FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Þórarinn svarte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Þórarinn svarte

Þórarinn svarte fra Mávahlið (máhliðingr) Herjólfsson var en dattersøn af den fra Eyrbyggja kendte Þórólfr bægifótr. Þórarinn beskrives som »en stor og stærk mand, styg, indejsluttet og stille af væsen.« »Han blandede sig så lidt i andre [mænds sager, at hans uvenner sagde, at man ikke vidste, om han var mand eller kvinde« (1). Denne brave og stilfærdige mand blev uretfærdig beskyldt for at have begået et tyveri og blev derved indviklet i stridigheder og manddrab. Efter en kamp på hans gård, hvor han aflagde frygtelig prøve på, hvorvidt han var en mand eller ej (omkr. 981), digtede han 17 vers (2), der i grunden er »løse vers,« men som oldtiden har betragtet som en sammenhængende cyklus og muligvis kaldt Máhliðingavísur (3). Versene handler dels om kampen selv, dels om digterens egne fremtidsudsigter. Snorre gode fik Þórarinn dømt fredløs, hvorpå han rejste udenlands. Han vendte aldrig mere tilbage og hans skæbne er ukendt.

Alle de Þórarinn tillagte vers er ægte (4). Det bedste bevis herfor er ikke alene den særdeles gammeldags udtryksmåde i det hele og deres udprægede særpræg, men også ord og ordformer, som kun hører til en ældre tid (náar el. næir (5)), ísarn, fáa [acc. plur.], singva, Arnketill).

Det billede, vi får af digteren, stemmer med sagaens beskrivelse af ham. en ærlig, oprigtig, alvorlig karakter, der hader ufred (leitt erum rauðra randa regn), men som, tirret og beskyldt for uærlige handlinger, viser pludselig sin indesluttede og uanede kraft og mod, en mand, som på sin rolige måde kan spotte over modstanderne og deres mangel på en mands egenskaber, og som føler en mandig stolthed over den fuldbragte hævn. Som eksempel på hans korrekte og smukke vers kan følgende tjæne: »De for hjælmene farlige skjoldtings spåmøer (sangmøer, pilene) sang på mit skjold, da Frodes armes buede sol (skjoldet) rødfarvedes for mig. Våbenfloden (blodelven) voksede på sletten.« Om den grædende Nagle hedder det: »Nagle skaffede kun dårlig ligfuglen føde. Denne mand løb grædefærdig op til fjælds. Derimod [og her viser skjaldens retfærdighed sig] gik den behjælmede Alfgeirr med større raskhed til våbensangen.«


_________________________________


Af den berømte høvding Snorre gode selv († 1031) anføres en lille kviðlingr på 4 linjer (6), fremkastet på altinget 1012 om Skapte lovsigemands - uheldige - forligsvirksomhed.

Af den ovennævnte (s. 500) høvding Víga-Styrr, Snorre godes svigerfader og broder til Vermundr den mjove (en fader til Brandr hinn örve), dræbt 1007, anfører Eyrbyggja et vers (7), digtet efter at de to bersærker, Halle og Leiknir (8), var blevne ombragte (omkr. 983). Et andet vers af ham, digtet efter Þórhalles drab, antydes (9).

Kong Harald hårdrådes staller, Ulfr Óspaksson, en indfødt Islænder, digtede kort før sin død et af kampmod svulmende vers (år 1066); (10) han omtales ellers ikke som digter, men han hørte til en stor digterslægt.




Noter:

1) Eyrb. 17-18.
2) Skj. digtn. B I, 105-9.
3) Dette navn findes ganske vist kun i yngre håndskrifter af Ldn., som er knyttede til Björn på Skarðsá, men turde dog være ældre end fra hans tid.
4) Jfr. Aarbøger 1912 s. 42.
5) Jfr. Sievers i Arkiv f. n. fil. V, 133-4.
6) Njála I, 819. Skj. digtn. B I, 197.
7) Skj. digtn. B I, 110-11.
8) Af enhver af disse anføres ét vers (Eyrb. 47-8, jfr. Ísl. s. II, 287), der godt kan være ægte. Skj. digtn. B I, 110.
9) Heiðarv. s. 21.
10) Skj. digtn. I, 372.