FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Grettir Ásmundarson m. fl.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Grettir Ásmundarson m. fl.

Vi kommer nu til Nordlandet og da først til egnen omkring Hrutafjorden og Midfjorden. Vi møder her flere åndelig så vel som legemlig kraftige slægter, ja der er næppe nogen egn, som i så henseende var frodigere.

Fra Hrutafjorden var Þóroddr Arnórsson hýnefs, kaldt drápustúfr (drapestump). Han spillede en særlig rolle som Grettis modstander, fordi denne havde dræbt hans broder. Fra ham nedstammede i lige linje historikeren Oddr munk. Af Þórodds digte kendes intet, undtagen navnet på et digt (en flok) Ófeigs Visur (1) om den fra Bandamannasaga kendte Ófeigr (se nedenfor s. 515).

På Melr bode Kormákr Ögmundarson, men han vil blive behandlet i en anden sammenhæng, ligesom også Berse Skáldtorfuson fra Torfustaðir.

Af den kvindelige hovedperson i Kormákss. Steingerdr Þorkelsdóttir fra Tunga anføres et halvvers (2), hvori hun på Kormáks spørsmål ytrer, at hun vilde have ham fremfor nogen anden. Imod versets ægthed kan intet indvendes.

Den før nævnte Önundr tréfóts sønnesøn var Ásmundr hærulangr på Bjarg. Ásmundr rejste til Norge, blev der gift og fik en søn Þórsteinn drómundr. Efter sin kones død tog han tilbage til Island og blev her påny gift med Ásdis, en datter af Bárðr Jökulsson fra Vatsdalen og en søster til skjalden Jökull Bárðarson. Med Ásdis havde Ásmundr sønnerne Atle, den berømte Grettir og Illuge, samt døtrene Þórdís, en moder til Óspakr Glúmsson (se s. 514) og Rannveig. Hele denne slægt var særdeles kraftig og blomstrende og nær beslægtet med mange høvdingefamiljer. Utvivlsomt var slægten tillige en digterslægt.

Af Ásmundr anfører Grettiss. et vers (3) om hans balstyrige søn Grettir, som dog næppe er ægte. Ligeledes anfører sagaen et vers af Ásdís, digtet da Grettis død blev hende meddelt (3). Heller ikke dette vers er ægte (helrim som létt : Grétt).


Grettir Ásmundarson

Grettir Ásmundarson er antagelig født omtr. 996 (4). Allerede som ung gav han forskellige beviser på sin karakter, ved drillerier mod faderen, som ikke yndede ham, ulydighed og egensindighed. Sagaen giver følgende karakteristik af ham: »Han var meget balstyrig i sin opvækst, lidet talende og lidet føjelig, både i ord og handling uskånsom. Hans fader yndede ham ikke meget, derimod elskede moderen ham. Grettir var en smuk mand, firskåren, rødhåret og meget fregnet, ikke tidlig udviklet«. Der tilføjes senere, hvad der for os er særlig vigtigt: »Han digtede jævnlig vers og kvædlinger (spottevers) og ansås for at være en temmelig stor nidvisedigter (níðskældinn)«. Da Grettir skulde vogte gæslinger, drejede han halsen om på dem; da han skulde klø sin gamle faders ryg, gjorde han det med uldkarter og undskyldte det med det ordsprog, der kunde sættes som et motto over hans liv: »Ej skal den ægges, som aldrig viger«. Det ene var værre end det andet. Det var ikke muligt, at Grettir med en sådan karakter kunde blive nogen lykkens mand. 15 år gammel begik han sit første manddrab. Herfor blev han dømt til 3 års landflygtighed. Senere blev han den ufrivillige årsag til at flere mænd indebrændte, en tragisk begivenhed, hvori Grettirs ulykke nåde højdepunktet. Blandt de indebrændte var to islandske høvdingesønner. Han blev på altinget dømt til fredløshed på livstid, uden at noget forsvar for ham kunde fremføres. Med hensyn til hans lange fredløshedstid må der henvises til sagaen. Endelig begav Grettir sig tilligemed sin yngste broder, den ædle og trofaste Illuge, ud i klippeøen Drangey, hvor det endelig lykkedes hans fjender at overrumple ham og dræbe ham (år 1031).

Grettir er en af de ejendommeligste sagaskikkelser. En fredløs, af lykken forladt og af fjender forfulgt mand, der altid er rede til at hjælpe andre og »løse andres vanskeligheder«, der aldrig tabte sit gode humør, der altid havde en vittighed eller bidende spot på læben, altid ordsprogsagtige, rammende svar på tungen, en mand, som i virkeligheden var meget godmodig - det er det billede, sagaen giver os af Grettir, og der er ingen grund til at antage, at hans karakter i det hele og store af traditionen ikke er rigtig fastholdt og overleveret, ligesom sagaens skildring af den i alle måder er mesterlig.

