FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Betydning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§3. Skjaldepoesiens arter, dens indhold og dettes betydning. Karakteristik af skjaldene. Stilen.


Betydning

Efter at vi således har betragtet indholdet af dette tidsrums skjaldedigtning i almindelighed, går vi over til at betragte dette indholds forskelligartede betydning.

Denne betydning er da for det første særlig dels mytologisk-sagnhistorisk dels historisk.

Mytologisk-sagnhistorisk betydning har selvfølgelig de forannævnte skjaldekvad, der handler om billedlige fremstillinger på skjolde (Tors kampe, Jörmunrekkssagnet, Hildesagnet), samt de særlige Torsdraper, der handler om Tors enkelte bedrifter ex. hans kamp med midgårdsormen og med jætten Geirrøðr. Den omstændighed, at så mange af de ældste skjaldekvad fuldstændig tabte, bevirker, at denne digtenes betydning bliver temmelig indskrænket. Af Harald hårfagres skjaldes kvad, der kan antages at have været særlig mytisk-sagnhistoriske, er der, med undtagelse af Þjóðólfs Haustlöng, så godt som intet bevaret.

Da skjaldekvadene er fulde af omskrivninger, der tildels beror på gamle myter og sagn, kunde man tro, at skjaldepoesien også derved måtte have en ikke ringe mytologisk betydning. Det kan heller ikke nægtes, at en sådan betydning til en vis grad er tilstede, men der må sikkert drages meget snævre grænser for den. Den må væsenlig indskrænkes til de kvad, der tilhører den ældste tid, da myter og sagn endnu levede på folkets læber og i dets egen tro. Foruden at den mytologiske viden tog af, jo mere kristendommen gjorde sig gældende, hvorved omskrivningernes egenlige grundlag måtte fordunkles, tog disse omskrivninger meget tidlig en sådan udvikling (hvorom mere i det følgende), at man overhovedet må være meget forsigtig med at bygge noget på skjaldeomskrivninger i det mindste efter o. 1000. V. Rydberg er uden tvivl gået altfor vidt, når han i sit store mytologiske arbejde (Undersökningar i germ. mytologi I - II) tager så meget hensyn til og bygger så meget på skjaldekvadenes poetiske omskrivninger, endogså i digte fra en meget sen tid, som han der har gjort. En så udstrakt mytologisk betydning er ikke bleven tillagt digtene i oldtiden, og dog vilde den sikkert være blevet omtalt af Snorre, ligesom vi hos ham og andre finder poesiens andre hovedbetydninger særlig fremhævede. Omskrivningerne kan give os forskellige enkelte oplysninger og dunkle antydninger (f. ex. når Tor kaldes Vimrar vaðs Víðgymnir) om tildragelser, der ellers ikke kendes, og som vi altså langt fra altid forstår. Snorre giver os i sin Edda en mængde omskrivninger, men deres mytologiske baggrund får vi kun for de færrestes vedkommende at vide.

Den anden hovedbetydning, digtenes indhold har, er historisk.

Da fyrstekvadene og mange af de løse vers handler om virkelige tildragelser og begivenheder, må de, forudsat at de taler sandt, afgive udmærkede beviser og oplysninger for en historisk forfatter, kort sagt, danne et slags kilde- eller material-samling for ham. Således er de allerede i oldtiden blevne opfattede og som sådanne benyttede. Det af Snorre anvendte og måske af ham selv dannede navn: söguljóð (jfr. ovf.) viser os straks, at de blev betragtede som (kortfattede) historiske digte, som rimet historie. Direkte udtalelser om, at disse digte og vers opfattedes som virkelige historiske kilder og det endogså af første rang, savnes heller ikke. I første række står da denne den største historiske autoritets ord herom: »Men en del [af værket] er skrevet efter gamle digte eller historiske sange, som man har haft til at underholde sig med Hos kong Harald var der skjalde, og man kan endnu deres digte og alle de kongers kvad, som efter ham har hersket over Norge. Og vi hænter navnlig beviser fra det, som fortælles i de digte, der blev fremførte for fyrsterne selv eller deres sønner , og vi anser alt for at være sandt, som findes i de kvad om fyrsternes tog eller kampe. Men det er skjaldeskik, at rose netop den fyrste i de stærkeste udtryk, som de hvergang var hos, men ingen vilde have vovet at fortælle om sådanne bedrifter, om hvilke alle de, der hørte på digtet, og han selv med vidste var pral og løgn; da vilde det have været forhånelse og ikke ros« (1). Om Hallfreðs digte siger samme forfatter: »fra Hallfreðs kvad hænter vi visdom og sandhed angående hvad der dér fortælles om kong Olaf« (2). I overensstemmelse hermed findes udtalelser som følgende: »De mange digte, som skjaldene har digtet og sat sammen om kong Olaf den helliges liv og styrelse, forklarer og med sandhed viser, at kongens og hans heltes saga er sand, men hverken overdreven eller forøget som mange af de oldsagaer (fornsögur), der fortælles ude fra verden eller fjærnere liggende lande« (3). Fremdeles anføres digte i almindelighed som historisk kilde f. ex. i Egilssaga, hvor det hedder om Erik blodøkse: »Således som det fortælles i hans digte«, og atter om Hakon den gode: »således som det findes i hans saga og i de digte, som om ham er forfattede« (4). Tinds drape om Jómsvikingeslaget anføres af forfatteren til Fagrskinna (5) som historisk kilde. Efter at have opregnet alle Erik jarls slag ytrer forfatteren:

