FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Vígastyrssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


B. Sagaskjalde (o. 900 - o. 1050)


Vígastyrssaga m. v.

I Vigastyrssaga anføres af Gísle Þorgautsson († 1015) fra Þorgautstaðir i Hvitársíða et vers fra 1015, der sikkert er ægte (1). Det udtaler anelser om en snarlig død. - I samme saga nævnes (2) en Þorfinna skáldkona på Þorvarðsstaðir i samme egn, men hun er ellers ukendt. - Fremdeles nævner samme saga Þorbjörn på Veggir ((† 1015) (3) som skjald og anfører to vers af ham foruden to drømmevers (4), der alle står i forbindelse med en nærforestående kamp og død. Der kan intet indvendes mod versenes ægthed.

Þorkell í Hraundalr, Helga den fagres sidste mand, siges at have været en »god skjald«, og der anføres af ham et vers (5), digtet i anledning af Helgas død.

Guðleifr Guðlaugsson fra sydsiden af Snefjældsnæs kæmpede i Medelfarsund med Gyrðr, en søn af Sigvalde jarl, hvorom han digtede Gyrðsvisur (el. -u) (6), som er tabte.

Gestr Þórhallason fra gården Jörfe (Hnappadalssyssel) hævnede sin fader, der var bleven dræbt af høvdingen Víga-Styrr ved at dræbe denne på Jörfe (7) (år 1007). Gestr flygtede til Illuge på Gilsbakke, fortalte ham drabet og fremsagde et vers derom. Forskellige andre vers, 6 i antal, antydes af ham i Jón Olafssons uddrag af den nu tabte del af Vigastyrss. (8); en halvdel af et af disse er rimeligvis bevaret i den såkaldte Laufásedda (9). Gestr forlod landet og kom tilsidst til Myklagård. Hans senere skæbne er ubekendt.

Af Steinarr Sjónason (se ovf. s. 481), Kormáks morbroder, der, efter at være fordreven fra Myrasyssel, nedsatte sig på gården Elliðe (Snæfellssnessyssel), haves i Kormákssaga to vers (10), det ene i fornyrðislag om en kapsvømning mellem ham og Kormáks modstander Hólmgöngu-Berse, det andet drotkvædet om en holmgang mellem ham og Berse. Steinarr levede omtr. 930 - 1000 og var ikke nogen sympatisk mand. Mod versenes ægthed lader der sig intet indvende.

En af de mere fremtrædende personer i Eyrbyggjas. er helten Björn breiðvikingakappe Ásbrandsson, særlig bekendt for sit forhold til den smukke enke på Fróðá, Snorre goðes søster Þuríðr. Som hans tilnavn viser, stammede han fra Breiðuvík (sydsiden af Snæfellsnes). På grund af hans kærlighedsforhold til Þuríðr tvang Snorre goðe ham til at forlade landet (omkr. 998); det hed sig, at han kom til Vinland det gode, hvor han skulde være bleven valgt til høvding. Af Björn anfører sagaen i alt 7 vers (11), men et af disse er, som alt bemærket (s. 498), ikke af ham, men af hans navne med det på lignende måde dannede tilnavn. Et af versene er i halfhnept versemål, hvorfor man tidligere har ment, at det hørte til Ormr Steinþórssons vers i samme versemål, men dette er sikkert en fejltagelse. 3 af disse vers er kærlighedsvers; deraf er det første meget smukt: »Denne dag [på hvilken han havde truffet Þuríðr] vilde vi ønske blev den længste på jorden, da jeg i aften må drikke min svundne glædes arveøl.« I et af versene hentydes til hans deltagelse i slaget på Fyrisvoldene (Styrbjörn). Det er ikke muligt at opdage noget som helst mistænkeligt ved disse vers, hverken i sprog eller fremstilling. Eyrbyggja anfører desuden ellers kun ægte vers (12).

Steinunn Refs- (eller Dálks-) dóttir, beslægtet med Sturlungernes forfædre, gift med Gestr på Hofgarðar og moder til skjalden Refr (Hofgarða-Refr), levede før og efter år 1000. Vi kender hende kun fra fortællingen om hende og Þangbrandr. Engang (år 998) blev dennes skib på grund af storm en del beskadiget, herom digtede Steinunn to vers (13), hvori hun ytrer sin glæde over, at Tor har tilføjet Þangbrand skade, og håner ham, fordi Kristus ikke har været i stand til at hjælpe ham. I en af kilderne anføres der tillige en samtale mellem hende og Þangbrandr, hvori hun opfordrer ham til at blive hedensk (14), men denne fortælling er vistnok ikke historisk. At versene er ægte er hævet over enhver tvivl.




Noter:

1) Skj. digtn. B I, 198.
2) Heiðarv. s. 88.
3) Jfr. Ldn. 69.
4) Skj. digtn. B I, 198-99.
5) Sst. 195.
6) Ldn. 80, not. 7.
7) Eyrb. 103, jfr. Heiðarv. 25.
8) Heiðarv. 30 ff.
9) Sn.-E. II, 498. 628. Skj. digtn. B I, 189-90.
10) Skj. digtn. B I, 89.
11) Skj. digtn. B I, 125-26.
12) Jfr. Aarbøger 1912 s. 42 ff.
13) Bps. I, 15-16, Fms. II, 204-5, Flat. I, 425, Njála I, 539-40. Skj. digtn. B I, 127-28.
14) Njála I, 538-40.