FJ-Litteraturhist.Bd.1- De poetiske omskrivninger; skjaldesproget

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§4. De poetiske omskrivninger; skjaldesproget


Det ejendommeligste for den oldnordiske poesi er, foruden de enkelte i prosa ikke eller sjælden benyttede, usammensatte benævnelser heiti (navne), de såkaldte omskrivninger, kenningar.

Der findes simple sammensatte benævnelser, der ikke efter deres natur er egenlige kenninger, men er nærbeslægtede med de virkelige enkeltbenævnelser (heiti). Det er sådanne betegnelser, som når Tor kaldes 'Jordens, Odins søn', Odin 'Balders fader', en konge 'landets beskytter, retfærdighedens håndhæver, tyvenes straffer', og således videre. Heri ligger ingen sammenligninger med noget andet, men da disse sammensatte benævnelser formelt er identiske med de egenlige kenninger, kaldes de også således. Disse benævnelser er mindst lige så gamle som kenningerne og efter al sandsynlighed ældre, så at man kunde formode, at de har været det egenlige forbillede for de egenlige kenninger og deres form.

Omskrivninger findes til enhver tid i ethvert lands poesi, såvel i den oldgræske og oldlatinske, som i den moderne europæiske poesi, men ingensteds og ingensinde er de blevne så stærkt benyttede og som følge deraf så rigt udviklede som i den oldgermanske digtning. Indenfor denne er der atter en stor forskel; således er omskrivninger ikke meget hyppige i den oldtyske; langt hyppigere er de i den angelsaksiske, men Nordmænd og Islændere gik dog allervidest. Hos dem blev de den digtprydelse, man hyppigst anvendte, omhyggeligst udarbejdede, ja ligefrem kælede for. I virkeligheden er det da også disse omskrivninger, som, rigtig forståede og fornuftig fortolkede, i forbindelse med de ovf. omtalte stilejendommeligheder, giver skjaldepoesien i det her omhandlede tidsrum ikke alene dens ejendommelige udseende, men et virkeligt poetisk præg og en flugt, som en ligefrem meddelelse af de historiske kendsgærninger vilde savne. De kan siges at være skjaldepoesiens kød og blod, det huld, som de meddelte kendsgærninger ifører sig for at kunne fremtræde som et smukt legeme, og tillige det blod, der gennemstrømmer det hele og giver det liv, ånd og bevægelse.

Når skjalden vilde fortælle, at »mændene kæmpede kækt«, lod han sig ikke nøje med denne simple, lidet virkningsfulde meddelelse; istedenfor »mændene« sagde han sådant noget som »kampens eller våbnenes stave, træer, vånde«, ti derved opnåede han at give et billede af krigerne - de ranke og støtte kæmper - , der nødvendigvis gjorde indtryk på folk, og det et sådant, at kampen med ét stod livagtig for tilhørernes øjne. Når skjalden vilde sige: »kvinderne skænkede vinen«, sagde han f. ex. 'guldringenes bærerske' osv., hvorved han opnåede hos sine tilhørere at fremmane billedet af den med armringe prydede kvinde og tillige minde om hendes blottede armes skønhed (jfr. Homers yndefulde tillægsord: λευκωλενς).

Disse to eksempler giver et par af de almindeligste omskrivninger for mand (kriger) og kvinde, og vi spørger nu: hvilket er da disse omskrivningers væsen og hvorpå beror de? (1)

