FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens ægthed: Overlevering

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§5. Skjaldepoesiens ægthed overhovedet og dens overlevering.
Dens formelle side.


Skjaldepoesiens overleveringsform

Medens der, som der i det foregående i al almindelighed er påvist, ingen grund er til at mistænkeliggøre traditionen m. h. t. digtenes ophav og ægthed, forholder det sig anderledes med deres overleveringsform. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at ikke ét skjaldevers findes i en helt ud rigtig form i håndskrifterne; selv om teksten ofte er fuldstændig rigtig, er ordformerne dog hyppig ikke de oprindelige. Denne ordformernes fejlagtighed er det imidlertid som oftest ved hjælp af sproghistorie og metrik let at rette, hvorimod fejl i selve teksten er ulige vanskeligere. Disse fejl har deres grund, for en stor del i versenes indretning og den deraf beitingede ordstilling. Ordfølgen var sjælden her så ligefrem, som i de i simplere versemål affattede digte (eddakvad); de sammenhørende ord skiltes ad og fordeltes på de forskellige linjer i vershalvdelen, og når denne, hvad jo som oftest er tilfældet, bestod af to eller flere sætninger, kunde ord hørende til forskellige sætninger komme til at stå ved siden af hinanden (1); det er denne omstændighed og den deraf følgende uklarhed, som har beredt skjaldefortolkningen de største vanskeligheder, ligesom den har været kilden til mange forvanskninger.

Sagen var vistnok den, at hverken folk i almindelighed eller afskrivere i særdeleshed i det 13. og 14. årh. rigtig forstod de gamle vers; de sidste gjorde sig oftest ingen ulejlighed med at sætte sig ind i dem og havde vel hverken tid eller lyst dertil; de afskrev versene sammen med den øvrige sagatekst meget ofte aldeles mekanisk. Det er for det første indlysende, at dersom originalen et eller andet sted var utydelig og ordene halvt udviskede, skrev de, hvad de mente at se, eller hvad de trode der kunde stå; undertiden efterlignede de blot de enkelte formentlige skrifttræk. På dette kunde der anføres eksempler i massevis; et runnu blev til runnum, funnu, fundnu, und til við, til; et hlymnarfi blev til hlum rarfi, hlunnarfi, hlunnar firi, alt i Vellekla; i et vers af Arnórs Hrynhenda, et digt, som ellers er langt mindre indviklet end mange andre, findes læsemåder som vorru, vare, vaxe, alle lige umulige; antager vi, at vörnum er den rigtige læsemåde, er fejlens trinvise udvikling let at se (af vornu opstod vorru, måske gennem vornu deraf igen voru, vare, vaxe); láði finder vi forvansket til landi (afskriveren bryder sig ikke om rimet), ljótu til ljótir, fastliga til fastligr, glæstri til geystri, hárir (ɔ: har’) forstås som har = Haraldr; þunn stál bliver til þunnsta (ɔ: pynnsta, af þunnr), óðal til odd ok (2) osv. i det uendelige. Men også ved mindre mekanisk eller tankeløst arbejdende afskriveres selvstændige, men urigtige forståelse af versene er der indkommet mange og store fejl. Når de f. ex. lagde mærke til et tillægsord ved siden af eller nærved et navneord, uden at det rettede sig efter dette, - hvad det heller ikke skulde gøre - »rettede« de tillægsordet, så at det nu urigtig kom til at slutte sig til dette navneord. Således er (g)nóga (i et vers af Arnórr) sikkert en fejl for (g)nógan, idet ordet ikke hører til uppgöngu i det foregående, men til hjörþey i det følgende (3). En fejlagtig opfattelse af forholdet mellem et navneord og et udsagnsord kunde ligeledes afstedkomme fejl. Når det således hed: falma kváðu ægishjalmi, forstod en afskriver ikke dativen hjalmi, men mente, at det burde hedde hjalma (acc. med inf. falma), uden at lægge nogen vægt på, om der således fremkom et naturligt udtryk eller ikke, for ikke at tale om sådanne rettelser som öflgask (bliver stærke) for öfgask (rejser sig mod). Nogle af disse og lignende fejl stammer dog måske ikke fra afskrivere (eller fra dem alene), men (også) fra traditionen for nedskrivningens tid (4).

Når nu en fejl var indkommet, ligegyldigt af hvilken grund, kunde den igen blive kilde til de underligste »rettelser« og meningsløseste forbindelser; således som når Arnórs: Mæra gramr til landa æri [ɔ: yngre] først bliver til: mæra gram til landa æru og tilsidst i Flatøbogen til det fuldstændig meningsløse: mæta gram til landamæri (afskriveren er kommen til at tænke på et møde ved grænsen ( !), hvor skjalden roser en fyrste for, at ingen yngre end han har vundet sig et land).

For at fjærne disse fejl må man tage mange forhold i betragtning; først og fremmest må man dog have verset efter alle de håndskrifter af nogen værdi, hvori det findes, for ved hjælp deraf og ved indbyrdes sammenligning at søge den oprindeligste form; dernæst må den kendsgærning, verset omhandler, eller dets indhold nøje granskes; i forbindelse dermed må versets metriske form og hvad der ellers hører med til det rent formelle undersøges. Det er således ingen ringe opgave, som skjaldekvadskritikken har at løse, og det er ikke underligt, at man, sålænge den oldnordiske metriks vigtigste regler endnu ikke var fundne og en metodisk belandling ikke fastslået, ja ikke alle håndskrifter engang kunde bennyttes, hverken var i stand til at rette eller fortolke versene rigtig. Ikke desto mindre har disse dunkle vers altid haft noget tillokkende ved sig lige fra den tid af, da man omtr. ved år 1600 begyndte at sysle med den gamle tids litteratur på den tids videnskabelige måde. Allerede dengang var der nogle, som dels på opfordring af udenlandske lærde, dels af egen drift søgte at fortolke en del af versene, og disse fortolkere blev med tiden stadig flere (5), indtil mænd som Sveinbjörn Egilsson og Konrad Gíslason i det 19. århuntdrede grundlagde en metodisk kritik og videnskabelig, fornuftmæssig fortolkningsmåde.




Noter:

1): Jfr. K. Gíslason: Skjaldedigtenes Beskaffenhed i formel Henseende, navnlig no. 24-25 s. 19 ff.
2): Se Fms. VI, 68; 47; 43; 26; jfr. udgaven af Skjaldedigtningen afd. A.
3): Fms. VI, 87.
4): Som et interessant eksempel på en sådan fejlagtig opfattelse kan to linjer af Oddmjór tjæne: Skjöldungr rak med skildi / skeiðarbrand ór landi i Ágrip, hvor skeiðarbrand er blevet opfattet som mandsnavn.
5): Jeg kan herom henvise til min afhandling „Om skjaldepoesien", Arkiv f. n. f. VI.