FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Glúmr Geirason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Glúmr Geirason

Faderen Geire var en udvandret Nordmand, der nedsatte sig på Island vistnok først efter landnamstidens slutning. Geire siges at have haft to sønner foruden Glúmr. Han bode først på Geirastaðir ved Mývatn (1). Engang kom der et skib til Húsavik, som førtes af 3 norske brødre, der var Glúms bekendte. De skulde bo hos ham om vinteren, men det blev ikke til noget, fordi hans avindsmand, en bonde, fik det maget således, at de tog ophold hos ham, idet han sagde, at Glúmr var fattig. Senere beskyldte denne bonde Glúmr for at have stjålet en af hans hopper. Heraf opstod der en åbenlys fejde, der endte med manddrab og kamp, i hvilken, blandt andre, alle Nordmændene faldt. Glúmr og hans fader blev nu fordrevne fra egnen og de nedsatte sig endelig på vestlandet på Geirastaðir i Kroksfjorden. Her blev Glúmr gift med en gæv bondes datter, Ingunn (2). Når alt dette bestemt er sket, kan ikke siges. Glúms og Ingunns søn Þórðr blev kort efter 990 for anden gang gift med den berømte Guðrún Ósvífrsdóttir (3). Þórðr er altså næppe født senere end omtr. 960-5. Følgelig må de nævnte stridigheder være sket før og rimeligvis i årene 950-60. Omtrent 960 har Glúmr været i Norge, da han kaldes Harald gråfelds skjald (4) og deltog i Fitjeslaget, hvorefter han digtede et vers om Hakon den godes fald (5); ja han har rimeligvis deltaget i forskellige af Haralds krigstog, særlig Bjarmelandstoget (6). Hvor længe han levede vides ikke bestemt. Så meget er vist, at han overlevede Harald gråfeld, og at han ved Hjalte Þórðarsons død (ɔ. 970-80) havde en proces med skjalden Oddr breiðfiringr (7) (se ovf. s. 503). Han kan heller ikke være død meget efter 980, da betegneisen af hans søn som Ingunnarson forudsætter, at denne i en lang række af år har måttet bo hos sin moder som enke. Glúmr kaldes i Reykdæla (l. c.) fattig; dette støttes derved, at hans søn først gjorde et rigt parti uden at holde af sin kone; men ellers kaldes Glúmr »en meget tapper mand« (8) og »vennesæl« (9). Hvilken anseelse Glúmr som skjald har nydt, fremgår bedst af de ord, som Harald hårdråde, den strænge skjaldekritiker, ytrede til hans efterkommer Stúfr: »Du er en god skjald, hvis du ikke digter værre end Glúmr« (10). At dømme efter de brudstykker, vi har, må vi give Harald ret. Glúms digte er: (11)


Et kvad om Erik blodøkse

Et kvad om Erik blodøkse († 954, Eiríksdrápa?), antydet i Skáldatal og direkte omtalt i Fagrskinna (12). Det hedder her, at Glúmr »i sit digt« har omtalt flere af Eriks krigstog og kampe i forskellige lande (Danmark, Kurland, Sverrig osv.), men heraf kan intet sluttes med hensyn til digtets tilblivelsestid, det kan have været et arvekvad. Til dette digt har J. Sigurðsson henført et par linjer, som muligvis er stef; da digteren her bruger præsens (»Erik skaffer sig«), synes digtet at være forfattet endnu mens Erik var i live. Hertil føjer jeg et vers om Eriks krigstog til Skåne. I alle håndskrifter anføres det ganske vist, som om det handlede om Harald gråfeld og altså hørte til det næste digt; men da der i den sidste del af verset er tale om en kamp i Skotland og i den første om en kamp i Skåne, kan det næppe forholde sig rigtig med den sædvanlige opfattelse. Snorre går da også fuldstændig stiltiende forbi denne »Haralds« kamp i Skåne, medens forfatteren af Fagrskinna (13) synes at henlægge alle disse kampe til tiden efter 960. Dette viser dog kun, at han har haft den samme tekst som Snorre, men søgt en rationel forklaring af den. Hvad der her er afgørende, er, at den fyrste, der kæmpede i Skåne, kaldes barnungr (14), men således kunde Harald gråfeld umulig betegnes efter år 960. Derimod passer udtrykket fortræffelig på Erik blodøkse, der gjorde sit første krigstog (15) 12 år gammel, og da siges han at være sejlet til Østerleden, Danmark (Skåne hørte dertil) og derpå til Skotland. Her passer således alt på det bedste på Erik og hans tog. Det er let at begribe, hvorledes dette vers om faderen i senere tider er indkommet i en drape om sønnen; deres bedrifter lignede hinanden, og de blev bægge besungne af den samme skjald (16).


