FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Brage Boddason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Brage hinn gamle Boddason

Denne mands virkelige tilværelse, om hvilke flere har tvivlet, har jeg søgt at bevise andetsteds (1). Hans levetid er sikret ved, at han siges at have været samtidig med Ragnar »lodbrog«, der forærede ham et skjold, hvorom Brage digtede. Han nævnes fremdeles i Skáldatal som en af Eysteinn beles og Björn på Haugs skjalde. Den første af disse er så godt som ubekendt, medens man, vistnok med rette, har antaget, at Björn er identisk med den kong Bern, der var konge over Birca (Björkøen i Mælaren), dengang da Nordens apostel Ansgar (i året 830), kom derhen. Et ikke ringere bevis for Brages historiske tilværelse er, at vigtige landnamsmændsslægter regnede ham blandt deres forfædre. Således er han en oldefader (vel at mærke gennem to kvindelige led) til Hrosskell på Gilsbakke (Brage - Ástriðr - Lopthæna - Hrosskell) og til den bekendte Arinbjörn hersir († 970, Brage - Ástriðr – Arnþrúðr -Arinbjörn). Det var Arinbjörn , der sagde de bekendte ord til Egill (934), da han rådede ham til at digte om Erik blodøkse: »Således gjorde min frænde Brage, da han havde pådraget sig svenskekongen Björns vrede. Han digtede om ham en drape på 20 vers og fik derfor sit hoved« (2).

Ikke mindst vigtigt er det, at Brage sættes i en nær forbindelse med kong Hjörr Hálfsson, hvis søn jo var landnamsmanden Geirmundr heljarskinn. Herom har vi en interessant fortælling i forskellige redaktioner. Kong Hjörs hustru (3) fødte 2 sønner, medens kongen var rejst til et kongestævne (eller var på krigstog); dronningen ombyttede dem, der bægge var mørke af udseende og stygge, med en til samme tid født trælkvindesøn, der var lys og smuk. Næste gang, da kongen var på vikingetog (da drengene var 3 år gamle, Hálfss.), indbød dronningen Brage for at 'se på' ɔ: bedømme drengene. Det hedder så, at Brage af et lille optrin mellem alle 3 drenge straks kunde indse, hvorledes det hang sammen, og han ytrede sin uforbeholdne mening derom i et vers.

Det er således klart, at Brage enstemmig sættes til det 9. årh.s første halvdel, og de kilder, der omtaler ham, er af en sådan beskaffenhed, og den måde, han omtales på, af en sådan art, at der skal en overordenlig grad af tvivlesyge til at betragte Brage som en mytisk person. Således mener også mænd som S. Bugge (4), G. Storm (5), G. Vigfússon (6), H. Gering (7), E. Mogk (8), at Brage i virkeligheden er en historisk person.

Brage, hvis fader ifølge Skáldatal hed Bodde, var gift med Lopthæna, en datter af skjalden Erpr lútande. Da han sættes i nøje forbindelse med kong Hjörr på Hörðaland og da hans datterdatter blev gift med en herse i Firðafylki, er det rimeligt, at han har bot i det sydvestlige Norge. Alt peger på, at han har været meget anset; høvding i egenlig forstand har han næppe været, men vel en af disse fornemme storbønder, hvis dygtighed i det praktiske og økonomiske liv var fremragende. Brages begavelse som skjald har været almindelig anerkendt. Ja, efter den rolle, han spiller i kong Hjörs hal, fremtræder han som et slags vismand af den gamle skole (et slags þulr). Vi har ret til i ham - og af de os bekendte, navngivne skjalde i ham alene - at se en overgang fra þulr'en til skjalden. Det tilnavn, som han i almindelighed fører, den gamle, har han rimeligvis ikke fået førend ved år 1200, da man har fundet det nødvendigt at skælne mellem ham og den yngre, i det 12. årh. levede Brage Hallsson (9). Om Brages liv vides ellers intet, undtagen at han har været i Sverrig hos Björn på Haugr (på en handelsrejse til Björkøen?). Han har næppe overlevet det 9. årh.s midte, og sikkert ikke oplevet kong Haralds landserobring (10).

