FJ-Litteraturhist.Bd.1 - B. Sagaskjalde

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Da omtrent alle de islandske slægtsagaer handler om den samme tid, vil vi behandle de deri forekommende skjalde i en rækkefølge fra syd mod vest osv. De fleste i sagaerne forekommende vers er lausavisur. Om dem kan henvises til min afhdl. i Aarbøger 1912. Vi møder da først


Njálssaga.

Angående Njáll selv som digter se ovf. s. 463. Om Þorhildr skáldkona henvises til afsnittet Niddigtning. Sagaens ægte vers som de af Úlfr Uggason og Þorvaldr veile samt Darradssangen vil andensteds blive behandlede.

Sagaen anfører, d. v. s. enkelte håndskrifter deraf, flere vers af forskellige personer, som den, uvist med hvilken ret, kalder »skjalde«, således Gunnarr, Skarphedin, Káre, Sigmundr (3 nidvers), Unnr, Mörds datter, men alle de dem tillagte vers er afgjort unge, fra den sidste del af 13. årh. eller o. 1300; dette bevises ved sprog, efterligninger og efterklassisk tone i det hele. Jeg henviser til min afhdl. om Njála i Aarbøger 1904, s. 93 ff. Der findes dog en ældre gruppe af vers, der sikkert er ældre end 1200, nemlig dødningeversene og Móðólfs vers; jfr. den nævnte afhdl. (1).

Une danskes dattersøn Tjörve hinn háðsame »spotteren« fra Siða (Vester-Skaptafellssyssel) havde friet til Ástriðr Móðólfsdóttir, men uden held. Hun blev kort efter gift med en Þórir Ketilsson. Tjörve malede da hendes og Þóris billeder på væggen af kamarr, og hver gang han gik forbi, kyssede han hendes billede, men spyttede på hans. Da hans morbroder viskede billedet ud, lavede han et andet på sit knivskaft og han digtede så et vers om hele sagen. (2) Det endte med, at Tjörve og flere andre blev dræbte (3) (o. 978). Verset er uden al tvivl ægte.

Helge trauste, en søn af landnamsmanden Óláfr tvennumbrúne, bode på Skeið; da denne var død, vilde Þorgrímr ørrabeinn ægte hans enke; men det vilde sønnen, Helge, ikke vide noget af, slog Þórgrimr ihjæl (o. 965) og digtede derom et vers (4).

En sønnesøn af denne Helge var Helge dýrr (eller dýr?), som i anledning af et sår, han havde fået, digtede et halvvers (5).

Vetrliðe skáld Sumarliðason var en sønnesønsson af den fra Egilss. og Ldn. bekendte Ketill hæingr, der så mandig hævnede Þórolfr Kveldulfsson. Vetrliðe og hans fader siges at havde bot i Hválhreppr (Rangárvallasyssel) nærved Fljotshliden. Vetrliðe kendes nærmest kun som en rasende modstander af kritendomsforkynderen Þangbrandr. Tilligemed andre (Þorvaldr veile) siges han at have digtet nid om Þangbrandr og spottet gud (6). Men Þangbrandr hævnede sig ved i forbindelse med Guðleifr Arason fra Reykjahólar at overfalde Vetrliðe, engang da denne var i færd med at skære tørv. Vetrliðe og hans søn Are blev dræbte af Guðleifr (7). Af hans nid om Þangbrandr er intet bevaret, heller ikke af hans øvrige digte med undtagelse af et halvvers i málaháttr om Tors bedrifter (8). Tor tiltales selv i verset (er det muligvis et anråbelsesvers, hvori Tor opfordredes til at slå Þangbrandr ihjæl som andre trolde og uvætter?)

Da Hallbjörn Oddsson fra Kiðjaberg skulde rejse hjem med sin kone, en datter af Tungu-Oddr, hos hvem de en vinter havde opholdt sig, vilde hun, trods gentagne opfordringer, ikke følge ham. Han digtede da et vers, der utvivlsomt er ægte, og som er et udtryk for hans stærke følelse (9).

Þorvaldr veile. Hans slægt er os ubekendt, men han vides at have haft en søster Bjartey (10) og at have bot på gården Eyvik (i Grimsnes). Han blev dræbt af Þangbrandr og Guðleifr, fordi han, ligesom Vetrliðe, havde været en hæftig modstander af dem og selv digtet nid om dem, foruden at han havde opfordret andre til også at gøre dem modstand (11). Af dette nid er der intet bevaret; derimod haves en lausavísa, hvori han opfordrer digteren Ulfr Uggason til modstand mod Þangbrandr, hvad Ulfr dog ikke vilde indlade sig på (12). I kommentaren til Snorres Háttatal (v. 35, digtet i et versemål, der kaldes en forna skjálfhenda) hedder det: »Dette versemål opfandt først Veile, da han lå i et udskær (se ovf. s. 409) da digtede han et kvad, som kaldes kviðan skjálfhenda eller drápan steflausa« og det tilføjes, at det var »kveðit eptir Sigurðarsögu« (13). Dette kan næppe betyde andet end at digtets indhold var hæntet fra sagnet om Sigurðr fáfnisbane. Desværre er digtet fuldstændig tabt.