For oldtidens forfattere i det 12. og navnlig det 13. årh. har det sikkert ikke stået aldeles klart, hvad disse omskrivninger egenlig er. Det gamle navn på dem kenning er dannet af at kenna, og dette betyder 'at gøre noget kendeligt'. At kenna við (eptir) (2) betyder 'ved hjælp af (noget) at gøre (noget) kendeligt', d. v. s. at betegne noget således, at man vælger et navn på en genstand, som begrebsmæssig i og for sig intet har med det at gøre, som skal betegnes men hvis bærer besidder en eller anden, som oftest ydre lighed med dette, og til dette navn føjer et eller andet ord, der betegner en bestemt og ejendommelig side af den genstandsvæsen og beskaffenhed, som det er hensigten at betegne (3). Dette er dog kun den formelt rigtige forklaring af omskrivningens formelle sammensætning og dannelse, men ikke af dens egenlige og inderste væsen. Den første, der, såvidt jeg ved, har formuleret den fyldigste og mest træffende forklaring heraf er C. Rosenberg: »Den anden Slags hentydende Udtryk er kenningerne (»kend heiti«). Det Særegne ved dem er, at betegne en Person eller Ting ved Ord, som hentyde til et Forhold til noget Andet. Det er saaledes en Kenning . . . naar en Person eller Ting betegnes ved Hentydning til en eller anden Hoveddaad eller Hovedegenskab . . . Disse nærme sig dog mere til en tredje Slags Kenninger, den næmlig, hvori det ene Led, indeholdende et Billede, sættes i Forhold til noget Andet. Naar t. Ex. Kampen kaldes »Sværd-Thing« . . . saa ligger i hvert af disse Udtryk et Dobbelt-billede, en Sammenligning imellem den Genstand, hvortil der sigtes, og Noget, der nærmere bestemmes ved dets Forhold til et Andet«. Han tilføjer kort efter ligeså træffende: »Hos Homer vilde en sådan Sammenligning blive udført i beskrivende Udmaling af begge Sammenligningsleddene: »Ret som naar den prustende Ganger stejler og springer ind i Kampvrimlen, saaledes brød den bovstærke Snekke skummende gennem Voverne«. Hos Germanerne trænges Sammenligningen sammen i et eneste Dobbeltord (4)«. Her er sømmet ramt lige på hovedet. De nordiske skjaldes kenninger er for største delen sammenligninger, der findes hos alle tiders og alle landes digtere; men af aldeles bestemte og naturlige grunde måtte de nordiske sammenligninger for det første antage den bestemte form, de fik, og dernæst anvendes i en så udstrakt grad, som sket er.

Den norske (skjalde)poesi var fra begyndelsen af bestemt strofisk, idet et digt bestod af så og så mange 8-linjede (i et enkelt versemål 6-linjede) vers. Dernæst bestod hver linje af 3, 4, 6, højst 8 stavelser med 2, 3 og 4 'fødder', som dog ved forskellige opløsninger af lange stavelser kunde blive flere; hertil kommer, at et halvvers (4 eller 3 linjer) som oftest udgør et for sig afsluttet hele. Allerede heri ligger et stærkt indskrænkende moment, navnlig når man hermed sammenligner f. ex. de græske heksametre (række af lange linjer uden strofisk inddeling). Men hertil kommer endnu den omstændighed, at den nordiske poesi benyttede forlydsrim, der i to linjer af 6 stavelsers længde altid skulde være 3, og dernæst endvidere den, at der i visse versemål i hver linje skulde være to enten helt- eller halvt-rimende stavelser (egenlige rim). Alt dette var stærkt indskrænkende og den uundgåelige følge heraf udeblev ikke (5), og den var dobbelt: 1) måtte skjalden indskrænke de enkelte sætningers ord så meget som muligt, 2) blev skjaldesproget så overordenlig rigt.

Ordenes nødvendige indskrænkning til det mindst mulige førte dernæst til den sindrige indretning af sammenligninger, som ovenfor er antydet, idet de to sammenligningsled blev sammentrukne til et eneste ord; efter dette måtte så andre ord, såsom tillægsord og udsagnsord rette sig, og ikke efter det, som dette »eneste ord« egenlig skulde betyde. Når skjalden således vilde anskueliggøre et skibs hurtige bevægelse f. ex. ved at sammenligne denne med en hests stærke trav, sagde han, fordi han ikke havde plads til så mange ord, som hele sammenligningen vilde have krævet, blot 'havhesten', og til dette føjede han selvfølgelig et udsagnsord som 'løb, galopperede' eller lignende; i disse to ord 'havhesten galopperede' havde han hele sammenligningen. Når skjalden vilde sige: 'sværdet bevægede sig i blodstrømmene under kampen, således som fisken boltrer sig i vandet', sagde han, 'kampfisken boltrede sig i blodbølgerne eller sårstrømmen'; her kunde også fiskens langstrakthed komme i betragtning, eftersom sværdet også er langstrakt og spidst. Og når han, for at fremhæve en kvindes stolte væsen og statelige ydre, vilde sige: 'Hun, som i sin prægtige (kvinde)dragt ligner en valkyrje' (som jo for Nordboen var indbegrebet af alt stolt og skønt), sagde han kun 'den prægtige dragts valkyrje' osv. osv.