Hvad vi af digte har tilbage under Brages navn er temmelig ubetydelige lævninger, men dog tilstrækkelige til, at vi kan danne os en mening om hans skjaldebegavelse og hans digte i formel henseende (jfr. ovf. s. 393, 404).

Som ovf. bemærket skal Brage have besunget flere fyrster: Eysteinn bele, Björn på Haugr og Ragnar »lodbrog«. Af hans digt om Eysteinn er vistnok intet tilbage. En hentydning til hans digt om Björn, som direkte omtales i Egilssaga og her siges at have bestået af 20 vers, har man, vistnok med rette, ment (11) at kunne påvise i et halvvers, hvis tekst dog ikke helt er fri for tvivl. Digteren synes her at sige - og meningen er vistnok fuldstændig sikker-: »Jeg modtog af fyrsten havets ild (en guldring) for fjældkongens drik (= poesien, digtet); den forærede han mig tilligemed hjælmens [dette ord beror på en rettelse af G. Pálsson] fyld (= hovedet)«. Hvis dette er rigtigt, kan halvverset ikke være af Brages digt om Björn, men af en lausavísa, digtet efter at han havde modtaget livet af Björn; jfr. Egils lausavísa, fremsagt efter at han havde modtaget sit liv af Erik blodøkse.

Ellers har man henført alle eller omtrent alle de vers, der haves - de findes udelukkende i Snorra-Edda -, til ét digt, den såkaldte Ragnarsdrápa.


Ragnarsdrápa

Navnet er sikkert nok, det forekommer ligefrem hos Snorre (12); navnet er dog, som ovenfor bemærket, ikke ganske rigtigt, da digtet ikke synes at have handlet om Ragnar selv, men om de billedlige fremstillinger, der fandtes på det skjold, Ragnar havde ladet overrække ham. Hertil passer så godt som alle de rester af Brages vers, som Snorre har anført, og når vi véd, at Snorre plejede at holde sig til et af skjaldenes hovedkvad, er det allerede af den grund rimeligt, at de fleste af versene tilhører dette digt.

Sikkert hører da for det første dertil to gange 4½ vers, (13), der handler om kampen mellem Jörmunrekkr og brødrene Sörle og Hamðir og om den vældige Hjadningekamp; bægge partier er lige lange og slutter med et halvvers, hvis to sidste linjer er fuldstændig identiske og viser sig altså at være omkvædet i et og samme digt. Dette omkvæd er tillige oplysende for digtets tilblivelse og indhold (»Ragnar gav mig søkongens vognmåne [= skjold] og mange derpå afbildede sagn«). Til digtet kan endvidere med fuld sikkerhed henføres et halvvers, hvori skjalden tiltaler en mand ved navn Hrafnketill, der har overbragt skjoldet og opfordres til at høre på kvadet, samt et halvvers, hvori »Sigurds søn« omtales (14).

Af andre (halv)vers, som Snorre anfører under Brages navn, handler de fleste (6 eller 7) om Tors kamp med midgårdsormen. Flere (f. ex. Jón Sigurðsson og Th. Wisén) har heri villet se lævningerne af et andet og forskelligt kvad om Tor (et brudstykke af en Þórsdrápa), medens andre (G. Bryniulfsson, G. Vigfússon) har antaget, at også disse vers hørte til Ragnarsdrápa, idet de går ud fra, at skjoldet har været inddelt i felter (hvad jo de to nævnte stykker af Gjukungesagnet og Hjadningesagnet forudsætter), hvert led sin egen billedlige fremstilling. Da der intet kan indvendes derimod og da Brage selv bestemt omtaler »mange sagn« (fjölð sagna), som han ser (þat erum sýnt) på skjoldet, må jeg bestemt slutte mig til den sidste mening. Til slutning haves endnu et helt vers om Gefjun og hendes 4 jættesønner , der trak Sælland fra Sverrig ud i havet. Også dette vers har vistnok hørt til samme digt. På denne måde vilde vi få 4 forskellige afdelinger af digtet (dets stefjabalkar), svarende til 4 afgrænsede felter på skjoldet, et antal, som må siges at være meget naturligt. Jón Sigurðssons mening (15), når han om Torsversene ytrer, at de »non solum numeri sed et metricæ constructionis causa« ikke lader sig henføre til Ragnarsdrápa, er ikke rigtig; den må bero på en misforståelse, ti med hensyn til versemål og bygning er der ingen som helst forskel at spore; de har de samme metriske ejendommeligheder og mangler, som versene om Jörmunrekkr osv. og Hjadningerne.