»alle disse kampe opregnede Eyjolfr dáðaskáld, da han digtede det kvad om Erik, som kaldes Bandadrápa« (6); og atter hedder det hos den samme forfatter: »De (kong Knud og Erik jarl) hærjede bægge i England og havde der mange kampe, således som Þórðr Kolbeinsson opregner i det digt, som han forfattede om Erik jarl og hvori han stemmer overens med Óttarr, når denne i Knutsdrápa opregner, hvor mange kampe« (7) osv. Her er der, som man ser, tillige tale om en virkelig kritisk benyttelse af skjaldekvad som historisk kilde; ved en indbyrdes sammenligning foretages der en granskning af disse, hvilket naturligvis er af den største vigtighed. Når hertil endelig kommer, at så godt som hver eneste kongesaga og de fleste af slægtsagaerne stadig anfører brudstykker af kvad og løse vers som historiske beviser, er det klart, hvor høj en historisk betydning disse digte allerede i oldtiden ansås at have og i hvor vidtstrakt grad de er benyttede som historiske kilder og vidnesbyrd. Har vi nu nogen ret til at benægte eller blot betvivle denne digtenes betydning?

Den almindelige bemærkning kan her forudskikkes, at anførslen af vers som beviser er i det hele meget tilfældig og vilkårlig, ganske som tilfældet er med de af Snorre i hans Gylfaginning anførte vers af eddadigte. Ved sammenligning - og her er vi så heldige, at have digtene i deres helhed - viser det sig, hvor vilkårlig han har båret sig ad; der anføres enkelte vers, og så meddeles der noget, der atter bevislig beror på vers, måske af samme digt, men uden mindste hentydning til kilden. Og således er det også med den måde, hvorpå vers anføres i sagaerne.

Ved anførslen af de gamle vers møder os bl. a. hyppig den omstændighed, at der i dem intet andet findes end en almindelig beskrivelse af en kamp, derimod nævnes f. ex. ikke det sted, hvor kampen skulde have stået, uagtet dette nævnes i sagaen selv. Af verset kan vi således i virkeligheden ikke se, hvor kampen har stået eller hvilken kamp der tales om. Det er denne omstændigled, der har bevæget en videnskabsmand som G. Vigfússon til at antage, at skjaldeversene, særlig fra et bestemt tidsrum, navnlig fra årene o. 980 til o. 1080, er blevne i en senere tid forvanskede, ja helt omdigtede, og han udpeger en bestemt mand, nemlig Einarr Skúlason, som den, der skulde have begået denne litterære »dåd« (8). Men foruden at de pågældende digte aldeles ikke bærer et ensartet præg, men helt igennem viser en gradvis udvikling, både med hensyn til form og sprog, der på det kraftigste taler imod en sådan gennemgribende forfalskning, er der overhovedet ingen som helst grund til at antage en sådan, end ikke den omstændighed, som har ført G. Vigfússon til den. Vi må nemlig huske, hvad Snorre selv siger (se s. 358), »og man kan endnu deres digte og alle de kongers kvad, som« osv. Nogen synderlig overdrivelse behøver vi her ingenlunde at antage, så meget mindre, som det er klart, hvilken umådelig mængde af vers og kvad Snorre selv af Heimskringla og Edda ses at have kendt, og han har desuden sikkert kendt mere af de enkelte kvad, end netop de vers, han anfører. Det er en selvfølge, at meget af det, som han ellers i sagaen anfører og meddeler og hvorfor der ikke anføres skjaldevers, dog beror på sådanne. Som oftest handlede flere vers, nemlig en stefjabálkr, om én bedrift (krigstog, kamp): det er altså klart, at fordi en historisk forfatter anfører et eller to vers af en sådan stefjabálkr, behøvede han ikke netop at vælge det, hvori et stedsnavn fandtes; for ham var det mest magtpåliggende at anføre det eller de vers, der indeholdt den mest direkte omtale af kampen selv, stedsnavnet kunde han kort og godt anbringe i sin prosaiske fremstilling. Hertil kommer, at foruden disse skjaldekvad havde den historiske forfatter en levende tradition (hvorom mere senere) at øse af, og fra denne kan han i overordenlig mange tilfælde have lært navnet på det sted at kende, hvor en vigtig tildragelse var sket. Når G. Vigfússon derfor udbryder: »Again, if Ari [der ifølge forf. er Heimskringlas egenlige forfatter] did not get his minute facts - the exact plan of a battle, the exact numbers present, the exact day it took place, the boundaries of a nobleman's domain, the distance of a day's march in foreign land, and the like [alt dette savner han nemlig i de nu eksisterende vers] - from these poems [hvad han jo godt kan have gjort], whence on earth did he get them« (9), er dette spørsmål mildest talt ugrundet og overflødigt og kan besvares med det korte svar: »fra traditionen«; derfor er det en ligeså ugrundet antagelse, når han straks efter siger: »Tradition does not busy itself with such matters«; denne påstand strider stik imod alle kendsgærninger og vi behøver ikke at ty til nogen kunstlet forklaring af det simple spørsmål , vi her har set os nødsaget til dvæle lidt ved. G. Vigfússons teori om de gamle, fra det nævnte tidsrum stammende skjaldekvads »remaniement« eller omdigtning må betegnes som rent hjærnespind, der intet virkeligt har at støtte sig til. Det skal iøvrigt til slutning bemærkes, at der virkelig gentagne gange forekommer stedsnavne i digte fra det pågældende tidsrum.