At Grettir var skjald må betragtes som fuldstændig sikkert. Ifølge sit naturel synes han særlig at have haft anlæg til at fremkaste kvædlinger ɔ: bidende småvers, jfr. sagaens anførte udtryk (5). Et par sådanne kvædlinger er opbevarede og synes at være ægte. I anledning af gæslingedrabet sagde han: »Det gør jeg vist, når det vintres, på gæslinger drejer jeg halsen om; og skønt det er ældre gæs, besejrer jeg enhver af dem«. Da Grettir på sin første udenlandsrejse var søsyg og ikke kunde bestille noget, klagede det øvrige mandskab over at måtte døje kulde, medens Grettir ikke bestilte noget. Da sagde Grettir: »Om uslingers fingre fryser, finder jeg aldrig skader«. Fyrsteskjald var Grettir ikke. Af større kvad er der kun bevaret nogle brudstykker af en kviða, der muligvis har været et slags selvbiografi. Heraf haves 7 (3 + 4) vers (6), hvoraf de 3 første handler om, hvorledes han undslap den visse død i Norge, og de andre om, hvorledes han engang blev fanget af bønder i Isefjorden (på Island), men blev sat på fri fod ved Egill Skallagrimssons datterdatter, Þorbjörg den digres energiske og mandige optræden. Disse brudstykker er uden tvivl ægte. Det er meget simple og fordringsløse vers, som dog giver et ejendommeligt udtryk for Grettirs sind og taknemmelighed; således ytrer han: »Min ulykke var stor i havtags (= Ise-)fjorden, da gamle grise (ɔ: bønderne) skulde holde fast om mine hovedben«, og »selv havde jeg snart måttet stikke mit hoved i strikken, dersom Þorbjörg - hun er meget klog - ikke havde reddet denne skjald«.

De i sagaen omtalte Söðulkolluvísur har måske engang eksisteret (digtede i anledning af en hoppe, som Grettir uden ejerens tilladelse havde benyttet), men de vers, som der anføres deraf, er sikkert uægte. Der nævnes endvidere en flok om Hallmundr, en slags fredløs, som bode i en bjærghule i nærheden af Balljökel. Heraf anføres et vers og en fjærdedel (omkvædet?), men det er et stort spørsmål , om man har ret til at forudsætte et sådant digt, da Hallmundr synes at være en mytisk og ingen virkelig person (7).

Ellers anføres der i sagaen kun løse vers, 37 i tallet; men for flertallet af disse vers gælder det samme som for versene i Njála, at de er uægte, ja først digtede i den sidste halvdel af det 13. årh. eller senere. Man finder former som var (v. 10), auðigir (v. 11), œ udtalt som æ (flere gange, f. ex. v. 18 osv.), udtalen bygðir (:segðu v. 24). Af selvsamme art og tone er fremdeles forskellige andre som versene 8. 12. 14. 16. 21 (8). 26. 28. 31. 34 (9). 35. 44. 45; endelig hører også herhen de 5 sidste, samlet anførte vers (v. 47 - 51). Ordstilling og omskrivninger lader ingen tvivl tilbage. Der bliver således ikke ret mange tilovers. De formentlig ægte drotkvædede vers bliver otte (10), (to af disse anføres i Landnáma (11)) og 1. halvdel af Snorre (12)). At disse vers er ægte, fremgår af, at der i dem råder en helt anden tone end i hine, kenninger er ganske anderledes dannede og gammeldags, at der i dem forekommer gamle ordformer som séa, og at nogle af dem anføres under Grettis navn i sådanne kilder som Landnáma og Snorra-Edda (13).

De ægte vers er for få, til at man kan danne sig en forestilling om Grettis digtekunst. Særlig kan det bemærkes, at han synes at have yndet omskrivninger af egennavne, noget som sjælden findes hos ældre skjalde; sådanne forekommer, mærkeligt nok, også hos hans frænde Olaf den hellige (14).

En Oddr ómagaskald, »en frænde af Kormákr (ɔ : den yngre) på Melr« nævnes (15), men der haves intet af ham.

Grettis søstersøn Óspakr Glúmsson, »en stor og stærk, umedgørlig og overmodig mand«, spiller en betydelig rolle i Bandamannas., som anfører et vers i fornyrðislag (16) af ham, som utvivlsomt er ægte; det handler om et drab, begået på grund af kærlighed og skinsyge.


