FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Karakteristik af skjaldene

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§3. Skjaldepoesiens arter, dens indhold og dettes betydning. Karakteristik af skjaldene. Stilen.


Karakteristik af skjaldene

Der er i det foregående foretaget en undersøgelse af eddadigtene i deres helhed i den hensigt, derved at komme til nøjere kendskab til deres digtere og disses samtid (ovf. 83 - 97). Da vi gennem skjaldekvadene, hvoraf de allerfleste er navngivne, i regelen er i stand til at danne os et efter omstændighederne ret godt begreb om deres forfatteres åndelige standpunkt, dannelse og øvrige egenskaber, er det til en vis grad muligt, at give en fælles beskrivelse af dem; om deres hensigt, mål og med er ovenfor handlet. Hver enkelt vil desuden blive særskilt behandlet, og da vil det blive forsøgt at samle og fremhæve, hvad der måtte være ejendommeligt for hver især.

Her vil vi i korte træk søge at skildre eller belyse enkelte sider af skjaldenes digte, hvorved deres stilling til og omtale af fyrsten i første række kommer i betragtning.

I Rigsþula er jo kongedømmet blevet fremstillet som den ypperste stand, ragende højt op over alle andre stænder ved kongens legemlige og åndelige fortrin. Hertil svarer fuldstændig det billede af kongen, som skjaldekvadene fremviser. Han betegnes da for det første som den fornemme, af ædel byrd, den kongebårne, fra guder nedstammende. Fyrstens åndsoverlegenhed og fortrin betegnes ved tillægsord som aldyggr (»fuldendt brav og pålidelig«), klog, vis; han er munter, glad, venlig, mild og blid, folks ven, veltalende, samvittighedsfuld, edtro og omhyggelig m .h. t. sine ord og løfter; hvad enten sådanne tillægsord altid passer på de historiske personer, som de tillægges, eller ej, viser de i ethvert tilfælde digternes og da også deres samtids høje, ja, ideelle krav til en fyrste, hans egenskaber og handlemåde. Samtidig er fyrsten stolt, ubøjelig og lign.; særlig interessante er de tillægsord og omskrivninger, der betegner ham som den, der skal bevare den indenlandske fred, beskytte lov og ret, stifte fred, afstraffe tyve og røvere. Det var en gammel tro i norden, at fyrsten og landets frugtbarhed med den gode åring stod i den inderligste forbindelse med hinanden; derfor betegnes fyrsten som »årsæl« (ár=år, åring) og lign. I forhold til guderne stilles han temmelig sjælden (vigtige er dog i så henseende Eyvinds Hákonarmál og Vellekla, men her foreligger der ganske særlige grunde til at de besungne fyrsters forhold til guderne fremhæves); for den kristne tid gælder det samme; gudsforholdet betones kun af enkelte (Arnórr). Fremdeles betegnes fyrstens mod i almindelighed; han er modig, huprud, kraftig, energisk, udholdende, rådsnild; disse betegnelser danner overgangen til dem, der fremhæver fyrstens ydre virksomhed og da naturligvis navnlig hans krigerske færd; her er skjaldene aldeles uudtømmelige i deres lovord; fyrstens færd belyses fra de mest forskellige sider (fremstormende, barsk, grum, hård, tapper, kampstærk, kampdjærv, kampglad osv., for ikke at tale om alle de hundreder af omskrivninger for fyrsten som kriger). Det er så langt fra, at disse betegnelser af fyrsten har noget frastødende ved sig; det helhedsbillede, som derved fremkommer, er overordenlig smukt og tiltalende. Dette billede er tillige i etisk forstand ædelt og ophøjet og viser – middelbart - digternes egen etiske opfattelse.