Alle de nævnte vers kan og vistnok bør henføres til Ragnarsdrápa. Indholdet er allerede i det foregående kortelig blevet antydet. Vi skal nu se lidt nærmere derpå.

Efter at have opfordret Hrafnketill til - på Ragnars vegne at høre på digtet, synes skjalden at tale om den løn (gengæld), han agter at give derfor (16). Den 1. stefjabalkr handler om brødrene Sörles og Hamðis angreb på kong Jörmunrekkr, hvorledes de »ravnsorte brødre« hævnede deres sorg (ɔ: søsteren Svanhilds drab) ved at hugge hænder og fødder af »kampalven«, så at denne faldt på hovedet i blodpølen på gulvet, hvorledes brødrene derpå blev omringede og stenede ihjæl - »det mandefald ser jeg på randens fagre bund (skjoldet); Ragnar gav mig« osv. Det er interessant at sammenligne dette indhold med beretningen om brødrenes fald i eddadigtet Hamðismál (se ovf. s. 320). Derimod grunder fortællingen hos Snorre sig hovedsagehg på Ragnarsdrápa.

Den anden stefjabalkr handler om Hjadningekampen. Hildr bringer sin fader en kostbar halsring, da hun var, eller lod som hun var bange for hans liv; hun tilbød ham den ikke, for at han skulde vise fejhed, men falsk i sit sind var hun, ti i virkeligheden æggede hun kun fyrsterne til kamp med hinanden. Bægge hære styrer frem til kamp på øen (Háey i vestnordisk tradition) - »Den kamp kan man se på Svölnes sals penning (skjoldet). Ragnar gav mig« osv. Hele denne Hjadningekamp, som også kendes fra andre kilder, fortæller Snorre udførlig (17). Også hos Saxo findes fortællingen herom [18) og i det tyske digt Kúdrún spiller denne kamp, som bekendt, en hovedrolle (19).

Af en 3. del om Gefjunsagnet er der kun ét vers tilbage; det dvæler ved den handling, at Gefjuns 4 sønner i okseskikkelser trak et stort stykke land bort fra Sverrig ud i havet, ɔ: det nuværende Sælland. Denne myte fortælles i al korthed i det 1. (uægte) kap. af Gylfaginning. Gefjun, der her kaldes en farandi kona (omflakkende, omrejsende kvinde) og af asabyrd, kom til den svenske konge Gylfe, som til løn for hendes underholdning (sejd?, spådomskunst?) gav hende så meget pløjeland, som 4 okser kunde pløje i løbet af en dag og en nat. Hun spændte da sine 4 med en jætte avlede sønner for ploven, men denne gik så kraftigt og så dybt, at landet løsnedes helt op og okserne trak det ud i havet mod vest og stansede i et sund; der anbragte Gefjun landet og kaldte det Selund. Dette kap., der rimeligvis går tilbage til Ragnarsdrápa (det anfører jo verset), stammer ikke fra Snorre, der i Heimskringla giver en anden fremstilling (20).

Den sidste afdelings indhold, Tors kamp med midgårdsormen, var et af skjaldene særdeles yndet æmne. Utrættelige var de i at beskrive det forfærdelige møde mellem den vældige orm og den stærke gud. (Foruden Brage også Ölvir hnúfa, Eysteinn Valdason, Gamle, Úlfr Uggason i Húsdrápa). Tor »ses«, siger Brage, at have villet prøve kræfter med midgårdsormen [her mangler et vers om roningen]; da han mærkede, at slangen bed på, tog han hurtig hammeren i sin højre hånd og trak af al kraft; fiskesnøren var ikke slap, da slangen stirrede nede fra bistert på Tor, men den modløse jætte overskar snøren, og dermed var kampen ude. Endnu et halvvers omtaler Tor som den, der kastede Tjasses øjne op på himlen.