___________________________


En af Bandamannasagas hovedpersoner er den gamle Ófeigr Skíðason på Reykir i Midfjorden; han var en datterdattersøn af den fra Ljósvetn. s. bekendte Ófeigr Járngerðarson. Ófeigr siges at have været »en vis mand, som godt forstod at lægge planer«, en egenskab, han i anledning af de i sagaen fortalte begivenheder fik rigelig lejlighed til at vise. Han levede ved og efter midten af det 11. årh., men var da bleven gammel. Han kaldes en »god skjald« (17), og sagaen anfører af ham 5 vers, hvoraf 3 i fornyrðislag (18); de er digtede i anledning af den hovedproces, sagaen handler om. Versene er i det hele meget simple, og der gives intet bestemt holdepunkt for at anse dem for uægte. I et af dem klager den gamle Ófeigr, ikke ulig Egill, over sin alderdomssvaghed: »Ondt er det at blive gammel; alderdommen berøver os syn og forstand. Før havde jeg dygtige mænd til at hjælpe mig; nu er ulvehalen alene på vandring«.

Fra Bergsbók er der i Landnáma (19) optaget et stykke, hvori en Þórunn skáldkona Surtsdóttir nævnes, en sønnesønsdatter af Önundr tréfotr, altså en slægtning af Grettir. Hun er ellers fuldstændig ukendt, men må have levet samtidig med ham.

En søn af Eyvindr sørkvir, der havde taget Blöndudalen i besiddelse, var Hrómundr hinn halte (20). Han var gift med Auðbjörg Mársdóttir og havde to sønner, Hásteinn og Þorjörn Þyna. Hrómundr var en meget stridbar mand; på grund af en kamp, i hvilken han havde fældet en søn af Ingimundr den gamle, var han bleven gjort fredløs i Norðlendingafjórðungr, og han havde da begivet sig til Strandasyssel. Her bode han på gården Fagrabrekka, om hvilken han lod opføre en vold. Hrómundr kom snart i strid med nogle Nordmænd i anledning af, at han beskyldte dem for at have begået et hestetyveri; han stævnede dem, og de blev dømt fredløse. Før end de rejste bort, hævnede de sig ved at overfalde Hrómundr og dræbe ham; der faldt også sønnen Þorbjörn samt nogle af Nordmændene (omkr. år 960). Sønnen Hásteinn siges at være rejst til Norge, hvor han længe efter skal være falden på Ormen lange (år 1000).

Af Hrómundr haves to løse vers, bægge digtede for den sidste kamp med Nordmændene. Af sønnen Þorbjörn anføres et vers (21), som dog i Hrómundarþáttr vistnok med urette tillægges Hrómundr selv. Det er digtet samtidig med Hrómunds første vers og ligesom det i anledning af, at de om morgenen hørte en ravn udstøde ulykkevarslende skrig. Disse vers er udmærkede og uden al tvivl ægte. Endelig haves der af Hásteinn 8 vers af en flokkr om kampen(22). Disse vers er fortræffelig digtede både med hensyn til form og sprog. De udtaler en vis lidenskabsløs glæde og stolthed over, »hvad 4 mænd (han og hans mænd) har udført som dagværk; kun lidt skånede vi fjenderne«.

På gården Ásbjarnarnes (Vestrhóp, Hunavatnssyssel) bode bonden Goðmundr Sölmundarson, der var gift med Þuriðr Óláfsdóttir (se ovf. s. 507). Af Goðmundr antydes et vers i Jón Óláfssons uddrag af Heiðarvigas. (23). Det er rimeligt, at han har været skjald; hans slægtning Þorvaldr víðförle digtede vers.

I den nærliggende dal, Vatsdalen, boede den fra Vatsdælas. særlig bekendte Ingimundr den gamles slægt. Denne synes i det hele ikke at have været nogen digterfamilje. Af Ingimunds efterkommere er der dog to, der nævnes som skjalde. Den ene er sønnesønnen Ingolfr den fagre Þorsteinsson (Goðmundr Sölmundarsons søstersøn), om hvem det i et anonymt vers hedder: »alle møer vilde med Ingolf være gifte«. Hans levetid falder lidt før 1000. Han blev hæftig forelsket i Hallfreðr vandræðaskalds smukke søster Valgerðr og besøgte hende hyppig. Faderen vilde ikke finde sig heri og Þorsteinn formanede Ingolfr til at lade være dermed. Det gjorde da Ingolfr, men digtede nu en mansöngsdrápa (efter andre mansöngsvísur) om Valgerðr (24). Óttarr, hendes fader, stævnede nu Ingolfr, men trak det korteste strå og måtte forlade egnen. Af Ingolfs digt er intet bevaret.

Den anden er Ingimunds sønnesønssøn og Grettis moderbroder Jökull Bárðarson (25). Denne siges (26) ved år 1014 at have bot i Tunga (i Vatsdalen) og han beskrives som »stor og stærk, af en meget voldsom karakter, og en mand, der ofte sejlede mellem lande«. Han fik det sørgelige endeligt at blive dræbt af Olaf den hellige og hans mænd (år 1030), fordi han (år 1028) havde; sluttet sig til Hakon jarl (den yngre) og været med til at forfølge kong Olaf og erobre hans skibe. Fra disse to begivenheder haves to - ægte - vers af Jökull, det sidste digtet af ham dødelig såret (27).

