FJ-Litteraturhist.Bd.1-Helgakviða Hjörvarðssonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

a. Helgakviða Hjörvarðssonar.



Heltekvadene kunde deles i to klasser: Helgekvadene og Völsunge-Gjukungedigtene. Dog sættes i det mindste den ene Helge i forbindelse med Völsungeslægten, men denne forbindelse er ikke oprindelig. Ligesom Helgekvadene stilles i spidsen for heltedigtene, således vil vi også her først betragte dem og altså begynde med kvadet om Helge Hjörvarðsson. Om håndskriftets ordning af disse digte er der før blevet talt (ovf. 121).


Helgakviða Hjörvarðssonar.

Dette navn findes ikke i hdskr., og for alt, hvad der her er samlet under ét, passer det ikke som fællesnavn; ind i det egenlige digt findes således et helt digt i et forskelligt versemål indskudt, som vi foreløbig vil se bort fra. (1)

Først findes der et prosastykke (2) med overskriften Frá Hjörvarði ok Sigrlinn, der giver os forskellige meddelelser om en kong Hjörvarðr, som havde 4 koner, nemlig 3 foruden den, som skal omtales i det følgende: Alfhildr, med hvem han havde sønnen Heðinn, Særeiðr og Sinrjóð, med hvilke han har sønnerne Humlungr og Hymlingr; her er sikkert én og samme person delt i to (Særeiðr = Sinrjóð, Humlungr = Hymlingr). Efter at kongen havde hørt mange tale om Sigrlinns skønhed — hun er en datter af kong Sváfnir i Sváfaland — sendte han sin jarl Atle, Idmunds søn, for at fri til hende, men Sváfnirs jarl, Fránmarr, rådede denne fra at gifte hende med Hjörvarð. Så hedder det, »at engang stod Atle under et træ og hørte en fugl i træet tale til ham«. Hermed slutter prosast.

Fuglen spørger, om Atle har set Sigrlinn, den fagreste mø i kærlighedens verden. Atle svarer og spørger, om fuglen vil indlade sig i en vidtløftigere samtale med ham. Ja, svarer fuglen, hvis den får alt, hvad den ønsker i kongens gård. Dette går Atle ind på, idet han dog undtager kongens smukke hustruer. »Templer og helligdomme, guldhornede okser vil jeg vælge, hvis Sigrlinn kommer til at sove utvungen i kongens arme« (v. 1 - 4). Herpå hedder det i et lille prosast.: Dette skete før end Atle skulde rejse [ɔ: første gang hjemmefra], men da han kom tilbage og kongen spurgte ham om tidender, sagde han: »Vi har kun haft møje; vore heste udmattedes midt på de høje fjælde, vi måtte vade over floderne — og så fik vi ovenikøbet nej« (v. 5). Her følger atter et (det 3.) prosastykke, hvori det fortælles, at kongen befalede Atle at rejse for anden gang og at han tog selv med. Da de kom til Sváfaland, så de, at landet var vidt og bredt hærjet og ødelagt — af kong Hróðmarr, der også var Sigrlinns bejler. De lejrede sig en nat ved en flod. Atle holdt vagt og begav sig over floden. Her fandt han et hus, hvorpå der sad en fugl, der sov. Atle skød den ned, gik ind i huset og fandt dér to kvinder: Sigrlinn, kongens datter, og Álof, jarlens datter. Det var Fránmarr jarl selv, som havde forvandlet sig til en ørn, for således at beskytte kvinderne mod fjenden. Hjörvarðr ægtede nu Sigrlinn og Atle Álof (3).

Her er forskellige dunkle ting, som der må dvæles noget nærmere ved. For det første må man spørge, hvad er det for en fugl, som taler med Atle, hvilken betydning har den for begivenhedernes gang, og hvad er meningen med Fránmars hele opførsel? Den rette sammenhæng er følgende (4):

Kong Hjörvarðr hører tale om Sigrlinns skønhed og sender Atle hen for at fri til hende (prosast. 1, jfr. prosast. 2). Atle kommer, efter en vinters ophold ved Sváfnirs hird, tilbage med uforrettet sag og fortæller om sin møjsommelige rejse (v. 5) ; jarlen Fránmarr har forhindret, at giftermålet kom i stand (prosast. 1). Atle står ved et træ og bliver tiltalt af fuglen (v. 1 - 4, jfr. prosast. 1). På grund af denne samtale rejser Atle anden gang og kongen selv med, vistnok ikke ligefrem i den hensigt at påføre kongen krig. Imidlertid har en anden konge friet til Sigrlinn. Hvis nu fuglens ord havde haft nogen betydning, måtte også denne konge have fået nej. Det er sikkert også tilfældet, siden han hærjer og brænder landet, og det må tilskrives fuglens indflydelse. Det er Fránmarr, som har skjult sin og kongens datter på et afsides liggende sted og desuden selv vogter dem (prosast. 3).

