FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens definition: Oprindelse, studium

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§2. Skjaldepoesiens definition. Navnet skjald; andre navne på poesien, enkelte arter, enkelte slags digte. Dens oprindelse; skjaldenes studium. Deres ophold hos fyrsten, måde at digte på; deres optræden, deres forhold til fyrsterne; fremsigelse af egne og andres kvad (underholdning); deres anseelse og løn; deres forhold til hverandre. Skjaldedigtenes opbevaring.


Oprindelse, studium
I Skjaldepoesiens oprindelse førtes i oldtiden, ligesom de fleste andre åndelige færdigheder, tilbage til den mest overlegne af guderne, Odin. Med fare for sit eget liv havde han ifølge myten erobret sig skjaldemjøden fra jætterne, og han kunde siden give den til hvem han vilde (1). Ligesom forskellige sider af Odins krigervæsen (kraft, mod) blev omdannede til selvstændige guder, således også hans digtekunst. Den blev personificeret i en selvstændig guddom, Brage, som selvfølgelig kaldtes Odins søn. Dette navns betydning eller denne guds virkelige væsen og alder skal ikke drøftes her. Kun må det fremhæves, at Brage, som han skildres af Snorre, sikkert er en ægte type på de gamle þulir ved sit lange skæg og sin store visdom.

»Brage hedder en af aserne; han er udmærket ved visdom (speki), men mest ved talekunst (málsnild) og ordkløgt (veltalenhed, orðfimi); han kan mest af skjaldskab og af hans navn kaldes skjaldskab bragr« (2), I disse ord findes meget rigtig angivet, hvilke ævner man i oldtiden mente, en mand måtte være i besiddelse af, for at kunne kaldes en digter. Disse var medfødte anlæg, som ævnen til at tænke, lære og huske, tilligemed ævnen til at udtale sine tanker, give dem udtryk i ord og da naturligvis i »bundne« ord, i metrisk form, som jo var den eneste måde, Odin selv skal have talt på (3); hertil kommer det udefra optagne, fra menneskelivet hæntede, ved erfaring vundne åndsindhold. Speki indbefatter bægge dele, såvel den medfødte ævne til at tænke dybt og klogt, som den positive, erfaringsmæssige viden om menneskelivet i dets indre og ydre fremtræden.

At digte betragtes som en kunst, en idræt efter gammel nordisk udtryksmåde (4). Denne kunst var kun fuldkommen, når de nævnte egenskaber var tilstede. Manglede der noget i dem, blev den, der alligevel forsøgte at udøve den ædle kunst, forhånet og kaldt med det lidet smigrende navn skaldfifl (5) (digtertåbe). Manglede man hurtig inspiration eller opfindsomhed, uagtet man var i stand til i ro og mag at forme vers, var det heller ikke godt (6). Det højeste ideal var »at tale ligeså hurtig i bundne, som i ubundne ord«, som Odin havde gjort. Kun med én skjald siges dette at have været tilfældet, Sigvatr (7).

Digtekunsten berode i lige høj grad både på medfødte anlæg og studium.

De medfødte anlæg kunde naturligvis være rent individuelle, men allerhyppigst finder vi, at de er en familjearv, således at sønnen arver dem efter faderen eller en af sine andre slægtninge. Vi har overhovedet ret til at tale om digterfamiljer, og vi skal her anføre de vigtigste.

Blandt Nordmændene finder vi Brage gamles slægt. Fra ham nedstammede Gilsbekkingernes store familje med digtere som Tindr, Gunnlaugr ormstunga, Gisl Illugason; selv var Brage en svigersøn af skjalden Erpr. Auðun illskælda siges at have været en slægtning af digteren Ulfr Sebbason. Den norske kongefamilje talte flere skjalde; i slægt med den var Eyvindr skáldaspillir og hans søn Hárekr. Dernæst har vi den berømte Kveldulfsslægt (Myramændene) med digtere som Skallagrimr, Egill, Ölvir hnúfa, Skule Þorsteinsson, Víga-Barðe, Björn hitdølakappe (en slægtning af ham er Hólmgöngu-Berse), Einarr Skúlason osv. Fremdeles kan vi nævne frænderne Einarr skálaglamm, Ulfr stallare, Steinn Herdísarson. Hertil knytter sig Sturlungernes mægtige slægt med Snorre, Sturla, Óláfr hvitaskáld, Steinvör, Jón murte. Þórðr Sigvaldaskáld var fader til den berømte Sigvatr (8) og bedstefader til Óttarr svarte og Hrafn Hrútfirðingr; Þórðr Kolbeinsson var fader til Arnorr jarlaskáld. Glúmr Geirasons sønnesønnnesøn var Stúfr den blinde og hans dattersøn var Helgu-Steinarr. Skáld-Torfa er moder til skjalden Berse, Steinunn til Refr, og de var igen beslægtede med Sturlungerne. Skapte Þóroddsson, lovsigemanden og digteren, var digteren Steins fader; af samme slægt var Hrafn Önundarson; Víga-Glúmr og hans søn Vigfúss var skjalde, ligeledes brødrene Þjóðólfr og Bölverkr, brødrene Markus og Þórarinn; Selárdalsslægten talte flere skjalde (Bárðr svarte, Snorre, Sturla Bárðarson).

