FJ-Litteraturhist.Bd.1-Vafþruðnismál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

b. Vafþrúðnismál. Grímnismál. Baldrs draumar. Hárbarðsljóð.


Alle disse digte er Odinskvad (det sidste tillige et Torskvad). De viser alle Odins overlegenhed over alle andre væsner, jætter, mennesker, ja selv guder, og hans virksomhed med hensyn til verdens styrelse. I formel henseende er de meget ulige. Det første er en velordnet dialog uden nævneværdige interpolationer, det andet er monolog, holdt i en pinefuld situation, stærkt interpoleret og adskillig forvansket, det tredje er af en mere episk karakter end de to andre, men er dog hovedsagelig en dialog (i en mangelfuld skikkelse). Alle disse 3 kvad er prægede af den højtideligste, ja bitreste alvor, hvor det går på livet løs. I modsætning til disse står det fjærde, en dialog mellem to hovedguder, hvor det selvfølgelig ikke kan gælde livet, men de åndelige fortrin. Ved sin humoristiske og lette skæmtefulde tone danner dette digt også en modsætning til de 3 andre. Det danner endvidere en overgang til de kvad, som udelukkende handler om Tor.


1. Vafþrúðnismál.

Dette digt falder i 3 dele. Først er der en indledning på 5 vers. Odin beder sin hustru Frigg om råd, idet han siger, at han har lyst til at besøge den meget vise jætte Vafþrúðnir for at måle sig med ham i visdom og erfare, hvem der ved mest. Frigg råder ham fra at rejse, ti: »jeg kender ingen jætte så stærk [ɔ: så åndelig overlegen] som Vafþrúðnir (1). Frigg kalder Odin for »hærfader« og »alfader«. Disse navne er her særdeles betydningsfulde, ligesom hele indledningen er smuk og dybsindig (2). Ved at kalde Odin således minder Frigg ham om hans beskyttende og altstyrende virksomhed; hvis han kom til skade, vilde det være ubodelig ulykke for hele verden; af denne grund søger hun at holde Odin tilbage. På den anden side ved hun meget godt, at det ikke kan gå an, at der lever noget væsen i verden, som kan tænkes at være Odin overlegent. Da hun derfor ser, at det ikke nytter at gøre Odin forestillinger, ønsker hun ham alt held på rejsen:

Hil dig ved afrejsen,
hil dig ved hjemkomsten,
hil dig undervejs.

Odin begiver sig afsted, Yggr [den frygtelige (3)] træder ind i jættens hal.

Odin kommer ind og siger — fiffigt nok — i en temmelig brøsig tone: »først vil jeg vide, om du er vis eller alvidende, jætte«. Jætten går i den opstillede fælde og opfatter disse ord som en opfordring fra den fremmede mand til kappestrid om visdom og siger, idet han måler den ubekendte med øjnene:

Hvad er du for en,
som i mine sale
taler mig således til?
ud af min hal
du ej skal komme,
medmindre du er den viseste.

Odin lader nu, som om han bliver forskrækket og siger indirekte, at det ikke var hans hensigt at udfordre jætten: »jeg er kun en vandrer (en rejsende (4)), som tilfældigvis er kommen til dit hus, langvejs fra, træt og tørstig«. Jætten byder ham plads og gentager, at nu skal det prøves, hvem der ved mest, »gæsten eller den gamle vismand«. Herpå giver Vafþrúðnir Odin 4 spørsmål af mytologisk art i den hensigt at prøve, om det i det hele taget er værdt at indlade sig i en ordstrid med den fremmede. Denne består prøven, og nu er det Vafþrúðnir selv, som opfordrer Odin til en væddestrid, hvor den tabende skal miste hovedet. De meget vidende jætter plejede ikke at være synderlig fremsynte. Nu har Odin netop fået sin vilje, opnået sin hensigt, den, at spille spørgerens og ikke den spurgtes rolle. Her har Odin straks vist sig som den overlegne. Resten af digtet er lutter spørsmål fra Odins side og svar fra Vafþrúðnirs; først 12 spørsmål (»sig mig det som det første — det tolvte«), hvis indhold er hentet fra kosmogonien, fra jætternes og gudernes historie (mytologien). Det sidste af disse spørsmål er dog, hvorledes jætten kan vide alt dette. Jo, han er gammel og vidtberejst. Herpå følger 5 spørsmål, som alle begynder med: »Vide jeg fór, meget jeg prøved, meget har jeg prøvet magterne« [»men aldrig har jeg fundet én som dig« er det underforståede], og handler om de sidste tider, men jætten kan svare rigtig også på dem. Odin ser nu, at han for at frelse sit hoved må gribe til noget afgørende, og han giver så jætten tilsidst det dræbende spørsmål: »Hvad sagde Odin i sin søns øre, førend denne blev båren på bålet?« Da det under enhver væddestrid som denne må forudsættes, at spørgeren selv kunde svare på sit eget spørsmål — ellers havde han ikke lov til at stille det — indser jætten øjeblikkelig, at det var Odin selv, han har givet sig i lag med. Men han vidste tillige, at det var en uløst og uløselig gåde, hvad Odin havde hvisket den døde Baldr i øret. Han havde derfor kun ét at gøre, at erklære sig for overvunden:

