FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Andre norske digtere

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Andre norske digtere

Andre norske digtere, samtidige med Eyvindr eller lidt yngre ind han, er meget ubetydelige. De er i al korthed følgende:

Þorkell klyppr Þórðarson eller blot Klyppr (1), en mægtig herse på Hörðaland. Da hans hustru var bleven voldtaget af kong Sigurðr slefa, digtede han et tungsindigt vers (2), hvori han ytrer, at han ikke tænker på at 'bo' hos sin hustru, før han har 'rødfarvet sårfuglens næb i fyrstens blod'. Derpå dræbte Þorkell Sigurðr, men blev nedhugget med det samme (3). Hvorvidt verset er ægte eller ej, er det vanskeligt at sige.

Om Nordmændene Halle og Leiknir og Káre Sölmundarson vil der senere blive handlet. En bonde på Oplandene, Bárðr, der levede i kong Olaf Tryggvasons tid, digtede et halvvers i anledning af, at Þorvaldr tasalde vilde tvinge ham til at antage kristendommen (4).

Samtidig med ham må Ulfr Súlujarl (en svensker?) have været, der ifølge Skáldatal skal have digtet om Styrbjörn den stærke († 988); denne Ulfr var en søn af Þrándr Súlujarl og Styrbjörns morfader og fosterfader.

Af kong Olaf Tryggvason haves et par løse vers (5), hvoraf det første er en kviðlingr, digtet da han første gang traf sammen med Hallfreðr og dykkede ned efter dennes ankertov. Det andet vers (i fornyrðislag) er der måske ikke tilstrækkehg grund til at antage for ægte, da det forekommer i Helga þáttr Þórissonar og i en lidet historisk sammenhæng (6).

Af kong Olaf den hellige anføres en hel del løse vers (7), Det første vers er digtet af ham i en meget ung alder; han spotter deri over, at en mand, som havde fulgt ham på jagten, var falden af hesten (Halldór Rannveigarson, se nedenf.). Et andet vers er også let ironisk, digtet i anledning af en kærlighedshistorie, som Sigvatr havde haft på Island med en fiskers hustru. Let skæmtende siger digteren: »Siger det til Karle [fiskeren], når han kommer hid, den brave mand, der bor i nordhavet, at flere ting man skal på toget gøre end skære i en hval med skarpen kniv«. Alle de øvrige vers med undtagelse af et vers om Erling Skjalgssons fald 21. december 1028 er af erotisk indhold, og handler tildels om en norsk kvinde, Steinvör, der blev gift med en Þorvarðr galle, over hvis tilnavn Olaf ironiserer; et vers er digtet om Ingibjörg Finnsdóttir, hvori digteren synes at klage over et brudt løfte. To vers er digtede i Rusland 1029 om den russiske dronning Ingigerðr, som engang var bleven ham lovet til ægte; de nærede gensidig kærlighed til hinanden; disse to vers, der er blevne til ved synet af dronningens statelige skikkelse til hest, vidner om Óláfs dybe følelse; tonen er vemodig.

Disse vers er for så vidt interessante, som de giver os en side af Óláfs karakter, som vi ellers intet vilde vide om, hans erotiske følelser; de vidner om dybde og inderlighed. Det samme karaktertræk genfindes hos hans søn, Magnus, samt hos Magnus barfod og i en lysere form hos Óláfs halvbroder, Harald hårdråde.

At versene er ægte er så sikkert som noget. For det første viser de alle hen til én bestemt personlighed, og det er ikke rimeligt, at de skulde være digtede af én mand i det 12. årh. For det andet haves et af dem i en dobbelt form, hvilket næppe er tænkeligt uden en lang opbevaring af versene i mundtlig tradition. Endelig indfører Snorre et af dem, hvilket i denne henseende er af stor betydning.

Når der fremdeles tillægges Olaf den hellige en flokkr om [ampen ved London (8), er rigtigheden heraf tvivlsom; i Knýtlingas. tillægges den liðsmenn (9) (liðsmanna flokkr), og det fremgår af forskellige steder i den, at der ikke er tale om Olafs kamp, men om kong Knuds kamp i året 1016. Nogen grund er der dog til, at Olaf den hellige nævnes i forbindelse med flokken; der har nemlig fundet sted en sammenblanding af nogle af Olafs vers med denne flokkr. Dette fremgår af en nøjagtig undersøgelse af hvert enkelt vers.