Gráfeldardrápa

Gráfeldardrápa er et arvekvad om Harald gråfeld (17), digtet kort efter hans fald (970). Af dette digt haves betydelige lævninger. Foruden et halvvers af begyndelsen af digtet, hvori digteren opfordrer Haralds efterlevende brødre til at høre på kvadet, haves 2 ½ vers om Haralds kampe omkring i Skotland og Østerleden før og efter at han blev konge i Norge; dernæst er der et par vers om hans Bjarmelandstog og kampe i almindelighed, samt 4 om hans sidste slag (ved Hals) og fald. Dernæst er der 1 vers, der udtrykker digterens savn, og 2 halvvers, der berømmer fyrsten som den, i hvem Odin ligesom bode, og omtaler hans legemsfærdigheder; det sidste vers er stef. Digtet har i dets helhed været et stolt digt. Der viser sig deri en bestemt poetisk flugt og en ævne til at gribe enkelte ejendommelige træk eller udsagn af den besungne fyrste og gengive dem for derigennem at belyse hans tænkemåde og karakter, således som når skjalden anfører de berømmelige helteord, som kongen skal have udtalt lige før slaget ved Hals. Det er ligeledes en ellers ukendt tanke om en tapper kriger at sige, at »Odin bode i ham«. Man kan således ikke frakende Glúmr en vis ejendommelighed og originalitet. Glúmr har næret en uskrømtet beundring for Harald og hans idrætter (v. 13) og han har taget sig det meget nær at erfare den konges død, som »gav skjaldene skjolde« (v. 3), men han trøster sig med, at dennes brødre har lovet ham »godt«.

Disse Glúms vers er særdeles dygtige i formel henseende og har noget gammeldags ved sig; de er forbavsende lette og flydende og viser, at Glúmr har været en udmærket verskunstner. Omskrivningerne er ikke synderlig talrige, meget heldige og smukke, som f. ex. når det hedder: »Sværdlegens virkende gud lod de skarpe (sværd) skedetunger synge«; ikke alene billedet er træffende og anskueligt, men også tillægsordet fortræffelig valgt. Enkelte ord synes Glúmr særlig at have yndet, f. ex. sammensætninger med eisa (forekommer 2 gange i Gráf. og 1 gang i Eiríksdr.).

Foruden disse lævninger af kvad haves kun den ovenfor omtalte lausavísa om Hakon den godes fald, digtet lige efter Stordslaget.




Noter

1) Ísl. forns. II, 87-8; Ldn. 233.
2) Ísl. forns. II, 89-98; Ldn. 233-4.
3) Laxd. 119-20; Ldn. 234.
4) Hkr. I, 224.
5) Jfr. Fsk. 52; jfr. ovf. s. 448.
6) Jfr. hans egne ord ”Jeg så” osv. Gráfdr. 5.
7) Ldn. 197; Bárðars. 45.
8) Hkr. I, 224, jfr. Ísl. forns. II, 88. 98 og Ísl. drápa Hauks v. 11
9) Ísl forns. II, 93. 94.
10) Fms. VI, 392; jfr. Flat. III, 380.
11) Skj. digtn. B I, 65-68.
12) Fsk. 30.
13) Fsk. 57.
14) Dette ord synes at være en erindring om Þorbjörn hornklofes Glymdrápa, hvor det bruges om Eriks fader.
15) Se f. ex. Hkr. I, 144.
16) Hermed slipper man også for den stødende gentagelse af -eisu (rógeisu, dolgeisu) i to på hinanden følgende vers.
17) Navnet forekommer i Hkr. I, 180. 276. 282; Fsk. 56; Ldn. 233 not.; Fms. I, 25. 30. 88. 92; Flat. I, 51. 54. 86.