Det fremgår heraf med nødvendighed, at den fugl, som først taler med Atle, er Fránmarr jarl selv og ingen anden. Den rigtige opfattelse af jarlens optræden er her det vigtigste. Han er en af disse rænkefulde, ærgærrige og havesyge rådgivere, der så hyppig forekommer i folkesagnene. Han bevirker, at Atle får nej, i den hensigt selv bagefter at bringe ægteskabet i stand på visse af ham selv stillede og for ham selv fordelagtige vilkår. Fránmarrs skæbne er da også åbenbart den sørgelige, men retfærdige følge af hans egenkærlighed og rænker, aldeles ligesom den onde rådgiver altid til sidst får sin straf. Det sørgelige forøges her i meget høj grad derved, at det er Atle selv, der (af vanvare) dræber Fránmarr og bagefter ægter hans egen datter (5).

Slutningen af prosast. 3 meddeler, at Hjörvarðr og Sigrlinn havde en søn, som intet navn »fæstedes« ved. En gang så han 9 valkyrier ride gennem luften. En af dem tiltalte ham med navnet Helge og giver ham således dette navn og i navnefæste et sværd, som hun anviser ham og som beskrives ; Helge har imidlertid sagt, at han vil have hende selv, hvorved det antydes, som senere fortælles (v. 6—9).

Det følgende prosast. 4 meddeler valkyrjens navn: Sváfa Eylimes datter. Derpå kommer to vers (v. 10. 11), hvori Helge bebrejder sin fader hans uvirksomhed, og navnlig det at lade Hróðmarr i ro råde for »de ringe, som tilhørte vore fædre. Den fyrste er ikke bange for noget; han mener åbenbart, at han kun besidder det gods, hvortil der ingen arvinger er født«. Man mærker her ungdommens hidsige raskhed. Faderen Hjörvarðr er magelig, men giver sin søn hær og flåde (prosast. 5) ; Helge hænter sværdet. Han og Atle gjorde nu et tog imod kong Hróðmarr og fældede ham.

Sv. Grundtvig og efter ham K. Hildebrand har antaget, at v. 1 - 5 og 6 - 11 er brudstykker af to digte; dette er imidlertid ingenlunde en nødvendig antagelse. Der er i virkeligheden intet i vejen for, at de kan høre til et og det samme digt af samme beskaffenhed som Helgakv. hund. og andre lign. digte, som man kunde kalde oversigtskvad uden dermed at forbinde noget nedsættende. Desuden ligner disse brudstykker hinanden i tone, stil og versemål i en meget høj grad.

[Vers 12-30 er det indskudte digt].

V. 31 - 43 er alle enige om at betragte som brudstykke (r) af ét kvad, og deri har man sikkert ret. Dog er det ikke ét sammenhængende brudstykke, men flere sådanne med prosastykker imellem. I det første af disse meddeles, at Helge trolovede sig med Sváfa og at Helge var på krigstog. Heðinn, hans broder, »var hjemme hos sin fader i Norge«. Han traf engang i en skov en kvinde, som red på en ulv. Hun tilbød ham sit følge, men det vilde han ikke modtage. »Det skal du undgælde for ved bragebægeret«. Ganske rigtig begik så Heðinn bagefter ved drikkelaget den ubesindighed at aflægge det løfte at ville ægte sin broders brud. Han fortrød det straks, forlod sit fædreland alene og i en nedtrykt stemning. Så træffer han Helge. Denne spørger (v. 31), hvorfor han er fordreven fra Norge ; (dette tror Helge, fordi Heðinn kommer alene). »Det er meget værre end som så«, siger Heðinn. »Jeg har kåret mig din brud ved bragebægeret«. Helge trøster ham ved at sige, at det måske ikke er så sørgeligt, ti han skal snart have en kamp med en fyrste, der har udfordret ham; hvis han ikke kommer tilbage fra den kamp, »kan sligt blive til held, hvis skæbnen vil«. Heðinn ænser det ikke, men opfordrer Helge til at dræbe sig (Heðinn; v. 34). På grund af Heðinns fortælling om kvinden i skoven — det var Helges følgeånd — aner Helge sin nærforestående død (v. 35) (6). Den, der har udfordret ham, er ingen anden end Alfr Hróðmarrs søn, der nu vil hævne sin fader (den nordiske blodhævn). I kampen fik Helge banesår.