Ingen ved
hvad i fordums tid
du i din søns øre sagde;
med døende tunge
har jeg meddelt min visdom
og om guders skæbne talt.

Det er slutningsverset. Vi må af os selv føje til, at Vafþrúðnir mister sit hoved.

Ser vi på spørsmålene, så gælder alle Vafþrúðnirs spørsmål ydre konkrete ting (navnene på dagens og nattens heste, på elven der skiller jætternes land fra gudernes, på slagmarken for ragnarökskampen); Odin begynder med at spørge om jorden, månens og solens, vinterens og sommerens herkomst; dernæst om det ældste væsen (Ymir; 3 spørsmål), om Vafþrúðnirs egen viden — så om vindens oprindelse; dernæst bringer Odin samtalen ligesom nærmere sig selv og guderne ved at spørge om Njords herkomst, om Einherjerne — og atter om jættens viden (ligesom i beundring for denne); så spørges der om menneskene, der overlever fimbulvinteren, og andet vedrørende ragnarök og tiden efter denne — så sluttes med det dræbende spørsmål. Digtets dialogiske form har beskyttet det mod megen overlast. Et halvvers er gået tabt; enkelte linjer vistnok tilføjede. Men da versene (spørsmålene) alle (til v. 42, »det tolfte«) begynder med tal, er den oprindelige versorden bevaret. Noget strængt følgerigtigt princip er ikke gennemført; således havde spørsmålet om vinden (v. 36-37) bedre passet efter spørsmålet om vinter og sommer (v. 26-27). Dette viser, at man ikke skal kræve altfor stræng systematik i de gamle digte.

I teknisk henseende er digtet fortræffeligt. Navnlig viser indledningen en overraskende ævne til at frembringe heldige situationer, og snild er hele dialogens gang; denne viser, hvor klart og øvet øje de gamle forfattere havde for den dramatiske udvikling og spænding, der her efterhånden jævnt stiger til sit højdepunkt, så at tilhører og læser ikke et øjeblik trættes, ikke et øjeblik er åndsfraværende.

Der er en anden ting, som de gamle forfattere har deres styrke i — ævnen til i korte og raske træk at fremstille en persons psykologiske ejendommeligheder og konsekvent at fastholde disse hele digtet igennem. Herved bliver personerne så levende og helstøbte for os, som om vi kunde se dem gå og stå og høre dem tale.

I Vafþrúðnismål haves 3 personer: Frigg, den ømme hustru, som på grund af sin kærlighed til Odin helst vil holde ham tilbage, på den anden side er hun en gudedronning, som kender hele verdens skæbne, »skønt hun ikke gærne taler derom«, og hun ved, at det må så være, at Odin er nødt til at prøve sine kræfter med alt, hvad der er stærkest i verden.