Man mærker her atter en sans for det sømmelige, som eddakvadsdigterne i en så fortrinlig grad viste sig at være i besiddelse af. Dette kunde oplyses ved en mængde eksempler. Særlig skal der her gøres opmærksom på, hvorledes fyrstens fjender og besejrede modstandere behandles. Man skulde tro, at digterne ofte vilde få lejlighed til at gøre sig lystige over de flygtende og disses lidet mandige færd osv. Dette er dog ikke tilfældet. Modstanderne omtales med skånsomhed, ja højagtelse, undertiden ikke uden et vist vemod, når skjalden kommer til at tænke på den nød og elendighed, land og folk må lide. Dette hindrer naturligvis ikke, at skjalden dog føler en vis indre tilfredshed over nederlaget, d. v. s. deres egen fyrstes sejr og den derved vundne berømmelse. Undtagelsesvis findes en spottende omtale af fjendernes færd, som når f. ex. Þorbjörn hornklofe med bidende ironi siger (i sit digt om Hafsfjordslaget): »De sårede kastede sig ned under rorbænkene, stak næsen i kølen og lod deres bagdel stå i vejret. - De forstandige svende lod deres skjolde blinke på ryggen af sig; de blev nemlig slåede med sten. Østkøllerne (de fra det sydøstlige Norge) løb i rasende fart hjem over Jæderen fra Hafsfjord - vi blev glade ved den dåd«. Noget lignende findes også hos Torf-Einarr og desuden hos forskellige islandske skjalde, og da særlig i løse vers om deres personlige fjender. Ofte omtaler digteren ganske kort, hvad der ved en given lejlighed burde og ikke burde være sket, f. ex. m. h. t. det indbyrdes forhold mellem fyrster eller mellem fyrsten og folket, og lægger herigennem en sund, forstandig opfattelse for dagen. I denne henseende når ingen højere end Sigvatr (Bersöglisvísur). Ligesom digterne i sådanne tilfælde viste deres selvstændighed, manglede de i regelen ikke personligt mod, som ovf. fremhævet.

Digternes sans for den kvindelige skønhed står på højde med eddakvaddigternes, men vi har desværre så lidt bevaret af deres elskovssange. Disse bærer undertiden et melankolsk-elegisk præg - sorg over ikke at besidde eller over at måtte være fjærnet fra den elskede; her er tonen altid dæmpet, følelsen dyb og har åbenbart undertiden vanskeligt ved at blive omsat i ord. Men viserne kan også være af en spøgefuld art (kong Haralds gammenvers). Hyppigst er dog de lidenskabelige og temmelig voldsomme elskovsudbrud (Hallfreðs og fremfor alt Kormáks); de går ud på i meget stærke og glødende, men som oftest malende ord at fremitille den elskedes fortræffelighed og dejlighed; dette gøres ofte ved sammenligning af den elskede med de ypperste og stolteste ting, som glædede en Nordbos hjærte og frydede hans øje; særlig er det yndet at sammenligne den væne kvinde, der stolt skrider frem i andre kvinders skare, med et prægtig udstyret skib på voven. Kormákr vurderer sin elskedes øje, hår og tilsidst hende selv til en meget høj pris (lige så meget værd som hele verden). Smægtende følsomhed kendes ikke, men vel en vis romantisk kærlighed af lignende art som den, der så smukt skildres i Skírnismál og Fjölsvinnsmál. Således var Harald hårfagres kærlighed til Finnepigen. Sanselighed i grovere forstand findes endnu mindre (det skulde da være til en vis grad hos Hallfreðr). Det er stærke, men kærnesunde følelser, der overalt møder os.

Et vist velgørende skælmeri, for hvilket versets form aldeles ingen hindringer lægger i vejen, møder vi ikke sjælden; således [f. ex i den lille fortælling om den unge Eindriðe Einarssons forhold til den mægtige Erling Skjalgssons datter, Sigriðr, hvor de to unge var så godt som ene sammen. Hendes fader nærede en - ugrundet - frygt for, at der var hændtes noget utilladeligt; Eindriðe benægtede dette bestemt (i et vers): »intet af møens legeme kom mig nær på øen [hvor de havde overnattet; så tilføjer han ærligskælmsk] - undtagen hendes læber. Enhver, som siger andet, ham skal times en ulykke«. Lignende findes i Björn hitdølakappes, Kormáks og ikke mindst Gunnlaugs vers.

Fortrinlige skildringer af sorg og længsel, nedtrykt stemning og sjælenød findes hyppig (Önundr tréfótr, Hallsteinn, Oddr Kíkinaskáld, Kveldulfr og fremfor alle Egill Skallagrimsson [Sønnetabet]). Hoveren (Egill, Þórðr Kolbeinss., Björn hitd. k. ofl.), forbandelser (Egill ofl.), hævnlyst (Víga-Glúmr osv.) udtales kraftig og fyndig; vægtige råd (Gísle Súrsson) gives og så fremdeles.