Dette er den vigtigste række af kenninger.

En anden række af kenninger udgør sådanne sammenligninger, som nærbeslægtede med dem, det sidste eksempel tilhører, kun indeholder en sammenstilling mellem to personer, f. ex. en kriger og en (bestemt) gud, f. ex. 'sværdenes Odin, Ty, Ull'; her er der en sammenligning mellem en enkelt person og en enkelt gud, der ikke kan opløses i to sådanne fuldstændige sætninger, som tilfældet er med dem, der hører til den første række.

Det, hvormed en person eller ting sammenlignedes, hæntedes både fra Nordboernes ydre livsforhold, fra sanseverdenen, og fra deres åndsliv, deres mytologi og sagnverden. Mænd og kvinder opkaldtes efter guder, gudinder og valkyrjer; guldets omskrivninger hæntes fra forskellige mytisk-sagnhistoriske tildragelser; det kaldes Glasis [en mytisk lunds] funklende løv, Fáfnis leje, Rinens glansmalm; men det kan også kaldes 'armens ild, armens slange' (guldringen snor sig om armen som en slange, der ringler sig) osv. Heraf ses det, at skjaldene havde ikke så lidt at lære netop i mytologi og sagn, for at kunne danne sig rigtige kenninger (se ovf. s. 333-5).

Kunsten bestod nu i tiltrods for alle vanskeligheder at vælge sådanne omskrivninger, der nøje passede til æmnet og sluttede sig til sammenhængen og ordene, således at det hele frembragte et smukt og fremfor alt naturligt billede, som med lethed kunde gøre og heller ikke undlod at gøre indtryk på tilhørernes indbildningskraft og fastholdes af hukommelsen.

Genstand for omskrivning kunde så godt som alle ting blive, ligegyldigt af hvad art de var og til hvilken kreds de hørte, så vel som også mennesker på alle trin. Nogle af de hyppigst omskrevne væsner og ting, samt enkelte andre omskrivninger skal her i al korthed anføres.

De allerhyppigst omskrevne væsner er mand og kvinde og fyrste (konge).