Det skal derfor naturligvis ikke nægtes, at i skjaldekvad et stedsnavn, ligesom så mange ord, hist og her i håndskrifterne kan være forvansket eller på en og anden måde af afskrivere gjort ukendeligt, men det er noget ganske andet. Vi vil senere komme tilbage til sådanne og andre lignende forvanskninger, som den sproglige kritiker og den historiske forsker må forene sig om at få fjærnede.

___________________


Der har ikke manglet røster, der har hævet sig mod de gamle skjaldes troværdighed i historisk henseende, uden at det dog derfor kan siges at være lykkedes at svække troen til dem og deres retninger i det hele.

De fleste af fyrstekvadene - og det er nærmest disse, der her er tale om - er, hvad man kunde kalde oversigtskvad, d. v. s. sådanne digte, hvori skjalden giver en fremstilling af en række begivenheder og da enten fra en del af den besungne fyrstes liv eller, når digtet er et arvekvad, fra hele hans liv. Som eksempel på det første tilfælde kan Sigvats digt om kong Olaf d. Helliges vikingetog før 1015 tjæne. De lævninger, der haves af dette digt, består af 15 vers, hvoraf ethvert indeholder beretningen om en særskilt kamp. Det er klart, at i så korte vers, som der her er tale om, kan der ikke siges meget, ja, der kan næppe være tale om andet eller mere end den nøgne beretning om, at fyrsten »havde en kamp med N. N. dér og dér og vandt sejr« el. lign. I andre digte, der behandler flere afsnit af fyrstens liv eller det hele liv, kunde hvert enkelt afsnit (der da i regelen består af skildringen af en enkelt kamp el. leding) være noget udførligere; om nogen synderlig detaljeret beskrivelse kunde der dog heller ikke her være tale, desto mindre, jo færre vers afsnittene bestod af. Mindst af alt skildres almindelige tilstande, der har foranlediget tildragelserne, eller overhovedet de til grund for disse liggende psykologiske og andre motiver. Det er kun det afgørende, den afgørende kamp, eller med andre ord resultatet, digterne mere eller mindre udførlig og nøjagtig har villet og - efter digtenes bygning - kunnet skildre.

For at vise, hvor forsigtig man må være med at dømme om eller fordømme skjaldens beretning, skal her nogle af A. D. Jørgensen (10) stærkt angrebne vers om Harald hårdrådes hjemkomst til Norge nogenlunde udførlig behandles.

Alle de islandske fremstillinger af de norske kongers historie - med undtagelse af det særdeles kortfattede Ágrip - lader Harald hårdråde komme fra Rusland - hvilket er fuldstændig rigtigt (11) - og anløbe Sigtuna i Sverrig, hvor han træffer sammen med Sven Ulfsson. Snorre og bearbejdelsen i Fornmannasögur lader dem nu bægge i forening gøre et krigstog til Danmark og hærje dér; nogle skjaldevers, særlig af Valgarðr, om Haralds rejse, sejlas forbi Skåne, hærjninger på Sælland og Fyn, og om Roskildes brand anføres. Da kong Magnus erfarer alt dette, ruster han sin hær for at drage imod dem; efter hemmelige budsendelser og efter nogle mægleres råd kommer dog et forlig i stand mellem Magnus og Harald.

