FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens ægthed

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§5. Skjaldepoesiens ægthed overhovedet og dens overlevering.
Dens formelle side.


Skjaldepoesiens ægthed

Spørsmålet om skjaldepoesiens ægthed, det vil sige: hvorvidt de enkelte digte og vers i virkeligheden er af de skjalde og fra de tider, de angives at være, er i det hele og store ingen tvivl underkastet. Med hensyn til dette spørsmål kan skjaldepoesien inddeles i følgende klasser: A, hirdskjaldes og andre historiske mænds digte om navngivne personer eller historiske begivenheder, B, de løse vers i de historiske sagaer, C, versene i de uhistoriske sagaer (fornaldarsögur).


____________________________________


A. Fyrstekvadene går tilbage til det 9. årh. De ældste brudstykker tillægges Brage den gamle, efter ham kommer Harald hårfagres skjalde og så fremdeles.

E. Jessen har stærkt angrebet ægtheden af de ældste skjaldekvad (1) og Joh. Steenstrup har gjort kritiske bemærkninger om skjaldekvadene i det hele, hvis berettigelse dog ikke kan godkendes i den form (2). Imod Jessen har G. Storm fremført en meget bestemt og velbegrundet indsigelse angående Þjoðólfs Ynglingatal og i samme forbindelse erklæret sig meget bestemt for Brages historiske tilværelse samt for ægtheden af de ham tillagte vers (3). Prof. S. Bugge angreb ikke Brages historiske tilværelse, men betvivlede versenes ægthed, som han mente var forfattede først i 10. årh. (4). Denne sin opfattelse motiverede Bugge ved sit skrift: Bidrag til den ældste skaldedigtnings historie (1894), der var fremkaldt ved mit foredrag: Mytiske forestillinger i de ældste skjaldekvad (Arkiv IX). Sin begrundelse hæntede Bugge fra Irernes forlold til Nordboerne i 9. århs. 1. halvdel, ordformerne i Brages vers, myter og sagn i dem, versemålet deri, og andet mere. Denne begrundelse imødegik jeg i en afhandling i Aarbøger 1895, idet jeg søgte at belyse og modbevise alle Bugges grunde, ikke mindst de sproglige. Jeg må henvise til alt dette, idet jeg her blot bemærker, at hvad Bugge hæntede af beviser fra H, Zimmers afhandling om litterære forbindelser og sagnlån fra Nordboerne hos Irerne er i den sidste tid bevist at være rent illusorisk. Den nyopdagede Eggjum-stens indskrift fra o. 700 leverer det bedste bevis for uholdbarheden af Bugges sproglige argumenter, hvorved jeg mener, at mine indvendinger mod Bugge har fået en fuldstændig bekræftelse. I det hele kan man vistnok sige, at opfattelsen af Brages vers som digtede i det 10. årh. (sidste halvdel) nu ikke har nogen tilhængere. Og det samme gælder de digte, der tillægges Harald hårfagres skjalde.