Et af versenes første halvdel (9.1-4 i den legendariske Oláfss. i Flatøbogen) er enslydende med det i Knytlinga anførte vers, medens den sidste halvdel i Knytl. er forskellig; sammenhængen viser, at den første halvdel urigtig er sammenkoblet med den sidste. Hertil kommer, at digteren synes at hentyde til den samme kvinde, Steinvör (her kaldet Grjótvör). Vi tør således her konstatere et halvvers til af Olaf (Ryðr v. 1. Berr eigi osv).

Men der er flere vers endnu, som kan og bør udskilles, således flokkens 4. vers (Þóttut mér osv.), der åbenbart handler om kampen på Hringmaraheden 5. maj 1010, samt vers 3 (Þollr mun osv.), der indeholder en lignende hentydning som det første halvvers; endvidere et vers (Einráðit osv.), der handler om kampen med Ulfkell snillingr. Det er muligt, at endnu flere er at henføre til Olaf, medens ét af versene (det 7.) bestemt fører bort fra ham, fordi det handler om Knud den store.

Det er således klart, at der her foreligger en sammenblanding; grænsen i det enkelte er det næppe muligt at trække, men hovedsagelig turde det være den her dragne.

Af den ovenfor nævnte Sogning, Halldórr Rannveigarson, haves et vers i fornyrðislag, (10) det er digtet som svar på kong Olafs første vers og indeholder en ironisk hentydning til den drengestreg, at Olaf sadlede en buk til sin stefader.

Af Eyvindr skáldaspillis søn, Hárekr i Þjótta, dræbt 1039, anføres to vers, (11) der bægge er digtede i året 1027, dengang da kong Olaf havde besluttet at begive sig over land fra det sydlige Sverrig hjem til Norge, for at undgå at møde Knud den store. Hárekr vilde ikke forlade sit skib, men sejlede dristig gennem Knuds flåde og hjem til Norge. Ildesindede mænd påstod, at han heller ikke behøvede at være bange, da han havde modtaget bestikkelser af Knud. Versene er uden tvivl ægte og meget gode.

En af kong Óláfs trofaste venner var Brynjólfr úlfalde, hvem Olaf havde foræret et sværd og gården Vettaland (i Bahuslen) o. 1018; herom digtede Brynjolfr et vers i haðarlag, hvoraf kun to linjer haves (12).

Einarr Þambarskelfis søn Einðriði nødtes engang (o. 1025) til at bringe den mægtige høvding Erlingr Skjalgssons datter Sigriðr hjem til hendes fader mod dennes vidende og vilje (se ovf. s. 373). Da hendes fader gjorde ham bebrejdelser, digtede han et drotkvædet vers, hvilket sikkert er ægte (13).

Af Magnus den gode haves et par vers, (14) som er nærbeslægtede med hans faders vers. Det ene består af et svar til Harald hårdråde i halvbroderen Þóris navn, hvem Harald stadig drillede, blandt andet kaldte han ham i en kviðlingr for »Tyvgæsts søn«. Magnus lod Þórir svare med et vers, der hentydede til Sigurðr sýrs bondegærning, hvorover Harald blev meget vred. Det andet vers er af erotisk indhold og udtaler kongens længsel efter en »konges søster«. Bægge vers er ægie. Derimod er det vers, som i Þáttr af Þorsteini austfirðing (15) tillægges Magnus, på grund af dets yngre sprogform afgjort uægte.

Þorgeirr flekkr hed en bonde fra Værdalen; han kom engang til Magnus den gode for at klage over en uret, men havde vanskeligt ved at skaffe sig kongens opmærksomhed; da kvad han et vers, hvori han åbenlyst fremsætter, at det er de »forrædere«, som sveg kongens fader, der nu trænger sig frem, medens andre, der kæmpede i hans hær, ikke kan få deres ret. Dette vers i forbindelse med andre lignende udtalelser har sikkert gjort sit til at vække Magnus' bitterhed mod Olafs fjender (16).

Haraldr harðráðe Sigurðarson, konge 1047-66 ikke alene en mand, der udmærket godt forstod at vurdere skjaldskab, men også selv var en fortrinlig digter og som sådan meget kyndig i skjaldekunsten, for hvilken han havde et sjælden fint øre. Som digter står han i en vis modsætning til sin halvbroder og til kong Magnus, idet hans vers aldeles ikke er erotisk-elegiske, men svulmer af livsglæde og lystighed; dette står i samklang med hele hans ånd og væsen; sjælden har der været en mere ligefrem og for alskens løjer oplagt konge end Harald. For ham var skjaldepoesien en uudtømmelig kilde til underholdning og morskab, hvad enten det var øjeblikkets kvikke småfrembringelser eller hele digte, ældre såvelsom yngre. Der gives mange morsomme vidnesbyrd herom. Hvor godt han var inde i skjaldepoesiens teknik og teori, viser den omstændighed, at han øjeblikkelig greb skjalden Þjóðólfr, da denne engang begik en rimfejl (første stavelse kort, uden at bero på opløsning). Ligeledes dømte han meget rigtig og med sikker smag mellem forskellige digteres vers. (Fortællingen om ham, Þjóðólfr og fiskeren Þórgils). En fortræffelig skildring gives af ham i Sneglu-HallaÞáttr (17): »Han var en god skjald, og jævnlig henkastede han spottende ord [i bunden tale] til enhver, han fandt for godt; han tålte også selv bedre end nogen anden, når man talte til ham i mindre høviske ord, når han var oprømt . . . Han morede sig meget ved skjaldskab, og havde altid omkring sig sådanne mænd, som forstod at digte«. Han var tillige meget stræng, for så vidt som han kun vilde tillade de digtere, der virkelig var gode, at besynge sig (jfr. fortællingen om ham og Stúfr, se ovf. s. 337).