Helge sendte Sigarr afsted for at hænte Sváfa. Da Sigarr træffer hende og beder hende følge med, hvis hun vil træffe kongen levende, udbryder hun: »Hvilken bitter sorg, hvis bølgen har taget ham, hvis han er såret med sværd, skal jeg hævne ham«. Disse ord viser på engang hendes ømme og inderlige kærlighed og hendes vilde, uforfærdede valkyrjenatur. Sigarr fortæller hende nu uden omsvøb, hvad der var sket. Hun kommer til Helge. Da siger han til hende, at hun skal stille sin sorg, skønt dette møde mellem dem var det sidste, og beder hende om at blive Heðins brud. Herpå svarer Sváfa, at det har hun erklæret »i kærlighedens verden«, da Helge valgte ringe til hende, at hun efter hans død ikke med sin gode vilje vilde elske nogen anden mand. [Helge dør]. Heðinn beder Sváfa om trolovelseskysset i kraft af sit løfte og Helges egen overdragelse, men siger, at han ikke vil komme tilbage, før end han har hævnet »den fyrste, som var den bedste under solen«. Hermed slutter digtet, men der tilføjes i en prosalinje, at Helge og Sváfa sagdes at være genfødte.

Også dette brudstykke har man fuldkommen ret til at betragte som en del af det samme kvad, hvortil v. 1 - 11 hører; og for disse brudstykker vilde navnet Helgakviða (eller -kviðubrot) Hjörvarðssonar være passende. Der er i virkeligheden ikke mere grund til at betragte dem som brudstykker af forskellige end af ét eneste kvad; for det sidste taler derimod, at alle brudstykker i alle henseender ligner nøjagtig hinanden (7).

Digtet er, som vi nu har det, fortræffeligt. Personernes karakterskildring er vel gennemført og udmærket. Den tapre, ædle og rolige Helge danner en modsætning til sin ældre broder, den ubesindige og lidenskabelige, men dog højsindede og tapre Heðinn. Broderforholdet er fortræffelig skildret. Ligeså fortræffelig er Sváfa i sin dobbelte egenskab tegnet, både som Helges fæstemø og som valkyrje (8). Bægge dele viser sig på det klareste i hendes på engang så ømme og stolte svar til Sigarr. Hendes kvindelige natur viser sig klart i den måde, hvorpå hun finder sig i sin skæbne efter mødet med Helge.

Digtet giver eller har givet et fortræffeligt billede af en side af det nordiske liv, blodhævnen, og dens følger.

Alt taler for, at digtet er norsk og ikke islandsk; særlig synes Helges spørsmål: »hvad nyt fra Norge« at betegne digtet som sådant (jfr. rejsen over fjæld og store floder) og ham selv som hørende det land til (9).

Ældre end fra midten af det 10. årh. er det sikkert ikke. Hele dets indretning og sprogtone synes at være yngre end de ældste — mytiske — digtes. Tillige er der vistnok et udtryk i digtet, som viser hen til en historisk tilstand i Norge i det 10. årh. Udtrykket »Hvorfor er du fyrste fordrevet fra landet« falder så let og kommer så naturlig, når vi husker på, hvor almindeligt det var, at norske kongesønner blev tvungne til at forlade landet. Men dette skete først med og efter Erik blodøkse (935). På ham passer ligefrem »støkt ór landi« ; og hvorledes gik det ikke hans sønner, ikke alene under Hakon den gode, men også efter at Harald gråfeld var bleven konge? Snorre siger, at de 6 sidste år, han herskede, var der idelige krige mellem Gunnhildssønnerne og Hakon jarl »ok stukku ymsir (snart den ene, snart den anden) ór landi« (10). Det er disse historiske tilstande, hvoraf den anførte sætning er en ubevidst afspejling; men hvis så er, kan digtet ikke være ældre end fra o. 950, snarere noget yngre. Yngre end o. 1000 kan der på den anden side slet ikke være tale om at gøre digtet. Digtet er yngre end Völs. forn., som digteren vist har kendt og lånt enkelte udtryk fra (jfr. Ussing s. 57).