M. h. t. digtenes ægthed må både indhold og form tages i betragtning.

Det er ovenfor blevet påvist, hvorledes det forholder sig med skjaldekvadenes indhold og dettes udvikling fra begyndelsen af. Det blev bemærket, at de ældste kvad, f. ex. Brages, og en del af Harald hårfagres kvad, såsom Þjóðólfs Haustlöng, ikke handler om en fyrste, men om billedlige, fra mytologi og sagnhistorie hæntede, fremstillinger på et digteren af fyrsten foræret skjold. Fra og med det 10. årh. handler alle (fyrste)kvad om fyrsten selv, hans liv og bedrifter. Det er utænkeligt, at man i dette årh. har forfattet kvad om et skjold, som en forlængst afdød skjald skulde have fået af en længst afdød fyrste, hvori til og med den ligeledes forlængst afdøde overbringer tiltales som nærværende (sål. Ragnarsdr.), eller at man til ære for en forlængst afdød høvding, der fremstilles som levende, har digtet et genealogisk digt (Ynglingatal). Her måtte der i så fald foreligge en digtning, som bevidst gik ud på at skuffe; men en sådan digtning kan ikke antages at være opstået før end i det 12. årh. Eddakvadene og Bjarkemål f. ex. er af en ganske anden art. Det er også mærkeligt, at intet af de digte fra det 10. årh., hvis ægthed ingen har betvivlet, er skjoldkvad, medens det netop er skjoldkvadene, der skal være uægte. Den eneste logiske slutning er den, at skjoldkvadene som digtningsart er ældre end de egenlige fyrstedigte, selv om sådanne ikke helt har været ukendte tidligere. Heller ikke eksisterede der i det 10. årh. en genealogisk digtning, som den, Ynglingatal er et led af, undtagen i efterligninger af bestemte skjalde om samtidige fyrster (Eyvinds Háleygjatal). Er der ellers intet, som taler imod disse ældste digtes ægthed, må det siges, at deres indhold på det bestemteste taler for, at de er ældre end det 10. årh.

Mindst lige så stærkt taler formen for, at disse digte virkelig er de ældste, der haves. Det 10. århs. fyrstekvad er for allerstørste delen affattede i drotkvædet versemål; et par ikke-islandske digte (Eiríksmál med dettes efterligning Hákonarmál) er I málaháttr blandet med ljóðaháttr, et digt af Egill i runhent (Höfuðlausn), to andre af samme digter i kviðuháttr (Sonatorrek og Arinbjarnarkviða). Når vi ser bort fra de to nævnte digte i málaháttr, hvoraf Eiríksmál er et lille brudstykke, og Hákonarmál kunstnerisk regelmæssigt, skønt i to slags versemål, er alle de andre kvad digtede i en fuldstændig regelret form, de drotkvædede med alle dette vanskelige og i høj grad udviklede versemåls egenskaber og tilbehør, særlig hvad forlydsrimenes stilling og linjerimenes art det hele angår. Man kan ganske vist i enkelte digteres improviierede vers finde nogle mindre unøjagtigheder, som må tilskrives ie omstændigheder, under hvilke de blev til; i det måtte da bero på skjaldens lune, slagfærdighed og ordkunst, hvorvidt han nøje overholdt alle de strængeste fordringer overfor det rent formelle. I modsætning hertil står de med megen omhu og nøjagtighed udarbejdede fyrstekvad fra det 10. årh., der alle er fuldstændig regelrette og frembyder så godt som alle de egenskaber i fyldigste form, som drotkvædet versemål nogensinde fik; (her ses bort fra forskellige fejl, som har indsneget sig i håndskrifterne). Det i formel henseende regelrette ved disse kvad er da særlig det, at der findes helrim i alle lige linjer uden undtagelse; hvad halvrimene angår, er det bekendt, at de altid i de ulige linjer har kunnet afveksle med helrim; men i det 10. årh. kunde de ulige linjer også være rimfrie, uden at dette er blevet anset for at være fejlagtigt (5). Men hvad enten det ene eller det andet er tilfældet, hvad de ulige linjer angår, står den sidste rimstavelse både i disse og i de lige linjer altid i linjens næstsidste stavelse. Hertil kommer den omstændighed, at 'hovedstaven' sågodtsom altid (6) står i linjens første ord, uden at der står et ubetonet ord foran den, d. v. s. linjens form er aldrig B- eller C-formen (se herom ovenfor). Denne regelmæssighed tyder på et fremskredet stadium i udviklingen af versenes form. Dette gælder nu ikke alene digtningen fra det 10. årh., men også, så vidt vi kan se, kong Haralds skjaldes kvad. Med hensyn til disse fortjæner det her særlig at fremhæves, at Þjóðólfs Haustlöng frembyder langt flere eksempler på rimløse ulige linjer end noget andet yngre digt. Kommer vi så til Brages Ragnarsdrápa, møder vi her en mængde af højst ejendommelige uregelmæssigheder, som intet andet senere digt kan opvise magen til. Alle disse ejendommeligheder findes samlede i Gerings udgave af Brages kvad (7). Af 128 verslinjer er 32 rimløse; deraf de 32 ulige; helrim forekommer ialt 34 gange i lige linjer (istedenfor 64 gange) og 29 gange i de ulige; halvrim forekommer 28 gange i de lige linjer (som ellers altid har helrim) og 30 gange i de ulige. Ikke mindre ejendommelig er den stilling, som disse rim indtager i linjen; den sidste rimstavelse, som ellers har sin plads i linjens næstsidste, findes 7 gange - et forholdsvis stort antal - i linjens 3. (2. betonede) stavelse, og det på en sådan måde, at der i de fleste af disse tilfælde ikke kan være tale om overleveringsfejl. Det vilde være højst påfaldende, hvis så mange fejl var indløbne i et, og da netop i dette, digt - i modsætning til alle andre -; snarere skulde man have troet, at disse uregelmæssigheder i senere tider, da formen overholdtes så strængt, var blevne betragtede som fejl og derfor fjærnede ved rettelse eller omflytning. Hertil kommer til slutning den uregelmæssighed, at hovedstaven findes 5 gange således anbragt, at der foran den står et ubetonet ord, aldeles som i kortlinjede eddakvads-versemål, hvilket ellers kun forekommer en eneste gang hos Þorleifr jarlsskald (o. 993). Da nu disse digte uomtvistelig er ældre end fra det 12. årh. (på grund af ordformer som Þóri, dat. af Þórr, v et steds i forlyd foran r), kan der kun gives én forklaring af alt, hvad der med hensyn til Brages vers er anført, nemlig, at disse brudstykker hører til det allerældste, der haves af norsk og islandsk skjaldepoesi, og nødvendigvis er ældre end fra det 10 årh. (8)

