FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Einarr Helgason skálaglamm

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Einarr Helgason skálaglamm

Einarr Helgason skálaglamm var en søn af Helge Ottarsson. Helge hærjede engang i Skotland og tog der tilfange Niðbjörg, en datter af kong Bjolan og en datterdatter af Gangerrolf. Helge ægtede hende og havde to sønner med hende. Ósvífr den spake (fader til den berømte Guðrún) og skjalden Einarr (1). De værdifuldeste oplysninger om denne findes i Egilssaga. Her hedder det (2), at Einarr »allerede som ung var stor og stærk og en særdeles dygtig mand, at han meget tidlig begyndte at digte og var lærvillig.« Engang, hedder det fremdeles, traf han, efter kort i forvejen at være vendt tilbage fra udlandet, sammen med Egill Skallagrimsson på altinget (se ovf. s. 479). Einarr siges tillige jævnlig at have været udenlands og at have været en gavmild mand, brav og dygtig, men altid ubemidlet. Da han ikke sættes i forbindelse med nogen fyrste før Hakon jarl og ikke med Harald gråfeld, må det antages, at han er begyndt at rejse udenlands efter 970; han er vistnok født omkr. 949-50. Han var idelig på rejser. Engang imellem 970 og 980 forærede han Egill Skallagrímsson det prægtige skjold (se ovf. s. 491), »som han havde fået af Hakon jarl« (3). I disse år har han rimeligvis også været i Danmark og stiftet bekendtskab med Sigvalde jarl og Harald blåtand(?). Under selve Jómsvikingeslaget (år 986) var han hos Hakon jarl, men da var jarlen - af en eller anden grund - vred på ham og havde nægtet at høre på hans kvad (Vellekla); lige før kampen truede da Einarr jarlen med at ville gå over til Sigvalde jarl, »ti denne vilde ikke støde ham fra sig.« Da lod jarlen sig formilde, forsonede sig med digteren og forærede ham en vægtskål med lodder der klang, så snart de kom på skålen (deraf hans tilnavn: skåleklang; før siges han at have haft tilnavnet: Skjaldmeyjar Einarr (4). Hvor længe Einarr herefter har opholdt sig hos Hakon jarl, vides ikke, men han er rimeligvis ikke lang tid efter rejst hjem til Island, hvor han druknede i Bredefjorden (5). Han bode vistnok i det vestlige Island og havde en datter Þorgerðr, bedstemoder til skjalden Stein Herdísarson (6). Af Einars digte kendes følgende: (7)

En drape om Hakon jarl, rimeligvis det digt, hvorfor han fik det omtalte prægtige skjold. Heraf er der kun et vers bevaret; det handler om begivenhederne før 965.

Et digt om en dansk fyrste, muligvis Harald blåtand. Et sådant digt antyder vore kilder imidlertid ikke. Men der haves to halvvers, hvori den lovpriste fyrste kaldes jöfurr Lundar (Lunds konge) og Hilditanns ættstuðill (Hildetands slægtning, en særlig betegnelse for en dansk konge), hvilket næppe er til at tage fejl af. Disse vers må naturligst opfattes som hørende til et lovkvad om den daværende danske konge (8). Herved får vi en træffende forklaring af Hakons vrede mod Einarr - man huske forholdet imellem Hakon jarl og kong Harald efter 975 – og Einars trusel om at ville gå over til Sigvalde.


Vellekla.

Af dette digt (9) findes meget betydelige lævninger. Digteren opfordrer, som sædvanlig, til lyd, og udtaler sig om sit forhold til jarlen og om sit kvad; dernæst går han over til at omtale jarlens første bedrifter, hans flugt til Danmark og faderhævnen (962-5), hans kampe og særlig den ved Dinganes (965-7), fremdeles toget til Danmark og forsvaret af Danevirke mod kejser Otto og hans rejse tilbage til Norge gennem Gotland og Skåne (år 975); endelig behandles Jómsvikingeslaget (år 986); et vers handler om en kamp, uvist hvilken. Det sidste vers hører til digtets slutning og handler om Hakons store magt og vælde efter 986.

Der kunde være tvivl om, hvorvidt alle de i Snorra-edda anførte vers virkelig hører til dette digt; dette må imidlertid antages for at være det rimeligste, når der ses hen til Snorres måde og sædvane at anføre vers i det hele; desuden synes flere af versene ikke godt at kunne handle om andre end Hakon jarl, foruden at to af dem bevislig er af Vellekla. Hakons store magt, eneherredømmet over Norge, forudsættes desuden i flere af dem ved forskellige udtryk.

Der kunde endnu fremsættes det spørsmål , om ikke de sidste vers hørte til et særligt digt (flokkr) om Jomsvikingeslaget (og ikke til Vellekla (10)). Men her tror jeg, at Egilssaga giver os nøglen til den rette forståelse af sammenhængen. Det hedder dér, at jarlen var vred på Einarr og derfor ikke havde villet høre hans kvad. Efter at de var blevne forsonede under slaget, er det rimeligt, at Hakon snart ønskede at høre sit lovkvad. Slaget i Hjörungavåg var en så betydningsfuld begivenhed og en så storslået sejr som ingen af Hakons tidligere. Jeg antager, at Einarr, som i Vellekla havde givet en oversigt over alle Hakons tidligere bedrifter, efter slaget har ment, at han i et sådant kvad ikke burde forbigå en begivenhed af en så stor betydning, som Jomsvikingeslaget tilvisse var, og jeg mener derfor, at han i sit oprindelige digt har indskudt en stefjabálkr om slaget; intet var lettere end dette; digtets indretning behøvede ikke derfor at forandres det mindste.