De ældre sagaværker - Fagrskinna og Morkinskinna tillige med den i Flateyjarbók - lader i modsætning hertil Harald ganske vist træffe Sven i Sverrig og der tilbyde ham forbund, men han afslår foreløbig dette og begiver sig til Danmark, hvor han møder Magnus og bliver venlig modtagen af denne. Underhandlingerne med Magnus afbrydes ved Einarr tambeskælvers optræden, og Harald rejser forbitret tilbage til Sverrig og nu indgår han forbund med Sven; de hærjer i Danmark. Magnus sender bud til Harald; denne rejser til Norge og søger at tiltvinge sig kongemagten; han hyldes i Gudbrandsdalen og modtager kongenavnet af den 15-årige bondesøn, Tore på Steig. Nu kommer Magnus til Norge og efter forskellige underhandlinger kommer det endelige forlig i stand på Skjaldarakr (eller Akr).

Ágrip er, som bemærket, så kortfattet om det hele, at dens fremstilling er ligegyldig.

Endelig findes en fremstilling hos Tjodrek munk, der i det hele stemmer med den i Fagrsk.-Mork.; som i Ágrip omtales dog ikke Haralds ankomst til Sigtuna, ja ikke engang til Rusland (”venientem de Græcia”); Tjodrek meddeler, at Einarr tambeskælver krævede, at Harald skulde dele sit guld med Magnus, hvis denne skulde dele riget med ham; over dette forslag blev Harald så forbitret, at han drog bort til Norge, og Sven med ham - hvilket uden tvivl er fuldstændig fejlagtigt - , Magnus forfølger dem og de kommer tilbage til Danmark. Herpå kalder Magnus Harald tilbage, og nu bliver forliget mellem dem sluttet „in Uplond ad stagnum".

Adam af Bremen fortæller kort og partisk (III, 11), at Sven fordrev Magnus fra Danmark og at denne ”denuo bellum instaurans obiit in navibus”, samt (III, 12) at Harald efter ”broderens” (!) død blev kaldt tilbage og at han måtte tage Norge som len af Sven og sværge ham ed. Adam går ud fra, at Sven fik Norge efter Magnus' død. Iøvrigt er Adams fremstilling, foruden at være skæv og urigtig, uden betydning for den her omhandlede sag.

A. D. Jørgensen har fremsat sin opfattelse af begivenhedernes gang (l. c), og han er der kommen til det resultat, at de skjaldevers, der herom haves, er upålidelige, deres fremstilling skæv og at deres forfattere har villet skjule den uregelmæssige og lidet tiltalende måde, hvorpå Harald fik magten i Norge.

Hvad siger da disse skjaldevers herom?

Af de af A. D. Jørgensen fremdragne skjaldevers, d. v. s. 7 af Valgarðr, 3 af Þjóðólfr Arnórsson og 1 af dennes broder, Bölverkr, ialt 11, er der kun 3, der i virkeligheden angår selve Haralds ankomst til Norge og forhold til kong Magnus. Alle de øvrige, der ikke danner noget sammenhængende hele, handler om kong Haralds ankomst til Sigtuna, sejlasen herfra forbi Skåne (om det er den første eller, efter den ovenfor givne fremstilling, den anden kan ikke ses, men det er også ligegyldigt), plyndringerne i Sælland og Fyn, Danskernes elendighed og nød (Valgarðs 6. vers beskriver Haralds prægtige sejlas til Norge, men indeholder intet om forholdet mellem ham og Magnus; i v. 7 udtaler digteren, at »nu«, d. v. s. da Valgarðr var hos ham, nogen tid efter Magnus' død, råder Harald for »hele Norge«; heller ikke dette vers vedkommer os her.

De tre, der her er af en udelukkende vigtighed, er de af brødrene Þjóðólfr (to) og Bölverkr (ét).

Det første af Þjóðólfs vers er en lausavisa (12), der oversat lyder: »Nu er det voveligt (omtr. = umuligt) for mændene [viðis val-meiðum = søhestens træer] at vænte en god fred - hæren har [samlet] skibene foran kysten [rede til at forsvare landet]; folket ved megen frygt [ved, at der er al grund til at være ængstelig]. Den kamplystne Magnus vil styre sine skibe nordfra, men den herlige Harald ruster andre bølgeheste [skibe; andre omtr. = på sin side] sydfra«.

Hvad der her er tale om, er selv om verset ikke fandtes i en så gennemsigtig sammenhæng som i Hkr. og endnu mere i Fms., aldeles klart. Digteren siger åbenbart, men ikke uden beklagelse, at Magnus og Harald styrer til et fjendtligt møde med hinanden, til blodig kamp; det fremgår ikke alene af omtalen af den til forsvar rustede flåde, men også af den parentetiske sætning: »folket ved megen frygt«, samt endelig af brugen af ordet »kamplysten« om kong Magnus, hvilket digteren uden tvivl med velberåd hu har anvendt som passende i sammenhængen. Dette vers er således i den nøjagtigste overensstemmelse med de prosaiske kilder (bortset fra de altfor kortfattede eller forvirrede). Der er ingen tvivl om, at versets indhold er rigtigt; digteren var selv hos kong Magnus (1046), da han digtede det.