Harald var en ægte digternatur og havde meget let ved at digte ved enhver lejlighed. Hans forskellige vers er alt løse vers (18); en del af dem udgør dog en sammenhængende cyklus, et slags Il flokkr; det er hans 'gammensvers' om den russiske prinsesse, Ellisif. Af hans vers er de to ældste fra 1030, det ene digtet før, det andet efter Stiklestadslaget (19). I det første udtaler den unge I 15-årige helt sit kampmod - »jeg skal nok have mod til at værge den fløj«; det sidste digtede han, flakkende omkring i såret tilstand, men med håbets mod i hjærtet - »nu må jeg slæbe mig frem fra skov til skov; hvem ved, om jeg dog ikke bliver berømt til sidst«. Den ærgerrige ynglings karakter kommer her fortræffelig tilsyne i disse simple og fordringsløse ord.

Dernæst har vi en gruppe gamanvísur, der er digtede på Haralds tog i orienten i tiden fra 1035 til 1043. Det hedder herom i hans saga (20): »På disse rejser digtede Harald gammensvers, 16 i antal, som alle sluttede på samme måde«. Den ensartede slutning på hvert vers er:

Þá lætr gerðr i Görðum
gollhrings við mér skolla

ɔ: »Dog vil guldringens Gerðr i Garderige [Ellisif, kong Jarizleifs datter] ikke have mig«. I den foregående del af hvert vers har han omtalt enten sine mange idrætter eller sine kampe og bedrifter; de 2 sidste linjer er kun spøg og må ikke antages for alvor. Der er noget overordenlig kvikt og muntert ved disse vers, og de viser bedre end noget andet, at Nordmændenes sind ikke altid var tavst og indesluttet (21).

En tredje gruppe indeholder forskellige vers fra årene o. 1046 til 1065, digtede ved forskellige lejligheder; heraf er to vers digtede om Einarr Þambarskelfir og indeholder trusler om eller antydninger af dennes snarlige undergang; det var Harald selv, som kort efter bevirkede hans og sønnen Eindriðes (se ovf. s. 460) død; i et andet vers omtaler Harald hoverende, hvor mange mænd han efter Kalf Arnasons drab (1054) har taget af dage. Disse vers viser bedre end noget andet berettigelsen af kongens tilnavn. To vers er endnu af en særlig interesse; de er digtede under mødet med fiskeren Þórgils, hvorom nærmere under Þjóðólfr. Endelig haves to vers, Haralds svanesang, digtede lige før Stanfordslaget; det første, der er i fornyrðislag, fandt han selv var for simpelt og digtede derfor straks et andet, der skulde være bedre. Ligesom hans første vers bærer disse vidne om kong Haralds urokkelige kampmod og aldrig svigtende kraft og tryghed. Særlig er det sidste smukt: »Højt bad kvinden [mærk her også dette indblandede erotiske element] mig fordum at bære mit hoved, hvor sværdene og hjærneskallerne mødes i malmgnyet«.

Ægtheden af disse vers kan ikke være nogen tvivl underkastet.

Anm. Til Haralds gamanvísur regnes endnu et vers (22), der begynder således: Senn jósum vér svanni, og hvori digteren siger: ”vi - 16 mand - øste, da havet kom i oprør”. Den sidste halvdel af verset er imidlertid aldeles identisk med et halvvers i den 2. gruppe, I. 5-6 vilde digteren i hvert fald ikke have gentaget. Hertil kommer, at 1. 1-4 anføres af Snorre, som sikkert har kendt Haralds gamanvísur, i Edda under Brennu-Njáls navn. Uagtet vi ellers intet ved om Njáls digterbegavelse, er der næppe tilstrækkelig rrund til at antage, at Snorres angivelse af forfatteren er urigtig, og dette bestyrkes i høj grad af halvversets indhold. Et udtryk som: 'Vi 16 mand øste' er nemlig i højeste grad påfaldende om kong Harald, der sikkert har haft flere end 15 mænd ombord på sit skib, og han har sikkert ikke selv deltaget i øsningen af skibet. Derimod giver verset os et udmærket billede af en almindelig Islandsfarer med sin besætning. Jeg tager således ikke i betænkning at følge Snorre (23); vi har da her en lignende fejl, som ovf. er omtalt led hensyn til Olaf den helliges vers (Liðsmannaflokkr).

