FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens arter: Stilen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§3. Skjaldepoesiens arter, dens indhold og dettes betydning. Karakteristik af skjaldene. Stilen.


Stilen

Stilen. Hvad digtene i de simplere versemål angår, er der noget lignende at sige om stilen i dem som om eddadigtene. Hvad digtene i de længere versemål derimod angår, må det først og fremmest bemærkes, at versets formelle indretning i en meget høj grad hindrer retoriske prydelser (gentagelse, virkningsfulde ordstillinger og lign.), idet nemlig ordene, på grund af rimstave og indrim nødvendigvis bliver kastede om hinanden på en mere eller mindre forstyrrende måde. Det er klart, at når et halvvers i ordret gengivelse vilde lyde: »Vil [I], Ravnkedel, høre, hvor rent bevokset med farve Trudes skal jeg og fyrsten tyvs fod-blad [blad = løvblad] prise (1) (d. v. s. »Vil I, R., høre, hvor jeg skal prise Trudes tyvs fod-blad [skjoldet], rent bevokset med farve [malet med lys farve], og fyrsten«), kan ingen kunstneriske hensyn her have gjort sig gældende med hensyn til de enkelte ords stilling, - og dette halvvers er, hvad ordenes rigtige rækkefølge angår, forholdsvis simpelt. Denne omstændighed har dog langtfra forhindret, at folk i almindelighed kunde forstå disse vers, navnlig når de fremsagdes forstandig og distinkt.

Den umiddelbare følge af denne regelløse og vilkårlige ordstilling var selvfølgelig den, at den retoriske sætningsaksentuation ikke alene måtte indskrænkes, men endogså tit og ofte eller måske som oftest helt forsvandt. Hvorvidt en sådan var opnåelig, beroede på, hvilket versifikationstalent digterne besad. At man hos de bedre og bedste (Einarr, Hallfreðr, Sigvatr, Refr, Arnórr osv.) ofte finder en smuk retorisk ordstilling, lader sig ikke nægte; navnlig fremtræder modsætninger klart og tilsigtet virkningsfuldt, som når det hos Einarr hedder: »Ikke vilde den gavmilde Yggs ætling [jarlen], han som havde haft så mange kampe, bede kongen [en af Erikssønnerne] om fred; jarlen bøjede sig ikke for kongen«; de her fremhævede modsætninger føles ypperlig i originalens form. Et andet eksempel, som Svb. Egilsson forlængst har fremhævet, er den smukke slutning på Gísle Súrssons sidste vers: »den kraft gav sin søn [mig] min fader« (þá gaf sínum sveini ǀ sverðs minn faðir herðu); her står netop ordene þá, sínum, minn på de mest eller meget stærkt betonede pladser og kunde ikke stå på nogen bedre.

Men det kan på den anden side ikke nægtes, at ord, og da særlig verber, der burde indtage en forholdsvis beskeden plads i deres omgivelser, i virkeligheden trænger sig for stærkt frem og ofte optager de første og de bedste pladser - alt sammen en følge af versets indretning og form. Vi må huske, at i et halvvers skulde der være 12 betonede stavelser (3 i hver linje), hvortil endnu kunde komme stærkt bibetonede; altså skulde mindst halvdelen af stavelserne i et halvvers udgøres af stærkt betonede ord eller orddele; det var således ikke til at undgå, at man måtte besætte nogle af de mere fremskudte pladser med ord eller orddele, som ikke helt fortjænte dem. Dog må man ikke være altfor rask til at fordømme den slags; et udsagnsord, der ellers er lidet betonet, kan være berettiget indehaver af en betonet plads i linjen, f. ex. i Óttars: es framr Svía gramr; digteren samler energisk sin beskrivelse af kongen i ét ord og siger: »kort sagt, kongen er fremragende«.