En mand omskrives ved hjælp af guldet, og han betegnes da som »rigdommens gud«, »guldets træ« osv.; ved hjælp af kampen (»kampguden, kampforstærkeren, kamptræet«), våben og rustning (dens gud, bærer osv), rovdyr og rovfugle (deres føder osv), skibe (deres styrer, ejer osv.) og hans forskellige virksomhed. Kvinden kaldes på en lignende måde guldets (guldringenes), kvindedragtens (og dens forskellige deles), kvindelige gærningers (syningens, vævningens, nålens, vinskænkningens osv.) gudinde, valkyrje, træ (og da vælges naturligvis trænavne af hunkønnet). En konge eller fyrste har til dels forskellige fra krigen hæntede omskrivninger fælles med en mand (kriger). - Vilde skjalden betegne en lidet agtværdig mand, kaldte han en sådan for 'skarntrugenes renser', 'leskafternes bekæmper', hvori ligger en sammenligning med ringere folk og trælle. - Kampen kaldes våbnenes, Odins, valkyriernes, søkongernes storm, byge, regn, larm osv., sværdet kampens lys, glans, ild, sol (på grund af de i solen skinnende sværds glans), is, jøkel (fordi stålet er så koldt at føle på, jfr. kalt járn), ski, tén, stængel, slange; sårenes, blodets og ligenes ild, vånd, stængel, torn; brynjens, skjoldets, hjælmens ild, tén osv. Brynjen hedder kampens, krigerens, valkyrjens, Odins klæder, kjortel, kappe, hjælmen Odins, krigerens hat, maske, øksen hjælmens, brynjens, kampens jættekvinde, pilene strængens, brynjens, kampens gæslinger (de let flyvende befjædrede pile), hagl, sild som farer sprællende ud af Egils [den vældige bueskyttes] hånd, blodet sårenes og våbnenes væske, sø, strøm, flod, ligdug. Jætter (og jættekvinder) hedder fjæld-Daner, klippe-Sakser, stenmarkers hvaler, klippens vogtere og lign. Skibet kaldes bølgens, brændingens, tovenes, stormens, rullestokkenes, søkongernes ski, dyr, heste, hjorte, svin, bjørne, okser. Jorden er dyrenes sø, vej, himlens og luftens gulv, medens havet til gengæld bliver fiskenes jord, landets bælte, ring, gærde, skibenes land, vej, søkongens land, hjem, vej, sti osv. Dette er de hyppigst omskrevne væsner og ting (foruden gud og Kristus i de kristelige, Odin og Tor i de hedenske digte).

Af andre omskrivninger, som kun forekommer enkelte gange eller kun en enkelt gang, skal vi for at vise, hvorledes alt kunde omskrives af dygtige skjalde, anføre følgende: huset hedder sængens skib, gulvhesten og lign., sommeren hedefiskenes [= slangernes] barmhjærtighed, genoplivelse, vinteren omvendt slangernes dræber, ålene etsteds: grøftens bukke (der skød sig således i vandet, at digteren har ment at kunne forsvare at kalde dem således), floden dalenes, klippernes blod, øret hørelsens spand, øjet brynenes glans, sol, måne, munden ordenes smedje, trættens hjem, tungens og tændernes skib, land, tænderne mundens skær, tungens og ordenes klipper (som de støder mod), brystet sindets, tankens, viljens borg, hus, skib, land, latterens skib, hjærtet sjælens sten, agern, æble, korn; en knokkel er marvens sal, benene vristernes (føddernes) træer, knæets master, tæerne fodsålens grene osv. osv.

Med hensyn til de egenlige omskrivninger er der en bestemt udvikling at lægge mærke til, og atter her er versenes form det betingende. Denne udvikling består i, at hvad der fra begyndelsen af kun er individuelt og knyttet til en enkelt person eller begivenhed eller beroende på et bestemt mytisk grundlag, efterhånden bliver gjort mere og mere almindeligt ved en logisk og derfor til en vis grad berettiget substituering. I det foregående er der allerede anført eksempler herpå, men her skal ét tilføjes til belysning. På grund af myten om det »lysende guld« i Ægirs hal, som dér anvendtes i steden for virkeligt lys, kan guldet kaldes »Ægirs lys«. Nu kan man i steden for ordet 'lys' (ljós) sætte et hvilket som helst andet ord af samme betydning; ja man gik videre endnu, idet man også brugte alle benævnelser på lysende og varme ting, som ild, sol osv. Således kunde da guldet kaldes ’Ægirs' blik, ljós, ljómi, skin, leiptr (lyn), geisli (stråle) = glans; bál, brandr, brenna, brimi, eisa, eldr, fasti, funi, fúrr, glóð, gneisti, hyrr, kyndill, leygr, log logi, viti = ild; alfröðull, röðull, sunna, sól = sol; tungl, máni = måne; dagr = dag. På den anden side kunde man på samme måde istedenfor Ægir, havgudens navn, sætte ikke alene et hvilket som helst navn på ham og det med ham identiske hav, men også alle navne på vand overhovedet, på strømme og floder, ja egennavne på disse; sådanne navne kunde løbe op til hundreder. Af dette ene eksempel er det klart, hvor uhyre mange sammenstillinger der kunde dannes, hvor mange variationer der kunde frembringes efter versets og forlydsrimenes krav eller efter skjaldens øjeblikkelige stemning og lune. Endnu flere bliver disse omskrivninger på guldet, når man husker, at vand, hav også kan omskrives på mangfoldige måder og således indtræde i omskrivninger på guld. Desuden kunde guldet omskrives på andre måder end ved at gå ud fra 'Ægirs lys' (jfr. alle guldomskrivningerne i Bjarkemål: Fenjas gærning, Glasis løv, Granes byrde, Draupnis dryp (dråbe), Sifs hår, Freyjas tårer osv.). Heraf er det indlysende, hvor uhyre mange omskrivninger guldet alene kunde få, og således var det med andre ting. Den udvikling, der her er antydet, er selvfølgelig ikke sket i en håndevending. Den ene digter følte sig forpligtet til at holde sig til de ældre skjaldes måde at digte på og ikke forlade denne mere end højst nødvendigt; deraf de mange genklange hos yngre skjalde af de ældres udtryk; den anden med større fantasi, dristighed og fremfor alt med udviklet sprogfølelse og sprogtalent gik videre end hans forgængere i sine kombinationer; men ét måtte han da altid huske på, at holde sig indenfor en bestemt lighedsgrænse og ikke forlade det naturlige og træffende. Enhver sådan ny vending, hvert nyt trin i kenningernes udvikling, kaldtes nýgörving (6). Træffende er dette udtalt af Snorre (7) selv, og det så tydelig som ønskes kan.