Hvad de andre ældste skjaldes kvad angår, er der ingen som helst grund til, hverken af mytologiske eller sproglige grunde, at betvivle deres ægthed. I sproglig henseende står de på selvsamme trin, som eddakvadene fra det ældste tidsrum. I sammenligning med de ægte digte fra det 10. årh. synes de at stå på noget ældre standpunkt, idet deres sprogform er noget gammeldags tung og versenes rytmer ikke så lette og fine som i andre yngre kvad; jfr. også det ovenfor fremhævede m. h. t. de rimfrie verslinjer i Haustlöng. Med hensyn til de enkelte digtere og deres kvad (f. ex. Ynglingatal) må der iøvrigt henvises til den særlige behandling i det følgende.

Det må således nødvendigvis hævdes, at de ældste skjaldekvad, vi nu har tilbage, i virkeligheden er ægte, og denne opfattelse bestyrkes end yderligere derved, at en i hvert fald i denne henseende så kritisk og videnskabelig forsker som Snorre kunde sige, at man i hans dage »kendte Harald hårfagres og alle de følgende norske kongers kvad«, samt derved, at traditionen og hukommelsen de tider, der her er tale om, var særdeles stærk og pålidelig; ifr. hvad der ovenfor er fremsat med hensyn til den måde, hvorpå de gamle digte blev bevarede gennem slægterne. Forholdet var forskelligt fra de anonyme eddakvad; på grund af deres metriske form var disse nemlig meget udsatte for at forvanskes og delvis glemmes, hvorimod skjaldekvadene langt lettere kunde holde sig i deres hele udstrækning på grund af deres faste form, de for hukommelsen så ypperlige holdepunkter (forlydsrim, rimstavelser, stef og øvrige systematiske indretning). Her kunde der heller ikke let blive tale om interpolationer; de kunde let holdes ude fra hinanden, fordi de handlede om særlige fyrster og forhold, der som oftest frembød et eller andet ejendommeligt.