Billederne på skjoldet var således dels hæntede fra mytologien, dels fra den nordiske sagnhistorie, dels fra den tyske (gotiske). Kun skade, at digtet er så mangelfuldt opbevaret (21).

Foruden disse lævninger af Ragnarsdrápa er der opbevarede 3 halvvers og en fjærdedel, hvorom intet lader sig bestemt sige. I et af dem tiltales Tor direkte og sættes i forbindelse med jætten Þrívaldes drab; muligvis er dette vers en lausavísa. Et par linjer, hvori »Odins(?) hest« synes at omtales, hører muligvis til Ragnarsdrápa. Det 3. er rimeligvis en lausav. om den løn, digteren fik af Björn (se ovf. s. 416). I det sidste vers omtaler digteren en »tredje ven«, som var »bedst mod ham selv, men argest mod stenkongens (jættens) stemme (ɔ: guldet)«. Dette halvvers kunde høre til Ragnarsdrápa.

Til slutning haves et par vers, der udtrykkelig siges at være løse vers. Det første i fornyrðislag er det, som Brage skal have digtet i kong Hjörs hal om hans sønner, de to berømte heljarskinn, Hámundr og Geirmundr. Der er intet som helst, der taler imod, at verset kan være ægte, og det er meget let at forstå, at dét er kommet til Island og dér opbevaret i familjen; den ene af dem, hvorom det handler, er jo en landnamsmand. Det andet vers i ufuldkomment tøglag skal Brage have digtet, »da han sent om aftenen kørte gennem en skov; da tiltalte en troldkvinde ham og spurgte hvem det var, der kørte«. Brage svarede med dette vers, der ifølge sit indhold er en gåde: »skjaldene kalder mig 'Odins gave-modtager'«, osv. (6 omskrivninger for en 'skjald'); men Brage giver selv løsningen, idet han tilsidst siger: »hvad er det andet end 'skjald'?« Der kan intet af betydning anføres imod, at verset kan være ægte; kun er det, som siges at have foranlediget verset, naturligvis et sagn (22).

Når vi nu på grundlag af disse brudstykker skal bedømme Brage som digter, er der ingen grund til at tvivle om, at kunsten som sådan i ham har besiddet en dygtig udøver, at han med andre ord har været i besiddelse af alle de kundskaber, som der hørte til både med hensyn til det rent tekniske, den metriske form, således som denne dengang var (se ovf. s. 393 f), og med hensyn til omskrivningernes egenlige væsen og rette dannelse, hvad der jo i grunden ikke er mærkværdigt. Denne hans kunstfærdighed tyder på et så fremskredet trin i udviklingen, at der ingen tvivl kan være om, at Brage har haft mange forgængere; at kalde ham for skjaldepoesiens 'fader', som flere i senere tider har gjort, er uberettiget og misvisende. Hans omskrivninger er ikke meget indviklede eller dunkle, hvor teksten er nogenlunde uforvansket. (23) Valget af ord, f. ex. tillægsord, er heldigt, men simpelt og bramfrit. Ordstillingen er i det hele temmelig ligefrem og lidet knudret, hvilket tildels har sin grund i Brages simple versform. Der er således noget enkelt og lidet sammensat eller indviklet-dunkelt ved Brages vers i det hele; der er noget primitivt-ædelt over dem. Til simpelheden i form svarer en jævn fremstilling af det givne stof; det som var fremstillet på skjoldet meddeles i ligefremme og rolige ord; man mærker ikke meget til, at digteren har følt sig greben af de billeder, han så, eller af det, som de synliggjorde. Man sammenligne f. ex. hans vers om Tor og midgårdsormen (»den hæslige, hårdsindede jordtvinge stirrede [der står blot det simple »stirrede«, men hvor talende er udtrykket dog ikke] nedefra på Hrungnis hoved-sprænger«) med Ulfs vers om det samme (se ovf. 379); eller man lægge mærke til den fuldstændig lidenskabsløse fremstilling af kampen mellem Jörmunrekkr og Gjukungerne, mellem Högne og Heðinn. Allevegne hersker der den dybeste objektivitet, digterens »jeg« kommer aldrig til syne med egne meninger og domme, undtagen i sådanne tillægsord, som f. ex. i det anførte vers om midgårdsormen, tillægsord, som dog må siges at være objektive, det vil sige: indeholde - ikke Brages særlige, men en almindelig mytisk-sagnhistorisk opfattelse. I al deres simpelhed kan versene sammenstilles med et digt som »Loddfáfnis«sangen, der sandsynligvis er det ældste blandt eddakvadene. Brages vers er ikke alene betydningsfulde for os i rent sproglig og litteraturhistorisk henseende; de besidder en alderens ærværdighed i forbindelse med en ophøjet ro og ligefrem simpelhed, hvorved de bliver særdeles tiltalende og får noget solidt ved sig. Digteren viser sig som den þulr-agtige erfarne vismand, der med uforstyrrelig ro meddeler simpelt og uden omsvøb endel af sin rige viden.




