FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Hávarðr ísfirðingr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Hávarðr ísfirðingr

Hávarðr ísfirðingr eller hinn halte. Hávarðr er hovedpersonen i en efter ham benævnt saga; han bode på gården Blámýrr (Isefjordsyssel) og var, da sagaen begynder, en gammel mand. Tidligere havde han været »en stor viking og helt«. Han var gift med den energiske Bjargey Valbrandsdóttir (1); de havde en håbefuld søn, Óláfr bjarnylr. Den mægtige isfjordske høvding Þorbjörn Þjóðreksson dræbte Óláfr på grund af en slet mands bagvaskelse (år 1001). Om faderens store sorg og hævn, drabet på Þorbjörn (år 1003) og den deraf følgende retssag handler den største del af sagaen. Hávarðr måtte forlade egnen og nedsatte sig derpå på Nordlandet i Svarfaðardalen, hvor han bode til sin død.

Af Hávarðr haves i sagaen 13 vers i det hele, alle digtede i anledning af de dér fortalte begivenheder (2). På grund af at sagaen nu kun findes i papirsafskrifter, er versene i en meget forvansket, ja undertiden aldeles uhelbredelig skikkelse (3). Alligevel gør de under læsningen indtryk af at være meget gamle; man træffer former som þjórekr (: stór-; for þjóð-), og der er næppe nogen grund til at tro, at de ikke er af Hávarðr (4). Vi ved af Snorra-edda, hvor der anføres et halvvers af ham, at han var skjald. At versene beror på en gammel tradition, viser den omstændighed, at et af de ham tillagte vers er af Hrómundr halte (5). Det er det fælles tilnavn, der har bevirket sammenblandingen; ja et vers af Hrómunds søn, Hásteinn, tillægges i ét håndskrift (6) Hávarðr. V. 9 minder om et vers af Grímr Droplaugarson, der begynder på samme måde. For at forstå sådanne næsten enestående forvekslinger, må det erindres, at Hávarðr til sidst kom til at bo på Nordlandet; dér er hans vers opbevarede og dér er hans saga skreven. Deraf kommer og forklares også de mange misforståelser angående personer og forhold i Isefjorden, som sagaen indeholder.

Af Hávarðs søn Óláfr anfører sagaen et vers i runhent på 6 stavelser (7).


_______________________________


En søn af landnamskonen Þuríðr sundafyllir fra Hálogaland (en spåkvinde, Völva) var Steinn, efter sin kyndige moder kaldt Völu-Steinn; de boede i Bolungarvík (Isefjordsyssel). Völu-Steinn havde to sønner, Ögmundr og Egill. Ögmundr blev dræbt på Torskefjordstinget, hvorover hans fader blev aldeles utrøstelig. Da var det, at Egill kom til Gestr Oddleifsson (se ovf. s. 507) og bad ham hjælpe, og at Gestr skal have digtet begyndelsen til en drape om Ögmundr. Under Völu-Steins navn haves to halvvers (8); i det første opfordres Egill, som næppe kan være anden end Völu-Steins søn, til at høre på et kvad; det sidste omtaler en vis erindring, som ikke nærmere kan bestemmes. Sammenhængen synes være den (9), at Gestr har begyndt et digt, som Völu-Steinn, for at trøste sig selv, siden fortsatte. I så fald måtte vel det første halvvers egenlig være af Gestr. Dette digt kunde betragtes som et sidestykke til Egils Sonatorrek.




Noter:

1) Jfr. Ldn. 148-9.
2) Skj. digtn. B I, 178-82.
3) Forsøg på at restituere dem findes i Festskr. til Wimmer 1909.
4) Jfr. Aarbøger 1912 s. 15-16
5) Háv. s. 24.
6) sst. s. 54.
7) Skj. digtn. B I, 178, jfr. K. Gíslason: Njála II, 165.
8) Skj. digtn. B I, 93.
9) K Gíslason i Vidsk. selsk. skr. 5. række, hist.-filos. afd. 4. bd. XI, s. 458.