Alt dette beviser noksom, at skjaldebegavelsen ofte var en slægtarv. Følelsen heraf var også i oldtiden levende; det viser bedst kong Haralds spørsmål til Stúfr (se s. 337). På den anden side må vi lægge nøje mærke til, hvorledes de fornemste digterslægter i Norge og på Island er sammenfiltrede og på mangfoldige måder knyttede til hinanden. Man lægge også mærke til, at disse slægter i en påfaldende grad udmærker sig i historien på andre måder, f. ex. i det offentlige liv. Hvad der ovenfor er bemærket om de aristokratiske slægters forhold til det gamle åndsliv bestyrkes derved i høj grad. Vi vil i det følgende se, at også i en anden og vigtig henseende har disse digterslægter udmærket sig fremfor andre.

Dernæst berode skjaldepoesien på studium, nám. Denne kundskab var igen af forskellig slags. For det første måtte digterne være i besiddelse af almindelig livserfaring på det psykologiske, det sociale, og, hvis et sådant udtryk kan benyttes, på det moralfilosofiske område, således som de her pågældende livsforhold havde udviklet sig hos Nordboerne. Dernæst måtte de have positive kundskaber og det af dobbelt art. Foruden at kende den fyrstes liv, levemåde og bedrifter, som skjalden agtede at besynge, måtte han først og fremmest have lært digtningens formelle sider på det nøjeste at kende. Han måtte vide, hvorledes versene skulde indrettes og bygges, rimene stilles og forlydsrimene benyttes og anbringes. Fremfor alt havde skjaldene dog at lære, hvorledes de poetiske omskrivningers væsen var, hvorledes de skulde benyttes, og hvorledes nye rigtig burde dannes; men da omskrivningerne for en stor del berode på gamle myter og sagn, måtte også disse til en vis grad kendes. Fremdeles var der utallige enkeltbenævnelser at lære udenad, som kun hørte det poetiske sprog til, men som aldrig eller sjælden brugtes i daglig tale. Der var således ikke lidt for den unge skjald at lære.

Disse kundskaber kunde man tilegne sig dels ved at lære ældre digteres kvad udenad, undersøge dem og deraf udlede bestemte regler og benytte dem som mønstre (9), dels ved en ligefrem undervisning hos de ældre. Om denne, der i og for sig ikke kan være nogen tvivl underkastet, får vi desværre meget lidt at vide i de gamle kilder. En bestemt antydning deraf har man dog forlængst fundet (10). Når skjalden Hofgarða-Refr i et vers af et arvekvad om sin fosterfader, skjalden Gizurr gullbrárskáld (d. 1030), siger: »ofte bragte han mig til ravnegudens (= Odins) hellige bæger« (11), kan disse ord næppe forstås anderledes end således, at der ved dem sigtes til en ligefrem undervisning i skjaldekunsten. Fra en senere tid stammer den regel, der formuleres således: »Men det er nu at fortælle de unge skjalde, som ønsker at lære og forstå skjaldesproget og at samle sig en mængde af gamle benævnelser, eller som har lyst til at forstå, hvad der er dunkelt (mindre forståelig) digtet, skal han lære at forstå denne bog (edda)« osv. (12). Mere eller mindre tilfældige møder og samtaler mellem ældre og yngre skjalde havde også en hel del at betyde for de sidste. En mærkelig oplysning herom haves i Egilssaga. Det hedder om Egill, at han plejede at komme til altinget; her traf han engang sammen med den unge skjald, Einarr skálaglamm - »de kom da til at tale med hinanden, og samtalen tog da hurtig den vending, at de kom til at tale om skjaldskab. Det fandt bægge to var meget morsomt.