Det andet vers af Þjóðólfr lyder oversat: (13) »Du, vidtberømte fyrste lod søen kløves under den tynde køl; de herlige skibe kløvede bølgerne, hvor I kom østenfra, fra Danmark. Siden tilbød [= gav] Aleifs søn [Magnus] dig halvdelen af sit land og folk; meget glade tror jeg at frænderne dér traf hinanden«.

Dette vers hører til digtet Sexstefja, der er forfattet 1065, altså omtr. 20 år senere, end de her omhandlede begivenheder tildrog sig. Digtet, et af Þjóðólfs fornem.ste kvad, er et oversigtskvad og skildrer i korte træk de vigtigste begivenheder i Haralds liv lige fra hans deltagelse i Stiklestadslaget (da han var 15 år gammel) til Nizåslaget (1062) og de derpå følgende begivenheder i Norge (1063-4). Allerede heraf er det klart, at det ikke er skjaldens hensigt at give en detaljeret skildring af længst forsvundne tildragelser og tilstande, men kun resultaterne. Mellemleddene springer han over. Men hvad han meddeler, er ligefuldt rigtigt. Versets første halvdel svarer til indholdet af den anførte lausavisa; den meddeler ligefrem, uden nogen begrundelse, den kendsgærning, at Harald sejlede fra Danmark til Norge. Hvad der nu foregår, imellem rejsen eller ankomsten til Norge og forliget mellem Harald og Magnus, springer digteren over og tilkendegiver selv dette ved ordet »siden«, hvilket betyder så meget som »nogen tid efter« (»deinde« Svb. Eg.). Ingen digter meddeler kendsgærninger i tidsfølge med færre omsvøb eller så blottet for selvstændige betragtninger eller subjektive bemærkninger, som Þjóðólfr overhovedet. Når skjalden nu derefter siger, at Magnus tilbød Harald halvdelen af land og folk, er dette i fuldstændig overensstemmelse med traditionen. Om den sidste - parentetiske - sætning indeholder en lille overdrivelse, vides ikke; at Magnus idetmindste har været glad ved forliget, derom kan der næppe være nogen tvivl; desuden må man lægge mærke til, at digteren ikke siger andet end: »jeg antager, tror at osv.«; denne sætning er iøvrigt en af de få subjektive bemærkninger, der findes i Þjóðólfs digte.

Tilbage står Bölverks vers: (14) »Gavmilde fyrste, den grønne jord blev dig givet, som jeg har erfaret, efterat I havde truffet Magnus, men du bød ham guld. Forliget holdtes meget fredeligt mellem eder frænder, medens (derimod) Sven [Estridsen] derefter kun kunde vænte sig ufred [som følge af forliget]«.

Dette vers hører til et digt, forfattet efter 1048; hvor længe efter vides ikke. Digteren udtaler sig som den, der af andre har erfaret tidligere begivenheder. Ikke desto mindre er det, som han beretter, i den bedste orden. Her berettes atter kun den kendsgærning, at forliget kom i stand, og at Magnus delte sit land med Harald ligesom denne sit guld med Magnus. Det forudgangne omtales ikke her med et ord; muligvis har der stået noget derom i de foranstående, nu tabte vers. Hele verset er i den skønneste overensstemmelse med traditionen. Man kan ikke på nogen måde i disse vers slutte, at skjaldene har villet lægge skjul på noget (Haralds valg til konge af en 15-årig bondesøn), der kunde være mindre behageligt for fyrsten at høre på, eller at de har villet forvanske den virkelige historiske sammenhæng.

Virkelige historiske fejl lader sig kun ganske enkelte gange påvise. Når f. ex. Sigvatr i sit bekendte vers af arvekvadet om kong Olaf d. hellige knytter solformørkelsen d. 31. august 1030 til Olafs fald, der skete den 29. juli, er dette åbenbart i modstrid med den historiske sandhed, og de senere historieskrivere, der var ude af stand til at undersøge rigtigheden af Sigvats udsagn, har fra ham optaget fejlen. Hertil er der nu at bemærke, at verset hører til et arvekvad om Olaf, som siges at have været Sigvats sidste digt og må altså være digtet efter 1040 eller mindst en halv snes år efter kongens fald. Den eneste rigtige forklaring af Sigvats urigtige angivelse er den, at der i Norge, hvor vi ser overtroen så rask opblomstre efter Olafs fald (hvorledes digter ikke Þórarinn loftunga kun 1 eller 2 år senere om de jærtegn, der skete ved kongens lig?), har dannet sig, rimeligvis hos gejstligheden, den falske tradition, at solformørkelsen og Olafs fald var samtidige begivenheder. Selvfølgelig trode Sigvatr, der vel at mærke havde været i Italien under Stiklestadslaget, på denne tradition uden at mene, at han behøvede nærmere at undersøge, hvorvidt den var rigtig eller ikke.

