FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Ulfr Sebbason, Goþþormr sindri, Kveldulfr m. fl.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Ulfr Sebbason

Denne digter, om hvem der engang havdes en saga (1), er så godt som fuldstændig ubekendt. Vi ved kun, at han var en slægtning af Auðun illskælda (2) og at han digtede en drape om kong Harald hårfagre (3), den drape, hvis stef Auðun beskyldtes for at have lånt til sit digt (jfr. ovf.)

Vi kommer nu til den sidste af kong Haralds skjalde, der tillige var Hakon d. godes digter:


Goþþormr sindri

Digterens navn skrives i håndskrifterne i reglen forkortet; dog må formen Guth- siges at være den, der i reglen forekommer eller har foresvævet afskriverne. Nu hedder navnet Guttormur. P. A. Munch har forlængst antaget, at navnet er sammensat af goð og þormr (hvoraf þyrma), hvilket er sikkert rigtigt. Om skrivemåderne af navnet kan henvises til E. Linds Dopnamn. Hvad tilnavnet betyder, vides ikke (4).

Det eneste, vi ved om digterens liv er følgende: »G. s. hed en fornem mand. Han var engang [da Halfdan d. svarte (den yngre) gjorde et mislykket forsøg på at indebrænde sin broder, Erik blodøkse, o. 925 - 30] i Halfdan svartes følge, men tidligere havde han været hos kong Harald, og han var bægges kære ven. G. var en god skjald. Han havde digtet et kvad om enhver af dem, fader og søn. De havde tilbudt ham løn derfor, men han sagde nej dertil og bad om, at de engang vilde opfylde en bøn af ham, og det havde de lovet. Han begav sig nu til kong Harald og bragte forligsord imellem dem og bad dem at forliges med hinanden. Men kongerne viste ham så stor en hæder, at de forligtes på hans bøn (5). Det er således klart, at Goþþormr har spillet en lignende rolle som Þjóðólfr i forholdet mellem kongen og Guðrøðr. Vi kan af det anførte slutte, at Goþþormr må have været en meget anset mand, men vistnok ikke egenlig en hirdskjald. Hvor længe han har levet, vides ikke, kun er det sikkert, at han har overlevet slaget på Rastarkalv 955; da han ikke nævnes efter kong Hakons død, er han måske død før 960; da må han have været en ældre mand.

Af hans digte om kong Harald hårfagre og Halfdan svarte, som er antydede i det foregående og som tillige antydes i Skáldatal (nr. 46. 49) er nu intet tilbage.

Derimod haves af hans drape om Hakon den gode, Hákonardrdpa (6), nogle vers, der handler om kong Hakons tog til Danmark og hærgning af Jylland og Sælland omkr. 950, om indsættelsen af Tryggve Ólafsson til konge i Viken, om kampen mellem Hakon og Gunnhildssønnerne ved Agvaldsnæs (år 953) og om kampen på Rastarkalv (år 955). Noget særlig ejendommeligt i poetisk henseende kan ikke udledes af disse få brudstykker. Versene er temmelig flydende, og rimene er her, som det synes, nåede til en fuldstændig fasthed, omskrivningerne er korrekte og, som sædvanlig, træffende, men ofte temlig sammensatte. Der findes ingen særlige subjektive bemærkninger.


Kveldulfr m. fl.

Før end vi går videre, kan vi her nævne et par digtere og digterinder, hvis levetid, så vidt vides eller skønnes, falder før midten af det 10. årh. og som således hører til de ældre norske skjalde. Sådanne mænd som Kveldulfr og Önundr tréfótr nævnes som skjalde, men det er mere hensigtsmæssigt at tage dem i en anden sammenhæng, tilmed da de dem tillagte vers ikke er fuldt ud sikre. Fremdeles kan det kortelig bemærkes, at vi af en sejdmand på Hörðaland, Vitgeirr, har et vers i fornyrðislag, hvori han giver svar på kongens opfordring om at holde op med at drive sejd, - at der af Gunnhildr kongemoder anføres et drotkvædet halvvers om Hakon den godes ankomst til Norge; hvorvidt verset er ægte, d. v. s. digtet af Gunnhildr selv, er umuligt at afgøre, - at der af Hildr Hrólfsdóttir, en moder til Göngu-Hrólfr, haves et vers, som hun skal have digtet, dengang da hun hos kong Harald gik i forbøn for sin søn, der havde plyndret i Norge selv; sikkert et ægte vers. Af Vémundr Hrólfsson haves et halvvers i kviðuháttr, hvor han, stående i sin smedje, omtaler sine drab. (7)




Noter:

1): „Svá sem segir i sögu Ulfs Sebbasonar ok Kvigs jarls", Fms. III, 65.
2): „U. S. . . frændi hans" sst.
3): „Úr drápu þeiri, er U. S. . . hafði ort um Harald konung" sst, jfr. Skáldatal nr. 45.
4): Sindri forekommer i Sn.-E. I, 340, som navn på en dværg; det står i forbindelse med sindr (skæl, der falder af det glødende jærn).
5): Hkr. I, 153, OH (53) 6, Fms. I, 12-13, IV, 12, Flat. I, 45.
6): Navnet i Hkr. I, 176, Fms. I, 27. 38 (Flat. I, 58: Gráfeldardrápa!) og i Bergsbók ved v. 6. Digtet antydes rimeligvis i Egilss. 279. Se Skj. digtn. B I. 55-56.
7): Skj. digtn. B I, 29. 54. 27. 29.