Ligesom den knappe form har fremkaldt omskrivninger og den masse af poetiske enkeltbenævnelser, der haves (hvorom nedenfor), således har den også bevirket en anden ejendommelighed, nemlig de overordenlig stærkt benyttede tillægsord, der ikke er rene epitheta ornantia og som sådanne undertiden fyldekalk. De her pågældende tillægsord er prædikative, og de kommer på en måde til at stå i steden for en hel sætning, ved hvis indhold en handling egenlig skulde begrundes eller på en anden måde nærmere belyses. I et vers som Hornklofes: Hrjóðr lét hæstrar tíðar ǀ harðráðr skipa börðum ǀ bárufáks hins bleika ǀ barnungr á lög þrungit (Glymdr.) må man vel vogte sig for at ordne ordene således: »Barnungr, harðráðr hrjóðr osv.« og altså oversætte: »den barnunge, kraftige rydder osv.«; de må opfattes på følgende måde: Hrjóðr hins bleika [dette adj. er naturligvis ornans] bárufáks lét, harðráðr, barnungr osv., og gengives ved: Krigeren (egl. den blege, lyse bølgehests rydder) lod, eftersom (el. fordi) hans (råd=) aner og bestemmelser var hårde (=kraftige, uomstødelige) og uagtet han var så ung som han var osv. I det ovenfor anførte halvvers af Einarr (foreg, s.) er ordene: »han som havde haft så mange kampe« oversættelse af et eneste ord: fjölsnerrinn, og meningen er: »fordi jarlen havde haft så mange kampe (var en så prøvet og sejrrig kriger), var han sandelig ikke til sinds at give efter og bøje sig for kongen«. De fleste tillægsord, der betyder modig, glad osv. (se ovf. 372), er i regelen at opfatte prædikativisk. Det samme gælder også hyppig de ordstammer (tillægsord eller andre), hvoraf sammensætninger dannes; de spiller dér en lignende rolle som selvstændige ord. Herpå er det måske ikke af vejen at vise et udførligt eksempel, som tillige kan tjæne til analyse i andre retninger. Ordret oversat lyder et vers af Ulfr Uggasons Húsdrápa således: »Gudernes frygtelige vens [Tors] pandes indmåne [øjet] skinnede; den ry-rige gud skød rædselsstråler mod jordens ring [midgårdsormen], men jordens [udtrykkes her ved et andet ord end første gang] stiv-bælte stirrede skarpt-skuende på jætternes prøver [Tor] foran bådkanten og spyede gift«. Hvor storslået et billede er ikke det, digteren her ved ringe midler har vidst at frembringe, idet han vilde skildre det første møde mellem Tor og ormen, verdens to mægtigste væsner, det første gensidige syn af hinanden. Tors skikkelse gøres så levende for os derved, at han kaldes »frygtelig« (egl. er dog originalens öndóttr endnu mere betegnende), og hvor klart ser vi ham ikke, hvor han med lynende, gennemborende blik stirrer på ormen. Og så ormen. Den kaldes her - blandt andet - »jordens stivbælte« = det jorden omgivende, ubøjelige bånd, bælte); dette stiv - som heller ikke ganske når originalens stirð- er, når der tages hensyn til en slanges almindelige beskaffenhed - den er jo bøjelig og smidig - , ikke synderlig rammende. Men det er netop digteren her om at gøre - ikke at give midgårdsormen et almindeligt epitet, men , - at give et øjebliksbillede af den, som den hang på krogen, strittende af alle kræfter imod og da selvfølgelig udspændt i hele sin udstrakte længde. Dette fortrinlige billede fremtryller skjalden ved det ene lille ord stirð-. Endnu må vi gøre opmærksom på den smukke omskrivning for Tors øje: »pandens indmåne«; atter her er det lille sammensætningsled ind (ɔ: inde, dybt inde liggende), der gør billedet så levende og anskueligt.

I det hele må alle sådanne betegnelser, hvad enten de er mere eller mindre selvstændige, altid så meget som muligt søges forklarede og forståede under henblik til den foreliggende situation og udfra denne.

I enhver omskrivning ligger der en sammenligning og tillige en adskillelse, aldeles som tilfældet er med gåder. Undertiden tilføjer skjalden da - aldeles uvæntet - et tillægsord, hvorved den betegnede genstand yderligere adskilles fra den, den sammenlignes med. Når således Þjóðólfr fra Hvinir sammenligner drikken i et umådeligt stort kar med søen og kalder øllet »hornets sø«, tilføjer han 'vindløs', d. v. s. den sø, der aldrig oprøres af stormen (Yngl. 1); et andet sted (sst. 18) fortæller han, at en fyrste blev gennemboret af »tyrens skedeløse sværd«; »tyrens sværd« (ɔ: hornet) kommer aldrig i en skede. Af samme art og anvendt for at gøre samme virkning er en omskrivning for en kvindes hoved(guld)bånd (diadem) som »Fullas pandes fald [ɔ: faldende] -sol«; »Fullas pandebind« var af guld og omskrives her ved sol; »fald« er overflødigt, men udtrykker, at den sol, der her er tale om, kan falde af (ned) i modsætning til den egenlige sol på himlen (2).

På dette - og omskrivningernes specielle - område er det, at skjaldene på engang viser deres skarpe, logiske tænkning, deres åbne sans for naturen og deres klare blik for dens forskellige, mangeartede sider, samt endelig deres glimrende ævne til i ord at sammentrænge deres tanker til det mindst mulige. Her fejrer deres sprogkunst og sproglige originalitet deres smukkeste triumfer. Vi står her ved overgangen til de egenlige, poetiske omskrivninger og benævnelser.




Noter:

1): Jfr. K. Gíslason: Skjaldedigtenes Beskaffenhed i formel Henseende (særtryk.) s. 20.
2): Se K. Gíslason Njála II, 309-10.