Det er klart, at man på grundlag af et sådant vers og andre med hensyn til teksten ikke ganske sikre vers ikke kan begrunde noget angreb på skjaldenes troværdighed i det hele, på skjaldepoesien som en historisk kilde. Dog skal den bemærkning her straks tilføjes, at for os er og kan den ikke være i samme grad kilde som for Snorre og oldtidens egne forfattere, som havde digtene i deres hele omfang og undertiden flere digte om det samme, medens vi kun har løsrevne stumper og stykker tilbage.

Dette sker ikke sjælden, at kritiske nutidsforskere synes at glemme denne meget vigtige kendsgærning og fælder domme udelukkende på grund af de få nu bevarede vers. Dette går selvfølgelig ikke an.

Det ligger i sagens natur, at skjaldene ikke vilde anføre faktiske urigtigheder i deres digte. Noget andet er det, hvad Snorre ganske fint har bemærket, at de i almindelighed roser fyrsterne for deres udmærkede egenskaber i noget højtravende udtryk; noget ganske andet er tillige det, at de i deres skildringer af kampe anvender stærkere udtryk end strængt taget nødvendigt. Med hensyn til de nøgne kendsgærninger må det bestemt hævdes, at skjaldepoesien i det hele taget må opfattes som pålidelig.

Skjaldene i denne periode var i reglen ikke alene samtidige med, men levede også sammen med de fyrster, de besang. De havde selv den rigeste lejlighed til at lære dem personlig at kende, og de deltog ofte selv personlig i deres ledingsfærd og kampe og kunde således berette, hvad de selv havde været øjenvidne til. Havde de ikke selvsynet, gjorde de sig al umage for at få sagens sande sammenhæng at vide ved at spørge sig for hos øjenvidner. Således fortælles der ligefrem om Hallfreðr, at da han hjemme på Island havde erfaret Olaf Tryggvasons fald, rejste han samme sommer til Norge »og spurgte da folk ud om kong Olafs fald og om de tidender, som var sket sommeren iforvejen; derpå digtede han straks sin drape om kong Olaf« (15). Lignende nøjagtige undersøgelser og omhyggelige forespørgsler har de skjalde måttet anstille, som f. ex. digtede om kong Harald hårdrådes færd i Orienten, og netop her får vi den smukkeste og værdifuldeste bekræftelse af skjaldenes troværdighed. De skjalde, som digtede om kong Haralds tidligste bedrifter, og af hvem der anføres enkelte vers, er Þjóðólfr, hans broder Bölverkr, Illuge Bryndælaskald, Stúfr (»som havde hørt kongen selv fortælle disse tidender« (16) og Þórarinn Skeggjason. Vi skal ikke her komme nærmere ind på enkelthederne, men dels henvise til enhver af de nævnte skjalde for sig, dels og fornemlig til G. Storms afhandling i (Norsk) Historisk tidsskrift (2. række IV, 4), hvor han har fremdraget et i Rusland fundet historisk skrift af en græker, samtidig med Harald hårdråde. Storm påviser punkt for punkt, hvorledes alle skjaldeberetningeme om kong Haralds bedrifter i syden er i overensstemmelse med grækerens fremstilling (eller »supplere dem«) og altså fuldstændig sande (17). Dette må for os have en langt større vægt og værdi end et enkelt eller et par enkelte vers, som påviselig er fejlagtige eller i kritisk henseende ikke fuldt sikre.

Det må under alle omstændigheder opstilles som en bestemt fordring, at, før end et skjaldevers erklæres for at være fejlagtigt, dets tekst ifølge kritiske og filologiske principer er lutret og renset, såvidt dette overhovedet lader sig gøre. Skjaldekvadene har desværre været i et vist vanry; men dette kommer for allerstørste delen dels af de forskellige udgavers mere eller mindre skødesløse og ukritiske behandling af versene, dels af en mindre smagfuld fortolkningsmetode i det hele, hvilken dog for ældre tider er noget undskyldelig. Nu derimod, da principerne for versenes behandling er fastslået og deres kritiske behandling given, må det være en let sag at bestemme, om en uoverensstemmelse mellem vers og prosa (sagaen) beror på en fejl i verset eller en misforståelse af dette fra sagaforfatterens side. Vi tager ikke i betænkning at hævde, at, hvor der er en uoverensstemmelse imellem et vers og en prosaisk fremstilling (og dette forekommer ikke så sjælden i de isl. slægtsagaer, se om disse senere), er det, hvor sagen ikke ved andre midler lader sig afgøre, mere tilforladeligt at tro på versets end prosaens fremstilling.

