FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Ulfr Uggason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Ulfr Uggason

Om denne mærkelige digters liv vides så godt som intet. Vi ved, at han var gift med Járngerðr, en datter af Þórarinn korne og en datterdatter af Einarr i Stafaholt (1). Fremdeles ved vi (2), at Ulfr engang havde en altingsstrid om en arv med høvdingen Ásgrimr Elliðagrímsson; da sagen tegnede til at få et for Ulfr gunstigt udfald, blev denne udfordret til holmgang af Gunnarr Hámundarson; dette vilde Ulfr ikke indlade sig på og valgte heller at udrede det gods, hvorom striden drejede sig. En kamplysten mand har Ulfr altså næppe været. At han i det hele taget har været en ganske fornuftig og fredelig mand, vil vi få yderligere bekræftet. - Dengang da Óláfr på på Hjarðarholt bortgiftede sin datter Þuríðr, holdt Óláfr brylluppet i sit nys opførte prægtige 'ildhus' på den nævnte gård; Ulfr var der tilstede og fremsagde et digt om alle de mange optrin, som var malede indvendig på væggen og tagloftet - »dette digt hedder Húsdrápa og det er vel digtet. Óláfr lønnede kvadet godt« (3).

Det sidste, vi hører om Ulfr, er hvad Njála fortæller (4) os om ham og hans forhold til kristendommens forkyndelse på Island, Þorvaldr veile (se ovf. s. 471) rejste en flok imod Þangbrandr og opfordrede Ulfr til at deltage i et overfald på denne og sendte ham i den anledning et vers. Ulfr svarede med et andet, hvori han ytrer, at han »ikke vil sluge den flue« (ɔ: lade sig lokke dertil). Om dette svar havde sin grund i Ulfs fredsommelige natur i det hele eller i, at han har indset, at det ikke lod sig gøre, at føre noget virkeligt forsvar for det hensygnende hedenskab, kan ikke afgøres; det sidste er fuldt så rimeligt (jfr. hans udtryk: röng eru mál á gangi) (5). Under alle omstændigheder er Ulfs stilling til sagen ret mærkelig og tyder på Islændernes religiøse ligegyldighed, som enkelte fanatikere, som Þorvaldr veile og Steinunn, ikke kunde få bugt med.

Af Ulfs digte kender vi foruden en lausavísa kun brudstykker af det nævnte digt, Húsdrápa (6). Anledningen til at dette digt blev til (o. 985) er alt omtalt og indholdet antydet. Det bestod da i en fremstilling af alle de myter og sagn, der sås fremstillede inde i Óláfs hal på Hjarðarholt, på væggene og loftet.

Digtet (7) har bestået af forskellige afdelinger, som nu ikke nærmere kan bestemmes, undtagen for så vidt som det hos Snorre hedder (8), at et godt stykke (langt skeið) optoges af fortællingen om Baldr (ɔ: hans død og bålfærd), samt et langt stykke af Heimdalls og Lokes strid om Brisingsmykket. Af de vers og versdele, som vi har tilbage, tilhører sikkert to halvvers henholdsvis digtets begyndelse og slutning. Dernæst har vi et vers om Heimdalls og Lokes nysnævnte strid (»de svømmede i sælhundeskikkelse ud til Singasten, hvor de kæmpede om smykket«), 1 helt og 3 halve vers handler om kampen mellem Tor og midgårdsormen; alle de øvrige om Baldrs bålfærd. Det er rimeligt, at to par af halvversene har udgjort hvert ét helt vers.

En omkvædslinje (af klofastef) findes to steder: Hlaut innan svá minnum. Forståelsen heraf synes ikke vanskelig. Sætningen har simpelt hen haft følgende eller lignende indhold: Svá hlaut [höll Óláfs at þrýdask] innan [fornum] minnum ɔ: Således opnåde Olafs hal at blive indvendig prydet med gamle sagn; hvorldes den oprindelige ordlyd har været, nytter det ikke at ville gætte sig til.

Dette digt er det sidste eller i hvert fald et af de sidste digte, som slutter sig til de oprindelige skjoldkvad eller drotkvædede digte om mytisk-sagnhistolriske æmner, og er for så vidt også mærkeligt (se ovf. s. 353).

Ikke mindre mærkeligt er det derved, at det vidner om en oprindelig kraft i udtrykket, om en ægte stemningsfuld opfattelse af optrinene, f. ex. mødet mellem Tor og midgårdsormen; således kan v. 4 og 5 måle sig med de bedste hos de ældre skjalde, som Þjóðólfr og Egill: »Gudernes vens pandes indmåne skinnede frygtelig; den lovpriste as skød skrækkelige stråler mod jordens ring (slangen), men jordens stive omspænder stirrede nedefra med sit skarpe blik på jætternes prøver (Tor) og spyde edder«. Hertil kommer fejlfrie kenninger og et meget betydeligt versifikationstalent, hvilket alt bevirker, at Ulfr som digter må sættes højt.

Foruden dette digt kendes kun af ham den før omtalte lausavísa, der er meget godt digtet.




Noter:

1) Ldn. 87.
2) Njála I, 274-5.
3) Laxd. 100.
4) Njála I, 535-6.
5) Jfr K. Gíslason: Njála II, 502-3.
6) Navnet findes i Laxd. 1. c, Sn.-E. I, 260. 266.
7) Skj. digtn. B I, 128-30.
8) Sn.-E. I, 260. 266.