At påvise sikre eksempler på sådanne 'nydannelser' er vanskeligt nok, da man aldrig kan vide, om ikke det eneste og første eksempel vi har, beror på tabte forbilleder. Én klasse af omskrivninger kan dog sikkert udpeges som nydannelser, alle dem, som betegner gud, Kristus, engle, hellige mænd, himlen som guds og englenes bolig og lign. Men de fleste af disse tilhører det næste tidsrum.

Den her antydede udvikling er begyndt i en meget gammel tid, allerede hos de norske skjalde. De islandske skjalde har modtaget det givne grundlag og udviklet det i det hele og store uden nogen egenlig originalitet (bortset fra enkelte særlig begavede digtere, hvem det er lykkedes at yde noget sådant). Men ét må hævdes for dette tidsrums digtere, at angående kenningernes dannelse og brug har de for allerstørste delen strængt overholdt de oprindelige regler og kun anvendt sådanne omskrivninger, som naturlig og utvungent betingedes og fremgik af indholdet. Også bestemte grænser for dannelsen m. h. t. det naturlige overholdtes i det hele. Jfr. Meissners træffende bemærkninger i afhdl. i Zeits. f. deut alt. s. 40, 42. At der enkelte gange og hos enkelte digtere findes eksempler på en mindre heldig anvendelse af en kenning i forhold til sammenhængen, skal ganske vist ikke nægtes; ikke alle skjalde var altid lige omhyggelige eller lige oplagte; var de udmærkede ordkunstnere og havde de meget let ved at danne vers, lå det så meget mere nær, at denne lethed kunde bevirke mindre agtpågivenhed angående enkelte af deres omskrivninger; også de omstændigheder, under hvilke verset digtedes, kan undertiden tjæne til undskyldning for sådanne uregelmæssigheder.

M. h. t. omskrivningernes udstrakte brug foregår der in udvikling eller forandring indenfor dette tidsrum; denne forandring sker lidt før og omkr. 1000. Det er ved denne tid, at skjaldepoesiens form, særlig i rytmisk henseende, fra at være tung og stiv, men solid, bliver overordenlig smidig, let og elegant; det er som om skjaldenes vers nu afrystede en gammeldags tung sprogpuppe og fløj ud som lette og vævre sommerfugle. De første digtere, hos hvem denne sprogets elegance og lethed i versifikationen mærkes, er Einarr skálaglamm og Hallfreðr. Denne forandring havde den indflydelse på kenningerne, at de både blev kortere (ikke så mangeleddede) og, hvad der er det vigtigste, langt færre; hos det 11. århs. store skjalde vil man træffe mange vers, der så godt som er uden nævneværdige omskrivninger.