___________________


Foruden denne dobbelte hovedbetydning har skjaldepoesien netop for denne periodes vedkommende en overordenlig betydning i sproglig henseende, og denne er for os måske større end den historiske. Tilligemed eddakvadene er skjaldedigtene nemlig så godt som de eneste eller i hvert fald de uden sammenligning vigtigste sprogmindesmærker, der i dette tidsrum haves fra Norge, og de absolut eneste, der haves fra Island. Når hertil kommer, at de besidder en fast form, der beror på bestemte regler, sproglige så vel som metriske, er det indlysende, hvor værdifulde de er.

Digtenes fulde værd i så henseende har de dog først fået fra den tid af, da E. Sievers kunde fremlægge en fuldstændig, på videnskabelig undersøgelse og metode grundet »skjaldemetrik« (hvorom mere i det følgende). Efter denne metrik og ved hjælp af reglerne for skjalderimene lader det sig gøre at påvise de forandringer, ordenes former i tidens løb er undergåede. Ligeså stor er digtenes leksikalske betydning både med hensyn til ordforråd og ordbetydningernes udvikling. Den nævnte betydning er dog ikke indskrænket til første tidsrum, idet dette i sproglig henseende hænger nøje sammen med det følgende. Vi lærer af dette tidsrums skjaldekvad - ligesom også af eddakvadene - for kun her at fremhæve enkelte ting - , at former som bláum, séa, tváa og lign., er eneherskende i det 10. årh., og at de sammentrukne former begynder så småt at gøre sig gældende noget før midten af det 11. (ófám, Arnórr); vi kan følge udviklingen af ord (navne) som Áleifr, Áláfr, Óláfr; vi kan se, hvorledes former som auðar og auðs løber jævnsides med hinanden, dog således, at de første er i flertal, foruden mange interessante enkeltheder i ordenes bøjning. Vi kan endvidere fastslå kvantiteten af vokaler og således bestemt afgøre forskellige tidligere omtvistede spørsmål og tvivl; således ser vi, at Sigurðs hest hedder Grani (ikke Gráni), at jætten hedder Hymir, at det hedder blotamaðr (ikke blótamaðr, som antaget i den sidste udgave af Fritzners ordbog), osv. osv., foruden alt hvad rimene selv lærer os om ordenes udtale. En mængde ord, som ellers aldrig findes, men som er af stor betydning, giver skjaldepoesien os (18).

Denne skjaldekvadenes betydning, som nøje hænger sammen med deres faste form, er allerede i oldtiden rigtig bleven iagttagen. I et af de allerældste prosaskrifter, der haves, den såkaldte 1. grammatiske afhandling fra o. 1140, hedder det, efterat forfatteren har omtalt to vokalers (en diftongs) »adskillelse« i udtalen: »så bør vi undersøge, hvor vi finder det samme ord udtalt således, at den vokal, der som oftest forbindes (med en anden), så at de tilsammen udgør én stavelse, skilles fra den anden vokal, så at hver danner sin stavelse. Skaldene er autoriteter i ethvert spørsmål om skrivemåde og udtale (höfundar allrar rynne eþa málsgreinar) som håndværkere om - - - og lovkyndige om love. Men således eller omtrent på denne måde kvad en af dem« (19), hvorpå forfatteren anfører et halvvers af Óttarr, i hvilket ordet jarn i den sidste linje efter hans mening bør udtales é-arn; heri har den videnskabelige metrik (Sievers) givet ham ret.

Den anførte udtalelse af en mand, som vistnok ikke selv var skjald, taler tydelig nok. Skjaldenes poetiske form og sproget var uadskillelige; det ene nødte skjalden til at give nøje agt på det andet.