Alle disse stemninger får deres slående ejendommelige udtryk i så godt som et eneste versemål, drotkvædet; det er vidunderligt at lægge mærke til, hvor fortrinlig dette passer som ramme om en hvilken som helst sjælsstemning.

Det, der udgør skjaldekvadenes væsenligste indhold, således som vi kender dem, er skildringer af kamp, slagets gang og de enkelte heltes, særlig fyrstens, udmærkede deltagelse deri, og så endelig resultatet, sejren. På grund af versenes indretning og knappe form i det hele, er udtrykkene ofte temmelig almindelige (ørne, ravne fik blod at drikke, lig at slide«, »ulvene fik deres snuder rødfarvede i de faldnes blod« osv., »Odin fik val«, »Odins mænds [Einherjernes] tal blev forøget«); kampbulderet, våbnenes flugt, pileregnen, spydstormen, sværdenes rungende sammenstød med skjolde, brynjer, hjælme - alt dette skildres mesterlig levende og malende. Et særligt middel, hvorved dette opnås, er de af skjaldene så yndede personifikationer af våbnene; et par eksempler herpå er: »den raske helt [Hakon jarl] lokker Odins forladte hustru [jorden, landet, Norge] til sig med sværdenes sande tale« (ɔ: underkaster sig landet med våbenmagt); sværdet sammenlignes ofte med et dyr, hvis mund (munnr = egg, æg) gaber over folks hoveder og fyldes med blod (»sværdet gabede over mit hoved« Gísle Súrss.). Pilene er bevingede fugle (»gæslinger«), der stikker til blods med deres hårde næb (spidsen) osv. Denne personifikation beror på folkets almindelige fantasi, der går langt tilbage i tiden.

Særlig fortjæner også skjaldenes beskrivelser af sejlasen, skibenes bevægelse, bølgegangen at fremhæves; utrolig opfindsomme er de her til at variere udtrykkene og fremkalde billedet af de forskelligste sider f. ex. af havets mangefarvede udseende, af skibets gliden over havet, af tovenes knagen og plankernes bragen, af bølgernes leg, der undertiden kan blive farlig nok, af solstrålernes spil på hav og de skjoldfunklende skibe (1). Men søen var jo Nordboernes rette element; det er ikke underligt, at skjaldene elskede det og kælede for det i deres sange. Også her gør den nævnte personifikation sig stærkt gældende både m. h. t. skibe og søen. Der er liv og malerisk anskuelighed i sådanne vers som følgende (af Refr) : »mastetoppens smidige dyr bærer vestenfra vovetrykkede bove - jeg vænter land foran stævnen - skummet sprøjtes i vejret«; her kunde der anføres hundreder af lignende eksempler. Men disse vers er næsten ikke til at gengive i noget sprog, ida netop det, der er det ejendommeligste og smukkeste ved dem, enten afbleges eller fuldstændig ændres eller også - ved ordret gengivelse - i oversættelsen får et halvkomisk eller endogså et forskruet præg. Fjærnes alle poetiske udtryk og omskrivninger, bliver resten af indholdet ofte lovlig tarveligt i gengivelsen.

I én henseende er skjaldene noget unaturlige, når de omtaler ulvenes sliden i lig og vaden i blod. Bortset fra de talløse steder, hvoraf intet kan sluttes på grund af udtrykkenes almindelige karakter, er der såre få steder, ja, måske slet ingen, hvoraf det kan ses, - og dette gælder i en særlig grad de islandske skjalde - , om de i virkeligheden nogensinde har set en ulv på valpladsen. Derimod gives der nogle eksempler på, at skjalden udtrykker sig fuldkomment naturstridig; således hedder det hos én: »den blodige ulv trak den hurtig stegte krop [af de indebrændte] ud af ilden« (Arnórr), »ulvene trækker ligene op af vandet« (samme); Dette er atter et bevis for, at de levende skildringer af norsk natur, som findes i eddadigtene, beror på, at disses forfattere var norske. Ulvenes forhold til kamp og mandefald var oprindelig naturligt i en norsk digters kvad, som af selvsyn kendte eller kunde kende ulvenes natur. Islænderne derimod havde sjælden eller aldrig lejlighed til at lære den at kende, men fra deres norske forbilleder optog de disse vendinger og skildringer på en måde mekanisk og kom således til at benytte dem dels stereotypt dels unaturlig.