Siden kom Einarr ofte til samtale med Egill« (13). Her har det sikkert ikke alene været digtene selv, som fremsagdes til gensidig forlystelse, men rimeligvis også digtekunstens teori, der drøftedes til gensidig belæring. Hos Einarr finder vi et par omskrivninger og udtryk, som synes at have deres direkte forbilleder hos Egill. Sådanne samtaler har sikkert været temmelig almindelige, eftersom digtene udgjorde en væsentlig bestanddel af folks underholdning i det hele, og de har sikkert meget bidraget til, at teorien kunde forplantes ren og uforfalsket gennem lange tider fra den ene slægt til den anden.

Det er da ikke underligt, at digte, som berode på et så vidtløftigt studium, kaldes, som før bemærket, fræði og forn vísendi. Foruden runekunsten var desuden (skjalde) poesien så godt som den eneste eller i hvert fald den mest direkte åndelige idræt, der i dette tidsrum udøvedes, og vi finder, at skjaldene allevegne var højt ansete for deres kunst og visdom.




Noter:

1): Sn.-E. I, 216-22; Hkr. I, 17; Hyndl. 2.
2): Sn.-E. I, 98.
3): „Mælti hann alt hendingum, svá sem nú er þat kveðit, er skáldskapr heitir«. Hkr. I, 17.
4): Således siger skjalden Rögnvaldr kali (d. 1158), at af de 9 idrætter, han forstod sig på, var én bragþættir Orkn. 139. Jfr. et ord som skáldskaparlist (kunst) og „hann hafði þeirar listar ekki fengit" Flat. I, 214 om Hallbjörn hali; hele fortællingen om ham er meget oplysende.
5): Jfr. Sn.-E. I, 222. Det som disse qvasi-digtere havde fået af skjaldemjøden kaldes skáldfiflalutr eller med et endnu mere betegnende navn arnar leirr; jfr. Þórarinn stuttfelds udtryk om Arni fjöruskeifr: „fullvíða hefr fjöruskeifr kastat lastsamr leiri ara ens gamla" (Fjöruskeifr har i sin dadlelyst alt for mange steder udkastet den gamle ørns skarn) Skj. digt. B I, 464.
6): Jfr. fortællingen om Snorri Bárðarson i Mork. 227 (Fms VII, 356), hvor det hedder, at ham „var ekki auðfynt”.
7): Se Hkr. II, 380. Der haves dog i Fóstb. s. 82 en morsom fortælling om Þormóðr kolbrúnarskáld som en stor ordkunstner: „hann er svá orðhagr, at hann mun yrkja saman rárendana, svá at fastir sé" (Han er en sådan ordkunstner, at han vil kunne digte stumperne af sejlråen sammen igen, som om den aldrig havde været knækket).
8): Om Sigvatr selv haves en morsom fortælling om, hvorledes han fik sin overordenlige digterbegavelse. På den gård, hvor han bode, opholdt sig en Nordmand. Sigvatr fangede engang en stor og smuk fisk. Nordmanden befalede Sigvatr at spise fiskens hoved, ti der, sagde han, var ethvert dyrs klogskab gemt. „Sigvatr spiste da hovedet, ja hele fisken og straks derpå fremsagde han et vers . . . Sigvatr blev derpå en klog mand og en god skjald" (Flat. III, 243. Fms. V, 233). På denne måde har man søgt at forklare denne digters overordenlige og tidlig udviklede digterævne. S. Bugge har (Arkiv XIII, 209 f.) søgt at føre denne fortælling tilbage til irsk litteratur, hvad der synes mig tvivlsomt.
9): Hvor stor en anseelse de ældre skjalde nød som lærere, er klart af Snorres ord: „Men ikke har vi fundet alle disse benævnelser i digte, og jeg finder det unødigt at anvende dem, med mindre man finder dem i hovedskjaldenes digte« Sn.-E. I, 470.
10): Jfr. Sn.-E. III, 208-9.
11): „Opt kom hollr [stafna jarðar leiptra Baldr (= Gizurr)] mér at helgu fulli Hrafnásar« Skj. digt. B I, 295.
12): Sn.-E. I, 224, jfr. II, 296.
13): Egilss. s. 288.