune [landbjørn] brummede«) og i v. 30 (»som ørne på grene«). Mindre [vægt kan det tillægges, når kongens vagt »blæser i horn« til signal, og dog har man ret til at tage det med i betragtning, når man husker på de forestillinger, der i Gripisspá og i Atlamál råder om kongen og hans hird.

Af digtet anfører Völs. s. (kap. 42) et halvvers (28.1-4) med overskriften sem kveðit er; herefter skulde man tro, at digtet var benyttet i sagaen; det har man da også antaget (11). Men det er dog vistnok ikke tilfældet. Hele fremstillingen i dette kap. i sagaen er nemlig helt anderledes end den i Hamðismál; desuden mærker man deri en sådan holdningsløshed og ujævnhed, som vi ellers ikke er vant til i sagaen; det er derfor ikke rimeligt, at forfatteren overlovedet har kendt Hamðismál hin fomu, i hvert fald ikke i den skikkelse, digtet har i cod. reg. Han kunde tænkes at have haft et yngre kvad; ja det er kun de uægte - et yngre kvad tilhørende (?) (se ovf.) - vers, 12, 13 [15, 17], hvortil der i sagaen findes noget ligefrem tilsvarende. Det er rimeligvis dette kvad, som ligger til grund for fremstillingen i sagaens nævnte kap. Da har dette digt ladet Odin komme til Jörmunrekkr for at lære ham, hvorledes brødrene skulde dræbes (se kapitlets slutning); samme fremstilling findes hos Saxo (12). Det anførte halvvers fra Hamð. forn. har forfatteren af Völs. s. enten kun kendt alene for sig, eller det har stået i det af ham benyttede (yngre) kvad som et lån.




Noter

1): Ang. digtet henvises til: Bugge: Hamðismál i Zs. f. deut Phil. VII (1876), Ranisch: Zur kritik u. metrik der H. (1888), O. Jiriczek: Deut. heldens. 84 ff., Symons: Einleit. CCCXIX f., Konig Ermenrichs tod Zs. f. deut. Phil. XXXVIII (1906), Neckel: Beitr. 303 ff., Ussing: Heltekvad. 162 ff.. Boer: Die sagen v. Ermanarich u. Dietrich von Bern (1910).
2): Jfr. Grundtvig: Sæmundar-Edda 249 med hensyn til det 1. vers.
3): Guðrún, som forhen har været Hunnernes dronning, tænkes her at være i besiddelse af hunniske heste.
4) Jfr. Symons smukke tolkning Kön. Erm. tod s. 158 f.
5) Dette bestyrkes ved ordet stræti, som ifølge Bugge (Zeitsch. i deut. Phil. VII, 388) ellers ikke forekommer undt. i digte fra det 12. årh. jfr. Vigfússon Dict. stræti. og Lex. poet. 2
5) Der skal sikkert læses megut; jfr. Grundtvig: Sæmundar-Edda 2 s. 250.
6) Bugges og Grundtvigs mening om dette sted kan jeg ikke tiltræde. Digtet lader brødrene komme til Jörmunrekkr ved højlys dag. Symons har en anden opfattelse, se Ermenrichs tod s. 162.
7): Motivet hertil angives forskelligt. Snorra-Edda (I, 368) lader brødrene være så vrede på deres moders sårende æggen, at de vilde gøre, hvad hun syntes værst om, og Erpr elskede hun højest. Völsungas, angiver i virkeligheden intet motiv til gærningen. Sikkert er Snorra-Eddas fremstilling ikke fuldstændig rigtig.
8): Ussing gør en anden mening gældende, som jeg ikke kan godkende.
9): Grundtvig: Sæmundar-Edda« s. 251.
10): Jfr. Bugge s. 387—8.
11): Bugge jfr. dog hans indrømmelser (om en ikke-benyttelse) Zs. VII, 383 f. - Symons: Beiträge osv. III, 215.
12): s. 415 (P. E. Müllers udg.).