Noter:

1): Arkiv f. n. f. VI.
2): Egilss. 220.
3): Hagný i Hálfss., Ljúfvina i Ldn.; Sturl. anfører intet navn; dens forfatter har kendt bægge de andre fatninger af sagnet og derfor klogelig undladt at nævne noget bestemt navn.
4): Zts. f. deut Phil. VII, 391; jfr. dog Studier 271-2.
5): (Norsk) Historisk tidsskr. 1875, 71-3.
6): Corp. poet. bor. II, 2 flg.
7): Kvæþabrot Braga ens gamla (1886) 5-6.
8): Paul-Braune: Beiträge osv. XII, 383, Litt. gesch. 665 f.
9): Jfr. hermed, at Are frode bliver kaldt „den gamle" i modsætning til sønnesønnen Are sterki († 1188).
10): Jfr. G. Vigfússon i Safn til sögu Íslands I, 217.
11): K. Gíslason: Udvalg s. XXV, jfr. G. Þorláksson: Udsigt osv. s. 12.
12): „Eptir þessi sögu orti Bragi skáld í Ragnars drápu loðbrókar" Sn.-E. I, 436, jfr. „Bragi hinn gamli orti um fall Sörla ok Hamðis í drápu þeiri, er hann orti um Ragnar loðbrók" Sn.-E. I, 370 (II, 576), samt endvidere: „Ebasis er afganga efnissins, þá er skáldit reikar afvegis, sem Bragi skáld gerði, þá er hann setti í þá drápu, er hann orti um Ragnar konung, þær vísur, er segja um fall Sörla ok Hamðis ... ok er sjá vísa ein af þeim" Sn.-E. II, 206-8. Den 3. og 4 grt. afh. 128-9.
13): Alle Brages vers er samlede i Skj. digtn. B I, 1-5.
14): Det er altså givet, at skjoldgiveren er en Ragnarr Sigurðarson, der i kilderne identificeres med R. lodbrog, hvad enten dette er rigtigt eller ej.
15): Sn.-E. III, 311.
16): Ordet Nema bør vistnok opfattes i betydningen „medmindre", så at halvverset altså er den sidste halvdel.
17): Sn.-E. I, 432-6.
18): Saxo, V. bog, s. 238 ff.
19): Se herom Symons træffende fremstilling i Grundr. II, 106 ff.
20): Hkr. I, 14-15.
21): Digtet har fra først af næppe handlet om Ragnar personlig og det er vistnok en sen tids misforståelse at antage, at det har handlet om ham, samt at digteren har gjort en digression (ebasis, se ovf. s. 417, anm.), hvori han skulde have omtalt Ragnars hustrus forfædre, Sigurðr og Brynhildr. Der eksisterer ikke den svageste antydning af, endsige bevis for, at Brage har vidst noget som helst om en slægtskabsforbindelse mellem Ragnar og Sörle og Hamðir; de var jo ikke i mindste måde beslægtede med Sigurðr eller Brynhildr.
22): Med hensyn til Brages vers se Corp. poet. bor. II, 1 ff., og særlig H. Gering: Kvæþabrot Braga ens gamla 1886; jfr. Sn.-E. III, 307-14. - I cod. reg. -Worm. (Sn.-E. I, 258) tillægges endnu et vers Brage, medens det i cod. Ups. (Sn.-E. II, 309) tillægges Ulfr Uggason, hvilket sikkert er rigtigt; jfr. Sn.-E. III, 312.
23): Jfr. min ovf. anf. afhdl.