FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Hofgarða-Refr Gestsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Hofgarða-Refr Gestsson

Denne digter hørte til en gammel slægt på vestlandet (på Snefjældsnæs), idet han på den ene side nedstammede fra Björn buna, på den anden fra Alfr af Vörs, fra hvem også Hvamm-Sturla i lige linje stammede. Selv var Refr en søn af digterinden Steinunn (se ovf. s. 501) og Gestr, hvis fader og bedstefader havde været goder og bot på gården Hofgarðar (1); her må Refr på grund af sit tilnavn også have bot. I sin ungdom blev han opfostret af Gizurr gullbrárskáld (se ovf. s. 567), hvem han kalder sin læremester i skjaldekunsten (se ovf. s. 334). Refr er rimeligvis født ved eller kort efter år 1000. Der gives intet som helst bevis for, at Refr har været i Norge før 1030, ti når han i én kilde (2) nævnes blandt Olaf den helliges skjalde, stilles han netop her tilligemed Einarr Skúlason i modsætning til de andre skjalde, der kaldes kongens »egne hirdmænd«. Det digt af Refr, som han forfattede om kong Olaf, må altså have været et arvekvad. Det beror også på en fuldstændig forvirring, når Refr i nogle håndskrifter siges at have været med i Stiklestadslaget (3). Han har vistnok første gang været i Norge imellem 1030 og 1038, da han har digtet om Háreks søn Einarr fluga. Men ellers vides intet om hans liv og rejser.

Af Refs mange digte er der kun lidt tilbage, og det er så meget større skade, som han åbenbart har hørt til de bedste skjalde. Vi har intet af hans digt om Olaf den hellige, Magnus den gode, Einarr fluga, Hárekr i Þjótta, alle antydede i Skáldatal, med mindre et par halvvers hører til et af disse kvad og da måske snarest til det om Hárekr eller Einarr; de handler, som det synes, om et par fyrstegaver, skjold og spyd (4).

Fra tiden nærmest efter 1030 stammer Refs digt om hans på Stiklestad faldne fosterfader Gizurr gullbrárskáld, hvoraf et par vers haves. De handler om Gizurs tapre færd ved Stiklestad, samt hvorledes han har undervist Refr. Det sidste halvvers er alhent.

Af de øvrige vers, der går under Refs navn, kan vistnok brudstykker af et digt udskilles, i hvilket en Þofsteinn omhandledes. Hvem denne har været, kan ikke bestemt vides, men det rimeligste er, at det er Snorre godes søn, der menes; han var Refs samtidige og fra samme egn som han. Desuden ved vi, at der havde bestået et venneforhold mellem hans fader og Refs fader. I tre halvvers findes navnet (Þorsteinn), og de synes alle at have hørt til digtets begyndelse, medens et 4. omtaler en fredelig levende mand, »der lader sig nøje med sit«, hvilket godt synes at kunne passe på Þorsteinn (Snorrason).

Dernæst haves 5 halvvers, som alle må høre sammen og som handler om en rejse »vest fra« (ɔ: til Norge?) og kunde således høre til et sørejsedigt (ferðavísur, som det kunde kaldes); hvis det er så, er digtet interessant som omtrent enestående. Digteren taler allevegne i nutid, og da der tales om rejsens forskellige afsnit, ser det snarest ud, som om versene egenlig er løse vers, der er blevne samlede til en cyklus i lighed med Sigvats Øster- og Vesterfærdsvers. Det er meget smukke og stemningsfulde vers.

Der haves endnu et halvvers, hvori en mand omtales, der »besteg en kvindes sæng«. Det er muligvis Vagn Ákason, der menes; han havde jo aflagt løfte på at komme i sæng hos Ingibjörg, Þorkell leiras datter, imod hendes faders vilje (jfr. Jómsv. dr.).

Endelig haves to linjer af et spottende eller spøgefuldt vers om en træl Grunde, der var beskæftiget med at hugge et træ i stykker (færa sundr tré). Den forklaring, som prosaen tilføjer af det anførte udtryk i verset, er sikkert senere opfundet i den hensigt at vise - ikke hvorledes verset egenlig skulde opfattes, men - hvorledes det på en kunstig måde kunde forstås. Men at verset har været et spottevers, fremgår af den rest af en trælleomskrivning (»suppens og de lange skindkjortlers . . . [stav eller lign.]), der antydes.

At dømme efter disse vers står Refr som digter meget højt. Ikke alene er hans omskrivninger rigtige, ja ligefrem elegante, men han forstår også at give sin egen stemning og følelse et så levende udtryk, at den samme stemning kommer frem hos læseren. Bedst viser dette sig i hans sørejse-vers; således lyder det første: »Mastens lette dyr bærer vestfra de vovetrykkede bove over havet; havet skummer, men jeg vænter land foran stavnen«. Hvor fortræffelige er her ikke tillægsordene »lette« og »vovetrykkede« (vágþrýstr); hvor træffende passer ikke ordet »bov«; men hvor langt bedre lyder ikke det hele i grundsproget og i Refs bløde og velklingende ord. Det andet vers: »Men bølgehesten, skumbestænkt, rykker sit rødmalede bryst ud af den hvide Rans mund«. Hvem ser ikke det rødmalede skib arbejde sig frem mod søen og ligesom rive sig op af den grådige bølge. Det er klart, at Refr har været besjælet af en usædvanlig åben sans for naturen og en usædvanlig fin ævne til at gengive sine indtryk af det sete. Hertil kommer Refs udviklede sans for en i teknisk henseende skøn og harmonisk form; kun få andre skjaldes vers kan måle sig med Refs i vellyd og flydende fremstilling; på engang bløde og yndefulde, klangfulde og kraftige er de rene perler i den gamle skjaldepoesi. Man læse f. ex. det første vers om Þorsteinn.

Om Refs karakter vidner det sidste af Þorsteins-versene: »Den er lykkelig, som lever tilfreds af sit eget«. Disse ord er sikkert et udtryk for Refs hjærtens mening og måske et billede af hans eget liv; men de er tillige et slags indledningsord til det islandske freds- og rolighedstidsrum, der opstod ved og efter år 1030. De udtrykker på en interessant måde, at en ny tid, med ny slægt og nye tanker er ifærd med at bryde frem.




Noter

1) Ldn. 79. 82; Eyrb. 19. 76; Bps. I, 15.
2) Flat. II, 226.
3) Se Fms. V, 56 not.
4) Hans vers findes Skj. digtn. B I, 295-97.