Det er således en mærkelig udvikling, omskrivningerne har taget. Først anses de for at være ret tilfældige prydelser (det 9. årh.), dernæst aldeles nødvendige prydelser i ethvert vers, ja halvvers (det 10. årh.), og fører da til, at skjaldesproget beriges i en vidunderlig grad med ord af enhver art, udvikles og opnår en ukendt elegance, men udvikler tillige efterhånden hos skjaldene en ukendt lethed i at digte; og så fører dette af kenningerne skabte store ordforråd til (11. årh.), at kenningerne i en betydelig grad indskrænkes, ja godt kan undværes, uden at deres ejendommelighed og skønhed, når de bruges, derfor lider nogen skade. I det 12. årh. vil vi så til slutning komme til at iagttage endnu en forandring i omskrivningernes væsen og brug, en forandring til det værre, hvortil de fra først af bærer spiren i sig selv; det gik med dem, som alt andet, man begyndte at glemme deres oprindelige bestemmelse og egenlige karakter og misbruge dem; det var sikkert en naturnødvendig gang i udviklingen; men her vil vi ikke komme nærmere ind derpå.

De usammensatte enkeltbenævnelser (heiti, fornöfn) er i reglen ord, som det daglige sprog ikke kendte og ikke brugte, som altså kun var forbeholdt digtersproget. Disse ord er dels ældgamle egennavne (søkongers navne os v.), som er gåede over til at være et slags fællesnavne; dels er de sådanne ord, som engang har været almindelige i det daglige sprog, men som forlængst var gåede af brug; de blev optagne eller bibeholdte af digterne, som jo trængte til så mange ord som muligt; mange af disse ord tabte fuldstændig deres oprindelige betydning som f. ex. jöfurr (en fyrste), der oprindelig betyder et vildsvin (ty. eber). Af sådanne enkeltbenævnelser på de forskelligste ting var der en overordenlig stor rigdom. Ligesom det var fjærnheden i tid, der på en måde adlede de fleste af disse benævnelser, således var det også for Islændernes vedkommende fjærnheden i rum, som gjorde sig gældende; således anvender de ikke en eneste gang navnet på en islandsk ø i deres poetiske omskrivninger, hvorimod fremmede ønavne, og da navnlig norske, er de eneste brugelige.

Alt det her anførte kaldes med ét ord skjaldesprog eller skjaldskabssprog (skáldskaparmál), og vi har set, hvor overordenlig rigt det måtte blive. Det kunde blive rigere endnu ved forskellige sammensætninger og tilføjede bestemmelsesord (8) .

Vi kan ikke noksom beundre de smukke og karakteristiske forbindelser af ord, den anskuelige klarhed, der allevegne viser sig, den forstandskløgt og det tankearbejde, dette sprog beror på; vi må føle os tiltrukne af de mange smukke, umiddelbart fra naturen hæntede og fastholdte billeder, der er og bliver den nordiske oldpoesis mest karakteristiske ejendommelighed. Men det gik disse prægtige billeder, som det går med forårets pragtfulde yppige blomster; når den tid, i hvilken de udfolder sig, er forbi, er der af deres oprindelige skønhed ofte kun fnug tilbage.