I Harðarsaga anføres forskellige vers (14) af forskellige personer, men de viser sig alle ved sprog og tone på det soleklareste at være uægte og meget unge (15).

Fra Kjalarnes stammede Stefnir Þorgilsson, den 2. islandske kristendomsforkynder, som i året 996 blev af Olaf Tryggvason sendt til Island for at kristne landet. Han blev meget ilde modtagen, og da han i sin nidkærhed og iver begyndte på at nedbryde og ødelægge de hedenske helligdomme, blev han straks dømt fredløs. Han rejste da udenlands (997) og blev vel modtagen af kong Olaf (16). Efter Olafs død rejste Stefnir sammen med Torvald vidførle til det hellige land, Konstantinopel og Rusland, hvor Torvald døde; Stefnir begav sig da tilbage og kom til Danmark. Her digtede han et vers i fornyrðislag om »forræderen Sigvalde med den krogede næse, den niding, som sveg kong Sven og bedrog Olaf Tryggvason«. Det er dette vers der findes på latin i Oddr munks Olafssaga. Siden hedder det (hos Oddr munk), at en dag, da Stefnir gik på gaden, kaldte jarlens datter på ham og sagde, »kom her Nordmand, lad os sidde sammen«. Da svarede han med et vers, hvori han nægter hendes anmodning; straks derpå lod jarlen ham dræbe (17) (o. 1001) (18). Bægge vers er utvivlsomt ægte (19).

I Ldn. Nævnes (20) en Þórgils orraskáld, »som var hos kong Oláfr kváran i Dublin« († 980). Ellers ubekendt.

Þormóðr Trefilsson (Þórkelsson trefils). Faderen var en søn af Rauðabjörn, der havde købt land af Skallagrímr og som bode på Skarð (21). Han var gift med den vise og kalenderkynlige Þorsteinn surts datter Guðriðr. Blandt deres børn var skjalden Þormóðr. Om hans liv vides intet, uden at han levede før og efter år 1000, og at han digtede et kvad om Snorre goðe († 1031), hvoraf der haves nogle ret interessante vers. Digtet hed Hrafnsmál (22). De bevarede vers handler om Vigfús i Drápuhliðs drab (o. 983), om Arnkel godes drab (år 993), om kampen i Alptafjord mellem Snorre og Steinþórr på Eyrr (år 997), om drabet på Þorsteinn Gíslason og kampen på Torsnæsting (år 1008, 1009) samt om kampen i Bitra (o. 1010) (23). Digtet er altså forfattet i det mindste noget efter 1010, og utvivlsomt før Snorres død. Det er affattet i Haðarlag, men temmelig frit; det er måske det første forsøg på at digte i málaháttr med alle drotkvædets egenskaber. Vi ser, at forfatteren snart har indrim og da halv- eller helrim; snart udelades disse, ja undertiden erstattes de med enderim. Af bistave er der allevegne to og hovedstaven står altid i spidsen, undtagen to gange (i de enderimede linjer, hvor C-typen findes). Versene er i besiddelse af en kraft og fynd, som ikke undlader at gøre indtryk. Hvor langt digtet har været er umuligt at bestemme. En efterdigtning deraf er Sturla Þórðarsons Hrafnsmál om kong Hakons vesterhavstog.




Noter:

1) Versene findes Skj. digtn. B II, 210-19, og I, 399 (v. 3), 401 (v. 12), 604-06.
2) Skj. digtn. B I, 94.
3) Ldn. 247. 248 med not. 15.
4) Skj. digtn. B I, 94.
5) Skj. digtn. B I, 285.
6) Ldn. 283 not. 7, jfr. Njála I, 534, Fms. II, 202, Flat. I, 424, Hkr. I, 389, Bps. I, 14.
7) Jfr. det vers, som anføres om Guðleifr af Óðarkeptr. Vetrliðes søn Are nævnes kun i Njála I, 534.
8) Skj. digtn. B I, 127.
9) Sst. 104.
10) Njála 369.
11) Njála 369. 535-7, Fms. II, 203, Flat. I, 424, Hkr. I, 389, jfr. 407, Bps. I, 12. 14.
12) Skj. digtn. B I, 127.
13) Sn.-E. I, 646, II, 388-9, jfr. velaháttr Sn.-E. I, 650 not, 668 not. 9.
14) Skj. digtn. B II, 476-81.
15) Der kan iøvrigt henvises til Janus Jónssons velskrevne afhandling herom i Timarit hins isl. bokm.fjel. XIII, 259 ff.
16) Bps. I, 9- 11, Fms. III, 19-20.
17) OTr (53) 50.
18) Ifl. P. A. Munch: Norske Folks Hist. I,2, 467.
19) Skj. digtn. B I, 146.
20) Ldn. 58.
21) Ldn. 72, jfr. Laxd. 23.
22) Navnet Ldn. 72 anm. 14 (Melabok), Eyrb. 83. 105. 113. Hvorledes navnet er opstået, eller hvad det betyder er usikkert; kun er det givet, at Hrafn intet har med nogen person at gøre.
23) Skj. digtn. B I, 196-97.