FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens definition: Digtenes opbevaring

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§2. Skjaldepoesiens definition. Navnet skjald; andre navne på poesien, enkelte arter, enkelte slags digte. Dens oprindelse; skjaldenes studium. Deres ophold hos fyrsten, måde at digte på; deres optræden, deres forhold til fyrsterne; fremsigelse af egne og andres kvad (underholdning); deres anseelse og løn; deres forhold til hverandre. Skjaldedigtenes opbevaring.


Digtenes opbevaring

Digtenes opbevaringsmåde. Som bekendt siger Snorre Sturluson i fortalen til sin Heimskringla: »Hos kong Harald (hårfagre) var der skjalde, og man kan endnu deres digte og ligeledes alle kvad om alle de konger, som siden har hersket over Norge« (1). Selv om dette skulde være noget overdrevet, hvad det dog ikke behøver at være, er det under alle omstændigheder sikkert, at der ved år 1200 eksisterede på Island en meget betydelig masse af de gamle skjaldekvad fra alle forudgående tider. Da nu den skriftlige optegnelse først begynder noget efter år 1100, er der kun en måde at forklare tilværelsen af så mange kvad, nemlig den, at de ved hjælp af mundtlig overlevering er forplantede fra det ene slægtled til det andet; deres tilstedeværelse i det 12. og 13. årh. skylder de en trofast hukommelse på selvsamme måde som eddakvadene, og, som vi senere skal se, den historiske overlevering og lovene. Selv om vi ingen positive beviser havde herfor, måtte det dog siges, at således og ikke anderledes må det være gået til. En anden og mere sikker opbevaringsmåde antydes i en, iøvrigt meget pålidelig saga, Egilssaga, nemlig den, at riste digtene på træstykker med runer (2). Dette har bevæget E. Sievers (3) til at antage, at de gamle kvad overhovedet således er blevne opbevarede - »denn nur so lässt sich die Menge und die relativ korrekte Überlieferung der alten Lieder begreifen«. Rigtigheden heraf er dog meget tvivlsom. For det første er det ikke i og for sig sandsynligt, at det skulde være gået således til, som Egilssaga antyder; dernæst, og det er meget vigtigt, omtales denne brug af runerne ellers aldrig i litteraturen, undtagen i senere og rent apokryfe sagaer, der liden eller ingen tiltro fortjæner. Endelig kan Snorres anførte ord betragtes som indeholdende et afgørende bevis imod Sievers' antagelse. Enten må oplysningen i Egilss. forklares som beroende på en misforståelse hos dens forfatter, idet han har overført på en ældre tid, hvad der muligvis, men dog vistnok aldeles undtagelsesvis, skete i hans tid, eller også som en af de udvidelser, sagaen i senere tider har fået. - Det vilde være højst påfaldende, aldrig ellers i de bedre sagaer, hvor vers og digte atter og atter anføres og omtales, at træffe en eneste oplysning eller blot så meget som en svag antydning af en sådan opbevaringsmåde, hvis den i virkeligheden havde eksisteret eller været almindelig. Hertil kommer også andre grunde, der taler imod denne brug af runerne, men herom må der henvises til et senere afsnit. Der er i virkeligheden intet som helst, der taler for, at skjaldekvadene, efter en større målestok, ja overhovedet, er blevne opbevarede på træstokke.

Derimod har vi andre direkte udtalelser og beretninger i mængde om en anden måde, hvorpå de gamle vers opbevaredes. Vi hører da gentagne gange om en vidtdreven udenadslæren af gamle skjaldekvad af enhver slags, og ved de fleste af de oplysninger, vi herom får, klæber der ikke den fjærneste kritiske tvivl. Foruden de ovenanførte meget vægtige ord af Snorre - hvor man særlig bør lægge mærke til »og man kan endnu« - , kan vi henvise til, hvad der ovenfor er blevet bemærket om de mange og dygtige fremsigere af skjaldekvad. Disse mænd kunde og måtte kunne en mængde digte udenad; det er selvindlysende. Den bedste og mest oplysende beretning herom er den om Stúfr skald Þórðarson, som efter at have fremsagt en halv snes flokke, erklærede, at han kunde ikke færre draper (se ovfr. s. 341). Digteren Máne (i det 12. årh.) fremsagde Halldórr skvaldres Útfarardrápa osv.; der kunde anføres mange eksempler. Sådanne folk, som de hernævnte, må ligefrem have gjort det til deres særlige opgave og studium at lære ældre digteres kvad udenad både for selv at lære af dem og for at underholde andre dermed. Det er nu indlysende, hvor lidet der skulde til, at digtene på den måde opbevaredes gennem flere århundreder. Þormóðr lever f. ex. o. -1030; han har således været i stand til at kunne udenad en stor del af det 10. (og det 9.) århundreds kvad. Han afløses af Stúfr (hermed er ikke ment, at de i virkeligheden har stået i forbindelse med hinanden), der lever o. 1025 til efter 1066, og således kunde vi nå helt ned til det 12. årh. eller til nedskrivningsårhundredet. Are frode († 1148) havde en stor del af sit historiske arbejdes indhold fra en mand, som var født 995. Der er således ikke mange slægtled, som strængt taget behøves for overleveringens skyld.