Hertil kan føjes skjaldekvadenes æstetiske betydning. En digtarts æstetiske betydning er altid relativ og nøje knyttet til den tids ånd, i hvilken den blomstrer, finder folks smag og behersker denne. For de allerfleste i nutiden vil skjaldepoesien i æstetisk henseende være overordenlig, for ikke at sige ganske fremmed, og anderledes kan det heller næppe være. Dens udtryksmåde, de mere eller mindre indviklede omskrivninger og sætninger, vanskeliggør forståelsen og følgelig nydelsen af den. De allerfærreste vers er så simple (f. ex. flere af Sigvatr) og ligefremme, at de uden videre kan forstås af læseren. Derfor må man først få de ord, som hører sammen, samlede og omskrivningernes enkelte led rigtig opfattede, for man kan nyde disses fortræffelighed og versets indhold. Når hertil kommer, at versene overmåde hyppig lider af forvanskninger, der vel ofte kan fjærnes, men undertiden ikke, er det ikke underligt, at disse vers i nutiden kun kan nydes af ganske få. Ja i selve oldtidens sidste tider, i den sidste halvdel af det 13. og endnu mere i det 14. årh., har forholdet på Island været noget lignende. Derom vidner bedst den stærkt forvanskede form, skjaldekvadene i den nævnte tids håndskrifter frembyder. Den poetiske smag var dengang forandret. Den gamle drapedigtning var hørt op med at være så folkelig og almindelig, som tidligere, d. v. s. i det tidsrum, vi her behandler. I den var det sandelig ikke skjaldene alene, som forstod kvadene og var i stand til at nyde dem. Fyrsterne selv, for det første, forstod dem meget godt; de var selv ofte digtere. Men også deres hird og den mere oplyste del af befolkningen har sikkert i det hele og store været i stand til at forstå dem (jfr ovf. s. 342-43). Ikke engang de laveste samfundsklasser var blottede for indsigt i og interesse for denne digtning. Dette er fuldstændig klart og forklarer den overordentlige udbredelse af skjaldepoesien og den storartede produktion, vi møder. Vi har i det foregående (s. 341-2) set, hvor ofte skjaldene underholdt folk ved at fremsige egne og andres kvad, og hvor almindeligt et underholdningsæmne disse var. Det har sikkert ikke været indholdet selv alene, det vil sige: de berettede kendsgærninger, der morede folk, men også selve ordene og omskrivningerne og de derpå beroende smukke og træffende ordsammenstillinger, kort sagt: de digteriske billeder i det hele; disse, som nu nøje var knyttede til og ligesom fremvoksede af indholdet, forhøjede dette og omgav det med en pragtfuld glans og levende kolorit, hvis grundlag folk så godt kendte fra deres eget liv og derfor forstod så godt at skatte. Hertil kom så de iørefaldende rytmer, bevirkede ved de fremhævende forlydsrim og de vellydende, behagelig afvekslende indrim. Alt dette egnede sig godt til at fange folks øre og s|æl, ikke mindst når dette blev båret frem af en kraftig og smuk stemme. Således blev skjaldekvadene en af folks vigtigste æstetiske nydelser i dette tidsrum.

Man har ment, at tilhørerne har istemt f . ex. omkvædsversene; men dette er fuldstændig ubevisligt. Derimod hører vi, at de ligesom i kor kunde gentage en del af et vers (f. ex. dets sidste linje), hvis den i en eller anden henseende var træffende. Da digteren Máne (i det 12. årh.) havde sunget sit spottevers om gøglerne i kong Magnus' hal, hedder det: »Da blev der megen latter og hirdmændene dannede en kreds om gøgleme og kvad verset, men hyppigst linjen: kjapt ok blásna hvapta« (20) (en hentydning til spillemændenes stærkt oppustede kæber). Men dette eksempel beviser intet som helst angående en kormæssig gentagelse af omkvæd i det hele; det viser kun, hvilken stormende lykke et vel digtet vers kunde gøre.

Også i kulturhistorisk henseende er skjaldepoesien både ved indhold og form af høj betydning, idet den ikke alene vidner om det norske og islandske folks vigtigste åndelige interesser og intellektuelle standpunkt, men desuden giver mangfoldige oplysninger om den mere materielle kultur, det ydre liv og livsvilkårene. I så henseende er digtene endnu ikke tilstrækkelig benyttede og udbyttede.




Noter:

1): Snorre Sturlason: Hkr. prologen.
2): Hkr. (Olaf Tryggvasons saga), I, 407.
3): Flat. II, 226; jfr. 431: „Svá er sagt í kvæði því, er ort er um þá . . . fleiri eru þau tiðindi, er kvæðit vísar á, er þeir hafi báðir samt at verit" osv.
4): Egilss. s. 117. 279. Jfr. Sn.-E. I, 434-6, hvor Snorre henviser til sagnhistoriske digte: „Således fortælles det i digte, at Hjadningerne skal afvænte Ragnarök".
5): Fsk. s. 95.
6): Fsk. 137.
7): Sst. 139.
8): Corp. poet. bor., navnlig fortalens § 13: State of text and remaniements of Court-poetry (s. Ixxxii ff.).
9): Corp. poet. bor. Ixxxiii.
10): Den nord. kirkes grundlæggelse Till. s. 69-72.
11): Også skoliet 63 til Adam af Bremen går ud herfra.
12): Se Skj. digtn. B I, 349 v. 9.
13): Se Skj. digtn. B I, 341 v. 9.
14): Sst. s. 356 V. 7.
15) :Forns. 112; Fms. III, 24; Flat. I, 533.
16): Hkr. III, 93.
17): Her kan vi erindre om islænderen, der fortalte kongen selv hans egen ”udfærds saga”, som han havde lært af Halldórr Snorrason, der havde fortalt den på altinget, og hvorom kong Harald sagde, at den var ”fuldstændig sand”, Mork. 72-3.
18): Dette sproglige spørsmål er taget op til ret alsidig behandling i min afhdl. Norges og Islands kulturforbindelser og sprogforhold i det 9. og 10. årh. Jfr. C. Marstranders bog: Bidrag til det norske sprogs historie i Irland (1915).
19): Den 1. og 2. grammat. afhandling i Snorres Edda 1886, s. 32-3.
20): Fms. VIII, 207-8.