Digtets navn: »Guldmangel« står rimeligvis i forbindelse med Einars jævnlige mangel på penge (men man må derfor ikke antage, at digtet er forfattet i den bestemte hensigt at få en sum penge for det).

Digtet er ubetinget et af de mest fremragende fyrstekvad fra det 10. årh. Snorre har da også sat stor pris derpå. I formel henseende er det fortrinligt, og det har et par ejendommeligheder at opvise, navnlig mangel på rim i nogle af de ulige linjer samt en åbenbar forkærlighed for en rimstilling, der kaldes dunhent (en slags assonans mellem en linjes slutning og den følgendes begyndelse). Bægge dele kan være en efterligning af et tidligere tidsrums digte, og det er i så henseende oplysende, at af alle skjalde er Einarr den eneste, som ligefrem siges at have været námgjarn (φιλομαϑης). Han havde sikkert »studeret sine klassikere« blandt skjaldene. I de ældste digte, f. ex. Brages, Þjóðólfs og i nogle af Egils vers, findes netop de nævnte ting, ganske vist af andre grunde end hos Einarr; således er dunhent hos dem nærmest at betragte som en erstatning for eller et tilløb til regelmæssige linjerim, som Einarr efterligner, uagtet han ellers i de lige linjer altid har regelrette rim. I overensstemmelse hermed finder vi også hos ham efterligninger af ældre udtryk og da, hvad der var såre naturligt, særlig af Egils. Hans digte har Einarr vist kunnet udenad. For at nævne eksempler er vágr Rögnis (Odins vove) ligt med Oðins ægir - en omskrivning, der er meget sjælden; Ullar asksögn (=skjaldar sögn = skjoldbærende skare) synes at være en efterligning af Egils geirvangs raðar (= skjoldrækker), - en omskrivning, der ellers aldrig forekommer.

Med hensyn til omskrivninger, valget af dem og beskaffenheden af deres nærmeste omgivelser må Einarr henregnes til de fortrinligste skjalde. De er omhyggelig dannede og anskuelige, og til dem svarer på det nøjagtigste valget af udsagns- og tillægsord. Som eksempel herpå kan følgende storslåede sammenligning tjæne: »Klippebølgen, som reddede dværgene [skjaldedrikken, digtet], slår over Ulls skibs hele mandskab (krigerne) = krigerne skal alle høre på digtet,« og »Jeg vil øse op af Odins vinskib for skibenes raske bevæger« (Hakon jarl, som særlig gjorde sine krigstog til søs).

Einars egen »bravhed«, som Egilssaga berømmer ham for, åbenbarer sig i de epiteter, som han tillægger fyrsten, som f. ex. eiðvandr - 'samvittighedsfuld med hensyn til sin ed', og deri, at han roser jarlen for at have villet dæmpe fyrsternes lyst til at yppe strid og roser ham for hans religiøsitet, hvoraf den almindelge følge er, at »nu er jorden frugtbar som tilforn« (under Harald gråfeld var der stadig uår og misvækst); han berømmer Hakon endvidere for den fred, han har skaffet tilveje, »den største siden Frodes dage«, og han lægger vægt på, at Hakon jarl drager i leding, »fordi han deri ser en støtte og frelse for hele folket«, let er således klart, at Einars opfattelse af en høvding og hans virksomhed er af en langt højere art, end vi ellers i reglen finder; vel finder vi ofte sådanne betegnelser som 'tyvekuer' og lign., men vi finder ikke ofte en sådan bevidst lovprisning af krigen som et nødvendigt middel til at skaffe fred i landet og gode tider. Alt dette viser igen Einars egen retskafne, fredelige karakter. Krigen for dens egen skyld har han ikke elsket. Einars tro på guderne og deres magt er urokket. Hvilken modsætning er han ikke f. ex. til Kormákr! Det er et overordenlig tiltalende billede vi får af Einarr som menneske.

Af løse vers af Einarr haves kun 3; de to første er digtede i anledning af den allerede fortalte begivenhed før Jomsvikingeslaget, da Einarr beredte sig til at forlade Hakon jarl, det sidste om den døende Þorleifr skúma fra Alviðra, en af de Islændere, som på Hakons side deltog i slaget. Hakon jarl havde ytret, at »det vilde være en stor sorg for Þorleifs fader, hvis hans søn skulde dø her.« Disse jarlens smukke og følte ord omdannede Einarr straks til et vers, endnu et bevis for hans egne blidere følelser.




Noter

1) Ldn. 95; Egilss. 288.
2) Egilss. l. c.
3) Se herom Sn.-E. III, 691-2.
4) Jómsv. s. a) 27, b) 72, c) 109, Flat. I, 188.
5) Jómsv. s. b) 101; Ldn. 95; Flat. I, 203.
6) Ldn. 95.
7) Skj. digtn. B I, 116-25.
8) Se Aarbøger f. nord. Oldkh. 1891, s. 181-82.
9) Navnet findes på utallige steder både i Hkr. og i andre norske kongesagaer, i Egilss. og i Fms. XI, 420, hvor digtet anføres som kilde, uden dog at noget deraf citeres.
10) Jfr. „Rettelser og Tillæg" til G. Þorlákssons Udsigt, 2.