FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Eiríksmál

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Eiríksmál

»Efter Eiríks [blodøkses] fald lod Gunnhild forfatte et digt om ham, som om Odin modtog ham i Valhal, og det begynder således« hedder det i Fagrskinna (1), der har bevaret de få brudstykker, som vi endnu har af dette engang så stolte kvad. Digtet er forfattet vistnok straks efter Eriks fald (år 954). Indholdet er følgende: Odin vågner i Valhal efter at have drømt om, at en eller anden mægtig fyrste vil komme, og befaler at berede ham en festlig modtagelse. Siden hører han støj og spørger Brage, hvad der er på færde - »alle bænke brage, som kunde det være Baldr, der kom tilbage«, svarer Brage. »Nej, det er Erik, der kommer«, siger Odin, og nu befaler han Sigmundr og Sinfjötle, de ypperste helte, at gå ham i møde, men Sigmundr spørger, hvorfor han mere vænter Erik end enhver anden; Odin svarer, at man kan aldrig vide, om der ikke snart trænges til sådanne mænd som Erik - ti »ulven ser alt så bistert på gudernes bolig«. Sigmundr modtager Erik og spørger, hvor mange der følger ham. »Fem konger, jeg er selv den sjætte«, svarer Erik, og dermed slutter brudstykket.

Det er både originalt og, så vidt vides, enestående at digte et kvad af denne beskaffenhed, skønt det ifølge den gamle hedenske tro lå nær nok. Da der er så beklagelig lidt tilbage af digtet, kan det ikke rigtig bedømmes hverken i form eller indhold. Hvad formen angår, er 7 vers digtede i regelmæssig ljóðaháttr; men et par af versene er noget mangelfulde. Det 1. vers er digtet i málaháttr og, som det nu foreligger i kilderne, åbenbart brudstykke af to vers. V. 1 - 2 er Odins indledende monolog og derfor i málaháttr, medens det øvrige er en dialog og derfor mest i ljóðaháttr.

Ligesom dette digt i formel (metrisk) henseende er en efterligning af eddadigte, således er det også det digt, som i den gamle skjaldepoesi med hensyn til udtryksmåde og tone er mest beslægtet med dem. Det er klart, at forfatteren har lagt an på at efterligne disse. Verbale overensstemrnelser lader sig dog kun i ringe grad påvise, hvilket måske har sin hovedgrund i, at så lidt er bevaret af Eríksmál (2).

At forfatteren er en Nordmand, kan ikke betvivles; var det f. ex. forfattet af Glúmr Geirason, hvem man har gættet på, kunde man næppe være uvidende derom på Island o. 1200. At forfatteren har været en mand fra vesten (3), er en hypotese, som intet positivt har at støtte sig til. Om forholdet mellem Eríksmål og Hákonarmál se under dette.




Noter:

1): Jfr. Sn.-E. I, 240: „Svá er sagt i Eirlksmálum", jfr. Fsk. 38 (se nedenfor under Eyvindr). Skj. digtn. B I, 164-66.
2): Man kan dog jævnføre sjöt goða (7.5) med ragna sjöt Vsp. 41; óvíst er at vita (7.3) er = Háv. 1.5, 38.4, Fáfn. 24.1; hins vilk fregna (8.4) = hins vilk nú spyrja Hárb. 9.9, jfr. hitt vilk vita Vafþr. 3.4.
3): Corp. poet. bor. I, 260.