FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Torf-Einarr
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
2. afsnit: SKJALDEKVAD
§ 6 Norske skjalde
Torf-Einarr
Torf-Einarr, en uægte søn af Rögnvald jarl på Möre og en trælkvinde, blev jarl på Orknøerne, efter at hans halvbroder Hallaðr havde vist sig uskikket til at styre dem og var vendt tilbage til Norge. Om Torf-Einarr jarl og hans styrelse af øerne kan man læse hos Snorre (1). Han beskrives som en »mægtig mand, styg og énøjet«. Snorre giver os en fortræffelig skildring af denne mærkelige mand i det svar, han lader ham give faderen efter Hallaðs ynkelige færd i vesten og hjemkomst: »jeg nyder liden hæder her og har ingen kærlighed her at forlade. Jeg skal tage over til Øerne, hvis du vil give mig nogen hjælp, og jeg vil love dig, hvad der vil være dig til stor glæde, at jeg ikke mere skal komme tilbage til Norge«. I dette svar har vi manden, hans rolige og faste optræden, snarrådighed, stolen på sig selv, samt hans ejendommelige tørre ironi, som endnu bedre fremtræder i hans vers. Disse består af 5 løse vers (2), der alle er digtede, efter at Einarr havde dræbt kongesønnen Halfdan háleggr, som uvæntet var kommen til Orknøerne og først tvang Einarr til at flygte bort; tidligere havde Halfdan indebrændt hans fader Rögnvaldr jarl. Einarr kom snart tilbage, overfaldt og dræbte Halfdan og hævnede herved faderen. Således gjorde han, den forhånede søn, faderens tidligere ord til skamme, »jeg er ligeglad, om du kommer hjem igen eller ej, ti jeg vænter ikke, at du vil blive til nogen ære for dine frænder, ti hele din mødreneslægt er trælbåren«. Einars vers er meget ejendommelige i tonen og kan siges at høre til de smukkeste vers, der haves. Gennem dem går en vis tung, vemodig tone i forbindelse med skadefryd og ironi, således siger han: »Ikke ser jeg Hrólfr eller Hrollaugr [hans brødre] kæmpe; jeg skal hævne min fader; mens vi strider, sidder Þórir jarl på Möre [også hans broder] umælende ved karstrømmen (vinen). »Jeg har hævnet for min fjærdeparts vedkommende. Kaster, raske svende, en høj over Højben« (háfæta f. háleggr). Noget efter forligtes kongen og Torf-Einarr; dette må vel være sket omtr. 890.
Einars versemål er frit drotkvædet (et slags munnvörp) , idet de ulige linjer er rimløse, medens de lige i reglen har halvrim. Her findes også eksempler på, at hovedstaven ikke står forrest i linjen, ligesom i Brages vers; der findes også eksempler på, at det sidste rim står i 3. stavelse. For så vidt kan Einarr siges at slutte sig nogenlunde direkte til Brage. Men her er det dog løse vers, der er tale om. Blandt de forskellige versemål i Háttatal er et, der kaldes Torf -Einarsháttr; det svarer dog ikke ganske til det versemål, som findes i Torf-Einars vers, men Snorre har som sædvanlig systematiseret dette.
Noter:
1): Hkr. I, 137-44, jfr. Ldn. 260-1, hvor hans „saga" citeres (ɔ: Orkneyingasaga?; jfr. Vatsd. 17).
2): Skj. digtn. B I, 27-28.