De sidste bemærkninger gælder også Steenstrups opfattelse af versenes ægthed (jfr. ovf.). Det kan forekomme, at f. ex. nogle vers af Þórbjörn hornklofes Haraldsmál i nogle håndskrifter tillægges en anden, men da vel at mærke hans samtidige Þjóðólr fra Hvinir. Dette er i og for sig let at forstå; men det kan også simpelt hen bero på en mistydning af én, der forstod þ. [= Þorbjörn] som Þjóðólfr, ti egennavnene forkortes sædvanlig på denne måde. Et håndskrift (Flatøbogen) tillægger Markús Skeggjason Rekstefja (af Hallar-Steinn), men fejlen er her så åbenbar, at ingen kan undlade at se den. Enkelte få løse vers tillægges forskellige forfattere, men, vel at mærke, atter her samtidige skjalde, som alle til samme tid opholdt sig hos den samme konge. Således tillægges et vers i forskellige sagabearbejdelser af Olaf d. helliges saga ikke færre end 3 af Óláfs skjalde (Sigvatr, Berse, Óttarr). Et eksempel haves tillige på, at Björn hitdölakappes og Björn Breiðvikingakappes vers er blevne sammenblandede. Et vers af Kormákr tillægges Gunnlaugr. Men dette er kun småting og her er kun tale om løse vers; jfr. B.

I det hele må det hævdes, at draperne og den allerstørste del af de løse vers tillige er ægte, samt at draperne er uden interpolationer.


____________________________________


B. Løse vers i de historiske sagaer. Om disse vers gælder det, at man i almindehghed er tilbøjelig til at mene, at de er uægte, (I) dels fordi det er bevisligt, at der i nogle af sagaerne forekommer vers, der ikke er ældre end fra det 13. årh., (II) dels fordi man ved, at i det 12. årh. var det skik, i de uhistoriske sagaer at indsætte selvlavede vers, dels endelig (III) fordi man ikke finder det troligt, at ikke alene sagaens hovedpersoner, men også dens mere eller mindre underordnede bipersoner ikke sjælden digter et vers på stående fod, og heller ikke rimeligt, at sådanne vers kunde opbevares så længe. Dette er, såvidt vi skønner, de vægtigste indvendinger mod ægtheden af de løse vers, som man har gjort.

(I). Det er ganske vist så, at der i visse sagaer f. ex. i Grettiss., Njála, for ikke at tale om så lidet historiske sagaer som Harðarsaga, forekommer vers, der ikke kan være ældre end fra det 13., højst 12. årh.; men der forekommer i bægge de første også vers, som bevislig er ældre; således anfører Snorre i sin Edda (9) et halvvers af Grettir, som genfindes i sagaen (10). Ligeledes anfører Landnáma (11) 2 vers, der også findes i sagaen (12). Foruden at det heraf er klart, at disse vers - tilligemed nogle andre - er langt ældre end de først antydede, bevislig uægte vers, har det med hensyn til spørsmålet om ægtheden af disse vers i det hele ikke nogen ringe betydning, at Snorre og, så vidt ses kan, Ldn.'s ældste forfattere har antaget Grettirs vers som ægte, og vi kan da her tillige minde om, at løse vers (lausar visur) nævnes (13) side om side med 'gamle digte' (fornkvæði) som besiddende lige så stor en autoritet som disse. Når de omtalte vers af Grettir sammenlignes med digte fra et ældre (det 10. årh.) og et yngre (det 12. årh.) tidsrum, må det bestemt hævdes, at de, hvad deres fremstillingsart og sprogtone angår, langt mere ligner og slutter sig til de første end til de sidste.

