FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Þormóðr kolbrúnarskáld Bersason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Þormóðr kolbrúnarskáld Bersason

Þormóðs fader bode ved Isafjorden (1); moderen hed Þorgerðr. Þormóðr synes at være født 997 (2), og han beskrives således: »Han var allerede som ung mand rask og modig, af middelhøjde, sort af hår og krølhåret« (3). Tidlig sluttede han sig til den uforfærdede Þórgeirr Hávarsson, med hvem han indgik fostbroderskab. Fostbrødrene, som de særlig kaldtes, færdedes nu allevegne sammen, de begik mange voldsomheder og blev ilde lidte. Samtidig gik deres, navnlig Þorgeirs, overmod over alle grænser; det kom endogså dertil, at han engang spurgte Þormóðr, hvem han troede var den stærkeste, hvis de prøvede hinandens dygtighed. Dette spørsmål, som jo stod i den stærkeste strid med deres fostbrodered, besvaredes af Þórmóðr på den eneste rigtige måde: »det ved Jeg ikke, men dette spørsmål vil skille os« (4). Ifølge et af versene i Þorgeirsdrápa har der dog været andre grunde medvirkende; dér antyder Þormóðr, at der var folk, som havde søgt at sætte ondt imellem dem. Þormóðr begav sig til sin fader; Þórgeir rejste til udlandet. Imidlertid kunde Þormóðr ikke finde sig i det ensformige liv hjemme på hans faders gård. Derfor begyndte han at besøge en i nærheden boende enke og hendes unge datter Þórdís. Enken var ikke rigtig glad over dette og tilbød Þormóðr sin datter til ægte, men han afviste tanken om ægteskab - »dertil stod ikke hans hu«. Enken lod da sin træl lægge sig i baghold for Þormóðr, som under angrebet blev hårdt såret i den højre arm, så at han siden var kejthåndet. Noget senere blev Þórmóðr på en fisketur forslået til et helt andet sted ved Isafjorden. Her traf han også på en enke, hvis datter var Þorbjörg kolbrún. Þórmóðr oploldt sig hos dem i 14 dage, og han fandt snart behag i datteren med det forstandige udseende, den smukke ansigtsfarve, sorte hår og mørke øjenbryn. Han digtede forskellige kærlighedsvers, ja et helt digt om hende, til løn for hvilket moderen gav ham en guldring og tilnavnet kolbrúnarskáld (5). Siden, da Þormóðr var kommen hjem igen, besøgte han på ny Þórdís, men denne lod, som var hun vred på Þormóðr, og bebrejdede ham, at han havde digtet elskovsvers om en anden. Þormóðr foregav da, at dette ikke var sandt, men at han derimod havde digtet om hende selv, og han forandrede nu kvadet om Kolbrún og fremsagde det således for Þórdís. Natten efter drømte han, at Þorbjörg kom til ham og bebrejdede ham hans utroskab og vankelmod og sagde, at hvis han ikke straks erklærede, hvorledes det hele hang sammen, vilde han komme til at undgælde derfor. Om morgenen vågnede han med hæftige øjensmærter, og nu fulgte han drømmens råd. At han nu holdt op med at besøge Þórdís, følger af sig selv, men sagaen fortæller heller ikke mere om hans forhold til Kolbrún. Snart efter skete der også noget, som vendte hans sind bort fra kvinder og kærlighed, nemlig fostbroderens drab (år 1023). Þorgeirs banemand var den grønlandske høvding Þórgrímr trolle; dette gjorde hævnen dobbelt vanskelig, men Þormóðr betænkte sig ikke. Han rejste samme sommer udenlands (6). Ifølge sagaen (7) rejste han direkte til Norge, hvor han traf Olaf den hellige (8). Men ifølge Óláfssagaen i Flatøbogen (9) kom han først til Danmark, hvor han traf sammen med kong Knud; denne siges han at have underholdt med fremsigelsen af forskellige digte; herfra siges han at være kommen til Olaf den hellige, idet han engang sprang fra et af Knuds skibe over på kong Óláfs skib og med det samme så sig nødt til at dræbe en af Óláfs mænd. Denne fremstilling er dog, som G. Vigfússon allerede har indset, urigtig; alt dette er først sket, da han kom tilbage fra Grønland. Fra Norge er han rejst til Grønland efter en vinters ophold hos kong Olaf (10). I tre år (1024-7) opholdt Þormóðr sig i Grønland og gennemførte hævnen på det eftertrykkeligste, tiltrods for farer og efterstræbelser, som han alle ved sin kløgt og koldblodighed vidste at undgå. Da hævnen var fuldbyrdet, begav han sig tilbage, og nu traf han sammen med kong Knud, som da opholdt sig med sin flåde i Limfjorden efter at være vendt tilbage fra sin berømte rejse til Rom. Da Þormóðr var kommen tilbage til kong Olaf, skiltes han aldrig mere fra ham, han rejste med ham til Rusland (11) og så tilbage til Norge. Før Stiklestadslaget opflammede han alles mod ved sin mesterlige fremsigelse af de gamle Bjarkemål; derpå kæmpede han med udmærket tapperhed; da kongen var falden, søgte Þormóðr den hæftigste kamp, fordi han ikke vilde overleve kongen. Han blev da også ramt af en pil lige i hjærtet, han trak pilen ud, betragtede den og sagde: »godt har kongen underholdt os, fede vore hjærterødder« (12), hvorpå han opgav ånden. I sagaen om Þormóðr har vi tilstrækkelige midler til at bedømme hans karakter, men da må vi ikke alene se på hans første manddomsår, som han tilbragte sammen med Þorgeirr. De voldsomheder, som han da begik, har Þorgeirr sikkert for største delen været skyld i og årsag til; han har ladet sig ophidse af Þorgeirr. Hovedtrækkene i Þormóðs karakter er netop besindighed, en vis selvbeherskelse, standhaftighed og troskab. Bedst og smukkest viser dette sig i hans ovenanførte svar til Þorgeirr, samt i hans optræden i de vanskelige hævnår. Så stræng en hævn, som han tog, var han forpligtet til at tage på grund af de hellige fostbroderlove, og han fortrød den aldrig. Sin troskab viste han i sin opofrende hengivenhed og sit inderlige forhold til kong Olaf. Der var mange Islændere, der kom i nær berøring med denne konge, men ingen, undtagen Sigvatr, i samme grad som Þormóðr. Han har besiddet en virkelig trang og sjælens tilbøjelighed til at slutte sig til andre i hengivenhed, venskab og fortrolighed; i forhold til mænd Þorgeirr, kong Olaf) er denne hengivenhed båren og præget af en standhaftig urokkelighed, medens den i forhold til kvinder (Þórdís, Þórbjörg) ikke har den samme karakter af bestandighed. Her kan han snarest sammenlignes med Kormákr, skønt han ellers har meget tilfælles med Hallfreðr. Þormóðr, hedder det, vilde ikke gifte sig. Det er den gamle trang til frihed og ubundethed, som her gør sig gældende, og dog slutter han sig i liv og død til en konge; dermed var hæder og ære at vinde, kraft at udfolde, glimrende bedrifter at udføre.