Fra Heiðarvigasaga er digteren Eiríkr viðsjá særlig bekendt. Han bode på gården Búrfell mellem Svinadalen og elven Blanda (28). Han siges at have været skald ok eigi lítill fyrir sér. Eirikr deltog i det berømte Hedeslag 1015, hvor han kæmpede drabelig (29). Af ham haves 7 vers, alle drotkvædede og digtede før, under og (om vinteren) efter kampen (30); alle drejer de sig om denne begivenhed til dels blot fortællende uden noget poetisk sving, men deres alderdomlige form og tone borger for, at de er ægte; der findes ikke et ord eller en vending, der tyder på en yngre tid end begyndelsen af det 11. årh.

På Geitaskarð i Langadalen bode Gríss Sæmingsson, der var gift med Hallfreðr vandræðaskálds elskede, Kolfinna Ávaldadóttir. Af Griss anføres et vers, som uden tvivl er ægte, digtet i anledning af Hallfreðs uvæntede besøg (31). Gríss nævnes ikke ellers som skjald; måske indeholder Kolfinnas ord til Hallfreðr: »Ikke vilde Gríss digte om dig« (32) en antydning af, at Gríss var skjald.

Af Þorbjörn öngull i Viðvík (Skagefjorden) anfører Grettiss. et, iøvrigt uægte vers (33).

Af den berømte islandske kristendomsforkynder Þorvaldr Koðránsson fra Giljá (Skagefjorden) haves et vers, hvori han klager over den slette og uvenlige behandling, han under sin missionsvirksomhed (årene 981 - 6) har fået hos sine landsmænd (34).

Þorvaldr holbarke, en søn af landnamsmanden Þórðr på Höfðe, siges engang, (i 10. årh.) at have opholdt sig i Borgarfjorden og da at have begivet sig op til den bekendte Surtshule (Surtshellir) og der fremsagt en drape om hulens beboer, jætten Surtr (35), der desværre er tabt.

Þorvaldr víðförles fætter var den fra Kormákss. bekendte Þórvaldr tinteinn fra Fljót (Skagefjorden) (36), der blev gift med Kormáks elskede Steingerðr; han siges (37) at have været »skjald«, men der haves intet af ham.




Noter:

1) Ldn. 168 med not. 12, hvoraf det fremgår, at digtet kun findes nævnet i Melabók.
2) Skj. digtn. B I, 85.
3) Skj. digtn. B II, 464. 476.
4) G. Vigfússon i Safn til sögu Ísl. I, 469-83. Den her fremsatte tidsregning vil i det følgende blive fulgt som den sandsynligste.
5) Grettiss. 26, jfr. 32 og 33-4.
6) Grettiss. 59-60. 120-2, Det næst sidste vers findes også anført i Fbr. 4. Skj. digtn. B I, 287-88.
7) Disse og alle de uægte vers findes Skj. digtn. B II, 464-75.
8) Se K. Gíslason: Njála II, 188.
9) Jfr. K. Gíslason: sst. II, 325.
10 Skj. digtn. B I, 288-90.
11) „Um Þóri orti Grettir þetta", Ldn. 231; det første vers og de to første linjer af det andet findes i den ældste recension.
12) „Sem Grettir (Refr 748 urigtig) kvað", Sn.-E. I, 424, II, 328. 439. 588.
13) Ang. versene kan henvises til Boers afhdl. Zur Grettissaga i Zeits. f. deut. Phil. XXX.
14) Af Grettis halvbroder Þorsteinn drómundr anføres 1 vers Skj. digt. B II, 476, hvis ægthed er tvivlsom. Jfr. K. Gíslason: Njála II, 889.
15) Grettiss. 68-70.
16) Skj. digtn. B I, 376.
17) Bandam. s. 3. 5.
18) Skj. digtn. B I, 375-76.
19) Ldn. 158 anm. 5.
20) Þáttr af Hrómundi halta, Fms. III, 142-51, Flat. I, 409-14, Vatsd. 47-9, jfr. Ldn. 176.
21) Alle versene findes Skj. digtn. B I, 90.
22) Skj. digtn. B I, 91-2.
23) Heiðarv s. 53.
24) Hallfr. s. 87, Vatsd. 60, Fms. II, 14, Flat. I, 303.
25) Ldn. 180, Hkr. II, 452 f.
26) Grettiss. 81.
27) Skj. digtn. B I, 291.
28) Heiðarv. s. 64.
29) Sst. 92-3.
30) Skj. digtn. B I, 199-201.
31) Sst. 164.
32) Forns. 106.
33) Skj. digtn. B II, 475.
34) Sst. I, 105.
35) Ldn. 199.
36) Sst. 187-8.
37) Korm. s. 36.