Med forbigåelse af vidtløftigere undersøgelser angående dette Helgesagns hjemsted skal følgende korte bemærkninger ikke tilbageholdes. Sv. Grundtvig mente (11), at »dette ættesagn har vistnok aldeles intet med Norge at gøre«. Herimod har B, Symons bestemt udtalt sig (12), idet han hævder, at der ellers ikke findes spor til noget sagn, som kunde sammenlignes med det, dette digt indeholder. Dette er rigtigt. I så henseende bør det forhold fremhæves, at digtet lader Sváfa høre et andet land til end Helge; da hun er kong Eylimes datter, må dette andet land nødvendig være Danmark (jfr. udtrykket i prosast. 6: Heðinn gik ad vildene veje til sydlandene og traf der sin broder Helge, men denne var netop dengang eller tænktes åbenbart at være i Eylimes rige; ellers kunde Sváfa ikke så let hæntes). Derimod er der et andet punkt, hvor Symons næppe har ret, nemlig når han mener, at Sváfnir, Sigrlinns faders navn, er et nordisk navn og at det har ført til dannelsen af (prosaens) Sváfaland. Utvivlsomt er Sváfnir dannet af Sváfaland (ligesom Norr af Noregr, Romulus af Roma og lign.), hvorved det ægte nordiske (Odins-)navn, Sváfnir, godt kan have spillet en vis rolle. Sváfaland er sikkert — Svabernes (Svevernes) land; her måske i almindelighed Nordtyskland. Fremdeles er det sikkert, at navnet Sigrlinn ikke er et nordisk kvindenavn, men tysk: Sigelint. Det forekommer da, som Grimm allerede har bemærket (13), som navn på Siegfrieds (Sigurðs) moder, både i Nibelungenlied, i Die Klage, i Biterolf osv. Helges moder Sigrlinn er identisk med Sigurðs moder Sigelint. Her foreligger en sammenblanding af nordiske og tyske sagn, som vi oftere finder, særlig i Völsungesagnet. Det kan ellers ikke ses, at forfatteren har vidst, at han således gjorde denne Helge til Sigurds halvbroder, og han har vistnok heller ikke vidst det, da Sigurðs moder i de nordiske digte og sagn ellers altid hedder Hjördis Eylimes datter (hun bliver da en søster til Sváfa) (14).

Hrímgerðarmál (15). Med dette navn kan de 19 vers i ljoðaháttr kaldes, som findes indsatte i det foregående kvad med følgende indledning (slutningen af prosast. 5): »Han (ɔ:Helge) dræbte jætten Hate, da denne sad på en klippe. Helge og Atle lå med deres skibe i Hatefjorden. Atle holdt vagt den første del af natten. Hrímgerðr Hates datter kvad«. Hun spørger først, hvem skibene tilhører. Atle svarer, at de tilhører Helge, men jættekvinden vil ikke kunne gøre hans jærnbeslagne skibe (16) nogen skade. Hun spørger om hans navn. Atle nævner det: »Atle hedder jeg, grum (atall) skal jeg dig blive«, og spørger om hendes navn. Hun nævner det. »Det var altså du, som lå for vore skibe i fjordens indløb; du havde boret vore skibe i sænk, hvis en stang ikke var kommet dig påtværs«. Derpå svarer Hrímgerðr, at han tager højlig fejl, det var hendes moder. Det antydes altså her, at også hendes moder var bleven dræbt af Helge eller Atle. Herpå skælder de hinanden ud i nogle vers og truer hinanden i temmelig grove ord og uanstændige hentydninger, navnlig jættekvinden, indtil Helge selv kommer frem på Hrímgerðs råb. Hun forlanger af Helge til bod for sin fader — at måtte sove en nat hos ham. Han afviser hende hånlig og siger, at en jætte, ved navn Lådden, er den mand, som hun fortjener. Da udbryder Hrímgerðr: »Du vil nok hellere have hende, som forgangen nat beskyttede dig og din flåde.« Nu er det Helge, som bliver nysgerrig, og idet han listig antyder en mulighed for, at Hrimgerðr kan få sit ønske opfyldt, spørger han hende om den kvinde, hun antydede, og hun svarer på dette spørsmål. Da siger Helge med et forhånende smil på læben: »Se dig om mod øst, Hrímgerðr, og se, om ikke kongen har slået dig med dødsruner. På land og på hav er kongens flåde med samt hans mænd reddet.« Atle kan ikke bare sig for hoverende at tilføje: »Nu er det dag, Hrímgerðr, men Atle (jeg) har opholdt dig til din død. Et lattervækkende havnemærke vil du tykkes, som du dér vil stå i en skikkelse af sten.«

Denne slutning minder om slutningen af Alvísmál. Man kan sikkert gå ud fra, at det netop er både Atles og Helges hensigt, at opholde Hrímgerðr, indtil dagen bryder frem; da forvandledes jætter og dværge ifølge folketroen til sten. Digtet er således godt anlagt og dygtig udført, ligesom også dets karakterer som sædvanlig er godt tegnede, »et lille mesterværk« (Ussing). De grovheder og uanstændigheder, som forekommer, passer ypperlig i en jættekvindes mund.