Men også på en anden måde viser Þórmóðr trang til hengivenhed, i sit gudsforhold. Vi får i Grettissaga (13) den mærkelige oplysning om ham, at han var »gudfrygtig og meget religiøs«. Der er ingen grund til at betvivle sandheden heraf; men også her viser hans forstandige og mådeholdne ånd sig på det klareste; nogen sygelig religiøs retning er lige så lidt at spore hos ham som i øvrigt hos hans landsmænd fra samme tid. Ydre former og kirkelige ceremonier har han ikke brudt sig det mindste om, og nogen virkelig kristelig ydmyghed er der næppe tale om. Som eksempel herpå må en lille karakteristisk begivenhed anføres. En dag, da det var faste, var Þormóðr sulten, han kom ind i et køkken og så dér et stykke pølse; det tog han og spiste tiltrods for kokkens formaninger, og han ytrede: »enten skal der mere end en halv pølse til for at fjærne Kristus fra mig, eller også vil vi vedblive at være gode venner« (14). Det er den sunde rationalisme, som her skinner frem.

Af Þormóðs digt eller digte om kong Olaf, som Skáldatal antyder og sagaen om Þormóðr forudsætter (15), haves nu, så vidt vides, ikke det mindste. Årsagen hertil er muligvis den, at de historiske forfattere i det 12. og 13. årh. har ment at have andre og bedre vidnesbyrd om kongens bedrifter, f. ex. i Sigvats vers, end i Þórmóðs, som kun i en kort tid opholdt sig hos Olaf, og som måske ikke digtede om ham, før end han var vendt tilbage fra Grønland.


Þorgeirsdrápa

Derimod haves ikke så lidt af hans hoveddigt (16) Þorgeirsdrápa (17), nemlig 15 hele vers. De handler om Þórgeirs faderhævn, samt andre af hans drab og kampe (v. 1-3, 5-11); mest interessant er v. 4 om forholdet mellem fostbrødrene; Þormóðr antyder, at bagvaskere har fordærvet forholdet mellem dem - »jeg nød hans gode råd; og endnu vil jeg intet mindes undtagen den godhed, der bestod mellem os«. Þorgeirs sidste kamp og fald beskrives i de sidste 4 vers. Foruden disse vers antydes nogle andre, hvori Þorgeirs ophold i Danmark og hans anseelse dér og de her modtagne gaver er blevne omtalte (18).

Digtet vidner om Þormóðs beundring for hans tapre fostbroder, hvis mod og heltebedrifter hæves til skyerne. At skildringen heraf er måske lidt overdreven, er vel muligt, men Þorgeirs mod og tapperhed var på den anden side uomtvistelige. G. Vigfússon har villet bestride ægtheden af disse vers, men uden nogen gyldig grund; jeg henviser til Aarbøger 1912, 47 f.


Af elskovsdigtet om Þorbjörg kolbrún (19) er intet bevaret.


Af løse vers er der en hel del bevaret, og der har sikkert været mange flere (20). Kun nogle få stammer fra tiden før Þormóðs udenlandsrejse, således to om det sår, han fik af trællen, og et slags genkaldelse, hvori han beklager den uret, han har gjort Kolbrún.

Fra hans første ophold hos kong Olaf (1023-4) stammer et vers, hvori han udtaler sin trang til kongens hjælp. Muligvis er dog dette vers forfattet 1027 efter tilbagekomsten fra Grønland.

Fra Þormóðs Grønlandsophold stammer i alt 6 vers, der alle handler om drab og hævn og de dertil knyttede begivenheder; af særlig interesse er det sidste vers, som er et spottevers om den dræbte fjendes modbydelige udseende.

Fra Þormóðs ophold hos Knud den store (år 1027) stammer et par vers, hvori han høflig antyder sin misfornøjelse over mangel på tilstrækkelig påskønnelse fra Knuds side tiltrods for dennes løfte, og, da Knud har bødet på denne forsømmelse, ytrer han sin glæde herover.

Alle de øvrige vers er fra de år, Þormóðr opholdt sig hos kong Olaf, dels fra 1027 og dels fra 1030, idet 8 er digtede lige før eller under slaget ved Stiklestad.