Noter:

1): Jfr. R. M. Meyer: Die altgermanische Poesie nach ihren formelhaften Elementen beschrieben, særl. s. 156 ff., A. Hoffmann: Englische Studien VI, K. Weinhold: Altnord. leben s. 328 f. C. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv I, 399 ff., 477 ff., foruden flere andre skrifter, særlig om enkelte digtes omskrivninger; man vil finde dem anførte i R. M. Meyers bog, s. 161-2; W. Bode: Die kenningar in der angels. dichtung 1886. Hertil kan føjes de korte, men træffende bemærkninger af K. Gíslason i Skjaldedigtenes Beskaffenhed i formel Hens. s. 9, samt R. Meissners smukke afhandlinger: om kenninger for mand og kvinde, Zs. f. deut. alt. LIV, 25 ff., og Die frau in der ælteren skaldendicht. i Ostergruss. der Univ. zu Bonn an ihre angehörigen im felde 1916. M. Kristensen: Skjaldenes sprog i Arkiv XXIII, 235 f.
2): Sn.-E. I, 244, 332, 334 (jfr. her særlig udtrykket: at kalla til kenningar).
3): Jfr. følgende sætning: „En þriðja málsgrein er sú, er kölluð er kenning, ok er sú grein svá sett, at vér köllum Óðin eða Þór eða Tý, eða einhvern af ásum eða álfum, at hvern þeira, er ek nefni til, þá tek ek með heiti af eign annars ássins eða get ek hans verka nökkurra" (Sn.-E. I, 230), og „Hann skal kenna við verk sin, þat er hann veitir eða þiggr eða gerir; hann má ok kenna til eignar sinnar ... svá ok við ættir þær, er hann kom af« (Sn.-E. I, 332-4). Det rigtigste og fyldigste udtryk er det, som findes i Sn.-E. I, 420: „Øxar kalla menn tröllkvennaheitum ok kenna við blóð eða benjar".
4): Nordboernes Aandsliv I, 399; jfr. Hoffmanns afhandling: Der bildliche ausdruck im Beowulf und in der Edda i Engl. Stud. VI, 166 ff., særlig s. 195 f. Jfr. mit foredrag ved det 3. nordiske filologmøde, trykt i Arkiv f. nordisk filol. VI.
5): Jfr. W. Bode: Die kenningar, s. 14; forf.s anskuelser om det betydningsløse i visse af forlydsrimet betingede ord kan jeg ingenlunde dele. Således er, for blot at nævne et af forf.s eksempler, ufhimil netop noget andet end himil.
6): Ordets køn er ikke ganske sikkert. I Sn.-E. I, 338, 538 (bis) står nom. plur.; s. 440, 600, hvor ordet bruges i samme betydning, står dat. plur.; s. 606 forekommer ordet som navn på en særskilt versart og er her brugt i en afledet (eller udvidet) betydning, om en helt igennem konsekvent holdt sammenligning. Her er ordet åbenbart hunkønsord. S. 608 tilføjes om dem, at de „sýna kunnustu ok orðfimi". Dette gælder bægge arter.
7): „En þessi heiti hafa svá farit sem önnur ok kenningar, at hin yngri skáld hafa ort eptir dæmum hinna gömlu skálda, svá sem stóð i þeira kvæðum, en sett siðan út i hálfur þær, er þeim þóttu líkar við þat, er fyrr var ort, svá sem vatnit er sænum, en áin vatninu, en lækr ánni. Því er þat kallat nýgervingar allt, er út er sett heiti lengra en fyrr finnsk, ok þykkir þat vel allt, er med likindum ferr ok eðli«. Sn.-E. I, 338. - I hvor høj en grad man på den anden side har rettet sig efter det givne og gamle, viser følgende udtalelse af samme forf., som dog gælder nogle enkelte benævnelser: „en eigi höfum vér fundit í kvæðum öll þessi heiti, en þessi skáldskaparheiti sem önnur þykki mér óskylt at hafa í skáldskap, nema áðr finni hann í verka höfuðskálda þvílík heiti". Sn.-E. I, 470.
8): Således er f. ex. Haka fákr en omskrivning for et skib; til fákr kunde der føjes f. ex. hnig-, st. i vb. at hníga 'at duve'; 'Hakes duvende hest' er mere anskueligt end det simple 'Hakes hest'. For at betegne en mand, kunde man nu ikke alene sige Haka hnigfáks hleypir ('den der lader løbe'), men også H. hn. hleypimeiðr ('den vånd, træ, der lader søkongehesten løbe') osv. Jfr. ovf. 379.