Digtet er ikke synderlig gammelt, det er vistnok yngre end Helgekvadet Et betydningsfuldt moment for aldersbestemmelsen kan ses deri, at »jærnbeslåede skibe« omtales. Disse kendtes ikke i Norge (Norden) før end i slutningen af det 10. årh. Først ved denne tid omtales sådanne skibe, som f. ex. Erik jarls skib, der fordi det var jærnbeslået, fik navnet Járnbarði (17), og Tangbrands skib Járnmeiss (18) (= jærnkurven). Meget yngre end o. 1000 kan digtet heller ikke godt være, da det har alle den ældre tids sproglige ejendommeligheder (19). Digtet har betydning for folketroen på vandjætter.




Noter

1): Ang. digtet se H. Ussing: Om det indbyrdes forhold mellem heltekvadene i ældre Edda (1910), kap. 6—8; F. R. Schröder: Helgis erwachen i Beiträge XLIII, 490 ff. S. Bugge: Studier II (Helgedigtene) 1896, kap. 18, 20-23, samt den engelske oversættelse; Neckel: Beiträge 325-27, der efter min mening bedømmer det hele fuldstændig skævt. Symons: Einleitung s. CCCXXVI f.; Patzig: Die verbindung der Sigfrids- u. Burgundensage (1914; gælder alle Helgedigte).
2): Med hensyn til prosastykkerne i codex reg. henvises til min afhdi. i Aarb. 1917, hvor dog Helgedigtenes prosa kun kort nævnes.
3): H. Ussing har vist ret i at betragte prosast. som et uddrag (s. 43).
4): Jfr. dog H. Ussing s. 44.
5): A. Edzardi har ganske vist set forvirringen i overleveringen (se Germania XXHI, 159 f.), men hans måde at rette den på, kan ikke bifaldes. Ovenstående opfattelse fastholder jeg mod Bugge, Helgedigt. 254, anm. 1.
6): Ang. dette vers henvises til H. Ussing s. 50 f; han vil flytte det til efter V. 41; dette synes mig dog tvivlsomt. Jeg mener, at verset tænkes fremsagt af Helge, efter at han havde fået banesåret; hann er måske rigtigt (hds.); Helges ord er en monolog til ham selv.
7): Også m. h. t. form og ord er der ligheder; ordet munarheimr findes v. 1 og 42. Röðulsvöllum (v. 6) og Röðulsfjalla (v. 43) er dog vel et og det samme og navnet forskrevet et af stederne. V. 6 og 41 ligner meget hinanden (ef, . . og den indskudte sætning). Alt tyder på samme forfatter (og samme digt-enhed). Jfr. også H. Ussing s. 47 f., hvis bemærkninger er meget træffende, Symons, Einleit. 1. c.
8): Sváfa kaldes ganske vist ikke bestemt således i versene (jfr. Bugge: Helgedigt. 219), men at hun er opfattet som sådan er klart, ikke blot fordi hun giver Helge navn og sværd, men også af hendes svar i v. 38; således som dér taler kun en valkyrje. Jfr. H. Ussing s. 49.
9): Jfr. Bugge, Helgedigt. 311.
10): Heimskr. I, 277, hvor dette anføres som Ara frodes ord.
11): Udsigt over den her. digtn. s. 81.
12): Paul-Braune: Beiträge osv. IV, 174 flg., jfr. Müllenhoff Zeitschr. f. d. alt. XXIII, 126 ff., hvor jeg dog
ikke i alt samstemmer med forf.
13): Die deut. Heldensage,1 s. 73. jfr. Müllenhoff i Zeitschr. f. d. alt. XXIII, 139—40.
14): Ang. de bestanddele, som dette Helgesagn skulde være sammensat af, kan der henvises til Bugges fremstilling, der mulig på visse punkter giver det rette.
15): Ang. digtet se H. Ussing: Heltekvadene kap. 9; Bugge: Helgedigt. kap. 19.
16): Ísarnborgir eru um öðlings flota kan ikke betyde andet.
17): Se Heimskr. I, 438 (en beskrivelse af skibet); jfr. Oddr munks Óláfss. Fms. X, 355.
18): Se Kristnisaga: Biskupas. I, 16.
19): Når Bugge antager, at digtet er af samme mand, som Helg. hund. I, betragter jeg dette blot som en formodning, der ikke er altfor vel begrundet. Ussing antager også et forhold til samme digt (ordlån), hvorefter Hrímg. skulde være yngre end Helgekvadet. Dette er muligt, men lighederne er dog ikke afgørende.