Det er ganske i sin orden, når hensyn tages til skjaldene og deres stilling i samfundet fra og med Harald hårfagres tid, at de ikke har nogen betænkelighed ved at lade deres eget jeg træde frem og i modsætning til eddakvadenes forfattere udtale - dog som oftest ganske kort - deres egne personlige meninger om, hvad de fortæller, eller indskyder korte bemærkninger af en mere eller mindre subjektiv art. Dette findes allerede hos Brage. Disse meningstilkendegivelser fremtræder i regelen som indskudte, parentetiske sætninger (»Det mindes jeg ofte«; »det voldte mig stor sorg«; »glad går jeg til kamp«; »den fyrste var modig«; »således afgjorde nornerne sagen rigtig«; »det var mandepryd« [at fyrsten vandt en så afgørende sejr]). Sådanne udtalelser forekommer selvfølgelig hyppigst i de løse vers. Også disse sætninger tjæner til at gøre fremstillingen fyndig og livlig og til at bryde ensformigheden. Men de er også i en anden henseende overordenlig interessante, idet de dog oplyser os noget om, hvad vi i grunden allerhelst vilde vide og lære at kende, digternes egen individualitet og sjæl.

Til slutning et par bemærkninger om digternes betragtning af deres egen kunst.

Det er forhen bleven bemærket, at digtekunstens oprindelse førtes tilbage til Odin, som antoges at have udvalgt enkelte blandt menneskeheden for at benåde dem med sangens gave. Stærkest og smukkest er dette fremhævet af den gamle Egil Skallagrimsson i hans skønne digt, Sønnetabet; til husvalelse i sin dybe sorg over sine sønners død ytrer han: »dog har Mimers ven [Odin] givet mig helsebod; han har skænket mig en idræt uden fejl og lyde«. Denne idræt er digtekunsten. Den samme velgørende ærbødighed for og beundring af denne fremtræder utallige gange hos skjaldene dels i parentetiske småsætninger (»jeg digter en sang« og lignende, hvor man mærker ligesom en lønlig glæde over og en varm, inderlig følelse af deres ævner) dels i de tillægsord, de benytter om digtningen overhovedet og deres egne digte i særdeleshed. Deres bemærkninger om de sidste (de er »klare«, »lyse« [egl. digterdrikken], »visdomsfulde«, »udmærkede«, »gode«, »herlige« osv.) indeholder ingen selvros og ånder ingen selvforgudelse; disse tillægsord står nemlig dels i den nøjeste forbindelse med troen på digtekunstens guddommelige oprindelse, dels har de hensyn til digtenes indhold, de herlige gærninger, der besynges, de berømmelige personer, hvorom de handler. Heller ikke er det nogen overdreven selvfølelse, når digterne udtaler deres tro på, at deres sange vil evig mindes el. lign.; sådanne udtryk beror på kunstens høje anseelse og den store betydning, samtiden tillagde den. Det er således at forstå, når f. ex. Eyvindr siger: »Endnu engang har jeg opnået (andel i) gudernes drik [skjaldemjøden] og frembragt et lovkvad, stærkt som en stenbro«; netop omskrivningen viser digterens uforbeholdne beskedenhed, og hans tanke kunde omtrent gengives således: »Atter er jeg færdig med et fyrstedigt; men kun fordi det er guderne, der har givet mig ævnen og inspirationen, vil mit kvad aldrig glemmes«.

At kunsten ikke var nogen let sag, men at dens udøvelse krævede tid, agtpågivenhed og ro udtaltes flere gange bestemt, som ex. når Egill dristig sammenligner sit kvad med »noget stejlt, der har været besværligt at betræde med digtningens fødder« (d. v. s. efterhånden at tilbagelægge hele den stejle strækning, føje vers til vers), eller når samme digter siger, at han »har været årvågen og bragt (digter)ordene sammen ved hjælp af taletjænerens [tungens] morgenarbejde«, eller når Einarr skálaglamm udtaler sin fortrydelse over, at »han har våget om natten og i nattens stilhed gjort sig den ulejlighed at digte et kvad om en (utaknemlig) fyrste osv.




Noter:

1): Se Hjelmqvist: Naturskildringarna i norr. diktningen, passim.