Den ovenfor nævnte fisker Þorgils, hvem Harald hårdråde og Þjóðólfr engang traf på, og med hvem de havde et slags poetisk kappestrid, digtede ved den lejlighed 3 fortræffelige vers (24), hvori han dels omtaler sin tidligere virksomhed, som bestod i noget andet end at trække 'træge torsk', dels kongens bedrifter. Kongen gav ham en guldring og tog ham med sig. Ifølge fremstillingen i Frís. var der desuden to andre, der deltog i den poetiske ordstrid, nemlig en ung mand (i båden hos Þorgils) og en saltbrænder oppe på en klippe; af hver af disse anfører Frís. et vers (24). - Af Steigarþórir, en bekendt norsk høvding († 1095), haves to linjer, fremsagte lige før han blev hængt (25). - Af en anden høvding, Kale Sæbjarnarson fra Agðir, »en vis mand, som forstod at digte godt«, en sønnesøn af Þorleifr spake den yngre og bedstefader til Rögnvald jarl († 1158), haves nu desværre kun et halvvers (26), digtet på kong Magnus barfods vesterhavstog, lidt før Kale døde (1097); den første linje minder meget om Hakon den godes vers (se ovf. s. 447). - Samtidig med disse to var en gammel bonde, en »vis mand«, ɔ: en spåmand. Kong Olaf kyrre vilde prøve hans meget omtalte visdom, lod en af hans heste stjæle og dræbe og bringe ud på sit skib. Bonden forstod imidlertid af kragernes skrig, hvordan det hele hang sammen, og digtede derom et vers i fornyrðislag (27).




Noter:

1): Således hos Snorre Hkr. I, 249; jfr. Fsk. 57 og Ágr. 20.
2): Skj. digtn. B I, 93.
3): Ang. sagnet om Sigurðr slefa se Boers afhdl. i Arkiv XVIII; han antager, at verset er digtet efter et „balladevers" i Marsk Stig visen; dette finder jeg ubevist og højst usandsynligt af flere grunde.
4): Skj. digtn. B I, 145.
5): Skj. digtn. B I, 144-45.
6): Når det i Oddr munks Óláfssaga i Stockholm. hdskr. (udg. s. 70) hedder, at „en vis mand, som hed Sóti skáld, fortalte" osv., må det bero på en fejltagelse. Den anden recension af sagaen (A. M. 310) kender ikke denne Sóte. Er navnet en forvanskning af Sculi? (ɔ: Þorsteinsson).
7): Skj. digtn. B I, 210-12.
8): „Þenna flokk orti Óláfr konungr eptir er hann hafði unnit Lundúnaborg" Fms. V, 227, Flat. III, 237; „Þenna flokk orti Óláfr eptir atlöguna", „Þenna flokk orti Óláfr hinn helgi, þá er hann var með Knúti konungi" ÓH (49) 8. 9.
9): Fms. XI, 197.
10): Skj. digtn. B I, 190.
11): Skj. digtn. B I, 286.
12): Sst. 276.
13): Sst. 285.
14): Sst. 304.
15): Sex söguþættir 16.
16): Skj. digtn. B I, 305.
17): Flat. III, 415, Sex söguþ. 18.
18): Skj. digtn. B I, 328-32.
19): Under slaget siges kongen at have 'fyldt', fuldstændiggjort, Þormóðs vers ved ordet svíða Fbr. 112; men det hele er vistnok en fabel.
20): Hkr. III, 97, Fsk. 231, Mork. 15, Fms. VI, 169.
21): Med hensyn til v. 3 i denne gruppe skal bemærkes, at den sidste halvdel kun er lån fra Rögnvald kales vers; den oprindelige halvdel er tabt.
22): Skj. digtn. B I, 130.
23): Af modsat mening er K. Gíslason i Njála II, 4-5, men hans grunde er mig ikke overbevisende.
24): Skj. digtn. B I, 369, jfr. 396, v. 8-9.
25): Sst. 403.
26): Sst. 404.
27): Skj. digtn. B I, 397, v. 13.