At skjaldene selv har sørget for, at andre lærte deres fyrstervad, fremgår af, hvad der fortælles om Sneglu-Halle og hans kvad om den engelske konge: »Han havde intet digtet om kongen undtagen det rene vrøvl (endileysa ein) og han kunde derfor ikke lære andre det« (5).

Udtrykkelig hedder det fremdeles om forskellige løse vers (lausar visur), at »dette (disse) vers lærte man (han, hun) straks på stedet«. Dette fortæller Snorre f. ex. om de tre vers, som skjaldene Gizurr, Þorfinnr og Þormóðr morede sig med at digte lige før Stiklestadslaget (6). Det samme fortælles om to vers, som Þorbjörn Brúnason havde digtet; hans huskarl lærte dem bægge (7). I Vatsdælasaga siges en fårehyrde ved en given lejlighed at have fremsagt 12 vers, medens han væntede på, at der blev lukket op for ham osv. (8).

Til slutning fremgår denne udenadslæren af og nøje kendskab til ældre digte deraf, at man hos skjaldene tidt og ofte finder genklang og efterligning af ældre digteres udtryk og vendinger, ja benyttelse af hele verslinjer. Eyvindr skáldaspillir ses at have kendt og kunnet Þjóðólfr fra Hvinir's Ynglingatal, samt det langt yngre Eiríksmál. Han efterlignede jo bægge disse digte. I erfidrapa Óláfs Tryggvasonar af Hallfreðr 7.4 findes en linje, der genfindes i Glymdrápa af Þórbjörn hornklofe (7,2 rymr knáttu spjör glymja), Arnórs: Skjöldungr stökk með skæðan þokka ǀ skeiðarbrands fyr þér ór landi er tydelig en efterligning af digtet Oddmjór's: skjöldungr rak med skildi ǀ skeiðarbrand ór landi. Mange flere eksempler kunde anføres herpå. Endelig er begyndelsen til den såkaldte eptirmáli i Snorres-edda, hvor ældre hovedskjaldes kvad og måde at digte på forudsættes som almindelig bekendt (9), af vigtighed.

Alt det anførte må betragtes som et uigendriveligt bevis for det ovenfor antagne, at skjaldepoesien er blevet opbevaret således, at det ene slægtled har lært den af det andet, og kun således.

Hertil skal føjes, at det var en forholdsvis meget let sag at lære disse kvad og huske dem. Foruden at hukommelsen i de tider, der her er tale om, var langt stærkere end senere, var og er rimstavelserne og forlydsrimet i så godt som hver linje aldeles fortræffelige hjælpemidler, så at folk, der endogså har vanskeligt ved at lære udenad, er i stand til med temmelig lethed og i en forholdsvis meget kort tid at lære et drotkvædet vers.

Selve beskaffenheden af overleveringen i de os nu opbevarede brudstykker af de gamle vers vil vi senere behandle.




Noter:

1): Hkr. I, 5.
2): Det hedder i Egilss. (s. 286), da Þorgerðr havde bevæget sin gamle fader, Egill, til at digte Sønnetabet: „Nu vilde jeg fader, at vi forlængede vort liv, så at du kunde forfatte et arvekvad efter Böðvarr, men jeg skal riste det på en stok”.
3): Grundriss d. germ. Phil.1 s. I, 243.
4): Stederne findes samlede hos B. M. Olsen: Runerne osv. s. 6-7.
5): Sex söguþ. 38-9. I forbindelse hermed kan vi minde om, at Skapte lovsigemand lod sin søn Steinn lære udenad et digt om Olaf d. hellige, som han skulde fremsige for ham. Hkr. II, 311. Hvorfor tog han det ikke hellere med sig ristet på kefli, hvis det havde været skik, at riste digte på sådanne?
6): Hkr. II, 459-60.
7): Heiðarv 84. I Grett. (106) hedder det, at „en kvinde lærte verset", og senere (s. 146) om Grímr, „at han lærte" Hallmundarkviða.
8): Fornsögur (1860) s. 41. Eller det samme vers 12 gange?
9): Snorra-Edda I, 224.