Odin viser sig som den alstyrende gud, der ikke kan tåle at vide, at noget væsen er klogere end han, allermindst et jættevæsen; men han fremtræder tillige som den vise, veltalende og fremfor alt smidige ånd, der ved sin egen overlegenhed sejrer over den rå kraft, og endelig Vafþrúðnir, den vise, alvidende jætte, med den ubændige og lidet bøjelige ånd, som er alle jætter medfødt. Ved at man mindes Vafþrúðnir, kommer man til at tænke på den rasende tyr, som styrter frem i blinde for at gennembore det forfulgte offer. Hvis dette ikke er fra sans og samling, gør det et raskt og lynsnart spring til siden, hvorved det kan redde sig og hvorved det ligesom driver gæk med det vilde, klodsede dyr, som ikke synes at kunne ane en sådan fiffighed. — I Odin og Vafþrúðnir mødes på den ene side viden om fortiden og åndeligt fremsyn, parret med aldrig svigtende veltalenhed og rolig smidighed, og på den anden side en vidtrækkende, men overfladisk gold indsigt i fortids og fremtids begivenheder, forbundet med blind selvtillid, fremfusenhed og åndelig ubøjelighed.

Denne modsætning mellem gude- og jættenaturen er fortræffelig grebet og skildret.

Digtet har en særdeles stor betydning i mytologisk henseende og udfylder på en måde Völuspå, som Müllenhoff har bemærket (5), men er sikkert ikke digtet med dette kvad for øje i den bestemte hensigt at udfylde det. Det er blevet benyttet af Snorre Sturluson i hans Gylfaginning, der endogså anfører flere vers deraf (6).

Digtet er et kappestridsdigt og dets form er hentet fra de i sagaerne så ofte omtalte og særlig i de mytiske sagaer ofte forekommende sennur, ordtrætter i kongens hal, og den ældgamle mandjævning, som om vinteren ved drikkelaget var en almindelig og yndet fornøjelse (7), der ofte kunde udarte til virkelig strid og fjendskab.

Det er næppe muligt med bestemthed at sige, hvor gammelt digtet er eller hvor det er blevet til; selve digtet indeholder næppe noget af afgørende betydning for dette spørsmål, navnlig ikke for det sidste. Enkelte ting kan dog særlig fremhæves. Der forekommer i digtet ordet Hreiðgotar med h i forlyd; i det 12. årh. er ordet, hvad der klart fremgår af håndskrifternes skrivemåde, på Island blevet opfattet som Reiðgotar (»de ridende Goter« for »de herlige, berømte Goter«). Digtet har i sproglig henseende alle tegn til at høre det 10. årh. til. På den anden side tyder troen på jætter med mange hoveder på et meget fremskredet stadium, hvilket dog ikke siger så meget, dog er der her at mærke, at der kun er tale om en jætte med 6 hoveder, medens Hymiskviða f.ex. omtaler jætter med 900. Digtet synes således i det mindste at være ældre end Hymiskviða. Om en fremskreden tid vidner brugen af fenrir (= det ulveuhyre, som forfølger og sluger solen). I forbindelse hermed mindes om, at der i digtet forekommer det symbolske navn mögþrasir — en, der ønsker sønner, børn, ɔ: 'et menneske'. Da nu digtet forudsætter de samme tidstilstande som f.ex. Vsp. og synes at frembyde samme tendens, nemlig den at hævde de gamle guders overlegenhed, synes det rettest at måtte henføres til det 10. århundreds første halv- eller fjærdedel.




Noter

1): Navnet betyder; “stærk i at væve, i at give indviklede og vanskelige spørsmål”. Således allerede Finn. Magnusen i Den ældre Edda I, 73.
2): Müllenhoff, som ellers så smukt og rigtigt har analyseret dette digt (Deut. alt. V, 237—50), synes ikke rigtig at have forstået denne på engang lige så vel motiverede som vel motiverende indledning (s. 238).
3): Yggr kaldes Odin her særdeles betegnende. Idet han træder over tærsklen i jættens hus, er han 'farlig' for denne.
4): Odin kalder sig Gangráðr (= vandreren); dette navn er her det eneste rigtige (og ikke gagn-, som hdskr. fejlagtig har); se K. Gíslason: Tillægsbemærkninger om RIÐR i Aarb. f. n. Oldkh. 1870, s. 135—7.
5): Deut alt. V, 244 fg.
6): Nemlig v. 18, 30,4-6, 31, 35, 37, 41, 45, 47, 51.
7): Se f. ex. Örvar-Oddssaga, 1888, s. 156—168. Også den fortræffelige mannjafnaðr (Hkr. III, 393 f.) er et udmærket eksempel herpå.