Dette er allerede tilstrækkeligt til at vise, at det ikke går an, uden videre at skære alle løse vers over én kam og erklære dem alle på forhånd for uægte; der må i det mindste her skælnes mellem forskellige lag. Hermed står

(II). det andet punkt i en nøje forbindelse, og atter her gælder indvendingen kun til en vis grad. Den forudsætter nemlig, at man i de historiske sagaer har indskudt selvlavede vers i lighed med dem, der findes i de uhistoriske. Men en sådan antagelse vilde være forhastet og er sikkert urigtig. Der kan ikke være nogen tvivl om, at det ikke alene er de norske kongers sagaer, men også og i en langt højere grad de islandske slægtsagaer, som, skrevne eller stykkevis kun eksisterende i en mundtlig fortælling, har afgivet det nærmeste mønster for de uhistoriske sagaers form og tilblivelse og ikke omvendt; den omstændighed, at disse i deres oprindelige skikkelse synes at stamme fra en forholdsvis gammel tid, ja måske for en stor del fra tiden før 1200, gør det da indlyslende, at de islandske slægtsagaer med deres vers må være ældre.

(III). Hvad endelig det 3. punkt angår, er dertil at bemærke, at løse vers dels tillægges dem, der ellers vides at have været skjalde, f. ex. de allerfleste hirdskjalde; deres vers findes i de bedste og pålideligste kilder, bærer, for så vidt det kan ses, deres forfatteres fra andre kvad bekendte ejendommeligheder og viser i intet en yngre oprindelse. Fra den side kan vi således ikke virkningsfuldt angribe traditionen. Men løse vers tilskrives også forskellige personer, der ellers ikke vides at have været kaldsmæssige skjalde. Heller ikke dette har meget at sige, når vi husker, hvor almindelig og vidt udbredt skjaldepoesien allerede ved og efter midten af det 10. årh. var på Island; der er intet forbavsende i at træffe folk, der var skjalde, uden at de var udenlands og uden at vi har noget selvstændigt digt af dem, digtere, som kun ved enkelte lejligheder og af ydre begivenheder bevægedes til at forme deres tanker på vers. Det er ikke mere, end hvad man den dag i dag meget hyppig er vidne til på Island, og hvad sikkert i andre lande heller ikke er ualmindeligt. Hvor stor sansen for og kærligheden til poesi var i dette tidsrum, har vi i det foregående påvist; vi har ligeledes set, hvor let digterne havde ved at forme vers. Det er desuden den selvfølgeligste ting af verden, at løse vers i virkeligheden er blevne digtede ved forskellige lejligheder; spørsmålet drejer sig om, hvorvidt de nu eksisterende løse vers er eller kan være ægte, og vi kommer da til at drøfte muligheden af, at de gennem lange tider opbevaredes.

Det må da i så henseende bemærkes, at var det muligt, at lære hele digte udenad, og kunde en mand lære en mængde af sådanne - og vi har set, at dette virkelig er sket -, måtte det være lige så let for folk at lære disse, som oftest let forståelige, småvers, der, ligesom de var fremgåede af øjeblikkets stemning og lune, også kunde vække den samme stemning hos dem, der senere tilfældigvis kom til at høre dem, let bevares i hukommelsen og på denne måde gå fra slægtled til slægtled, særlig i skjaldenes egen familje, der jo måtte føle sig kaldet og forpligtet til at hæge om alle stam- eller forfaderens vers og digte. En positiv bekræftelse af, at det er gået således med de løse vers, har vi i forskellige udtalelser, som ovenfor s. 349 er fremførte. Hertil kommer, at disse vers med hvad der havde bevirket deres tilblivelse - i reglen morsomme og interessante anekdoter - udgjorde et fortræffeligt underholdningsæmne for de dygtige kvadfremsigere; også dette bevirkede, at de løse vers lettere kunde opbevares. Vi har fra senere tider på Island mangfoldige eksempler på en sådan opbevaring både af hele kvad og enkelte vers, der er flere århundreder gamle.

