FJ-Litteraturhist.Bd.1-Oddrúnargrátr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

C. Heltekvad.

c. Völsungekvadene.


11. Oddrúnargrátr

Der findes ingen overskrift til dette digt i cod. reg.; men da Oddrúnargrátr er det eneste navn, som findes anvendt i udgaverne, er det hensigtsmæssigt at beholde det, skønt det i og for sig ingenlunde er heldigt. Snarere skulde digtet hedde Oddrúnar kviða eller lignende. Bugge har vistnok ret i, at navnet er dannet efter digtets sidste linjer (nú's of genginn, grátr Oddrúnar), men hvis det er så, beror navnet på en grundig misforståelse af disse ord, hvis rette betydning senere skal omtales (1).

Dette digts indhold, som synes at være Völs. sagas forfatter fuldstændig ubekendt, er i korthed følgende: En vis Borgny, kong Heiðreks datter, har haft en elsker ved navn Vilmundr. Hun ligger i barnsnød, men kan ikke føde, og der er ingen, som kan hjælpe hende (et lille prosast. og v. 1), førend hendes veninde Oddrún, Atles søster, som tidligere selv havde været Gunnars elskerinde, erfarer, hvordan hun har det. Hun kommer og hjælper hende i hendes nød ved at synge over hende kraftige og stærke tryllesange, ved hjælp af hvilke Borgny forløses med 2 børn (v. 2—8). Borgny takker hende for hendes hjælp, men Oddrún oplyser hende om, at det ikke er for hendes skyld, at [hun er kommen hende til hjælp, men fordi hun engang har lovet at hjælpe enhver i en sådan tilstand. Borgny minder hende da om deres tidligere venskab, hvortil Oddrún svarer: »Jeg husker grant, hvad du sagde, da jeg redte Gunnars sæng; du sagde, at sligt vilde aldrig hændes nogen undtagen mig« (v. 9 - 12). Vi får her et indblik i de tidligere forhold og en oplysning om, hvorfor venskabet mellem Oddrún og Borgny er gået overstyr. Vi ser her tillige, hvorledes en gengældelse ramer Borgny, vistnok ikke uden en vis tilfredsstillelse for Oddrún.

Herpå begynder digtets hovedbestanddel. Oddrúns uafbrudte fortælling om sin egen skæbne, først om hendes opfostring hos faderen, der døende skal have sagt, at hun skulde gifte sig med Gunnarr, hvorimod Brynhildr skulde blive valkyrje (v. 13 - 16), men hun blev bedraget, hævnede det grumt og døde selv straks efter, »men jeg elskede Gunnarr, således som Brynhildr burde have elsket ham« (v. 17 - 20). Gjukungerne tilbød Atle store bøder og meget guld, ja selv Granes byrde, hvis Gunnarr kunde få Oddrún til ægte, men Atle sagde bestemt nej; dog kunde Oddrún ikke betvinge sin kærlighed (v. 21. 22). Hun og Gunnar havde lønlige sammenkomster, men Atle opdagede det, uden at Guðrún fik noget derom at vide (v. 23 - 7). Gjukungerne kom nu til Atle; dér blev hjærtet skåret ud af Högne, »den anden« [hvor betegnende, at Oddrún her ikke kan få Gunnars navn over sine læber - et meget fint psykologisk træk] blev kastet i en ormegård. »Da var jeg rejst til kong Geirmundr på Læssø; men Gunnarr slog harpen for at jeg skulde komme og hjælpe ham. Jeg hørte, hvor bittert strængene klang, og befalede mine tærner at gøre sig rejsefærdige. Jeg lod mit skib flyde over »sundet«, indtil jeg så Atles gård, men - ak - i samme øjeblik kom Atles moder ind i gården i en orms skikkelse og stak Gunnarr i hjærtet, så at jeg ikke kunde redde ham« (v. 28 - 32). Hun undres over, at hun har kunnet leve efter hans død (v. 33); det sidste vers (v. 34) slutter med - »nu er Oddrúns gråd forbi« ɔ: »det er længe siden disse begivenheder skete, og tiden læger hver vunde. Jeg har hørt op med at græde, min sorg er ikke så frisk og bitter. Kun mindet lever« - dette er åbenbart meningen. En smukkere afslutning kunde næppe gives end denne dybt følte og smukt udtalte resignation. Hvorfor dette digt er medtaget i samlingen er ovenfor forklaret (s. 123). Indholdet beror på en ung sagntildigtning.

Grundtonen i dette digt er tragisk-vemodig. Borgny ligger syg, ingen kan hjælpe, undtagen den, hvem hun selv tidligere har bebrejdet lønlig elskov; hun får ikke læserens medfølelse. Denne bliver derimod i så rigeligere grad Oddrún til del; hun har elsket Gunnarr og er bleven genelsket, men med magt fjærnet fra ham. Han bliver to gange gift, men ikke med den eneste, som han elsker. Hun bøjer sig med den ægte kvindelige tålmodighed under sin skæbne, hun lider og tåler; efterhånden betager tiden hendes smærte den værste brod. »Kun erindringen hun har tilbage«, og denne erindring bringer hende trøst og husvalelse. Oddrún danner således en fuldstændig modsætning til sin lidenskabelige søster Brynhildr, som mindst af alt kunde lide tålmodigt og skæbnehengivent. Digtets forfatter har haft åben sans for den menneskelige svaghed, for den kvindelige karakter og for kærlighedens almagt (»Hvor det drejer sig om kærlighed, skulde én aldrig på en andens vegne nægte sligt« [ɔ: at man kunde fejle]).

Digtet er fuldstændig bevaret. Det hører ikke til de ældre kvad. Allerede begyndelsen: »Det hørte jeg sige i gamle sagn« er betegnende nok. Digtet er ældre end Sig. sk., som har hæntet nogle udtryk fra digtet; til de ovenfor anførte (s. 291 anm.) kan her tilføjes, at ordet haukstaldi forekommer i Oddrgr. (6.2) og i Sig. sk. og ellers kun dér. I skjaldepoesien findes dette ord først ved midten af det 11. årh. i et vers af Þjóðolfr Arnorsson. Det er fremdeles det tilknytningspunkt mellem Sig. sk. og Oddrgr., at kun Sig. sk. hentyder til forholdet mellem Oddrún og Gunnarr. På den anden side synes Oddrgr. (11,1-2) at forudsætte kendskab til Lokasenna (21,1-2) og (3,7-8) til Völund. kv. (16,3-4). Former som smáar og fimmtían (v. 21) er her også af betydning. Digtet er på den anden side yngre end Atlakv., som det forudsætter; det kan ikke være yngre end o. 1025 og heller ikke ret meget ældre.

Hvor digtet er blevet til, derom giver det os ingen direkte oplysning. Da det står i et så nøje forhold til et grønlandsk digt og det for alderens skyld godt kunde være grønlandsk, ligger det nær at formode, at det stammer fra Grønland. Dette bestyrkes - for ikke at sige bevises - ved de geografiske forestillinger, dets forfatter ses at have haft (ovf. 71). Jfr. også ovf. s. 70, hvor andre egenskaber er belyste.




Noter

1): Ang. digtet se Symons: Einleit. CCCXXXVII f., Neckel: Beitr. 307 ff.. Boer: Unters. 125 ff., Ussing: Heltekv. 145, 158 f.