Med hensyn til Þórmóðr som skjald, må det vistnok siges, at man en del har overvurderet hans betydning. Han nævnes flere gange som en udmærket kvadfremsiger; heraf følger, at han må have kunnet udenad en hel mængde af de ældre digteres vers og kvad. Dette har ikke været uden indflydelse på hans egen digtning; vi finder da ofte gjenklange fra og ligheder med ældre udtryk, samt ord, der sikkert er uvilkårlige efterligninger; men hurtig og dygtig til at forme vers har Þormóðr været, og har haft et åbent blik for, hvad der var smukt og harmonisk med hensyn til kenningernes dannelse og med sans for at bruge dem ikke altfor ofte. En vis subjektivitet fremtræder hos ham, som hos Þórðr Kolbeinsson, særlig i Þorgeirsdrápa (se v. 2. 3. 6. 7. 15). Det kan ikke nægtes, at der er kraft i Þormóðs vers, og de vidner smukt om hans uforfærdethed og ærlighed i at udtale sin mening. Han har beundret kong Olaf: »jeg så alle dække sig i kampen undtagen kongen,« siger han. På den anden side stikler han djærvt og ikke helt retfærdigt til de fraværende som Sigvatr: »Hos dig vil jeg færdes, indtil du får igen de andre skjalde (ɔ: Sigvatr), når vænter du dem?« Dette vidner om lidt misundelse, der også et andetsteds kommer til orde. Men Þormóðr følte sig uløseligt knyttet til kong Olaf.

Nogen original digternatur er Þormóðr egenlig ikke, men at han ved sin betydelige ævne til at rime - ellers siges han at have været stammende - , med sin varme følelse og sit let modtagelige sind har kunnet frembringe smukke og virkningsfulde vers, er vel forståeligt. Af hans løse vers er særlig de sidste at fremhæve, og da navnlig de, hvor han omtaler Olafs og dennes broder Haralds deltagelse i kampen, samt to vers, hvori Þormóðr til svar på den kvindelige læges spørsmål angiver grunden til, hvorfor han er så bleg - »jeg har mærket noget til pileregnen, kvinde« - pilen stod fast i hans hjærte - »og kun få bliver kønne af sår« (21).




Noter

1) Hans slægt: Ldn. 150.
2) Sn.-E. III, 525.
3) Fbr. 5.
4) Fbr. 24.
5) Fbr. 37, jfr. Ldn. 136 med note.
6) Jfr. Ljósv. s.; Ísl. forns. I, 254.
7) Fbr. 58.
8) Jfr. Hkr. II, 272; ÓH (53) 125; Fms. IV, 280 (V, 234); Flat. II, 239.
9) Flat. II, 199-200, jfr. ÓH (49) 43-5, hvor ingen bestemt tid angives.
10) Fbr. 62.
11) Fbr. 107-8; Fms. V, 25 not. 2; ÓH 49 (59); Flat. II, 315.
12) Hkr. II, 500-04; ÓH (53) 222-3; Fms. V, 89-93; ÓH (49) 65. 71-3; Flat. II, 363 ff.; Fbr. 109-12. Med hensyn til hans liv kan endvidere henvises til Grettiss. 61-5. 112-15; Flat. II, 333 ff. (Völsaþáttr).
13) Grettiss. 115.
14) ÓH (49) 63, jfr. Flat. II, 336.
15) Fbr. 95; Flat. II, 216.
16) Dette og de løse vers i Skj. digtn. B I, 256-66.
17) Navnet findes: Fbr. 24. 27. 42. 56. 66; Flat. II, 100. 156; Grettiss. 64. Jfr. Ísl. forns. I, 254, hvor hele digtet antydes; Grettiss. 62. 63-5. 112-5.
18) Fbr. 28; Flat. II, 108.
19) Fbr. 37; Flat. II, 153; jfr. Ldn. 136 med not.; 351; og Lausavís. 2, hvor navnet forekommer.
20) Jfr. Fbr. 37; Flat. II, 153. 200. Jfr. Aarbøger 1912 s. 47-51.
21) Med urette tillægges Þormóðr et vers af Harald hårdråde (ÓH (49) c. 90), et af Gissurr (sst. c. 91) og et af Kali (Fms. V, 59 not). Med urette tillægger også udgiveren af ÓH (49) Þorfinns vers Þormóðr; i hdskr. står Þormor, en åbenbar forvanskning af Þorfinr.