Om de løse vers i de historiske sagaer - fra et almindeligt synspunkt betragtede - er der således kun ét at sige, nemlig, at der intet er i vejen for, at de i virkeligheden er ægte, men hvorvidt enhver enkelt sagas vers alle eller kun tildels er ægte, det må bero på en nøjagtig undersøgelse af hvert enkelt vers, som da særlig har at bedømme verset fra dets sproglige side (både sprogformer og sprogtone) og dets metriske form, samt hvorvidt det i det hele ligner den samme skjalds eller samtidens digte. Findes ved denne undersøgelse intet anstødeligt ved vers i en ellers pålidelig saga - i en upålidelig saga kan der selvfølgelig også findes ægte vers - er det sikrest at tro traditionen, eller, rettere sagt, der er ingen gyldig grund til at forkaste den. (14)

I én henseende - det må her særlig fremhæves - afviger de løse vers ofte fra draperne, hvorved de får en fra disse lidt forskellig karakter; de er ofte simplere og mindre indviklede i bygning og ordstilling. Dette finder sin forklaring deri, at digteren har haft mindre betænkningstid end ellers, ikke så god tid til at udarbejde den og ofte ikke har brudt sig om de allerstrængeste fordringer til den fuldkomne form. (15)


____________________________________


C. Digte og vers i de forhistoriske sagaer. Som bekendt findes der i de såkaldte Fornaldarsögur Norðrlanda en mængde vers, hvoraf de fleste er digtede i fornyrðislag eller i málaháttr, nogle i dróttkvætt og da som oftest mere eller mindre rimfrit. Dette kunde ved første blik føre til antagelsen af, at disse vers måtte være meget gamle; men det er formen, der her skuffer. Intet af disse vers stammer fra dette tidsrum, men alle fra det 12., 13. og 14. årh., hvilket fremgår af den måde, hvorpå de er digtede, samt af deres sprogtone i det hele. De vil alle blive gjort til genstand for nærmere behandling og beskrivelse sammen med det andet tidsrums digtning.




Noter:

1): Zeits. f. deut. Philol. III, 21.
2): Normannerne III, 445 (versene „kunde være ført fra en saga over i en anden, fra en skjald og en tidsalder til en anden", sagaskrivere og traditionen kunde have lavet vers selv osv.).
3): (Norsk) Hist. tidsskr. III, 70-73.
4): Studier, flere steder, jfr. Arkiv V, 2-4.
5): Se min afhandling herom i Arkiv osv. VII, 309-33.
6): Der er så få undtagelser herfra, at man er berettiget til at se bort fra dem.
7): H. Gering: Kvæþabrot Braga ens gamla; s. 8-12; jfr. Arkiv f. n. fil. VI, 149-50.
8): Hermed sammenligne man K Gíslasons udtalelse i Njála II, 20.
9): Sn.-E. I, 424.
10): Grettiss. 166.
11): Ldn. s. 231.
12): Grettiss. 147.
13): I kommentaren til Háttatal Sn.-E. I, 666 (= II, 395).
14): Hele spørsmålet har jeg taget op til behandling i en særskilt afhandling i Aarbøger 1912, hvor hver enkelt sagas vers gennemgås og deres ægthed begrundes.
15): I så henseende gives der bestemte og interessante eksempler. I Sigvats digt Bersöglisvísur (uagtet det egenlig ikke er løse vers, kan det dog passe her i sammenhængen), som blev til i en meget kort tid, vil man finde eksempler på, at digteren der har taget sig nogle friheder; sådan en linje som: goll bauð dróttinhollum er ikke regelret; den 3. stavelse burde være kort. Den 3. (2. betonede) stavelse findes undertiden at være kort, uden at den foranstående stavelse har nogen som helst bitone (folgin jöfurs dolga, öfgask búendr göfgir). Engang digtede den fortræffelige skjald Þjódólfr Arnórsson på opfordring af kong Harald hårdråde et vers, hvori den metrisk fejlfulde linje: gröm en þat vas skömmu (første fod ⏝́ x for _́ x), en fejl, som indbragte digteren kongens spot. Man må naturligvis tage den eller de omstændigheder, under hvilke verset (digtet) blev til, i betragtning.